CAPAC

Selv om de unge journalister på dagens store medier har svært ved at forstå det, så er fænomenerne “lockout” og “strejke” ganske normale foreteelser på et arbejdsmarked som det danske. De er faktisk skrevet ned i lovtekster om det danske arbejdsmarked. Der er ikke noget unormalt i, at lønmodtagere bruger strejkeretten til at skaffe sig bedre løn- og arbejdsforhold. Og der er heller noget unormalt i, at arbejdsgivere som modtræk bruger “lockout”. Selv om DR og TV2 kunne give indtryk af noget andet.

I dag kan man så læse, at Thuesen Dahl fra Dansk Folkeparti har formastet sig til at mene, at folkeskolelærerne udgør nøglen til den aktuelle konflikts løsning, og at arbejdsgiverne ved at være imødekommende over for folkeskolelærernes krav kunne undgå en storkonflikt. Det skulle han ikke have sagt noget om, for straks var socialdemokraten Mette Frederiksen på banen og revse Thuesen Dahl for utidigt at blande sig i arbejdsmarkedsforhold. Og hun fik støtte af repræsentanter for regeringen.

Men er Thuesen Dahl ikke i sin gode ret til at mene, at folkeskolelærernes forhold er nøglen og – underforstået – at det i bund og grund er Mette Frederiksens forgænger Helle Thornings Schmidts skyld, at den aktuelle overenskomstforhandling er gået i hårknude, fordi det var den daværende socialdemokratiske ledede regering, der trynede skolelærerne med nye arbejdstidsregler!? Jovist er han det. Det er urimeligt at bebrejde Thuesen Dahl, at han i det mindste har en holdning til konflikten – og tager parti for lønmodtagersiden. Problemet for de andre er nok, at han derved markerer, hvilken side de allerede har taget, nemlig arbejdsgiversidens.

Næ, et langt større problem  er det, at arbejdsgiversiden repræsenteres af en minister fra regeringen, nemlig Sophie Løhde, der i sine udtalelser ikke har lagt skjul på, hvilken side hun repræsenterer og sympatiserer med. Og man må spørge sig selv: Er det ikke yderst kritisabelt og dybest set uacceptabelt, at hun som repræsentant for arbejdsgiversiden (hun er de offentligt ansattes øverste chef, som hun selv har gjort opmærksom på) kan komme i den situation – som minister i regeringen – at skulle gennemføre et lovindgreb over for de strejkende/lockoutede? Et lovindgreb, der sandsynligvis vil være venligt stemt over for netop arbejdsgiversiden/regeringen!? Se det er det “utidige” i den aktuelle situation. Ikke af formanden for DF ytrer sin holdning og sympatier.

Forleden døde dronningens ægtemand, prins Henrik. Og det fik Danmarks Radio til i går at rydde hele sendefladen på hovedkanalen, DR1, der blev helliget omtale af prinsens liv og levned, Bortset fra tv-avisen, hvor emnet også blev behandlet in extenso, stod der Henrik på sendefladen helt frem til midnat. Noget af en mundfuld for en ikke-royalist som mig.

Og – da jeg ikke helt kunne undgå at se noget af det sendte – så slog det mig, at der var tale om nærmest en helgengørelse af prinsen. Der var ikke grænser for, hvor meget prinsen havde betydet for Danmark, danskerne og ikke mindst dansk erhvervsliv, og der var ikke grænser for, hvilke aspekter af mandens liv, der kunne fremhæves som prisværdige, lige fra hans opvækst i Asien til hans store interesse for gastronomi. Og alle der havde haft den mindste kontakt med manden blev interviewet og bidrog til lobhudlingen og kanoniseringen.

