Indlæg tagget med uddannelse

Penkowas kummefryser

19. maj 2012

Penkowa-sagen skal ikke glemmes. Og det skal sagen om den fyrede Linda Koldau heller ikke. Men lad mig begynde et andet sted, hvor jeg fik lyst til at tage tråden op igen.

I gÃ¥r kunne man langt nede i nyhedsstrømmen hos DR Nyhederne læse, at ‘uddannelser kvæles i administration’.

De uddannelser, der er tale om i nyheden, er de sÃ¥kaldt mellemlange videregÃ¥ende uddannelser – lærer-, pædagog-, socialrÃ¥dgiveruddannelsen osv. Uddannelser, hvoraf mange har haft stor politisk opmærksomhed gennem mange Ã¥r, fordi de har en vigtig betydning for samfundsudviklingen. Og med ca. 60.000 studerende udgør de mellemlange uddannelser en meget betydelig del af de videregÃ¥ende uddannelse. Men det er ogsÃ¥ uddannelser, der de seneste mange ogsÃ¥ har være præget af nedskæringer i undervisningen, fyrings- og sparerunder. Herom kan man fx læse i Magisterbladet.

Det skulle ellers have været sÃ¥ godt. For snart mange Ã¥r siden fik magthaverne den idé, at en lang række seminarier og andre uddannelseshøjskoler skulle lægges sammen i større enheder. En lang og problematisk proces, der foreløbigt er resulteret i etableringen af nogle store “professionshøjskoler”, der ideelt set skulle betyde en besparelse pÃ¥ og effektivisering af det administrative og bedre uddannelser i kraft af den synergi, sammenlægningen angiveligt skulle kunne medføre. Bedre udnyttelse af lærerkollegiet osv.

Læs mere »

Translokation

25. juni 2011

I går deltog jeg i Frøkenens translokation. Ungdomsuddannelsen er overstået med et godt resultat. Og som ordet translokation siger, så handler det om at noget afsluttes for at noget andet kan begynde. Et sted forlades til fordel for et andet.

Midt i talerne, buffetten, musikken og snakken kan man selvfølgelig ikke lade være med at tænke lidt over situationen. Det er en glædens dag, og i min gamle krop genkendte jeg fornemmelsen fra dengang, jeg fik min realeksamen (1970) og studentereksamen (1973). Den særlige blanding af opløftethed, glæde og urolig forventning om, hvad der nu skulle ske.

Dengang var der kun én studenterhue, som jeg i øvrigt hverken ville eje eller have, for det lÃ¥ i tiden, at man skulle gøre op med dette borgerlige dannelsessymbol. Siden har oprøret sejret af h……. til, uddannelse er blevet et massefæmomen, og huen med det blodrøde bÃ¥nd er ikke længere symbolet, men blot et tegn blandt mange pÃ¥, at man har taget en ungdomsuddannelse. SÃ¥ vidt jeg ved er der sytten forskellige huer i skrivende stund…

Uddannelse er blevet en industri og institutionerne fabrikker, der pøser unge ud hvert Ã¥r. Og pÃ¥ talen ved festen kunne man gennem de mange managementord høre, at vi stÃ¥r med begge ben i globaliseringens tid, hvor konkurrencen fra kineserne ville betyde, at vi alle i fremtiden skulle arbejde meget og hÃ¥rdt. Den “gule fare” har fÃ¥et en helt ny valør. Ord, der lød lidt pudsige i munden pÃ¥ en rektor, der stod med det ene ben i sit otium…

Jeg husker ikke, hvad min skoleinspektør sagde ved Realeksamenstranslokationen, eller hvad rektor sagde ved afslutningen af gymnasiet, og jeg tror heller ikke, at Frøkenens kammerater hørte meget af det, der blev sagt i går. De klappede pænt, men havde nok tankerne ved hinanden, ved aftenens fest og den almindelige glæde over at have overstået to måneders eksamenslæsning og eksamination.

