Indlæg tagget med uddannelse

Fra professionel fodbold til private universiteter

24. januar 2010

Det var vist den konservative statsminister Poul Schlüter, der engang i firserne erklærede ideologierne for døde. Og den slags besværgelser skal man være varsom med at udtale. For de døde har det med at gå igen, og så er de først svære at komme af med. Tænk blot på Gud, som Nietzsche erklærede død! Eller tænk på den siddende Venstreledede regering.

Vi skal langt tilbage i historien for at finde en regering, der har været mere ideologisk i sin politik. Ganske vist fik Anders Fogh Rasmussen ikke realiseret sin vision om Minimalstaten, inden han drog til Nato, men derfor skal man ikke tro, at projektet er helt glemt. I det hele taget er det tydeligt, at Venstres ledende regeringsmedlemmer vedholdende arbejder på at realisere den liberalistiske ideologis mærkesager.

Medens balladen om Lars Løkke Rasmussens favorisering af privathospitalerne endnu ikke har lagt sig, er hans kollega, videnskabsministeren, Helge Mølsted Sander gået i gang med næste privatiseringsprojekt: universiteterne. Og strategien ligner til forveksling strategien på sygehusområdet.

Først påtvinger man de offentlige sygehuse nogle kvasi-privatkapitalistiske vilkår, hvor de skal fungere som produktionsvirksomheder, hvilket de har svært ved, fordi det i praksis er umuligt 100% at planlægge driften på en offentlig sygehus. I modsætning til de private sygehuse, skal de offentlige jo tage ind, hvad der kommer. Og man kan aldrig på forhånd sige, hvor mange brækkede ben, hofteoperationer, grå stær-ditto, kræftsygdomme, hjertetransplantationer osv., der vil komme.

Når de så ikke kan få enderne til at mødes økonomisk set, som tilfældet er på de københavnske sygehuse lige nu, så overlader man til regionerne at foretage de “nødvendige” nedskæringer (og forringelser) og favoriserer dermed indirekte de private sygehuse, der jo må overtage noget af den overskydende “produktion” (ventelisteefterspørgsel fx).

På lignende vis har man påtvunget universiteterne virksomhedslignende styreformer og økonomi. Med taxameterprincip på uddannelsessiden og ‘fra forskning til faktura’-vilkår, dokumentationskrav (fx i form af hyppige publikationer) o.a. på forskningssiden knægter man den universitære tankes grundprincipper, fx tanken om fri grundforskning. Og bagefter bruger man så elendigheden som argument for at indføre private universiteter, der ikke er mere private end, at de kan modtage statsstøtte i form af taxametertilskud, men til gengæld må tage brugerbetaling, således at man kun får de “bedste” studerende (= dem fra den bedrestillede del af befolkningen – dem, som lige har fået en ekstra skattelettelse).

Set i bakspejlets fedtede optik ser man de flossede konturer af regeringens masterplan for indførelse af privatisering på centrale dele af det offentlige system. Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig – hvis ellers regeringen sidder længe nok – at masterplanen vil kunne underminere størstedelen af det offentlige og dermed levere argumenterne for indførelse af den minimalstat, som Poul Nyrup Rasmussen forsøgte at besværge, da han rev Fogh Rasmussens ideologiske skrift i stykker fra talerstolen.

Og det er nok ikke tilfældigt, at manden bag det nye delprojekt – privatisering af universiteterne – er Helge Sander. Sander, som for nylig blev udråbt til at være “dum” i Politiken, har som en af sine væsentligste karrieremæssige bedrifter været med til at professionalisere dansk fodbold. Samtidig er han som uddannet journalist på baggrund af en realeksamen ikke hæmmet af snærende veneration for universitetet og dets gamle hæderkronede idealer. Hans håndtering af universiteterne kan forstås som inkompetence, som det skete i Politiken, men også som ideologisk indifference…

Teddy Pendergrass, sanger er død, 59

14. januar 2010

En af amerikansk R&Bs markante stemmer er forstummet. Teddy Pendergrass, hvis borgerlige navn var Theodore DeReese Pendergrass Sr., er død i en alder af kun 59 år. Han blev især kendt for sin rolle som forsanger i bandet Harold Melvin & The Blue Notes, der huserede hitlisterne i USA i halvfjerdserne med sange som “If You Don’t Know Me By Now”, “Wake Up Everybody” m.fl.