Og hele denne form for positiverende journalistik skal ses i lyset af, at prins Henrik jo ikke altid er blevet omfavnet og prist på denne leflende facon. Regeringens kulturminister Mette Block kunne da heller ikke lade være med at sætte sin spidse finger lige netop ned i det problem, da hun på sin Facebookside revsede alle dem, der havde “mobbet” prinsen tidligere men nu bidrog til lovprisningen. Hun skrev bl.a.:

– Det blev en lykkelig kærlighedshistorie. Men et ulykkeligt kulturmøde. Folket kunne nemlig ikke rigtig li’ manden. Han var anderledes. Kom fra et andet land. Lærte aldrig at tale helt dansk, som vi bedst kan lide det. Og så interesserede han sig for de skønne kunster. Musik, skulptur, billedkunst, litteratur. Meget mærkeligt. Så han blev mobbet.

Og Bock har sandelig fat i noget. Ganske vist er der en talemåde, der siger, at ‘man ikke må tale ondt om de døde’. Og der er også en tradition for, at nekrologer og prædikener over døde ofte drænes for enhver for kritik. De døde skal huske for det gode, synes vinklen at være. Og så fejer vi gerne resten ind under gulvtæppet. Og DRs journaliststand stod 100% inde for denne vinkel i går, og de gange prinsens kritisable sider blev nævnt, var det for at få dem godt ind under gulvtæppet. Hykleri kaldte kulturministeren denne fremgangsmåde. Og jeg kan da kun give kulturministeren helt ret i det synspunkt. Det er hykleri – og også udtryk for dårlig journalistik, fordi journalistik altid skal se tingene fra mindst to sider, gerne flere.

Og det fik mig så til at tænke på, om ikke dette hykleri er udtryk for en af de “danske værdier”, som ledende danske politikere ofte efterlyser og revser udlændinge med, men sjældent kan definere. Når politikerne nævner “danske værdier” er der ofte tale om værdier, vi har fået med fra den europæiske historie, fx menneskerettigheder, demokrati og ytringsfrihed. Hvorimod genuine “danske værdier” aldrig rigtig kommer i spil eller til udtryk. Måske bortset fra “stegt flæsk med kartofler og persillesovs”, der blev kanoniseret til danskernes fælles hovedret.

Ud over at blive mobbet for sin mangelfulde beherskelse af det danske sprog, blev prins Henrik udsat for massiv kritik, da han gjorde krav på titlen af dansk konge og gav udtryk for, at han ikke kunne “acceptere”, at han skulle gå bag efter sin kone. Mange valgte helt at overhøre disse “udanske” holdninger hos prinsen, medens andre altså kritiserede ham for det.

Det interessante ved prinsens kongeambitioner og kønskamp er, at de kan ses som udslag af mandens sydlandske mandsdominerede kultur. Og i danskernes forholden sig til dem, kan man se en side af dansk “integrationspolitik”, af danskernes forhold til udlændinge. For sandheden er jo, at prinsen var en privilegeret indvandrer og langt hen ad vejen blev forstået som sådan: en mærkelig franskmand med mærkelige “udanske” tanker og ideer.

Forleden kom der en sag op i medierne. I Volsmose i Odense havde nogle indvandrere lavet en café, hvor mænd og kvinder sad hver for sig i små grupper. Caféen er velbesøgt og som virksomhed en succes. Men det faldt danske politikere for brystet, at mænd og kvinder var adskilt. En politiker fra regeringspartiet Venstre, Marcus Knuth (medlem af udlændinge- og integrationsudvalget) gav udtryk for, at der var tale om en udansk café, og at man ikke skulle lave en café, hvis den ikke baserede sig på “danske værdier”.

Knuth og hans meningsfæller kunne havde bragt samme kritik frem over for prinsens holdninger og have sagt, at prinsen ikke delte “danske værdier”, når han helst så sin kone gå efter sig og ville være konge af Danmark. Men nu er Knuth og hans partifæller også stærke royalister, så det ville nok være usandsynligt at noget sådan ville ske.

Men spørgsmålet er så, om ikke den sande “danske værdi” i denne sag er det hykleri, der i går fik DR1 til at ofre almindelige journalistiske alsidighedsprincipper og udviske enhver form for kritik af prinsen!? Jeg tror det.

Så nåede den offentlige debat igen et lavpunkt. Dansk Boldspilunion har formastet sig til at bringe en lille video fra herrefodboldslandsholdets omklædningsrum efter en vunden kamp. Og i den forståelige begejstring over sejren råber fodboldspillerne forskellige “kampråb”, bl.a. råbet “Store patter!”.

