Indlæg tagget med uddannelse

Penkowas kummefryser

19. maj 2012

Penkowa-sagen skal ikke glemmes. Og det skal sagen om den fyrede Linda Koldau heller ikke. Men lad mig begynde et andet sted, hvor jeg fik lyst til at tage tråden op igen.

I gÃ¥r kunne man langt nede i nyhedsstrømmen hos DR Nyhederne læse, at ‘uddannelser kvæles i administration’.

De uddannelser, der er tale om i nyheden, er de sÃ¥kaldt mellemlange videregÃ¥ende uddannelser – lærer-, pædagog-, socialrÃ¥dgiveruddannelsen osv. Uddannelser, hvoraf mange har haft stor politisk opmærksomhed gennem mange Ã¥r, fordi de har en vigtig betydning for samfundsudviklingen. Og med ca. 60.000 studerende udgør de mellemlange uddannelser en meget betydelig del af de videregÃ¥ende uddannelse. Men det er ogsÃ¥ uddannelser, der de seneste mange ogsÃ¥ har være præget af nedskæringer i undervisningen, fyrings- og sparerunder. Herom kan man fx læse i Magisterbladet.

Det skulle ellers have været sÃ¥ godt. For snart mange Ã¥r siden fik magthaverne den idé, at en lang række seminarier og andre uddannelseshøjskoler skulle lægges sammen i større enheder. En lang og problematisk proces, der foreløbigt er resulteret i etableringen af nogle store “professionshøjskoler”, der ideelt set skulle betyde en besparelse pÃ¥ og effektivisering af det administrative og bedre uddannelser i kraft af den synergi, sammenlægningen angiveligt skulle kunne medføre. Bedre udnyttelse af lærerkollegiet osv.

Læs mere »

Translokation

25. juni 2011

I går deltog jeg i Frøkenens translokation. Ungdomsuddannelsen er overstået med et godt resultat. Og som ordet translokation siger, så handler det om at noget afsluttes for at noget andet kan begynde. Et sted forlades til fordel for et andet.

Midt i talerne, buffetten, musikken og snakken kan man selvfølgelig ikke lade være med at tænke lidt over situationen. Det er en glædens dag, og i min gamle krop genkendte jeg fornemmelsen fra dengang, jeg fik min realeksamen (1970) og studentereksamen (1973). Den særlige blanding af opløftethed, glæde og urolig forventning om, hvad der nu skulle ske.

Dengang var der kun én studenterhue, som jeg i øvrigt hverken ville eje eller have, for det lÃ¥ i tiden, at man skulle gøre op med dette borgerlige dannelsessymbol. Siden har oprøret sejret af h……. til, uddannelse er blevet et massefæmomen, og huen med det blodrøde bÃ¥nd er ikke længere symbolet, men blot et tegn blandt mange pÃ¥, at man har taget en ungdomsuddannelse. SÃ¥ vidt jeg ved er der sytten forskellige huer i skrivende stund…

Uddannelse er blevet en industri og institutionerne fabrikker, der pøser unge ud hvert Ã¥r. Og pÃ¥ talen ved festen kunne man gennem de mange managementord høre, at vi stÃ¥r med begge ben i globaliseringens tid, hvor konkurrencen fra kineserne ville betyde, at vi alle i fremtiden skulle arbejde meget og hÃ¥rdt. Den “gule fare” har fÃ¥et en helt ny valør. Ord, der lød lidt pudsige i munden pÃ¥ en rektor, der stod med det ene ben i sit otium…

Jeg husker ikke, hvad min skoleinspektør sagde ved Realeksamenstranslokationen, eller hvad rektor sagde ved afslutningen af gymnasiet, og jeg tror heller ikke, at Frøkenens kammerater hørte meget af det, der blev sagt i går. De klappede pænt, men havde nok tankerne ved hinanden, ved aftenens fest og den almindelige glæde over at have overstået to måneders eksamenslæsning og eksamination.

Dengang jeg blev færdig, havde jeg ingen anelse om, hvor det skulle føre hen. Og jeg kan forstÃ¥ pÃ¥ mange af de unge, at det har de heller ikke. Det er betryggende. For det betyder, at verden ikke er helt sÃ¥ planlagt, som politikerne gerne vil have den til at være. Ung mÃ¥ verden endnu være…

Billie Davies – School is over!

Penkowa – en enlig svale eller et symptom?

13. maj 2011

“Penkowa’er vil der komme mange flere af i fremtiden.”

