Indlæg tagget med skole

Kropumulig

7. december 2010

Da jeg gik i folkeskolen, var jeg ikke nogen ørn til gymnastik. Jeg var en stor dreng, og det var som om kroppen ikke rigtig fulgte med hovedet. Det var ikke opmuntrende at følge gymnastiktimerne, når man ikke kunne komme til tops i tovene og blev siddende på bukken, når man skulle springe over. Og dengang havde vi ofte gymnastik. Som jeg husker det i hvert fald to-tre timer om ugen. Og jeg kom til alle timerne. For det gjorde man dengang. Jeg gjorde i hvert fald. Bortset fra en kort periode, hvor jeg var blevet opereret for fodvorter, og derfor ikke kunne deltage.

Til gymnastiktimerne hørte ogsÃ¥ den obligatoriske omklædning til den rette mundering – undertrøje, korte bukser og tilhørende gymnastiksko – og sÃ¥ det efterfølgende fællesbad. Læreren holdt nøje øje med, at alt gik til, som det skulle. Ingen skulle skulke eller unddrage sig eller overspringe nogle af de fastlagte elementer. Formastede man sig alligevel til at glemme gymnastiktøjet eller medbringe en sygemeddelse fra hjemmet, sÃ¥ kunne man være sikker pÃ¥ at blive sat til at svabre gulvet i gymnastiksalen bagefter med en overdimensioneret, kold og vÃ¥d gulvklud og et lige sÃ¥ overdimensioneret redskab til at fæstne gulvkluden pÃ¥.

Og det var med blandede følelser, man gik i bad med de andre kammerater. Men der var ingen vej udenom. Læreren holdt øje med, at man blev sæbet ind og skyllet grundigt af. Og så måtte man tage drillerierne med. Svirp fra våde håndklæder (som kun skete, når læreren var ude af øjesyn, for ellers vankede det), strint med koldt vand og andre drengede påfund. Jeg husker endnu, at jeg engang blev rykket i pilatus, da det var en af de yndede drengestreger.

Men set i bakspejlet var oplevelsen i gymnastiktimerne måske slet ikke så tosset. Motion fik man. Og man fik en erfaring af, at vi er forskellige af højde, drøjde og kropsudvikling. Var man rigtig heldig, så lærte man undervejs at acceptere sig selv, som man var. Også selv om man var kropumulig.

For kropumulig var og er man, ikke mindst i de år, hvor hormonerne buldrer og man forvandles fra barn til voksen, medens hjernen halter bagefter.

I dagens aviser kan man læse, at især de unge teenagepiger fravælger idræt, som det hedder nu om stunder, fordi de ikke vil vise deres kroppe frem for deres kammerater. Pigerne – op mod en tredjedel – synes det er flovt at stÃ¥ nøgen sammen med sine kammerater. Og det til trods for, at vi lever i ‘frigjorte’, seksualiserede tider…

Nyheden er ikke ny. SÃ¥dan har det altid været. Og den dukker med jævne mellemrum op i medierne. Forskellen fra dengang og nu er, at vi “i gamle dage” ikke bare sÃ¥dan kunne unddrage os timerne. Skolen var mere autoritær og disciplinen derefter. Som bekendt gik der ungdomsoprør i det og autoritet og discliplin røg ud. Men røg der ogsÃ¥ noget ud med badevandet?

Klassens tykke pige – og dreng

29. april 2009


I gÃ¥rsdagens aviser læste jeg, at et Ã¥rhusiansk seminarium solgte kurser til lærere, hvor de skulle lære at modtage øretæver fra eleverne og i den dur. SÃ¥ langt er vi altsÃ¥ nÃ¥et, siden dengang capac som ung hvalp i Esbjerg blev præsenteret for Vestre skoles udvalg af spanskrør. Der var tykke rør og tynde rør. Og i følge min far, der ogsÃ¥ var dreng i byen, sÃ¥ var det de tynde, der gjorde mest ondt, nÃ¥r de ramte bagen eller – værre endnu – fingrene pÃ¥ katederet…

Halvtredsernes “frie opdragelse” og det antiautoritære oprør fra tresserne og frem har fejlet, for sÃ¥ vidt det ikke er muligt etablere en gensidig respektfuld relation mellem lærer og elev… Men skolen er et spejl af det omkringliggende samfund, vi lever i. Som Hans Scherfig demonstrerede med romanen Det forsømte forÃ¥r, sÃ¥ er skolen et proportionsforvrænget spejlbillede af Samfundet. Og sÃ¥dan er det stadigvæk. Respektløsheden, mobberiet osv. lever i bedste velgÃ¥ende uden for skolegÃ¥rden, hvor den egomane individualisme i nyliberalismens tid dyrkes og fremmes socialt, trafikalt osv.

