Indlæg tagget med teater

‘WE’ – en teaterforestilling på Studenterscenen i København i 1967 med orkestret The Maxwells

20. maj 2016

Takket være Alrunen, Niels Schwalbe og Arne Würgler kan jeg her vise en gammel optagelse fra 1967 med glimt af det fortræffelige orkester The Maxwells. Optagelsen er en videokopi af en gammel 16mm film og består af spredte optagelser fra datidens prøver til forestillingen “We”. Et lille stykke kulturhistorie.

Opdatering 13/8/2020: Siden dengang har jeg været i kontalt med Niels Schwalbe, der i en mail fortæller om filmens tilblivelse: “We var mit første spæde forsøg på at lave en ‘rigtig’ lille dokumentarfilm, men eftersom råfilm, fremkaldelse, lydmix, klipning og sluttelig en færdig standardkopi med lydspor var en bekostelig affære, er hver en meter der blev optaget brugt”. Det gør jo ikke filmen mindre interessant (snarere tværtimod), og det burde måske give unge kreative talenter med Iphone i lommen noget at tænke over!?

The Rocky Horror Picture Show – 40 år

29. december 2015

Den groteske komedie The Rocky Horror Picture Show med den gode skuespiller og fremragende sanger Tim Curry i hovedrollen som Frank-N-Furter og Susan Sarandon som en af hans bly ofre runder 40 år i år. Filmen, der er baseret på et teaterstykke, blev ikke nogen blockbuster, men derimod et kulttilløbsstykke. Jeg husker endnu tydeligt, da jeg så den – stærk tilskyndet af en begejstret vendinde – i Øst for Paradis, i selskab med flere kændisser fra teaterverdenen. Med sin blanding af rock’n roll, horror,  komik, transseksualitet og kabaretudstyrsstykke faldt filmen på et tørt sted der i de lidt gråmelerede sluthalvfjerdsere. Det er en film, der hører med i enhver rockinteresserets dannelse.  Og Tim Curry – som jeg så på tv i går i en halvdårlig amerikansk komedie – overbeviste mig om, at der var en sanger af format, som aldrig rigtig fik den opmærksomhed, han havde fortjent. Jeg købte siden et par af hans soloalbum.

Capac anbefaler: Lotte Andersen – Radiumusic

16. maj 2015

Her i bloggen har vi stødt på Lotte Andersen i forbindelse med hendes optræden i Aarhus Teaters opførelse af Sondheim-musicalen “Sweeny Todd” og Beatles-teaterkoncerten “Come Together“. Og nu er Lotte Andersen så aktuel med et nyt album, hvor hun dyrker sangerinden Lotte Andersen. Radiumusic hedder pladen, der er kommet i stand i et samarbejde med tekstforfatteren Neill Cardinal Furio, komponisten Søren Møller og electronica-kunstneren Spejderrobot.

Der er tale om en slags concept-album, idet Furios tekstunivers kredser om naturvidenskabelige temaer som radioaktivitet, røntgen, kvantefysik og lignende epokegørende opdagelser. Sangene fremstår som små historier og dialoger, og det er med til at give det samlede udtryk en dramatisk, ja teatralsk, karakter. Det passer godt til Lotte Andersens teaterskolede sangstemme, der bevæger sig mellem det reciterende – som f.eks. i sangen “Serpentine dance” – og regulær, kraftfuld sang (også i samme sang som eksempel). Ja, undervejs kan man godt forestille sig, at Radiumusic kunne resultere i en eller anden form for teaterkoncert. Ja, det ville være oplagt, for det er netop i kraft af at befinde sig i interferensfeltet mellem teateret på den ene side og moderne populærmusik på den anden side, at dette album udmærker sig og gør krav på lytternes opmærksomhed.

I pressematerialet til pladen kaldder man musikken for pop noir. Og der er da også noget mørk og alvorligt over musikken, hvilket selvfølgelig hænger sammen med teksternes tematiske seriøsitet. Og der er popvellyd, men især den slags pop, vi netop har oplevet i mange af de såkaldte teaterkoncerter. Pop, der er alvorlig, melankolsk og mørk, fordi den bærer tekstuniverser, der er lige netop det.

