Indlæg tagget med streaming

Sony i Spotifys fodspor…

26. januar 2011

For ganske nylig undrede jeg mig i denne blog over den danske pladebranches langsommelighed, når det gælder de nye musikdistributionsteknologier – streaming osv. Og knapt er blækket tørt – eller hvad det nu hedder i disse digitale tider – før man kan læse, at det store Sony-imperium lancerer deres streaming-tjeneste Music Unlimited i Europa og USA.
Den ny tjeneste lanceres først i Frankrig, Tyskland, Italien og Spanien. Senere i USA, England og Irland. Om Danmark kommer med fremgår ikke af de tilgængelige informationer.
Tjenesten gør det muligt for forbrugerne at sammensætte deres egne lister eller biblioteker med musik fra ikke blot Sony, men også Universal, Warner Music og EMI. Og det bliver muligt at koble tjenesten til kendte teknologier som PlayStation, smartphones osv.
Til forskel fra meget omtalte Spotify så bliver Music Unlimited ikke gratis, men vil koste mellem 4 og 20 euro (svarende til ca. 30 – 150 kr.) pr. måned, afhængigt af, om lytterne vil nøjes med en reklamefri radio eller have fri adgang til musikken med mulighed for at lave egne playlister.
For Sony og de involverede pladeselskaber har det nye koncept den fordel, at den går uden om distribuerende og fordyrende mellemled.
Music Unlimited er et spændende initiativ. Men spørgsmålet er, om det i tilstrækkeligt omfang tager højde for virkeligheden på internettet? Hvor Spotifys genistreg består i at overføre gratisprincippet fra den mere eller mindre legale fildeling på nettet til sin streamingtjeneste (betalt via reklamer), så kan det være svært at forestille sig, at den nye tjeneste vil appellere til mange unge med det prisniveau, der er angivet. Så længe pladebranchen har svært ved at indse, at flere generationer af unge netbrugere er vænnet til, at fildeling ikke koster noget – eller kun lidt – og at markedsvilkårene med internettet er ændret radikalt fra lokale markeder til – i princippet – et stort globalt marked, vil det være svært at komme igennem med ‘økonomiske modeller’, der basalt set er traditionelle. Men lad os se, hvordan det går…

Musikforbruget anno 2011

14. januar 2011

I følge en ny undersøgelse af Nielsen Music, som monitorerer musikforbruget internationalt,  betaler “kun” 20% af verdens internetbrugere for at hente sange på nettet og endnu færre for at hente hele album. Europæerne og amerikanerne er flinkest til at lade betalingskortet gløde, medens folk i Mellemøsten, Latinamerika og Asien foretrækker gratisprincippet.
Den mest populære form for forbrug af musik på nettet er ikke illegal nedhentning, men derimod musikvideoer, fx som vi kender dem fra YouTube og lignende streamingstjenester. Videoer er i det hele taget den foretrukne legale musikkomsumption. Hver gang, der købes en sang på nettet er der tre, der i stedet for kigger på en video.
Nielsen-rapporten er interessant ved at synliggøre forbrugets diversitet. Det handler ikke længere bare om at nedhente mp3-filer, men om at se videoer, købe eller illegalt “downloade”, lytte til alskens streamingtjenester, hente legale downloads osv. osv. Undersøgelsen afspejler også, at de medier, hvorigennem forbruget foregår, udvikler sig med lynets hast. Mp3-afspillere, mobiltelefoner, computere og andre teknologiske gadget er på spil.

Herhjemme venter vi endnu på, at en tjeneste som Spotify bliver tilgængelig for danske musiklyttere. I mellemtiden går danske lyttere fx til Youtube, Myspace osv., hvis de da ikke er blandt de udvalgte, der abonnerer på TDC Play og lignende. Streaming er den hotteste trend. Og man kan undre sig over, at pladebranchens nye hitliste ikke har taget den tjeneste til sig i markedsføringen af hitsangene…

Midemblog