Indlæg tagget med tro

5000 års religion på 90 sekunder

21. juni 2010

Jo ældre jeg bliver, jo oftere tænker jeg, at verden ville være et bedre sted at være uden religionerne.

Indlægget her er i øvrigt delvist inspireret af dette citat af den netop afdøde portugisiske forfatter Saramago.

John Lennon – God

Moske – måske, moske ikke

1. september 2009

I går nat lyttede jeg, som jeg har for vane, til P1 Debat på vej hjem fra job. En DF’er og en SF’er diskuterede det fornuftige i at bygge en moske med to minareter i det københavnske vestkvarter. Det gav anledning til en ganske forudsigelig debat, hvor DF’eren ville diskutere Islams uheldige “værdier” og SF’eren alt muligt, fra arkitektur til religionsfrihed. Når jeg tænker på moskeer og minareter sendes jeg altid tilbage til 1001 Nats eventyr og kulørte amerikanske film med Aladdin og arabere osv. Hvad skal man så mene om rejsningen af en moske i hovedstaden? – Vi har i følge Grundlovens § 67 religionsfrihed i dette land. Det indbærer retten til individuelt og i fælleskab at udøve sin gudsdyrkelse, så længe det ikke kommer på tværs af “hensynet til sædeligheden” og “den offentlige orden”. Med andre ord. Hvis ellers tilhængerne af moskeen opfylder disse krav, selv betaler for jorden og bygningen, så lad dem dog.
Når jeg hører DF’ere tale om danske “værdier” og – som i dette tilfælde – være modstander af en moske, fordi den vil være en synligt tegn på islams tilstedeværelse i Danmark og islamiske “værdier”, så forstår jeg, hvor håbløs Dansk Folkepartis kamp er. Du kan måske fjerne synlige tegn på, at nogle mennesker tilhører en anden tro end den danske folkekirketro. Du kan måske forbyde tilsløring (sig ordet: burkha) og moskeer. Men du kan ikke ændre noget ved, at en række danske statsborgere udøver deres religionsfrihed.

Evolution

12. februar 2009

Vi vil gerne gøre opmærksom på den hjemmeside, som Københavns og århus’ universiteter har lavet i anledning af Darwins jubilæum. Her kan man få en masse solid information om evolutionens videnskabelige kendsgerning. Og det kan være velgørende i en tid med for megen spiritualisme, creationisme, intelligent design og anden Mumbo Jumbo fra overtroens overdrev…

The Kinks – Apeman 1970

Religiøs omklamring

26. januar 2009

I dagbladet Information kunne man den forgangne weekend læse nogle artikler under forside-overskriften: “Danskerne er ræligjøse analfabeter“. Selv om artiklens intentionelt provokerende overskrift faktisk modsiges af flere af de i artiklerne citerede eksperter, så er det underliggende budskab klart nok: De sekulariserede danskere er nogle uvidende, respektløse ignoranter, når det drejer sig om religiøse spørgsmål. Den samtidshistoriske kontekst er selvfølgelig islams mærkbare tilstedeværelse i det politiske og kulturelle liv (Muhammed-tegninger, tørklæder osv.), men også kristendommens revitalisering i form af nogle fremtrædende yngre teologer og en række nykristne.

I de omtalte artikler er det især ny-katolikken Iben Tranholm, der fører sig frem med den åndelige krabask. årtiers sekularisme har fået et så godt tag i danskerne, at de er blevet ufølsomme og respektløse over for religiøse menneskers religiøse følelser (med Muhammed-tegningerne som privilegeret eksempel). Samtidig er danskerne usikre og søgende i åndelige spørgsmål. Derfor er 80% af dem stadig formelt medlem af folkekirken.


Man kan godt som mangeårig læser af den venstre-akademiske avis Information undre sig over, at der skal bruges så meget krudt på noget, der mest af alt ligner et forklædt korstog for de ny-hellige og ny-spirituelle. Og jeg finder det nærmest insinuerende, at en person som Tranholm kan kalde danskerne respektløse over for andre troende, blot fordi de ikke fordyber sig i kristendommens og islams lære. Jeg er overbevist om – og flere af de citerede eksperter mener noget lignende – at de fleste danskere respekterer andres ret til at tro på, hvad de vil. Men det er ikke det samme som at respektere en bestemt religion eller religion i det hele taget. Man kan godt respektere et andet menneskes religiøse følelser uden at respektere den religion, som vedkommende bekender sig til. Hvis nogen vil tro, at verden blev skabt på syv dage, og at vi nedstammer fra Adam og Eva (fælles tankegods for de her to nævnte religioner), så må de gerne det; det er deres gode ret, men det får mig ikke til at respektere den form for tro og religion.