Man kunne også beskrive det på den måde, at Lotte Andersen, Søren Møller, Neill Cardinal Furio og Spejderrobot er lykkedes med at lave et voksent popalbum for de lyttere, der gerne vil have lidt til både hjernen og kroppen. Lidt at tænke over og tygge på, og lidt at synge med på og måske også danse lidt rundt til. Som sådan anbefaler jeg pladen.

Lotte Andersen. Radiumusic. Er udkommet.

 

Sweeny Todd – århus Teater

5. april 2011

Teateret er ikke en kunstform, jeg har dyrket ret meget i mit liv. Og jeg kan ikke blive enig med mig selv, om det skyldes lutter tilfældigheder, dovenskab eller et halvbevidst fravalg ud fra princippet om, at man ikke kan nå alt her i livet. Ikke desto mindre har jeg set nogle fremragende stykker undervejs og har nydt det hver eneste gang.

I går aftes gjorde nogle ægteskabelige omstændigheder, at jeg var inde og se århus Teaters opsætning af Stephen Sondheims musical Sweeney Todd, The Demon Barber of Fleet Street over Christopher Bonds teaterstykke fra 1973 (med musik og tekster af Sondheim selv og manus af Hugh Wheeler). Som dirigent Mikkel Rønnow fortalte indledningsvist, så skyldes den danske opsætning især, at stykket for nogle år siden blev filmatiseret med Johnny Depp i hovedrollen som barberen fra Fleet Street. Tidligere har der ikke været den store interesse for stykket – eller for Sondheim i det hele taget. Det sidste hænger nok sammen med, som Rønnow også var inde på, at Sondheim til forskel fra sin engelske pendant Andrew Lloyd Webber ikke har excelleret i musicals med indlagte popsange (bortset fra ‘Send in the Clowns’), men har satset på at skrive kompleks musicalmusik, hvor musik og sangtekster gensidigt understøttede og fremhævede hinanden. Svagheden ved denne tilgang er nok, at publikum ikke kan huske ret meget af musikken, når de forlader salen. Til gengæld er det en stor og bevægende oplevelse, medens det står på. Musikken følger den enkelte karakter og den enkelte situation og fremhæver deres karakteristika og stemning på sublim vis.

Med Tim Burtons grumt-smukke filmatisering i baghovedet var jeg lidt spændt på at se, hvordan teateret ville omsætte den kulørte historie til scenen. Hvor filmkunsten i dag ikke længere behøver at overlade ret meget til tilskuerens fantasi – det skal computerteknologien nok sørge for – så skal teateret stadigvæk, og heldigvis for det, skabe illusioner, der kan få publikums fantasi til at arbejde med.

Og det lykkedes til fulde i stykket. Fx flytter skuespillere og sangere rundt på scenografiens byggeri, medens de fremfører deres sangstykker. Man registerer det, men det falder helt naturligt ind i forestillingens forløb. Med i og for sig ganske enkle midler lykkes det for den århusianske opsætning at skabe troværdige illusioner om byliv, barbersalon, tærtebutik, sommerfantasi, galehus osv. osv. Et overdimensioneret tågehorn og lidt animeret grafik med sorte måger er nok til at hensætte tilskueren i et stemning af sejlads på de store have og havnemiljø.

Rollerne er også godt besat. Flemming Enevold synger kraftfuldt og godt og er fint castet i rollen som den martrede barber, der vender hjem efter 15 års forvisning til slavearbejde i Australien for at tage en grusom hævn. Lotte Andersen er lige så velvalgt som det muntre, lattervækkende, snu kvindelige modstykke til Sweeny Todd. Sammen udgør de stykkets dramatiske kerne eller krumtap. Men de ville være ladt i stikken, hvis ikke de var omgærdet af et hold af rigtig gode, skolede sangere. Koret gjorde indtryk, når de med kraft og saft sang igennem som kommentatorer til slagets gang på scenen. Den unge Frederikke Kampman lyste med sin smukke tenor i rollen som den indespærrede datter Joanna. Jesper Brun-Jensen gjorde med sin kælderdybe stemme den onde dommer Turpin endnu mere mørk end godt er. Xenia Lach-Nielsen fik desperationen, galskaben og lidenskaben til at skrige ud af Tigger-kvinden, der viser sig at være Todds forsvundne elskede. Og så videre.

