Indlæg tagget med tekst

Helge Rode (1896): Der er ingenting i verden så stille som sne

14. januar 2016

Der er ingenting i verden så stille som sne,
når den sagte gennem luften daler,
dæmper dine skridt,
tysser, tysser blidt
på de stemmer,
som for højlydt taler.
2.
Der er ingenting i verden af en renhed som sne,
svanedun fra himlens hvide vinger.
På din hånd et fnug
er som tåredug.
Hvide tanker tyst i dans sig svinger.
3.
Der er ingenting i verden, der kan mildne som sne.
Tys, du lytter, til det tavse klinger.
O, så fin en klang,
sølverklokkesang

inderst inde i dit hjerte ringer

Med toner..

Ti – et album med musik, prosa og poesi

13. juni 2012

Sproget og ikke mindst poesien rummer sin egen musik. Rytme, tonefald og i sidste tilfælde metrik udgør en del af musikken. Og derfor kan man mene, at itonesat poesi i en eller anden forstand kræver, at poesiens egen iboende musik, som især sætter sig igennem, når poesien reciteres eller læses op, kræver et særligt med- eller modspil af den udvendige musik. Enten skal musikken akkompagnere det metriske ved at følge det, understøtte eller fremhæve det – eller måske på kontrapunktisk vis insistere på sig selv og samtidig sætte poesien i relief.

Der findes ikke æstetiske regler for, hvordan man gør. Det handler om gehør for musik – og poesi. I tresserne opstod kombinationen jazz og lyrik med fornemme resulater. Og siden har der været, hvad man med forsigtighed kunne kalde en tradition for eksperimentet. Her i bloggen har jeg blandt andet omtalt Peter Laugesens fascinerende og inciterende samarbejde med Singvogel. Og jeg håber at vende tilbage til flere eksempler.

Et af de seneste skud på denne stamme er det digitale album “Ti”, der som titlen indikerer giver ti forskellige bud på, hvordan musik og lyrik mødes. Og de ti eksempler illustrerer ganske godt de ovenstående generelle overvejelser.

Søren Ulrik Thomsen læser sit digt “Jeg har sat mig her ved det bagerste bord” med sin velkendte diktion og bliver ledsaget af Det glemte Kvarter. Det fungerer, men i mine ører skulle musikken have været trådt et skridt tilbage. Der er for megen volume på produktionen. Og det truer med at overdøve digterens diktion.

Jørgen Leth og IKI tage sig af “Fra samme tid” lider lidt af samme volumenproblem, men det hjælper dog lidt, at der er pause i musikken, hvor Leths markante stemme får lov til at stå alene.

Jens Blendstrup og Girls in Airports går bedre i spænd i en vekselvirkning mellem Blendstrups komiske lyrik og en let jazzet musik, der er med til at forstærke stemningen i digtet.

“Islands Brygge, d. 13. juni, 2006” har et andet problem. Teksten er mere prosa end poesi. Christel Wiinblad læser teksten op som prosatekst og Clara Brylds piano følger ganske lydhørt oplæsningens let monotone rytme.

Et hovedstykke på albummet er Naja Marie Aidts og Dagens Danmarks mere end femten minutter lange eksperimenterende behandling af teksten “Slik”. I det næsten paradoksale møde mellem Aidts tekstsensitive oplæsning af sin prosatekst og musikkens klart eksperimenterende, næsten kakofoniske lyd opstår der noget særdeles lytteværdigt. Måske, fordi man som lytter kan flytte sit fokus fra det ene til det andet som vægten fra den ene fod til den anden – samtidig med at Aidts tekst kommer helt til sin ret.

Theis Ørntoft & Interfoam får noget elektrificerende ud af “Den dovne dag/ Det er bare lunt” på trods af, at Ørntofts tekst som poesi betragtet er lidt tynd.

Excentrikeren Johannes L Madsen – også kaldet JLM m.m. – har fået tonesat sin tekst “Sproget har fuglekasser i munden i dag” af Halfdan E. – kendt fra sit samarbejde Dan Turèll – og Martin G. Vigga Svensson reciterer og Klaus Rifbjerg er samplet. Eksperimentet virker godt. Madsens tekst står klart frem for lytteren og musikken får metrikken til at banke tydeligere igennem. En af pladens absolutte højdepunkter – og et af de modigste.

Jan Sonnergaard & GRAF slipper også ganske godt fra “Eva og Strudesen” – en prosatekst – sikkert, fordi GRAF netop træder et skridt tilbage i forhold til Sonnergaards oplæsning og virker som en sympatisk klangbund i dette ords bogstavelige forstand.

