Indlæg tagget med tanke

Om jobs

15. januar 2009

Et job burde være som et par gamle cowboybukser, der passer en som en anden ham…

Slavoj Zizeks hemmelighed

13. oktober 2008

“Tell us a secret.

Communism will win.”

citeret efter The Guardians interview med psykoanalytikeren og filosoffen Slavoj Zizek.. (tak til Bo for linket)

Tanker fra notesbogen

6. maj 2008

I denne her politiske og kulturelle konjunktur gælder det om at bevare optimismen – og det lyse sind.

Besværgelse: Bedst som jeg har lagt underviserrollen fra mig, dukker den op igen for fuld styrke. Skæbne? Nemesis?

Det kan godt være, at fois gras er eftertragtet, men lige nu vil jeg hellere have et stykke godt rugbrød med god spegepølse og et par løgringe.
Livet er som en scene: Du kommer ind fra mørket og går ud i mørket igen. Set fra projektørlyset.

Ordet “tænketank”: Jeg tænker, at tænketank er udtryk for tankeløs tank(e)indspærring.

Poesi er en indgriben i sproget.

Sproget er ̴get Рog ̴gets afkast(ning).

(fortsættes engang, mÃ¥ske…)

Krig og fred

25. april 2008

Mennesket kan ikke klare sig uden konflikter. Strid. Tvist. Polemos. En tør konstatering. Baseret pÃ¥ historiens vidnedsbyrd. Men kunne vi ikke civiliserede kampene, konflikterne, krigene – lidt? Jeg mener, vi har jo haft Ã¥rhundreder til det? Tænk sig, hvis man globalt kunne vedtage, at krige skulle udkæmpes som kampsport eller spil. Israel og palæstinenserne spille skak?! Irakkerne mølle eller dam? Tibetanerne og kineserne…

Fra Des til Dus

25. marts 2008

Jeg er gammel nok til at huske dengang, hvor man begyndte at holde op med at sige “De” til folk. I første omgang – og klarest i erindringen – stÃ¥r processen i skolen. Overgangen fra at sige Du i stedet for De til lærerne. Jeg kan huske, at jeg allerede dengang fandt det svært at sige Du til visse voksne personer. Og stadigvæk – den dag i dag – skal jeg tage mig i nakken, nÃ¥r jeg skal (vil?) sige Du til ældre mennesker med en vis personlig pondus.
Det var en lille forskydning af omgangsformerne, der skete dengang i de tidlige tressere. Et friere kulturelt klima var pÃ¥ vej. Og der blæste forandringsvinde i sæder og skikke. Frigørelsen, der allerede var udkastet som en mulighed i halvtredserne (i hvert fald i pædagogikken med dogmet om “fri opdragelse”, som min tante, børnehavepædagogen, praktiserede med vekslende held…).
Dengang oplevede jeg det vist mest som et fremskridt, men siden er jeg kommet mere i tvivl. Måske har frigørelsen også haft nogle omkostninger? Måske har frigørelsen også indebåret, at nogle ting er blevet smidt ud med badevandet? Jeg tænker på den respekt for andre, man kan udtrykke gennem omgangsformerne. Fx respekt for voksne mennesker med livserfaring og -visdom. Hvor er respekten for andre mennesker blevet af i frigørelsens navn? Den er skrumpet ind i hvert fald. Du.

En MÃ¥ske i Ã…rhus

19. marts 2008

Jeg tror, vi skal bygge en MÃ¥ske i Ã…rhus. Et bygning med et stort tÃ¥rn, der rager op over alle de prestigebyggerier, som man pønser pÃ¥ at bygge i den jyske hovedstad. Højt og iøjnefaldende skal den være. Man skal kunne se den pÃ¥ lang afstand, nÃ¥r man kommer kørende eller sejlende til staden. MÃ¥skeen skal være for alle dem, der tillader sig at tvivle og være skeptiske. Tvivle pÃ¥ religionernes nytte, videnskabens udsagnskraft, politikens evne til at gøre verden bedre. Ja, i det hele taget dem, der klør sig i nakken og hÃ¥ret, nÃ¥r de Ã¥bner for tv eller læse i avisen. For alle dem, der bliver ved med at sætte spørgsmÃ¥lstegn ved alt – ikke mindst indgroede sandheder og nedgroede selvfølgeligheder, nedslidte dogmer og tørre ortodoksier. AltsÃ¥: alle Spørge-Jørgenerne, som ikke tog skade af den endefuld, de fik i deres barndom, men fortsatte med at spørge: Hvorfor det? Hvordan det? Hvorfor dit og dat?
Fra det skinnende blÃ¥ tÃ¥rn kan disse tvivlere sÃ¥ kunne kigge ud over byen og det tilstødende land og undre sig over verdens udformning og verdens gang. Der vil være kiggerter med møntindkast til rÃ¥dighed. Ellers skal der være mulighed for at folk kan gÃ¥ afsides til smÃ¥ og større rum, hvor de kan fÃ¥ ro til eftertanke og fordybelse. MÃ¥ske skal der ogsÃ¥ være et bibliotek med tvivlsom litteratur og dubiøse medier…

