Indlæg tagget med tresserne

The Grass Roots – et rigtigt tresserband

7. juni 2014

Historien om The Grass Roots er en rigtig tresserhistorie om et band, der blev til som et projekt – lidt à la The Monkees.

Sangskriverduoen P. F. Sloan og Steve Barri arbejdede på at slå igennem som sangskrivere hos pladeselsabet Dunhill – i første omgang med beskeden succes. Sammen med nogle garvede studiemusikere indspillede Sloan sangen “Where were you when I needed you”, og den blev udsendt under navnet The Grass Roots” sendt ud til lokale radiostationer som demo. Pladen fik en moderat succes og Sloan og Barri kunne se, at konceptet med et band var vejen frem, og de gik på jagt efter en rigtig band, der kunne gøre det ud for The Grass Roots. Og de faldt over det obskure band The Bedouins fra San Francisco. Og Beduinerne fik lov til at genindspille sangen. Men helt i tidens ånd, så ville The Bedouins mere end bare indspille vellydende pop. Og det førte til et brud med Sloan og Barri. Bedouins drog til San Francisco for at forfølge deres blues-rock-drømme – og den første udgave af Grass Roots var en saga blot.

Men Sloan og Barri fortsatte med at lede efter et passende band til at spille deres sange. Og næste stop blev badnet The Robbs fra Wisconsin – men the Robbs var ikke interesserede i projektet. Bedre gik det, da sangskriverduoen fik kontakt til bandet The 13th Floor (nej, ikke 13th Floor Elevators). Bandet havde kun eksisteret et årstid og havde ikke lavet nogen plade, og de kunne ikke sige nej til tilbuddet om at overtage bandnavnet The Grass Roots og følge op på den beskedne succes, projektet havde haft. Dermed var The Grass Roots en realitet – og projektet bleve et relativt succesfuldt eksempel på en guitarbaseret poprockensemble, der med tydelig indflydelse fra britisk beat og amerikansk soul m.m. tog kampen om de amerikanske radiolyttere op. Grass Roots præsterede at lave et guldalbum, en guld- og en platinsingle og ikke mindre end fjorten top 40 singlehits.

Men en hel del omskiftelser og udskiftninger har The Grass Roots eksisteret siden den første inkarnation i 1965, men bandet havde sin storhedstid i tresserne, hvor projektet havde held til at ramme lyden af den ubekymrede tresserpop lige i hjertet. Et bagmandsspekulationsprojekt, men samtidig et eksempel på, at der kan komme noget godt og lytteværdigt ud af kombinationen af en god sangskriverteam og et hold ambitiøse og talentfulde musikere.

Det kan man høre på en ny pladeudgivelse, hvor alle gruppens singler fra tiden hos Dunhill og ABC Records er samlet. Complete original Dunhill /ABC Hit Singles hedder pladen der er udsendt på Real Gone. Et must for tresserpopelskere.

Da de barbrystede Ladybirds indtog Norge i 1968

6. april 2014

Tresserne var som bekendt frigørelsens årti. Og det afspejlede sig også i datidens populærmusik, hvor det fx blev almindeligt med go-go-piger, der dansede og viste deres ynder frem. Og så var der The Ladybirds, et rent pigeorkester, der markedsførte sig selv ved at optræde topløst. Hvor godt pigerne spillede, ved jeg ikke. Der findes vist ikke indspilninger med gruppen. Men Michelle, Sussi, Jeanette og Bonni har alligevel sat sig nogle spor i erindringen.

På en udenlandsk blogside har en interesseret blogger publiceret nogle fotos fra Ladybirds’ besøg i Norge i 1968, hvor bandet spillede i Stjernesalen i Bergen. Af omtalen fremgår det, at pigerne i deres koncert fremførte numre af The Hollies og The Supremes. Det kunne være sjovt at høre, hvordan det har lydt. Det fremgår også, at de senere samme år optrådte sammen med The New Yardbirds – der blev til Led Zeppelin – ved Fjordvilla Rock Paramount i Roskilde (den senere Roskilde Festival). Følg dette link og se de gamle fotos af de bare piger i Norge. Et lille stykke kulturhistorie er gravet frem.

Lonnie Keita, der er tidligere Ladybird, har venligst henvist mig til denne side, hvor man kan lytte til en optagelse med netop Ladybirds.

Gem

Marianne Faithfull som stilikon: La Motocyclette (1968)

11. november 2011

[Stillbillede fra La Motocyclette]

Genudsendelser, genudsendelser. På filmområdet hersker der ikke den store opfindsomhed på de landsdækkende kanaler. Alt for mange gode gamle film står på hylderne og samler støv, og spændende uafhængige filmproduktioner når aldrig frem til skærmen. Årsagssammenhængen fortaber sig i kontraktaftaler med store mediekoncerner og redaktionel slaphed.

