Indlæg tagget med sprog

Pippi Langstrømpe – nu uden negerkonge

14. februar 2015

 

Svenskerne fortsætter deres ihærdige forsøg på at udrense racismen af kulturens produkter. I de svenske medier kan man nu læse, at Astrid Lindgrens snart halvfjerdsår gamle fortælling om drengepigen Pippi Langstrømpe vil udkomme i en ny udgave, hvor Pippis far, Pappa Efraim Langstrømpe, ikke længere vil blive omtalt som “negerkonge”, men derimod som “sydhavskonge”. Karin Nyman, Astrid Lindgrens datter, står bag ændringen og forklarer sin holdning og forklarer censuren sådan:

“Jeg voksede op i en anden verden, hvor der kun fandtes hvide mennesker i Sverige og der var langt, langt til andre folkeslag. Senere tænkte jeg i min beskyttede verden, at det der n-ord bare hørte med til historien og kunne blive stående. Men der har jeg ændret holdning nu, for det er desværre et ord, der bruges den dag i dag. Det skader og så kan vi ikke længere have det med i Pippibøgerne”.

Ordet racisme bliv er ikke brugt, men det er det, det handler om. Og logikken er åbenbart, at man ved at ændre bøgernes oprindelige ordlyd kan man forhindre eller hæmme racismen.

Men efter min opfattelse er det også udtryk for en historieforvanskning og -forfalskning. Hvis vi antager, at ordet “negerkonge” er udtryk for racisme, så var forfatteren Astrid Lindgren og mange andre dengang racister. Og jeg tror, det ville være bedre at beholde det oprindelige udtryk i bogen – og så diskutere racismens realitet med de læsende børn, end at foregøgle dem, at historien var en anden, end den faktisk var. Vi løser ikke racismens problem ved at udviske dens historie – men ved netop at få dens historie med og gøre op med den i vores egen racismeplagede nutid.

 

Mere om den lille twerker…

14. oktober 2013

Jo, Miley Cyrus får ikke sådan fred, blot fordi hun er kommet til tops på de britiske hitlister. Næ, nu har selveste Sufjan Stevens også skrevet et brev til Miley. Denne gang handler det dog ikke så meget om hendes mås og hendes lir, men om hendes manglende sproglige kompetencer. Som en anden skolelærer tager Sufjan Miley i skole og kritiserer hendes misbrug af verber. Men han giver også udtryk for sin beundring for pigebarnet. You’re the hottest cake in the pan, skriver han blandt andet. Sådan Sufjan.

 

Dear Miley. I can’t stop listening to #GetItRight (great song, great message, great body), but maybe you need a quick grammar lesson. One particular line causes concern: “I been laying in this bed all night long.” Miley, technically speaking, you’ve been LYING, not LAYING, an irregular verb form that should only be used when there’s an object, i.e. “I been laying my tired booty on this bed all night long.” Whatever. I’m not the best lyricist, but you know what I mean. #Get It Right The Next Time. But don’t worry, even Faulkner messed it up. We all make mistakes, and surely this isn’t your worst misdemeanor. But also, Miley, did you know the tense here is also totally wrong. Surely you’ve heard of Present Perfect Continuous Tense (I HAVE BEEN LYING in this bed all night long [hopefully getting some beauty sleep?]). It’s a weird, equivocal, almost purgatorial tense, not quite present, not quite past, not quite here, not quite there. Somewhere in between. I feel that way all the time. It kind of sucks. But I have a feeling your “present perfect continuous” involves a lot more excitement than mine. Anyway, doesn’t that also sum up your career right now? Present. Perfect. Continuous. And Tense. Intense? Girl, you work it like Mike Tyson. Miley, I love you because you’re the Queen, grammatically and anatomically speaking. And you’re the hottest cake in the pan. Don’t ever grow old. Live brightly before your fire fades into total darkness. XXOO Sufjan

sgu

15. maj 2011

Det lille bandeord “sgu” er blevet ophøjet til et almindeligt småord fra at være et regulært bandeord. Og denne sprogpolitiske begivenhed fik temmelig stor medieopmærksomhed. Selv tv var med.

Man kan altid diskutere nyhedsværdien af begivenheden, men begivenheden er i hvert fald interessant i en kulturel forstand. For den siger noget om danskernes forhold til det religiøse, nærmere bestemt kristendommen.

For det er en kendsgerning, at vi her i landet til stadighed og i vid udstrækning bander i kristen forstand, selv om vi ikke tænker over det. Fx hidkalder vi gerne den onde selv, Fanden, Satan, når vi lader ham fløjte, æde, gale osv. os i bandeordet Fandeme. Eller vi hidkalder Helvede. For helvede da!