Omvendt må man vel også spørge, om Tranholm og ligesindede respekterer sekulariserede mennesker, når de fører sig frem med religiøs besserwissen? Respekterer man den sekulariserede borgers ret til at forfægte sin overbevisning om ytringsfrihedens ukrænkelighed, sin overbevisning om, at religion og stat skal holdes adskilt og religiøsitet henvises til privatsfæren? For eksempel. Respekt skal være gensidig, ellers er den ikke noget værd.


Noget andet, jeg også må protestere mod, er den fremherskende tendens til, at troende som Tranholm og andre vil indskrive andre ikke-troende i troen. Der er tale om en slags religiøs, patroniserende (matroniserende!) omklamring, hvor man siger til den skeptiske dansker: Du er troende, om du vil det eller ej, dit lille uvidende fjols. Eller: Selv om du er en lille hedning, så vil (min) gud tilgive dig dine synder og lukke dig ind i himmerige. Man tager det sekulariserede menneske til indtægt for en religiøsitet, som han/hun ikke forholder sig til. En ting er, at sekulariseringen efterlader hin enkelte med en ulykkelig bevidsthed, noget andet er at indskrive denne tvivlrådighed i bestemt trossammenhæng. Må jeg så være fri.

Lotte var der først – læs en anden ræligjøs analfabets skriveri om anmassende folk som Tranholm

Hvad (er) helvede?

22. marts 2008

Vi er midt i kristendommens højtidsstund, Påsken. Og lad mig sige det, som det er. Siden søndagsskolen i barndommen har jeg haft en anstrengt forhold til mange af de forestillinger, jeg fik serveret dér og i folkeskolen. Men samtidig har jeg også været stærkt optaget af kristendommens læresætninger. Den er jo en del af min kulturelle baggrund. Ja, et fundament. Ingen tvivl om det.
Anstrengende har fx forestillingen om helvede som en slags overdimensioneret grill for syndere været. Afbilledet på diverse gamle, middelalderlige malerier. Jeg ved godt, at det er allegoriske fremstillinger, og de kan have deres berettigelse. Ikke mindst i en pædagogisk sammenhæng. Men alligevel. Derfor har jeg stor sympati for Jan Lindhardt og andres ønske om at verdsliggøre opfattelsen af helvede. Helvede skal opfattes som en sindstilstand, en følelse af dyb ensomhed og meningsløshed, som kun kan ophæves gennem den kristne tro på Guds kærlighed. Som sproget jo selv siger: Det er helvede på jord. Når noget går “ad helvede til”. Hvis helvede eksisterer – og dets modsætning – så er det hér. Det er hér, det sner, eller ikke sner. Vi er hinandens helvede – og paradis. Det er op til os. Som en skoleelev havde skrevet med sin kniv i et skolebord engang i min skoletid: Hvis dette er Livet, hvorfor så frygte Døden? Bordet var et eksamensbord. Eksamen kan være helvede på jord. For eksempel.

Religiøs fanatisme

20. februar 2008

SFs formand har været i næsten alle medier, fordi han i går – endnu engang – meldte klart ud over for den yderligtgående politisk-religiøse gruppering Hizb-ut-tahrir. Og Villy er inde på et interessant spørgsmål: Hvor har disse fanatikere ikke for længst forladt det borgerligt demokratiske, verdslige, materialistiske Danmark til fordel for steder i verden, hvor deres overbevisning finder større forståelse? Fx Saudi-Arabien eller Afghanistan? En nærliggende og paradoksal forklaring kunne være, at de faktisk ikke vil give afkald på den materielle velstand, de har. Men endnu mere sandsynligt er det, at denne fanatisme er afhængig af det forhadte samfund, de lever i. Som en anden parasit næres den af sin modsætning, indgår en symbiotisk forhold, uden hvilket den ikke ville kunne trives. Ved at bo og leve midt i den vestlige dekadence og blandt vestens hedninge kan bevægelsen nære sit martyrium. Man har set det før, at sådanne ekstremismer næres af deres egen umulighed. Tænk blot på RAF i halvfjerdsernes Tyskland.

