Indlæg tagget med teknologi

Droner Рn̴r snild krigsteknologi vender sig mod civilsamfundet

30. juli 2013
[Foto lånt fra sitet www.theeyeofthetiber.com]
Der var engang et klogt hovede, der skrev, at hvis noget var teknologisk muligt, s̴ ville det ogs̴ blive en realitet. For eksempel: Hvis det er muligt at manipulere med planters genetiske materiale, s̴ vil det ogs̴ ske. Og det skete Рtrods protester og advarsler.
Den samme lovmæssighed gør sig gældende inden for krigsteknologien. Siden Anden Verdenskrig har vi været vidner til et veritabelt vÃ¥benkapløb. Frem til den Kolde Krigs afslutning omkring Berlinmurens fald handlede det især om nuklearvÃ¥ben. Hvem der havde flest – og hvor de var placeret. Tænk blot pÃ¥ Cuba-krisen…
Siden er der sket meget. Computer- og robotteknologien er kommet i spil. Og en af de meget omtalte snilde krigsteknologier er de sÃ¥kaldte ubemandede droner. SmÃ¥ fly, der styres fra fx en bunker i Nevadaørknen og sendes fx til et andet land – fx Afghanistan eller Pakistan – hvor de dels spionerer og indsamler data, men ogsÃ¥ kan sende misiler af sted for dræbe angivelige fjender.
Danmarks Radio viste i gÃ¥r aftes en meget seværdig udsendelse om disse droner og de problemer, anvendelsen af dem fører med sig. Set ud fra en ren krigsteknologisk synsvinkel, sÃ¥ indebærer dronerne nogle  klare fordele. Dels forhindrer brugen af dem, at nogle af den krigsførende nations soldater kommer til skade ved aktionerne. Og dels er der ogsÃ¥ økonomiske fordele – selv om de er dyre at anskaffe. Man behøver jo ikke at sende mange soldater og meget materiel ud i verden, nÃ¥r sÃ¥dan en lille maskine kan løse selv avancerede opgaver.
Det problematiske kommer ind pÃ¥ en  anden led. For anvendelsen af dronerne rejser spørgsmÃ¥l vedrørende verdensborgerens menneskerettigheder og dennes retssikkerhed. Er det sÃ¥ledes i orden, at USA sender en drone af sted til et fremmed land, hvor den slÃ¥r en borger – ja, fx ogsÃ¥ en amerikansk statsborger – ihjel uden at denne har været stillet over for en domstol med en sigtets rettigheder? Er det i orden, at USA opfører sig som om resten af verden er Amerikas baggÃ¥rd, hvor man bare kan overflyve landes territorier – uden at informere om det og sikre sig disse landes samtykke? Og er det i orden, at et stort antal ansatte i den private vÃ¥benindustri aktivt medvirker, nÃ¥r dronerne er pÃ¥ arbejde? Er det acceptabelt med sÃ¥dan en privatisering af krigsførelsen? Og hvad med disse ansattes rettigheder – fx hvis nogen skal stilles til ansvar for hændelige fejl, hvor mennesker dræbes uden legitim grund? Og udsendelsen stiller andre prekære spørgsmÃ¥l. Hvad vil der ske, nÃ¥r næste teknologiske skridt tages – og man sender droner af sted, der selv skal indsamle information og ‘tage beslutning om’, hvorvidt der skal angribes eller ej? Hvem har sÃ¥ ansvaret? Den amerikanske præsident?
Udsendelsen rejser i det hele taget en lang række spørgsmål om menneskerettigheder, om demokratiske spilleregler, om moderne krigsførelse og etik, om USAs globale rolle, om overvågning af civilsamfundet, om en magtfuld våbenindustris behov for krige osv.
Gense udsendelsen her – den er tankevækkende.

Gåmanden fylder 40 år

2. juli 2012

Nu har jeg købt mig en walkman/Nu lyder skoven som New York mand...”, sang Michael Hardinger pÃ¥ sit eponyme album fra 1981. Selv om Danske hitlister ikke har registreret den (man havde vist ikke hitlister pÃ¥ DR i 1981?), sÃ¥ mÃ¥ den have været et pænt hit dengang. I hvert fald hørte man ofte den iørefaldende hyldestsang til den lille transportable bÃ¥ndspiller i radioen. Det var ogsÃ¥ dengang blevet almindeligt at se unge mænd og damer jogge i firseroutfit med walkmen og walkmen-kloner i alskens farver.

Sangen må have haft klare popkvaliteter, for i 2008 tog Hej Matematik sangen op og moderniserede den til et elektronisk nummer, der fik fjorten uger på Tjeklisten med en 2. plads som fornemste resultat. På det tidspunkt var Sonys Walkman og alle de andre elektronikfirmaers kloner for længst blevet overhalet af andre teknologier, fra de bærbare CD-afspillere til diverse udgaver af mp3-afspillere. Og siden er der jo gået mobiltelefon i afspilningen.

