CAPAC

Jeg har tidligere omtalt det amerikanske tv-show “Soul Train“, som gennem 35 år har givet amerikanere syn for sagen, når det drejede sig om soul, R&B, funk, jazz, disco, gospel, hip hop og andre udpræget ‘sorte’ stilarter. Jeg ved ikke, om programmer nogensinde er blevet sendt i Europa, men heldigvis er en del af dem udkommet på dvd – og så har vi jo også YouTube. Her er en meget fin optagelse med Smokey Robinson og Aretha Franklin, som giver førstnævntes “Oo Baby Baby”:

Og her en optagelse med Mr. Sex Machine, James Brown… Mere svedigt kan det næppe blive.

DR2s programserie “Danskernes Akademi” er et bevis på, at tv-mediet godt kan bruges til noget fornuftigt. Nogle af indslagene er så enkle, at de vækker mindelser om forne tiders skole-tv. Ofte er det blot en foredragsholder, der står ved overhead-projektoren og fortæller om det, der optager ham eller hende. Og det kommer der  fremragende tv ud af. Ganske simpelt, fordi de involverede har noget på hjerte og hjerne. Noget, de brænder for og vil dele med os andre. Og så er det sikkert også “billigt” tv, der ikke kræver en formue at sætte iscene. Måske DR skulle lave noget mere af det i disse sparetider!?

I dag viste “Danskernes Akademi” et foredrag af den herboende newyorker og musiker, Billy Cross, som bloggens læsere vil kende. En del af Cross’ image er, at han er en af de få herhjemme (måske i virkeligheden den eneste?), der har arbejdet sammen med Bob Dylan og lært ham at kende. Og med det udgangspunkt fortæller Cross om kunstneren Dylan. Som mange af os andre er Cross fuld af beundring for Dylan som musiker og kunstner. Men også som menneske. Det menneske, vi andre af gode grunde er afskåret fra at vide ret meget om.

Men foredraget er langt fra at være en fans fortælling om sit idol. Cross’ greb om fremstillingen er, at han indskriver Dylan i den amerikanske kulturelle – og herunder: økonomisk, politiske, sociale osv. – situation i tresserne, som var en unik klangbund for Dylans traditionsbundne musik. Hvis Dylan var kommet 30 år senere, ville hans enorme gennemslagskraft ikke have været den samme – selv om kvaliteterne havde været det. Kombinationen af en høj traditionsbevidsthed, en stort og alsidigt talent og en “tidsånd”, der var modtagelig for netop den genoplivning af den folkelige musik (folk, rock, blues osv.) – udgjorde den baggrund, der muliggjorde Dylan-effekten. I øvrigt er der mange paralleller til Beatles’ situation i England, selv om konteksten er en anden.

Billy Cross’ forelæsning er drevet af begejstring og inspirerende analyse og fortolkning – og fortjener at blive set og hørt af enhver med interesse i deres samtidig i almindelighed og Dylans kunst i særdeleshed. Du kan se den lige her. PS. Den kan også påtkastes…

Så nåede vi frem til tredje og sidste afsnit af DR2s serie “Jagten på de røde lejesvende”. Og hvis man som undertegnede havde haft en vis forventning om, at der måtte komme bare lidt modvægt til de to foregående afsnits skueproceslignende forhør af ‘røde lejesvende’, så blev man da også kommet i møde.

Interessefokus var nu pludselig flyttet fra halvfjerdserne og frem til vor tid med en liberal-borgerlig politisk konjunktur. Men først skulle et par forhør lige gennemføres. Egon Clausen skulle stå til regnskab for, at han i en udsendelse havde formastet sig til at lade en psykolog kommentere en bog af og om Karen Jespersen. På spørgsmålet, om det var en “fair” behandling Jespersen fik, svarede Clausen, at det var det nok ikke. Og selv om “sagen” – set i det store perspektiv – var en bagatel, så pegede den på et fundamentalt spørgsmål, som dette tredje afsnit kom til at kredse om – bevidst eller ubevidst. Nemlig: kan man overhovedet forestille sig journalistisk virksomhed, der er holdningsløs? Er det overhovedet muligt for journalister helt at holde sig fri af en vis stillingtagen?