Janus Kodal & Prins Nitram vælger en anden løsningsmodel. Nitram synger Kodals tekst oven på en susende lydbund. Vi er nærmere en almindelige sang end tekstrecitation, men det fungere udmærket. Nitrams stemme kan godt minde lidt om Benny Holsts by the way.

Claus Høxbroes tekst “Kaddish for min samtid” er tilsat Oscar Gilberts lydhøre klaver – og minder ikke så lidt om Dan Turèlls musikalske iscenesættelser. Høxbroes må være Turéll-fan. Og det er godt, at nogen fører den beatstil videre…

Det siger sig selv, at albummet er en blandet landhandel eller et overflødighedshorn – af musik og tekster. Et velkomment bud på det svære og fascinerende møde mellem musik og kunsttekst.

Tag mig ned til floden, kast mig ud i vandet…

27. november 2010

I don’t know why I love her like I do
All the changes you put me through
Take my money, my cigarettes
I haven’t seen the worst of it yet
I wanna know that you’ll tell me
I love to stay
Take me to the river, drop me in the water
Take me to the river, dip me in the water
Washing me down, washing me down

I don’t know why you treat me so bad
Think of all the things we could have had
Love is an ocean that I can’t forget
My sweet sixteen I would never regret

I wanna know that you’ll tell me
I love to stay
Take me to the river, drop me in the water
Push me in the river, dip me in the water
Washing me down, washing me

Hug me, squeeze me, love me, tease me
Till I can’t, till I can’t, till I can’t take no more of it
Take me to the water, drop me in the river
Push me in the water, drop me in the river
Washing me down, washing me down

I don’t know why I love you like I do
All the troubles you put me through
Sixteen candles there on my wall
And here am I the biggest fool of them all

I wanna know that you’ll tell me
I love to stay
Take me to the river and drop me in the water
Dip me in the river, drop me in the water
Washing me down, washing me down.

Kærligheden har mange metaforer. Vand er en af dem. Havet, floden. Men kærlighedens metafor kan også være et skib, som fx hos Anna & Kate McGarrigle. I Al Greens mesterlige sang “Take Me To The River” fra 1974 cirkulerer den våde metafor med alle dens konnotationer. Det dragende, det farlige, det opslugende og druknende.
Sangen er blevet fortolket i noget, der ligner en uendelighed, hvilket jo fortæller en del om sangens kvaliteter og holdbarhed. En af de bedste fortolkninger, jeg kender, er Talking Heads udgave, som er at finde på gruppens andet, mesterlige album “More Songs About Buildings And Food” fra 1978. Og så tog bandet også nummeret op i filmen Stop Making Sense. Og det giver god mening, for sangteksten er på linje med mysticismen i David Byrnes egne sange.

Take Me To The River – Talking Heads

I’m only sleeping

25. november 2010

Apropos Beatles-sange, så kan man i dag læse, at originalmanus til sangen “Im only sleeping” bortauktioneres næste måned. John Lennon skrev udkastet til sangen på bagsiden af en biltelefonabonnementsopkrævning, som han havde modtaget med posten. Også det bord, sangen blev skrevet ned på er til salg…

“I read the News today, oh Boy…”

29. april 2010

…About a lucky man who made the grade
And though the news was rather sad
Well I just had to laugh
I saw the photograph
He blew his mind out in a car
He didn’t notice that the lights had changed
A crowd of people stood and stared
They’d seen his face before
Nobody was really sure
If he was from the House of Lords.

I saw a film today oh boy
The English Army had just won the war
A crowd of people turned away
but I just had to look
Having read the book
I’d love to turn you on

Woke up, fell out of bed,
Dragged a comb across my head
Found my way downstairs and drank a cup,
And looking up I noticed I was late.
Found my coat and grabbed my hat
Made the bus in seconds flat
Found my way upstairs and had a smoke,
and Somebody spoke and I went into a dream

I read the news today oh boy
Four thousand holes in Blackburn, Lancashire
And though the holes were rather small
They had to count them all
Now they know how many holes it takes to fill the Albert Hall.
I’d love to turn you on

Hvis man har pengepungen i orden og tid til at drage til New York den 18. juni i år, kan man være heldig at få fat i et håndskrevet manuskript med John Lennons ord til “A Days in the Life”. For rigtige samlere og beatlemanikere.

