Indlæg tagget med sport

Lance Armstrongs indrømmelser – en replik

18. januar 2013

I dag vÃ¥gnede jeg op til nyheden om, at den syvdobbelte Tour de France-vinder Lance Armstrong havde indrømmet, hvad vi alle vist for længe siden havde indset: At han kun havde præsteret ved hjælp af illegale medicinske hjælpemidler. Kaldet doping. Jeg er hverken skuffet (som den tidligere kulturminister Brian Mikkelsen for eksempel), forarget eller bare overrasket. For sandt at sige, ville det kun have været en veritabel overraskelse, hvis Lance Armstrong face to face med de amerikanske mediers svar pÃ¥ Oraklet i Delphi, Oprah, havde holdt fast i sine løgne. Han har gjort det længe nok, gentaget det mange gange nok. Ja, det ville være nærmest ubærligt, hvis han havde fortsat og demonstreret sin legendariske ved- og udholdenhed pÃ¥ netop det punkt. Nej. Løgnen mÃ¥tte komme for dagen i al dens usminkede gru. Indrømmelserne vil muligvis – ja, sandsynligvis – give anledning til et retsligt efterspil, hvor hr. Armstrong vil blive afkrævet tilbagebetaling af mange af de penge, han har tjent gennem sine løgne. Men sagen vil ikke ændre noget ved det cirkus af forløjethed, forstillelse og bedrag, som professionel cykelsport er blevet for mange Ã¥r siden. Tro mig, Touren vil fortsætte med at rulle over skærmene og folk vil fortsætte med at sidde naglet til den og klæbe til Jørgen Leths talestrøm. Touren vil fortsat blive opført som et spektakulært drama, der et eller andet sted er en fortælling om det dopede samfund, vi alle lever i – med og uden løgne.

Tilbagespoling: Follow the Money

Follow the money: Apropos cykelrytteren Lance Armstrong

24. oktober 2012

For længe siden – i 2007 – skrev jeg et længere indlæg om doping i professionel cykelsport. Anledningen var, at en Tour-vinder var testet positiv. Jeg tænkte dengang, at man mÃ¥ske skulle tage konsekvensen af alle dopingsagerne og gøre det legitimt at bruge doping. Jeg skrev bl.a. følgende:

Når det åbenbart er så svært at give slip på illusionen om den ædle sport med alle dens olympiske idealer, så må det skyldes, at oplevelsen, publikums identifikation med en ligeværdig kappestrid uden fup og fiduser- med andre ord underholdningsværdien og dermed mediernes betydning – er afgørende for den enorme popularitet, som sporten gennem årene har opnået. Giver man afkald på forestillingen om en “ren” sport, så mister sporten noget væsentligt af sin fascinationskraft. Og dermed mister den måske også nogle af sine “forretningsmæssige” fordele og muligheder…

Men spørgsmÃ¥let er, om ikke man skulle gøre det alligevel. Tone rent flag, om man sÃ¥ kan sige, og erklære cykelsporten for en uren, ikke-idealistisk, professionel konkurrencesport. Lade cykelsporten blive, hvad den allerede er, nemlig et eksperimentarium for menneskelige fysiske præstationer, der er iscenesat af sportens magtfulde organisationer, kapital, lægevidenskab og medicinindustri i en stor, uskøn alliance? Fordelene mÃ¥ være Ã¥benbare. Sportsudøverne ville bevare den sidste rest af værdighed og ville slippe for at leve pÃ¥ en stor løgn. Det ville være muligt at etablere et gennemkontrolleret medicineringssystem, hvor risici og muligheder kunne vurderes pÃ¥ videnskabelig vis. Man ville kunne ligestille de udøvende med hensyn til (mis)brug af stoffer, fordi der kunne være Ã¥benhed om nye præstationsfremmende emner. Medicinindustrien ville fÃ¥ et eldorado af et testomrÃ¥de, som de hidtil kun har kunnet drømme om. Og lægevidenskaben ville fÃ¥ et nyt, prestigefyldt karriereomrÃ¥de. Og sÃ¥ videre. ”

I de seneste dage har man kunnet læse om den syvdobbelte amerikanske Tour de France-vinder Lance Armstrongs fald fra tinderne. Med hele syv sejre i årene 1999-2005 er Armstrong ikke en hr. hvem-som-helst. Armstrongs detronisering på grund af doping er ikke bare endnu en dopingsag i rækken af dopingsager, men en massiv demonstration af anti-doping-politikens fallit. Drømmen om at skabe en renhedsfortælling om cykelsporten er bristet. Og der er al mulig grund til at tvivle på, om den fortælling nogensinde vil blive andet end en myte.

