Indlæg tagget med tanke

Mikael Rothstein – og mistænkeliggørelsens retorik

12. marts 2007


Jeg har tidligere i denne blog udkastet det synspunkt, at “sagen” om Ungdomshuset blandt meget andet kunne anskues som en episode i en fortsat kulturkamp, der dybest set drejer sig om, hvilket samfund vi vil have? En kulturkamp, der i andre sammenhænge har været tematiseret som Opgøret med 1970’erne og de værdisæt, dette Ã¥rti menes at repræsentere.
Hvis man skulle være i tvivl om rigtigheden af dette synspunkt, så får man det bekræftet ved læsningen af en leder i dagbladet Jyllands-Posten fra den 10.marts.
Lederen “En røst fra fortiden” drejer sig om religionsforskeren og universitetslæreren Mikael Rothstein, der har fÃ¥et en klagesag pÃ¥ halsen, fordi han har angiveligt skulle have opfordret sine studerende til at deltage i demonstrationen til fordel for Ungdomshuset. Hans “forsyndelse” bestÃ¥r i at have tilkendegivet sine holdninger i en undervisningssammenhæng.

Jyllands-Postens leder er et vaskeægte stykke mistænkeliggørelsesretorik. Et retorisk lærestykke i, hvordan man – uden for alvor at gÃ¥ ind pÃ¥ indholdet af mandens tanker og argumenter – diskvalificerer og umuliggør ham ved simple retoriske greb. Grebet bestÃ¥r i sin enkelhed i at fremstille Rothstein som en potentiel farlig, samfundsskadelig anakronisme.
Rothstein beskrives som en person, der fremtræder og agerer som et moderne menneske; men i virkeligheden er et levn fra fortiden (dvs. de skrækkelige marxistiske halvfjerdsere): “SELV OM religionsforskeren Mikael Rothstein er en moderne mand, som vistnok ynder at følge med tidens tendenser, er det alligevel som at høre en røst fra fortiden, nÃ¥r han Ã¥bner munden.” At være en røst fra fortiden kan være uskyldigt nok i sig selv. Men i næste ombæring sætter mistænkeliggørelsens retorik trumf pÃ¥: “Det er et rent ekko fra 1970ernes universitetsmiljø, hvor de med de rigtige holdninger talte om værdirelativisme og repressiv tolerance, mens de hyldede massemorderen Mao Tse Tung, som han hed dengang“. Understregningerne er mine.
Det retoriske fif bestÃ¥r i at insinuere, at Mikael Rothstein pÃ¥ en eller anden mÃ¥de bag om de akademiske fraser (“værdirelativisme”, “repressiv tolerance” etc.) stÃ¥r i ledtog med Mao-sympatisørerne i halvfjerdserne. Med maoisterne. AltsÃ¥ med en sammenhæng, hvorfra blandt andet Blekingegadebandens medlemmer rekrutteredes…
Hensigten med mistænkeliggørelsen er alt andet end uskyldig. Uden at sige det direkte, taler lederen for en fjernelse af Rothstein som underviser, idet den i det efterfølgende sætter lighedstegn mellem faglighed, professionalisme og – holdningsløshed. Rothstein er uprofessionel, fordi han har tilkendegivet sine holdninger ergo…
Læs selv lederen. Den burde indgÃ¥ i enhver grundbog i journalistik og retorik som skræmmeeksempel pÃ¥, hvordan man snigløber en politisk modstander i stedet for at gÃ¥ i dialog med vedkommende. Og den er en illustration af – som jeg indledningsvis skrev – at sagen om Ungdomshuset er et led i en fortsat kulturkamp.

Bo i Jiggly Room gjorde mig opmærksom på denne leder.

Opdatering: I det hele taget fortjener mediernes rolle i hele sagen med Ungdomshuset at blive udsat for en “uvildig undersøgelse” af medieeksperter pÃ¥ universiteterne. Har de givet en nuanceret billede af, hvad der er sket? Se Anjas indlæg – og læs de henvisninger der er i hendes artikel.