Invincible Donovan University

30. oktober 2007

Det forlyder i musikpressen, at den gamle folk-singer-songwriter Donovan vil åbne sit eget universitet for unge mennesker, der ønsker at studere meditation. Den 61-årige Donovan udtaler til Billboard: “Jeg ved godt, at det lyder som en airy-fairy hippiedrøm at fortsætte med 60’ernes ‘fred og kærlighed’, men verden er klar til det nu. Det er klart, at tiden er inde.” Ideen stammer fra Maharishi, som også the Beatles frekventerede i 1968. Og så har filminstruktøren David Lynch, der også er turnet på TM, med i projektet. Her i capac-bloggen nøjes vi med at mene, at verden har været klar til fred og kærlighed i mange, mange år….

Faderhuset – vor Herre bevares..

7. marts 2007

I mine foregående indlæg om Ungdomshuset har jeg bevidst forsøgt at undgå at forholde mig til den kristent-religiøse sekt Faderhuset og dens leder Ruth Evensen. Fra starten af har jeg haft det indtryk, at Evensen og sekten har brugt sagen om ungdomshuset som en enestestående chance til at missionere til en større kreds af danskere, end de ellers ville få mulighed for. Og en fornemmelse af, at problemet vedrørende de unge brugeres fremtid ragede dem en høstblomst. Nu har Jeppe Kabell, studerende ved RUC, afsløret, at Evensen og co. lige præcis opfatter deres rolle i de foregående døgn som et regulært korstog med det Onde.
Udadtil har Evensen forsøgt at tale i diplomatiske toner, indadtil – på prædikestolen – tordner hun mod de unge som værende djævleyngel. Altså tvetunget tale, sådan som vi har set blandt andre religiøse fundamentalister. Efter min mening gør Evensen og hendes hellige flok mere skade end gavn med deres religiøse vanvid. Var der nogen, der sagde “næstekærlighed”? Læs Jeppes beretning på www.mrkab.com .

Læs i øvrigt Bo og Carstens meningsudvekslinger, der kredser om blandt andet Faderhuset.

Næstekærlighed

26. december 2006

Som sagt er det tanken, der tæller. Frøknen er i den alder, hvor man tænker meget – over livet, døden, kærligheden, meningen med livet osv. Det er i den alder, det rigtig begynder. Og det holder nok aldrig op, tror jeg. Til tankerne hører handlinger som fx den at støtte gode formål. Farvede armbånd (der ikke er for allergikere…) til støtte for kampen mod brystkræft. Eller en dåse til støtte for AIDS-fondens arbejde. En dåse med et lille frø, der blot skal vandes, så vokser det. Men der står ikke noget om, at frøet vokser op til himlen og kræver alskens hensyn som bambuspinde til at støtte gevæksten (og dåsen). Og der står ikke noget om, hvad man gør, hvis man er bortrejst nogle dage (skal den så stå i badekarret i vand til halsen?). Måske er det bare en smart måde at få os til at tænke på de AIDS-ramte! Det må være forklaringen. Genialt!

Våd zen

15. november 2006

I et tidligere indlæg skrev jeg om de underværker, som svømning kan gøre for en – kropsligt (og det vil i min verden også sige mentalt). Det fik mig til at tænke på den alt for tidligt afdøde danske forfatter Hans-Jørgen Nielsen, der skrev et lille essay om netop den oplevelse, man kan opnå ved fx at svømme, løbe eller cykle. I essayet “Da Intet skete” fortæller Nielsen om sin første af slagsen. I en alder af 15 år oplever han, da han cykler ned af Humlebæk Kirke bakke, at Intet sker. Han skriver: “Da jeg var yngre, cyklede jeg gerne længe, langt og hurtigt. At cykle på denne måde var først og fremmest en slags kropslig sindstilstand, som jeg cyklede mig ind i. Det drejede sig om at finde det rette hurtige tempo, hvor cyklen og kroppen voksede sammen i én stor rytmisk stemplen op og ned og fremad i ét. I denne tilstand svandt bevidsthedens normale kværn af tanker og fantasier efterhånden hen. Sindet blev varmt, mørkt og tomt. Opslugt i den rytmisk arbejdende cykelkrop – eller kropscykel. Vejen cyklede sig selv.”
Som Nielsen er inde på, så er tempoet afgørende. Det må hverken være for hurtigt eller for langsomt. Der skal være en særlig takt, der finder en særlig harmoni med kroppens puls. Vi er ovre i noget musikalsk. En vis rytmisk monotoni skal opnås, inden oplevelsen melder sig. For mig hjalp (hjælper?) det at tælle svømmebaner og svømmetag: 1-2-3-4…57…
For Nielsen bliver der tale om en hverdagsagtig mystisk erfaring. Han kunne sine zenmestre og haiku-digtere. En unik oplevelse, som de efterfølgende kun er mindelser om. For min skyld må man gerne kalde det en mystisk erfaring, men jeg har haft den utallige gange. Der er tale om en dyb koncentration, hvor krop-og-hjerne på et tidspunkt glider sammen om rytmen og bevidstheden pauserer. En form for selvforglemmelse, hvor kroppen “blot” bevæger sig i en bestemt rytme uden at “ville” det, uden “at tænke over det”. Våd zen.

