Indlæg tagget med teater

‘WE’ – en teaterforestilling på Studenterscenen i København i 1967 med orkestret The Maxwells

20. maj 2016

Takket være Alrunen, Niels Schwalbe og Arne Würgler kan jeg her vise en gammel optagelse fra 1967 med glimt af det fortræffelige orkester The Maxwells. Optagelsen er en videokopi af en gammel 16mm film og består af spredte optagelser fra datidens prøver til forestillingen “We”. Et lille stykke kulturhistorie.

The Rocky Horror Picture Show – 40 år

29. december 2015

Den groteske komedie The Rocky Horror Picture Show med den gode skuespiller og fremragende sanger Tim Curry i hovedrollen som Frank-N-Furter og Susan Sarandon som en af hans bly ofre runder 40 år i år. Filmen, der er baseret på et teaterstykke, blev ikke nogen blockbuster, men derimod et kulttilløbsstykke. Jeg husker endnu tydeligt, da jeg så den – stærk tilskyndet af en begejstret vendinde – i Øst for Paradis, i selskab med flere kændisser fra teaterverdenen. Med sin blanding af rock’n roll, horror,  komik, transseksualitet og kabaretudstyrsstykke faldt filmen på et tørt sted der i de lidt gråmelerede sluthalvfjerdsere. Det er en film, der hører med i enhver rockinteresserets dannelse.  Og Tim Curry – som jeg så på tv i går i en halvdårlig amerikansk komedie – overbeviste mig om, at der var en sanger af format, som aldrig rigtig fik den opmærksomhed, han havde fortjent. Jeg købte siden et par af hans soloalbum.

Capac anbefaler: Lotte Andersen – Radiumusic

16. maj 2015

Her i bloggen har vi stødt på Lotte Andersen i forbindelse med hendes optræden i Aarhus Teaters opførelse af Sondheim-musicalen “Sweeny Todd” og Beatles-teaterkoncerten “Come Together“. Og nu er Lotte Andersen så aktuel med et nyt album, hvor hun dyrker sangerinden Lotte Andersen. Radiumusic hedder pladen, der er kommet i stand i et samarbejde med tekstforfatteren Neill Cardinal Furio, komponisten Søren Møller og electronica-kunstneren Spejderrobot.

Der er tale om en slags concept-album, idet Furios tekstunivers kredser om naturvidenskabelige temaer som radioaktivitet, røntgen, kvantefysik og lignende epokegørende opdagelser. Sangene fremstår som små historier og dialoger, og det er med til at give det samlede udtryk en dramatisk, ja teatralsk, karakter. Det passer godt til Lotte Andersens teaterskolede sangstemme, der bevæger sig mellem det reciterende – som f.eks. i sangen “Serpentine dance” – og regulær, kraftfuld sang (også i samme sang som eksempel). Ja, undervejs kan man godt forestille sig, at Radiumusic kunne resultere i en eller anden form for teaterkoncert. Ja, det ville være oplagt, for det er netop i kraft af at befinde sig i interferensfeltet mellem teateret på den ene side og moderne populærmusik på den anden side, at dette album udmærker sig og gør krav på lytternes opmærksomhed.

I pressematerialet til pladen kaldder man musikken for pop noir. Og der er da også noget mørk og alvorligt over musikken, hvilket selvfølgelig hænger sammen med teksternes tematiske seriøsitet. Og der er popvellyd, men især den slags pop, vi netop har oplevet i mange af de såkaldte teaterkoncerter. Pop, der er alvorlig, melankolsk og mørk, fordi den bærer tekstuniverser, der er lige netop det.

Man kunne også beskrive det på den måde, at Lotte Andersen, Søren Møller, Neill Cardinal Furio og Spejderrobot er lykkedes med at lave et voksent popalbum for de lyttere, der gerne vil have lidt til både hjernen og kroppen. Lidt at tænke over og tygge på, og lidt at synge med på og måske også danse lidt rundt til. Som sådan anbefaler jeg pladen.

Lotte Andersen. Radiumusic. Er udkommet.

