Indlæg tagget med sprog

Pippi Langstrømpe – nu uden negerkonge

14. februar 2015

 

Svenskerne fortsætter deres ihærdige forsøg pÃ¥ at udrense racismen af kulturens produkter. I de svenske medier kan man nu læse, at Astrid Lindgrens snart halvfjerdsÃ¥r gamle fortælling om drengepigen Pippi Langstrømpe vil udkomme i en ny udgave, hvor Pippis far, Pappa Efraim Langstrømpe, ikke længere vil blive omtalt som “negerkonge”, men derimod som “sydhavskonge”. Karin Nyman, Astrid Lindgrens datter, stÃ¥r bag ændringen og forklarer sin holdning og forklarer censuren sÃ¥dan:

“Jeg voksede op i en anden verden, hvor der kun fandtes hvide mennesker i Sverige og der var langt, langt til andre folkeslag. Senere tænkte jeg i min beskyttede verden, at det der n-ord bare hørte med til historien og kunne blive stÃ¥ende. Men der har jeg ændret holdning nu, for det er desværre et ord, der bruges den dag i dag. Det skader og sÃ¥ kan vi ikke længere have det med i Pippibøgerne”.

Ordet racisme bliv er ikke brugt, men det er det, det handler om. Og logikken er åbenbart, at man ved at ændre bøgernes oprindelige ordlyd kan man forhindre eller hæmme racismen.

Men efter min opfattelse er det ogsÃ¥ udtryk for en historieforvanskning og -forfalskning. Hvis vi antager, at ordet “negerkonge” er udtryk for racisme, sÃ¥ var forfatteren Astrid Lindgren og mange andre dengang racister. Og jeg tror, det ville være bedre at beholde det oprindelige udtryk i bogen – og sÃ¥ diskutere racismens realitet med de læsende børn, end at foregøgle dem, at historien var en anden, end den faktisk var. Vi løser ikke racismens problem ved at udviske dens historie – men ved netop at fÃ¥ dens historie med og gøre op med den i vores egen racismeplagede nutid.

 

Mere om den lille twerker…

14. oktober 2013

Jo, Miley Cyrus fÃ¥r ikke sÃ¥dan fred, blot fordi hun er kommet til tops pÃ¥ de britiske hitlister. Næ, nu har selveste Sufjan Stevens ogsÃ¥ skrevet et brev til Miley. Denne gang handler det dog ikke sÃ¥ meget om hendes mÃ¥s og hendes lir, men om hendes manglende sproglige kompetencer. Som en anden skolelærer tager Sufjan Miley i skole og kritiserer hendes misbrug af verber. Men han giver ogsÃ¥ udtryk for sin beundring for pigebarnet. You’re the hottest cake in the pan, skriver han blandt andet. SÃ¥dan Sufjan.

 

Dear Miley. I can’t stop listening to #GetItRight (great song, great message, great body), but maybe you need a quick grammar lesson. One particular line causes concern: “I been laying in this bed all night long.” Miley, technically speaking, you’ve been LYING, not LAYING, an irregular verb form that should only be used when there’s an object, i.e. “I been laying my tired booty on this bed all night long.” Whatever. I’m not the best lyricist, but you know what I mean. #Get It Right The Next Time. But don’t worry, even Faulkner messed it up. We all make mistakes, and surely this isn’t your worst misdemeanor. But also, Miley, did you know the tense here is also totally wrong. Surely you’ve heard of Present Perfect Continuous Tense (I HAVE BEEN LYING in this bed all night long [hopefully getting some beauty sleep?]). It’s a weird, equivocal, almost purgatorial tense, not quite present, not quite past, not quite here, not quite there. Somewhere in between. I feel that way all the time. It kind of sucks. But I have a feeling your “present perfect continuous” involves a lot more excitement than mine. Anyway, doesn’t that also sum up your career right now? Present. Perfect. Continuous. And Tense. Intense? Girl, you work it like Mike Tyson. Miley, I love you because you’re the Queen, grammatically and anatomically speaking. And you’re the hottest cake in the pan. Don’t ever grow old. Live brightly before your fire fades into total darkness. XXOO Sufjan

sgu

15. maj 2011

Det lille bandeord “sgu” er blevet ophøjet til et almindeligt smÃ¥ord fra at være et regulært bandeord. Og denne sprogpolitiske begivenhed fik temmelig stor medieopmærksomhed. Selv tv var med.

Man kan altid diskutere nyhedsværdien af begivenheden, men begivenheden er i hvert fald interessant i en kulturel forstand. For den siger noget om danskernes forhold til det religiøse, nærmere bestemt kristendommen.