Nielsens lille essay er trykt i bogen “Efter den fjerde whisky trak han pistolen”, der udkom på forlaget Tiderne Skifter i 1982.

Om forfatteren kan man hos Afsnit P læse:

Berlin – rejseindtryk 2

7. november 2006

Jeg er langt fra overtroisk. På den anden side er det pudsigt, hvordan tingene falder sammen. På min tur til Berlin kom jeg til at bo i et område med lutter litterære og filosofiske gadenavne: Kleiststrasse, Kantstrasse osv. Der lå sågar et Kant-Archive et stenkast fra min hoteladresse.

Sange fra labyrinten – Sting og Dowland

29. oktober 2006

Sting spiller John Dowland
Det kan dårligt siges at være en nyhed, at musikeren Sting har udsendt den klassisk cd med musik af John Dowland. Og at han spiller lut på pladen, der er udgivet på det fornemme Deutsche Grammophon. Men det er også mere et påskud for at slentre ned ad Memory Lane.
Den første gang, jeg for alvor fik ørerne op for Sting, var i 1980. Jeg var rejst til Italien og den smukke ø Sardinien, mest for at komme væk fra studier og dansk hverdag – men også for at mødes med en god ven, der havde forelsket sig voldsomt i en lille, sardisk pige.
Medens vi var der, opholdt vi os i en længere periode hos et fransk par på Sardinien. De boede et godt stykke oppe i bjergene i nærheden af landsbyen Budoni på den sardiske østkyst i et selvbygget, hvidt hus. Manden, Alain, havde en pæn samling grammofonplader i en dertil indrettet stue.

Det var her, jeg for første gang – under indflydelse af den lokale, ravgyldne vin de pêche (i to-litersflasker, uden tilsætningsstoffer, men med en alkoholprocent på 16) gennemlyttede The Polices tre første plader: Zenyatta Mondatta (der lige var udkommet), Regatta de Blanc og debutpladen Outlandos d’Amour. Da jeg kom tilbage til Danmark, købte jeg alle tre plader. Debutpladen var svær at få fat i, fordi den var midlertidigt udsolgt, men det lykkedes at finde et eksemplar i en nu forsvunden pladeshop på Clemens Bro.

For mig står de tre plader for noget af det bedste, der blev lavet i den meget kreative periode, man siden har omtalt som new-wave. Jeg kan også huske, at jeg en aften hørte radio, hvor guitaristen i C.V. Jørgensens daværende ganske lille band, Ivan Horn, omhyggeligt beskrev sin begejstring for The Police og fremhævede det unikke trio-samspil (the Police var en af de store trioer, på linje med Cream o.a.), Stings fremtrædende bas-spil og sang og guitaristen Andy Summers, der siden har gjort sig inden for jazz’en.

Min begejstring for de efterfølgende Police-plader var og er mere behersket, og selv om jeg stadigvæk synes, at Sting har en god stemme, så synes jeg også, at hans soloproduktion har være af svingende kvalitet. Han er en fin sangskriver, men har måske været lidt ukritisk over for nogle af de publicerede sange… Dertil kommer, at hans undertiden kan forekomme en smule “frelst” politisk set og også har tilbøjeligheder til at være et arrogant røvhul. Men, man kan som bekendt ikke vurdere en kunstners produktion ud fra dennes politiske holdninger eller personlige særheder…
Nu har han så for en stund forladt rock-musikken og jazzen. Efter sigende, fordi han er træt af rocken og synes, at den er gået lidt i stå.

