CAPAC

I Berl. Tidende mistænker Socialdemokratiets Christine Antorini gymnasiernes nye status som selvejende institutioner med taxameter-finansiering for at være skyld i et øget elevfravær. En rapport fra Rambøll Management har nemlig afsløret at fraværet er steget efter gymnasiernes overgang til den ny status.

Jeg kan forestille mig, at mangen en underviser med kendskab til taxametersystemet og dets økonomiske konsekvenser vil trække lidt på skulderne – og måske også på smilebåndet – og tænke: Fortæl os noget vi ikke ved, Christine! For selvfølgelig vil der være et “økonomisk incitament” for uddannelsesinstitutionerne til at fastholde elever med et (for) højt fravær i uddannelsen, når institutionernes økonomi afhænger af det. Man skal være institutionsleder eller politiker for at benægte dette forhold offentligt.

En anden ting er, at eleverne og de studerende lynhurtigt finder ud af, at man ikke bliver smidt ud, fordi man har et fravær over 10%. Man kommer allerhøjest til en formanende samtale, hvor man modtager en løftet pegefinder. Problemet med fraværet er selvfølgelig, at uddannelserne forringes for dem, der har stort fravær. Og så gør fraværet de såkaldte “svage” elever endnu mere sårbare. Og det er dybt problematisk i et samfund, hvor vi er afhængige af, at de unge får en god uddannelse, og hvor regeringen har en vision om, at 90% af en ungdomsårgang skal have en (god) ungdomsuddannelse.

Løsningen er ikke at give institutionerne et skrappere regelsæt, der fx pålægger dem at relegere elever med et fravær over 10%, for det vil blot skærpe de økonomiske problemer. Uddannelsesinstitutioner er ikke pølsefabrikker. Og så længe man behandler dem som produktionsvirksomheder må man forvente, at de også handler som sådanne. Det vil sige: De vil forsøge at få alle elever (pølser) gennem maskinen for at sikre indtjeningen. Der vil ligge et uudtalt pres på hver enkelt lærer, der vil vide, at deres egen ansættelse hænger sammen med antallet af gennemførte uddannelser. Hvor en produktionsvirksomhed kan fyre medarbejdere, rationalisere og effektivisere uden at pølserne nødvendigvis bliver af ringere kvalitet, så forholder det sig anderledes med uddannelsesinstitutionerne. Hænger økonomien ikke sammen på grund af et for stor elevfrafald, så er der kun et sted besparelserne kan findes – på uddannelserne. Ved at fyre lærere og skære i undervisningsprogrammet. Og det er vist kun de færreste, der forestiller sig, at færre undervisere og mindre undervisning fører til bedre uddannelser. Man behøver ikke at være professor i pædagogik for at forstå, at det betyder forringelser af uddannelserne. Hverken e-læring eller andre moderne undervisningsformer kan ændre på dette banale faktum. Hvis politikere som Antorini vil gøre noget for uddannelserne i dette land, så må hun – og Socialdemokratiet – gøre noget ved taxametersystemet. Fx afskaffe det.. .

“Heldigvis” kom finanskrisen den borgelige regerings arbejdsmarkedspolitiske indsats i forkøbet. De nåede ikke at reducere ledighedsperioden til to år. Til gengæld har de indrettet systemet på en måde, der slet ikke tager hånd om den aktuelle ledigheds problem. Masse vis af ufaglærte og folk fra byggefagene ryger ud i ledighed nu – med ringe udsigt til at kunne vende tilbage til lignende jobs. Derfor er der kun et svar: efteruddannelse. Når “vi” kan polere bankerne med guldstøv, kan vi så sandelig også sørge for, at de ledige bliver uddannet til andre jobs (så de kan komme til at betale den skat, der bl.a. skal finansiere bankpakkerne…). Hænderne op af lommen, Inger Støiberg!