For det er en kendsgerning, at vi her i landet til stadighed og i vid udstrækning bander i kristen forstand, selv om vi ikke tænker over det. Fx hidkalder vi gerne den onde selv, Fanden, Satan, når vi lader ham fløjte, æde, gale osv. os i bandeordet Fandeme. Eller vi hidkalder Helvede. For helvede da!

Sgu er en sammentrækning af sÃ¥gu, der igen er en forkortning af SÃ¥ Gud (hjælpe mig). Vi bander og sværger altsÃ¥ lystigt pÃ¥ kristen vis, selv om flere og flere af os ikke længere er medlemmer af Folkekirken og mange af medlemmerne er bekvemmelighedskristne…
Det var Nietzsche, der mente, at Gud – den kristne gud – var død. Eftertiden viste, at det var han nok ikke helt alligevel. I hvert fald fortsatte den kristne gud med at spøge efter Nietzsches død. Og gør det stadigvæk i disse tider, hvor genkristningen er blevet et fænomen (blandt akademikere i det mindste) og det religiøse er pÃ¥ dagordenen kulturelt set.

Den franske psykoanalytiker Jacques Lacan mente, at Gud ikke var død, men i stedet var blevet ubevidst. ForstÃ¥et pÃ¥ den mÃ¥de, at mÃ¥ske er vi tilbøjelige til at betvivle guds eksistens eller ligefrem benægte den, men det forhindrer os ikke i sprogligt at bevidne bÃ¥de Guds og Fandens tilstedeværelse. Kulturelt set er vi ikke sluppet ud af kristendommen. Med det lille bandeord ‘sgu’ er fortrængningen til det ubevidste sÃ¥ledes sket i to etapper. Først blev ‘sÃ¥ gud (hjælpe mig)’ til ‘sgu’ – og mange glemte, hvad et egentligt dækkede over – og dernæst blev bandetordet ophøjet til et almindeligt lille smÃ¥ord. Fortrængningen fik endnu et skub.

Måske var det på tide, at vi sekulariserede mennesker begyndte at bande på verdslig facon i stedet for at blive hængende i det religiøse sprogs suppedas?

Onomatopoietikon – erindringsglimt

8. marts 2010

Da jeg gik i realskolen fik jeg min første udgave af Fremmedordbogen. Og bag i den – pÃ¥ de ubeskrevne blade – noterede jeg ord, jeg  stødte pÃ¥, men ikke kunne finde i selve ordbogen. Da jeg kom i gymnasiet havde jeg en lærer, der udstyrede os med en lille slidstærk, sort notesbog, hvori vi skulle (el. kunne, jeg husker det ikke sÃ¥ nøje) skrive idiomer og ord, vi lige havde lært.

Vanen har jeg holdt ved lige siden. Støder jeg pÃ¥ ord, jeg ikke kender, sÃ¥ skal de slÃ¥s op. Jeg noterer dem ned, slÃ¥r dem op og forsøger at huske dem. Mit sprog er min verdens grænse. Og denne praksis har helt sikkert bestyrket min kærlighed til sproget og ordene – og poesien. Og min forkærlighed for bestemte ord, der enten ligger godt i munden (som et ordbær, ville Rifbjerg sige) eller pÃ¥ anden mÃ¥de har en særlig attraktion. Onomatopoietikon er blot et af dem (og det betyder: lydefterlignende ord, hvis nogen skulle have glemt det). Et andet: lapidarisk (“kortfattet, præcis” – som skrevet pÃ¥ en sten).

Mit maritime sprog

12. december 2009

Jeg er søn af en sømand. Min far sejlede fra han femten-seksten år til han gik i land som pensionist. Og vænnede sig aldrig rigtig til livet som landrotte. Selv gik jeg en anden vej i livet. Væk fra familietraditionen for et liv på havet. I retning af bøgerne, kunsten og musikken.

Men nu, hvor min far er død og borte, bliver jeg mere og mere klar over de spor, han satte i mit liv. Forleden blev jeg bevidstgjort om en kendsgerning, jeg nok et eller andet sted har vist var der, men som jeg ikke sådan havde reflekteret over. Nemlig mit sprogs maritime side. For sådan er det ofte. Det er først, når man møder sit eget sprog udefra, at det går op for en, hvordan det er.