Hans Jørgen Schanz fylder 60

2. februar 2008

PÃ¥ min bogreol stÃ¥r et eksemplar af bogen Til rekonstruktion af kritikken af den politiske økonomis omfangslogiske status. Idéhistorikeren Hans Jørgen Schanz’ magisterkonferens. Den udkom det Ã¥r, jeg som grøn student begyndte pÃ¥ universitetet. I 1973. Og den blev hurtigt et centralt værk – eller rettere: det centrale værk – i det der siden hen blev kaldt “universitetsmarxismen” og “kapitallogikken”. Det var hÃ¥rd læsekost for en uprøvet studenterhjerne som min. Lidt hjalp det dog, at Jørgen K. Bukdahl havde skrevet et længere efterord, hvor han ‘oversatte’ den lange titel til forstÃ¥eligt dansk og ikke uden humor forklarede, hvad Schanz ville med sin konferens.
I dagens Information kan man læse en længere artikel om Schanz, der fylder 60. Slagtersønnen fra Als er stadigvæk på institut for idéhistorie, hvor han er professor og forelæser for nye generationer af idéhistorikere. Til lykke med dagen.

Lingeriets filosofi

1. februar 2008

DR-Nyheder bringer en rigtig journalist-nyhed. Man har opdaget, at en cand. mag i filosofi og historie fra Syddansk Universitet har kastet sig over et spørgsmÃ¥l, som mange mænd gennem tiden har undret sig over: Hvorfor kvinder gør sÃ¥ meget ud af deres inderste beklædning (underforstÃ¥et: NÃ¥r det nu er forbeholdt nogle fÃ¥ at kigge derpÃ¥, ehem…). Afslørende for den journalistiske tankegang, sÃ¥ hedder det, at ‘det havde de færreste nok gættet’. AltsÃ¥, at man kunne filosofere over sÃ¥dan noget. Men, tillad mig filo(so)f, sÃ¥ er det vel filosoffens fornemste dyd, at undre sig over hvad-som-helst og efterfølgende forsøge at tænke det igennem stringent.
Bortset fra det, sÃ¥ har capac altid syntes, at lingeri er sÃ¥dan et dejligt ord (betyder egl. (bløde) hvidevarer), og sÃ¥ benytter vi anledningen til at bringe et billede af sÃ¥dant. Det siger mÃ¥ske ogsÃ¥ lidt om hvorfor…
Skidt. Vi tager lige et billede mere, nÃ¥r nu vi har Ã¥bnet for posen. Og har man ikke fÃ¥et nok, kan man jo fx besøge det fornemme lingeri-firma Aubade, der giver gratis “forførelseslektioner” (med billeder…). Ehem….

En kværulant

22. oktober 2007

Hos Beologen og Kloge-Ã…gerne i Centeret har man været optaget af en bestemt mand, Emil Bier, der har viet sit liv til at være systemkritiker i allerbredeste forstand. Det gav anledning til mange kloge overvejelser om kritik, uafhængighed og de personlige bevæggrunde m.m. SÃ¥ var det jeg hørte radio i dag – i automobilet forstÃ¥s – hvor kolonihavehusfilosof Arno Victor Nielsen blandt meget andet definerede forskellen pÃ¥ en kværulant og et brokkehoved. Sidstnævnte var en slags dekonstruktivist (brokke betyder egl. at bryde i stykker, brække fra hinanden o. lign.), argumenterende analytiker og kritiker. Medens kværulanten godt kunne have samme funktion – analyse, kritik osv. – men var drevet af en indre kval (lidelse, smerte etc. – kværulere kommer af lat. qvaerulari, der betyder: at beklage sig, klage etc.). To forskellige kritiske stilarter, kunne man mÃ¥ske sige. I hvert fald forekommer Bier mig at tilhøre kategorien: kværulant. Og det er positivt ment…