Er tiden sÃ¥ inde til at slippe doping fri? Nej, for det er ikke EPO og andre kemikalier, der cykelsportens – og andre sportsgrenes – dybeste problem. Det virkeligt afhængighedsskabende stof hedder: penge. Hvis vi forestillede os, at man frigav doping, ville sponsorerne med allerstørste sandsynlighed trække sig og cykelsporten ville være færdig. Sponsorerne har altid trukket sig ud som de første, nÃ¥r nogen er blevet taget i noget “ulovligt”. Derfor vil sagen om Lance Armstrong nok ikke ændre ret meget ved den absurde forestilling, som professionel cykelsport og anti-doping-kampagnen er. Hvis man vil tjene penge i professionel cykelsport, sÃ¥ mÃ¥ man følge spillet regler. Og til reglerne hører brugen af præstationsfremmende kemikalier. Kun ved at tage dem, kan du præstere sÃ¥ meget, at du fÃ¥r del i pengene, som er det egentlige drivmiddel i sporten…

Tilbagespoling: Tour de France

Muhammad Ali fylder 70

17. januar 2012

Jeg har et ambivalent forhold til boksesporten. Lige som jeg har til fx tyrefægtning. På den ene side er jeg inderligt imod, at voksne mennesker skal udøve vold mod hinanden. Vold, der med tiden medfører helbredsmæssige skader. På den anden side kan jeg godt abstrahere fra denne side og se sportsgrenens tekniske og æstetiske fascinationskraft. Når den altså er der.

Min ambivalens har aldrig været mere udtalt end i tilfældet Muhammad Ali, der i dag fylder 70. Ali, der oprindelig hed Cassius Marcellus Clay, Jr., lider i dag af Parkinsons syge. Og det er utvivlsomt en del af prisen for de mange slag, som han som bokser har måttet inkassere.

Muhammad Ali var en ener. Han en teknisk velfunderet bokser, der i sine bedste kampe formåede at gøre det voldelige sceneri til mere end det slagsmål, det alt for ofte ligner. Når Ali foldede sig ud blev boksning til en leg. I hvert fald momentvis. Men Ali var meget mere end en bokser. Han blev i sin storhedstid et politisk og kulturelt ikon.

I 1967 tog han stilling til Vietnamkrigen og meldte ud, at han ikke ville aftjene sin værnepligt. PÃ¥ det tidspunkt var han tredobbelt verdensmester i sværvægt. Og det var uhørt, at en fremtrædende sportsmand pÃ¥ den mÃ¥de – og eksplicit – gjorde oprør mod det bestÃ¥ende. Hans handling var pÃ¥ linje med Black Panther-demonstrationen ved OL Ã¥ret efter. Men da var Ali allerede et forbillede. Og man skal huske pÃ¥, at i 1967 var den internationale modstand mod Vietnamkrigen kun i sin vorden.

Protesten mod Vietnamkrigen kom til at koste Ali hans verdensmestertitel og hans bokserlicens – og i fire Ã¥r lÃ¥ hans karriere stille. Men han vendte som bekendt tilbage og leverede en række boksekampe – bl.a. mod Joe Frazier og George Foreman – som er gÃ¥et over i sportshistorien som højdepunkter i en sportsgren, hvor der er langt mellem disse.

OgsÃ¥ Alis sympatier for Malcolm X og andre ledere af den sorte borgerrettighedsbevægelse – og hans konversion til islam i forlængelse heraf – var med til at gøre ham til en kontroversiel skikkelse i en Amerika, der forstod sig selv som primært hvidt og kristent. Han blev et symbol pÃ¥ de nye tider, som tresserne førte frem til, og et eksempel til efterfølgelse for mange sorte unge.