Tænk på dig selv! Og dernæst på dig selv og først i tredje ombæring på din næste, når lokummet (dit lokum!) brænder. Finanskrisen fortæller med al ønskelig tydelighed om, hvordan det går, når grådig individualisme får lov til at udfolde sig uhæmmet. Og om, at denne individualisme er en stor illusion. Vi er en del af hinanden, som de sang ude på Christiania. Uanset om vi kan lide det eller ej.


Min datter fulgte i sin skoletid diverse anti-mobning-uger og -projekter. Og det hjalp ikke en dyt. Eleverne lærte, hvad de skulle mene om mobning og hvilke teknikker, der skulle bruges til at undgå mobning. Men mobningen fortsatte desuagtet og blev nærmest forstærket af den viden, ungerne fik om mobningens virkemåde og psykologi. Og sådan har det været i mange år.

Jeg mærkede ogsÃ¥ mobningen pÃ¥ min krop, da jeg gik i skole. Og jeg sÃ¥ mange andre, der blev mobbet. Selv om mobningens begreb slet ikke eksisterede. I mange Ã¥r var jeg “klassens tykke dreng” og mÃ¥tte sluge adskillige stikpiller i den anledning – og overhøre bagtalelsens perfiditeter. Men der var grænser for, hvad jeg blev udsat for, for jeg var ogsÃ¥ klassens store, stærke dreng. De andre vidste godt, hvem der ville komme ned med nakken i en slÃ¥skamp.

Intet er sÃ¥ skidt, at det ikke er godt for noget, siger man jo. Og jeg tror ikke, at mobning altid fører til traumer osv., selv om den selvfølgelig sætter sine spor i ofrene. Og selv om det ikke gælder i almindelighed, sÃ¥ fik jeg noget positivt ud af mobberiet. Tidligt i min ungdom besluttede jeg mig for, at jeg ville gÃ¥ mine egne veje. Hvis jeg var “klassens tykke dreng”, sÃ¥ var det det, jeg var. Og fint nok med det. Jeg havde det som bøsserne, der tog identitetet pÃ¥ sig, nÃ¥r nogen rÃ¥bte Bøsse! efter dem: Jeg er bøsse! Jeg er den tykke dreng! Med mine ekstra kilo gik jeg min vej i livet,og mobberiet vaccinerede mig kraftigt mod enhver form for autoritær indflydelse og social kontrol. Længe inden vi nÃ¥ede frem til 1968.

NÃ¥r man nu pÃ¥ samfundsplan agter at forfølge “tykke” danskere, sÃ¥ tager jeg af samme grund kraftigt afstand fra den slags statsautoriseret formynderisk “mobberi” forklædt som sundhedspolitik. Min kommune skal sgu ikke fortælle mig, hvordan jeg skal leve mit liv! I mit verdensbillede skal folk have lov til at spise og drikke sig en pukkel til, hvis det er det, de vil… OgsÃ¥ selv om det koster pÃ¥ sundhedbudgettet.


Men ikke alle fÃ¥r noget godt ud af mobberiet. I The Daily Mail kan man fx læse et interview med den underskønne Kate Winslett, der har været undertegnede (eller overtegnede) skribents kæledægge, siden hun slog igennem i Titanic. I sin skoletid blev hun kaldt for “Blubber”, blev lÃ¥st inde i skabet i formingslokalet og fik konstant at vide, at ingen nogensinde ville kunne lide (fancy) hende. Og selv i dag – med en Oscar-statuette pÃ¥ kaminhylden og en splinterny forside pÃ¥ magasinet Marie Claire føler Winslett sig som klassens “tykke pige”…

Kendere vil vide, at det er mere end forfængelig tale. For nogle Ã¥r siden lagde hun sag an mod et andet modeblad, der havde slanket hende i Photoshop…


Som sagt er skolen et spejl af det omkringliggende samfund. Og i den forstand er det bÃ¥de forfængeligt og hÃ¥bløst at tro, at man kan etablere anderledes relationer inden for skolens rammer. Jeg har aldrig forstÃ¥et eller accepteret den almindelige skelnen mellem skole og “virkelighed”. Skolen er en del af den sociale virkelighed – pÃ¥ godt og ikke mindst ondt. Derfor nytter det ikke meget at sætte “mobning” pÃ¥ skoleskemaet og tro, man kan stoppe det, for mobningen fortsætter ufortrødent i frikvarteret.

