Indlæg tagget med teknologi

Droner – når snild krigsteknologi vender sig mod civilsamfundet

30. juli 2013
[Foto lånt fra sitet www.theeyeofthetiber.com]
Der var engang et klogt hovede, der skrev, at hvis noget var teknologisk muligt, så ville det også blive en realitet. For eksempel: Hvis det er muligt at manipulere med planters genetiske materiale, så vil det også ske. Og det skete – trods protester og advarsler.
Den samme lovmæssighed gør sig gældende inden for krigsteknologien. Siden Anden Verdenskrig har vi været vidner til et veritabelt våbenkapløb. Frem til den Kolde Krigs afslutning omkring Berlinmurens fald handlede det især om nuklearvåben. Hvem der havde flest – og hvor de var placeret. Tænk blot på Cuba-krisen…
Siden er der sket meget. Computer- og robotteknologien er kommet i spil. Og en af de meget omtalte snilde krigsteknologier er de såkaldte ubemandede droner. Små fly, der styres fra fx en bunker i Nevadaørknen og sendes fx til et andet land – fx Afghanistan eller Pakistan – hvor de dels spionerer og indsamler data, men også kan sende misiler af sted for dræbe angivelige fjender.
Danmarks Radio viste i går aftes en meget seværdig udsendelse om disse droner og de problemer, anvendelsen af dem fører med sig. Set ud fra en ren krigsteknologisk synsvinkel, så indebærer dronerne nogle  klare fordele. Dels forhindrer brugen af dem, at nogle af den krigsførende nations soldater kommer til skade ved aktionerne. Og dels er der også økonomiske fordele – selv om de er dyre at anskaffe. Man behøver jo ikke at sende mange soldater og meget materiel ud i verden, når sådan en lille maskine kan løse selv avancerede opgaver.
Det problematiske kommer ind på en  anden led. For anvendelsen af dronerne rejser spørgsmål vedrørende verdensborgerens menneskerettigheder og dennes retssikkerhed. Er det således i orden, at USA sender en drone af sted til et fremmed land, hvor den slår en borger – ja, fx også en amerikansk statsborger – ihjel uden at denne har været stillet over for en domstol med en sigtets rettigheder? Er det i orden, at USA opfører sig som om resten af verden er Amerikas baggård, hvor man bare kan overflyve landes territorier – uden at informere om det og sikre sig disse landes samtykke? Og er det i orden, at et stort antal ansatte i den private våbenindustri aktivt medvirker, når dronerne er på arbejde? Er det acceptabelt med sådan en privatisering af krigsførelsen? Og hvad med disse ansattes rettigheder – fx hvis nogen skal stilles til ansvar for hændelige fejl, hvor mennesker dræbes uden legitim grund? Og udsendelsen stiller andre prekære spørgsmål. Hvad vil der ske, når næste teknologiske skridt tages – og man sender droner af sted, der selv skal indsamle information og ‘tage beslutning om’, hvorvidt der skal angribes eller ej? Hvem har så ansvaret? Den amerikanske præsident?
Udsendelsen rejser i det hele taget en lang række spørgsmål om menneskerettigheder, om demokratiske spilleregler, om moderne krigsførelse og etik, om USAs globale rolle, om overvågning af civilsamfundet, om en magtfuld våbenindustris behov for krige osv.
Gense udsendelsen her – den er tankevækkende.

Gåmanden fylder 40 år

2. juli 2012

Nu har jeg købt mig en walkman/Nu lyder skoven som New York mand...”, sang Michael Hardinger på sit eponyme album fra 1981. Selv om Danske hitlister ikke har registreret den (man havde vist ikke hitlister på DR i 1981?), så må den have været et pænt hit dengang. I hvert fald hørte man ofte den iørefaldende hyldestsang til den lille transportable båndspiller i radioen. Det var også dengang blevet almindeligt at se unge mænd og damer jogge i firseroutfit med walkmen og walkmen-kloner i alskens farver.

Sangen må have haft klare popkvaliteter, for i 2008 tog Hej Matematik sangen op og moderniserede den til et elektronisk nummer, der fik fjorten uger på Tjeklisten med en 2. plads som fornemste resultat. På det tidspunkt var Sonys Walkman og alle de andre elektronikfirmaers kloner for længst blevet overhalet af andre teknologier, fra de bærbare CD-afspillere til diverse udgaver af mp3-afspillere. Og siden er der jo gået mobiltelefon i afspilningen.