De eneste anker, jeg har mod forestillingen er, at det undertiden var lidt svært at høre, hvad nogle af aktørerne sang. Og så, at sæderne i teateret godt kunne være polstret lidt bedre…

Men – en vellykket teaterforestilling fra århus Teater, som fortjener at gå for fulde huse. Til lykke.

Jomfru Ane Band – Hej igen!

17. marts 2011

I følge pressen er dagen i dag afgørende for, hvor alvorlig katastrofen omkring det japanske a-kraftværk ved Fukushima vil udvikle sig. Som om det var alvorligt nok, som det allerede har udviklet sig.

Den menneskeskabte katastrofe i Japan – for det er jo ikke tsnumamien, der har placeret atomkraftværker i et notorisk jordskælvs- og tsunamiområde, vel? – har fået denne nostalgiske bloggerskrivekugle til at søge tilbage til halvfjerdserne, hvor modstanden mod a-kraften var massiv og kritikken af det vækstfikserede samfund, der gjorde kerneenergien attraktiv, var selvfølgelig. A-kraftmodstanden satte sig tydelige spor i de politiske diskurser, men også i poppens og rockens lyriske univers. Fx hos Jomfru Ane Band.

Jomfru Ane Band var på sæt og vis et atypisk rockband, der opstod som en slags biprodukt af Jomfru Ane Teaterets aktiviteter i ålborg i halvfjerdserne. Det lille alternative teater, som blev dannet helt tilbage i 1963, fik helt i pagt med tidsånden kollektiv ledelse i 1973, og kollektivet bestod af de personer, der kom til at udgøre bandet: søstrene Sanne og Rebecca Brüel, tekstforfatteren Claus Flygare, Carsten Bang, Brian Sørensen, Niels Andersen, Bo Samuelsen og Leo “Gasser” Larsen.

Teatertruppen var – som fx Røde Mor – et element i den mangfoldige, antiautoritære kulturelle strømning, der udfoldede sig i mange kunstarter i de år. Teater, musik og happenings. Og så videre. Ud over teaterstykker som fx “Atomslagstykket – de hellige køer og den sidste olie” og “Asfaltballet” var de med i Solvognens berømt-berygtede indianeroptræden Rebild Bakker og samme gruppes Natohær, der optrådte på gader i storbyerne.

Den første plade med sangen fra teaterstykkerne kom i 1976 og hed bare “Jomfru Ane”, men blev hurtigt døbt “Brødristeren” på grund af pladeomslaget. Pladen – som fornylig blev genudgivet i boks 3 af Dansk Rock Historie – blev en stor succes. En del af forklaringen var nok, at Jomfru Ane Band i endnu mere udtalt grad end fx Røde Mor og andre af de venstreorienterede rockgrupper forstod at kombinere den apolitiske, kommercielle rockmusiks tæft for smægtende melodier og arrangementer, der kunne tage sigte på hitlisternes mainstreamsegmenter, med professionelle, billeddannende, tankevækkende, til tider poetiske og ikke mindst sangbare tekster, der med skarp kritisk sans og en god portion humor tog fat på de bestående samfunds sociale, økonomiske, politiske og økologiske problemer. Denne lykkelige kombination understreges af, at pladen udkom på det dengang førende polit-pladeselskab, Demos, men var indspillet i Sweet Silence Studioet, som dengang var på alle musikelskeres læber..