I en samtale med den tyske avis Die Zeit fortæller Sting åbenhjertigt om motiverne for at beskæftige sig med en flere århundreder gammel musik. Det er gået op for Sting, at der faktisk blev skrevet smuk musik dengang. Popmusik. Og så har hans forældres bortgang betydet, at han – forståeligt nok – har fået interesse for fortiden. Døden er kommet nærmere, og det perspektiv bliver fortidens levede liv vigtigere. Dertil kommer, at forældrenes død har åbnet op for drømmene i Stings liv. Han drømmer ganske enkelt mere. Om forældrene. Måske er det sådan. Når ens forældre går bort, lever de så meget desto stærkere i ens erindring, drømme og bevidsthed…

Og drømmene betyder meget for Sting. Han fortæller, at han har haft en mareridtsagtig drøm, hvor han og konen Trudie fisker liget af en kvinde op af en sø. En tilbagevendende drøm. Og da Sting har gået i jungiansk analyse, så er han opmærksom på, at drømmene ikke kun er ligegyldig natlig hjerneaktivitet.

På et tidspunkt får Stings kone den idé, at de skal anlægge – en sø på deres landsted. I første omgang er Sting imod, fordi de kræver en masse papirarbejde, officielle godkendelser, arkæologiske undersøgelser osv. Men fruen får til sidst sin vilje. Søen bliver realiseret og til alles tilfredshed. Nogen tid efter bliver Sting ringet op, medens han opholder sig i USA, af en person med arkæologisk ekspertise, og han får den besked, at der er fundet et velbevaret kvindelig ved søen. Senere viser det sig, at det er et meget gammelt lig. Arkæologen vil vide, hvad Sting agter at gøre med “sit” lig. Eftersom den er fundet på hans jord, er det “hans”. Der gennemføres en begravelsesceremoni og den døde stedes til hvile på en lille ø i søen. For Sting er historien et bevis på, at drømme ikke kun og især forholder sig til fortiden og nutiden, men også ser ind i fremtiden. På ægte jungiansk vis.

Om historien er sand eller ej, er for så vidt uinteressant. Det er en rigtig god historie, der fortæller en masse om den midaldrende musiker Sting og den tyngde, hans liv har fået nu, hvor hans kamp for at komme ud af barn- og ungdommens fattige kår er et forlængst overstået kapitel, og hvor den materielle rigdom ikke længere er tilstrækkelig for mennesket Sting, selv om den gør ham til et privilegeret menneske.

Charles Darwin – on-line!

19. oktober 2006

Medens højresnoede, kristne amerikanere og danske frikirkekristne med alle kunstens midler forsøger at fortynde, underminere, relativere osv. darwinismen, så kommer det glade budskab om, at videnskabsmænd fra Cambridge University lægger hele Charles Darwins skriftlige produktion ud på nettet til almindelig oplysning for evt. interesserede. 50.000 sider søgbar tekst, tusindvis af billeder og en mængde ikke tidligere offentliggjorte skrifter, blandt andet Darwins notesbøger, dagbøger m.m. bliver tilgængelige. Det bliver også muligt at downloade audio-udgaver af de kendte værker. Offentliggørelsen sker efter Darwin-familiens ønske om at gøre mandens værk tilgængelig for alle. Og da ingen tidligere har besiddet Darwins samlede produktion må det siges at være et fremragende og forbilledligt projekt. Tænk hvis alle store tænkere blev alment tilgængelige… Projektets hjemmeside finder man her. Omtale af projektet i The Guardian.
Karikatur af Charles Darwin Læs mere »

feng-shui, yin-yang, ping-pong…

16. oktober 2006

Min gode ven på landet er optaget af at rydde op i sit liv. Rydder du op i det ydre, så kommer der orden i det indre. Styr på “energierne”. Selv hælder jeg til den teori, at ydre rod er omvendt proportionalt med indre orden – og vice versa. Når jeg ser de fyldte bogreoler, der truer med at styrte sammen og ned i bunkerne med aviser, tidsskrifter og cd’er på gulvet, så glæder jeg mig over, hvilken ro og harmoni, der er i mit sind…

C.V.Jørgensen og Steffen Brandt – læst og påskrevet…

12. september 2006

Dagens jyske bog fra forlaget Hovedland er “Liv og Lys. Rockpoesi – eksistens religion”. Om C.V. Jørgensen og Steffen Brandt. To præster – Anders Kjærsig og Jesper Hougaard Larsen – har kastet sig over Steffen Brandts og C. V. Jørgensens tekster. Det handler – indlysende nok – om at læse teksterne ud fra en kristen-religiøs vinkel. Bogen er velkommen. De to herrer fortjener at blive læst og fortolket.