Indlæg tagget med uddannelse

Den feminine folkeskole

7. august 2007

Der er Ã¥benbart ingen ende pÃ¥ problemerne i folkeskolen. I hvert fald, hvis man skal dømme ud fra mediernes omtale. Ikke blot falder antallet af ansøgere til læreruddannelsen, mange springer fra samme uddannelse, inden de er færdige, vi stÃ¥r over for en stor afgang af ældre lærere osv. Og sÃ¥ videre. Og i dagens avis kan man sÃ¥ læse, at den feminisering af den offentlige sektor, som antropologen Anne Knudsen for Ã¥r tilbage fremhævede som et problem, ogsÃ¥ har sat sig igennem i folkeskolen. Hver anden folkeskolelærer er en kvinde, og specielt yngre mænd – dem under 30 – er underrepræsenteret.
PÃ¥ hvilken mÃ¥de er den kvindelige dominans et problem? Fagligt? Nej. Men mÃ¥ske socialt og psykologisk. I hvert fald er det jo en kendsgerning, at folkeskolen ikke kun satser pÃ¥ faglighed (jf. den løbende diskussion), men ogsÃ¥ pÃ¥, hvad man kunne kalde “menneskelig udvikling”. Folkeskolen fortsætter med andre ord den værdimæssige feminisering, som de pædagogiske institutioner for længst har erkendt som værende et problem. Ikke mindst for drengene.
De løsninger der peges pÃ¥ – fra bl.a. DPU – er, at folkeskolelærernes karrieremuligheder skal forbedres, deres status skal højnes, og sÃ¥ skal der en bedre løn til. Men kan udviklingen vendes? Er der ikke en selvforstærkende effekt i det forhold, at pigerne dominerer pÃ¥ de gymnasiale uddannelser, de mellemlange og videregÃ¥ende uddannelser?

 

Læreruddannelsen som springbræt

4. august 2007

I den fortsatte strøm af informationer om læreruddannelsen og problemet med at rekruttere nok lærere til den betrængte folkeskole, kommer det nu frem, at mange lærerstuderende – mere end 30% – bruger uddannelsen som springbræt til noget andet, fx en universitetsuddannelse. Hvad enten de færdiggør uddannelsen eller dropper den i utide, sÃ¥ ender de i hvert fald ikke bag katederet i folkeskolen. Tallene kommer fra Danmarks Pædagogiske Universitet, der optager mange af de tidligere lærerstuderende.
Problemet er, mener Martin Bayer, at frafaldet skyldes indførelsen af de sÃ¥kaldte professionsbachelor-uddannelser pÃ¥ de mellemlange videregÃ¥ende uddannelser (lærer-, pædagoguddannelse m.v.), der giver de unge direkte adgang til universiteterne. Med Beyers formulering “uddanner de sig ud af faget lige med det samme”. De bruger altsÃ¥ læreruddannelsen som en genvej i et uddannelsessystem, der sorterer fra pÃ¥ grund af karakterer. Men det afspejler ogsÃ¥ et andet forhold, som Jens Rasmussen fra DPU berører i en kommentar, nemlig at læreruddannelsen ikke er attraktiv nok, ikke er god nok.

“Studenterkvalitet”

2. august 2007

I dagens avis kan man læse en opfølgning pÃ¥ de seneste ugers skriverier angÃ¥ende manglen pÃ¥ folkeskolelærere (faldende optag pÃ¥ seminarier, afgang af ældre skolelærere osv. osv.). I dag drejer det sig om, hvad man – med et norsk begreb – kalder “studenterkvalitet”. Det viser sig, at karaktergennemsnittet for dem, der trods alt søger ind pÃ¥ lærerseminarierne ligger pÃ¥ et lille 8-tal pÃ¥ den gamle trettenskala (og mellem 5.7 og 4.7 pÃ¥ den nye 7-trinsskala). Betyder det sÃ¥, at vi fÃ¥r dÃ¥rlige folkeskolelærere ud i den anden ende? Det synes blandt andet professor Jens Rasmussen fra Danmarks Pædagogiske Universitet at mene. Jeg er ikke sÃ¥ sikker. Min erfaring er, at karaktergennemsnittet pÃ¥ studentereksamensbeviset afspejler meget andet end faglige kvalifikationer. Fx umodenhed i de brydsomme Ã¥r. Da jeg – i de adgangsfrie Ã¥r i halvfjerdserne – læste pÃ¥ universitetet havde jeg flere kammerater med studentereksaminer, der ikke ville give dem adgang i dag, men som blev gode, velfunderede akademikere.
Termen “studenterkvalitet” afspejler i hvor høj grad uddannelsessystemet er at sammenligne med en pølsefabrik. Studenter er en slags hakkekød, der skal putte i maskinen for at komme ud i den anden ende som produkter. Og her er karakteren at ligne med hakkekødets varedeklaration. Hvor meget fedt er der i? Osv. Men studenter er mennesker, drenge og piger af kød og blod, med forskellige historier og forskellige talenter. MÃ¥ske skulle man holde fast i det. Du fÃ¥r ikke en god læge ud af et menneske, fordi vedkommende har 13 i snit. Der kræves mere end faglig kundskab. Det samme gælder for folkeskolelærere osv. Men det kan være svært at holde fast i, nÃ¥r man tænker uddannelsessystemet som en privat virksomhed.