Ali var ogsÃ¥ noget særligt, fordi han gjorde boksesportens traditionelle verbale praleri i forbindelse med kampe til et show med næsten rap-poetiske dimensioner. Vi husker alle hans vending ‘float like a butterfly, stings like a bee’. Men charme og en velsmurt tunge sørgede Ali for at vinde første runde af kampen, inden den overhovedet var begyndt. Og sÃ¥ vandt han mediernes opmærksomhed.

Alis bedrifter i boksearenaerne – fra de olympiske sejre over ‘Ã…rhundredets kamp’ mod Joe Frazier, ‘The Rumble in the Jungle’ (mod George Foreman) og ‘The Thrilla in Manila’ (igen mod Frazier) – vil uden tvivl pÃ¥ dagen blev analyseret igen og kommenteret i fødselsdagsartikler verden rundt. For mig var de kun en del af fascinationen, mÃ¥ske endda ikke den største del.

Min interesse for boksesporten dalede, da Ali hængte boksehandskerne på knagen for sidste gang. Uden Alis personlighed forekom sporten mig kun at være en civiliseret form for slagsmål, der alt for sjældent rummede dimensioner af teknisk og æstetisk skønhed.

Spørgsmålet er også, om Ali ville have haft samme ikoniske betydning, hvis ikke han lige netop var kommet frem i tresserne med de specifikke historiske, politiske, kulturelle, mediale og andre betingelser, der dengang var til stede og gjorde det årti til noget ganske særligt, som vi ikke helt har forstået endnu. Til lykke med dagen.

[fotoet viser Ali mod Sonny Liston Рer l̴nt fra en amr. weblog, uden kreditering]

Da jeg så Wimbledon

8. juni 2010

Tiden nærmer sig. I slutningen af denne måned løber den berømte Wimbledon-turnering i tennis af stablen. Men jeg sidder ikke foran skærmen længere. Jeg nøjes med sammendragene i sporten, og har heller ikke længere overblik over alle de medvirkende.

Det var helt anderledes i tresserne og starten af halvfjerdserne. Fra 1968 og frem til midten af halvfjerdserne havde jeg en periode, hvor jeg troligt sad foran skærmen og fulgte de timelange kampe – selv om solen skinnede udenfor. Navne som Rod Laver, Billie Jean King, John Newcombe, Evonne Goolagong, Jimmy Conners, Arthur Ashe og Chris Evert var dem, der satte dagsordnen. Det var før Björn Borg og Boris Becker for alvor slog til.

Jeg nÃ¥ede dengang at komme langt ind i spillets detaljer og den særlige fortælling, en tenniskamp bliver. Som jeg husker det, var de bedste kampe mindst lige sÃ¥ spændende som en god fodbold- eller hÃ¥ndboldkamp. Og tennis var en særdeles velegnet sportsgren til tv. Med den rigtige opstilling af kameraer og en indforstÃ¥et kommentator eller to (oftest en journalist og en erfaren tennisspiller som sidemand) var det muligt at fÃ¥ det hele med – og deltage i ophidselsen over fejldømte bolde pÃ¥ linjen osv. Det er langt sværere at transmittere en fodbold- eller hÃ¥ndboldkamp. Det skrev forfatteren Hans Jørgen Nielsen engang lange artikler om i Information.

Men så flyttede jeg hjemmefra, på kollegie, hvor jeg ikke havde fjernsyn på værelset. Og tennis gled i baggrunden i sommerferierne. Og er ikke rigtig kommet til ære og værdighed igen. Og det skyldes nok også, at Wimbledon ikke længere har samme begivenhedsstatus, som turneringen havde dengang. I dag er tv et overflødighedshorn af sport, hvor man bliver stopfodret, og hvor tv-kanalerne sågar sender ligegyldige træningskampe i fodbold og lignende, blot for at sende noget. Og Wimbledon er blot en af de mange tilbud, tv kaster i grams.

