CAPAC

Jeg kan forstå på Frøkenens og Fruens snak i de andre gemakker, at European Song Contest – på dansk Melodi Grand Prix – er ved at gå ind i sin endelige fase. Selv fik jeg nok, da jeg kom for skade at høre halvdelen af det danske bidrag med Blink eller Brink eller noget. The Guardian anlægger en interessant vinkel på fænomenet og noterer, at hvis de medvirkende lyder bare halvt så underholdende som de ser ud, så… Se selv hvor imponerede nogle af finalisterne ser ud. Det er i øvrigt det tyske bidrag, der pryder dette indlæg.
Engang betød det visuelle ikke helt så meget… Dansevise

Bortset fra DR2 fine Backstage-live-program, så skorter det gevaldigt med seriøse musik-programmer på de danske kanaler. Derfor må vi musikelskere ty til udlandet og internettet for at få vores behov dækket. Nu overhaler svensk tv STV de danske kanaler, idet de bringer den roste tv-serie Spectacle, hvor Elvis Costello agerer studievært og i hver udsendelse har et kendt ansigt som gæst. Programmet byder på både snak og optræden af de medvirkende.
Serien løber af stablen den 30. maj, hvor Elton John er med. Derefter ser det således ud:
gæst i program 2: Bill Clinton
gæst i program 3: Tony Bennett
gæst i program 4: Lou Reed oog Julian Schnabel
gæst i program 5: The Police
gæst i program 6: Smokey Robinson
gæst i program 7: Rufus Wainwright
gæst i program 8: She & Him, Jenny Lewis og Jakob Dylan
gæst i program 9: Diana Krall (Elton John värd)
gæst i program 10: Herbie Hancock
gæst i program 11: Rosanne Cash, Norah Jones, Kris Kristofferson og John Mellencamp

Me And Bobby McGee

Booker T har som nævnt udsendt et nyt soloalbum efter en lang pause, og Jools Holland har ikke været sen til at invitere den gode orgel-troldmand i studiet, hvor han bl.a. gav en forrygende udgave af den uopslidelige klassiker Green Onions. Her.

Digteren Per Højholt skrev engang en tekst om forholdet mellem naturen og kulturen. Forenklet sagt gik teksten ud på, at tekstens jeg ville “gå ud i naturen”, som det så smukt hedder, men fordi mennesket er sprog- og kulturbærer så flyttede naturen sig længere bort, efterhånden som man gik ud i den…
I dagens aviser læser jeg om en såkaldt “reality-tv-stjerne”, der frem til sin død af en kræftsygdom har været i mediernes søgelys. Men reality-tv er en selvmodsigelse. Eller måske en anden virkelighed end Virkeligheden. Som enhver idiot ved, så kendetegner det medierne, at alt – alt – er redigeret, iscenesat. Og netop det fjernsyn, der prætenderer at vise noget virkeligt, er den største illusion. I den virkelighed, du og jeg lever i, er iscenesættelsen praktisk talt umulig. Vi kan planlægge og skrive time-manager-notater, men sjældent går det, som vi forestiller os. Den virkelighed, vi lever i – lad os bare kalde den Virkeligheden – unddrager sig pr. definition mediernes virkelighed. Derfor er længslen efter et liv i mediernes søgelys – de berømte 15 minutters berømmelse, som Warhol forudså – at ligne med drømmen om et liv efter livet…

De sidste mange måneder har jeg ikke set meget tv. Det indskrænker sig til lidt nyhedsoversigt om eftermiddagen (DRs Nyhedsopdatering), brudstykker af “Friends”, som Frøkenen fordriver tiden med, og lidt i weekenden. I går faldt det sig så heldig ud, at DR2 viste Peter Bogdanovich The Last Picture Show fra 1970. I Director’s Cut-udgaven. Den danske titel er “Sidste forestilling”, og jeg så den første gang, da den havde premiere i Esbjerg. I Strandbio, vist nok.

