Indlæg tagget med uddannelse

Penkowas kummefryser

19. maj 2012

Penkowa-sagen skal ikke glemmes. Og det skal sagen om den fyrede Linda Koldau heller ikke. Men lad mig begynde et andet sted, hvor jeg fik lyst til at tage tråden op igen.

I går kunne man langt nede i nyhedsstrømmen hos DR Nyhederne læse, at ‘uddannelser kvæles i administration’.

De uddannelser, der er tale om i nyheden, er de såkaldt mellemlange videregående uddannelser – lærer-, pædagog-, socialrådgiveruddannelsen osv. Uddannelser, hvoraf mange har haft stor politisk opmærksomhed gennem mange år, fordi de har en vigtig betydning for samfundsudviklingen. Og med ca. 60.000 studerende udgør de mellemlange uddannelser en meget betydelig del af de videregående uddannelse. Men det er også uddannelser, der de seneste mange også har være præget af nedskæringer i undervisningen, fyrings- og sparerunder. Herom kan man fx læse i Magisterbladet.

Det skulle ellers have været så godt. For snart mange år siden fik magthaverne den idé, at en lang række seminarier og andre uddannelseshøjskoler skulle lægges sammen i større enheder. En lang og problematisk proces, der foreløbigt er resulteret i etableringen af nogle store “professionshøjskoler”, der ideelt set skulle betyde en besparelse på og effektivisering af det administrative og bedre uddannelser i kraft af den synergi, sammenlægningen angiveligt skulle kunne medføre. Bedre udnyttelse af lærerkollegiet osv.

Læs mere »

Translokation

25. juni 2011

I går deltog jeg i Frøkenens translokation. Ungdomsuddannelsen er overstået med et godt resultat. Og som ordet translokation siger, så handler det om at noget afsluttes for at noget andet kan begynde. Et sted forlades til fordel for et andet.

Midt i talerne, buffetten, musikken og snakken kan man selvfølgelig ikke lade være med at tænke lidt over situationen. Det er en glædens dag, og i min gamle krop genkendte jeg fornemmelsen fra dengang, jeg fik min realeksamen (1970) og studentereksamen (1973). Den særlige blanding af opløftethed, glæde og urolig forventning om, hvad der nu skulle ske.

Dengang var der kun én studenterhue, som jeg i øvrigt hverken ville eje eller have, for det lå i tiden, at man skulle gøre op med dette borgerlige dannelsessymbol. Siden har oprøret sejret af h……. til, uddannelse er blevet et massefæmomen, og huen med det blodrøde bånd er ikke længere symbolet, men blot et tegn blandt mange på, at man har taget en ungdomsuddannelse. Så vidt jeg ved er der sytten forskellige huer i skrivende stund…

Uddannelse er blevet en industri og institutionerne fabrikker, der pøser unge ud hvert år. Og på talen ved festen kunne man gennem de mange managementord høre, at vi står med begge ben i globaliseringens tid, hvor konkurrencen fra kineserne ville betyde, at vi alle i fremtiden skulle arbejde meget og hårdt. Den “gule fare” har fået en helt ny valør. Ord, der lød lidt pudsige i munden på en rektor, der stod med det ene ben i sit otium…

Jeg husker ikke, hvad min skoleinspektør sagde ved Realeksamenstranslokationen, eller hvad rektor sagde ved afslutningen af gymnasiet, og jeg tror heller ikke, at Frøkenens kammerater hørte meget af det, der blev sagt i går. De klappede pænt, men havde nok tankerne ved hinanden, ved aftenens fest og den almindelige glæde over at have overstået to måneders eksamenslæsning og eksamination.

Dengang jeg blev færdig, havde jeg ingen anelse om, hvor det skulle føre hen. Og jeg kan forstå på mange af de unge, at det har de heller ikke. Det er betryggende. For det betyder, at verden ikke er helt så planlagt, som politikerne gerne vil have den til at være. Ung må verden endnu være…

Billie Davies – School is over!

Penkowa – en enlig svale eller et symptom?

13. maj 2011

“Penkowa’er vil der komme mange flere af i fremtiden.”