Opdatering: Jeg vil gerne henvise til Carsten Fogh Nielsens kommentarer om demokrati, der er skrevet i forlængelse af diskussionerne i denne blog.

The World is’nt fair – apropos nedrivningen af Ungeren

5. marts 2007

When Karl Marx was a boy
he took a hard look around
He saw people were starving all over the place
while others were painting the town
The public spirited boy
became a public spirited man
So he worked very hard and he read everything
until he came up with a plan

There’ll be no exploitation
of the worker or his kin
No discrimination ’cause of the color of your
skin
No more private property
It would not be allowed
No one could rise too high
No one could sink too low
or go under completely like some we all know

If Marx were living today
he’d be rolling around in his grave
And if I had him here in my mansion on the hill
I’d tell him a story t’would give his old heart
a chill
It’s something that happened to me
I’d say, Karl I recently stumbled
into a new family
with two little children in school
where all little children should be
I went to the orientation
All the young mommies were there
Karl, you never have seen such a glorious sight
as these beautiful women arrayed for the night
just like countesses, empresses, movie stars and
queens
And they’d come there with men much like me
Froggish men, unpleasant to see
Were you to kiss one, Karl
Nary a prince would there be

Oh Karl the world isn’t fair
It isn’t and never will be
They tried out your plan
It brought misery instead
If you’d seen how they worked it
you’d be glad you were dead
just like I’m glad I’m living in the land of the
free
where the rich just get richer
and the poor you don’t ever have to see
It would depress us, Karl
Because we care
that the world still isn’t fair
—-
Dagens tekst er af Randy Newman

Isslag og islag

24. februar 2007

Frøknen og jeg diskuterer, hvad isslag og islag er. Diskuterer er mÃ¥ske sÃ¥ meget sagt, for inden jeg fÃ¥r mælet et eneste ord, kommer beskeden: Du skal ikke sige noget, jeg vil selv slÃ¥ det op! Hun hader, nÃ¥r lærerfar vil forklare og uddybe i detaljer; og i øvrigt har hun lært (af samme lærerfar) at slÃ¥ op i en ordbog. Men forklaringen erstatter et spørgsmÃ¥let med et andet: Hvad er underkøling? Jeg udfritter hende: hvad betyder det sÃ¥, hva’? Det ender med, at jeg slÃ¥r ordet op i en gammel udgave af Nudansk Ordbog, der giver en forstÃ¥elig forklaring pÃ¥ godt gedigent dansk. Og sÃ¥ undrer lærerfar sig over ordbøgernes udvikling…