Dengang var helt ok at lytte til Jomfru Ane Band, også selv om man ikke var medlem i Kommunistisk Ungdom…

Medens man venter på, at de atomare katastrofe forværres (eller – forhåbentlig – det modsatte..) og på, at Jomfru Ane Band får det boksæt, som gruppen fortjener, kan man passende grave den gamle opsamling fra 2002 frem: Hej du! En fin opsamling, der giver et godt tværsnit af gruppens musikalske udspil, men ikke – som en velredigeret boks ville kunne gøre – sætter sangene ind i deres historiske og teaterhistoriske kontekst. Selv om samlingen har et kongenialt forord af afdøde Ebbe Kløvedal Reich og gode anekdotiske kommentarer fra Claus Flygares hånd, så har rockfilologerne et stykke arbejde foran sig. Man kan også sige, at opsamlingen vægter hitpotentialet højere end det kunstnerisk-ideologiske…

Men genhørt på 30-35 års afstand står Jomfru Ane Bands musik med et respektaftvingende friskhed og vitalitet. Musikken er opfindsom, melodisk powerpoprock, der afleveres med smittende, fortættet energi. Og søstrene Brüels vokaler gør indtryk – akkurat som de gjorde dengang, hvor de også var efterspurgt som backingvokalister. Jomfru Ane Band holder her i 2011.

Lad os så få det bokssæt!

Jomfru Ane Band på tuben…

Helle Virkner er død, 83

10. juni 2009

For os ugebladslæsere kan det ikke komme helt overraskende, at den folkekære skuespillerinde Helle Virkner nu meldes død i en alder af 83. En kræftlidelse har fulgt hende den sidste tid. Alligevel gav det et lille rif i hjertet, da meddelsen dukkede op på skærmen. Selv om Helle Virkner i dag nok især huskes for sine glansroller i Huset på Christianshavn og Matador, så er det altid den unge, smukke, pæne pige fra halvtredsernes og de tidlige tresseres lystspil, der dukker op på min indre skærm. Hvil i fred.

Poeten og Lillemor (1959)

Erindringsglimt i anledning af Gerda Gilboes død

15. april 2009

På teksttv så jeg, at sanger- og skuespillerinden Gerda Gilboe er død i den fremskredne alder af 94 år. Og med et smæk var jeg tilbage i starten af tresserne, hvor min moder havde indkøbt en longplaying-plade med musikken fra den danske opsætning af musicalen My Fair Lady. Hun hørte den rigtig meget på min gamle grønne rejsegrammofon, og jeg kunne ikke undgå at høre de iørefaldende sange af Lerner og Loewe. Mine forældre havde set opsætningen i København og havde endda fået fribilletter, fordi en af de medvirkende – Oswald Helmuth – havde været med min fader ude at sejle på Middelhavet. Jeg havde oven i købet fornøjelsen af at hilse på manden og få hans autograf, som siden forsvandt sporløst.
Jeg kan huske, at man snakkede meget om Gerda Gilboes rolle, fordi hun sprang til og overtog hovedrollen i et stykke, der tegnede til at blive en fiasko, men – med hende i front – blev en succes. Melodierne til “Alfred skal giftes”, “En snegl på vejen” osv. ligger stadigvæk i mit baghoved og dukker nu op igen ved meddelelsen om Gilboes død. Hvil i fred.

