Indlæg tagget med skrift

Søren Kierkegaard – og pengene…

15. februar 2013

Kulturministeriet fejrede H.C. Andersen for 65 millioner – Søren Kierkegaard mÃ¥ nøjes med 1,75” skriver dagbladet Information i en artikelrubrik. Rubrikken – og artiklen om den mindrebemidlede filosofjubilar – fik mig til at standse lidt op og reflektere lidt over pengenes betydning i samtiden. Er du i tvivl om pengenes – eller økonomiens – betydning for samfundslivet anno 2013, sÃ¥ bladr lige dagens avis igennem eller følg med i de digitale nyhedsstrømme. Der er langt mellem nyheder, hvor pengene ikke pÃ¥ en eller anden mÃ¥de er en vigtig forudsætning. Og denne konstatering fik mig til at spørge mig selv, om det er sÃ¥ vigtigt at fejringen af Søren Kierkegaard nÃ¥r samme svimlende økonomiske højder som eventyrforfatter H. C. Andersen?

Kan I huske fejringen af H. C. Andersen i 2005? Det, der står klarest for mig, var netop balladen om, hvordan pengene blev brugt. Fx historien om, at sangerinden Tina Turner fik et millionbeløb for at synge et par sange. Altså næsten det samme beløb, som det samlede budget for Kierkegaard-jubilæet løber op i! Sagt på en anden måde: Fejringen af Andersen var lidt af en skandale.

Selv om Kierkegaard er internationalt kendt og regnes for den største danske filosof osv., sÃ¥ er han – til forskel fra H. C. Andersen – ikke en folkelig skikkelse. Hvor de fleste danskere har stiftet bekendtskab med Andersens eventyr og historier – om ikke andet sÃ¥ i Disney-koncernens udvanding – sÃ¥ er det nok de færreste danskere, der rent faktisk har gnavet sig igennem Enten-Eller eller Kjærlighedens Gerninger.

Og Kierkegaards biografi har langt fra samme eventyrlige karakter som Andersens. Kierkegaards liv var – stillestÃ¥ende. Han rejste ikke ret meget – men gik mestendels rundt i København, nÃ¥r han endelig skulle bevæge sig – og oplevede ikke den samme sociale mobilitet som Andersen.

Men – hvad er det egentlig vi skal fejre, nÃ¥r Kierkegaard i Ã¥r fylder 200 Ã¥r? Jo, det vi skal fejre er den skriftlige efterbyrd, han frembragte ved sin skrivepult (som kan ses pÃ¥ Københavns bymuseeum…). Det er Kierkegaards skrifter, der for tiden er under udgivelse i 55 tykke bind under titlen Kierkegaards Skrifter, det handler om. Det er her, man møder Kierkegaards tænkning om filosofiske og teologiske problemer m.v. Det er ikke personen Søren, vi primært skal fejre, men den skriftmasse og det tankegods, han efterlod til os – for at vi skulle læse med og bliver klogere.

Min pÃ¥stand er, at det nok skulle være muligt pÃ¥ et beskedent økonomisk budget at fejre Kierkegaards skrifter med manér. Gennem forelæsninger, foredrag, radio- og tv-udsendelser. Med det formÃ¥l at ære manden ved at fÃ¥ flere til at læse noget af hans værk. Faktisk mener jeg, at man skulle have gjort det samme med H. C. Andersen. Uanset for kulørt og ‘filmisk’ hans levned var, sÃ¥ er det gennem værkerne de to forfattere lever videre, sÃ¥ vidt det overhovedet er muligt.

Henry Millers 10 bud for forfattere

5. februar 2012

COMMANDMENTS

1. Work on one thing at a time until finished.

2. Start no more new books, add no more new material to “Black Spring.”

3. Don’t be nervous. Work calmly, joyously, recklessly on whatever is in hand.

4. Work according to Program and not according to mood. Stop at the appointed time!

5. When you can’t create you can work.

6. Cement a little every day, rather than add new fertilizers.

7. Keep human! See people, go places, drink if you feel like it.

8. Don’t be a draught-horse! Work with pleasure only.

9. Discard the Program when you feel like it—but go back to it next day. Concentrate. Narrow down. Exclude.

10.Forget the books you want to write. Think only of the book you are writing.

11. Write first and always. Painting, music, friends, cinema, all these come afterwards.

Cit. efter Henry Miller on Writing.