Spørgsmålene brændte sig på, da Rosenkrands ‘forhørte’ DRs mangeårige Mellemøst-korrespondent Ole Sippel. Sippel har været skydeskive for borgerlige politikere gennem langt tid. Og to af de eksempler, der kom frem i udsendelsen, var dels hans håndteringen af konflikten mellem Israel og palæstinenserne (bl.a. med citater fra et interview i dagbladet Arbejderen!) og hans rapporter fra krigen i Irak. Sippel blev bl.a. konfronteret med det forhold, at han ikke havde omtalte den palæstinensiske organisation PFLP som en terrororganisation, hvortil Sippel svarede, at han heller ikke omtalte Israel som en terrorstat, selv om Israel begik handlinger, der berettigede til det. Over for spørgsmålet om, hvorvidt han med sit ordvalg valgte side i konflikten, svarede Sippel, at han rapporterede. Jeg synes, at Sippel med sine returneringen fik understreget, at det nærmest vil være umuligt for en analyserende, kritisk rapporterende journalist at undgå at have en holdning. Alene i kraft af sine formuleringer og sit ordvalg. Men også, at det ikke er det centrale. Det centrale for journalisten er at få informationer, nyheder og problemstillinger lagt frem for seerne, lytterne og læserne.

I sidste del af udsendelsen vendte Rosenkrands blikket mod de borgerlige kritikere af DR – og den borgerlige kritiks effekt på DR som det er i dag. Det kom til at handle om den borgerlige kulturkamp, om borgerlige politikeres utilslørede – daglige – kritik og pression over for DRs bestyrelse og ledelse. Hvor betændt det sidste var blev illustreret af Venstremanden Jens Rhode, der ville se udskrifter af sms’er og emails til bl.a. Lisbeth Knudsen for at vedgå, at han – sammen med andre politikere, bl.a. Brian Mikkelsen – havde lagt pres på DR for at få institutionen til at ændre journalistisk kurs i retning af en større regeringsvenlighed. Og det til trods for, at selve det faktum, at han – Rohde – dag ud og dag ind havde tæppebombet DR med kritik, som vanskeligt kunne forstås som andet end et forsøg på massiv holdningspåvirkning. Om Rohde greb til trusler, som Lisbeth Knudsen påstod, skal jeg være usagt, men det må i sig selv være intimiderende hele tiden at skulle udsættes for politisk kritik dagligt og helt ned på indslagsniveau.

Et interessant indslag var interviewet af Per Stig Møller, fordi det kom til at handle om Rosenkrands’ vildledning af sine interviewofre. Møller gav direkte – som ‘de røde lejesvende’ i de foregående afsnit – udtryk for, at han var blevet stillet et andet indhold i udsigt. Det var afslørende for en af udsendelsesrækkens største svagheder.

I sidste del af udsendelsen blev det foreløbige resultat af den årelange borgerlige kulturkamp beskrevet som en overgang fra kritik til politisk virkeliggørelse. Da det ikke lykkes for Jørgen Kleener – Venstremand og formand for DRs bestyrelse – at få DR til at ændre journalistisk kurs, ofres to ledere i DR. Generaldirektør Nissen og tv-avisens leder Lisbeth Knudsen bliver gået. Og nye vinde begynder at blæse i DR. Meget sigende fortæller finansminister Claus Hjort Frederiksen, at DR nu sender X-Factor i primetime, hvor man tidligere kunne finde på at sende noget om Irak-krigen. Og inden rulleteksten ser man så X-Factor-logoet. Selv om man skal passe på med at overfortolke, så ligner det næsten en statement fra tilrettelægger Rosenkrands’ side. Måske en utilsigtet holdningstilkendegivelse. De borgerlige vandt. Men hvad fik vi så i stedet for en kritisk, venstresnoet journalistik om den verden, vi lever i? Underholdning. Hvis denne læsning holder, så kan man sige, at udsendelsesrækken kommer til at bekræfte, at ingen journalistisk virksomhed i sidste ende kan være holdningsløs…

I et debatindlæg i Politiken i dag indsparker journalisten Samuel Rachlin – tidligere ansat i DR og nu kommunikationsdirektør for Saxo Bank og tilknyttet CEPOS – endnu en dimension i debatten om serien “Jagten på de røde lejesvende”. Rachlin mener, at reaktionen på udsendelserne – fra de medvirkende, Klaus Rifbjerg m.fl. – er “hysterisk” og udtryk for, at kritikerne ikke vil “forholde sig til substansen” – og at det samlet set er udtryk for, at vi her i Danmark ikke har “tradition for hudløs ærlig pressekritik”, sådan som tilfældet er i USA, i følge Rachlin.

Her kan Rachlin selvfølgelig have en pointe. Med den indflydelse journalister og medier har for den offentlige debat og opinion, så er det kun naturligt, at pressens medarbejdere og repræsentanter skal kunne udsættes for kritik og stå til regnskab for, hvad de har skrevet, sagt og gjort. Ingen tvivl om det. Og Rachlin kan også have ret i, at det ikke sker i tilstrækkeligt omfang i vores lille andedam. I konsekvens af denne holdning, så er det selvfølgelig også helt forståeligt, at de journalister, som efter ’68 havde venstreorienterede holdninger udsættes for kritik i det omfang, de har kolporteret urigtige oplysninger, har fremført tvivlsomme synspunkter osv. “Stop nu det klynkeri, se jer selv i øjnene og lad os i stedet for tale om, hvad der skete dengang uden omsvøb, forstillelse eller simuleret amnesti” skriver Rachlin. Og ja, lad os bare få tingene op i nutidens skærende lys og bagklogskabens ditto.

