Simon Ammitzbøll – og den totalitære tankegang
12. september 2012I forbindelse med udgivelsen af sin nye pamflet Krisen og den udeblevne systemkritik har Preben Wilhjelm advaret om, at den aktuelle krise kan føre til totalitære tilstande i de vestlige demokratier. Det skete bl.a. i et interview med Information i den forgangne uge.
Jeg kom til at tænke på denne advarsel, da jeg i Jyllands-Posten læste, at Simon Ammitzbøll fra Liberal Alliance i et TV2 program skulle have bifaldet, at en arbejdsløs enlig mor havde ladet sig sterilisere. Udmeldingen gav mig ubehagelige associationer i retning af de historiske eutanasi-programmer, hvor sterilisering blev brugt til at begrænse ‘asociale’ og ‘samfundsskadelige’ individers mulighed for at påføre samfundet yderligere balastning og skade. Jeg tænker ikke kun på Nazi-tyskland, hvor eutanasien blev sat i industriel produktion med kz-lejre osv., men fx også den eutanasi, der er blevet udført herhjemme over for udviklingshæmmede og socialt udsatte borgere.
Associationen er ikke tilfældig, for med sin respektløse, ja, arrogante udtalelse – og tilhørende bemærkninger om, at det ikke var i orden, at den arbejdsløse kvinde havde fået tre børn med tre forskellige mænd (i hvert fald ikke, hvis Ammitzbøll skulle betale via skatten…), at hun burde få sit hår klippet og sin mundpiercing fjernet osv. – giver Ammitzbøll netop udtryk for en disciplinerende, totalitær tankegang.
Det, der kendetegner totalitarisme, er netop, at en statsmagt – og som folketingsmedlem er Ammitzbøll repræsentant for statsmagten – med alle tænkelige midler forsøger at underlægge sig og kontrollere alle sfærer af samfundet, herunder privatlivets sfære. Den totalitære, ideologiske tænkning knytter sig her under krisen især til arbejdet. På tværs af de politiske partier oplever vi en diskurs, der gør arbejdet til selve normalitetens centrum. Vi ser det i regeringens tanker om ‘det øgede arbejdsudbud’ (der skal være der når ‘væksten’ engang kommer…). Vi ser det i forhold til arbejdsmarkedspolitiken på ledighedsområdet, hvor de ledige – til trods for, at der ikke er arbejde til alle – skal agere som arbejdsparate, aktiveres og sanktioneres, hvis ikke de gør det. Og vi ser det – de seneste dage med sagen om bistandsklienten Robert Nielsen, der har formastet sig til at sætte spørgsmålstegn ved arbejdets værdi -i den næste enstemmige moralske fordømmelse af ethvert tegn på arbejdssky adfærd. Og så videre.
For mig at se, er der ingen tvivl om, at Emil Ammitzbøll er godt på vej ind i en totalitær tankegang. Men han er ikke alene om det. Han er blot et særligt usympatisk og arrogant eksempel, der ikke bliver mindre usympatisk af, at manden er homoseksuel og derfor tilhører en minoritet, der i årevis (og stadigvæk i et vist omfang) kender til det at bliver målt med en undertrykkende normalitetsmålestok.
Spørgsmålet er så, hvorfor den totalitære tankegang har så gode vilkår lige nu i den aktuelle krise? Hvorfor er det så magtpåliggende, at vi alle arbejder mere, længere og i flere år, og at flere udsatte grupper af befolkningen – de ældre, de handicappede, førtidspensionisterne osv. – i en tid, hvor der netop ikke er arbejdspladser nok, og hvor flere og flere arbejdspladser forsvinder? Jeg tror, at svaret hænger nøje sammen med den måde, den kapitalistiske økonomi fungerer på. Denne økonomi har som sit mål øget vækst, og øget vækst hænger nøje sammen med udbytningen af arbejdskraften. Men som bekendt er væksten udeblevet, mange lande er endt i recession – og det forstærker blot begæret efter vækst og dermed ønsket om at skaffe arbejdskraft nok. Koste hvad det vil. Forenklet sagt.