Sommer – en status på halvvejen

5. marts 2008

Selv om jeg ikke får set så meget tv for tiden på grund af arbejde, så har jeg dog fulgt med i den danske serie Sommer om lægefamilien af samme symbolladede navn. Og jeg synes, det er en vellykket serie, omend ikke 100% vellykket.
Fortællingen er som et løg. Langsomt, men sikkert, skrælles det ene lag af efter det andet. Fortielser, forglemmelser, sandheder ser dagens lys og forandrer de involveredes liv. Det gælder i forholdet mellem Christian Sommer (Jesper Langberg) selv og hans kone Sophia (Lisbeth Dahl), hvor økonomiske hemmelighedskræmmerier (famøse skibsanparter) og en gammel utroskab ripper op og forandrer de to mennesker og deres indbyrdes forhold. Og det gælder ægteparrets forhold til deres to sønner. Ikke mindst familiens sorte får Adam (Mikael Birkkjær), der både er “offer” for moderens manglende accept tidligt i livet og faderens lægeautoritært begrundede diskvalifikation på grund af en alvorlig fejltagelse tidligt i karrieren, hvor Adam er skyld i et menneskes død. Allerede på dette sted midt i fortællingen mærker man, at Adam nok bliver den, der vokser som person og redder familiens renommé m.m.
I bund og grund er det en lidt gammeldags fortælling om en patriark, der på grund af Alzheimer visner hen og i denne proces sætter en række forvandlinger i gang i familien. Alle bliver berørt af dyret, der ikke vil dø. Også gammeldags i den forstand, at den står i dyb gæld til de klassiske dannelses- og udviklingromaner i sin tankegang. Her er ikke noget postmoderne fortællehalløj.
Som i en god kriminalserie (fx forgængerserien Forbrydelsen) bliver man fastholdt i spænding. Hvad gemmer der sig af potentialer og skjulte ressourcer i disse personer. Elementær fortælleteknik.
Til svaghederne hører, at nogle af personerne mangler dynamik. Det gælder fx og især lægesønnens Jacobs kone (Marie Louise Wille), der fra starten af går rundt og ser splittet ud (fx splittet mellem karriereambitioner og kæresteditto) og ikke kan meget andet. Men indtil videre har hun stået på standby. Måske sker der noget i de kommende afnit, men foreløbig er det en utaknemmelige rolle for Marie Louise Wille. Noget lignende kan man sige om Camilla Bendix’ kogekonerolle Anna, der skal agere Adams udkårne. En vist nok skuffet kvinde, der fra starten af gør sig umulig og opnåelig. Da hun i sidste afsnit pludselig siger ja til at Adam overtager faderens praksis og opfordrer ham til at flytte ind hos sig, så virker det temmelig usandsynligt, set i lyset af hendes tidligere opførsel. Det stereotype gør sig også gældende hos familiens unge pige Lærke (Cecilie Bøcker Rosling), der heller ikke får lov til at folde sig helt ud.
Disse begrænsninger ved nogle af de større biroller hænger muligvis sammen med serieformatet. Der er mange personer i galleriet og relativ kort tid til at folde dem ud. Derfor får nogle af de centrale figurer mere plads end andre. Sådan kunne det hænge sammen. Samme problematik vil man kunne finde i mange romaner.
Det korte af det lange er, at vi har at gøre med en god underholdningsserie, der har noget på hjerte og vil mere end blot underholde. Og det er vi ikke så forvænt med i disse tider, hvor et program som X-faktor er seermagnet. Sommer er en værdig aftager for DRs historiske megasucces Matador og efterlader seeren fortrøstningsfuld med hensyn til fjernsynsmediets fremtid på tv-drama-området. Hvis ikke politikerne da gør drømmene til skamme.
PS. Og så synes jeg, at det musikalske tema er vellykket. Stemningsfuldt og fuld af svanger forventning.

Farvel Bodil!

26. februar 2008

Medierne vil overstrømmes med nyheden om skuespillerinden Bodil Udsens bortgang i en alder af 83. Ingen tvivl om det. Og alt andet ville være upassende, for i årtier har hun raget op på den danske skuespilscene som et fyrtårn af talent, der bredte sig over alle de såkaldt folkelige genrer og de mere krævende ditto. Fløjtetønden Viktoria har lydt for sidste gang, og man vil komme til at savne hendes unikke personlighed i en sammenhæng, der synes at blive mere og mere strømlinet og tømt for originaler, i dette ords allerbedste betydning. Bodil Udsen var aktiv lige til det sidste og vil stå som et forbillede for alle os andre, hun har forladt. Hvil i fred.

Susanne Pleshette er død, 81

22. januar 2008

Skuespillerinden Susanne Pleshette er død 81 år gammel. Når hun skal mindes i denne blog, så er det, fordi hun havde en mindeværdig lille rolle som den smukke brunette, der blev hakket ihjel af fuglene i Hitchcocks film af samme titel. Den trinde Alfred Hitchcock havde som bekendt en stor forkærlighed for blondiner (som han efter sigende havde meget svært ved at holde sine buttede fingre fra…) og derfor var det måske logisk nok, at det var Tippy Hedren, der fik hovedrollen i filmen. Hvem ved om Susanne havde fået den, hvis Alfreds kønpræferencer havde været anderledes?
Trods et indiskutabelt skuespillertalent slog hun aldrig for alvor igennem i filmmediet, men havde til gengæld succes på de skrå Broadway-brædder og – ikke mindst – i tv-mediet. Hvil i fred.
Hitchcock præsenterer sin film på sin sædvanlige humoristiske facon