Men – som jeg tidligere har været inde på flere gange, så er den form, man anvender, når man skal diskutere og vurdere historiske hændelser – for det er jo, hvad vi har med at gøre! – ikke ligegyldig. At lokke interviewofre ind til debat på falske eller i hvert fald slørede præmisser, konfrontere dem med løsrevne citater fra skrifter og medier, som ikke direkte har noget med DR at gøre, og gøre det i en iscenesættelse, der med sin overskrift og udvalg af opponenter mest af alt har karakter af stalintidens teatralske skuesprocesser,  har absolut intet at gøre med den pressekritik, som Rachlin efterlyser. Det håber jeg i hvert fald ikke! Og det undrer mig meget, at en garvet journalist som Rachlin selv ikke kan se, at formen er et problem. Både som journalistik betragtet, men også som bidrag til en seriøs historisk forståelse og bearbejdning af den såkaldte venstreorientering af DR i halvfjerdserne. [link]

Apropos Samuel Rachlin, de journalistiske idealer og medievirkeligheden så læs her.

Som skrevet i mit første kritiske indlæg om journalist Jacob Rosenkrands’ første afsnit i serien “Jagten på de røde lejesvende”, så forbeholdt jeg mig ret til at modificere min vurdering. Men efter at have set andet afsnit her i aften føler jeg mig ikke bevæget til at ændre ret meget ved min første holdning. Der er stadigvæk tale om en slags inkvisitorisk sindelagskontrol, der er udført af en, der ikke var en del af tidsånden i halvfjerdserne og som tydeligvis ikke evner at sætte sine få kritiske nedslag ind i en historisk og udsendelsesmæssig sammenhæng.

For at blive i inkvisitionsbilledet, så var de to fremtrædende “ofre” i denne udsendelse journalist Keld Koplev og den tidligere ledende DR-medarbejder (TV-direktør) Bjørn Erichsen. Keld Koplev konfronteres bl.a. med brudstykker fra en udsendelse om DDR fra 1978, som med historikeren Bent Jensens ord var den rene “reklamesudsendelse” for DDR. Problemet skulle være, at Koplev i denne udsendelse forholdt sig DDR-systemets arbejdsgaranti (alle var garanteret et arbejde – og havde pligt til at arbejde), prisstabilitet (samme pris i alle butikker) og den slags. Men – udsendelsen forholdt sig ikke kritisk til styrets totalitære karakter. Jeg husker ikke den pågældende udsendelse som sådan (og det er i sig selv et problem, at vi ikke kender hele udsendelsen…), men selv om der så var tale om en udsendelse, der fokuserede på rent positive forhold ved DDR-staten, så overser Jacob Rosenkrands helt, at det slet ikke ville være i uoverensstemmelse med DRs alsidighedskrav dengang, som var et krav om alsidighed på hele sendefladen. I øvrigt var alsidighedsforståelsen et af kernestridspunkterne, da Erhard Jacobsens Aktive Lyttere og Fjernseere begyndte deres kamp på DR.

Noget andet er så, at Keld Koplev – og Bjørn Erichsen – stilles til regnskab for, hvad de har skrevet og gjort uden for DR. Keld Koplev for en artikel i Politisk Revy og Bjørn Erichsen stilles til regnskab for, hvad han lavede som foredragsholder for danske kommunister for 35 år siden i DDR.

Keld Koplev konfronteres med et tekststed, hvor han forsvarer DDR-dissidenterne Wolf Biermanns og Robert Havemanns ytringsfrihed i DDR, men samtidig giver udtryk for, at ytringsfrihed ikke kan forbeholdes alle ‘ved overgangen til socialisme’. I følge Koplev selv gjaldt begrænsningen af ytringsfriheden i denne teoretiske fase de nazister, som stadigvæk – og det er ubestrideligt – var en del af den tyske virkelighed. Selv om vi selvfølgelig godt kan diskutere det problematiske i at begrænse ytringsfriheden og dermed afskære nogen fra at ytre sig – min egen holdning er, at alle uden hensyn til politisk observans skal sikres ytringsfrihed til enhver tid – så er det problematiske ved Rosenkrands’ udspørgen, at den først og fremmest har til hensigt at beklikke Koplevs demokratiske sindelag. Som Koplev ganske rigtigt siger til sin interviewer, så vil han ikke lytte, men kun høre, hvad han helst vil høre.