Sgu er en sammentrækning af sågu, der igen er en forkortning af Så Gud (hjælpe mig). Vi bander og sværger altså lystigt på kristen vis, selv om flere og flere af os ikke længere er medlemmer af Folkekirken og mange af medlemmerne er bekvemmelighedskristne…
Det var Nietzsche, der mente, at Gud – den kristne gud – var død. Eftertiden viste, at det var han nok ikke helt alligevel. I hvert fald fortsatte den kristne gud med at spøge efter Nietzsches død. Og gør det stadigvæk i disse tider, hvor genkristningen er blevet et fænomen (blandt akademikere i det mindste) og det religiøse er på dagordenen kulturelt set.

Den franske psykoanalytiker Jacques Lacan mente, at Gud ikke var død, men i stedet var blevet ubevidst. Forstået på den måde, at måske er vi tilbøjelige til at betvivle guds eksistens eller ligefrem benægte den, men det forhindrer os ikke i sprogligt at bevidne både Guds og Fandens tilstedeværelse. Kulturelt set er vi ikke sluppet ud af kristendommen. Med det lille bandeord ‘sgu’ er fortrængningen til det ubevidste således sket i to etapper. Først blev ‘så gud (hjælpe mig)’ til ‘sgu’ – og mange glemte, hvad et egentligt dækkede over – og dernæst blev bandetordet ophøjet til et almindeligt lille småord. Fortrængningen fik endnu et skub.

Måske var det på tide, at vi sekulariserede mennesker begyndte at bande på verdslig facon i stedet for at blive hængende i det religiøse sprogs suppedas?

Onomatopoietikon – erindringsglimt

8. marts 2010

Da jeg gik i realskolen fik jeg min første udgave af Fremmedordbogen. Og bag i den – på de ubeskrevne blade – noterede jeg ord, jeg  stødte på, men ikke kunne finde i selve ordbogen. Da jeg kom i gymnasiet havde jeg en lærer, der udstyrede os med en lille slidstærk, sort notesbog, hvori vi skulle (el. kunne, jeg husker det ikke så nøje) skrive idiomer og ord, vi lige havde lært.

Vanen har jeg holdt ved lige siden. Støder jeg på ord, jeg ikke kender, så skal de slås op. Jeg noterer dem ned, slår dem op og forsøger at huske dem. Mit sprog er min verdens grænse. Og denne praksis har helt sikkert bestyrket min kærlighed til sproget og ordene – og poesien. Og min forkærlighed for bestemte ord, der enten ligger godt i munden (som et ordbær, ville Rifbjerg sige) eller på anden måde har en særlig attraktion. Onomatopoietikon er blot et af dem (og det betyder: lydefterlignende ord, hvis nogen skulle have glemt det). Et andet: lapidarisk (“kortfattet, præcis” – som skrevet på en sten).

Mit maritime sprog

12. december 2009

Jeg er søn af en sømand. Min far sejlede fra han femten-seksten år til han gik i land som pensionist. Og vænnede sig aldrig rigtig til livet som landrotte. Selv gik jeg en anden vej i livet. Væk fra familietraditionen for et liv på havet. I retning af bøgerne, kunsten og musikken.

Men nu, hvor min far er død og borte, bliver jeg mere og mere klar over de spor, han satte i mit liv. Forleden blev jeg bevidstgjort om en kendsgerning, jeg nok et eller andet sted har vist var der, men som jeg ikke sådan havde reflekteret over. Nemlig mit sprogs maritime side. For sådan er det ofte. Det er først, når man møder sit eget sprog udefra, at det går op for en, hvordan det er.

Jeg læste en artikel i Politiken af sprogmanden Jørn Lund (der – en passant – var censor på min magisterkonferens), hvori han filosoferede over maritime udtryk. Og pludselig så jeg mit eget sprogbrug på skrift i koncenteret form. Agter, Bak, bovspryd, svabergast, dørk, dæk,klys, koøje, tørn ind, lukaf, leider, spygat, bakstørn, forankre, losse osv. osv. Selv i mine akademiske opgaver sneg ord og vendinger sig ind, uden at jeg tænkte over det. En påmindelse om noget, jeg godt vidste ude at vide det. Nemlig, at vi sætter spor – og spor i hinanden. Når jeg taler og skriver, så skriver og taler min far med. Og hans far. Og min mor og hendes mor. Og.