I Politiken kan man læse den dramatiske historie om tysk-brasilianske Andreas Pavel, der opfandt den lille transportable båndspiller og igennem 25 år måtte kæmpe en ulige kamp mod elektronikgiganten Sony, som med mange penge, jurister og ufine metoder forsøgte at forhindre, at Pavel fik del i de patentroyalties, som han retteligen havde krav på. Sony havde patent på navnet men ikke på opfindelsen, og kun fordi Pavel ikke gav op – trods et voldsomt pres og personlig økonomisk ruin som følge af retssagerne – lykkedes det til sidst for ham at tvinge Sony til et forlig. Ikke nogen solstrålehistorie, men en historie om, at retfærdigheden nogle gange sker fyldest. I hvert fald delvis… Læs Morten Bays artikel om Pavel og gåmanden, der i år har fyrre års jubilæum.

[ukrediteret foto fra en weblogside]

Sådan laver man en vinylplade

20. november 2011

Jeg faldt over en lille film om fremstillingen af vinylplader i The Telegraph. Og det sendte mig straks tilbage i tiden til dengang, jeg havde fået min elskede grønne rejsegrammofon. Jeg var ikke ret gammel og blev dybt fascineret af vinylpladernes teknologi. Hvordan det var muligt ud af nogle riller i et stykke vinyl at hente de mest fantastiske lyde. Og jeg gik på biblioteket, hvor jeg lånte en ældgammel bog med brunt omslag, stift bind og guldtryk på ryggen. I den kunne jeg læse om, hvordan rillerne blev lavet, og hvordan pickuppens mekaniske bevægelser kunne omsættes tll elektriske impulser, der siden hen kunne sætte en højtalers membraner i sving og resultere i musik og anden lyd. Det var – og er – fascinerende.

Vinylpladens genkomst

13. september 2010

I Kristeligt Dagblad sælger man en temmelig gammel nyhed. Det drejer sig om det stigende salg af vinylplader. Som tidligere omtalt her i bloggen, så har musikbranchens fællesorganisation IFPI i deres seneste årsopgørelse dokumenteret, at salget af vinylplader er steget fra ca. 4000 eksemplarer i 2000 til 23000 vinylplader i 2009. “Salget af vinylplader eksploderer” skriver DR Nyhederne. Og det må vist siges at være journalistisk overkill til formiddagskaffen. Jovist er 23000 flere end 2000, men vi snakker altså også om en periode på ni år og et salgstal, man i de gode gamle dage firserne næppe ville løfte en øjenbryn over på pladeselskabernes kontorer.

Noget andet er så, hvorfor vinylsalget er steget? Er det, som forbrugeradfærdsforsker (!) Heidi Boye fra SDU hævder, udtryk for nostalgisk simple living i en teknologisk tidsalder, hvor det går stærkt udviklingsmæssigt? Eller er der tale om nostalgisk, rituelt venden tilbage til noget mere håndgribeligt?

Begge forklaringsmodeller har den svaghed, at de ikke kan forklare, hvorfor unge, der ikke er vokset op med vinyl, foretrækker den gamle teknologi! Måske er forklaringen på mersalget – hvis vi ser bort fra nostalgisk samleri af gamle plader – udtryk for, at cd’en og lydfilen ikke kan matche vinylen, hverken med hensyn til coveræstetik eller lyd? [link]

Kassettebåndets genkomst

15. december 2009

Man skal som bekendt aldrig sige aldrig. For et par år siden ophørte pladeindustrien med produktionen af kassettebåndene. Men nu forlyder det, at de vil komme på hylderne igen. Forklaringen er demografisk. Mange voksne mennesker, som tog kassettebåndet til sig, vil ikke give slip på denne (på mange måder udmærkede) teknologi. Alderdommen har talt. Og sandt at sige, så var lydkvaliteten i en gammeldags walkman med rigtige overspilninger fra grammofonplade eller originale kassetter da også meget bedre end gennemsnitsmp3filer. Måske er det godt nok, at jeg ikke har fået taget mig sammen til at smide sækken med kassettebånd ud?
PS. En af de kunstnere, jeg har på kassettebånd er Elvis Costello.

At have en internetforbindelse eller ikke

30. oktober 2009

Udviklingen af internettet går hurtigt – og er ret uforudsigelig. I Finland har man for nylig vedtaget, at alle finner har ret til en 1 MB forbindelse (og fra 2015) en 100 MB forbindelse. I England har den britiske Labour-politiker Peter Mandelson lige fremsat et forslag, der skal gøre det muligt at afskære ulovlige fildelere fra adgang til nettet. En kamp mellem kommercielle interesser og borgerrettigheder foregår.