Dansk TV-dramatik: Sommer

3. januar 2008

Selv om capac ikke får set så meget tv på grund af sit nye arbejde (man skal jo passe sin søvn også), så fik han dog set første afsnit af DR1s nye dramasatsning Sommer. Efter successen med Forbrydelsen var forventningsniveaet lagt lidt vel højt, men – selv om man skal være varsom med at sige noget kategorisk efter første afsnit – så kom den nye serie godt fra start. Et godt anslag. Der blev spillet godt og solidt over hele feltet. Især gjorde Jesper Langberg et overbevisende indtryk som familiepatriarken, der ikke vil eller kan erkende en snigende demens, der sætter hele familien i bevægelse.
Dramaturgisk minder første afsnit lidt om Forbrydelsen, idet afsnittet også væver en række mere eller mindre usynlige handlingstråde ind i den centrale historie om familieoverhovedets fødselsdag. Antydningen af et gammelt feriesidespring på Mallorca. En graviditet, der forties og hvorfor? Osv.
Måske vil det lykkes DR at hive endnu en succes i hus. Det gamle hus fortjener det i disse krisetider. Vi krydser tommeltottene.

Ørkenens sønner – En sang fra de varme lande

21. november 2007

Hvad man være en bedre modgift mod tidens mentale forhudsforsnævring, den forkrampede, nedgroede nypuritanisme og den humorforladte offentlighed end en saltvandsindsprøjtning af d’herrer Søren Pilmark, Asger Reher, Henrik Kofoed og Niels Olsen alias “Ørkenens sønner”?
Måske andre blandt gårsdagens publikummer i den fuldt besatte store sal i det århusianske Musikhus har tænkt det samme!?
Det er ikke første gang capac har haft fornøjelsen af at se de fire spasmagere live, så forventningerne var høje. Mindre blev de ikke af at have set et par af de dvd’er, der er lavet over andre shows. Og indfriet blev de til fulde.
Konceptet er, som det har været fra starten. En række sketches, sangnumre, magiske indslag og filmindslag vævet sammen af en alt andet end troværdig fiktiv ramme (denne gang “de varme lande”, hvilket er alt fra Dr. Livingstones og Tarzans jungle over Karen Blixens afrikanske farm til baren i Casablanca med Humphrey Bogart og Ingrid Dværgman). Varemærket er en rød tråd af frivoliteter, der leveres med afvæbnende humor og stor musikalitet og showmanship. Der skal kunstnerisk overskud til at slippe af med platte sjoferter og brandere, fx den allersidste sang om aldrig mere at sige “pik”! Fisse-fisse-fez-fez!
Hvis man vil give sit frisind lidt ilt og motionere lattermusklerne, så er “En sang fra de varme lande” hermed anbefalet!

Appetitvækker fra et tidligere show: Børnesange à la Ørkenens sønner.