Dengang jeg blev færdig, havde jeg ingen anelse om, hvor det skulle føre hen. Og jeg kan forstÃ¥ pÃ¥ mange af de unge, at det har de heller ikke. Det er betryggende. For det betyder, at verden ikke er helt sÃ¥ planlagt, som politikerne gerne vil have den til at være. Ung mÃ¥ verden endnu være…

Billie Davies – School is over!

Penkowa – en enlig svale eller et symptom?

13. maj 2011

“Penkowa’er vil der komme mange flere af i fremtiden.”

Efter at kammeradvokatens redegørelse i den sÃ¥kaldte Penkowa-sag kom for en dag, har pressen tilsyneladende tabt pusten og skriver ikke stolpe op og stolpe ned om “skandalen”. Selv om man kunne mene, at redegørelsens overordnede pointer ikke er er overraskende. Pressens inaktivitet kan være udtryk for, at man ikke mener, der er mere suppe at koge pÃ¥ den pind (i hvert fald indtil undersøgelsen af Penkowas forskningsartikler kommer…), eller at pressen bare er sprunget til den næste nyhedstue. For sÃ¥dan er det. Selv en tsunami og en atomar katastrofe taber pÃ¥ et tidspunkt nyhedens interesse…

Men Penkowa-sagen rummer sÃ¥ mange problemstillinger, at den burde kunne holde mange nysgerrige journalister beskæftiget i lang tid frem. Først og fremmest er der spørgsmÃ¥let om, hvorvidt Milena Penkowa blot har været forskningens svar pÃ¥ Stein Bagger – en person med en kriminel personlighedsbrist – eller om hun ogsÃ¥ er et produkt af det uddannelses- og universitetssystem, hun har kørt om hjørner med.

Lektor Bo Beier Thorup er ikke i tvivl. I en artikel i gÃ¥rsdagens udgave af Politiken ser lektoren en direkte Ã¥rsags-virknings-sammenhæng mellem de sÃ¥kaldte ‘papirløse’, digitale eksamensformer, hvor gymnasieelever og universitetsstuderende kan bruge (og misbruge) internettets muligheder for fildeling (“afskrift”, “plagiat” osv.), og opkomstens af fremtidige Penkowaer.

Artiklen kan let opfattes som en computerukyndig lektors maskinstormeri, fordi den er reduktiv. Den beror pÃ¥ den banale forestilling, at man ved at fastholde ‘gammeldags’ papirbaserede eksamensformer, sÃ¥ kan man dæmme op for svindel og humbug i uddannelsessystemet. Men – hvis det er rigtigt læst – sÃ¥ er det en nærsynet kritik, der giver de moderne teknologiske muligheder skylden for den moralske skoling, som uddannelsessystemet giver de unge.

Hvis vi i fremtiden fÃ¥r flere Penkowaer, sÃ¥ hænger det sammen med, at uddannelsessystemet (og det omkringliggende samfund…) fremmer umoralsk adfærd ved fx at tilskynde til hensynsløs konkurrence, elitedyrkelse osv. Et lille eksempel understreger denne moralske opløsningstendens, som er systemet iboende. For et par uger siden kunne man læse, at Roskilde Universitets Center, ville gradbøje sanktionerne for snyd med eksamensopgaver osv. Fx skulle førsteÃ¥rsstuderende slippe billigere end ældre studerende. Argumentet var, at sÃ¥dan gjorde man i udlandet.

Jeg tror ikke et øjeblik pÃ¥, at man helt kan undgÃ¥ fænomener som Penkowa-sagen. Men jeg er ogsÃ¥ overbevist om, at et system, der fremmer konkurrence (ikke at forveksle med kappestrid), kvantitativ meritering, egoisme, dyrker eliten osv., ogsÃ¥ fremmer og producerer Penkowaer. At skyde skylden pÃ¥ digitale eksamensformer er at sætte kikkerten for det blinde øje. Problemet stikker meget dybere end som sÃ¥…

Alfabetismen i gymnasiet

16. maj 2010

For nogle år siden var jeg i embeds medfør i kontakt med en ung kvinde, der skulle læse til pædagog. Og i forbindelse med noget skriftligt arbejde på computer undrede jeg mig lidt over hendes aparte stavemåde. Hun var nyudsprunget student, skal jeg lige tilføje. Efter at have snakket med hende om staveproblemerne foreslog jeg, at hun tog hen til det lokale amtcenter for stavevanskeligheder for at blive tjekket. Og det viste sig, at hun var ordblind.