Det er ikke med min gode vilje, at jeg indrømmer det. Men det usandsynlige er faktisk sket, at jeg er blevet enig med Dansk Folkepartis nestor, Jesper Langballe, om noget. I dagens udgave af Berl. Tidende har han forfattet en kronik, hvor han leverer et frontalangreb på den borgerlige regerings universitetspolitik.
Han langer også kraftigt, demagogisk og ideologisk ud mod den vejrmølle, der går under navnet “68-bølgen”. Men lad det nu ligge. Det interessante er, at Langballe rejser spørgsmålet om, hvad en “borgerlig universitetspolitik” mon kunne tænkes at være? Underforstået: Hvis den ikke er som den, der aktuelt føres.
I Langballes optik tager regeringen – akkurat som det skete i halvfjerdserne – “samfundet” som gidsel for sin politik. Der skal forskes for “samfundets skyld”. Men, hvor samfundet i det vist nok venstresnoede halvfjerdsere var mere eller mindre synonymt med “arbejderklassen”, så er “samfundet” under Fogh-Løkke lig med “erhvervslivet”. Hvad der er godt for erhvervslivet – det private forstås – antages at være godt for alle andre. Tankegangen – i universitetssammenhæng – udmøntes af en af universitetslovens åndelige fædre, Helge Sander, der har skabt sloganet: Fra tanke til faktura. Og politiken er indrettet derefter. Hvis ikke der er en lige vej fra tanke til faktura, så skal man ikke forvente at pengene strømmer ind…
Langballe skriver: “Hvad der tæller for regeringen, er ikke grundforskningen, men den anvendte forskning. Og naturligvis skal forskningens resultater anvendes, når de foreligger, men hvis anvendelsesformålet på forhånd dikterer forskningen,vinder forskningen intet nyt land. Den bliver blot produktudvikling og ikke en fri og selvstændig kamp for at udvide menneskets erkendelse”
Og senere hedder det: “For videnskab søger sandhed, og retfærdiggør man sandheden med et nyttigt formål ophæver man den som sandhed”. Og Langballe kalder det aktuelle universitetsideal med dets nytteorientering og taxametertænkning for “slet og ret organiseret åndløshed”.
Jeg kan ikke andet end at være enig med Langballe i hans vurdering så langt – og i almindelighed.
Det interessante er imidlertid, at Langballe ikke er i stand til at sige noget om, hvordan fremtidens universitet kommer til at se ud. Med andre ord: Hvordan en anden form for borgerlig universitetspolitik kunne se ud. Måske, fordi den moderne borgerlighed ikke er i stand til at se op fra bundlinjen og ikke har andre “værdier” end dem, der kan gøres op i kroner og ører?! Dumhed kalder Langballe det. Og i den aktuelle politiske konjunktur er der åbenbart ingen ende på dumheden og dens konsekvenser….

I dagens udgave af Politiken kan man læse om den danske mønsterstudent Bo Henriksen, der er ved at gennemføre sit universitetsstudium i historie og samfundsfag på normeret tid. Oven i købet er Bo mønsterbryder, da ingen af hans forældre har en akademisk baggrund. Altså på flere måder en student, som politikerne gerne så flere af.
Men det er slet ikke det, artiklen handler om. Den handler om de miserable forhold, som universiteterne – og det vil indirekte sige: uddannelsespolitiken i dette land – byder unge mennesker, der vælger at studere humanistiske eller samfundsvidenskabelige fag. I løbet af sine fem studieår har Bo kun modtaget, hvad der svarer til fire måneders fuldtidsundervisning. Resten har været selvstudie. Og nu hvor han er i specialefasen, der varer et halvt års tid, kan han se frem til sølle 6-8 vejledningsmøder. Disse ringe forhold, der kun bliver ringere, efterhånden som taxametersystemet tvinger universiteterne til flere besparelser, når antallet af studerende falder, rammer 70% af universitetskandidaterne. Nemlig alle dem, der læser enten humaniora eller samfundsvidenskab. Kun på de teknisk-naturvidenskabelige og lægevidenskabelige uddannelser ser det anderledes ud, fordi taxametertilskuddenen her er tre gange så store pr. studerende. Bo peger på konsekvenserne af denne uddannelsespolitik. For det første får den mangelfulde undervisning mange til at falde fra studierne. Noget andet og måske værre er, at de få undervisningstimer betyder, at de studerende får indlagt faglige begrænsninger i deres studie. Studierne bliver med andre ord ringere, end de ellers ville være…
Forståeligt nok har otte store fagforeninger og interesseorganisationer – blandt andet Dansk Industri og Dansk Erhverv – skrevet til den såkaldte videnskabsminister Helge Sander for at klage over de elendige forhold. Men ministeren vil sikkert sige, at universiteterne aldrig har fået så mange penge som nu – og at regeringen agter at lave verdens bedste uddannelsessystem…

Link

I Jyllands Posten har man sat sig for at undersøge, hvor de 16 milliarder kroner, som folkeskolen har fået tilført som ekstramidler i perioden 2001-2007, er blevet af. Er folkeskolen blevet bedre af de mange penge? Både ja og nej. Mest nej.