Genhør: Hårdnakket idyl

7. august 2009

Det var forfatteren Jan Sonnergaard, der gjorde op med forestillingen om, hvad man kan betitle et stykke litteratur med. Radiator. Går det? Selvfølgelig gør det. Og man kan også synge om de store danske møbelarkitekter, som Brødrene Olesen gør i sangen “I det hus du kalder dit hjem” (Hårdnakket Idyl, 2003).

Arne Jacobsen, Børge Mogensen
Hans Wegner og Finn Juhl
Arne Jacobsen, Børge Mogensen
Hans Wegner og Finn Juhl
Arne Jacobsen, Børge Mogensen
– og Kaare Klint
Mon jeg en dag kunne få lov til at bo…
.”


Hele teksten kan læses på www.olesen-olesen.dk (sammen med alle de andre).

Dagens sure diakritiske opstød…

11. juni 2009

Jeg må have fat i så’n en mobilos med fotografiapparat indbygget, så jeg kan dokumentere den typografiske erosion i sproget. I dag kom jeg forbi Livs sandwich-forretning med s-genitiv og Accent aigu i stedet for apostrof. Djævelen gemmer sig i detaljen..

Diakritisk jeremiade

6. juni 2009

På min vej fra det lokale indkøbscenter kom jeg – og den samlede familie – til at ligge bag ved en mellemstor landrover af asiatisk oprindelse. En af den slags, hvor reservehjulet er placeret under bagsmækken. Og på den cirkelformede beholder stod der med store krøllede bogstaver:

Mor`s dyt

Og straks tordnede min indre Jeronimus sig op og overtog mine taleevner, og det resulterede i en længere uafbrudt jeremiade over den fortsatte erosion af det danske sprog – ikke mindst under indflydelse af det allestedsnærværende anglo-amerikanske sprogområde. For det første er s-genitiv på danske uden diakritisk tegn, med undtagelse af navneord, der ender på netop -s. Fx Hans’ hat, Jens’ øl. For at det ikke skulle være løgn, så var der gået ged i de diakritiske tegn. Hvis man skal bruge diakritisk tegn i forbindelse med genitiv, så er det apostrof ( ‘ ). Og ikke, som i dette tilfælde, accent grave ( ` ).der i øvrigt ikke længere er et autoriseret dansk diakritisk tegn. Frøkenen tilsidesatte straks min jeremiade med en tør konstatering af, at det “så bedre ud” med sådan et tegn i genitiven – uanset om det er apostrof eller accent grave. Og ser man på hyppigheden af s-genitiver med apostrof (el. andre diakritiske tegn…) i gadebilledet og medierne, så må man nok indse, at den sproglige udvikling snart vil gøre denne (mis)brug til officiel sprogpolitik.

Og derefter stak Jeronimus sin pibe ind igen med en stille beklagelse af almendannelsens og sædernes almene forfald…

Den danske sprog – sprogbrok

1. marts 2009

Overskrift i Politiken:

700.000 siger perpament nej til forskere

Sproglig nydannelse eller?

Dagens sprogbrok

6. februar 2009

I rutebilen overhørte jeg (ufrivilligt) en folkeskolelærerindes konversation med sine elever af hunkøn. Og overlæderet i mine vintersko var ved at springe. Dels var lærerinden grebet af den pædagogiske virus, der hedder “forsøg at være ung med de unge”. Og dels talte hun, som om hun også var 14-15 år. “Fedt”, sagde hun hele tiden. Da hun så sagde “sådan hyggeagtigt“, røg mit snørebånd på højre sko…

Sprogbrok

12. januar 2009

Jeg betragter ikke mig selv som den store sprogrevser. Faktisk har jeg et ret afslappet forhold til anvendelsen af det danske sprog. Jeg har heller ikke det store problem med den sproglige afsmitning fra andre sprog, heriblandt – og ikke mindst – engelsk. Visse engelske ord og udtryk kan ligefrem være en berigelse af det danske sprog. Men ind imellem kan jeg godt synes, at brugen af engelske gloser og udtryk er lidt ukritisk. Fx denne overskrift, hentet fra DRs hjemmeside: “Et issue at være kvinde“. Hvorfor bruge “issue”, når der findes flere lige så gode danske ord for det samme? Og hvor mange læsere/lyttere ved, hvad “issue” betyder?
Det er udtryk for sproglig slaphed…

Om sprogrevseri

29. juli 2008

Da jeg læste på universitetet var der et vældigt opgør med sprogrevseriet. Mod alle dem, der ville have alle til at skrive dansk efter retskrivningens krøllede regler. Senere blev jeg – ved tilfældighedernes (u)gunst – dansklærer og oplevede, at sprogrevseriet, der jo er en indbygget del af danskundervisningen, havde ødelagt mange elevers glæde ved faget (og skolen i det hele taget) og hæmmet deres lyst til at udfolde sig i skrift og tale.