Efter at kammeradvokatens redegørelse i den såkaldte Penkowa-sag kom for en dag, har pressen tilsyneladende tabt pusten og skriver ikke stolpe op og stolpe ned om “skandalen”. Selv om man kunne mene, at redegørelsens overordnede pointer ikke er er overraskende. Pressens inaktivitet kan være udtryk for, at man ikke mener, der er mere suppe at koge på den pind (i hvert fald indtil undersøgelsen af Penkowas forskningsartikler kommer…), eller at pressen bare er sprunget til den næste nyhedstue. For sådan er det. Selv en tsunami og en atomar katastrofe taber på et tidspunkt nyhedens interesse…

Men Penkowa-sagen rummer så mange problemstillinger, at den burde kunne holde mange nysgerrige journalister beskæftiget i lang tid frem. Først og fremmest er der spørgsmålet om, hvorvidt Milena Penkowa blot har været forskningens svar på Stein Bagger – en person med en kriminel personlighedsbrist – eller om hun også er et produkt af det uddannelses- og universitetssystem, hun har kørt om hjørner med.

Lektor Bo Beier Thorup er ikke i tvivl. I en artikel i gårsdagens udgave af Politiken ser lektoren en direkte årsags-virknings-sammenhæng mellem de såkaldte ‘papirløse’, digitale eksamensformer, hvor gymnasieelever og universitetsstuderende kan bruge (og misbruge) internettets muligheder for fildeling (“afskrift”, “plagiat” osv.), og opkomstens af fremtidige Penkowaer.

Artiklen kan let opfattes som en computerukyndig lektors maskinstormeri, fordi den er reduktiv. Den beror på den banale forestilling, at man ved at fastholde ‘gammeldags’ papirbaserede eksamensformer, så kan man dæmme op for svindel og humbug i uddannelsessystemet. Men – hvis det er rigtigt læst – så er det en nærsynet kritik, der giver de moderne teknologiske muligheder skylden for den moralske skoling, som uddannelsessystemet giver de unge.

Hvis vi i fremtiden får flere Penkowaer, så hænger det sammen med, at uddannelsessystemet (og det omkringliggende samfund…) fremmer umoralsk adfærd ved fx at tilskynde til hensynsløs konkurrence, elitedyrkelse osv. Et lille eksempel understreger denne moralske opløsningstendens, som er systemet iboende. For et par uger siden kunne man læse, at Roskilde Universitets Center, ville gradbøje sanktionerne for snyd med eksamensopgaver osv. Fx skulle førsteårsstuderende slippe billigere end ældre studerende. Argumentet var, at sådan gjorde man i udlandet.

Jeg tror ikke et øjeblik på, at man helt kan undgå fænomener som Penkowa-sagen. Men jeg er også overbevist om, at et system, der fremmer konkurrence (ikke at forveksle med kappestrid), kvantitativ meritering, egoisme, dyrker eliten osv., også fremmer og producerer Penkowaer. At skyde skylden på digitale eksamensformer er at sætte kikkerten for det blinde øje. Problemet stikker meget dybere end som så…

Alfabetismen i gymnasiet

16. maj 2010

For nogle år siden var jeg i embeds medfør i kontakt med en ung kvinde, der skulle læse til pædagog. Og i forbindelse med noget skriftligt arbejde på computer undrede jeg mig lidt over hendes aparte stavemåde. Hun var nyudsprunget student, skal jeg lige tilføje. Efter at have snakket med hende om staveproblemerne foreslog jeg, at hun tog hen til det lokale amtcenter for stavevanskeligheder for at blive tjekket. Og det viste sig, at hun var ordblind.

Det undrede mig, hvordan hun kunne komme gennem folkeskolen – og gymnasiet – uden at blive “opdaget”. Samtidig opdagede jeg, at rigtig mange unge havde stavevanskeligheder i større eller mindre omfang. Selv om de havde en gymnasieuddannelse i baggagen. I dagens aviser kan man læse, at problemet er stå stort i gymnasierne, at disse er begyndt at indføre otteugers kurser, som skal rette op på elevernes læsefærdigheder. I Kristeligt Dagblad sættes problemet pr. automatik og umiddelbart i forbindelse med den udskælte folkeskole. Er folkeskolen god nok til at bibringe de unge de færdigheder, som behøves i gymnasiet og videre frem? Og selv om kritikken måske er relevant nok, så må man også spørge, om problemet ikke også hænger sammen med de politiske ambitioner om at få 95% af en ungdomsårgang gennem ungdomsuddannelserne?