Hvis Rosenkrands havde løftet blikket en smule og kigget på den politiske virkelighed, vi lever i i dag, ville han kunne finde adskillige eksempler på borgerlige politikere og meningsdannere, der har talt for begrænsning af ytringsfriheden – uden at de af den grund har fået rejst tvivl om deres demokratiske sindelag. Tænk blot på debatten efter Muhammedtegninge-balladen.Det skal ikke forstås som et forsvar for Koplevs begrænsning, men som en pointering af udsendelsen mangel på kontekst.

Og selv om Bjørn Erichsen havde svært ved at huske alt, hvad der skete dengang han i halvfjerdserne holdt foredrag om den historiske materialisme i DDR for danske kommunister, og selv om han givetvis – som så mange medlemmer af DKP var og blev kritiseret for at være allerede dengang og tidligere endnu – har haft et blindt punkt over for DDR-styret og DDR-kommunisterne, så var der ikke et gran af belæg for, at Erichsens medlemskab af DKP satte sig spor i hans virke som DR-medarbejder.

Det nærmest vi kommer en nuancering af blikket på de “røde halvfjerdsere” i DR var Leif Davidsens og Per Stig Møllers’ konkrete indspark, der i det mindste anskueliggjorde, at der foregik en ideologiske kulturkamp i DR. Lige som der foregik en uden for institutionen. Men nuanceringen blev fortyndet gevaldig ved den gentagne brug af den notoriske koldkriger historikeren Bent Jensen, der skulle agere som historiens vagthund i programmet.

Skulle man være venlig og imødekommende over for Jacob Rosenkrands, så vil jeg sige, at det største problem ved udsendelserne – så vidt – er selve formen, der ikke formår at etablere en nuanceret, modsætningsfyldt kontekst – hverken med hensyn til, hvad DR lavede i de år, eller i forhold til den specifikke historiske og kulturelle periode og dens forudsætninger. Med sin inkvisitoriske og fragmentariske form ligner udsendelserne mest af alt de møder, som foregik i små venstreorienterede politiske grupper, når medlemmerne skulle skoles (jf. fx. tidligere udsendelsesrækker om KAP og Blekingegadebanden). Og Rosenkrands’ udsendelser indskriver sig det langt hen revanchistiske borgerlige kulturopgør mod ’68 og de venstreorienterede halvfjerdsere, som folk som Bent Jensen, Bent Blüdnikow m.fl. har ført igennem snart mange år – og som tragikomisk gentager, hvad der skete i halvfjerdserne i visse dele af venstrefløjen…

Lotte i “Eksistens” har en noget anden tilgang til Jagten. Hun er på godt og ondt et barn af de røde halvfjerdsere. Men hendes indlæg ændrer ikke ved min kritik af programmet.

PS. Revanchismen er ikke til at tage fejl af. De røde gjorde noget forkert, derfor skal de have af samme skuffe, synes logikken at være. Hævnmotivet vejer tungere end enhver erkendelsesinteresse. Et godt eksempel er pastor Søren Krarups indlæg “Vi er nogle, der glæder os og ler højt”, som mest af alt er udtryk for skadefryd, kombineret med en total mangel på forståelse for udsendelsernes historieløshed og énøjethed.

The Beatles’ optræden på The Ed Sullivan Show i tresserne – 1964 og 1965 – er berømt og veldokumenteret. Men i anledning af 50-året for gruppens dannelse udsendes de fire shows, hvor gruppens optrådte, i deres helhed, dvs. inklusive alle Beatles’ numre (20 ialt), alle andre indslag og reklamespots. Og så selvfølgelig lidt ekstramateriale, som det sig hør og bør med den slags udgivelser. I nyrestaurerede udgaver.

Efter sigende så 73 millioner amerikanerne disse shows, og de var med til at starte Beatlemania derovre. Det interessante ved denne udgivelse er ikke kun, at vi får lejlighed til endnu engang at se gruppens optræden i en forbedret kvalitet, men også får en fornemmelse af den tid og ikke mindst det amerikanske tv-medies status anno dazumal.

