Indlæg tagget med uddannelse

Engelsk som symptom

21. januar 2007

Blandt dagens nyheder kan man læse, at universitetslektor Hans Hauge mener, at engelskkundskaberne er for ringe pÃ¥ universitetet. Undervisere og administratorer behersker ikke et engelsk, der er pÃ¥ universitetsniveau. Det afsløres blandt andet i universitets fagbeskrivelser, der bÃ¥de er pÃ¥ et for lavt niveau og er behæftet med sproglige fejl… Nu vil man forsøge at udbedre problemet med professionelle oversættere og oprettelse af et sproginstitut til forbedring af engelskkundskaberne.
De ringe engelskkundskaber udgør et paradoks, fordi de længerevarende uddannelser pÃ¥ efter-gymnasialt niveau i dag forstÃ¥r sig selv som internationaliserings- og globaliseringsorienterede. Man vil internationalisering og globalisering. Derfor fusioneres der rundt omkring. Universiteter lægges sammen med andre forskningsinstitutioner, sÃ¥ man bedre kan klare sig i den internationale konkurrence. Og ogsÃ¥ pÃ¥ de kortere videregÃ¥ende uddannelser lægges der sammen og fusioneres, sÃ¥ det knager i alle furer. Seneste skud pÃ¥ stammen er de pÃ¥gÃ¥ende professionshøjskoler, hvor lærer-, pædagogseminarier og andre sÃ¥kaldte MVU’er skal lægges sammen, blandt andet i internationaliseringens hellige navn.
Men man må spørge sig selv om, hvorvidt man overhovedet kan tale om internationalisering, hvis man end ikke behersker et mådeligt engelsk?
Problemet med engelskkundskaberne afspejler, hvad man kunne kalde en krise i det danske uddannelsessystem. Det formår ikke længere at give børn og unge de forudsætninger, der skal til for at leve op til de udfordringer, den internationale konkurrence stiller os over for. Og diverse forsøg på at lappe på problemet vil være som at tisse i bukserne. Det varmer som bekendt kun lidt i en kort periode.

Løsningen pÃ¥ problemet er komplekst. Det handler om bedre politisk styring af uddannelserne, flere ressourcer til alle niveauer i udddannelsessystemet, tilbundsgÃ¥ende, seriøse, forbedrende reformer af de enkelte uddannelser osv. Ingen af delene er der udsigt til lige nu. Den politiske styring er lemfældig og tilfældig, ressourcerne begrænses via mere eller mindre subtile nedskæringer (der ofte kaldes noget andet…) og de krævede kvalitative reformer lader vente pÃ¥ sig (seneste har sÃ¥vel folkeskolelærer- og pædagoguddannelses været udsat for kritisable lappeløsningsreformer…). SpørgsmÃ¥let er om det er muligt, som tingene er? Men, hvad er perspektivet, hvis det ikke sker? Man kan frygte det værste…

Hans Hauge

PS. Vores filosof Carsten har leveret et læseværdigt, supplerende indlæg til ovenstående og efterfølgende indlæg. Læs det her!