 

Sweeny Todd – Århus Teater

5. april 2011

Teateret er ikke en kunstform, jeg har dyrket ret meget i mit liv. Og jeg kan ikke blive enig med mig selv, om det skyldes lutter tilfældigheder, dovenskab eller et halvbevidst fravalg ud fra princippet om, at man ikke kan nå alt her i livet. Ikke desto mindre har jeg set nogle fremragende stykker undervejs og har nydt det hver eneste gang.

I går aftes gjorde nogle ægteskabelige omstændigheder, at jeg var inde og se Århus Teaters opsætning af Stephen Sondheims musical Sweeney Todd, The Demon Barber of Fleet Street over Christopher Bonds teaterstykke fra 1973 (med musik og tekster af Sondheim selv og manus af Hugh Wheeler). Som dirigent Mikkel Rønnow fortalte indledningsvist, så skyldes den danske opsætning især, at stykket for nogle år siden blev filmatiseret med Johnny Depp i hovedrollen som barberen fra Fleet Street. Tidligere har der ikke været den store interesse for stykket – eller for Sondheim i det hele taget. Det sidste hænger nok sammen med, som Rønnow også var inde på, at Sondheim til forskel fra sin engelske pendant Andrew Lloyd Webber ikke har excelleret i musicals med indlagte popsange (bortset fra ‘Send in the Clowns’), men har satset på at skrive kompleks musicalmusik, hvor musik og sangtekster gensidigt understøttede og fremhævede hinanden. Svagheden ved denne tilgang er nok, at publikum ikke kan huske ret meget af musikken, når de forlader salen. Til gengæld er det en stor og bevægende oplevelse, medens det står på. Musikken følger den enkelte karakter og den enkelte situation og fremhæver deres karakteristika og stemning på sublim vis.

Med Tim Burtons grumt-smukke filmatisering i baghovedet var jeg lidt spændt på at se, hvordan teateret ville omsætte den kulørte historie til scenen. Hvor filmkunsten i dag ikke længere behøver at overlade ret meget til tilskuerens fantasi – det skal computerteknologien nok sørge for – så skal teateret stadigvæk, og heldigvis for det, skabe illusioner, der kan få publikums fantasi til at arbejde med.

Og det lykkedes til fulde i stykket. Fx flytter skuespillere og sangere rundt på scenografiens byggeri, medens de fremfører deres sangstykker. Man registerer det, men det falder helt naturligt ind i forestillingens forløb. Med i og for sig ganske enkle midler lykkes det for den århusianske opsætning at skabe troværdige illusioner om byliv, barbersalon, tærtebutik, sommerfantasi, galehus osv. osv. Et overdimensioneret tågehorn og lidt animeret grafik med sorte måger er nok til at hensætte tilskueren i et stemning af sejlads på de store have og havnemiljø.

Rollerne er også godt besat. Flemming Enevold synger kraftfuldt og godt og er fint castet i rollen som den martrede barber, der vender hjem efter 15 års forvisning til slavearbejde i Australien for at tage en grusom hævn. Lotte Andersen er lige så velvalgt som det muntre, lattervækkende, snu kvindelige modstykke til Sweeny Todd. Sammen udgør de stykkets dramatiske kerne eller krumtap. Men de ville være ladt i stikken, hvis ikke de var omgærdet af et hold af rigtig gode, skolede sangere. Koret gjorde indtryk, når de med kraft og saft sang igennem som kommentatorer til slagets gang på scenen. Den unge Frederikke Kampman lyste med sin smukke tenor i rollen som den indespærrede datter Joanna. Jesper Brun-Jensen gjorde med sin kælderdybe stemme den onde dommer Turpin endnu mere mørk end godt er. Xenia Lach-Nielsen fik desperationen, galskaben og lidenskaben til at skrige ud af Tigger-kvinden, der viser sig at være Todds forsvundne elskede. Og så videre.

De eneste anker, jeg har mod forestillingen er, at det undertiden var lidt svært at høre, hvad nogle af aktørerne sang. Og så, at sæderne i teateret godt kunne være polstret lidt bedre…

Men – en vellykket teaterforestilling fra Århus Teater, som fortjener at gå for fulde huse. Til lykke.

Jomfru Ane Band – Hej igen!

17. marts 2011

I følge pressen er dagen i dag afgørende for, hvor alvorlig katastrofen omkring det japanske a-kraftværk ved Fukushima vil udvikle sig. Som om det var alvorligt nok, som det allerede har udviklet sig.

