Indlæg tagget med Tidsfordriv

Kender du typen?

17. februar 2007

I en tid, hvor der ikke sker sÃ¥ meget nyt med hensyn til krimier pÃ¥ tv – nÃ¥r man lige bortser fra den fine danske Forbrydelsen (…og ikke et ondt ord om de gamle kendinge som lune Frost, Columbo, Barnaby, stilsikre Poirot og et par stykker mere…) – sÃ¥ mÃ¥ man ty til andre programmer, hvis man absolut vil se tv. Først og fremmest er der den meget underholdende, meget velturnerede og velspillede soap-familie-serie Hvor kragerne vender (orig. Distant Shores) om en succesfuld plastikkirurg fra London, som nødtvungent mÃ¥ flytte med sin kærlighedshungrende kone, sin goth-punk-datter og sin lille søn til den lille ø Hildaysay for at redde, hvad reddes kan af familielivet, og hvad dertil hører. Og som i andre vellykkede engelske familieunderholdningsserier (fx The Royal, som pt. holder pause), sÃ¥ gÃ¥r det ikke, som man kunne forvente. Men underholdende, dét er det.
Et fast programpunkt her i familien er livsstilprogrammet Kender du typen?, hvor den afslappede og ganske velegnede anfører af løjerne Jens Blauenfeldt skal have de to sÃ¥kaldte “livsstilseksperter” Niels Erik Folmann og Christine Feldthaus, der begge tjener til livet i reklameindustrien, til at gætte, hvem der mon bor i en eller anden bolig ud fra den mÃ¥de vedkommende kendte person har indrettet sig. Og det er jo altid lidt underholdende at se, hvordan andre bor. Nysgerrigheden fÃ¥r sin luns, den svinehund, og man kan filosofere lidt over, hvor forskellige folk dog er osv. Programmet er et af de efterhÃ¥nden mange livsstilprogrammer, der faktisk fungerer ganske godt. Sikkert, fordi det appellerer til den omtalte nysgerrighed, der jo er drivkraften bag alle ugebladene, men ogsÃ¥ fordi der ligger en underholdningsværdi i at se andre sider af de personer, man kender fra de kulørte medier, tv og aviser.
Livsstilseksperterne har hidtil professionelt hvilet trygt og godt på deres indlærte segmentanalyser, hvor stort set enhver dansker kunne placeres inden for fire hovedgrupper ud fra deres uddannelse og indkøbsvaner. Det sjove er blot, at de seneste programmer hyppigere og hyppigere har efterladt de to ferme gættere helt på Herrens mark. Og så bliver det først underholdende, fordi spændingen om, hvem typen mon er stiger! Og eksperternes manglende indsigt gør det blot lettere for seerne at være med i gætteriet.
MÃ¥ske er danskerne ved at være sÃ¥ individualistiske, at de ikke passer ind i nogen livsstilseksperts kategorier eller reklamemands kassesystem? Det er selvfølgelig et problem for reklameindustrien, men i øvrigt ganske tilfredsstillende…

Everything is illuminated – en anbefaling…

20. november 2006

Søndage kan være svære at komme igennem, især hvis man er fjorten, og der ikke er kammerater ved hÃ¥nden, og man er kørt lidt træt i Sims 2. Derfor mÃ¥tte jeg – fædre kan Ã¥benbart altid bruges i sÃ¥dan en situation – drage til det lokale videoudlejningssted med pigebarnet for at se, om de havde noget, man kunne fordrive sÃ¥dan en søndag med. Vi havde første kigget biografprogrammerne igennem, men der var ikke noget, vi begge kunne gÃ¥ ind for. Og det vil almindeligvis sige: En ungdommelig film med flotte unge mænd, gerne lidt sjov, og gerne lidt romantik (men ikke for meget)… SÃ¥ vi endte i videoforretningen. Pirates of the Caribean II havde de ikke (kommer pÃ¥ fredag) og heller ikke Madagascar, som var udlÃ¥nt. Og nÃ¥r man er fjorten, og ikke lige kan fÃ¥ det, man gerne vil have, sÃ¥ kan det hele være lige meget
Og hvad gør man sÃ¥? Overlader beslutningsprocessen til far – samtidig med, at man forbeholder sig ret til at kritisere og vrænge ad forslagene. Af erfaring ved jeg, at det godt kan lade sig gøre at finde noget, der vil falde i frøkenens smag, alligevel. Hvis man kan finde en film med en dejlig filmhelt, fx Johnny Depp eller Elijah Wood – en film, som hun ikke har set eller hørt om, sÃ¥ glider den som regel ned. Derfor faldt mit valg pÃ¥ den relativt nye Everything is illuminated (2005) af Liev Schreiber med Elijah Wood i hovedrollen. Læs mere »