Engang – frem til slutningen af tresserne – var skolesystemet således indrettet, at kun en elite fik en gymnasieuddannelse. Og folkeskolen sorterede eleverne i “boglige” og “almene” elever. Der var elever, der var boligt “egnede”, “måske egnede” eller “uegnede”. De sidstnævnte var – som Niels Hausgaard ville sige – “praktisk begavede” og blev enten håndværkere eller ufaglærte. En slags arbejdsdeling – håndens og åndens – i praksis. Systemet blev – med god grund – udsat for megen kritik. Blandt andet hed det, at det opdelte samfundet i et hierarki og i to store klasser. Den boglige elite og de andre.  Og det er da også rigtigt. Omvendt må man vel også spørge: Skal vi alle være boglige? Skal vi indrette uddannelsessystemet (og dermed samfundet) sådan, at alle skal tvinges igennem bogligt funderede uddannelser? Er det en sejr for samfundet, at vi har indrettet uddannelsessystemet sådan, at alle unge skal akademiseres i let grad – med de omkostninger, det har for de unge, der ikke er indstillet på at læse bøger i et væk?  [link]

Studerende demonstrerer mod nedskæringer

1. februar 2010

Historien gentager sig. Engang blev universitetsinstitutter besat, fordi de studerende krævede medindflydelse og modernisering af universiteterne. Siden er den generations sejre blevet rullet tilbage, og de unge i dag skal kæmpe både mod dårlig universitetsøkonomi og dårlige uddannelsesforhold (to sider af samme mønt). I dag har studerende ved Biologi i København blokeret indgangene til Biocenter og Biologisk Institut i protest mod, at 40% af underviserne er blevet sparet væk. Man behøver ikke at være ansat på universitetet for at forstå, at de nødvendigvis må indebære en forringelse af uddannelserne. De studerende kræver, at universitetet tilføres penge, så fremtidige afskedigelser – og i sidste ende institutnedlæggelser – undgås. Vi kan kun håbe på, at aktionen vil brede sig til alle dele af universitetet, så polikerne forstå budskabet! Til kamp! [link] Tilbagespoling: Dumme Helge Fra professionel fodbold til private universiteter

Ansvarsforflygtigelse Med en forudsigelighed, der er skræmmende, afviser Sander, at han og regeringen har et ansvar for den situation, universiteterne befinder sig i. For det første forsøger han at kaste et røgslør over realiterne ved at henvise til den penge, universiteterne har fået. Et efterhånden velkendt trick fra regeringens side, når man skal modargumentere. Men argumentet forholder sig ikke til de funktionsvilkår, som universiteterne har fået under den siddende regering. Vilkår som Sander selv peger på, når han siger »Men Københavns Universitet er en meget stor arbejdsplads med 8.000 ansatte. Og ligesom i enhver anden virksomhed, må der ske omstruktureringer nu og da«. Problemet er netop, at et universitet – hvis det skal leve op til betegnelsen – kan kan fungere som “enhver anden (produktions)virksomhed”. Fyrer man i en produktionsvirksomhed, kan man muligvis hente ny arbejdskraft ind og fortsætte, hvor man slap. På universiteterne ødelægger man forskningsmiljøer, der ikke uden videre lader sig genoprette. Man ødelægger også undervisningsmiljøer, der heller ikke uden videre lader sig erstatte. Når Sander og andre politikere peger fingre og siger, at det er universiteternes eget ansvar at forvalte de økonomiske problemer, så er det ansvarsforflygtigelse i andet potens, fordi politikerne har skabt grundlaget for de umulige økonomiske forhold. [link]

Fra professionel fodbold til private universiteter

24. januar 2010

Det var vist den konservative statsminister Poul Schlüter, der engang i firserne erklærede ideologierne for døde. Og den slags besværgelser skal man være varsom med at udtale. For de døde har det med at gå igen, og så er de først svære at komme af med. Tænk blot på Gud, som Nietzsche erklærede død! Eller tænk på den siddende Venstreledede regering.

Vi skal langt tilbage i historien for at finde en regering, der har været mere ideologisk i sin politik. Ganske vist fik Anders Fogh Rasmussen ikke realiseret sin vision om Minimalstaten, inden han drog til Nato, men derfor skal man ikke tro, at projektet er helt glemt. I det hele taget er det tydeligt, at Venstres ledende regeringsmedlemmer vedholdende arbejder på at realisere den liberalistiske ideologis mærkesager.

Medens balladen om Lars Løkke Rasmussens favorisering af privathospitalerne endnu ikke har lagt sig, er hans kollega, videnskabsministeren, Helge Mølsted Sander gået i gang med næste privatiseringsprojekt: universiteterne. Og strategien ligner til forveksling strategien på sygehusområdet.

Først påtvinger man de offentlige sygehuse nogle kvasi-privatkapitalistiske vilkår, hvor de skal fungere som produktionsvirksomheder, hvilket de har svært ved, fordi det i praksis er umuligt 100% at planlægge driften på en offentlig sygehus. I modsætning til de private sygehuse, skal de offentlige jo tage ind, hvad der kommer. Og man kan aldrig på forhånd sige, hvor mange brækkede ben, hofteoperationer, grå stær-ditto, kræftsygdomme, hjertetransplantationer osv., der vil komme.