Filmen, der kan minde om både George Lucas’ “Sidste nat med kliken” (1973) og den italienske “Mine aftener i Paradis”, handler tematisk set om tabet af uskyld, i flere dimensioner. Vi følger nogle mennesker i en lille gudsforladt amerikansk flække, hvor der stort set ikke sker andet end, at man mødes for at spille lidt pool, drikke Dr. Pepper og så gå på den lokale drømmefabrik, biografen, hvor man viser gamle film med Liz Taylor, Spencer Tracy og John Wayne. Biografen er et cineastisk symbol på de drømme, der brister, når barndommens uskyld går fløjten. En fin lille sædeskildring, der smagfuldt er filmet i sort-hvid, måske for at illudere den grå virkeligheden i filmen, men også uskyldstabets distance.
Hvad jeg i de mellemliggende år helt havde glemt var, at filmens lydspor, der består af en række kendte sange, skrevet af bl.a. Hank Williams og sunget af fx Tony Bennett og Hank Snow:

1.
Cold, Cold Heart – Tony Bennett
2.
Give Me More, More More of Your Kisses – Lefty Frizzell
3.
Wish You Were Here – Eddie Fisher
4.
Slow Poke – Pee Wee King
5.
Blue Velvet – Tony Bennett
6.
Rose, Rose, I Love You – Frankie Lane
7.
You Belong to Me – Jo Stafford
8.
A Fool Such as I – Hank Snow
9.
Please, Mr. Sun – Johnnie Ray
10.
Solitaire – Tony Bennett

Jeg kom pludselig lidt i tvivl. Havde DR sendt nogle afsnit af The Monkees’ tv-serie dengang tilbage i tresserne? Ved nærmere eftertanke, så var det på den tyske tv-station ZDF, de viste “Hey Hey were the Monkees”. Lidt research på nettet bekræfter, at serien – der i USA løb fra den 12. september 1966 og to år frem – blev sendt fra den 16. September 1967 og et par år frem på den tyske kanal. Så vidt jeg husker sidst på eftermiddagen, for det var jo en udpræget teenager-serie.

Handlingen i serien var tydeligt inspireret af The Beatles’ episodiske A Hard Days Night om en beatgruppes trængsler. Episodiske hændelser, forbundet af gruppens sange. I dag kan hele serien – 52 episoder – selvfølgelig fås på dvd. Men jeg tror nok, jeg hellere ville have set dem dengang – på dansk tv…. i stedet for med tysk synkronisering. Hände Hoch!
Sjovt nok har YouTube et klip, som jeg husker en enkelt detalje fra. I klippet ser man Mickey Dolenz stikke hovedet op gennem en skål popkorn, som et kærestepar deler. Klippet indeholder også et af deres store hits “A Little Bit Me, A Little Bit You”.

Omsider har DR taget sig sammen og gjort noget ved det larmende fravær af levende rytmisk musik på tv. Med programmet Backstage serverer DR2 levende musik for et levende publikum – og fjernseerne – i Studie 2 med den nydelige Camilla Jane Lea som programvært. Konceptet er, at kunsterne dels skal optræde som de plejer – men også i en overraskende konstellation med et andet navn. I dag var det således Tim Christensen og Figurines, der var på scenen, hver for sig og sammen. Blandt andet gav Tim og Figurines en loyal udgave af Neil Young Cinnamon Girl. Slet ikke så tosset. Se med her.

Neil Young & Crazy Horse – Cinnamon girl (Live)

I går så jeg DR2s udsendelse om elektroniske gadgets So ein Ding. DR skal have ros for at lave sådan et program. Der er behov for det i en tid, hvor vi overstrømmes af alskens nye elektroniske påfund. Men formen, kære venner! Hvorfor i hede hule Hammerum skal værten Nikolaj Sonne føre sig frem som om, han var underholdningsvært på TV2? Hvorfor denne smartness? Er det sådan en ny entertainment-virus, der har grebet DR? Se blot på DRs nye filmprogram, hvor værten også fører sig frem, som om han var det centrale i programmet! Giv mig noget radio i stedet for. P1 eller sådan.