Ungerne ved nemlig godt, hvad det drejer sig om uden for skolegÃ¥rden: Uhæmmet konkurrence og selv-promovering med beskidte midler (eksamenssnyd, fusk med cv’er osv.). It’s a Jungle out there. Stein Bagger er ikke en undtagelse i vort samfund. Han er et symptom….

Sidste skoledag

2. juni 2008

Jeg har lige ledsaget Frøkenen til skolen. Hun skal afholde “Sidste skoledag” med klassen. Det er noget med at være udklædt (som flødekaramel – meget vellignende!) og kaste med kilovis (Mia har otte kilo!) af karameller til den grÃ¥dige hob bestÃ¥ende af unger fra de mindre klasser. Efter at have deltaget i første del af noget, der set udfra mest af alt lignede totalt kaos, sÃ¥ trissede jeg hjem med digitalkameraet fuldt at billeder og funderede over min egen Sidste Skoledag. Hvordan var den? Det eneste jeg tydelig husker, var at jeg fik udleveret beviset for bestÃ¥et Realeksamen i en kraftig brun kuvert (har den endnu). Ikke noget med karameller eller udklædning. Men der var vist noget med en hestevogn?

Skoledage

28. maj 2008

Walking along a crowded street
I see thousands of faces before me.
Then I see a face that I used to know
Long ago in my life story.
It starts me thinking about the things you said
For your image is still inside me.
The past is gone but in my head
You’re still walking along beside me.
Is it something playing tricks with my eyes
Or just an illusion deceiving me,
Or is it someone in a disguise
Or visions of things that used to be?

But lately I’ve been going to
All the places that we once knew,
And just when I think that I am free of you
I keep seeing the things that remind me of you,
And just when I think you’re out of my head
I hear a song that you sang or see a book that you read.
Then you’re in every bar, you’re in every cafŽ,
You’re driving every car, I see you everyday,
But you’re not really there ‘cos you belong to yesterday.

No more looking back,
No more living in the past,
Yesterday’s gone and that’s a fact,
Now there’s no more looking back.
Got to be hard,
Yeah, look straight ahead.
That s the only way it’s going to be,
Yesterday’s gone and that’s a fact,
Now there’s no more looking back,
Perhaps someday I’ll stop needing you,
Then maybe one day I’ll be free of you.

But lately I’ve been going to
All the places that remind me of you.
And just when I think you’re out of my head
I hear a record you played or see a book that you read.
Then you’re in every bar, you’re in every cafŽ,
You’re driving every car, I see you everyday
But you’re not really there ‘cos you belong to yesterday.

No more looking back,
No more living in the past.
Yesterday’s gone, that’s a fact,
Now there’s no more looking back.
No more looking back.
No more living in the past.
Yesterday’s gone, that’s a fact.
Now there’s no more looking back.

At erindre betyder noget med at gå ind i sig selv. Kommer fra tysk. Og min erfaring er, at jo mere jeg erindrer og skriver om, jo mere dukker der op. Som om, at hver erindring skraber et lag af og afdækker et nyt. Erindringens arkæologi.
Nogle gange prøver jeg at erindre, hvordan ganske almindelige hverdagsaktiviteter var. Hvordan var det fx at gÃ¥ til skole, dengang i tresserne. Skolevejen. Man gik den hundredvis af gange, men mÃ¥ske netop derfor kan det være svært at genkalde sig selve oplevelsen. Alligevel dukker noget op. Den røde mur ind til børnehaven Pavillionen. Den opgang, hvor min klassekammerat Bitten boede med sin familie. Fodgængerovergangen ved krydset mellem Nørregade og Strandbygade med Kurant Kiosken pÃ¥ den modsatte…[1. Temaet har selvfølgelig været genstand for litterær behandling. I 1989 og Ã¥ret efter udkom en række forfatteres erindringer under titlen Min Skolevej, red. af Erik Vang Jensen. De burde nok indlemmes i biblioteket her…]

Ray Davies og the Kinks udsendte i 1975 et helt concept-album om skoletiden. Schoolboys in Disgrace. Ganske vist er det en fiktion, men lur mig om ikke mange af detaljerne stammer fra Ray Davies’ egne oplevelser i det engelske skolesystem. Det kunne godt ligne ham. I en af sangene er det i hvert fald mærkbart. Sangen No More Looking Back, der netop handler om det at gÃ¥ tilbage. Nogle gange kan det være en berusende oplevelse, andre gange, som i dette tilfælde, er det forbundet med smerte og pinagtighed.
Schoolboys in Disgrace blev vist aldrig den helt store sællert eller succes. Og det er en skam. For det er et fint album om den tid, som vi alle har været igennem, og som nogle helst vil glemme, medens andre forfalder til nostalgiske flashbacks…

The Kinks – EducationSchoolboys in Disgrace.