Erindringsglimt: Ferenc Puskàs – fodboldspiller

2. april 2009

PÃ¥ arbejde i gÃ¥r kunne jeg med et halvt øre følge en vis landskamp pÃ¥ radio. Engang – i min barndom – var radioen jo det medie, hvorigennem fodboldkamp blev transmitteret. SÃ¥ der var noget nostalgisk over at høre stemningen suse gennem den lille radios elendige højtalere. Selvfølgelig var det ikke Gunnar “Nu” Hansens entusiastiske stemme, men alligevel… Lyden fik mig til at tænke pÃ¥ dengang, fodboldspillet overhovedet kom ind i min verden. Og det var blandt andet i kraft af omtaler af datiden store fodboldstjerner. Fx ungareren Ferenc “Puskás” Purczeld Biró. I halvtredserne var han den store stjerne pÃ¥ Ungarns landshold, og siden gjorde han karriere i Real Madrid. 84 mÃ¥l scorede han i 85 landskampe for Ungarn. Og ialt 514 mÃ¥l i 529 kampe for Ungarn og det spanske hold. Imponerende, selv med nutidens mÃ¥lestok.
Jeg har ikke set ret mange optagelser med Puskàs. Hele hans renommé som en af verdens største fodboldspillere og en af tidernes bedste målscorere bygger især på avisomtaler, radiotransmissioner og snak.
NÃ¥r jeg har set en halvsløj fodboldkamp i tv, har jeg nogle gange tænkt, om det ville have gjort en forskel, hvis kampen var blevet transmitteret via radioen? Og hvordan ville Puskàs omdømme have været, hvis han var underlagt tv-mediets betingelser? Den slags spørgsmÃ¥l er selvfølgelig absurde. Og dog…

Den olympiske flammes symbolik

27. marts 2009

I en lille nyhedsnotits kan man læse, at IOC – den internationale og ofte skandaleramte olympiske komité – har besluttet at begrænse det tradionelle og symbolske fakkelløb gennem flere lande. Faklen og dens menneskebÃ¥rne vej fra alle olympiaders græske udspring til centrum for olympiaden er ladet med symbolik: de gamle olympiske idealer osv. Men løbet har ogsÃ¥ være genstand for politiske protester af forskellig slags. Fx protester mod Kinas okkupation af Tibet.
En talsmand for IOC udtaler, at det vil være “nemmere” at begrænse fakkelløbet til det land, hvor olympiaden afholdes. Det vil være nemmere at “kontrollere”.
Kan man forestille sig en bedre illustration af olympiadernes sportslige uskyldstab? Kun i hovedet på borgerlige politikere som fx Brian Mikkelsen kan man endnu postulere, at sport og politik ikke har noget med hinanden at gøre. Virkeligheden har hele tiden fortalt en anden historie. Og nu må den Olympiske kommité bøje af for virkeligheden og reducere den olympiske idé yderligere. Næste skridt bliver vel helt at slukke flammen!?

Ingemar Johansson er død, 76 år

31. januar 2009

En af mine tidligste erindringer om sport knytter sig til kampen mellem den svenske sværvægtsbokser Ingemar Johansson og amerikaneren Floyd Patterson. En sagnsomspændende (hov, det var vist en neologisme, tak skaber…) kamp, hvor Johansson blev verdensmester og vandt et ry, der fulgte ham til hans død i nat pÃ¥ et plejehjem uden for Göteborg. Johansson var en helt blandt gadens drenge, selvom ingen af os havde hverken hørt eller set ham bokse. Men medierne havde allerede gjort deres arbejde dengang i de tidlige tressere… Hvil i fred.

Billie Jean King og dengang, der var sport pÃ¥ tv…

27. august 2008

Som bekendt er dette en bÃ¥de nostalgisk og anakronistisk blog. Og oven pÃ¥ den just overstÃ¥ede, meget imponerende kinesiske olympiade, slÃ¥r det mig, at der er alt for megen sport i tv nu om stunder. Hvis man ellers orker, kan man se sport døgnet rundt. Det er lige før, man transmitterer fra Jyllandsserien i fodbold…

Næ, der var engang, hvor man fx kunne følge med i, hvem der var hvem i herre- og dametennis, og det var en fornøjelse at bruge sine søndageftermiddage på at se lange tenniskampe fra Wimbeldon i tv. Jeg tænker selvfølgelig på tresserne og halvfjerdserne. De tidlige halvfjerdsere ikke mindst.