Det undrede mig, hvordan hun kunne komme gennem folkeskolen – og gymnasiet – uden at blive “opdaget”. Samtidig opdagede jeg, at rigtig mange unge havde stavevanskeligheder i større eller mindre omfang. Selv om de havde en gymnasieuddannelse i baggagen. I dagens aviser kan man læse, at problemet er stÃ¥ stort i gymnasierne, at disse er begyndt at indføre otteugers kurser, som skal rette op pÃ¥ elevernes læsefærdigheder. I Kristeligt Dagblad sættes problemet pr. automatik og umiddelbart i forbindelse med den udskælte folkeskole. Er folkeskolen god nok til at bibringe de unge de færdigheder, som behøves i gymnasiet og videre frem? Og selv om kritikken mÃ¥ske er relevant nok, sÃ¥ mÃ¥ man ogsÃ¥ spørge, om problemet ikke ogsÃ¥ hænger sammen med de politiske ambitioner om at fÃ¥ 95% af en ungdomsÃ¥rgang gennem ungdomsuddannelserne?

Engang – frem til slutningen af tresserne – var skolesystemet sÃ¥ledes indrettet, at kun en elite fik en gymnasieuddannelse. Og folkeskolen sorterede eleverne i “boglige” og “almene” elever. Der var elever, der var boligt “egnede”, “mÃ¥ske egnede” eller “uegnede”. De sidstnævnte var – som Niels Hausgaard ville sige – “praktisk begavede” og blev enten hÃ¥ndværkere eller ufaglærte. En slags arbejdsdeling – hÃ¥ndens og Ã¥ndens – i praksis. Systemet blev – med god grund – udsat for megen kritik. Blandt andet hed det, at det opdelte samfundet i et hierarki og i to store klasser. Den boglige elite og de andre.  Og det er da ogsÃ¥ rigtigt. Omvendt mÃ¥ man vel ogsÃ¥ spørge: Skal vi alle være boglige? Skal vi indrette uddannelsessystemet (og dermed samfundet) sÃ¥dan, at alle skal tvinges igennem bogligt funderede uddannelser? Er det en sejr for samfundet, at vi har indrettet uddannelsessystemet sÃ¥dan, at alle unge skal akademiseres i let grad – med de omkostninger, det har for de unge, der ikke er indstillet pÃ¥ at læse bøger i et væk?  [link]

Studerende demonstrerer mod nedskæringer

1. februar 2010

Historien gentager sig. Engang blev universitetsinstitutter besat, fordi de studerende krævede medindflydelse og modernisering af universiteterne. Siden er den generations sejre blevet rullet tilbage, og de unge i dag skal kæmpe bÃ¥de mod dÃ¥rlig universitetsøkonomi og dÃ¥rlige uddannelsesforhold (to sider af samme mønt). I dag har studerende ved Biologi i København blokeret indgangene til Biocenter og Biologisk Institut i protest mod, at 40% af underviserne er blevet sparet væk. Man behøver ikke at være ansat pÃ¥ universitetet for at forstÃ¥, at de nødvendigvis mÃ¥ indebære en forringelse af uddannelserne. De studerende kræver, at universitetet tilføres penge, sÃ¥ fremtidige afskedigelser – og i sidste ende institutnedlæggelser – undgÃ¥s. Vi kan kun hÃ¥be pÃ¥, at aktionen vil brede sig til alle dele af universitetet, sÃ¥ polikerne forstÃ¥ budskabet! Til kamp! [link] Tilbagespoling: Dumme Helge Fra professionel fodbold til private universiteter