Og sådan en video med sådan et kampråb  smider man ikke ustraffet ud på det store internet i disse #Me-Too-tider. Og det varede da heller ikke længe for det føj med anklager om “sexisme” og det, der var værre. Og DBU forsøgte at redde sit eget skind ved at bede spillerne om at gentænke deres egne etiske regler som landsholdspillere.

Jeg skal ikke benægte, at der kan være noget seksuelt i det pågældende kampråb. Og det vil ikke være første gang sådanne temaer dukker op i mænds omklædningsrum eller i det hele taget i rum, hvor mænd er tilsammen uden kvindeligt selskab. Og dybest set er det vel ikke noget fordækt i, at mænd taler om kvinder, når de er sammen – uden kvinder!? Jeg er sikker på, at det samme gør sig gældende, når kvinder er sammen – uden mandligt selskab. Og måske formaster de sig også til nogle flovser… Jeg ved det af gode grunde ikke.

Men debatten om “Store patter!” brillerer ved en næsten total mangel på humor. Og en total manglende forståelse for, at der må være et frirum – også ytringsfrirum – når det ene køn er alene i et fælleskab. Jeg tror de fleste mandlige læsere her vil nikke genkendende til denne iagttagelse. Hvis man har haft fornøjelsen af omklædningsrumskulturen blandt mænd, vil man vide, at der tales om kvinder, fortælles sjofle historier osv. osv. Det er en del af den særlige mandekultur, der dyrkes i den sammenhæng.

Jeg synes, man skal lade mænd og kvinder råbe, hvad de vil, når de er i disse kønsfælleskaber. Blot skal man undlade at offentliggøre det på de sociale medier, sådan som DBU formastede sig til at gøre. For tolerancen på de sociale medier kan ligge på et meget lille sted. Her hersker en politisk korrekthed, der i sig selv udgør en trussel mod enhver form for ytringsfrihed. Store patter! Store patter! Store patter!

https://youtu.be/CmfnrN2T_bo

Jeg har hørt det så mange gange, at det er blevet en indgroet fordom i mit indre. At man med alderen bliver korthåret, konservativ og falder til patten med hensyn til folkekirkekristendommen. Disse synspunkter er blevet fremført med en selvfølgelighed som var der tale om tyngdeloven eller noget i de kategori.
Og nogen har en interesse i, at vi betér os sådan. Vi indoktrineres løbende i, hvordan det rette liv i den liberalistisk-borgerlige konjunktur bør være. Og til det liv hører et affirmativt forhold til kirken.
Et nyt eksempel på, hvordan vi hjernevaskes med den tankegang, finder vi i dagens nyhedsstrøm, hvor man under rubrikken “Før var han ateist – nu trækker forfatter i præstekjolen” kan læse om den borgerlige forfatter Kristian Ditlev Jensen (mest kendt for en selvbiografisk roman om seksuelt misbrug ‘Det bliver sagt’), der netop genfremfører ovenfor beskrevne ideologiske tankegods på følgende måde:

– Når man er mellem 16 og 35 år, så kan mange godt komme lidt væk fra troen og kirken. Der har mange travlt med at finde et job og en kone osv.

– Men når man så kommer op i slutningen af 30’erne og i 40’erne, så begynder folk jo at dø af kræft og begå selvmord. Og så går det op for én, at man også har brug for at have styr på de ydre rammer. Jeg ville gerne forstå det noget mere, og så begyndte jeg at læse teologi, siger han.

