Indlæg tagget med Teknik

Vinylpladen er tilbage

18. marts 2008

Hvis du overvejer at skrotte din pladesamling og din gamle grammofon, så tøv en kende. For noget tyder på, at det gamle medium -vinylpladen – er ved at få en renæssance. For ganske vist daler salget af compact discs, men til gengæld er salget af vinyler gået frem – med hele 17%. I Danmark. Retro-bølgen har ramt de gamle vinyler. Salget af vinyler kan selvfølgelig ikke kompensere for indtægtstabet ved det svindende cd-salg, men det vidner om, at nye medier ikke nødvendigvis fortrænger de gamle. De bliver blot niche-produkter. I tresserne troede man også at LP’en ville fortrænge bogen…

Teknofetichist

21. februar 2008

I går holdt min mobiltelefon op med at virke. Batteriet døde eller sådan. Jeg sad i bilen, den ringede (jeg tager aldrig mobilen i bilen) og døde. Et øjeblik blev jeg grebet af panik. Jeg var ude af kontakt med omverden. Men efter lidt tid blev følelsen afløst af en bekymring over at være så afhængig af moderne teknologi. Verden går jo ikke i stå, fordi nogen ikke kan ringe til mig. Eller ikke kan sende mig en email.
Jeg overvejede på et tidspunkt at få en ny mobiltelefon. Og en GPS til den orange. Og en moderne Blaupunkt med indbygget cd-afspiller og mp3-fidus. Nu er jeg ikke længere så sikker. Måske man skulle gå den anden vej…

Robot-guitaren kommer!

15. november 2007

Glem alt om luftguitar og ømme øvefingre. Guitar-giganten Gibson har udviklet en rigtig fremtidssikret robotguitar. Spaden kan for det første stemme sig selv, men også stemme i seks forskellige atypiske varianter. Du trykker på en knap og så lyder det (næsten) som Jimi Hendrix… De seks ikke-standard-stemninger er “Honky Tonk Women” (The Rolling Stones),  Hendrixs “Voodoo Child”,  Led Zeppelins “Going to California” og Joni Mitchell’s “The Circle
Game”. Guitaren er tænkt som en hjælp til amatører, der har problemer med at stemme guitaren…

Agfa Billy, Kodak Instamatic og andre kamera-erindringer

14. oktober 2007


Medens jeg sad og skiftede batterier i mit digitalkamera kom jeg til at tænke på min fars gamle Agfa Billy, hvormed de fleste af de relativt få fotos fra min barndom er taget. Sort-hvide billeder, der trods alderen, besidder en forbavsende klarhed og skarphed, hvilket skyldtes den udmærkede linse. Jeg har kameraet endnu et eller andet sted i en kasse i kælderen. Først rigtig mange år senere – i halvfjerdserne – tog min far sig sammen til at købe et nyt, japansk kamera, med en imponerende stor linse. I en lang periode i tresserne blev der med andre ord ikke taget billeder. Men min far var jo også ude at sejle meget af tiden…
Fra det samme årti husker jeg Kodak Instamatic, som alle lige pludselig havde et eksemplar af. Et lille, handy – som man sagde dengang – kamera, der tog fine farvebilleder (som siden blegnede eller brunede, fordi filmkvaliteten ikke var den bedste…). Oven i købet med blitz-kuber, så man med garanti fik helt røde øjne. Instamatic’en kom i flere udgaver, der blev nemmere og nemmere at skifte film i på grund af de smarte kassetter…

Paul Simon & Art Garfunkel: Kodachrome

Lala.com – gratis radio og on-line-butik

6. juni 2007

I denne blog følger vi – som bekendt – med interesse udviklingen inden for området musik og internet. Som omtalt tidligere har den nye teknologi (hvis man da kan kalde den det længere…) givet problemer for musikindustrien, der er inde i en periode med store forandringer. Det store musikkonsortium Warner har sidst været inde i billedet i forbindelse med debatten om fjernelse af den berygtede DRM-kryptering af musikfiler, og nu melder foretagendet sig på banen med en nyskabelse: www.lala.com. Den nye side tillader musikelskeren at lytte ganske gratis til musik efter eget valg – og uden reklamer. Men hvis samme lytter har lyst til at tage musikken med på sin mp3-afspiller, så skal der downloades mod betaling. For at komme igang skal man blot downloade en lille gratis lala-afspiller. Sitet er altså en blanding af internetradio (Pandora, where are you!?) og pladebutik. Spændende. Firmaet regner med, at 70% vil nøjes med at lytte og de resterende 30% vil gribe til lommerne. Vi får se.