Disc 1:
1. Ed’s Opening
2. All My Loving
3. Till There Was You
4. She Loves You
5. Fred Kaps – Magician
6. I’ll Do Anything For You
7. As Long As He Needs Me
8. Frank Gorshin – Comedian/Impressionist
9. Terry McDermott – Audience Bow
10. Tessie O’Shea – Show Tunes Medley
11. McCall & Brill – Comedians
12. I Saw Her Standing There
13. I Want To Hold Your Hand
14. Wells & The Four Fays – Acrobats
15. Ed’s Goodnight
16. Ed’s Opening
17. She Loves You
18. This Boy
19. All My Loving
20. Sonny Liston – Audience Bow
21. Joe Louis – Audience Bow
22. Allen and Rossi – Comedians
23. It’s Too Darn Hot
24. Mitzi Gaynor – Medley Of Hits
25. The Nerveless Knocks – Acrobats
26. Myron Cohen – Comedian
27. I Saw Her Standing There
28. From Me To You
29. I Want To Hold Your Hand
30. Ed’s Goodnight
31. Bonus Material – Ed mentions The Beatles
32. Bonus Material – Ed promotes next week’s debut of The Beatles
33. Bonus Material – Ed talks about The Beatles’ Miami Show and the Clay-Liston Fight

Disc 2:
1. Ed’s Opening
2. Twist & Shout
3. Please Please Me
4. Safety In Numbers
5. Pinky & Perky – Puppets
6. Morecambe & Wise – Comedians
7. Acker’s Lacquer
8. Gordon & Sheila MacRae – “Gary Moore Show” Take-Off
9. Dave Berry – Comedian
10. St. James Infirmary
11. Ol’ Man River
12. Morty Gunty – Comedian
13. I Want To Hold Your Hand
14. Ed’s Goodnight
15. Ed’s Opening
16. Soupy Sales – Comedian
17. September In The Rain
18. Fantasio – Magician
19. I Feel Fine
20. I’m Down
21. Act Naturally
22. Allen and Rossi – Comedians
23. Goin’ Out Of My Head
24. The Mouse
25. Ticket To Ride
26. Yesterday
27. Help
28. Ed’s Goodnight
34. Bonus Material – Ed talks about “A Hard Day’s Night”
35. Bonus Material – Ed interviews The Beatles in London
36. Bonus Material – Ed and Topo Gigio impersonate The Beatles
37. Bonus Material – Ed tells the audience The Beatles have been awarded MBE titles by Queen Elizabeth II
38. Bonus Material – Ed mentions The Beatles will appear next week
39. Bonus Material – Ed intros a commercial featuring Beatle dolls
40. Bonus Material – Ed recieves a telegram from The Beatles

Beatles på Ed Sullivan

Værsgo. Tre fine optagelser med MC5 optaget i Radio Bremens TV studier i januar-februar 1972. Af en eller anden grund er optagelserne vist først blevet udsendt i 2009. På guitar har vi Fred “Sonic” Smith. Dennis Thompson på trommer, Steve “Annapurna” Moorhouse på bas, Wayne Kramer også på guitar og Rob Tyner synger for.
Opdatering: Jeg har researchet lidt på denne fremragende optagelse. Det viser sig, at der er tale om en af flere såkaldte “lost concerts”, som blev optaget med henblik på visning i henholdsvis programmet “Beat-Club” og det senere “Musikladen”. MC5 er kun et af navnene, der røg i arkiverne. På et tysk forum fandt jeg en omfattende liste over programmer, der enten ikke er blevet sendt eller ikke er blevet genudgivet på dvd. En mindre guldgrube. (Se fortsættelsen af dette indlæg).

Opdatering: Endnu et klip fra den udsendelse. En rigtig beskidt udgave af nummeret “Motor City is burning”. You can say that again!

Se og lyt også til denne udgave af “Tonight” fra Friar’s Club Aylesbury, Storbritannien 2-11-72. Lyden er ikke optimal, men musikken – ikke mindst guitarspillet – kommer ud over scenekanten…

Læs mere »

Tiden nærmer sig. I slutningen af denne måned løber den berømte Wimbledon-turnering i tennis af stablen. Men jeg sidder ikke foran skærmen længere. Jeg nøjes med sammendragene i sporten, og har heller ikke længere overblik over alle de medvirkende.

Det var helt anderledes i tresserne og starten af halvfjerdserne. Fra 1968 og frem til midten af halvfjerdserne havde jeg en periode, hvor jeg troligt sad foran skærmen og fulgte de timelange kampe – selv om solen skinnede udenfor. Navne som Rod Laver, Billie Jean King, John Newcombe, Evonne Goolagong, Jimmy Conners, Arthur Ashe og Chris Evert var dem, der satte dagsordnen. Det var før Björn Borg og Boris Becker for alvor slog til.

Jeg nåede dengang at komme langt ind i spillets detaljer og den særlige fortælling, en tenniskamp bliver. Som jeg husker det, var de bedste kampe mindst lige så spændende som en god fodbold- eller håndboldkamp. Og tennis var en særdeles velegnet sportsgren til tv. Med den rigtige opstilling af kameraer og en indforstået kommentator eller to (oftest en journalist og en erfaren tennisspiller som sidemand) var det muligt at få det hele med – og deltage i ophidselsen over fejldømte bolde på linjen osv. Det er langt sværere at transmittere en fodbold- eller håndboldkamp. Det skrev forfatteren Hans Jørgen Nielsen engang lange artikler om i Information.