Jeg skrev en kommentar hos Uffe. Og den sendte mig tilbage til min skoletid. Der var et program på tysk tv, som jeg ofte så, når jeg var kommet fra skole og havde læst mine lektier. Sport, Spiel, Spannung hed det og var et halvtimesprogram med tre faste indslag om, ja, sport, leg og spænding. Det var især det sidste punkt, der trak. Her vankede der måske en sjov film med Gøg og Gokke eller lignende. Serien havde en nobel ældre herre som moderator (det var dengang, folk over halvtreds stadig kunne bruges) og Cole Porters sang Just One of these Things var temamelodi. Den sang bed sig fast…

Ved et sammenfald af tilfældigheder blev aftenens tv-tema for capac: “døden”. På DR2s Dead-line diskuterede chefredaktøren for Kristeligt Dagblad, Erik Bjergager, og foto-redaktøren for Politiken, Per Folkver, problemerne vedr. fotodokumentation af Gaza-krigens ofre. Er det nødvendigt for et dagblad – som i tilfældet Politiken – at bringe farvefotos i close-up af børnelig? I anledning af, at Politiken havde ændret holdning på dette punkt – fra en diskretionspolitik til en afsløringspolitik, forenklet sagt – mente Folkver, at Politiken blot bragte sig i overensstemmelse med den mediale tidsånd. Hvorimod Kristelig Dagblads chefredaktør advarede mod den æstetisering af døden, som pressefotografiet fører med sig. Man ville opnå det modsatte af, hvad man ville. Man ville ikke få virkeligheden til at rykke nærmere på læseren, men snarere gøre vedkommende immun over for andres død og lidelse.Og i øvrigt, mente chefredaktøren, at avisen ikke skulle være et billedblad men lade det skrevne ord tale.
I Gaza-konflikten er ca. 400 børn blevet dræbt i løbet af den lille måned, som Israels militære aktion har været i gang. Dertil skal lægges de voksne dræbte og alle de sårede. Behøver vi at se billeder af lemlæstede børnelig for at forestille os, hvor forfærdeligt det må være at opholde sin på et landområde, der er på størrelse med Langeland, og konstant være udsat for bombardement og beskydning? At opleve familiemedlemmer, venner, kammerater og bekendte blive skudt og sprængt i stumper og stykker? Et eller andet sted er den journalistiske mangel på diskretion udtryk for en eklatant undervurdering af læsernes evne til at forstå og forstille sig rædslerne. Og som Folkvers udtalelser antydede, så handler Politikens nye linje ikke så meget om journalistisk etik og formidling som om avisernes generelle konkurrencesituation. Hvis-andre-vil-vise-blodige-lig-så-vil-og-skal-vi-også-logik. For oplagstallets og pengenes skyld…

I umiddelbar forlængelse af Dead-lines debat var der en udsendelse med Anders Lund Madsen. Madsen er især kendt som underholder, fx i Zirkus Nemo eller fra sit samarbejde med sin neurolog-broder. Men i denne udsendelse drejede det sig om noget helt andet, nemlig den banale kendsgerning, at mange af os vil dø i mutters ensomhed. “Helt alene” hedder udsendelsesrækken, der bringer os tættere på en række ukendte danskeres ensomme død. Jeg har set en udsendelse fra serien før, og i går var det endnu mere tankevækkende. Madsen var med inde i Johns lejlighed lige efter, at man havde fundet ham død på stuegulvet. Den døde mand havde ligget sådan i fem uger i sommervarmen. Og på afstand så man hans afdøde krop ligge i lyset. Derefter fulgte man Falck-redernes praktiske arbejde med at pakke John ind i plastik – iført masker, der skal  holde lugten ud af næseborene – og transportere ham lodret ned via elevatoren. Madsen viser rundt i lejligheden, der også gemmer på en død undulat, der er sultet ihjel i løbet af de fem uger…
Som John er det tidligere Wienerbarn, Irene, også død alene uden at efterlade sig noget familie eller nærmere bekendte. Irene dør på hospitalet efter en kort indlæggelse. Hun har vist nok en broder, men de er blevet uvenner for mange år siden og er aldrig blevet forsonet. Anders Lund Madsen prøver at samle brikkerne til et billede af hendes liv. Hun kom til Danmark som ti-årig efter krigen. Hendes biologiske mor ønskede ikke at få hende tilbage, og hun er henvist til at leve resten af sit liv uden forbindelse med moderen og hendes familie. Sin sidste tid tilbringer hun med at se tv den hele dag.
Det er en anden måde at forholde sig til dødens banale kendsgerning på. Og netop ved at koncentrere sig om de afdødes levede liv, deres begrænsede sociale kontakt, deres døds praktiske side formår Madsen og co. at gøre det forståeligt for os, at disse mennesker ender deres dage på en uværdig måde. Uværdigt for dem. Og uværdigt for os andre. Man kan godt lave tankevækkende tv uden at blive anmassende.