Når de så ikke kan få enderne til at mødes økonomisk set, som tilfældet er på de københavnske sygehuse lige nu, så overlader man til regionerne at foretage de “nødvendige” nedskæringer (og forringelser) og favoriserer dermed indirekte de private sygehuse, der jo må overtage noget af den overskydende “produktion” (ventelisteefterspørgsel fx).

På lignende vis har man påtvunget universiteterne virksomhedslignende styreformer og økonomi. Med taxameterprincip på uddannelsessiden og ‘fra forskning til faktura’-vilkår, dokumentationskrav (fx i form af hyppige publikationer) o.a. på forskningssiden knægter man den universitære tankes grundprincipper, fx tanken om fri grundforskning. Og bagefter bruger man så elendigheden som argument for at indføre private universiteter, der ikke er mere private end, at de kan modtage statsstøtte i form af taxametertilskud, men til gengæld må tage brugerbetaling, således at man kun får de “bedste” studerende (= dem fra den bedrestillede del af befolkningen – dem, som lige har fået en ekstra skattelettelse).

Set i bakspejlets fedtede optik ser man de flossede konturer af regeringens masterplan for indførelse af privatisering på centrale dele af det offentlige system. Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig – hvis ellers regeringen sidder længe nok – at masterplanen vil kunne underminere størstedelen af det offentlige og dermed levere argumenterne for indførelse af den minimalstat, som Poul Nyrup Rasmussen forsøgte at besværge, da han rev Fogh Rasmussens ideologiske skrift i stykker fra talerstolen.

Og det er nok ikke tilfældigt, at manden bag det nye delprojekt – privatisering af universiteterne – er Helge Sander. Sander, som for nylig blev udråbt til at være “dum” i Politiken, har som en af sine væsentligste karrieremæssige bedrifter været med til at professionalisere dansk fodbold. Samtidig er han som uddannet journalist på baggrund af en realeksamen ikke hæmmet af snærende veneration for universitetet og dets gamle hæderkronede idealer. Hans håndtering af universiteterne kan forstås som inkompetence, som det skete i Politiken, men også som ideologisk indifference…

Teddy Pendergrass, sanger er død, 59

14. januar 2010

En af amerikansk R&Bs markante stemmer er forstummet. Teddy Pendergrass, hvis borgerlige navn var Theodore DeReese Pendergrass Sr., er død i en alder af kun 59 år. Han blev især kendt for sin rolle som forsanger i bandet Harold Melvin & The Blue Notes, der huserede hitlisterne i USA i halvfjerdserne med sange som “If You Don’t Know Me By Now”, “Wake Up Everybody” m.fl.

Som tilfældet har været for mange sorte kunstnere var det via kirken – som ordineret præst – at Pendergrass fik smag for musiklivet. I første omgang slog han sig bogstaveligt talt igennem som trommeslager i The Cadillacs, der dog hurtigt blev delvist indlemmet i Harold Melvin & The Blue Notes. Og her fik han chancen for at træde i forgrunden som sanger. Og den chance lod han ikke gå forbi sig.

Med en kontrakt hos Gamble & Huff og Philidelphia International Records i 1972 var vejen til succes banet for Melvin og Co. Successen holdt for Pendergrass’ vedkommende, indtil han røg i totterne på Harold Melvin og efterfølgende tog sit gode tøj og startede en solokarrriere, der kastede en lang række hits af sig. Han fik også æren af, at synge sammen med Whitney Houston på hendes storsælgende debutalbum.

Fra firserne og frem var Teddy Pendergrass karriere præget af, at han blev paralyseret i en bilulykke i 1982. Men han holdt dog gang i karrieren frem til 2006, hvor han officielt trak sig tilbage fra musikbranchen. Han døde den 13. januar som følge af en kræftoperation.