Efter at kammeradvokatens redegørelse i den sÃ¥kaldte Penkowa-sag kom for en dag, har pressen tilsyneladende tabt pusten og skriver ikke stolpe op og stolpe ned om “skandalen”. Selv om man kunne mene, at redegørelsens overordnede pointer ikke er er overraskende. Pressens inaktivitet kan være udtryk for, at man ikke mener, der er mere suppe at koge pÃ¥ den pind (i hvert fald indtil undersøgelsen af Penkowas forskningsartikler kommer…), eller at pressen bare er sprunget til den næste nyhedstue. For sÃ¥dan er det. Selv en tsunami og en atomar katastrofe taber pÃ¥ et tidspunkt nyhedens interesse…

Men Penkowa-sagen rummer sÃ¥ mange problemstillinger, at den burde kunne holde mange nysgerrige journalister beskæftiget i lang tid frem. Først og fremmest er der spørgsmÃ¥let om, hvorvidt Milena Penkowa blot har været forskningens svar pÃ¥ Stein Bagger – en person med en kriminel personlighedsbrist – eller om hun ogsÃ¥ er et produkt af det uddannelses- og universitetssystem, hun har kørt om hjørner med.

Lektor Bo Beier Thorup er ikke i tvivl. I en artikel i gÃ¥rsdagens udgave af Politiken ser lektoren en direkte Ã¥rsags-virknings-sammenhæng mellem de sÃ¥kaldte ‘papirløse’, digitale eksamensformer, hvor gymnasieelever og universitetsstuderende kan bruge (og misbruge) internettets muligheder for fildeling (“afskrift”, “plagiat” osv.), og opkomstens af fremtidige Penkowaer.

Artiklen kan let opfattes som en computerukyndig lektors maskinstormeri, fordi den er reduktiv. Den beror pÃ¥ den banale forestilling, at man ved at fastholde ‘gammeldags’ papirbaserede eksamensformer, sÃ¥ kan man dæmme op for svindel og humbug i uddannelsessystemet. Men – hvis det er rigtigt læst – sÃ¥ er det en nærsynet kritik, der giver de moderne teknologiske muligheder skylden for den moralske skoling, som uddannelsessystemet giver de unge.

Hvis vi i fremtiden fÃ¥r flere Penkowaer, sÃ¥ hænger det sammen med, at uddannelsessystemet (og det omkringliggende samfund…) fremmer umoralsk adfærd ved fx at tilskynde til hensynsløs konkurrence, elitedyrkelse osv. Et lille eksempel understreger denne moralske opløsningstendens, som er systemet iboende. For et par uger siden kunne man læse, at Roskilde Universitets Center, ville gradbøje sanktionerne for snyd med eksamensopgaver osv. Fx skulle førsteÃ¥rsstuderende slippe billigere end ældre studerende. Argumentet var, at sÃ¥dan gjorde man i udlandet.

Jeg tror ikke et øjeblik pÃ¥, at man helt kan undgÃ¥ fænomener som Penkowa-sagen. Men jeg er ogsÃ¥ overbevist om, at et system, der fremmer konkurrence (ikke at forveksle med kappestrid), kvantitativ meritering, egoisme, dyrker eliten osv., ogsÃ¥ fremmer og producerer Penkowaer. At skyde skylden pÃ¥ digitale eksamensformer er at sætte kikkerten for det blinde øje. Problemet stikker meget dybere end som sÃ¥…

Alfabetismen i gymnasiet

16. maj 2010

For nogle år siden var jeg i embeds medfør i kontakt med en ung kvinde, der skulle læse til pædagog. Og i forbindelse med noget skriftligt arbejde på computer undrede jeg mig lidt over hendes aparte stavemåde. Hun var nyudsprunget student, skal jeg lige tilføje. Efter at have snakket med hende om staveproblemerne foreslog jeg, at hun tog hen til det lokale amtcenter for stavevanskeligheder for at blive tjekket. Og det viste sig, at hun var ordblind.

Det undrede mig, hvordan hun kunne komme gennem folkeskolen – og gymnasiet – uden at blive “opdaget”. Samtidig opdagede jeg, at rigtig mange unge havde stavevanskeligheder i større eller mindre omfang. Selv om de havde en gymnasieuddannelse i baggagen. I dagens aviser kan man læse, at problemet er stÃ¥ stort i gymnasierne, at disse er begyndt at indføre otteugers kurser, som skal rette op pÃ¥ elevernes læsefærdigheder. I Kristeligt Dagblad sættes problemet pr. automatik og umiddelbart i forbindelse med den udskælte folkeskole. Er folkeskolen god nok til at bibringe de unge de færdigheder, som behøves i gymnasiet og videre frem? Og selv om kritikken mÃ¥ske er relevant nok, sÃ¥ mÃ¥ man ogsÃ¥ spørge, om problemet ikke ogsÃ¥ hænger sammen med de politiske ambitioner om at fÃ¥ 95% af en ungdomsÃ¥rgang gennem ungdomsuddannelserne?