Det forlyder, at der lige nu er forhandlinger om en såkaldt “redningsplan” for TV2. Det forlyder også, at der sandsynligvis vil blive indført en særlig brugerbetaling for TV2. Samtidig vil oppositionen – for at sluge brugerbetalingen – have den almindelige medielicens sat op for at styrke DR. Hvorfor ikke privatisere TV2 med det samme? Hvad skal vi dog med en brugerbetalt public-service-forpligtet tv-station? Er det ikke en selvmodsigelse? Jeg vil i hvert fald ikke betale for “Vild med dans” og andre “kulturprodukter” på det niveau… Farveller.

Nej, dette indlæg skal slet ikke handle om Daisys nytårstale. Men traditionen tro overværede Fruen og jeg Dronningens tale til Folket. Ikke, fordi capac er royalist, for det er han ikke. Men sådan er traditionen her i casa, hvor Fruen godt kan lide det royale, og jeg går alligevel  til og fra køkkenet.
I gamle dage var denne tilbagevendende begivenhed ikke akkompagneret af – for ikke at sige: sovset ind i – journalistisk indledning og eftersnakkeri. Nu til dags kan Dronningens tale, der jo ellers udmærker sig ved at være velformuleret og klar, åbenbart ikke stå alene, men skal absolut give anledning til, at ikke bare Bo Reimer, men også to “eksperter”, skal kloge sig på hendes kongelige højheds bekostning. Med en attitude, der var Se & Hørs hofsnoge værdig, blev der tærsket langhalm på dronningens tale i form af “fortolkning” og “oversættelse”, så man skulle tro, at seeren havde behov for pædagogisk støttepædagogik for at fatte, hvad dronningen havde på hjerte…
For nylig så jeg et program i serien “Monopolets helte” om de gamle kendinge fra DR TV. Det var denne gang om Poul Jørgensen, som i mange år stod for hæderlig og kompetent formidling af kongeligt stof. Og han kritiserede den nye tendens, fordi den gjorde selve indslaget til en biting. Og det er så sandt, som det er sagt. Den journalistiske indsovsnings analyseren og kommenteren berøver begivenheden dens betydning og gennemslagskraft. Det er journalistisk omklamring, der grænser til kvælning. Det er journalistisk over-kill. Og det er synd for Dronningen og for dem, der gerne vil høre og se det. Vi må håbe, at nogen sætter en stopper for den slags journalisme – ellers må vi jo boykotte den, hjemme i de små hjem…

I går aftes udstrålede Danmarks Radio Laurence Kasdans film “The Big Chill” – “Gensyn med vennerne” på dansk – fra 1984. En film, der er gefundeness fressen for enhver med hang til tressernostalgi.
En gruppe af gamle venner mødes i de tidlige firsere. Anledningen er, at en af de gamle venner – Alex – har taget livet af sig selv. På symbolsk vis inkarnerede den afdøde Alex alle de drømme, der engang i tresserne, bandt de unge mennesker sammen. Og hans død symboliserer så også drømmenes fortabelse. Eller gør den?!
I hvert fald bliver begravelsen en anledning for de tilbageblevne til at finde svaret på, hvorfor Alex tog sig af dage – og derigennem også finde svaret på, hvordan det gik med alle de smukke drømme fra dengang. Jeg kan huske at Peter Wivel gennemheglede filmen dengang den udkom, fordi den tillod sig at positivere tressernes tabte drømme. På den led kom filmen på et upassende tidspunkt, hvor det borgerligt-liberale opgør med “68” og halvfjerdserne så småt var ved at tage form.
Men set herfra er filmen en fin beskrivelse af, hvordan det går, når man midt i al materialismen og karriereræset glemmer, hvad man kom fra, og hvem man var. Drømmene om et bedre og anderledes liv dør ikke, fordi de ikke bliver absolut realiseret, men de bliver en belastning, når de forsøgsvis fortrænges. I en vis forstand er filmens budskab: At man finder nøglen til de nutidige problemer, man har i sit liv, i fortiden. Man må forsone sig med den, man var, og man må ikke glemme sine drømme.
Filmen hovedpersoner spilles af en række fine skuespillere med Glenn Close, Kevin Kline, William Hurt og Jeff Goldblum i spidsen. Og soundtracket er den rene uforfalskede nostalgi med sange af Smokey Robinson, The Rascals, Procol Harum, Carole King m.fl.