– med smÃ¥ justeringer kunne disse bud ogsÃ¥ gælde forfatteren af en weblog…

Skriften pÃ¥ stenen – om grafitti, hærværk og kultur

2. juli 2008

 

For ikke sÃ¥ længe siden aflagde jeg Assistens KirkegÃ¥rd i København et besøg. KirkegÃ¥rden er en oase i København. Og et historisk og kulturelt monument over byens liv. Her ligger videnskabsmænd, filosoffer og digtere side om side med andre borgere, der pÃ¥ hver sin mÃ¥de har bidraget til storbyens liv. I dagens aviser kan man læse, at H. C. Andersens gravsten har været udsat for grafitti. Nogen har skrevet “69 DANSK KULTUR” pÃ¥ stenen ((1. Uden at vide det, kunne man tænke sig, at “69” er en henvisning til et noksom bekendt ungdomshus pÃ¥ Jagtvej, der blev revet ned pÃ¥ skammeligste vis. Siden vÃ¥gnede nogle politikere op og gav de unge et andet sted at være. Godt sÃ¥. Men mÃ¥ske man sÃ¥ skulle overveje at give de unge lidt dannelse ogsÃ¥, nÃ¥r man nu alligevel har pungen fremme. SÃ¥ havde man mÃ¥ske undgÃ¥et hærværket mod eventyrdigterens sidste sten…)) Og selv om man har forsøgt at fjerne det fra sandstensmonumentet, sÃ¥ er det stadigvæk læseligt. Hærværk? Ja, for grafitti er pr. definition hærværk. Det hører med til grafitti-udtrykket, at det krænker – ejendomsretten, love, regler, forordninger osv. Alt, hvad der repræsenterer den offentlige orden. NÃ¥r grafittien ophøjes til “kunst”, civiliseres pÃ¥ dertil indrettede skriveflader eller lige frem indlemmes pÃ¥ kunstmuseer, sÃ¥ er det ikke længere grafitti.
Forklaringen på H. C. Andersen-hærværket skulle være, at man er begyndt at rense muren rundt om Assistens Kirkegård for grafitti. At der derfor er tale om en slags hævn. Intet er helligt for grafittien. Den er respektløs, grænsesøgende, grænseoverskridende. Derfor er den forbudt. Den er en moderne arvtager til fortidens udskårne hjerter på træerne, lokumspoesien og de indristninger, der har fulgt mennesket siden tidernes morgen. Den repræsenterer et aspekt ved skriften som sådan, ved poesien, litteraturen. Et basalt aspekt, der vedrører det at sætte sig spor. Kilroy was here.

Apropos: Gravfred

Raymond Chandler om det at skrive…

21. juni 2008

Everything a writer learns about the art or craft of fiction takes just a little away from his need or desire to write at all. In the end he knows all the tricks and has nothing to say.

Jeg kan ikke få min citatgenerator til at virke, efter at jeg er gået over til WordPress 2.5, så i må nøjes med et citat i ny og næ. Jeg kunne ikke stå for ovenstående af Raymond Chandler.

Forgabt i en pen – en erindring

24. januar 2008

Den første gang, jeg sÃ¥ en fyldepen i aktion, glemmer jeg aldrig. Jeg var en lille purk og var med min mor hos familielægen. En dengang ældre herre, der residerede i en ligeledes ældre mahognidomineret konsultation i det centrale Esbjerg. Vesterhavsgade, tror jeg, men er ikke helt sikker. – Efter at de lægelige handlinger var overstÃ¥et, skulle lægen skrive en recept og fremdrog en stor, sort, tyk fyldepen fra sin hvide kittels indre og skrev med tyk, bred, kongeblÃ¥ blæk sin signatur forneden. NÃ¥r jeg lukker øjnene kan jeg stadigvæk se pennen glide hurtigt hen over det solide hvide papir og efterlade den smukke underskrift. Siden den dag har jeg været forgabt i fyldepenne. Lige fra de første rigtige penne med blæk, som vi fik lov til at klatte med i folkeskolen, over Penol, Parker, Rotring og diverse ikke kurente mærker (fx dem fra “lykkeposerne”) og frem til den Mont Blanc Meisterstück, som jeg i et svagt øjeblik investerede i for en del Ã¥r siden. Og i mit stille sind ønsker jeg mig at fÃ¥ sÃ¥dan en tyk sag, som lægen havde.

Uffe satte skub i denne lille erindring.

Tilbagespoling

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...