Jeg læste en artikel i Politiken af sprogmanden Jørn Lund (der – en passant – var censor pÃ¥ min magisterkonferens), hvori han filosoferede over maritime udtryk. Og pludselig sÃ¥ jeg mit eget sprogbrug pÃ¥ skrift i koncenteret form. Agter, Bak, bovspryd, svabergast, dørk, dæk,klys, koøje, tørn ind, lukaf, leider, spygat, bakstørn, forankre, losse osv. osv. Selv i mine akademiske opgaver sneg ord og vendinger sig ind, uden at jeg tænkte over det. En pÃ¥mindelse om noget, jeg godt vidste ude at vide det. Nemlig, at vi sætter spor – og spor i hinanden. NÃ¥r jeg taler og skriver, sÃ¥ skriver og taler min far med. Og hans far. Og min mor og hendes mor. Og.

Genhør: Hårdnakket idyl

7. august 2009

Det var forfatteren Jan Sonnergaard, der gjorde op med forestillingen om, hvad man kan betitle et stykke litteratur med. Radiator. GÃ¥r det? Selvfølgelig gør det. Og man kan ogsÃ¥ synge om de store danske møbelarkitekter, som Brødrene Olesen gør i sangen “I det hus du kalder dit hjem” (HÃ¥rdnakket Idyl, 2003).

Arne Jacobsen, Børge Mogensen
Hans Wegner og Finn Juhl
Arne Jacobsen, Børge Mogensen
Hans Wegner og Finn Juhl
Arne Jacobsen, Børge Mogensen
– og Kaare Klint
Mon jeg en dag kunne fÃ¥ lov til at bo…
.”


Hele teksten kan læses på www.olesen-olesen.dk (sammen med alle de andre).

Dagens sure diakritiske opstød…

11. juni 2009

Jeg mÃ¥ have fat i sÃ¥’n en mobilos med fotografiapparat indbygget, sÃ¥ jeg kan dokumentere den typografiske erosion i sproget. I dag kom jeg forbi Livs sandwich-forretning med s-genitiv og Accent aigu i stedet for apostrof. Djævelen gemmer sig i detaljen..

Diakritisk jeremiade

6. juni 2009

PÃ¥ min vej fra det lokale indkøbscenter kom jeg – og den samlede familie – til at ligge bag ved en mellemstor landrover af asiatisk oprindelse. En af den slags, hvor reservehjulet er placeret under bagsmækken. Og pÃ¥ den cirkelformede beholder stod der med store krøllede bogstaver:

Mor`s dyt

Og straks tordnede min indre Jeronimus sig op og overtog mine taleevner, og det resulterede i en længere uafbrudt jeremiade over den fortsatte erosion af det danske sprog – ikke mindst under indflydelse af det allestedsnærværende anglo-amerikanske sprogomrÃ¥de. For det første er s-genitiv pÃ¥ danske uden diakritisk tegn, med undtagelse af navneord, der ender pÃ¥ netop -s. Fx Hans’ hat, Jens’ øl. For at det ikke skulle være løgn, sÃ¥ var der gÃ¥et ged i de diakritiske tegn. Hvis man skal bruge diakritisk tegn i forbindelse med genitiv, sÃ¥ er det apostrof ( ‘ ). Og ikke, som i dette tilfælde, accent grave ( ` ).der i øvrigt ikke længere er et autoriseret dansk diakritisk tegn. Frøkenen tilsidesatte straks min jeremiade med en tør konstatering af, at det “sÃ¥ bedre ud” med sÃ¥dan et tegn i genitiven – uanset om det er apostrof eller accent grave. Og ser man pÃ¥ hyppigheden af s-genitiver med apostrof (el. andre diakritiske tegn…) i gadebilledet og medierne, sÃ¥ mÃ¥ man nok indse, at den sproglige udvikling snart vil gøre denne (mis)brug til officiel sprogpolitik.

Og derefter stak Jeronimus sin pibe ind igen med en stille beklagelse af almendannelsens og sædernes almene forfald…

Den danske sprog – sprogbrok

1. marts 2009

Overskrift i Politiken:

700.000 siger perpament nej til forskere

Sproglig nydannelse eller?

Dagens sprogbrok

6. februar 2009

I rutebilen overhørte jeg (ufrivilligt) en folkeskolelærerindes konversation med sine elever af hunkøn. Og overlæderet i mine vintersko var ved at springe. Dels var lærerinden grebet af den pædagogiske virus, der hedder “forsøg at være ung med de unge”. Og dels talte hun, som om hun ogsÃ¥ var 14-15 Ã¥r. “Fedt”, sagde hun hele tiden. Da hun sÃ¥ sagde “sÃ¥dan hyggeagtigt“, røg mit snørebÃ¥nd pÃ¥ højre sko…