Når dødens realitet går op for en – i en fremskreden alder – så får man brug for Gudfaderen og hele hans værk for at få styr på “de ydre rammer”. Nu er jeg selv for længst kommet ud over den alder, Jensen henviser til, og har bestemt ikke fået behov hverken en kristen ideologisk rammefortælling eller at studere teologi. Og jeg køber ikke den tankegang, at blot fordi vi ved, at vi skal dø engang, så skal vi partout have vores tankevirksomhed spundet ind i den kristne (eller for den sags skyld en hvilken som helst andet religiøs) lære. Vi er nogle, der som den nu døende Troels Kløvedal stiller os tilfreds med, at vi har levet i en videnskabelig tidsalder, hvor videnskaberne ikke har forklaret alt mellem himmel og jord, men givet os stumper af viden, nok til at danne koordinater af mening i livet. Jeg har svært ved at forstå, at man så let giver  køb på et videnskabeligt livsgrundlag, uanset hvor hullet og ufuldstændigt det så end er, til fordel for vidtløftige fortæller om den kristne gud, Jesus og hans lære. Men en del af forklaringen er selvfølgelig, at kristendommen – som Karl Marx påpegede for mange år siden – er den religion, der passer bedst til kapitalismen og at vi indoktrineres i denne tro via de store medier, som fx via tv-serien “Herrens veje” og nyheder som den ovenfor angivne.

I mange år har det heddet sig – i borgerligt-politiske munde – at Danmarks Radio var befolket af “røde lejesvende” (venstreorienterede journalister ikke mindst). Og nogle opstillede oven i købet den teori, at Danmarks Radio sammen med dagbladet Politiken og forlaget Gyldendal udgjorde en slags venstreorienteret Bermudatrekant, der med venstreorienteret og kulturradikal propaganda var med til at undergrave lille borgerlige Danmark.

Selv om der da har været journalister af kritisk format, som det bl.a. kom frem i den kontroversielle og diskutable tv-serie med titlen “De røde lejesvende ” (tidligere omtalt her i bloggen), så har der aldrig været tale om, at institutionen DR som sådan har været hverken rød eller undergravende. Som medieforskere som fx Frans Mortensen har dokumenteret (bl.a. i sin bog om 22-radioavisen), så har DR været en del af en pressedækning, der i bund og grund har været på de bestående borgerligt-kapitalistiske samfunds side.

Men der har altid været politikere, der har haft en interesse i at fremstille DR som en venstreorienteret sammensværgelse for at kunne fremføre et endnu mere borgerligt syn på samfund og historie. Senest har vi set det i forbindelse med serien om “Historien om Danmark”, der bl.a. blev anklaget for at have gjort for meget ud af Socialdemokratiets rolle i efterkrigstiden (Krag, velfærdsstaten osv.). Og før det blev Ole Bornedals 1864 kritiseret for sit historiesyn. Og blandt den fremmeste kritikere var Dansk Folkeparti, der åbenbart har påtaget sig rollen som arvtagere for Erhard Jacobsens aktive lyttere og som forfægtere af et mørkt-konservativt samfunds- og historiesyn, der skal indoktrineres den samlede befolkning.

Og desværre er der noget, der tyder på, at ledelsen i Danmarks Radio lægger sig fladt på maven over for den slags borgerlig mediemanipulation. Det afslører en ny sag.

For ganske nylig havde DR planer om at lave en satirisk radiojulekalender med titlen Jul i republiken. Instruktør skulle Lotte Svendsen være og blandt de medvirkende var journalisten Georg Metz og Enhedslistepolitikeren Johanne Schmidt-Nielsen blevet udvalgt. Men inden kalenderen blev realiseret, blev den taget af tapetet af DRs ledelse. I første omgang med en begrundelse, der pegede på manglende kvalitet i projektet. Men instruktør Lotte Svendsen reagerede med at hævde, at det snarere drejede sig om, at castingen af Metz og Schmidt-Nielsen blev opfattet af DR-ledelsen som “for venstredrejet”.

Nu er så DRs modspiller TV2 kommet i besiddelse af en mail, der bekræfter, at Lotte Svendsen har ret i sit synspunkt, at nedlæggelsen af julekalenderen skyldes DR-ledelsens frygt for “venstredrejning”. Af alle medier så er det selveste Berlingske Tidende, der bringer mailen i sin helhed:

Sendt: 14. november 2017 17:42

Til: Johanne Schmidt Nielsen <Johanne.Schmidt.Nielsen@ft.dk>

Emne: SV: SV: Dr Radiosatire om Kongehuset til P1

Kære Johanne.