Gratis musik til alle?

2. juni 2007


Vi anakronister og nostalgikere udi det musikalske har det svært med den rivende udvikling på det musikteknologiske område. Vi har så småt lært at leve med cd-mediet – holde af vil måske være så meget sagt – og drømmer os gerne tilbage til den rigtige grammofonplade med stort informativt pladecover osv. Og så skal vi opleve, at det “nye” medie – cd’en – allerede er ved at blive et perifert medie, afløst af de komprimerede digitale formater (mp3 etc.).
Den voldsomme og voldsomt accelerede udvikling på det digitale område, herunder de ustyrlige (legale og illegale…) distributionsformer på internettet og kundernes transformation til aktive medieforbrugere og medspillere, har sat musikbranchen under et voldsomt paradoksalt pres. På den ene side har branchen aldrig haft så store muligheder for at få musikken ud til konsumenterne, på den anden side er indtjeningsmuligheder – i hvert fald set med traditionelle branchebriller – skrumpet ind.
Den nye situation har været genstand for en konference i århus i torsdags med titlen Knock Knock – The Future of Music, hvor repræsentanter for branchen, medierne m.fl. havde lejlighed til at diskutere branchens radikalt ændrede situation. Både kunstnerne og konsumenterne har fået mere magt, og branchen tilsvarende mindre. Derfor må den finde nye veje, hvis den vil overleve. Læs mere i Berl. Tidendes rapport her.

Apropos ovenstående, så kan man læse, at Bibliotekernes digitale udlån af musik har overhalet de kommercielle musikbutikker som TDC og Bilka. Læs her.

PS. Arrangør af konference var Innovation Lab. Se program etc. her.

Vær din egen Spiderman

4. maj 2007

Den nye Spiderman-film har lige haft Danmarks-premiere, og selv om vi endnu ikke har haft fornøjelsen af at se på løjerne, så ser vi frem til at følge Edderkoppen springe fra gavl til gavl og tag til tag. Det er derfor heller ikke uden en vis interesse, vi læser i avisen, at det vil blive muligt for almindeligt dødelige at gøre Edderkoppen kunsten efter. Ved hjælp af den hypede nanoteknologi vil det “snart” være muligt at kravle op og ned ad vægge…

capac anno dazumal

18. januar 2007

Uffes foranledning:

Postscript: Da jeg skrev mit universitetsspeciale, nåede jeg lige netop at få fat i en “computer” (nærmere bestemt: en Commodore 128 med skriveprogram på en stor floppydisc), så jeg slap for at sidde med min gamle skrivemaskine. At slippe for kvajeblæk, slet-og-retfunktion o. lign. var for mig døren til computerverdenen.
Jeg havde inden da “arvet” et komplet specialekartotek af en god bekendt og etnolog, så jeg kunne udfylde den del efter alle kunstens regler. Det bestod af en lille sort kasse med en bunke kort i forskellige farver og enkelte faneblade. Jeg har det endnu og nænner ikke at smide det ud, selv om det ingen nytte gør. Hver gang jeg bladrer i kortene med data om bøger og artikler – og små korte indholdsreferater og -kritiker – så tænker jeg på, hvor megen livstid og flid, der blev brugt på at taste alle de tegn ind…

NB! Hvis nogen skulle blive grebet af Commodore-64 og -128 nostalgi, så er der mulighed for at genopfriske erindringerne ved at søge ind på www.commodore.ca. Her kan man downloade gamle spil og emulatorer, så man kan spille de gamle spil på sin pc… Lige noget for nostalgiker.