Men heldigvis er der undtagelser. Og som regel sker det på de “hemmelige” kanaler DR 2 og DR K. Fx er det den 17. november på DR K muligt at se den franske film La Motocylette (da. Pigen på motorcyklen) fra 1968. I en hovedrolle ses Marianne Faithfull. Og i en anden Alain Delon.

I filmen – der også bærer den pikante engelske titel Naked under Leather (dengang vidste man, hvordan man skulle sælge varen….) – kan man opleve Faithfull for det, hun også var: stilikon. Hun dannede mode med sin kropsnære, full body dragt af læder, som mange motorcyklister tog til sig.

I filmen spiller Faithfull en alt andet en ‘faithfull’ nygift kvinde, der på motorcykel forlader sin ægtemand for at kaste sig i armene på en elsker i den tyske by Heidelberg.

Filmen, der blev forhindret i at deltage ved det års Cannes Film Festival på grund af studenteroprøret i Paris, er interessant ved sin tidsåndskolorit med nærmest psydelisk drømmende billeder. Også filmkunsten mærkede det kulturelle opbrud og de mange former for frisættelse, der fandt sted i starten af tresserne. Filmen er i øvrigt baseret på en fortælling af den surrealistisk inspirerede forfatter André Pieyre de Mandiargues.

The Move – Disturbance – en italiensk tv-optagelse fra 1967

27. maj 2011

Jeg faldt over denne herlige optagelse med The Move på YouTube. Ud over at spille et af deres mindre kendte numre, så er det lille 2 ½ minutter lange klip et studie i tresser-tv-og-pop-æstetik. Læg mærke til, hvordan kameraet kører med uret rundt om gruppen ved træet, medens den blonde pige og den lille hund følges mod klokken (bortset fra en lille variation, hvor hun løber omkring et træ). Jo, tv-folket havde lært noget af filmkunsten i tresserne…

Owsley Stanley – LSD-producent – er død, 76

15. marts 2011

Hvordan mon tressernes psykedeliske musik – ja, musik i det hele taget – ville have lydt uden indflydelsen fra diverse naturlige og kunstigt frembragte hallucinogener og euforiserende kemikalier? Det er ikke godt at vide eller måske godt ikke at vide. I hvert er det en kendt sag, at syntetiske og naturlige hjælpemidler var på dagsordenen dengang. Og stofindtagelsen havde både sine “filosoffer” og “vismænd” (Leary…) – og producenter og forhandlere.

En af de mere navnkundige af sidstnævnte slags var Owsley Stanley, der meldes omkommet i et biluheld i Australien forgangne søndag. Stanley blev kendt i tresserne som lydmand, økonomisk hjælper og – leverandør af ‘psykofarmaka’ til syregruppen over dem alle: Grateful Dead. Men også The Beatles og Jimi Hendrix skulle have nydt godt af mandens talenter udi kemien. I følge Beatleskronikøren Bob Spitz skulle John Lennon have været interesseret i et livslangt abonnement på Stanleys produkter. Der går frasagn om mandens evne til at fremstille den bedste og fineste LSD. Og han var en af de første, der satte produktionen af det bevidsthedsudvidende stof i masseproduktion. I følge New York Times omsatte han et sted mellem 1 og 5 millioner trips

Stanley var også bagmanden i de dengang meget omtalte Syretests – Acid Tests – som blev dyrket af beatforfatteren Ken Keasey og hans Merry Pranksters og udødeliggjort i journalisten Tom Wolfes berømte bog “The Electric Kool-Aid Acid Test”, en af new journalism-hovedværkerne. Flere af hans produkter gik også over i rockhistorien som begreber og navne, fx White Lightning og Blue Cheer (navnet på et legendarisk heavy-rock-band).

Til Stanleys bedrifter hører også mere jordnære ting som at skabe en markant god lyd til Grateful Deads koncerter. I det hele taget var han en væsentlig del af Grateful Deads inderkreds som en slags altmuligmand med indflydelse på musik, livsstil osv.

Men det var kemien, der kom til at bestemme hans livsbane. Han var født ind i en god familie med mange politikere og var i gang med en akademisk løbebane, da han på college i 1963 stødte på LSD, et dengang helt legalt stof. Det blev en livsomvæltende oplevelse. “Bilerne kyssede parkometerne”, da han smagte på stoffet. Og via studier udi kemien på universitetets bibliotek, fandt han ud af, hvordan man kunne fremstille det reneste LSD. Dermed var karrieren i gang…

De sidste år af sit liv tilbragte Owsley Stanley i Australien.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Side 1 af 41234