Vreden…

21. januar 2007

“Vreden, Gudinde! besyng, som greb Peleiden Achilleus/ Rædsomt, og Qvaler i tusinde Tal Achaierne voldte…”. Mangen en sproglig student vil sikkert ihukomme Christian Wilsters indledende sætninger af Iliaden. Ordene og rytmen dukker op i min hjerne under læsningen af en klumme i Information. Klummen er forfattet af Klaus Lynggaard, Informations musikanmelder, som jeg altid læser med fornøjelse, selv om jeg ikke altid er enig med ham. Men det ville jo heller ikke være sjovt, hvis det var sÃ¥dan. Klummen handler ikke om musik, men om, hvordan Klaus og fruen har set sig nødsaget til at flytte fra det centrale København og ud af byen. Fordi de oplever en stigende aggressivitet og hensynsløshed fra deres tidligere medborgere i storbyen. Det gælder køen i supermarkedet, hvor intet skal til for at fÃ¥ folk til at eksplodere i eder, forbandelser og trusler. Det gælder i trafikken, hvor trafikanter af alle slags udviser en kamikazeagtig hensynsløshed. Fodgængere fÃ¥r fuckfingeren eller et verbalt overfald, hvis de ikke flytter sig for cyklisterne – pÃ¥ fortovet. Og i den dur. Det seneste eksempel, og drÃ¥ben, der fik bægeret til at flyde over, er, at Klaus med nød og næppe slipper for at blive maltrakteret af et baseballbat, fordi han havde bedt en anden bilist om at passere sig pÃ¥ en mindre vej. Manden havde medbragt baseballbattet – just in case
Læsningen af klummen er forstemmende, for den bekræfter det indtryk, jeg længe har haft og tidlgere har været inde pÃ¥: At der er tale om en udbredt og stigende hensynsløshed i de sociale relationer. Man oplever det hele tiden i trafikken, der er et godt parameter for samfundets “sammenhængskraft” i det hele taget. Og man oplever det andre steder, hvor mange mennesker skal være sammen. Udsalgskøer, indkøbskøer osv.
Jeg kender en del mennesker, der arbejder inden for feltet “kundeservice” i private og offentlige organisationer. OgsÃ¥ de oplever, at folk bliver mere og mere grove, hensynsløse, truende osv. Flere fÃ¥r hemmelig adresse og telefonnummer af samme grund. Eller stopper helt med at udføre deres arbejde – eller bliver syge af det…
Personligt tror jeg, at det er prisen for et økonomisk system, der i den grad sætter den personlige vinding i højsædet. Enhver skal sørge for sig selv, rage til sig og så kan fanden tage de sidste. Det er bagsiden af den nyliberalistiske mønt, der med tyrkertro vil gøre den individualistiske (=egoistiske) stræben efter rigdom til den saliggørende drivkraft i samfundet. Derfor kan man læse i aviserne, at de rige hytter deres eget skind og holder sig til deres egne ghettoer. Så kan de hjemløse og andre på samfundets B-, C- og D-hold sejle deres egen sø. De kan jo bare tage skeen i den anden hånd, ikke? Enhver er sin egen lykkes smed, ikke? Bliv avisbud og end som millionær, ikke?

Opdatering: Netop som man – foranledigt af filosoffen Carsten – har genfundet sin kulturoptimisme, smider Lars et indlæg med et link om danskernes manglende solidaritet…

Julegavegiveri

26. december 2006

Julen lakker stille og roligt mod enden. Blogbestyreren fik, hvad han ønskede sig allermest: ro og fred i familiens skød. Og vi nÃ¥ede, hvad vi skulle. Endda at komme til julegudstjeneste med pigebarnet, der følger op pÃ¥ sin konfirmationsovervejelser. Far gør sin pligt og gÃ¥r med. Og det var hyggeligt, og kirken var mere end fuld. Flere gik forgæves og mÃ¥tte komme igen senere. Eneste minus var et forfærdeligt orgel, hvis lyd lÃ¥ et sted mellem en legetøjsplastikorgel fra BR og et opbremsende godstog pÃ¥ Kolding banegÃ¥rd. Præsten prædikede om den egentlige julegave: kærligheden. Det, jeg ønsker mig allermest, er en julenat med dig, citerede hun Brd. Olsen for. Jeg var ikke helt sikker pÃ¥, hvad Noller og co. havde i tankerne. Men det var nok noget med julelege…
Og julegaver blev uddelt med rund hÃ¥nd. Som Fruen sagde: Det er mange Ã¥r siden, jeg har fÃ¥et sÃ¥ mange gaver. Og nÃ¥r hun siger det…
Som bekendt er det ikke gavens materielle værdi, der er afgørende, men tanken bag. Derfor fik nedenstÃ¥ende gave fra min datter straks en høj prioritet. Hun ved, at Gravhunden betyder lige sÃ¥ meget for hende selv som for mig. Og hendes opfindsomhed tager jeg hatten af over for. Gravhunden var i øvrigt den, der fik flest gaver – fra datteren. Det blev bÃ¥de til et all-weather-dækken, gør-det-selv-hundekiks til bagning i ovnen, diverse gnaveting, en pose til hundeposer og godter pÃ¥ gÃ¥turen (som blogbestyreren formodentlig skal bære rundt pÃ¥) osv.

Dachshundkop