I forbindelse med diskussionen om (ulovlig) fildeling, så så jeg forleden programmet So Ein Ding, hvor studieværten Nikolaj Sonne kom ind på et lidt upåagtet problem vedr. den ulovlige fildeling. Nemlig det faktum, at mange kommercielle interesser lukrerer på den ulovlige fildelings eksistens. Ikke alene tjener ejere af servere (fx Pirate Bays) og reklameindustrien på aktiviteten, men også den teknologiske udvikling bærer tydeligt præg af det. Har du fx tænkt på, hvad du skal stille op med en 12 MB (el. større) forbindelse, hvis du kun surfer på nettet, bruger sociale sites (blogs osv.) og sender emails? Eller hvad skal almindelige forbrugere stillle op med harddiskstørrelser på 1 TB? Selv hvis du skal lagre dine egne film og fotos, så er 1 TB altså meget plads.


I So Ein Ding omtalte Nicolaj Sonne såkaldte netværksstreamere. Digitale teknologiske gadgets, der kan hente film på nettet og sende dem via computeren og direkte ind på skærmen. I HD-kvalitet. Et af produkterne var Western Digital netværksstreameren WD TV Live HD, men der findes en række tilsvarende produkter fra de store elektronikgiganter, bl.a. Samsung, LG og Phillips. Umiddelbart ser det hele uskyldigt ud. Men Sonne gjorde opmærksom på, at disse gadgets tog sigte på filformater som MKI og AVI, formater, der foretrækkes af filpirater… Man kan godt undre sig – og det gjorde Sonne – over, at antipiraterne har haft så megen fokus på de små fildelere rundt omkring, men ikke på den anden side – den kommercielle – af problemet. For uden den ville fildelingens problem havde et helt andet – og mindre – omfang…

Servicesamfundets absurditet

12. maj 2009

Jeg har brugt en anseelig mængde tid denne formiddag med henblik på at få besvaret et ganske simpelt spørgsmål i min bank. Det eneste, jeg har opnået indtil nu, er at få lov til at indtaste mit cpr-nummer x-antal gange efterfulgt af en række selvvalgsindtastninger og en række pauser, hvorefter jeg hver gang er endt i ålborg-afdelingen. Selv om jeg ringede til hovedafdelingen og Esbjerg-afdelingen. Jeg er normalt en tålmodig mand, men følelsen af at blive reduceret til en figur i en af Franz Kafkas fortællinger kan godt få adrenalinen til at koge i ens blod. Hvad fanden er det for et samfund, hvor man reducerer menneskelige relationer til automatiseringer og kalder det for service?

Lawrence Lessig – amr. akademiker og politisk aktivist

9. marts 2009

Der findes et andet Amerika end det, der dominerer i nyhedsudsendelserne. Et andet Amerika end Washington-administrationens, Hollywood-underholdningsindustriens osv. En repræsentant for dette brogede andet Amerika, der har det til fælles, at de forholder sig kritisk til det bestående, er juraprofessor Lawrence Lessig (f. 1961). Lessig beskæftiger sig med fx de digitale rettigheder på internettet og i den ny teknologi, er fortaler for fri og åben software og engageret i demokratiets udvikling.

Her giver han en yderst interessant forelæsning om bl.a. forholdet mellem penge og tillid. Foredraget varer en times tid, men er værd at bruge tid på…

Læs mere om Lessig her, hvor der også er links til de organisationer, han er tilknyttet, fx Creative Commons.

I søndags kunne man se ham i filmen Alternativ Frihed, der blev vist på DR2. En tankevækkende udsendelse om internettet, den teknologiske udvikling og det politiske establishments skræmmende uvidenhed om området… Anbefales.

Farvel VHS!

2. marts 2009

I Los Angeles Times kan man læse, at en af de allersidste  VHS-sælgere i USA, Ryan Kugler i Palm Harbor, Florida, nu drejer nøglen om. Dermed sættes der et punktum for en succeshistorie. For VHS-båndene var med til at revolutionere den meninge amerikaners – og danskers – tv-vaner. Med VHS’ sejrsmarch over hele verden blev det muligt at se alverdens film – og optage alskens tv-programmer. Den berømte filmkritiker Leonard Maltin beretter, hvordan Hollywood-industrien frygtede VHS, fordi man mente,at det ville skade salget af biografbilletter, men det gik lige modsat. Den sidste store film, der er blevet udsendt på VHS skulle være “A History of Violence”, der i øvrigt blev vist på TV” i går aftes.
Selv om DVD og Blue-Ray har overtaget markedet nu, så forsvinder VHS ikke helt. Der er stadigvæk en del film, der kun findes på VHS, men VHS får nok aldrig samme status som samlerobjekt som de gamle vinylplader. Kvaliteten af båndene er simpelt hen ikke god nok til et tilsvarende langt liv som kultfænomen. Næste teknologi på dødsgangen er CD’en og DVD’en. Blueray er allerede ved at overtage deres rolle.