årets nyhed: My Cage

6. januar 2007

Man møder dem overalt, og hører dem overalt. På gader, i busser, i tog, i biler – alle steder. Jeg tænker selvfølgelig på mobiltelefonerne, vor tids plage og uundværlige gadget. Efterhånden er der kommet restriktioner på deres brug. Man må fx ikke tale i mobilos og køre bil samtidig – selv om mange stadigvæk gør det. Der er mobifri zoner her og hisset. Alligevel kan man ikke helt undgå ufrivilligt at blive inddraget i mobilisternes mere eller mindre uhæmmede private snak, lige som man ikke helt kan blive fri for telefonernes bippen, botten, ringen, dinglen, hylen osv.
Men nu er den geniale løsning kommet: My Cage – stilhed til mobiltelefoner. Konceptkunstneren Jonathon Keats har kreeret verdens første tavse mobil-ringtone. Der er tale om en udgave af den berømte komponist John Cages fire minutter og 33 sekunder lange klaverstykke (!)4’33, som Cage uropførte for et publikum tilbage i 1952. Keats har digitaliseret stykket. Det kunne Cage af gode grunde ikke. Så nu er det muligt – ganske gratis – at få en uforfalsket, ukontamineret ringetone af 4 min. og 33 sekunders varighed. My Cage kan downloades til mobilos på siden Startmobile.net.

Vinyl er tilbage

13. december 2006

Spørgsmålet er om vinyl nogensinde har været helt ude? Men, i hvert fald fortæller musikbladet Gaffa, at 7″-vinylskiven har oplevet en renæssance i England, hvor der er blevet solgt 1.1 millioner af slagsen i løbet af et års tid. Selvfølgelig er det langt fra fortidens højder i halvfjerdserne, hvor der blev solgt 89 millioner grammofonplader. Omvendt er det meget mere end de 178.831 stk., der blev langet over disken, da salget nåede bunden i 2001. Endnu engang må man erkende, at rygterne om grammofonpladens død er overdrevne…

Tandhjulene fra Antikythera

3. december 2006

For 2090 år siden sejlede et romersk fragtskib i det ægæiske hav. En storm tvang skibet til at søge læ ved øen Antikythera, men det fandt ikke læ og gik ned med hele sin kostbare last. Næsten 2000 år senere lykkedes det nogle svampedykkere at finde læ samme sted, da en ny storm blæste over havet.

Medens dykkerne lå for anker, fordrev de tiden med at dykke ved kysten. Og Elias Stadiatis nåede ned på 40 meter, hvor han fandt en bronzearm. Det romerske fragtskib var dukket op af historiens glemsel.

Læs mere »

Den digitale revolutions anden bølge?

2. december 2006

“Den digitale revolutions første bølge handlede om valgfrihed, om at gøre alt tilgængeligt for enhver, alle steder og til enhver tid. Jeg tror, at den anden bølge på en måde vil dreje sig om friheden til at vælge fra”. Ordene kommer fra Peter Gabriel, den gamle Genesis-musiker. Og anledningen er et nyt plugin til I-Tunes ved navn The Filter. Med det spywarefri, gratis plugin kan I-Tunes brugere selv med hjælp fra filteret kreere deres helt personlige playlists med fokus på netop de kunstnere og den musik, de har interesse for. Og vælge alt andet fra… Læs mere om, hvordan programmet virker i artiklen.
Om det er den digitale revolutions anden bølge eller blot endnu et lille skvulp i strandkanten af det digitale hav, må være op til læseren at dømme…

Mere lydnostalgi: Beocord 1000

20. november 2006

Beocord 1000
Beocord 1000

Medens vi er ved tekno-nostalgien, så faldt jeg over disse billeder af min gamle spolebåndoptager, en Beocord 1000, som min far hjemkøbte til mig via en særlig ordning for folk ved handelsflåden, kaldet “udførsel”. Den var (og er) en to-spors-båndoptager. Vægt omkring de 13 kilo. Jeg har den endnu, og den kan stadigvæk spille. Nænner ikke at skille mig af med den, for den har givet mig så megen glæde gennem tiden. Når jeg tænker på alle de radioprogrammer og grammofonplader, den har optaget og afspillet gennem tiderne! Et eller andet sted har jeg vist også manualen til den. Måske man skulle finde sine gamle bånd frem og høre, hvad de gemmer på.
Opdatering: En bestemt erindring dukker op i forbindelse med båndoptageren. Jeg havde en kammerat i realskolen, der voldsomt ønskede sig en båndoptager til sin konfirmation, og det fik han: Hans far gav ham en tændstik og en elastik (gummibånd)… Han fik vist også en Grundig firespors…
Opdatering: Beocorden leverede musik til mine studenterfester. Jeg indspillede alt, hvad jeg havde med The Beatles, og BASF-båndede blev slidt helt tynde…