Ansvarsforflygtigelse Med en forudsigelighed, der er skræmmende, afviser Sander, at han og regeringen har et ansvar for den situation, universiteterne befinder sig i. For det første forsøger han at kaste et røgslør over realiterne ved at henvise til den penge, universiteterne har fÃ¥et. Et efterhÃ¥nden velkendt trick fra regeringens side, nÃ¥r man skal modargumentere. Men argumentet forholder sig ikke til de funktionsvilkÃ¥r, som universiteterne har fÃ¥et under den siddende regering. VilkÃ¥r som Sander selv peger pÃ¥, nÃ¥r han siger »Men Københavns Universitet er en meget stor arbejdsplads med 8.000 ansatte. Og ligesom i enhver anden virksomhed, mÃ¥ der ske omstruktureringer nu og da«. Problemet er netop, at et universitet – hvis det skal leve op til betegnelsen – kan kan fungere som “enhver anden (produktions)virksomhed”. Fyrer man i en produktionsvirksomhed, kan man muligvis hente ny arbejdskraft ind og fortsætte, hvor man slap. PÃ¥ universiteterne ødelægger man forskningsmiljøer, der ikke uden videre lader sig genoprette. Man ødelægger ogsÃ¥ undervisningsmiljøer, der heller ikke uden videre lader sig erstatte. NÃ¥r Sander og andre politikere peger fingre og siger, at det er universiteternes eget ansvar at forvalte de økonomiske problemer, sÃ¥ er det ansvarsforflygtigelse i andet potens, fordi politikerne har skabt grundlaget for de umulige økonomiske forhold. [link]

Fra professionel fodbold til private universiteter

24. januar 2010

Det var vist den konservative statsminister Poul Schlüter, der engang i firserne erklærede ideologierne for døde. Og den slags besværgelser skal man være varsom med at udtale. For de døde har det med at gå igen, og så er de først svære at komme af med. Tænk blot på Gud, som Nietzsche erklærede død! Eller tænk på den siddende Venstreledede regering.

Vi skal langt tilbage i historien for at finde en regering, der har været mere ideologisk i sin politik. Ganske vist fik Anders Fogh Rasmussen ikke realiseret sin vision om Minimalstaten, inden han drog til Nato, men derfor skal man ikke tro, at projektet er helt glemt. I det hele taget er det tydeligt, at Venstres ledende regeringsmedlemmer vedholdende arbejder på at realisere den liberalistiske ideologis mærkesager.

Medens balladen om Lars Løkke Rasmussens favorisering af privathospitalerne endnu ikke har lagt sig, er hans kollega, videnskabsministeren, Helge Mølsted Sander gået i gang med næste privatiseringsprojekt: universiteterne. Og strategien ligner til forveksling strategien på sygehusområdet.

Først påtvinger man de offentlige sygehuse nogle kvasi-privatkapitalistiske vilkår, hvor de skal fungere som produktionsvirksomheder, hvilket de har svært ved, fordi det i praksis er umuligt 100% at planlægge driften på en offentlig sygehus. I modsætning til de private sygehuse, skal de offentlige jo tage ind, hvad der kommer. Og man kan aldrig på forhånd sige, hvor mange brækkede ben, hofteoperationer, grå stær-ditto, kræftsygdomme, hjertetransplantationer osv., der vil komme.

NÃ¥r de sÃ¥ ikke kan fÃ¥ enderne til at mødes økonomisk set, som tilfældet er pÃ¥ de københavnske sygehuse lige nu, sÃ¥ overlader man til regionerne at foretage de “nødvendige” nedskæringer (og forringelser) og favoriserer dermed indirekte de private sygehuse, der jo mÃ¥ overtage noget af den overskydende “produktion” (ventelisteefterspørgsel fx).