Rock-musicals i tresserne

9. november 2007

I det foregående indlæg strejfede vi lige fænomenet rock-musicals med omtalen af sangen “Aquarius”. Sangen stammer, som anført, fra rock-musicalen “Hair” – eller som dens oprindelige, fulde titel er: Hair – The American Tribal Love-Rock Musical. Og det var netop “Hair”, der satte gang i den bølge af rock-musicals, som med stor succes indtog de vesterlandske teaterscener (og biograflærreder) i årene frem.
Musikken til Hair blev skrevet af Gald MacDermot og sangteksterne og historien af James Rado og Gerome Ragni. Hair er et kommercielt mainstream-produkt, men også en loyal fortælling om hippie-subkulturen og den såkaldt seksuelle revolution, der brød igennem i det årti.
Musicalen førte i en vis forstand også det nye frisind ind i teaterverdenen med sin dyrkelse af nøgenhed, “sjov tobak”, bramfri sprogbrug, raceblanding og anti-autoritære holdninger. Og ved at bryde grænserne mellem publikum og optrædende – akkurat som det var sket i tressernes rock-musik.
Med udspring i en off-Broadway-premiere i oktober 1967 og et hav af opførelser bredte den sig til omverdenen. Fra selve Broadway tog den i 1968 springet til London , hvor den også blev et kæmpehit. Lige som det skete i resten af den vestlige verden. I 1979 blev den på fortræffelig vis filmatiseret af Milos Forman.
Plottet i stykket er ikke særlig dybsindigt: En flok hippier i en politisk aktiv gruppen ved navn “The Tribe” gør oprør mod det borgerlige samfunds stramme bånd og dobbeltmoral – og krigen i Vietnam, som jo dengang var med til at politisere en hel generation af unge.
Når musicalen blev så stor en succes, som tilfældet var, så hænger det i høj grad sammen med, at den – ud over sine nye teatralske ideer – havde et stort antal sange med hitpotentiale, hvilket var ret usædvanligt for teatershows på Broadway.
Ud over en kulturpolitisk betydning fik “Hair” også betydning i den forstand, at den blev springbræt for en lang række unge skuespillere og sangere. Både i udlandet og her til lands, hvor folk som Eddie Skoller, Brødrene Olsen, Sanne Salomonsen, Allan Mortensen m.fl. blev hjulpet godt på vej af successen.
Hair blev i 1970 fulgt op af Tim Rice & Andrew Lloyd Webbers fortælling om “Jesus Christ Superstar” med fokus på forholdet mellem Jesus og Judas. Selv om musicalens tematik således var gammel, så var den et barn af sin tid. Ikke uden en vis inspiration fra Hair var Jesus Christ Superstar præget af moderne “politisk ukorrekt” talesprog med slangelementer og utvetydige hentydninger til det moderne liv – herunder det politiske – i slutningen af tresserne. Også denne musical, der i øvrigt for alvor satte skub i Rices & Webbers karrierer som musicalproducenter, var præget af iørefaldende sange, der gjorde sig på hitlisterne. I det hele taget er der mange paralleller mellem det succesforløb, Hair gennemgik, og så Jesus Christ Superstar. Sidstnævnte blev også filmatiseret. Oven i købet allerede i 1973, af Norman Jewison.


Sangen Hair fra Formas film – video, Aquarius
Jesus Christ Superstar: Everything’s Allright I don’t know how to love him (Yvonne Ellimann) – Jesus Christ Superstar.

100 års-dagen for Alfred Jarrys død

1. november 2007

Vi er jo lidt nekrofile i denne blog. Og det er ikke forbigået capacs opmærksomhed, at det var på allehelgensdagen for hundrede år siden, at en af modernismens fædre døde i en alt for ung alder: Alfred Jarry blev kun 34 år. Med stykket Roi Ubu (Kong Ubu), som Jarry skrev allerede som 15-årig og fik ur-opført som 23-årig i 1896 i samarbejde med blandt andre Toulouse-Lautrec, indvarslede Jarry det absurde teater, dada- og surrealismen og alle de efterfølgende absurdistiske bevægelser. På billedet ovenfor ser man Jarry, der var en kendt cyklist i Paris. Han er sikkert på vej til en eller anden salon eller cafe på Montmartre.
Stykket om den monstrøse kong Ubu gav navn til det amerikanske rock-band Pere Ubu, som vi tidligere har omtalt her i bloggen.

Ingmar Bergman er død

30. juli 2007


Den store, svenske film- og teaterinstruktør Ingmar Bergman er død i en alder af 89. Han regnes for en af de allerstørste skandinaviske filminstruktører på linje med Carl Th. Dreyer og folk i den klasse. Selv er det længe siden, jeg sidst så en af Bergmans film. Det var premieren på Hvisken og Råb, der efterlod mig med fysisk ubehag og kvalme. Hvilket ikke nødvendigvis siger noget om filmens kvaliteter. Måske er det på tide at gense mandens værker nu.

DR sender i aften Bergmans hovedværk Det Syvende Segl.