Wolf Biermann – gymnasiale erindringer…

8. januar 2007

SÃ¥dan kan tingene falde sammen sÃ¥ pudsigt. Forleden skrev jeg om den store digter Paul Celan, som jeg havde fornøjelsen af at “komme op i” til studentereksamen i tysk, og i dag fandt jeg et tillæg fra Die Zeit, som jeg havde medbragt fra turen til Berlin, men ikke havde fÃ¥et læst. Faktisk lÃ¥ hele den to mÃ¥neder gamle avis og ventede pÃ¥, at jeg fik mig taget sammen til at nærlæse artiklerne. Heldigvis kan de fleste af dem godt tÃ¥le det.
I selvsamme avis var der et to sider langt interview med den tyske digter og sanger Wolf Biermann, der fyldte 70 Ã¥r i november 2006. Og igen mÃ¥tte jeg slentre en tur ned ad Erindringernes Boulevard… Og det er jo altid en behagelig adspredelse i disse i mere end en forstand forkølede tider.
I min grammofonpladesamling har jeg en LP med Wolf Biermann. Den hedder Vent ikke pÃ¥ bedre tider! (pÃ¥ tysk, forstÃ¥s!). Den er fra 1973, det Ã¥r, hvor jeg afsluttede min gymnasietids ørkenvandring og skulle tage hul pÃ¥ mit livs post-øgledage – og hvor Biermann endnu boede i DDR, nærmere bestemt i Berlin Øst. Indtil han blev Ausgebürgert – landsforvist af DDR-autoriteterne.
Biermann kom egentlig fra Hamborg, hvor han voksede op med sine kommunistiske forældre, og da han var ganske ung slog han sig frivilligt ned i DDR, fordi han troede på de socialistiske og kommunistiske ideer og ikke på kapitalismen i vest. Netop derfor blev han en torn i øjet på magthaverne i øst, der ikke brød sig om, at nogen mindede dem om det tankegods, som de helst så forvist til glemslen eller til tomme rituelle taler og handlinger, men på ingen måde ønskede at omsætte til virkelighed.
Det var min – ligeledes kommunistiske – tysklærerinde i gymnasiet, der inddrog Biermann i sin undervisning. Og det til trods for, at hun som KP’er principielt nærede sympati for det østtyske stalinistiske regime. Hvilket blot siger noget om min kære tysklærerindes alt andet end indoktrinerende undervisning. Som den gode, fagligt velfunderede, holdningsafklarede og humørspredende lærerinde, hun var, vidste hun nok godt, at studenterne var intelligente nok til selv kunne tage stilling til tingene. En god underviser undervurderer aldrig sine elever. Som underviser forblev hun et forbillede for mig, og et strÃ¥lende eksempel pÃ¥, at man sagtens kan have en klar holdning til sit fag og samfund og lære de unge noget. SpørgsmÃ¥let er, om det modsatte er tilfældet, nÃ¥r det kommer til stykket!?
Her gennemgik vi sÃ¥ – og lyttede til – Biermanns kritiske og humoristiske Lieder om fx nedskydningen af Rudi Dutschke og titelsangen om ikke at vente pÃ¥ bedre tider…
NÃ¥r man læser interviewet med den nu aldrende poet (der er fader til en dreng pÃ¥ fem Ã¥r…), sÃ¥ blive man slÃ¥et af mandens usvækkede kritiske sans og hans uforlignelige hÃ¥ndtering af det smukke tyske sprog. Et virkeligt læseværdigt interview.
En af de anekdoter, Biermann fortæller, gjorde et stort indtryk. Biermanns far blev interneret i KZ-lejr på grund af sin indsats i modstandsbevægelsen (hvor han bl.a var med til at sabortere skibe i Hamborg havn), og derfor fik den lille Wolf kun sin fader at se to gange om året af en halv times varighed. Faderen døde i KZ-lejren. Alligevel formåede moderen at knytte faderen og drengen tæt til hinanden. Det gjorde hun ved, at hun hver morgen sørgede for at der lå et stykke slik eller lignende et bestemt sted i lejligheden. Hun fortalte Wolf, at det første han skulle om morgenen var at hente denne godbid, hvorpå hun fortalte om den møjsommelige vej, der havde ført godbidden fra fængslet over heden osv. og frem til den lille dreng. Sådan knytter man emotionelle bånd.

Wolf Biermann - dengang......og nu

Dødsfuga – endnu et erindringsglimt

6. januar 2007

Paul Celan – Dødsfuga

Gryets sorte mælk vi drikker den om aftenen
vi drikker den om middagen og om morgenen vi drikker den om natten
vi drikker og drikker
vi graver en grav i luften der ligger man ej tæt
En mand bor i huset han leger med slangerne som skriver
som skriver når det skumrer til Tyskland dit gyldne hår Margarete
han skriver det og træder udenfor huset og der blitzer stjernerne han fløjter
efter sine hunde
han fløjter sine jøder frem lader dem grave en grav i jorden
han befaler os spil op nu til dans

Gryets sorte mælk vi drikker dig om nætten
vi drikker dig om morgenen og om middagen vi drikker dig om aftenen
vi drikker og drikker
En mand bor i huset og leger med slangerne som skriver
som skriver når det skumrer til Tyskland dit gyldne hår Margarete
Dit askehår Sulamith vi graver en grav i luften der ligger man ej tæt

Han råber stik dybere i jorden I dér I andre syng og spil
han griber efter jernet i remmen han svinger det hans øjne er blå
stik dybere med spaden I dér I andre spil op til dans

Gryets sorte mælk vi drikker dig om natten
vi drikker dig om morgenen og om middagen vi drikker dig om aftenen
vi drikker og drikker
en mand bor i huset dit gyldne hår Margarete
dit askehår Sulamith han leger med slangerne
Han råber spil Døden sødere Døden er en mester fra Tyskland
han råber stryg violinen dunklere så stiger I som røg i luften
så får I en grav i skyerne der ligger man ej tæt

Gryets sorte mælk vi drikker dig om natten
vi drikker dig om middagen Døden er en mester fra Tyskland
vi drikker dig om aftenen og om morgenen vi drikker og drikker
Døden er en mester fra Tyskland blåt er hans øje
han træffer dig med en kugle af bly han træffer dig nøje
en mand bor i huset dit gyldne hår Margarete
han jager sine hunde efter os han skænker os en grav i luften
han leger med slangerne og drømmer Døden er en mester fra Tyskland

dit gyldne hår Margarete
dit askehår Sulamith

Takket være Henning kan vi høre et fragment af digtet, oplæst af celan selv:

[audio:tf.mp3]
—————

Ovenstående digt af den store tyske poet Paul Celan er oversat af 1.p fra Vesthimmerlands HF & VUC, Ranum, Danmark (årg. 2002), og det er at finde på en side, der er helliget poeten. Her kan man også læse originaldigtet og flere andre oversættelsesforsøg m.m.
Det er herligt at se, at man stadigvæk knokler med Celan rundt omkring på de danske gymnasier. Jeg var for mange år siden oppe i Todefuga til studentereksamen i tysk. Og det var en ønsketrækning, fordi jeg havde fået smag for denne stærke lyriker. Og det gik godt. Siden har fragmenter af digtet været lagret i mit hovede og dukker med mellemrum op i bevidstheden.
Celan, der var af jødisk afstamning og var mærket af erfaringerne fra Shoah (Holocaust), begik selvmord ved at drukne sig i Seinen i 1970. Han blev 50 Ã¥r gammel. Og sit forhold til sproget/digtningen efter Auswitz sagde han: “Only one thing remained reachable, close and secure amid all losses: language. Yes, language. In spite of everything, it remained secure against loss. But it had to go through its own lack of answers, through terrifying silence, through the thousand darknesses of murderous speech. It went through. It gave me no words for what was happening, but went through it. Went through and could resurface, ‘enriched’ by it all.” (Rosemary Waldrops oversættelse fra tysk).

Paul Celan læser...

PS. En del af Celans digte er oversat til dansk af andre digtere, fx Paul Celan: Du behøver hvert strå, udvalgte digte oversat af Peter Nielsen.

Dagens tekst

30. november 2006

Så et interview med lederen af Faderhuset (dem, der ejer Ungdomhuset). Det var en lidt surrealistisk oplevelse. Meningen var vist, at seerne skulle have et indtryk af den frimenighed, der har slået hælene i jorden og står fast på deres ejendomsret. Men man fik det indtryk, at det gjaldt for lederen om at undgå at svare på noget som helst. Det ville have været ulige mere interessant at få en kritisk udsendelse om baggrunden for, at Ungdomshuset, der har været i de unges vold (undskyld!) i 25 år, blev solgt in the first place!
Medens jeg sad og sÃ¥ pÃ¥ interviewet og endnu engang mÃ¥tte undre mig over, hvad journalister dog bruger deres egen og – ikke mindst – seernes tid pÃ¥, kom jeg i tanke om, at jeg selv gennem hele min folkeskoletid frem til sjette klasse, var tvangsindlagt til morgenbøn og danske salmer. Dag efter dag blev vi pÃ¥lagt at lære salmevers udenad. Jeg har ikke tal pÃ¥, hvor mange det var, men mange var det. Abraham sad i Mamrelund… Siden fortrængte jeg det godt og grundigt, og det er først inden for de seneste Ã¥r, at jeg har kunnet forholde mig til salmer som den digtekunst, de ogsÃ¥ er – nogle af dem, i hvert fald. Mest af alt husker jeg min lærer, der akkompagnerede salmesangen pÃ¥ en gammel violin eller et lille grønt elektrisk klaver. Violinen var en prøvelse. Den lød som et dørhængsel, der trængte til at blive smurt, som flamingo, der bliver gnedet mod en rude, som et godstog, der standser langsom op pÃ¥ en perron… Det lille grønne klaver derimod lød som om læreren var gÃ¥et i barndom igen.
Tilføjelse: Jeg havde pÃ¥ et tidspunkt en skoleinspektør (ved Sædding Skole), som var af den mening, at udenadslære – i princippet enhver form for udenadslære, hvad enten det var salmevers, byerne pÃ¥ Fyn, kongerække osv. – var godt for den personlige dannelse og udvikling. NÃ¥r jeg tænker pÃ¥ mit – engang – sÃ¥ forkvaklede forhold til salmerne, sÃ¥ er jeg ikke helt sÃ¥ sikker pÃ¥, at han havde ret. Noget udenadslære kan have sin berettigelse, fx matematiske formler, grammatiske regler og andet nyttigt, men at kunne alle Kingos eller Brorsons salmer udenad – oven i købet uden at forstÃ¥ dem – giver ikke mening.

Nye medier til folkeskolen

27. oktober 2006

DR Nyhederne meddeler, at UNIoC og Copy-Dan-AVU har indgÃ¥et en aftale, der giver folkeskolens elever mulighed for at arbejde – lovligt – med digitale medier, fx musik, film og tv. Og det er da vældig! I min datters skole er der hul i gulvene, der mangler tidssvarende landkort, rengøringen er en by i Rusland og for første gang i flere Ã¥r har de fÃ¥et udleveret en ny bog med besked om, at den skal holde i mange Ã¥r. Dertil kommer, at timetal i nogle fag er beskÃ¥ret. De plages af timeaflysninger, fordi vikarkontoen er brugt op. Valgfag ikke bliver oprettet pga. manglende ressourcer. Osv. Osv. Velkommen til den nye folkeskole! Vi mÃ¥ da hÃ¥be, at der vil være nye computere til de nye muligheder…