Men så flyttede jeg hjemmefra, på kollegie, hvor jeg ikke havde fjernsyn på værelset. Og tennis gled i baggrunden i sommerferierne. Og er ikke rigtig kommet til ære og værdighed igen. Og det skyldes nok også, at Wimbledon ikke længere har samme begivenhedsstatus, som turneringen havde dengang. I dag er tv et overflødighedshorn af sport, hvor man bliver stopfodret, og hvor tv-kanalerne sågar sender ligegyldige træningskampe i fodbold og lignende, blot for at sende noget. Og Wimbledon er blot en af de mange tilbud, tv kaster i grams.

Melodi Grand Prix løber over skærmen, og jeg søger tilflugt ved pc’ens efter at have holdt ud i fem minutter – nok til at se den smukke aserbadjanske sangerindes lange brune ben i nærbillede… Og her tænker jeg så over, hvordan DR og TV2 har det med musikken i øvrigt. Hvor var de to kanaler, da masser af nye danske bands og kunstnere spillede ved Spotfestilvaen i århus? Og hvor har vi et program, der kan matche Jools Hollands Later? Jeg spørger bare. Er det det man forstår ved public service? At spise seerne af med Melodi Grand Prix?

Jeg får ikke set meget tv i disse år, fordi mit arbejde ligger i den bedste sendetid. Men i går havde jeg fri og kom helt tilfældigt til at se udsendelsen “Kæft, trit og knus” om behandlingshjemmet Schuberts Minde i Ringkøbing.

Her anbringes utilpassede børn – primært teenagere. “Sidste endestation inden fængslet”, som der prosaisk står på DRs hjemmeside. Der er tale om børn, der tydeligvis ikke har fået den kærlighed, omsorg og opmærksomhed i deres familieliv og i skolen, som de havde brug for og derfor er blevet asociale problembørn. I alt er der 12.000 anbragte børn, fik man at vide. Og jeg synes, det er et rystende tal. På hjemmet møder de unge professionel interesse. Jeg vil ikke diskutere plejehjemmets metoder, men blot konstatere, at de ansatte tager deres tunge arbejde alvorligt. Og det er al ære værd. Det var tredje afsnit i serien på ialt fem. En tankevækkende og øjenåbnende udsendelse, som jeg synes i skulle se. [link]

Vi skal spole filmen helt tilbage til de tidlige tressere. Til tv-mediets barndom, hvor kriminalserier ikke var hverdagskost. Men amerikanerne var allerede i gang med at forsyne europæerne med deres opfattelse af, hvad der er ret og vrang i tv-fiktionens verden. Perry Mason – med Raymond Burr og Barbara Hale i rollerne som opdagere – var nogle af de første, der i sort-hvidt underholdt danske tv-seere. Men lige i fodsporet kom serien med den danske title “Preston og søn”, der for alvor sørgede for at få den amerikanske specialitet – retsalsdramaet – ind i de danske stuer. Den amerikanske titel var meget passende “The Defenders” og i hovedrollerne som forsvarsadvokaterne så man “far” E. G. Marshall og “søn” Robert Reed. Til forskel fra Perry Mason-serien var der ikke tale om krimi i “who-done-it”-forstand, men derimod om juridiske og moralske dilemmaer til debat i retslokalet. Serien er nærmest gået i glemmebogen i dag og kan vist ikke fås hverken på vhs eller dvd. Men dengang løb dem med ikke mindre end 13 Emmy-priser, bl.a. tre som ‘fremragende dramaserie’. 132 afsnit blev det til i årene 1961-1965. Jeg husker ikke, om DR viste dem alle. Men jeg husker tydeligt stemningen i seriens afsnit og de to hovedpersoners evindelige diskussioner.