Ungdomsarbejdsløshed

15. december 2009

Det er ikke noget ukendt fænomen, at dimittender fra universitetet går ledige et stykke tid, inden de får et job. Nogle længere tid end andre. En af årsagerne er, at erhvervslivet ansætter ud fra erfaring – erfaring, som man kun får i kraft af en ansættelse. I den aktuelle krisesituation ser det ud til, at flere nybagte kandidater går ud i en længerevarende arbejdsløshed. Og det har åbenbart ‘bekymret’ landets statsminister. Og det er der vel også grund til. Vi ved jo, at vi har en voksende “alderdomsbyrde”, som arbejdsomme unge skal forsørge. Derfor er det vigtigt, at de kommer i gang snarest muligt. Under påvirkning fra Dansk Folkeparti – hvem ellers? – fremlægges der derfor et par lovforslag, der skal gøre det muligt for de unge kandidater at uddanne sige yderligere et år – på SU. Man undrer sig. For det første over, at mere uddannelse (selv om der er tale om ‘et særligt kompetencegivende forløb’) skulle åbne for flere arbejdsgiveres døre. Og i øvrigt: Har de ikke masser af kompetencer (for slet ikke at tale om kvalifikationer!), når det kommer lige fra universitetet? Hvis man så accepterer ideen om mere kompetencegivende efteruddannelse, hvorfor så ikke udvide det til de mange voksne ledige, der går rundt i eller på vej ind i aktiveringscirkusset uden udsigt til at kunne vende tilbage til de jobs, de engang havde? Var der ikke noget om, at de ældre borgere skulle blive længere tid på arbejdsmarkedet? Måske en passende efteruddannelse kunne bane vejen tilbage – for nogen? Ja, hvorfor ikke bide hovedet af al skam og lade de ledige efteruddanne sig på dagpenge? Det ville skabe mere arbejde (nemlig i uddannelsessektoren), og samfundet ville få noget for dagpengene. Regeringens nye udspil er en lille lap, der ikke kan dække det kæmpemæssige hul, som er ved at blive dannet af tilstrømmende ledige. Tiden er inde til en regulær reform, der sikrer, at de mange ledige får en chance for at vende tilbage til arbejdsmarkedet, inden langtidsarbejdsløshedssyndromet lægger sig over dem som en kvælende, demotiverende dyne. Har regeringen modet?

Curriculum vitae og forbandet digt

9. december 2009

En af dagens mindre nyheder drejer sig om EU-politikeren og tidligere minister Bent Bendtsen. Ihærdige journalister ved boulevardbladet BT har fundet ud af, at Bendtsen har udvist digterisk frihed på sit cv. Bendtsen, der er også kendt som fhv. politimand, har pralet af, at have en handelsgymnasieuddannelse. Men sandheden er, at Bendtsen kun har taget to enkeltfag på aftenkursus.

Nu kan man jo godt undre sig over, hvad der får en politiker som Bendtsen til at gribe til sådan en løgn. Manden har jo haft held i sprøjten med sin karriere. Har både været formand for de konservative, minister og nu EU-politiker. Skulle sådan en handelsskolestudenterhue gøre den store forskel? Og er det i grunden ikke lige meget, om en politiker har en hue eller ej? Hvis bare han eller hun kan sit politiske håndværk? Det er jo ikke første gang en politiker gribes i fusk med cv’et. Som Politiken bemærker, så gjorde den radikale udviklingsminister Anita Bay Bundegaard noget lignende.

I det hele taget er fusk omkring uddannelser ikke et nyt fænomen, hverken i politik eller uden for. Hvem husker ikke sagen om SF’eren Kamal Qureshi og eksamensopgavesnyderiet?

Uden at det skal forstås som et forsvar for Bendtsen, så er der grund til at pege på, at fifleri med cv’et ikke er noget ukendt fænomen. Jeg har selv deltaget i to-tre jobsøgningskurser i offentligt regi, hvor det i høj grad gjaldt om at få cv’et til at tage sig ud af mere, end der egentlig var belæg for. Og jeg ved også, at det er en ganske almindelig praksis blandt dimitterede studerende at lade den digteriske fantasi spille, når cv’et skal opstilles. Vi husker alle sagen om Anna Kastberg, der forførte gud og hvermand med sin kvindelige ynde og et forfalsket cv. Det gav anledning til mange moralske opstød og skandale i pressen.

Men spørgsmålet er bare, om ikke Kastberg-sagen og nu den betydeligt mindre Bendtsen-sag blot er symptomer på et karriere- og konkurrencesystem, der langt hen ad vejen fungerer på basis af billige tricks, snyd, bluff, nepotisme, misforstået faglig solidaritet m.m. og kun i mindre grad på dokumenterbare kvalifikationer? Jeg er ret sikker på, at hvis man gik folks cv’er igennem med et tættekam, så ville man finde mange eksempler på, at der er pyntet på virkeligheden.