PÃ¥ lignende vis har man pÃ¥tvunget universiteterne virksomhedslignende styreformer og økonomi. Med taxameterprincip pÃ¥ uddannelsessiden og ‘fra forskning til faktura’-vilkÃ¥r, dokumentationskrav (fx i form af hyppige publikationer) o.a. pÃ¥ forskningssiden knægter man den universitære tankes grundprincipper, fx tanken om fri grundforskning. Og bagefter bruger man sÃ¥ elendigheden som argument for at indføre private universiteter, der ikke er mere private end, at de kan modtage statsstøtte i form af taxametertilskud, men til gengæld mÃ¥ tage brugerbetaling, sÃ¥ledes at man kun fÃ¥r de “bedste” studerende (= dem fra den bedrestillede del af befolkningen – dem, som lige har fÃ¥et en ekstra skattelettelse).

Set i bakspejlets fedtede optik ser man de flossede konturer af regeringens masterplan for indførelse af privatisering pÃ¥ centrale dele af det offentlige system. Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig – hvis ellers regeringen sidder længe nok – at masterplanen vil kunne underminere størstedelen af det offentlige og dermed levere argumenterne for indførelse af den minimalstat, som Poul Nyrup Rasmussen forsøgte at besværge, da han rev Fogh Rasmussens ideologiske skrift i stykker fra talerstolen.

Og det er nok ikke tilfældigt, at manden bag det nye delprojekt – privatisering af universiteterne – er Helge Sander. Sander, som for nylig blev udrÃ¥bt til at være “dum” i Politiken, har som en af sine væsentligste karrieremæssige bedrifter været med til at professionalisere dansk fodbold. Samtidig er han som uddannet journalist pÃ¥ baggrund af en realeksamen ikke hæmmet af snærende veneration for universitetet og dets gamle hæderkronede idealer. Hans hÃ¥ndtering af universiteterne kan forstÃ¥s som inkompetence, som det skete i Politiken, men ogsÃ¥ som ideologisk indifference…

Teddy Pendergrass, sanger er død, 59

14. januar 2010

En af amerikansk R&Bs markante stemmer er forstummet. Teddy Pendergrass, hvis borgerlige navn var Theodore DeReese Pendergrass Sr., er død i en alder af kun 59 Ã¥r. Han blev især kendt for sin rolle som forsanger i bandet Harold Melvin & The Blue Notes, der huserede hitlisterne i USA i halvfjerdserne med sange som “If You Don’t Know Me By Now”, “Wake Up Everybody” m.fl.

Som tilfældet har været for mange sorte kunstnere var det via kirken – som ordineret præst – at Pendergrass fik smag for musiklivet. I første omgang slog han sig bogstaveligt talt igennem som trommeslager i The Cadillacs, der dog hurtigt blev delvist indlemmet i Harold Melvin & The Blue Notes. Og her fik han chancen for at træde i forgrunden som sanger. Og den chance lod han ikke gÃ¥ forbi sig.

Med en kontrakt hos Gamble & Huff og Philidelphia International Records i 1972 var vejen til succes banet for Melvin og Co. Successen holdt for Pendergrass’ vedkommende, indtil han røg i totterne pÃ¥ Harold Melvin og efterfølgende tog sit gode tøj og startede en solokarrriere, der kastede en lang række hits af sig. Han fik ogsÃ¥ æren af, at synge sammen med Whitney Houston pÃ¥ hendes storsælgende debutalbum.

Fra firserne og frem var Teddy Pendergrass karriere præget af, at han blev paralyseret i en bilulykke i 1982. Men han holdt dog gang i karrieren frem til 2006, hvor han officielt trak sig tilbage fra musikbranchen. Han døde den 13. januar som følge af en kræftoperation.