Med de digitale distributionsformer er det blevet muligt at gøre gamle tv-udsendelser alment tilgængelige. Mange af de udsendelser, som man gennem årene har håbet på at gense som genudsendelser, kan man kan selv erhverve sig eller ligefrem se på nettet (fx DRs Bonanza). Jeg har tidligere omtalt det tyske musikprogram Beat-Club, der er udsendt på dvd. Jeg kunne også nævne efterfølgeren Rockpalast, der også har fundet vej til mediet. Her kan man (gen)opleve fine øjeblikke med navne som Rory Gallagher, Thin Lizzy, Graham Parker, Jack Bruce, Little Feat og mange andre. Også den amerikanske serie Soul Train, som i årene 1971-2006  dokumenterede den “sorte” musik udvikling, har nu fundet vej til dvd’en. Time Life udsender om kort til 9 dvd’er med 130 optagelser fra udsendelsesrækken, som mig bekendt aldrig har været sendt på europæiske tv-stationer. En guldgrube, hvis man interesserer sig for soul, gospel, jazz, R&B etc. Programmet var de sortes svar på American Bandstand. Det var her, man som ungt menneske med afro-amerikansk baggrund kunne lytte til de nyeste hits, samtidig med at man kunne aflure stjernerne de nyeste trends indenfor tøjmode og frisurer. Kaster man et blik på Wikipedias liste over optrædener, så bliver man imponeret. Det er svært at komme i tanke om dem, der ikke var med… Af en eller anden grund er udgivelsen en limited edition (det handler sikkert om penge…). For det er et stykke kulturhistorie, der er blevet brændt ned på disse dvd’er. Og nu har vi andre altså også mulighed for at stige på soultoget og komme i dansehumør…

Kan man nøjes med en lidt ringere billed- og lydkvalitet, så kan man selvfølgelig finde en hel del optagelser på Youtube og div. andre videosites. Også på programmets egen hjemmeside er der adgang til videoer og meget mere.

I de forgangne par uger har man kunnet opleve, at madprogrammet Spise med Price – med brødrene James og Adam Price – er blevet en vaskeægte tv-succes. Alene på Facebook har programmet i løbet og nul komma fem fået 9000 fans. Ikke nok med det, så har successen været så håndgribelig, at Danmarks Radio har berøvet den “hemmelige kanal” DR2 programmet og flyttet det over på DR1. Og hvad skyldes så denne succes?

Jeg har selv set programmet flere gang og været ganske godt underholdt, medens jeg konstaterede, at de to herrer i hvert fald ikke blev mindre trinde, efterhånden som serien skred frem. Jeg tror, der er flere forklaringer. En af dem er, at de to brødre (som også skriver om mad i Politiken) går til gryderne med uselvhøjtidelig appetit og en stor portion humor, der bl.a. – og tydeligt – lægger afstand til madsnobberiet, hvad enten der står skrevet Michelin på det eller Meyersk tilbage-til-de-violette-gulerødder og jordbærrene fra Sydgrønland.

Og dels er der et moment af protest mod sundhedsfanatismen i den herskende politiske kultur. Som hos deres salige far – John Price, der også var gourmet og gourmand – fedtes der ikke småligt med piskefløde og lurmærket smør. Man skal ikke følge duoens “kostråd”, hvis man vil passe sine badebukser til sommer!

Der er noget Konrad og Axel i TV-Køkkenet over brødreparrets politisk ukorrekte opprioritering af glæden ved mad, fornøjelsen ved kogekunst og smagsoplevelser og fortrængning af blegsottige sundhedsapostle med en økologisk løgring som glorie. Igen og igen har jeg kunnet høre kendingsmelodien til Konrads og Axels gamle madprogram for mit indre øre, når jeg har set de to tyksakke muntre sig med gode råvarer, vin og alskens køkkengrej. De slår et slag for den madglæde, der i disse år nærmest er blevet tabu. Og jeg tror, at mangen en seer i deres stille sind identificerer sig med den åbenlyse appetit (uden dårlig samvittighed og kalorietælleri).  Og derfor skal de være velkommen på DR1 i de bedste sendetid. DR2 har jo stadigvæk Fru Plum, der også står for det politisk ukorrekte, omend med en lidt anden rustik tilgang. Velbekomme.

PS. På DRs arkivside Bonanza kan man i øvrigt gense Konrad Bjerre Christensen og Axel Larsen i en udsendelse fra 1973. Ren nostalgi.

For snart mange år siden var jeg med et hold gymnasieelever på besøg ved optagelsen af det dengang meget populære underholdningsprogram “Lykkehjulet”. Et program, der kombinerede spillelidenskab med gættekonkurrence og var anført af Bengt Burg. Når man så programmet på tv fik man det indtryk, at deltagerne var inde i et flot og prangende studie, og at de kunne vælge gevinster fra et bugnende gavebord.

Det viste sig så, at det meste var en fiktion og aftalt spil. Gaveboden var ikke at finde, men befandt sig på en bånd i redigeringsrummet. De deltagende publikummer blev ved hjælp af en energisk indspisker opmuntret til at klappe entusiastisk på bestemt tidspunkter i programafviklingen. Og Bengt Burg selv lagde ikke skjul på, at det hele var en iscenesættelse. Ja, spøgte sågar med det.