Jeg vil stadigvæk ikke forsvare det fluekneppende sprogrevseri. Men med alderen er det blevet klarere og klarere for mig, at retskrivningsregler handler om sproglig præcision. Jo bedre man håndterer disse regler, jo mere præcist kan man udtrykke sig.

Noget andet, der kan bekymre mig – og som ikke bekymrede mig det fjerneste dengang – er den sproglige slaphed, der gør sig gældende i min omverden. Især den snigende, ukritiske anglificering af det danske sprog er nedslående. I går var jeg inde i århus by og købe mig en ny vindjakke, fordi den gamle efterhånden hænger i laser. Og i en stor, centralt beliggende forretning averterede man med SALE og FINAL SALE. Nu kan jeg godt lidt engelsk og ved, hvad SALE og FINAL SALE betyder, men jeg begriber ikke, hvad der er galt med UDSALG og afledninger af dette ord?
Man vil sikkert sige, at det skyldes GLOBALISERINGEN. Og det er rigtigt, at vi lever i en verden, hvor vi bliver mere og mere internationalt orienterede, og hvor medierne af anglo-amerikansk oprindelse spiller en stor og tung rolle. Alligevel er det en falliterklæring for det danske uddannelsessystem, at det ikke er i stand til at give de opvoksende generationer så mange danskkundskaber, at de i det mindste har alternative udtryksmuligheder på modersmålet…

Tanker fra notesbogen

6. maj 2008

I denne her politiske og kulturelle konjunktur gælder det om at bevare optimismen – og det lyse sind.

Besværgelse: Bedst som jeg har lagt underviserrollen fra mig, dukker den op igen for fuld styrke. Skæbne? Nemesis?

Det kan godt være, at fois gras er eftertragtet, men lige nu vil jeg hellere have et stykke godt rugbrød med god spegepølse og et par løgringe.
Livet er som en scene: Du kommer ind fra mørket og går ud i mørket igen. Set fra projektørlyset.

Ordet “tænketank”: Jeg tænker, at tænketank er udtryk for tankeløs tank(e)indspærring.

Poesi er en indgriben i sproget.

Sproget er åget – og ågets afkast(ning).

(fortsættes engang, måske…)

Apropos humørkæppen…

2. april 2008

Da jeg gik i folkeskolens ældste klasser morede jeg mig kosteligt ved at læse i skolebibliotekets slangordbøger. Slang har altid stået for mig som udtryk for den folkelige fantasis skaberkraft. Mangen en gang har jeg slået mig på låret, når de billedfremkaldende, humoristiske slangudtryk passerede forbi mit læsende blik. Her er et eksempel – apropos DR2s temaudsendelse om tissemanden:

avlepinden
ynglekæppen
bajadsen
bananen,
det tredje ben,
blåpanden,
den blånakkede,
bolesprøjten,
bovsprydet,
buksekniv,
Claus,
dirken,
dolken,
drengen,
dåseåbneren,
den enøjede,
fimpen,
fingeren uden negl,
den ellevte finger,
fortøjet,
fyldepennen,
geværet,
grenen,
griflen,
haveslangen,
maveslangen,
hormonstangen,
humørkæppen,
instrumentet,
jernet,
kammeraten,
karlen,
karinetten,
klyverbommen,
kløpinden,
kniven,
den hvidskaftede,
den rundslebne kniv,
kæppen,
kødpølsen,

“Og nu er vi nogenlunde midtvejs”, som Kaj Bom skriver i sin gamle Slangordbogen fra 1957…

Kneppende knepkager

26. februar 2008

“Knep-kage, en. (ænyd. knep(pe)kage; til III. kneppe 2.2; jf. Knækbrød; dial.) haardbagt kage; tidligere især om vaffellignende bagværk (jf. Goderaad, Krumkage
samt Knep-kavring, -tvebak). Moth.K202. Gram.Nucleus.219. VSO. Feilb.BL.76. Kværnd.”

Kneppe se knæppe:
” III. kneppe,
v. [‘knæb∂] (ogs. skrevet knæppe. – sj. knippe. Skjoldb.SM.45. jf. Feilb.II.235). -ede. vbs.  -ende (Cit.ca.1726. (Holb.MpS.(Lieb.)306)), jf. I. Knep. (ænyd. . s., sv. knäppa, no. kneppe; lydord; jf. knebre, I. Kneppe, knipse || i bet. (3 og) 4 sammenfaldet m. II. knippe, jf. kneben 4; i bet. 5 (se ndf.) foreligger muligvis sammenblanding med et tredje ord || uden for bet. 5 nu kun dial.)

