CAPAC

Jeg faldt over en lille film om fremstillingen af vinylplader i The Telegraph. Og det sendte mig straks tilbage i tiden til dengang, jeg havde fået min elskede grønne rejsegrammofon. Jeg var ikke ret gammel og blev dybt fascineret af vinylpladernes teknologi. Hvordan det var muligt ud af nogle riller i et stykke vinyl at hente de mest fantastiske lyde. Og jeg gik på biblioteket, hvor jeg lånte en ældgammel bog med brunt omslag, stift bind og guldtryk på ryggen. I den kunne jeg læse om, hvordan rillerne blev lavet, og hvordan pickuppens mekaniske bevægelser kunne omsættes tll elektriske impulser, der siden hen kunne sætte en højtalers membraner i sving og resultere i musik og anden lyd. Det var – og er – fascinerende.

Ovenfor ses den første computermus, der blev lavet af den amr. ingeniør Bill English og straks resulterede i øgenavnet “computermus” på grund af den lange hale… Siden er “musen” blev mange menneskers daglige følgesvend – på godt og ondt (Av, min albue!).

Som nævnt har capac valgt at kaste nostalgien på audioteknikken bag herreværelsets audiofile udfoldelser af såvel økonomiske som audiofile årsager. Glæden ved Pioneer-anlægget vokser dag for dag. En varm, distinkt lyd giver det fra sig. Og nu er det blevet suppleret med en vintage cd-afspiller af mærket Teac (z500). Jeg skal nok spare jer for de tekniske detaljer, for de siger alligevel ikke mig så meget. Jeg har læst mig ør i forskellen på 1-bit og 16-bit uden at blive meget klogere på det, det drejer sig om: Hvordan det lyder, når det kommer ud i ørerne. Men jeg har gerne lyttet til den nørder, der diskuterer audiofili derude på nettet, og de kunne godt lide den gamle sag. CD-spiller, som jeg fik til en fordelagtig pris på qxl-auktionen, spiller fortræffeligt. Oven i købet har den indbygget forstærker – men kan også sendes gennem stereoforstærkeren. Slet ikke så tosset.

Et nostalgisk sus gik gennem capac ved meddelelsen om, at Frøken Klokken – hvis borgerlige navn er Anna Edith Sommer-Jensen – er afgået ved døden i en alder af 89 år. Hvor mange gange har jeg ikke ringet hende op for at høre hendes klare stemme fortælle mig det nøjagtige klokkeslet? Dut. I følge nekrologerne nåede hun at indspille 8.640 af slagsen til brug for den automatiserede oplæsning. Nu er optagelserne – på plade – at finde på Teknisk Museum. Hvil i fred.

Den nye maskine er så småt ved at ligne noget brugeligt. Der mangler dog et par hurdler. Vil den gamle slave-harddisk lade sig overtale til at fungere som ekstern harddisk? Eller – guderne forbyde det – er den stået af med grafikkortet – og hvad gør man så? Kan dataene reddes?
Den nye eksterne kasse har også givet lidt hovedbrud. Den startede fint nok op, men straks dukkede en Windows-besked om at flytte apparatet over til en USB 2-højhastighedsport. Hvad Windows derimod ikke fortalte var, at maskinen åbenbart ikke er født med en sådan. Men, lidt held må man jo godt have med sig, i den gamle maskine sad et indstikskort, jeg engang købte, men aldrig fik glæde af, da den gamle pc ikke var indrettet på USB 2. Så nu har jeg tre USB 2-indgange og to Firewire-indgange. Og den eksterne kasse har pludselig fået fart på…

Etableringen af den nye maskine skrider stille og roligt frem. Men det tager sin tid at flytte ting og sager via et usb-kabel fra et stor harddisk til en, der er endnu større. Et enkelt irriterende problem opstod der dog, da jeg skulle installere driver til lydkortet. En bestemt fejlmeddelse – en lang talrække – dukkede op, hver gang jeg forsøgte. Men heldigvis har internettet svar på det meste, hvis man elles leder længe nok og forstår at søge. En ikke nærmere forklarligt runtime-problem i mappen InstallShield umuliggjorde installationen. Efter at have omdøbt folderen midlertidigt gik det som smurt. Tja… Lyder det lidt nørdet? Det tror jeg også, det er.