Læs også, hvad Ildkatten /Esther skriver om dette emne.

Statens Filmcentral – en minderune

31. juli 2007

I Weekendavisen bruger de agurketiden til at dyrke det nostalgiske. Bo Green Jensen og Réné Gummer skriver om uforglemmelige sange som fx Eagles’ “Hotel California”, der udsættes for Green Jensens kærlige og dybsindige analyse. Samtidig er der taget hul pÃ¥ en serie om barndommens skole. Pernille Steensgaard fortæller om sine halvfjerdserÃ¥r i den velbjergede Ruderdal-folkeskole Vangeboskolen. Og selv om der er mange Ã¥r mellem hendes skolegang og sÃ¥ min, sÃ¥ er der alligevel sammenfald. Hendes beskrivelse vækker minder, som nÃ¥r hun fx skriver: “Dér er nedgangen til kælderen, hvor vi sad pÃ¥ smalle gymnastikbænke uden ryglæn og sÃ¥ mærkelige smalfilm fra Statens Filmcentral om grinende grønlandske kvinder, der tyggede sælkødet for deres smÃ¥børn og førte det fra deres egen mund direkte over i børnenes, medens vi hvinede af væmmelse. Underholdningsværdien var lig nul, men vi elskede det”. Efter den sidste, selvmodsigende sætning kommer sÃ¥ historien om en skræmmende oplysningsfilm om kræft.
Jo, jeg husker det sÃ¥ nøje. Filmene fra Statens Filmcentral, der ved fÃ¥ lejligheder blev forevist for os elever pÃ¥ Sædding Skole i et materialerum. Her sad vi sÃ¥ blandt nye bøger, tavlekridt, pegepinde og andre skolematerialer og bivÃ¥nede historiske optrin eller oplysende film om geografiske eller samfundsmæssige emner. Kræftoplysningsfilmene gik vi heldigvis glip af, selv om vandrehistorierne løb rundt blandt os i de ældste klasser. Der var en hel speciel stemning om disse forevisninger, og jeg er ret sikker pÃ¥, at mine cineastiske lyster til 8- og 16-millimeterfilm blev grundlagt dér. Jeg var næsten henrevet, nÃ¥r lærerne omhyggeligt satte de smÃ¥ filmruller pÃ¥ det lille, grÃ¥malede fremvisningsapparat og satte det i gang. Lyset kastedes op pÃ¥ lærredet, og en snurrende lyd fyldte det ellers andægtigt stille rum. Formastede en af eleverne sig til at være “urolig”, sÃ¥ var det uden for døren. Siden dengang har Statens Filmcentral stÃ¥et for mig for alt, hvad jeg forbinder med sober folkeoplysning, en fornem medieinstitution, der mÃ¥ske har været lidt konservativ, men ikke desto mindre har været en væsentlig instans i opbygningen af min almendannelse. Især dengang, men ogsÃ¥ senere.

Mangel på skolelærere

30. juli 2007

Forleden langede jeg ud efter undervisningsminister Bertel Haarder, fordi han ikke bidrog til at forbedre folkeskolelærernes image – og dermed bidrog til at gøre jobbet som folkeskolelærer mere attraktivt for uddannelsessøgende unge. Knap var indlægget skrevet, før man kunne se samme Haarder “tørre” problemet med faldende ansøgerantal til lærerseminarierne af pÃ¥ Danmarks Lærerforening, som han gav skylden for det miserable billede af folkeskolen.
Nu kan man så læse i avisen (Kristelig Dagblad), at ikke blot er ansøgerantallet til uddannelsen det laveste i flere år, men der er også et stort frafald blandt dem, der faktisk kommer i gang. Mere en 33% springer fra, inden de kommer i mål. Og problemet med frafald har været voksende siden 1990. Hertil kommer, at omkring 40& af de aktive folkeskolelærere vil gå på pension inden for de næste ti år.
Det eneste, den siddende regering har kunnet bidrage med, er en nødtørftig reform af uddannelsen, der er blevet stærkt kritiseret og sammenlignet med fupmodernisering af et bilvrag. Hensigten med den nye læreruddannelse er blandt andet at højne fagligheden og kvaliteten af folkeskolelærerne. Om den vil kunne det, vil kun tiden vise. Men hensigten ødelægges sandsynligvis af, at lærerseminarier er presset økonomisk så hårdt i bund på grund af regeringens uddannelsespolitik, at det vil blive svært at omsætte reformens ideer til virkelighed. Og med en undervisningsminister, der tydeligvis ikke brænder for folkeskolen, ser det endnu sortere ud for fremtiden.