Størstedelen af pengene er gået til lønstigninger hos lærerne og til dækning af andre faste ydelser, som er steget i pris. Sagt på en anden måde, så er det misvisende at tale om ekstrabevilling, eftersom løn- og prisstigninger alligevel skulle være dækket for at bevare det eksisterende niveau! Udgifterne til lønninger osv. betyder, at der kun er tilført 0,7% mere pr. almindelig skoleelev. Medens der er tilført 9,2 % mere til specialundervisningselever. For i den forgangne periode er antallet af elever, der har behov for specialundervisning steget markant. Faglig specialundervisning er steget med hele 26%, og vidtgående specialundervisning med 19%. Det siger vel sig selv, at det kræver ekstra ressourcer. Og på flere skoler tages pengene fra normalområdet.

Forbedringerne på dette område udebliver som følge heraf. Jyllands-Posten konkluderer følgende: “Men tilbage står alligevel et billede af en folkeskole, hvor
kerneydelsen – undervisningen – ikke for alvor er blevet forbedret på trods af flere penge. Det er skolelederne og lærerne godt klar over. De synes bare ikke, at de for alvor kan gøre noget ved det“. Formanden for Danmarks Lærerforening peger på et sted, hvor ressourcerne kunne bruges bedre: Ved at afskaffe et unødvendigt bureaukrati, ville en masse penge kunne frigøres til folkeskolens egentlige arbejde, undervisningen.

Ansvaret for misèren ligger alene hos regeringen og folketingsflertallet. Man foregøgler vælgerne, at der tilføres ekstra midler, men i virkelighed tilføres der ikke tilstrækkeligt med midler i forhold til de reelle behov, der er i Folkeskolen.  At tale om ekstrabevilling er sproglig tilsløring af de faktiske økonomiske forhold. Og dertil skal lægges, at mange af pengene bruges uhensigtsmæssigt – til kvalitetsvurderinger og andet bureaukrati, der ikke flytter noget. Læs selv artiklen.

Vores såkaldte undervisningsminister Bertel Haader er i følge Berl. Tidende bekymret over udviklingen i læreruddannelse. Efter indførelsen af en ny læreruddannelse i 2007 – en uddannelse, der angiveligt skulle styrke folkeskolelærernes uddannelse og dermed folkeskolens uddannelse af danske børn – er antallet af studerende med naturfag og teknik som linjefag faldet med 70%. Konsekvensen er, at skoleeleverne om få år vil blive undervist af lærere med utilstrækkelige kvalifikationer inden for naturvidenskabelige og tekniske fag. Noget lignende gælder for fag som tysk og billedkunst, der heller ikke er tilløbsstykker blandt de studerende. For at det ikke skal være løgn, så betyder den svigtende interesse også, at seminarierne sandsynligvis må skille sig af med undervisere inden for de pågældende fagområder for at få økonomien til at hænge sammen. For det er den indirekte, logiske konsekvens af det såkaldte taxametersystem, der ikke muliggør fastholdelse af faglærere inden for områder, hvor der ikke er “kunder” nok. Markedets logik, kan man også kalde det. Men ansvaret for udviklingen er hverken institutionerne eller de studerendes. Det er alene politikernes. Og det vil især sige undervisningsministerens. Når man dels holder fast i det tåbelige taxametersystem af ideologisk-økonomiske grunde, til trods for, at det ene eksempel efter det andet dokumenterer den destruktive effekt i forhold til uddannelsernes kvalitet, og dels indretter uddannelserne, så de bliver mere og mere specialiserede, så ligger man, som man selv har redt. Forbedringer af uddannelsessystemet – som regeringen jo har lovet os – får vi ikke, før man holder op med at tænke uddannelse som simple varer på linje med pølser og sodavand og forstår, at uddannelse er en investering – i fremtiden.

Da jeg begyndte at læse på universitetet for mange, mange år siden, var “evighedstudenten” nærmest en idealfigur. Jeg kan huske, at jeg i det materiale, jeg fik udleveret i rus-tiden, så en statistik, der viste at gennemsnitsgennemførselstiden for flere fag var på 10 år og derover. På teologi var den 12 år. Gennemsnitstiden… Jeg kan også huske, at flere lektorer og førende forskere på det humanistiske område koketterede med, at de var “evighedsstudenter”. Underforstået: At det var ærefuldt at studere – og blive ved med det. Siden er der jo sket et og andet på det område. Og i dag ser politikerne hellere, at man bliver færdig med sit studium til tiden eller bedre endnu: Før tid. Man skal i hvert fald ikke spilde tiden med at studere for meget, endsige fordybe sig mere end absolut nødvendigt. Taksameteret klikker ubarmhjertigt af sted.
I dag kan man læse, at klapjagten på evighedsstudenten sættes ind på Københavns Universitet. Studerende, der har været inaktive de seneste to år (= ikke har gået til eksaminer). “Spøgelser”, kaldes de. Og til trods for stopprøver, adgangsbegrænsninger, SU-reguleringer og så videre, så er fænomenet ikke forsvundet. På KU har man fundet 2000 humaniora-studerende, der ikke har været aktive de sidste to år – og 6000 på “venteliste” (de har været inaktive i et år…). Af de 2000 begyndte 600 at studere før 1995. Nogle helt tilbage i halvfjerdserne… Mange af dem har et godt job, men har bare aldrig fået skrevet specialet færdig.
Evighedsstudenten er åbenbart en sejlivet race, der ikke sådan er til at udrydde. Og et eller andet sted, så synes jeg, at der er noget opmuntrende i det forhold…