Den menneskeskabte katastrofe i Japan – for det er jo ikke tsnumamien, der har placeret atomkraftværker i et notorisk jordskælvs- og tsunamiområde, vel? – har fået denne nostalgiske bloggerskrivekugle til at søge tilbage til halvfjerdserne, hvor modstanden mod a-kraften var massiv og kritikken af det vækstfikserede samfund, der gjorde kerneenergien attraktiv, var selvfølgelig. A-kraftmodstanden satte sig tydelige spor i de politiske diskurser, men også i poppens og rockens lyriske univers. Fx hos Jomfru Ane Band.

Jomfru Ane Band var på sæt og vis et atypisk rockband, der opstod som en slags biprodukt af Jomfru Ane Teaterets aktiviteter i Ålborg i halvfjerdserne. Det lille alternative teater, som blev dannet helt tilbage i 1963, fik helt i pagt med tidsånden kollektiv ledelse i 1973, og kollektivet bestod af de personer, der kom til at udgøre bandet: søstrene Sanne og Rebecca Brüel, tekstforfatteren Claus Flygare, Carsten Bang, Brian Sørensen, Niels Andersen, Bo Samuelsen og Leo “Gasser” Larsen.

Teatertruppen var – som fx Røde Mor – et element i den mangfoldige, antiautoritære kulturelle strømning, der udfoldede sig i mange kunstarter i de år. Teater, musik og happenings. Og så videre. Ud over teaterstykker som fx “Atomslagstykket – de hellige køer og den sidste olie” og “Asfaltballet” var de med i Solvognens berømt-berygtede indianeroptræden Rebild Bakker og samme gruppes Natohær, der optrådte på gader i storbyerne.

Den første plade med sangen fra teaterstykkerne kom i 1976 og hed bare “Jomfru Ane”, men blev hurtigt døbt “Brødristeren” på grund af pladeomslaget. Pladen – som fornylig blev genudgivet i boks 3 af Dansk Rock Historie – blev en stor succes. En del af forklaringen var nok, at Jomfru Ane Band i endnu mere udtalt grad end fx Røde Mor og andre af de venstreorienterede rockgrupper forstod at kombinere den apolitiske, kommercielle rockmusiks tæft for smægtende melodier og arrangementer, der kunne tage sigte på hitlisternes mainstreamsegmenter, med professionelle, billeddannende, tankevækkende, til tider poetiske og ikke mindst sangbare tekster, der med skarp kritisk sans og en god portion humor tog fat på de bestående samfunds sociale, økonomiske, politiske og økologiske problemer. Denne lykkelige kombination understreges af, at pladen udkom på det dengang førende polit-pladeselskab, Demos, men var indspillet i Sweet Silence Studioet, som dengang var på alle musikelskeres læber..

Dengang var helt ok at lytte til Jomfru Ane Band, også selv om man ikke var medlem i Kommunistisk Ungdom…

Medens man venter på, at de atomare katastrofe forværres (eller – forhåbentlig – det modsatte..) og på, at Jomfru Ane Band får det boksæt, som gruppen fortjener, kan man passende grave den gamle opsamling fra 2002 frem: Hej du! En fin opsamling, der giver et godt tværsnit af gruppens musikalske udspil, men ikke – som en velredigeret boks ville kunne gøre – sætter sangene ind i deres historiske og teaterhistoriske kontekst. Selv om samlingen har et kongenialt forord af afdøde Ebbe Kløvedal Reich og gode anekdotiske kommentarer fra Claus Flygares hånd, så har rockfilologerne et stykke arbejde foran sig. Man kan også sige, at opsamlingen vægter hitpotentialet højere end det kunstnerisk-ideologiske…

Men genhørt på 30-35 års afstand står Jomfru Ane Bands musik med et respektaftvingende friskhed og vitalitet. Musikken er opfindsom, melodisk powerpoprock, der afleveres med smittende, fortættet energi. Og søstrene Brüels vokaler gør indtryk – akkurat som de gjorde dengang, hvor de også var efterspurgt som backingvokalister. Jomfru Ane Band holder her i 2011.

Lad os så få det bokssæt!

Jomfru Ane Band på tuben…

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Side 1 af 512345