Engang – frem til slutningen af tresserne – var skolesystemet sÃ¥ledes indrettet, at kun en elite fik en gymnasieuddannelse. Og folkeskolen sorterede eleverne i “boglige” og “almene” elever. Der var elever, der var boligt “egnede”, “mÃ¥ske egnede” eller “uegnede”. De sidstnævnte var – som Niels Hausgaard ville sige – “praktisk begavede” og blev enten hÃ¥ndværkere eller ufaglærte. En slags arbejdsdeling – hÃ¥ndens og Ã¥ndens – i praksis. Systemet blev – med god grund – udsat for megen kritik. Blandt andet hed det, at det opdelte samfundet i et hierarki og i to store klasser. Den boglige elite og de andre.  Og det er da ogsÃ¥ rigtigt. Omvendt mÃ¥ man vel ogsÃ¥ spørge: Skal vi alle være boglige? Skal vi indrette uddannelsessystemet (og dermed samfundet) sÃ¥dan, at alle skal tvinges igennem bogligt funderede uddannelser? Er det en sejr for samfundet, at vi har indrettet uddannelsessystemet sÃ¥dan, at alle unge skal akademiseres i let grad – med de omkostninger, det har for de unge, der ikke er indstillet pÃ¥ at læse bøger i et væk?  [link]

Studerende demonstrerer mod nedskæringer

1. februar 2010

Historien gentager sig. Engang blev universitetsinstitutter besat, fordi de studerende krævede medindflydelse og modernisering af universiteterne. Siden er den generations sejre blevet rullet tilbage, og de unge i dag skal kæmpe bÃ¥de mod dÃ¥rlig universitetsøkonomi og dÃ¥rlige uddannelsesforhold (to sider af samme mønt). I dag har studerende ved Biologi i København blokeret indgangene til Biocenter og Biologisk Institut i protest mod, at 40% af underviserne er blevet sparet væk. Man behøver ikke at være ansat pÃ¥ universitetet for at forstÃ¥, at de nødvendigvis mÃ¥ indebære en forringelse af uddannelserne. De studerende kræver, at universitetet tilføres penge, sÃ¥ fremtidige afskedigelser – og i sidste ende institutnedlæggelser – undgÃ¥s. Vi kan kun hÃ¥be pÃ¥, at aktionen vil brede sig til alle dele af universitetet, sÃ¥ polikerne forstÃ¥ budskabet! Til kamp! [link] Tilbagespoling: Dumme Helge Fra professionel fodbold til private universiteter

Ansvarsforflygtigelse Med en forudsigelighed, der er skræmmende, afviser Sander, at han og regeringen har et ansvar for den situation, universiteterne befinder sig i. For det første forsøger han at kaste et røgslør over realiterne ved at henvise til den penge, universiteterne har fÃ¥et. Et efterhÃ¥nden velkendt trick fra regeringens side, nÃ¥r man skal modargumentere. Men argumentet forholder sig ikke til de funktionsvilkÃ¥r, som universiteterne har fÃ¥et under den siddende regering. VilkÃ¥r som Sander selv peger pÃ¥, nÃ¥r han siger »Men Københavns Universitet er en meget stor arbejdsplads med 8.000 ansatte. Og ligesom i enhver anden virksomhed, mÃ¥ der ske omstruktureringer nu og da«. Problemet er netop, at et universitet – hvis det skal leve op til betegnelsen – kan kan fungere som “enhver anden (produktions)virksomhed”. Fyrer man i en produktionsvirksomhed, kan man muligvis hente ny arbejdskraft ind og fortsætte, hvor man slap. PÃ¥ universiteterne ødelægger man forskningsmiljøer, der ikke uden videre lader sig genoprette. Man ødelægger ogsÃ¥ undervisningsmiljøer, der heller ikke uden videre lader sig erstatte. NÃ¥r Sander og andre politikere peger fingre og siger, at det er universiteternes eget ansvar at forvalte de økonomiske problemer, sÃ¥ er det ansvarsforflygtigelse i andet potens, fordi politikerne har skabt grundlaget for de umulige økonomiske forhold. [link]

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...