Dagens nyhed fra uddannelsessystemet. Universiteter skærer ned på undervisning og afkorter semestrene. For at få økonomien til at hænge sammen. Med faldende søgning til universiteterne, tvinger taxametersystemet universiteterne til at skære ned. Det er logik for perlehøns. Men åbenbart ikke for de åh-så-liberalistiske politikere, der tror, at alt kan drives som små private virksomheder. Pølsefabrikker. Hvem var det, der lovede os “verdens bedste uddannelsessystem”?

I går kunne man læse, at regeringen og DF havde afsat 100 millioner, så kommunerne kunne gøre noget ved de meget omtalte “ulækre toiletter” i folkeskolerne. Politikerne bag aftalen var, som der stod, ‘trætte af’ at høre om disse toiletforhold.
I dag kan man så læse, at halvdelen af kommunerne planlægger at skære yderligere ned på folkeskoleområdet. Det går især ud over den særlige pædagogiske indsats over for trængte elever, det generelle timetal (= mindre undervisning), vikardækning (=mindre undervisning) og undervisningsmaterialer.
Så kan nogle børn måske glæde sig over, at sidde på et nyistandsat toilet, når der alligevel ikke er så meget andet at foretage sig!
Regeringens strategi er tydelig nok. Når klagerne over nedskæringernes effekt breder sig, så lapper man lidt hist og her. Nogle millioner til ventelister her, nogle millioner til lokummer dér. Det er lige som at tisse i bukserne. Men bare vent til den aktuelle økonomiske recession rigtig slår igennem, så vil sprækkerne af den succesfulde nul-skattepolitik for alvor blive synlige. Man begynder at forstå, hvorfor regeringen har så travlt med at eksportere det overordnede økonomiske ansvar til EU…

Jo ældre jeg bliver, jo tydeligere bliver det for mig, at vores erindring spiller en afgørende rolle for, hvem vi er. Ikke kun den personlige erindring, men også den historiske. Uden en solid forståelse af, hvad vi kommer af, og hvor vi kommer fra, får vi svært ved at handle i nutiden og endnu sværere ved at forholde os til det, der skal komme. Det, vi kalder fremtiden.
I søndags markerede en del mennesker rundt i landet, at det var 70-år siden, nazisterne for alvor tog hul på den jødeforfølgelse, der siden resulterede i kz-lejre og et traumatisk kapitel i Europas og hele verdens historie. Den 9-10. november 1938 overfaldt nazisterne tyske jøder, slog mange ihjel, brændte hundredvis af synagoger af, ødelagde forretninger og anden jødisk ejendom og internerede i tusindvis af jøder i koncentrationslejre. I Jyllands-Postens lille rapportage fra den århusianske demonstration giver et par piger “iført hvide AGF-trøjer” udtryk for, at de ikke aner, hvad Krystalnatten er eller var. Og det synes jeg er forstemmende. Er historieundervisningen i folkeskolen allerede blevet så ringe, at erindringen om hændelsene i første halvdel af forrige århundrede er blevet udvisket? Jeg blev født mindre end et årti efter Besættelsen, og i tresserne havde den periode højeste prioritet i folkeskolen, fordi det lå folk på sinde, at vi aldrig måtte glemme, hvad der skete under nazi-perioden. Vi skulle lære og forstå, så vi kunne forhindre en gentagelse.
De netop afholdte demonstrationer er en påmindelse om, at tingene kan gentage sig i historien. Racismen lever i bedste velgående og chikane og vold mod personer, der bekæmper racisme er blevet mere almindelige foreteelser i Danmark. Jeg tror, de to ting – skolelærdom og historisk gentagelse – hænger nøje sammen. Når unge mennesker i dag i ramme alvor kan påstå, at holocaust ikke har foregået, så skyldes det blank uvidenhed. Og det bør vi gøre noget ved i folkeskolen.