I Politiken kan man læse den dramatiske historie om tysk-brasilianske Andreas Pavel, der opfandt den lille transportable bÃ¥ndspiller og igennem 25 Ã¥r mÃ¥tte kæmpe en ulige kamp mod elektronikgiganten Sony, som med mange penge, jurister og ufine metoder forsøgte at forhindre, at Pavel fik del i de patentroyalties, som han retteligen havde krav pÃ¥. Sony havde patent pÃ¥ navnet men ikke pÃ¥ opfindelsen, og kun fordi Pavel ikke gav op – trods et voldsomt pres og personlig økonomisk ruin som følge af retssagerne – lykkedes det til sidst for ham at tvinge Sony til et forlig. Ikke nogen solstrÃ¥lehistorie, men en historie om, at retfærdigheden nogle gange sker fyldest. I hvert fald delvis… Læs Morten Bays artikel om Pavel og gÃ¥manden, der i Ã¥r har fyrre Ã¥rs jubilæum.

[ukrediteret foto fra en weblogside]

SÃ¥dan laver man en vinylplade

20. november 2011

Jeg faldt over en lille film om fremstillingen af vinylplader i The Telegraph. Og det sendte mig straks tilbage i tiden til dengang, jeg havde fÃ¥et min elskede grønne rejsegrammofon. Jeg var ikke ret gammel og blev dybt fascineret af vinylpladernes teknologi. Hvordan det var muligt ud af nogle riller i et stykke vinyl at hente de mest fantastiske lyde. Og jeg gik pÃ¥ biblioteket, hvor jeg lÃ¥nte en ældgammel bog med brunt omslag, stift bind og guldtryk pÃ¥ ryggen. I den kunne jeg læse om, hvordan rillerne blev lavet, og hvordan pickuppens mekaniske bevægelser kunne omsættes tll elektriske impulser, der siden hen kunne sætte en højtalers membraner i sving og resultere i musik og anden lyd. Det var – og er – fascinerende.

Vinylpladens genkomst

13. september 2010

I Kristeligt Dagblad sælger man en temmelig gammel nyhed. Det drejer sig om det stigende salg af vinylplader. Som tidligere omtalt her i bloggen, sÃ¥ har musikbranchens fællesorganisation IFPI i deres seneste Ã¥rsopgørelse dokumenteret, at salget af vinylplader er steget fra ca. 4000 eksemplarer i 2000 til 23000 vinylplader i 2009. “Salget af vinylplader eksploderer” skriver DR Nyhederne. Og det mÃ¥ vist siges at være journalistisk overkill til formiddagskaffen. Jovist er 23000 flere end 2000, men vi snakker altsÃ¥ ogsÃ¥ om en periode pÃ¥ ni Ã¥r og et salgstal, man i de gode gamle dage firserne næppe ville løfte en øjenbryn over pÃ¥ pladeselskabernes kontorer.

Noget andet er så, hvorfor vinylsalget er steget? Er det, som forbrugeradfærdsforsker (!) Heidi Boye fra SDU hævder, udtryk for nostalgisk simple living i en teknologisk tidsalder, hvor det går stærkt udviklingsmæssigt? Eller er der tale om nostalgisk, rituelt venden tilbage til noget mere håndgribeligt?

Begge forklaringsmodeller har den svaghed, at de ikke kan forklare, hvorfor unge, der ikke er vokset op med vinyl, foretrækker den gamle teknologi! MÃ¥ske er forklaringen pÃ¥ mersalget – hvis vi ser bort fra nostalgisk samleri af gamle plader – udtryk for, at cd’en og lydfilen ikke kan matche vinylen, hverken med hensyn til coveræstetik eller lyd? [link]

Kassettebåndets genkomst

15. december 2009

Man skal som bekendt aldrig sige aldrig. For et par år siden ophørte pladeindustrien med produktionen af kassettebåndene. Men nu forlyder det, at de vil komme på hylderne igen. Forklaringen er demografisk. Mange voksne mennesker, som tog kassettebåndet til sig, vil ikke give slip på denne (på mange måder udmærkede) teknologi. Alderdommen har talt. Og sandt at sige, så var lydkvaliteten i en gammeldags walkman med rigtige overspilninger fra grammofonplade eller originale kassetter da også meget bedre end gennemsnitsmp3filer. Måske er det godt nok, at jeg ikke har fået taget mig sammen til at smide sækken med kassettebånd ud?
PS. En af de kunstnere, jeg har på kassettebånd er Elvis Costello.