Min lille grønne rejsegrammofon

16. november 2006

I sin fortrinlige selvbiografi X-Ray fortæller Ray Davies meget underholdende, hvordan lyden pÃ¥ de første Kinks-plader kom i stand. Hjemme hos far og mor havde brødrene en lille forstærker kaldet the little green amp, som udgjorde hele Kinks-lyden. De var dog ikke tilfredse med det, der kom ud af højtaleren, og derfor perforerede de membranen med en kuglepen. Det hjalp… You really got me ville have lydt anderledes, hvis ikke…
Min barndoms svar pÃ¥ the little green amp var en lille grøn og lys beige rejsegrammofon med hÃ¥ndtag, som min musikglade mor forærede mig, da jeg var ni Ã¥r gammel. Hun købte den i den lokale radioforretning (med navnet Lindvig Poulsen), der lÃ¥ i Strandbygade. Jeg kan huske, at han havde en fransk bulldog i ved navn Finette (af fin afstamning…), der vogtede i forretningen. Der var fÃ¥, men udvalgte radioer og musikanlæg. Og altsÃ¥ min lille rejsegrammofon. Butiksejeren havde Ã¥benbart forstÃ¥else for det unge menneskes spirende musikinteresse. I hvert fald fik jeg to singleplader med i købet. Den ene en plade med Louis Armstrong (Basin Street Blues), den anden med Elvis Presley (Teddy Bear). Derhjemme blev den omhyggeligt koblet til familiens store Philips dampradio, og sÃ¥ gik det ellers derud af…
Desværre har jeg ikke et billede af den og har ikke kunnet finde det pÃ¥ nettet. Men det lykkes mÃ¥ske en dag. NÃ¥, men rejsegrammofonen var solid og holdt i mange Ã¥r, indtil jeg fik en B&O – Beogram1000 – i palisander, som fulgte mig helt frem til gymnasietiden, hvor den blev skiftet ud med en Beogram2000, der ogsÃ¥ holdt længe med diverse udskiftninger af pickupper… Resten er historie, som man siger.
Beogram 1000Beogram 2000

VÃ¥d zen

15. november 2006

I et tidligere indlæg skrev jeg om de underværker, som svømning kan gøre for en – kropsligt (og det vil i min verden ogsÃ¥ sige mentalt). Det fik mig til at tænke pÃ¥ den alt for tidligt afdøde danske forfatter Hans-Jørgen Nielsen, der skrev et lille essay om netop den oplevelse, man kan opnÃ¥ ved fx at svømme, løbe eller cykle. I essayet “Da Intet skete” fortæller Nielsen om sin første af slagsen. I en alder af 15 Ã¥r oplever han, da han cykler ned af Humlebæk Kirke bakke, at Intet sker. Han skriver: “Da jeg var yngre, cyklede jeg gerne længe, langt og hurtigt. At cykle pÃ¥ denne mÃ¥de var først og fremmest en slags kropslig sindstilstand, som jeg cyklede mig ind i. Det drejede sig om at finde det rette hurtige tempo, hvor cyklen og kroppen voksede sammen i én stor rytmisk stemplen op og ned og fremad i ét. I denne tilstand svandt bevidsthedens normale kværn af tanker og fantasier efterhÃ¥nden hen. Sindet blev varmt, mørkt og tomt. Opslugt i den rytmisk arbejdende cykelkrop – eller kropscykel. Vejen cyklede sig selv.”
Som Nielsen er inde pÃ¥, sÃ¥ er tempoet afgørende. Det mÃ¥ hverken være for hurtigt eller for langsomt. Der skal være en særlig takt, der finder en særlig harmoni med kroppens puls. Vi er ovre i noget musikalsk. En vis rytmisk monotoni skal opnÃ¥s, inden oplevelsen melder sig. For mig hjalp (hjælper?) det at tælle svømmebaner og svømmetag: 1-2-3-4…57…
For Nielsen bliver der tale om en hverdagsagtig mystisk erfaring. Han kunne sine zenmestre og haiku-digtere. En unik oplevelse, som de efterfølgende kun er mindelser om. For min skyld mÃ¥ man gerne kalde det en mystisk erfaring, men jeg har haft den utallige gange. Der er tale om en dyb koncentration, hvor krop-og-hjerne pÃ¥ et tidspunkt glider sammen om rytmen og bevidstheden pauserer. En form for selvforglemmelse, hvor kroppen “blot” bevæger sig i en bestemt rytme uden at “ville” det, uden “at tænke over det”. VÃ¥d zen.

Nielsens lille essay er trykt i bogen “Efter den fjerde whisky trak han pistolen”, der udkom pÃ¥ forlaget Tiderne Skifter i 1982.

Om forfatteren kan man hos Afsnit P læse:

Berlin – rejseindtryk 2

7. november 2006

Jeg er langt fra overtroisk. På den anden side er det pudsigt, hvordan tingene falder sammen. På min tur til Berlin kom jeg til at bo i et område med lutter litterære og filosofiske gadenavne: Kleiststrasse, Kantstrasse osv. Der lå sågar et Kant-Archive et stenkast fra min hoteladresse.