Vi er desværre blevet ramt af en redaktionel frygt for at ende i et DR stormvejr over »Røde lejesvende,« som det skete på Historien om Danmark.

Da vi har både dig og Georg Metz på synes de høje herrer herude pludseligt, at det er for risikabelt med to så markante stemmer fra venstrefløjen. Så vi er blevet bedt om at tage en af jer ud. Da Georg Metz er med hele vejen som fortæller har vi besluttet at det vil give bedst mening at tage dig ud.

Vi har besluttet for ikke at træde nogen over tæerne eller lægge kugler i geværet at erstatte dig med en embedsmand. Visse steder bliver det til en politimand. Tror vi..

Jeg er ked af at det er blevet sådan her og især at du har spildt din tid på noget der så ikke bliver til noget. Det havde været sjovere med dig som præsident..

Man behøver ikke at være nogen garvet tekstlæser for at kunne se, at der er tale om regulær censur, hvor DR af frygt for et politisk “stormvejr” giver kast på sin egen redaktionelle ret (“Det havde været sjovere med dig…”) og dermed lægger sig fladt på maven for de borgerlige kritikere. Bedre bliver det ikke af, at Johanne Schmidt-Nielsen efterfølgende bliver taget af kalenderen og udtrykker bekymring vedr. DRs motiver – og at DR-ledelsen, repræsenteret af DR-kulturdirektør Tine Smedegaard Andersen, over for TV 2 fastholder, at beslutningen om at droppe julekalenderen helt er sket “uden politiske hensyn”. Smedegaard Andersen citeres for at sige: »Jeg vil gerne slå fast, at DR skal være et uafhængigt medie, hvor der skal være plads til både kunst, satire og journalistik, og hvor vi ikke tager politiske hensyn til det, vi publicerer«.

Som sagen er fremstillet af TV 2 og Berlingeren, så er der ingen tvivl om, at DR netop i denne sag giver køb på sin “uafhængighed” og forsøger at undgå et ideologisk slagsmål. Hvis man virkelig mente det med uafhængigheden, så ville man ikke forsøge at undgå et politisk stormvejr, men netop insistere på sin ret til også at bringe noget, der ikke falder i borgerlige politikeres smag. Det er det uafhængigheden og public service blandt andet handler om. Det ville klæde Smedegaard Larsen og den samlede ledelse i DR, hvis man rankede ryggen og stod ved det, man formelt mener. Men måske ligger der en anden frygt gemt bag ledelsens kluntede manøvre i denne pinlige sag!? Nemlig de forestående forhandlinger om et nyt medieforlig, hvor DRs økonomi og status endnu engang vil blive genstand for politisk drøftelse i en regering, der bestemt ikke kan beskyldes for at tækkes de venstreorienterede.

Kommune- og regionsrådvalgene er overstået, selv om der er et par hængepartier. Og jeg stemte på Enhedslisten, fordi partiet er det eneste parti, der har elementer af et socialistisk idegrundlag i sit partiprogram og derfor peger ud over de eksisterende økonomiske og kulturelle tilstande i Danmark. Men det betyder ikke, at jeg ikke har været i tvivl om, hvor jeg skulle sætte mine kryds. For jeg har mine tvivl vedrørende Enhedslistens “revolutionære potentiale” (lad os kalde det sådan for en kortheds skyd og ikke for at starte debatten om, hvad “revolution” kan tænkes at være for en størrelse). Med andre ord: Er Enhedslisten et parti, der vil afskaffe det eksisterende borgerligt-liberalistiske “demokrati”? Er det et parti, der vil et radikalt andet samfund?

Min tvivl er blevet bekræftet de seneste dage af partiets handlinger. For det første har EL stemt for en ny finansieringsmodel for universitetsuddannelserne. En model, der på papiret skal gøre op med den forhadte fremdriftsreforms værste effekter. Og for en overfladisk betragtning sker det også, idet den nye model   arbejder med et grundtilskud til uddannelserne, hvor uddannelserne får et vist grundtilskud pr. studerende. Dog med en række spidsfindige betingelser, der stadigvæk håndhæver fremdriftsideen (at de unge ikke skal blive hængende for længe på studierne og se at blive færdig på normeret tid). Dertil kommer, at en del at tilskuddet også er betinget af, at de nyuddannede unge hurtigst muligt kommer ud i et arbejde, som deres uddannelse berettiger til.