Min lille grønne rejsegrammofon

16. november 2006

I sin fortrinlige selvbiografi X-Ray fortæller Ray Davies meget underholdende, hvordan lyden på de første Kinks-plader kom i stand. Hjemme hos far og mor havde brødrene en lille forstærker kaldet the little green amp, som udgjorde hele Kinks-lyden. De var dog ikke tilfredse med det, der kom ud af højtaleren, og derfor perforerede de membranen med en kuglepen. Det hjalp… You really got me ville have lydt anderledes, hvis ikke…
Min barndoms svar på the little green amp var en lille grøn og lys beige rejsegrammofon med håndtag, som min musikglade mor forærede mig, da jeg var ni år gammel. Hun købte den i den lokale radioforretning (med navnet Lindvig Poulsen), der lå i Strandbygade. Jeg kan huske, at han havde en fransk bulldog i ved navn Finette (af fin afstamning…), der vogtede i forretningen. Der var få, men udvalgte radioer og musikanlæg. Og altså min lille rejsegrammofon. Butiksejeren havde åbenbart forståelse for det unge menneskes spirende musikinteresse. I hvert fald fik jeg to singleplader med i købet. Den ene en plade med Louis Armstrong (Basin Street Blues), den anden med Elvis Presley (Teddy Bear). Derhjemme blev den omhyggeligt koblet til familiens store Philips dampradio, og så gik det ellers derud af…
Desværre har jeg ikke et billede af den og har ikke kunnet finde det på nettet. Men det lykkes måske en dag. Nå, men rejsegrammofonen var solid og holdt i mange år, indtil jeg fik en B&O – Beogram1000 – i palisander, som fulgte mig helt frem til gymnasietiden, hvor den blev skiftet ud med en Beogram2000, der også holdt længe med diverse udskiftninger af pickupper… Resten er historie, som man siger.
Beogram 1000Beogram 2000

FairGame: Hvem ejer den musik, du køber?

7. november 2006

Hvis man undertiden køber musik on-line, fx via I-Tunes, så får man musikfiler, der er beskyttet med DRM (Digital Rights Management, der har til formål at begrænse forbrugerens anvendelsesmuligheder af den købte musikfil). Og det er ikke helt uproblematisk at få glæde af den indkøbte musik, når den sådan er beskyttet med DRM. Nu er der imidlertid kommet et smart lille program, der kan konvertere de beskyttede filer til AAC-formatet, som man så kan konvertere til andre formater, fx mp3 eller, hvad man nu har brug for. Programmet hedder FairGame og kan hentes på producentens hjemmeside ved at klikke på linket. Programmet har blandt andet været omtalt i gadget-magasinet Gear. Jeg synes, det er en fin idé. Faktisk burde musikdistributørerne holde op med at DRaMatisere lydfilerne…
PS. Jeg har endnu ikke fået det prøvet af i praksis. Nyheden stammer fra Stofanet.
Opdatering: I øvrigt er DRM en af kamppladserne, hvor kampen om musikdistributionen foregår. Der er regulære modstandsbevægelser mod brugen af DRM. Og Microsoft efterstræber en hacker ved navn Viodentia, der har lanceret et andet program med det sigende navn FairUse4WM, som man frit har kunnet downloade og bruge til at fjerne DRM fra Win Media formater. Microsoft påstår, at Viodentia misbruger deres ejendom (koder), men det afviser Viodentia, der hævder at FairUse4WM helt og holdent er hans eget program. Viodentia indrømmer dog, at han har brugt MSs værktøj (Software Development Kit), men at det ikke har noget med selve programmets indhold at gøre. Læs mere her.