Bendtsensagen viser blandt andet, at der på den ene side eksisterer et snobberi omkring boglige uddannelser og på den anden side en form for kynisme med hensyn til uddannelsernes reelle indhold. Det er denne dobbelthed, der forklarer, hvorfor man på visse hjemmesider kan købe universitetsdiplomer for dollars. Og hvorfor eksamens- og opgavesnyderi er så udbredt. I konkurrencesamfundet handler det ikke om at tage en uddannelse med slid og slæb, men om at en uddannelse. Koste hvad det vil.

Kvantitet og læring

20. november 2009

I disse tider lider man – dvs. politiske myndigheder, arbejdsgivere m.fl. – af den vildfarelse, at kvalitet kan måles. Der registreres, dokumenteres, beregnes osv. i en uendelighed. Regnearkene gløder. Dokumentationsfilerne hobe sig op. Rapporterne fylder op i skrivebordsskufferne. Al den energi, der bruges på den slags opmåling, evaluering og kontrol kunne bruges anderledes. Fx er det netop blevet dokumenteret (!), at kommunerne kunne frigøre flere tusind årsværk til andet arbejde, hvis man ikke lige skulle dokumentere osv.

I dag kom så et lille sigende eksempel på denne ørkesløse kvantitetstænkning. En skoleleder har løst et problem med elevers og læreres slendrian med hensyn til fremmøde til tiden. For at sikre sig, at lærere og elever er på plads i klasseværelset, er man begyndt at ringe ind kl. 07:58 – altså to minutter før tid – og igen kl. 08:00. Skolelederen har foretaget en opmåling af, hvor megen tid, der gik tabt ved den tidligere slendrian, hvor timen typisk startede med fire minutters forsinkelse. “På årlig basis er det blevet til, hvad der svarer til 14 dages ekstra undervisning”, udtaler skolelederen.

Og det skal nok passe. Og det er selvfølgelig også helt i orden at stramme op omkring fremmødet. Lærerne er lønarbejdere og skal komme til tiden og passe deres arbejde. Eleverne skal have den tid, som deres forældre betaler skat for, og som politikene har bestemt, de skal have. Osv. Problemet er bare, at man ikke kan sige, at eleverne ville lære mere, fordi de fik de fire minutter tilbage. Læring er en kvalitativ proces. Det ved enhver, der har kedet sig i folkeskolens timer uden at lære noget. Udbyttet er aldrig 100%. Antallet af timer er ikke i sig selv nogen garanti for kvaliteten af undervisningen eller læringen. Selvfølgelig skal der være timer nok, men i sig selv er det ikke det, der skaber kvaliteten.

Taxametersystem og fravær

26. juni 2009

I Berl. Tidende mistænker Socialdemokratiets Christine Antorini gymnasiernes nye status som selvejende institutioner med taxameter-finansiering for at være skyld i et øget elevfravær. En rapport fra Rambøll Management har nemlig afsløret at fraværet er steget efter gymnasiernes overgang til den ny status.

Jeg kan forestille mig, at mangen en underviser med kendskab til taxametersystemet og dets økonomiske konsekvenser vil trække lidt på skulderne – og måske også på smilebåndet – og tænke: Fortæl os noget vi ikke ved, Christine! For selvfølgelig vil der være et “økonomisk incitament” for uddannelsesinstitutionerne til at fastholde elever med et (for) højt fravær i uddannelsen, når institutionernes økonomi afhænger af det. Man skal være institutionsleder eller politiker for at benægte dette forhold offentligt.


En anden ting er, at eleverne og de studerende lynhurtigt finder ud af, at man ikke bliver smidt ud, fordi man har et fravær over 10%. Man kommer allerhøjest til en formanende samtale, hvor man modtager en løftet pegefinder. Problemet med fraværet er selvfølgelig, at uddannelserne forringes for dem, der har stort fravær. Og så gør fraværet de såkaldte “svage” elever endnu mere sårbare. Og det er dybt problematisk i et samfund, hvor vi er afhængige af, at de unge får en god uddannelse, og hvor regeringen har en vision om, at 90% af en ungdomsårgang skal have en (god) ungdomsuddannelse.


