Indlæg tagget med sex

Numsevrikkeri – den fortsatte historie – hvad siger Mileys jævnaldrende piger?

9. oktober 2013

OK. Sinead O’Connor og Amanda Palmer har bragt deres meninger til torvs om Miley Curys’ numsevrikkende transformation fra Disneyficeret børnestjerne til voksen popdame med pÃ¥taget sexappeal. Men hvad tænker mon alle de piger pÃ¥ hendes egen alder, som ikke er en del af underholdningsbranchen? Det har Guardian gjort sig umage for at finde et svar pÃ¥. Og mÃ¥ske ikke overraskende sÃ¥ er pigernes forstÃ¥else lige sÃ¥ ambivalent, som mediernes. De unge damer er udmærket klar over, hvilken kommercialiseret verden, vi lever i, og har en vis forstÃ¥else for Miley Cyrus’ kropslige udsalg. Læs mere her.

Ud med det ‘gnidningsløse knald’! – eller den seksuelle bornertheds genkomst

21. juli 2011

“Vi du høre noget pinligt? Min datter, som nærmer sig de seks Ã¥r, troede indtil sidste uge, at hendes vagina hed ‘forsiden’. Og jeg fortalte hende sÃ¥, hvad den rigtig hedder, for hun spurgte mig, hvorfor drenge har penisser og piger kun ‘forsider’. Hvis jeg kunne have sluppet af sted med aldrig nogensinde at kalde en kropsdel andet end numsen, sÃ¥ ville jeg have gjort det. Grunden til, at hun kendte ordet penis, er, at vi har en hanhund og tre piger. En dag sagde hun: “Mor, hvad er det?”

Jeg tog en dyb indÃ¥nding og sagde: “en penis”. For jeg er jo hurtigt tænkende og progressiv. Jeg sagde bare penis til hende for første gang i hendes seksÃ¥rige liv.

Og hun kiggede pÃ¥ mig og sagde: “Har alle drenge sÃ¥dan en?”

 

“Ja”, sagde jeg bekræftende, “det har de”.

“Er de kede af, at de har sÃ¥dan en?”, spurgte hun oprigtigt bekymret.

“Nej, lille skat”, afslørede jeg for hende, “de er ret glade for dem”.

Og sÃ¥dan endte den sexsnak.”

 

OvenstÃ¥ende lille anekdote stammer ikke fra 1950’erne. Selv om man kunne forledes til at tro det. Forfatteren er heller ikke barn af en familie, hvor det seksuelle er blevet tabuiseret. Tværtimod. Forfatterinden Julie Klam er midt i trediverne, og hun beskriver sine forældre som en ‘meget Ã¥benhjertig, liberal, hippieagtig husholdning’. Julie er med andre ord barn af den generation, der var bannerførere for den sÃ¥kaldte ‘seksuelle revolution’ eller ‘frigørelse’, som blev sat i gang i tresserne og løb som en steppebrand gennem halvfjerdserne med fri porno, kollektivistiske bollerum, partnerbytte osv. Og hun er et blandt mange eksempler pÃ¥, at børnene af de frigjorte forældre, som altid løb rundt nøgne derhjemme og dÃ¥rligt nok gad lukke døren, nÃ¥r de skulle dyrke erotikkens glæder, har trukket i den moralske hÃ¥ndbremse, samlet benene og tænkt pÃ¥ noget andet end sex – fx familie, karriere og forbrug.

 

Erica Jong, som har været en af den seksuelle frigørelses ypperstepræstinder – kendt for bl.a. bogen ‘Fear of flying’, hvor den seksuelle løssluppenhed blev kanoniseret under slagordet ‘the zipless fuck’,( det ‘gnidningsløse knald’ , som det blev fordansket til), har for ganske nylig skrevet en læseværdig artikel i New York Times om det, man kunne kalde den seksuelle bornertheds tilbagekomst. Er sex passé?, spørger hun, og henviser netop til Julie Klams essay ”Let’s not talk about sex”, som citeres ovenfor. Hun henviser ogsÃ¥ til sin egen datter, Molly Jong-Fast, der er forfatter til artiklen ”They Had Sex So I Didn’t Have To” (og i øvrigt veninde med Julie Klam).

 

Og Erica Jong er hverken forbavset eller forarget, som man måske kunne forvente. Det giver mening for hende: ”Døtre vil altid være forskellige fra deres mødre. Hvis deres mødre opdagede fri sex, så vil de genopdage monogamiet”. Den gammelkendte generationskløft eller -modsætning fornægter sig ikke. Børnene finder deres selvforståelse og identitet i modsætningen til forældrene og i opgøret med forældrenes idealer og overbevisninger.