Nej, jeg så ikke den meget omtalte canadiske tv-dokumentar om “aktiv dødshjælp”. Jeg valgte den fra. Udsendelsen har allerede givet anledning til megen debat, og DRs programproduktionsdirektør Mette Boch har valgt at trække sig ud af programetikudvalget i protest.

Jeg ville have gjort det samme. For er der ingen tvivl om, at DR har handlet uetisk ved at vise, hvordan man tager livet af et menneske. Debatten rejser spørgsmålet: Om der er noget som helst, der er “helligt” for de elektroniske medier? Er der emner, der er “ukrænkelige”? Udviklingen i tv-mediet synes at give et ret entydigt svar: Så længe noget kan vises, så viser vi det.

Tv-mediet er i moderniteten – hvor der ikke længere er en fælles etik – drevet af en journalistisk-teknologisk tvang. Det der kan vises, skal vises. Fordi det sælger; fordi det får seerne til at strømme til… Hvad enten det er folks seksualliv (jfv. reality-tv-genren), folks privatliv (jf. fedmeserierne), terroraktioner med død og lemlæstelse (eksemplerne er legio) eller nu – et menneskes aflivning. Tv-mediet er drevet frem af en illusion om, at mediet kan indfange “virkeligheden” bag billedet, “virkelighederne” bag billedet. Det er derfor, tv-speakerne altid advarer mod de “stærke” billeder, når man transmitterer fra det seneste bombede grønsagsmarked et sted i verden.

Men der er, som vi tidligere har noteret os, tale om iscenesættelser og dermed om fiktion. Og dermed sker der noget paradoksalt. Det, der skulle være virkeligt autentisk, bliver til underholdning og mister derved sin autenticitet. Vi befinder os i en medial hyperrealitet. Som Jean Baudrillard sikkert ville have sagt.
Næ, hvis vi for alvor skulle beskæftige os med alvorlige emner som fx aktiv dødshjælp, så tror jeg, det vil være nødvendigt at holde “virkeligheden” på stor afstand. Vi skulle ikke forsøge at vise noget i billeder, men i stedet tale og skrive om det…

DRs sommerserie Sommer er allerede ude på DVD, kunne jeg konstatere i den lokale brugs. Og det er også den eneste serie, jeg i meget lang tid, har haft lejlighed til at følge til dørs. I marts skrev jeg en længere kommentar til serien og sluttede af med: “Det korte af det lange er, at vi har at gøre med en god underholdningsserie, der har noget på hjerte og vil mere end blot underholde. Og det er vi ikke så forvænt med i disse tider, hvor et program som X-faktor er seermagnet. Sommer er en værdig aftager for DRs historiske megasucces Matador og efterlader seeren fortrøstningsfuld med hensyn til fjernsynsmediets fremtid på tv-drama-området. Hvis ikke politikerne da gør drømmene til skamme.
PS. Og så synes jeg, at det musikalske tema er vellykket. Stemningsfuldt og fuld af svanger forventning.” Inden denne konklusion havde jeg dog luftet nogle forbehold over persontegningen i serien. Jeg syntes, at nogle af personerne – Anna, Lærke og lægesønnen Jacobs kone, Millle – var lidt for stereotype og uden dynamik. Men satte min lid til, at der ville blive løst op for personerne i de kommende afsnit. Og det holdt også stik. For dem alle tre gælder det, at de fik flere facetter og blev mere “levende”, efterhånden som historie skred frem. Dermed er ikke sagt, at serien er 100% vellykket. Jeg synes stadigvæk, at den vil for meget på for kort tid. Men det siger måske mere om mine forventninger til det flygtige tv-serie-medie end om serien.