1) om ting: give en knækkende, skarp lyd; især om ting, der brækkes ell. brister.
Moth.K202. (rensdyrene kan) løbe 12. Mile i to Timer, om Dagen 30 Mile, oc altid knepper det under Fødderne, som de løbe paa Nødder. Pflug.DP.20. VSO. Feilb. II.236. Det knæpper i Ilden. Kværnd. || om et urs dikken. regelmæssig Knippen af det gamle Stueuhr var den eneste Lyd. Skjoldb.SM.45. Feilb.II.236.

2) frembringe en knækkende, skarp lyd (fx. ved at brække noget).
2.1) i egl. bet. Moth.K202. Esp.183. jf. : (Zions døtre) gaae frem, og svandse, og kneppe med deres fødder (1871: rasle med Ankelringene). Es.3.16(Chr.VI).
2.2) knække; bryde itu; brække. Feilb.II.236. jf.: Drengen (bliver) ene med den gamle saa længe, til han faar Ro til at kneppe (dvs.: hugge) Hovedet af hende. Krist.JyF.V.318. || spec.: dræbe en lus. kneppe Luus. VSO. Feilb.II.236. jf.: det er farligt at være Loppe, thi dend Føde, de faaer, maa de dog betale med et Kneppende omsider. Cit.ca.1726.(Holb.MpS.(Lieb.)306).
2.3) (jf. I. Knep 2) om stork: knebre. OrdbS.(Fyn).
2.4) (jf. I. Kneppe 2)  sladre; vrøvle; knebre (3.2). Moth.K202.

3) knipse.
3.1) d. s. s. knipse 1; ofte i forb. kneppe med fingrene. Moth.K202. VSO. Feilb.II.236.
3.2) bevæge, fjerne ved et knips; knipse (2). Saa tit (Claudius) faldt i Søvn efter Maaltid . . kneppede man Olive- og Dadel-Stene paa ham. ThSchmidt.S.471. || nu kun om en leg med marmorkugler olgn. (jf. I. Knep 5 samt knipse). Feilb.II.236.
3.3) d. s. s. knipse 2.2.
Penelope . . (knæpper med Fingeren): “det er for dig Gædske!” – Rosimunda (knæpper ogsaa): “Og det er for dig.” Holb.Ul.I.9. || kneppe i lommen (jf. u. I. Knep 3.1; nu næppe br.). *Knep i din Lomme for Husbond og Foged, | Kongen dig elsker! du giver dem noget. Wadsk. 151.
3.4) give en et knips ell. let slag; knipse (3); i videre anv.: behandle haardt;
holde for nar;
især i forb. kneppe paa næsen, give et knips paa næsen; ogs.: spille paa næsen. De andre to . . ere Narre, som jeg kand knæppe paa Næsen, og lade mig liige saa fuldt betale derfor, som jeg havde giort dem en stoor Tieniste. Holb.Tyb.IV.1.
du maatte kneppe dine egne Folk, og lade en fremmed Mands Tieneres Næse være med Fred. sa. LSk.II.1. (han) knepper paa hans Bukkel (dvs.: paryk).Wess.Anno.43. TBruun.Skr.17. Han kneppede ham paa
Fingrene. VSO. MO. Feilb.II.236.

4) (jf. bornh. knäppslå, aarelade (Esp. 445), samt Kneppert; sml. ogs. II. knippe 2)  klippe, stikke (hul paa) ved en hurtig bevægelse med et instrument; “slaa”.
Baderhakke . . et lidet skarpt jern som baderen knepper smâe huller med pâ huden, for at trekke blôd op med koppen. Moth.B7.

5) (vel til bet. 3.4; sml. dog no. kneppe i sa. bet., der maaske er sa. ord som no. kneppe, afknappe, knibe sammen, oldn. kneppa, trykke, klemme, jy. knæppe, gøre skurer, ridser i (afl. af II. knap) || vulg. ell. dial.) beligge, have legemlig omgang med en kvinde; ogs. om mand og kvinde: have samleje. Moth.K202. VSO. D&H. Esp.445. Feilb.II.236. jf. forkneppet u. VI. for- sp. 19814.”

Nu kan jeg pludselig huske de lyde, jeg hørte fra nabokollegieværelset på Skjoldhøjkollegiet…

Inspireret af Beologen (og her) og Uffe