Men Jong ville være en dÃ¥rlig feminist, hvis hun bare konstaterede, at sÃ¥dan var det. Hun svinger ogsÃ¥ pisken over sin egen generation, fordi lidenskaben og intimiteten Ã¥benbart er gÃ¥et fløjten i de unges forhold til sex.’Det lykkes os ikke at korrumpere vores døtre, men vi gave dem en steril mÃ¥de a have sex pÃ¥, den elektroniske’, skriver hun. Døtrene fik med andre ord internettets seksuelle muligheder, som ogsÃ¥ er muligheden for at dyrke det seksuelle uden intimitet og forpligtelse. Og uden at løbe nogen risiko for seksuelt overførte sygdomme, graviditet, dÃ¥rlige seksuelle oplevelser m.m. Man sporer en undertone af beklagelse og tristesse, nÃ¥r Jong konstaterer, at internetsex er et billede pÃ¥ det, den unge generation først og fremmest ønsker: kontrol.

 

”Akkurat som kodeordet for min generation var frihed, synes kodeordet for min datters generation at være kontrol. Er det bare pendulets forudsigelige svingen frem og tilbage eller er der tale om en ny passion for orden i en stadig mere kaotisk verden? Lidt af hvert. Vi idealiserede det åbne ægteskab; vores døtre er tilbage ved idealiseringen af monogamiet. Vi var ude af stand til at slukke lysten til at eje hinanden. ”

 

Men det ville være lidt skuffende, hvis Erica Jong bare var nøgtern konstaterende og forstående over for generationsudviklingen. Og det er hun da heller ikke!

Som den gamle halvfjerserfeminist, hun er, genkender hun i et historisk kvindehad i ‘kontrollens opblomstring’ . Med henvisning til Jane Eyre og Sex and the City pointerer hun, at sex altid er blevet beskrevet som noget, der er farligt for kvinder. De bliver gale, syge eller dør, hvis de giver slip pÃ¥ det seksuelle felt. Og kommer sÃ¥ med følgende lidenskabelig svada, som fortjener at blive citeret pÃ¥ originalsproget: “Better to soul cycle and write cookbooks. Better to give up men and sleep with one’s children. Better to wear one’s baby in a man-distancing sling and breast-feed at all hours so your mate knows your breasts don’t belong to him. Our current orgy of multiple maternity does indeed leave little room for sexuality. With children in your bed, is there any space for sexual passion? The question lingers in the air, unanswered.”

 

Selv om tilbageslaget for de seksuelle frigørelse har varet længere end frigørelsen selv, sÃ¥ er den seksuelle frigørelse slet ikke færdig endnu – for Jong. Der er stadigvæk tabuer. Fx fordømmelsen af sex mellem ældre mennesker. Og hun ser en direkte sammenhæng mellem seksualforskrækkelsen og den generelle kontrolmani, der bl.a. antiabortbevægelsen i USA, de aktuelle økonomiske besparelser og opstramninger, afviklingen af kvinders rettigheder osv. “Hvor langt vil vi gÃ¥ i ødelæggelsen af kvinders lighed før en ny generation af feminister vÃ¥gner?”, skriver Jong, næsten som et nødrÃ¥b. Og opfordrer til, at mænd og kvinder i fællig fremover opdrager børnene og bibringer dem nogle alternative modeller for, hvordan et voksent liv kan leves med den seksuelle lidenskab i behold. For. “Hvorfor give afkald pÃ¥ honning til fordel for eddike? Fortjener vi ikke alle at fÃ¥ sukker i vores skÃ¥l?”. Den gamle hedonist fornægter sig ikke… Og giver os noget at tænke over.

Den musikalske kommentar – Talking Heads Creatures of Love

Gamle grises rettigheder – kulturforskelle og politik

18. maj 2011

Forleden kunne man se lederen af IMF, den Internationale Monetære Fond, franskmanden Dominique Strauss-Kahn iført hÃ¥ndjern blive ført bort af amerikansk politi. Billederne løb som en steppebrand gennem medierne. Og der var højlydte reaktioner pÃ¥ hændelsen – bÃ¥de fra amerikanerne og franskmændene.

Sagen er da ogsÃ¥ interessant. Ikke, fordi en fremtræden person pÃ¥gribes efter anklager om seksuelle overgreb. Det burde i sig selv være en banal hændelse. Men røret omkring anholdelsen afslørede ogsÃ¥ en gammel kulturforskel, for ikke ligefrem at sige kulturmodsætning,  mellem Frankrig og USA. En forskel, der handler om sex…

Forskellen kommer indirekte til udtryk i en kommentar i New York Times, hvor Stephen Clarke under rubrikken “Droit du Dirty Old Men” – hvilket kan fordanskes til: Gamle Grises rettigheder – skriver følgende blandt andet:

France may think it had a revolution, but in fact it just got a new, and even more powerful, elite. They believe themselves so indispensable to the running of the country that trying to topple one of them is a bit like threatening to shoot a prize racehorse for nibbling your lawn. You’re meant to shut up and let them nibble.