Ungdomsarbejdsløshed

15. december 2009

Det er ikke noget ukendt fænomen, at dimittender fra universitetet gÃ¥r ledige et stykke tid, inden de fÃ¥r et job. Nogle længere tid end andre. En af Ã¥rsagerne er, at erhvervslivet ansætter ud fra erfaring – erfaring, som man kun fÃ¥r i kraft af en ansættelse. I den aktuelle krisesituation ser det ud til, at flere nybagte kandidater gÃ¥r ud i en længerevarende arbejdsløshed. Og det har Ã¥benbart ‘bekymret’ landets statsminister. Og det er der vel ogsÃ¥ grund til. Vi ved jo, at vi har en voksende “alderdomsbyrde”, som arbejdsomme unge skal forsørge. Derfor er det vigtigt, at de kommer i gang snarest muligt. Under pÃ¥virkning fra Dansk Folkeparti – hvem ellers? – fremlægges der derfor et par lovforslag, der skal gøre det muligt for de unge kandidater at uddanne sige yderligere et Ã¥r – pÃ¥ SU. Man undrer sig. For det første over, at mere uddannelse (selv om der er tale om ‘et særligt kompetencegivende forløb’) skulle Ã¥bne for flere arbejdsgiveres døre. Og i øvrigt: Har de ikke masser af kompetencer (for slet ikke at tale om kvalifikationer!), nÃ¥r det kommer lige fra universitetet? Hvis man sÃ¥ accepterer ideen om mere kompetencegivende efteruddannelse, hvorfor sÃ¥ ikke udvide det til de mange voksne ledige, der gÃ¥r rundt i eller pÃ¥ vej ind i aktiveringscirkusset uden udsigt til at kunne vende tilbage til de jobs, de engang havde? Var der ikke noget om, at de ældre borgere skulle blive længere tid pÃ¥ arbejdsmarkedet? MÃ¥ske en passende efteruddannelse kunne bane vejen tilbage – for nogen? Ja, hvorfor ikke bide hovedet af al skam og lade de ledige efteruddanne sig pÃ¥ dagpenge? Det ville skabe mere arbejde (nemlig i uddannelsessektoren), og samfundet ville fÃ¥ noget for dagpengene. Regeringens nye udspil er en lille lap, der ikke kan dække det kæmpemæssige hul, som er ved at blive dannet af tilstrømmende ledige. Tiden er inde til en regulær reform, der sikrer, at de mange ledige fÃ¥r en chance for at vende tilbage til arbejdsmarkedet, inden langtidsarbejdsløshedssyndromet lægger sig over dem som en kvælende, demotiverende dyne. Har regeringen modet?

Curriculum vitae og forbandet digt

9. december 2009

En af dagens mindre nyheder drejer sig om EU-politikeren og tidligere minister Bent Bendtsen. Ihærdige journalister ved boulevardbladet BT har fundet ud af, at Bendtsen har udvist digterisk frihed på sit cv. Bendtsen, der er også kendt som fhv. politimand, har pralet af, at have en handelsgymnasieuddannelse. Men sandheden er, at Bendtsen kun har taget to enkeltfag på aftenkursus.

Nu kan man jo godt undre sig over, hvad der fÃ¥r en politiker som Bendtsen til at gribe til sÃ¥dan en løgn. Manden har jo haft held i sprøjten med sin karriere. Har bÃ¥de været formand for de konservative, minister og nu EU-politiker. Skulle sÃ¥dan en handelsskolestudenterhue gøre den store forskel? Og er det i grunden ikke lige meget, om en politiker har en hue eller ej? Hvis bare han eller hun kan sit politiske hÃ¥ndværk? Det er jo ikke første gang en politiker gribes i fusk med cv’et. Som Politiken bemærker, sÃ¥ gjorde den radikale udviklingsminister Anita Bay Bundegaard noget lignende.

I det hele taget er fusk omkring uddannelser ikke et nyt fænomen, hverken i politik eller uden for. Hvem husker ikke sagen om SF’eren Kamal Qureshi og eksamensopgavesnyderiet?