Efter sigende har EL sammen med alle de andre partier stemt for denne reform, som Venstres Søren Pind med tydelig tilfredshed præsenterede for offentligheden i går.

Men, hvorfor skulle EL ikke stemme for sådan en “forbedring”? Det skulle partiet ikke, fordi reformen især vil komme til at gå ud over fag, der traditionelt har haft svært ved at finde afsætning for deres kandidater på det såkaldte arbejdsmarked, der i den herskende politiske konjunktur især er det private arbejdsmarked. Enhver, der har fulgt med i universiteternes historie gennem de seneste fire-fem årtier vil vide, at taberne ved denne reform typisk vil være de såkaldte “humanistiske” fag. Det blev understreget forleden, hvor Magisterforeningen råbte vagt i gevær, fordi universiteterne lukker små sprogfag, fordi de ikke er rentable. Men truslen gælder gnerelt fag, der beskæftiger sig med det “humane” bredt, sprogfag, kulturfag osv. Til gengæld vil de fag, der altid har været efterspurgt i erhvervslivet – teknisk-videnskabelige fag, økonomi, jura, handelsfag m.fl. – have en chance for at overleve på de nye vilkår. Fag, der er skræddersyede til at støtte og udvikle det bestående samfund med dets liberalistisk-kapitalistiske økonomiske system.

Peger det ud over det bestående at stemme for  sådan en reform? Det synes jeg ikke det gør, og jeg synes, EL burde have holdt sig for gode til at stemme for, ud fra et princip om, at det er bedre ikke at stemme for eller stemme imod i stedet for at stemme for noget dårligt. Hvorfor gjorde partiet det så? Jeg har ikke hørt eller læst om bevæggrundene, men formoder, at EL er blevet fanget af den parlamentariske logik, der hersker på tinge, nemlig at man stemmer for det, man tror er godt for fællesskabet, og imod det, man tror ikke er det.

Sagen om den nye uddannelsesreform handler for mig at se om Enhedslistens misforståede tro på de borgerligt-parlamentariske systems muligheder. Et eller andet sted, tror jeg, hersker der en tro på, at vi kan lave om på de herskende forhold, inden for de eksisterende politiske rammer (en gammel debat, også i Enhedslistens historie). En dag vil vi have et flertal, der kan afskaffe det borgerlige demokrati og samfund. Men jeg tror, at EL er gået i den ideologiske fælle, der består i, at man i ord hylder et andet samfund, men i gerning bekræfter det bestående – igen og igen. Hvor galt den strategi kan gå, kan man se på Socialistisk Folkeparti, der kom i regering med Socialdemokratiet og lavede alskens rævestreger i det beståendes interesse.

Et andet eksempel af nyeste dato er kampen om borgmesterposter i København. Partiet havde mulighed for at gå efter posten som borgmester for beskæftigelse – en post, der vil have stor betydning for  byens udsatte mennesker – men valgte af taktiske grunde at satse på posten som teknik- og miljøborgmester. Og partiet ville angiveligt ikke diskutere valget med repræsentanter for Jobcentrets Ofre og Næstehjælperne, organisationer, der – som navne antyder – kæmper for bedre forhold for de udsatte. Læs Lars Henrik Carlskovs indlæg i Facebook.

Det, man – jeg! – kan frygte er, at Enhedslisten med sine taktiske og pragmatiske handlinger langsomt med sikkert  bevæger sig i retning af det herskende politiske spektrums “midte”, det “sorte hul”, der lader idégrundlaget implodere til fordel for en samfundsbevarende konsensuspolitik. Der er mange andre elementer i Enhedslistens praktiske handlen og gøren, der peger i den retning, men indtil videre vil jeg lade de to eksempler stå alene.