Løsningen er ikke at give institutionerne et skrappere regelsæt, der fx pålægger dem at relegere elever med et fravær over 10%, for det vil blot skærpe de økonomiske problemer. Uddannelsesinstitutioner er ikke pølsefabrikker. Og så længe man behandler dem som produktionsvirksomheder må man forvente, at de også handler som sådanne. Det vil sige: De vil forsøge at få alle elever (pølser) gennem maskinen for at sikre indtjeningen. Der vil ligge et uudtalt pres på hver enkelt lærer, der vil vide, at deres egen ansættelse hænger sammen med antallet af gennemførte uddannelser. Hvor en produktionsvirksomhed kan fyre medarbejdere, rationalisere og effektivisere uden at pølserne nødvendigvis bliver af ringere kvalitet, så forholder det sig anderledes med uddannelsesinstitutionerne. Hænger økonomien ikke sammen på grund af et for stor elevfrafald, så er der kun et sted besparelserne kan findes – på uddannelserne. Ved at fyre lærere og skære i undervisningsprogrammet. Og det er vist kun de færreste, der forestiller sig, at færre undervisere og mindre undervisning fører til bedre uddannelser. Man behøver ikke at være professor i pædagogik for at forstå, at det betyder forringelser af uddannelserne. Hverken e-læring eller andre moderne undervisningsformer kan ændre på dette banale faktum. Hvis politikere som Antorini vil gøre noget for uddannelserne i dette land, så må hun – og Socialdemokratiet – gøre noget ved taxametersystemet. Fx afskaffe det.. .

Ledighed, opkvalificering og efteruddannelse

2. maj 2009

“Heldigvis” kom finanskrisen den borgelige regerings arbejdsmarkedspolitiske indsats i forkøbet. De nåede ikke at reducere ledighedsperioden til to år. Til gengæld har de indrettet systemet på en måde, der slet ikke tager hånd om den aktuelle ledigheds problem. Masse vis af ufaglærte og folk fra byggefagene ryger ud i ledighed nu – med ringe udsigt til at kunne vende tilbage til lignende jobs. Derfor er der kun et svar: efteruddannelse. Når “vi” kan polere bankerne med guldstøv, kan vi så sandelig også sørge for, at de ledige bliver uddannet til andre jobs (så de kan komme til at betale den skat, der bl.a. skal finansiere bankpakkerne…). Hænderne op af lommen, Inger Støiberg!

Pastor Langballe om universitetet

22. april 2009

Det er ikke med min gode vilje, at jeg indrømmer det. Men det usandsynlige er faktisk sket, at jeg er blevet enig med Dansk Folkepartis nestor, Jesper Langballe, om noget. I dagens udgave af Berl. Tidende har han forfattet en kronik, hvor han leverer et frontalangreb på den borgerlige regerings universitetspolitik.
Han langer også kraftigt, demagogisk og ideologisk ud mod den vejrmølle, der går under navnet “68-bølgen”. Men lad det nu ligge. Det interessante er, at Langballe rejser spørgsmålet om, hvad en “borgerlig universitetspolitik” mon kunne tænkes at være? Underforstået: Hvis den ikke er som den, der aktuelt føres.
I Langballes optik tager regeringen – akkurat som det skete i halvfjerdserne – “samfundet” som gidsel for sin politik. Der skal forskes for “samfundets skyld”. Men, hvor samfundet i det vist nok venstresnoede halvfjerdsere var mere eller mindre synonymt med “arbejderklassen”, så er “samfundet” under Fogh-Løkke lig med “erhvervslivet”. Hvad der er godt for erhvervslivet – det private forstås – antages at være godt for alle andre. Tankegangen – i universitetssammenhæng – udmøntes af en af universitetslovens åndelige fædre, Helge Sander, der har skabt sloganet: Fra tanke til faktura. Og politiken er indrettet derefter. Hvis ikke der er en lige vej fra tanke til faktura, så skal man ikke forvente at pengene strømmer ind…
Langballe skriver: “Hvad der tæller for regeringen, er ikke grundforskningen, men den anvendte forskning. Og naturligvis skal forskningens resultater anvendes, når de foreligger, men hvis anvendelsesformålet på forhånd dikterer forskningen,vinder forskningen intet nyt land. Den bliver blot produktudvikling og ikke en fri og selvstændig kamp for at udvide menneskets erkendelse”
Og senere hedder det: “For videnskab søger sandhed, og retfærdiggør man sandheden med et nyttigt formål ophæver man den som sandhed”. Og Langballe kalder det aktuelle universitetsideal med dets nytteorientering og taxametertænkning for “slet og ret organiseret åndløshed”.
Jeg kan ikke andet end at være enig med Langballe i hans vurdering så langt – og i almindelighed.
Det interessante er imidlertid, at Langballe ikke er i stand til at sige noget om, hvordan fremtidens universitet kommer til at se ud. Med andre ord: Hvordan en anden form for borgerlig universitetspolitik kunne se ud. Måske, fordi den moderne borgerlighed ikke er i stand til at se op fra bundlinjen og ikke har andre “værdier” end dem, der kan gøres op i kroner og ører?! Dumhed kalder Langballe det. Og i den aktuelle politiske konjunktur er der åbenbart ingen ende på dumheden og dens konsekvenser….