Uden at det skal forstÃ¥s som et forsvar for Bendtsen, sÃ¥ er der grund til at pege pÃ¥, at fifleri med cv’et ikke er noget ukendt fænomen. Jeg har selv deltaget i to-tre jobsøgningskurser i offentligt regi, hvor det i høj grad gjaldt om at fÃ¥ cv’et til at tage sig ud af mere, end der egentlig var belæg for. Og jeg ved ogsÃ¥, at det er en ganske almindelig praksis blandt dimitterede studerende at lade den digteriske fantasi spille, nÃ¥r cv’et skal opstilles. Vi husker alle sagen om Anna Kastberg, der forførte gud og hvermand med sin kvindelige ynde og et forfalsket cv. Det gav anledning til mange moralske opstød og skandale i pressen.

Men spørgsmÃ¥let er bare, om ikke Kastberg-sagen og nu den betydeligt mindre Bendtsen-sag blot er symptomer pÃ¥ et karriere- og konkurrencesystem, der langt hen ad vejen fungerer pÃ¥ basis af billige tricks, snyd, bluff, nepotisme, misforstÃ¥et faglig solidaritet m.m. og kun i mindre grad pÃ¥ dokumenterbare kvalifikationer? Jeg er ret sikker pÃ¥, at hvis man gik folks cv’er igennem med et tættekam, sÃ¥ ville man finde mange eksempler pÃ¥, at der er pyntet pÃ¥ virkeligheden.

Bendtsensagen viser blandt andet, at der på den ene side eksisterer et snobberi omkring boglige uddannelser og på den anden side en form for kynisme med hensyn til uddannelsernes reelle indhold. Det er denne dobbelthed, der forklarer, hvorfor man på visse hjemmesider kan købe universitetsdiplomer for dollars. Og hvorfor eksamens- og opgavesnyderi er så udbredt. I konkurrencesamfundet handler det ikke om at tage en uddannelse med slid og slæb, men om at få en uddannelse. Koste hvad det vil.

Kvantitet og læring

20. november 2009

I disse tider lider man – dvs. politiske myndigheder, arbejdsgivere m.fl. – af den vildfarelse, at kvalitet kan mÃ¥les. Der registreres, dokumenteres, beregnes osv. i en uendelighed. Regnearkene gløder. Dokumentationsfilerne hobe sig op. Rapporterne fylder op i skrivebordsskufferne. Al den energi, der bruges pÃ¥ den slags opmÃ¥ling, evaluering og kontrol kunne bruges anderledes. Fx er det netop blevet dokumenteret (!), at kommunerne kunne frigøre flere tusind Ã¥rsværk til andet arbejde, hvis man ikke lige skulle dokumentere osv.

I dag kom sÃ¥ et lille sigende eksempel pÃ¥ denne ørkesløse kvantitetstænkning. En skoleleder har løst et problem med elevers og læreres slendrian med hensyn til fremmøde til tiden. For at sikre sig, at lærere og elever er pÃ¥ plads i klasseværelset, er man begyndt at ringe ind kl. 07:58 – altsÃ¥ to minutter før tid – og igen kl. 08:00. Skolelederen har foretaget en opmÃ¥ling af, hvor megen tid, der gik tabt ved den tidligere slendrian, hvor timen typisk startede med fire minutters forsinkelse. “PÃ¥ Ã¥rlig basis er det blevet til, hvad der svarer til 14 dages ekstra undervisning”, udtaler skolelederen.

Og det skal nok passe. Og det er selvfølgelig også helt i orden at stramme op omkring fremmødet. Lærerne er lønarbejdere og skal komme til tiden og passe deres arbejde. Eleverne skal have den tid, som deres forældre betaler skat for, og som politikene har bestemt, de skal have. Osv. Problemet er bare, at man ikke kan sige, at eleverne ville lære mere, fordi de fik de fire minutter tilbage. Læring er en kvalitativ proces. Det ved enhver, der har kedet sig i folkeskolens timer uden at lære noget. Udbyttet er aldrig 100%. Antallet af timer er ikke i sig selv nogen garanti for kvaliteten af undervisningen eller læringen. Selvfølgelig skal der være timer nok, men i sig selv er det ikke det, der skaber kvaliteten.