Navne som – for nu at blive ved de kvindelige – Chris Evert, Martina Navratilova og Billie Jean King. Apropos sidstnævnte sÃ¥ kan man høre et interview med King angÃ¥ende hendes deltagelse i den berømte “Battle of the Sexes”, der fandt sted for 35 Ã¥r siden, og hvor Billie Jean slog Bobby Riggs – tennisstjerne fra fyrrerne – der havde udfordret hende til duel. Kampen blev en slags symbolsk manifestation af, at kvindesport skulle tages lige sÃ¥ alvorligt som mandesport, selv om der stadigvæk er nogle virrehoveder, der ikke har forstÃ¥et det…

Tour de Doping

19. juli 2008

Efter fire dage uden internet, radio, tv eller mobiltelefon (simkortet lÃ¥ste, da jeg krydsede over fra det danske til det tyske Vodafone-net…) ville jeg lige se, om der var sket noget i verden, som var værd at notere sig. På Berlin Hauptbahnhof købte jeg derfor Frankfurter Allgemeine formedelst 1.7 euro. Og mit blik faldt straks på en forsideartikel om Tour de France. Da jeg tog afsted var skandalerne endnu ikke ramlet ned over arrangementet, og jeg havde bemærket mig en lille italiener, der havde sejret på et par bjergetapper og – efter eget udsagn – aldrig havde været lykkeligere. Jeg tænkte: Han har bestemt taget doping. Og ganske rigtigt…

Der er dog ikke tale om bagklogskab eller – for nu at blive i det tyske – Besserwissen. Men, som den tyske, kvindelige kommentator tørt konstaterer, så må man vel enten være ansat på de store tv-stationer eller i den korrumperede cykelsport-industri for at foregøgle sig selv at doping(mis)brug er undtagelsen og ikke reglen.
Dramaet i Tour de France er flyttet fra de stejle bjergtoppe og de flade spurter til det medicinske kapløb mellem nye stoffer og teknologier og “renhedspolitiets” jagt på synderne. I den store renhedsfortælling gøres den enkelte rytter til skurken i spillet, medens bagmændene, der har presset udøverne længere og længere ud i eksperimenternes jungle, vasker deres hænder i fuld offentlighed. Vi er vidner til et kæmpemæssigt hyklerisk show, der opføres for fulde gardiner (og licenskroner) i DR og på andre store tv-kanaler. Et show, der ganske langsomt, men sikkert, vil afsløre, at de olympiske konkurrenceidealer, man foregøgler at hylde og forfægte, er som kejserens nye klæder.

En dag vil cykelcirkusset stå afklædt som det, det er: En perverteret elitesport, der primært drejer sig om penge – mange penge – og magt. Og hvor det sportslige er et sølle påskud. Men samtidig er den professionelle cykelsport også et spejlbillede eller en metaforisk repræsentation af det omkringliggende konkurrencesamfund, hvor idealerne også dagligt mister deres uskyld for ussel mammon og simpel magt.

Opdatering: Og dog – det vil nok snarere gå som i H. C. Andersens “Kejserens nye klæder”. Den lille dreng afslører, at kejseren ikke har noget tøj på – og så fortsætter kejserens procession ellers ufortrødent, som om intet var hændt. Og sådan vil det nok også gå for Tour de Doping i Frankrig (og nærmeste oplande). Selv når det store show er afsløret som et stort penge- og magtprojekt, hvor doping er et “nødvendigt onde”, så vil intet ændre sig og alt være som hidtil. Penge, magt og stoffer.

Tilbagespoling:
Cykelsporten som eksempelDynepokegørende nyt

HÃ¥nd- og andet boldspil

8. juni 2008

Diverse store turneringer er i gang, og capac bivÃ¥nede hÃ¥ndboldkampen mellem Danmark og Tyrkiet i det Ã¥rhusianske sportstempel Atletion (pÃ¥ tv ganske vist). Kampen var ikke pÃ¥ nogen mÃ¥de overbevisende med hensyn til dansk damehÃ¥ndbolds europæiske styrke. Men selv om kampen nærmest var søvndyssende, sÃ¥ mÃ¥tte capac dog løfte et øjenbryn undervejs…

Serpil Iskenderoglu, central tyrkisk spiller