Verdens bedste uddannelsessystem? Universiteterne

1. februar 2009

I dagens udgave af Politiken kan man læse om den danske mønsterstudent Bo Henriksen, der er ved at gennemføre sit universitetsstudium i historie og samfundsfag på normeret tid. Oven i købet er Bo mønsterbryder, da ingen af hans forældre har en akademisk baggrund. Altså på flere måder en student, som politikerne gerne så flere af.
Men det er slet ikke det, artiklen handler om. Den handler om de miserable forhold, som universiteterne – og det vil indirekte sige: uddannelsespolitiken i dette land – byder unge mennesker, der vælger at studere humanistiske eller samfundsvidenskabelige fag. I løbet af sine fem studieår har Bo kun modtaget, hvad der svarer til fire måneders fuldtidsundervisning. Resten har været selvstudie. Og nu hvor han er i specialefasen, der varer et halvt års tid, kan han se frem til sølle 6-8 vejledningsmøder. Disse ringe forhold, der kun bliver ringere, efterhånden som taxametersystemet tvinger universiteterne til flere besparelser, når antallet af studerende falder, rammer 70% af universitetskandidaterne. Nemlig alle dem, der læser enten humaniora eller samfundsvidenskab. Kun på de teknisk-naturvidenskabelige og lægevidenskabelige uddannelser ser det anderledes ud, fordi taxametertilskuddenen her er tre gange så store pr. studerende. Bo peger på konsekvenserne af denne uddannelsespolitik. For det første får den mangelfulde undervisning mange til at falde fra studierne. Noget andet og måske værre er, at de få undervisningstimer betyder, at de studerende får indlagt faglige begrænsninger i deres studie. Studierne bliver med andre ord ringere, end de ellers ville være…
Forståeligt nok har otte store fagforeninger og interesseorganisationer – blandt andet Dansk Industri og Dansk Erhverv – skrevet til den såkaldte videnskabsminister Helge Sander for at klage over de elendige forhold. Men ministeren vil sikkert sige, at universiteterne aldrig har fået så mange penge som nu – og at regeringen agter at lave verdens bedste uddannelsessystem…

Link

Folkeskolen og pengene

27. januar 2009

I Jyllands Posten har man sat sig for at undersøge, hvor de 16 milliarder kroner, som folkeskolen har fået tilført som ekstramidler i perioden 2001-2007, er blevet af. Er folkeskolen blevet bedre af de mange penge? Både ja og nej. Mest nej.

Størstedelen af pengene er gået til lønstigninger hos lærerne og til dækning af andre faste ydelser, som er steget i pris. Sagt på en anden måde, så er det misvisende at tale om ekstrabevilling, eftersom løn- og prisstigninger alligevel skulle være dækket for at bevare det eksisterende niveau! Udgifterne til lønninger osv. betyder, at der kun er tilført 0,7% mere pr. almindelig skoleelev. Medens der er tilført 9,2 % mere til specialundervisningselever. For i den forgangne periode er antallet af elever, der har behov for specialundervisning steget markant. Faglig specialundervisning er steget med hele 26%, og vidtgående specialundervisning med 19%. Det siger vel sig selv, at det kræver ekstra ressourcer. Og på flere skoler tages pengene fra normalområdet.

Forbedringerne på dette område udebliver som følge heraf. Jyllands-Posten konkluderer følgende: “Men tilbage står alligevel et billede af en folkeskole, hvor
kerneydelsen – undervisningen – ikke for alvor er blevet forbedret på trods af flere penge. Det er skolelederne og lærerne godt klar over. De synes bare ikke, at de for alvor kan gøre noget ved det
“. Formanden for Danmarks Lærerforening peger på et sted, hvor ressourcerne kunne bruges bedre: Ved at afskaffe et unødvendigt bureaukrati, ville en masse penge kunne frigøres til folkeskolens egentlige arbejde, undervisningen.


Ansvaret for misèren ligger alene hos regeringen og folketingsflertallet. Man foregøgler vælgerne, at der tilføres ekstra midler, men i virkelighed tilføres der ikke tilstrækkeligt med midler i forhold til de reelle behov, der er i Folkeskolen.  At tale om ekstrabevilling er sproglig tilsløring af de faktiske økonomiske forhold. Og dertil skal lægges, at mange af pengene bruges uhensigtsmæssigt – til kvalitetsvurderinger og andet bureaukrati, der ikke flytter noget. Læs selv artiklen.