Neil Youngs udgave

Fra livets store sangbog: Balladen om den tynde mand

21. august 2009

Lige som der er melodier, der følger en trofast gennem livet og minder en om tid og sted på livets roadmap, så er der også tekster fra den store sangskat, som bliver ved med at dukke op i hovedet og kommentere og fortolke hændelser og situationer på dagen og vejen. En sådan tekst er Bob Dylans Balad of a thin Man. Min engelsklærer i gymnasiet ville gerne se den som et billede på situationen ved det grønne klæde. Og det er også en mulighed. Men ellers er sangen en sang om en følelse, jeg tror, vi alle kan blive grebet af, hvor livets meningsfuldhed tynder ud, sprækker, glider os lidt af hænde, og vi bliver sendt tilbage til det eksistentielle nulpunkt, som altid er en mulighed i en kaotisk verden.

Østre Gasværk – en kulturradikalistisk sang?

8. februar 2009

Ovre hos de vilde analytikere faldt jeg over en kommentar, der drejede sig om Kim Larsen. Kjeldsen skriver, at Kim Larsen med sin sang “Østre Gasværk” “cementerer sin position som en af den samtidige kulturradikalismes chefideologer“. Sangteksten, som Anker Jørgensen engang citerede i en nytårstale, var et pænt hit dengang. Men er den udtryk for kulturadikalisme? Ideologisk set udspringer kulturradikalismen af en kronik, som Elias Bredsdorff skrev i Politiken i 1955, hvor han udmøntede begrebet kulturadikalisme således:”Der er brug for en vågen og modig kulturradikalisme i dag, en tankegang, som bygger på respekten for mennesket, tænker i internationale perspektiver og er belastet
med en social samvittighed.»  Og i samme artikel indskrev Bredsdorff kulturradikalismen som en strømning, der løb fra Brandes over Kulturkampen i 1930’erne og frem. I vor samtids kulturdebatter er kulturradikalisme blevet et skældsord for de herskende borgerlige kommentatorer, og de konnotationer, der knytter sig til begrebet er blandt andet: venstreorientering, intellektualisme, socialisme, frisind, humanisme m.m. Kulturradikalismen er et af de begreber, som borgerlige ideologer går til angreb på i forsøget på at sætte en anden dagsorden.
Men kan man kalde Larsen sang kulturradikalisme? Ser vi bort fra, at hr. Larsen i mange sammenhænge har udtalt sig kulturradikalistisk, så lad os se på teksten:

Det er en kold tid som vi lever i
alle går rundt og fryser
men jeg har det da nogenlunde her
her på Østre Gaaaasværk

Der’ mange, mange drømme
der’ røget sig en tur
men jeg ka’ da stadig grine
når jeg sidder helt alene –
helt alene i mit lille skur

Det er en kold tid som vi lever i
alle går rundt og fryser
men jeg har det da nogenlunde her
her på Østre Gaaaaasværk

Jeg har ikke nogen penge
og ikke noget job
det har været sådan længe
Gu’ ved om det nogensinde –
nogensinde holder op

Men jeg har da Lange Lone
og hun spiller violin
og når nerverne de klikker
så drikker vi en lille flaske –
lille flaske brændevin

For det’ en kold tid som vi lever i
alle går rundt og fryser
men jeg har det da nogenlunde her
her på Østre Gaaaaasværk

Sangen er en slags moderne udgave af Manden på risten. Subjektet i sangen lever i “en kold tid”, opholder sig i et skur, er uden penge og job, men har beholdt sit gode humør (“ka’ da stadig grine”) og trøster sig med veninden Lange Lones violinspil og “en lille flaske brændevin”. Skulle denne sang cementere Larsen position som kulturradikalistisk chefideolog? Visse vasse. Sangen er ikke en ideologisk-politisk vise, men en lille sang om en mand, der har mistet sine drømme og sit job, men ikke sit gode humør. Sangen beskriver, den politiserer ikke. Med mindre man betragter det som politiserende at beskrive en arbejdsløs’ situation. Selvfølgelig er sangen udtryk for ‘respekt for mennesket’, men den kan dårligt kaldes ‘belastet’ af social samvittighed.  Jeg mener, at den lige så vel kunne være skrevet af en borgerlig humanist.

G’nat

27. november 2008

Jeg ligger i natten, fast besluttet på at holde mig vågen, så jeg kan opleve det øjeblik, jeg falder i søvn. Det lykkedes heller ikke denne gang…

(Barndomserindring)

Good Night – The Beatles