De unge mistede en uskyld den dag. Og det var hele pointen med besøget. Jeg var medielærer, og de kunne lige så godt lære fra starten af, at den mediale og journalistiske virkelighed er en redigeret virkelighed. En fiktion – i streng forstand.

Når det populære DR-program “Sporløs”, hvor enkeltpersoner angiveligt med tv-journalistens hjælp finder en savnet biologisk far eller en mor ude i den store verden, afsløres som den rene fiktion, så hænger det sammen med, at journalistiske programmer er afhængig af en vis portion troværdighed. Når vi ser tv-aviserne, så er deres funktion afhængig af, at vi stoler på, at rapporteren faktisk befinder sig i Bruxelles, på Haiti osv.

Hvis det pludselig blev afsløret, at Mette Fugl stod på Amager og ikke i EU-hovedstaden, ville troværdigheden være væk med et slag. Selv om informationerne var nok så korrekte. Vi oplevede det i sagen med journalisten Jeppe Nybroe, der måtte forlade tv, fordi han blev taget i at bruge fiktionen som middel til journalistisk formidling. I Nybroe-sagen handlede fyringen af ham netop om retableringen af den for en stund imploderede troværdighed.

“Afsløringen” af de journalistiske fiktionsformer i “Sporløs” (hvor medvirkende sammen med DR finder en forælder, som de allerede for længst har fundet) medfører måske, at programmet ophører med at blive sendt, men har egentlig den funktion at styrke den grundliggende og altid truede troværdighed. Logikken er: Nu har vi afsløret bedraget her, men fortsætter med de seriøse virkelighedsnære programmer i øvrigt.

Problemet er blot, at lige netop denne logik er den største illusion, det største bedrag. TV-mediet som sådan er i bund og grund afhængig af fiktion i form af redigering og iscenesættelse. Selv Søren Ryges live-programmer ville ikke blive til noget, hvis ikke de på forhånd var planlagt og ikke overlod ret meget til tilfældet.

Når deltagere i “Sporløs” kontraktligt forpligtes på ikke at afsløre, at deres historie er en fiktion (selv om der kan være korrekte detaljer i historien), så hænger det sammen med, at programmets eksistensberettigelse står og falder med sin realistiske troværdighed. Når Niels Severin, direktøren for produktionsselskabet STV, der står bag programmet, mener, at der ikke er tale om snyd, “men om godt fjernsyn, fordi det er ægte følelser fra medvirkende, der måske ikke har set familiemedlemmer i måske 20 år“, så er det, fordi han bekræfter nødvendigheden af, at fiktionen (‘godt fjernsyn’) er afhængig af et vist mål af (konstrueret) troværdig autencitet.

I min barndom var cowboyfilmene – Westerns – en af de helt store genrer. Og mangen en søndag eftermiddag har jeg tilbragt sammen med gunslingers og rødhuder i Phønix Bios teatralske mørke. Det var her – og på tv – jeg stiftede mit første bekendtskab med film af Howard Haws, John Ford m.fl., som dyrkede den genre, som i dag må siges at være fortid.
Jeg slugte også tv-serien Bonanza råt. Serien startede i 1959 og løb hele 14 sæsoner frem til 1973 og er en af de mest populære western-serier i tv-historien. På dansk hed serien Brødrene Cartwright, medens tyskerne holdt fast i den originale titel. Og jeg så dem begge steder, og den tyske synkroniserede tale var ikke noget problem, for den var jeg vokset op med. Hände Hoch!
Serien fulgte Cartwright-familien og deres liv på og omkring ranchen Ponderosa. Faderen Ben Cartwright (Lorne Greene) og hans tre sønner Adam (Pernell Robert), den trinde, hjertelige “Hoss” (Dan Blocker) og junior, “Little Joe”, spillet af Michael Landon, som siden kunne ses som faderen i serien “Et lille hus på prærien”.
Det særlige ved serien var, at alle i familien havde hovedroller og på skift var i centrum for episodernes handling. Det sørgede for god variation gennem det lange forløb. Nu er Pernell Roberts – som den sidste af de fire – død i en alder af 81 år. Pernell blev headhuntet til Bonanza-serien fra en anden stor western-serie – Gunsmoke – hvor han havde fået en mindre rolle. Han havde en baggrund som klassisk uddannet skuespiller (med bl.a. Shakespeare-roller) og var også en god sanger, der fik udgivet et album med folkesange. I følge de oplysninger man kan finde på nettet, så var Pernell Roberts aldrig helt tilfreds med sin rolle som tv-serie-skuespiller. Og han forlod serien i 1965 på grund af “uoverensstemmelser” med seriens producer og manusforfatter. Han citeres for at have sagt, at serien var “junk-tv”. En old school-skuespillers håbløse kamp mod underholdningsindustrien…