Forbandet ungdom – Klaus Rifbjerg og Ungdomshuset

14. marts 2007

De sidste nætter har jeg som godnatlæsning læst Klaus Rifbjergs oversættelse af J. D. Sallingers Catcher in the RyeGriberen i rugen (der i den gamle udgave hed: Forbandet Ungdom). Den har en hel del år på bagen, men det slog mig, at den sin alder til trods har meget at fortælle læseren om det at befinde sig i de skelsår, der udgør den forlængede pubertet. En fortælling om emotionel forvirring, identitets- og livsmeningssøgen, rastløshed, kærlighedshunger, selvhad osv.

Og det slår mig, at der midt i al balladen om de unge og deres desperate kamp for at beholde Ungeren, ikke har været megen forståelse for, hvad det vil sige at være ung. Og med to af slagsen i familien skal jeg hilse at sige, at det sandelig ikke er blevet nemmere, end da jeg selv var ung i tresserne og halvfjerdserne. Jo, materielt set. Men ellers ikke.

Valgmulighederne er store – men det samme er forventninger og kravene til de unge, der allerede nede i Folkeskolens mindste klasser skal lave planer for, hvad de vil med deres liv…

Noget andet, som omtalen af sagen om Ungdomshuset har manglet i udpræget grad, er humor. Ganske vist er forløbet med nedrivningen af Ungdomshuset dybt tragisk, men selv i de største tragedier skal der være plads til humoren i en eller anden for som modvægt, modgift, lindring…

Klaus Rifbjerg er inde pÃ¥ det i sin debatartikel Brobizz eller brosten i dagens udgave af Politiken. Hjemvendt fra det store udland oplever han, at han kommer til en by i krigstilstand. Med helikoptorer svævende i timevis over folks hoveder og talrige politibetjente dressed to kill. Han skriver til slut: “Desværre kan hverken Ritt Bjerregaard eller andre besindige mennesker for øjeblikket se, at der er noget som helst komisk i situationen -samtidig med at den er tragisk. At det tragiske element beror pÃ¥ Københavns rÃ¥dhus og i ministerierne og hos politiet, der ellers ikke længe har haft det sÃ¥ sjovt og brugt sÃ¥ mange som lige nu, er en anden historie, men mÃ¥ske alligevel den væsentligste. Demokrati er dialog og bestemt for mit vedkommende uden brosten og bilafbrændinger. Modenhed og intelligens er evnen til at bruge fantasien ved løsning af situationer, der er gÃ¥et i knude. Generøsitet og venlighed, ogsÃ¥ nÃ¥r blodtrykket stiger, er en forudsætning for, at vi alle sammen kan komme videre. Lad derfor de unge være tossede, men tal med dem … og kom sÃ¥ i gang, sÃ¥ det hele kan glide, og den livsform, der er mere profetisk end profitorienteret, kan fÃ¥ lov til at leve videre og slÃ¥ vingerne ud til glæde for alle os fantasiforladte, udtørrede, stamtandede og forbenede gamle nokkehoveder. – Ellers vil jeg mene, at vi faktisk kun fortjener at fÃ¥ den brosten i nakken. EfterhÃ¥nden med risiko for, at vi slet ikke kan mærke den.”

Rifbjerg, der med dette debatindlæg skriver sig ud af rækken af “gamle nokkehoveder” og indskriver andre (fx den af alder unge Martin Geertsen), taler om dialogen som demokratisk princip, men gør samtidig opmærksom pÃ¥, at principper i sig selv ikke er noget værd. Der kræves ogsÃ¥ intelligens, fantasi, generøsitet og venlighed, nÃ¥r problemer skal løses. Uden menneskelighed gÃ¥r det ikke, hvad enten det drejer sig om Ungdomshuset, irakiske flygtninge eller andre problemer. Læs Ribjergs tankevækker. Der er brug for den slags.