Den vrangvillige computer er blevet byttet med en anden model, der indtil videre tér sig, som computere forventes at gøre. Den åd styresystemet uden at kny. Den gamle harddisk kunne dog ikke sættes i, fordi computeren åbenbart insisterer på SATA(ns) harddiske. Nå, men det har vi så prøvet på at tage højde for ved at indkøbe en ekstern-harddiske-kasse til de overflødige harddiske. Der er nemlig to. Og den første glæde var, at den gamle harddisks indhold dukkede op, efter at den omtalte kasse var taget i brug. Nu gælder det så om at få overført noget af indholdet til computeren. Indtil videre har vi ikke set noget til Tycho Brahe, men man ved aldrig med ham…

Indkøbet af en ny (?) computer har ikke gjort livet nemmere eller fået genskabt den gamle situation. Maskinen virker nemlig ikke. Den skulle have været uden styresystem (i følge firmaet egne oplysninger), men var udstyret med Windows Vista Home Edition. Det er i sig selv irriterende nok, når man helst vil installere selv fra starten af. Men Vista-versionen fungerer ikke. Efter opstart “fryser” det – og man kan ikke komme videre. Efter nogle startforsøg smed jeg så håndklædet i ringen og kontaktede firmaet og lavede en aftale om et bytte til en anden, kraftigere og dyrere model… Den anden – og forhåbentlig fungible maskine – skal hentes i morgen formiddag.
Min gamle maskine havde brændt grafikkortet af, og i min naivitet troede jeg så, at udskiftning af grafikkortet til et nyt og tilsvarende ville bringe liv i apparatet. Men ak nej. Noget andet må også være gået i stykker. Men hvad mon? Bundkortet? Forhåbentlig ikke harddiskene! Så er helvedet løs, for der en stor del af mine vigtige data.

For at retablere de gamle data, har jeg fået fat i en af disse hersens kasser, der kan forvandle en intern harddisk til en ekstern. Forhåbentlig kan jeg så, hvis den nye maskine ellers vil køre, få transporteret dataen over. Eller måske kan jeg endda indsætte den gamle (men relativt nye) harddisk i den nye maskine og starte der?! Der er nok at tage fat på i morgen … Jeg krydser fingre efter en ret computerbegrænset uge.

PS. Kors, hvor er Microsoft Windows dog et storeslemt produkt. Som tidligere omtalt kører jeg Windows og Linux – og er så småt ved at lære sidstnævnte produkt at kende, men er endnu ikke så befaren, at jeg helt kan sadle om. Men i denne uge, hvor jeg her været berøvet min stationære computer, har jeg måttet tage til takke med Fruens bærebare Toshiba. Her kunne jeg ikke installere visse plugins i Firefox, før jeg havde installeret Windows servicepakker 1-3. Servicepakker må vist være Bill Gates forsøg på at være morsom. Man installerer dem og hele lortet bliver langsommere og trægere. Dertil kommer det bøvl med Vista-maskinen. Bill! Hasta la vista – NOT.

Den lokale discount-biks havde sådan en lille tingest liggende. Billigt. Tror jeg nok. Videomaskinen forbindes med USB-indgang og så griber man billed og lyd…
Det så forførende nemt ud. Nu skal de gamle videobånd kigges efter i sømmene…

“En tysk undersøgelse viser, at folk med rynket røv, lille pik og slap mave, åbner deres sms’er med tommelfingeren. – Ja, det er for sent at skifte finger nu, smarte!“

Det er ikke altid let at leve sammen med en teenager!

PS. Jeg har ikke en slap mave, tværtom.