This is why the French establishment sees Mr. Strauss-Kahn — rather than the traumatized chambermaid the police say he attacked — as the victim. The same case would never have come out in the open in Paris. The woman would have been quietly asked whether she thought it was worth risking her job and her residence permit. She would have been reminded that it was her word against his, and frankly, whom would people believe? The witty, famous man with the influential friends, or the nobody?
French politicians are known to be serial seducers, and as a rule no one bothers them about it. It is widely accepted that a male politician can combine efficiency in his job with a tendency to leap into bed with as many people as possible. And maybe it’s true — the French eat a balanced diet and have lots of energy. ”

Lad os lige holde fast i, at den anklagede (mig bekendt) hverken er dømt eller frikendt i sagen og derfor i juridisk forstand mÃ¥ opfattes som ‘uskyldig’ indtil andet er bevist! – Dernæst kan man konstatere, at fordommene om franskmænd og franske politikere i særdeleshed stÃ¥r i kø i det citerede stykke. Ikke dermed sagt, at der ikke kan være noget om nogle af fordommene. Fx at der uden tvivl hersker en magtfuldkommen elite i fransk politik, som mener at være hævet over enhver kritik og anklage (tænk blot pÃ¥ præsident Sarkozy!).

Men underteksten taler ogsÃ¥ om en sÃ¥re velkendt amerikansk dobbeltmoral, nÃ¥r det kommer til det seksuelle. At franske politikere skulle ‘serielle forførere’ i modsætning til amerikanske politikere er der sÃ¥dan set al mulig grund til at betvivle. Eksemplerne pÃ¥ amerikanske politikeres seksuelle ekskapader er mindst lige sÃ¥ talrige som de tilsvarende franske. Forskellen er, at man i Frankrig har et mere ‘afslappet’ forhold til det seksuelle end i USA, hvor seksuelle sidespring og lignende sÃ¥ at sige  altid kommer pÃ¥ tværs af konservative familienormer og amerikanske ‘værdier’. Tænk blot pÃ¥ Bill Clinton og sagen om den vÃ¥de cigar…

Derfor kan der selvfølgelig godt være en vigtig pointe i den amerikanske journalists kritik af franskmændenes ‘offergørelse’ af Strauss. Selvfølgelig skal Strauss have samme behandling som enhver anden, der stÃ¥r anklaget for samme gerning. Omvendt er artiklen af Stephen Clarke ubehagelig, fordi den uden direkte at skrive det, dømmer Strauss, inden der er faldet dom i sagen. Clarke insinuerer.

Med en allusion til sagen om Roman Polanski – som har været anklaget for at have haft sex med en mindreÃ¥rig engang i tresserne – insinuerer Clarke, at Strauss er skyldig – fordi han er franskmand og oven i købet en magtfuld politiker… Det fremgÃ¥r af det sidste afsnit, hvor Clarke skriver:

All of which leads me to my belief that even if Dominique Strauss-Kahn is convicted and has to serve time, he will someday return to France, publish his autobiography (which will, of course, be adapted for the big screen by Mr. Polanski) and eventually be made a government minister. Minister of gender equality, perhaps?

Netop sammenligningen med Polanski-sagen understreger den nidkærhed, hvormed amerikanerne forfølger sÃ¥danne seksuelle ‘sager’. Polanski-sagen var ikke alene ældgammel – og derfor svær at efterforske – men ‘offeret’ har ogsÃ¥ siden meddelt, at hun ikke ønsker nogen sag. Det seksuelle er meget interessant i den amerikanske offentlighed, og interessen er drevet af dobbelbundet nysgerrighed, der rummer lige dele moralsk forargelse og seksuel interesse. Derfor skal enhver slibrig deltalje for dagen – og enhver anklaget er næsten pr. definition en forbryder (fordi vi alle har en rem af den seksuelle hud…).

En ting er sÃ¥ den kulturelle dimension i denne sag. En anden og mÃ¥ske lige sÃ¥ overset dimension er den politiske. Kan man se bort fra, at der kan være politiske interesser involveret i anklagerne mod en højtstÃ¥ende person i IMF? Eller er der mÃ¥ske – som i sagen om Wikileaks grundlægger, Julian Assange – tale om, at nogen kunne have en politisk interesse i at fÃ¥ skovlen under Strauss? I hvert fald er der et spor, som journalister og andre passende kunne forfølge.