Som tilfældet har været for mange sorte kunstnere var det via kirken – som ordineret præst – at Pendergrass fik smag for musiklivet. I første omgang slog han sig bogstaveligt talt igennem som trommeslager i The Cadillacs, der dog hurtigt blev delvist indlemmet i Harold Melvin & The Blue Notes. Og her fik han chancen for at træde i forgrunden som sanger. Og den chance lod han ikke gå forbi sig.

Med en kontrakt hos Gamble & Huff og Philidelphia International Records i 1972 var vejen til succes banet for Melvin og Co. Successen holdt for Pendergrass’ vedkommende, indtil han røg i totterne på Harold Melvin og efterfølgende tog sit gode tøj og startede en solokarrriere, der kastede en lang række hits af sig. Han fik også æren af, at synge sammen med Whitney Houston på hendes storsælgende debutalbum.

Fra firserne og frem var Teddy Pendergrass karriere præget af, at han blev paralyseret i en bilulykke i 1982. Men han holdt dog gang i karrieren frem til 2006, hvor han officielt trak sig tilbage fra musikbranchen. Han døde den 13. januar som følge af en kræftoperation.

Ungdomsarbejdsløshed

15. december 2009

Det er ikke noget ukendt fænomen, at dimittender fra universitetet går ledige et stykke tid, inden de får et job. Nogle længere tid end andre. En af årsagerne er, at erhvervslivet ansætter ud fra erfaring – erfaring, som man kun får i kraft af en ansættelse. I den aktuelle krisesituation ser det ud til, at flere nybagte kandidater går ud i en længerevarende arbejdsløshed. Og det har åbenbart ‘bekymret’ landets statsminister. Og det er der vel også grund til. Vi ved jo, at vi har en voksende “alderdomsbyrde”, som arbejdsomme unge skal forsørge. Derfor er det vigtigt, at de kommer i gang snarest muligt. Under påvirkning fra Dansk Folkeparti – hvem ellers? – fremlægges der derfor et par lovforslag, der skal gøre det muligt for de unge kandidater at uddanne sige yderligere et år – på SU. Man undrer sig. For det første over, at mere uddannelse (selv om der er tale om ‘et særligt kompetencegivende forløb’) skulle åbne for flere arbejdsgiveres døre. Og i øvrigt: Har de ikke masser af kompetencer (for slet ikke at tale om kvalifikationer!), når det kommer lige fra universitetet? Hvis man så accepterer ideen om mere kompetencegivende efteruddannelse, hvorfor så ikke udvide det til de mange voksne ledige, der går rundt i eller på vej ind i aktiveringscirkusset uden udsigt til at kunne vende tilbage til de jobs, de engang havde? Var der ikke noget om, at de ældre borgere skulle blive længere tid på arbejdsmarkedet? Måske en passende efteruddannelse kunne bane vejen tilbage – for nogen? Ja, hvorfor ikke bide hovedet af al skam og lade de ledige efteruddanne sig på dagpenge? Det ville skabe mere arbejde (nemlig i uddannelsessektoren), og samfundet ville få noget for dagpengene. Regeringens nye udspil er en lille lap, der ikke kan dække det kæmpemæssige hul, som er ved at blive dannet af tilstrømmende ledige. Tiden er inde til en regulær reform, der sikrer, at de mange ledige får en chance for at vende tilbage til arbejdsmarkedet, inden langtidsarbejdsløshedssyndromet lægger sig over dem som en kvælende, demotiverende dyne. Har regeringen modet?

Curriculum vitae og forbandet digt

9. december 2009

En af dagens mindre nyheder drejer sig om EU-politikeren og tidligere minister Bent Bendtsen. Ihærdige journalister ved boulevardbladet BT har fundet ud af, at Bendtsen har udvist digterisk frihed på sit cv. Bendtsen, der er også kendt som fhv. politimand, har pralet af, at have en handelsgymnasieuddannelse. Men sandheden er, at Bendtsen kun har taget to enkeltfag på aftenkursus.

Nu kan man jo godt undre sig over, hvad der får en politiker som Bendtsen til at gribe til sådan en løgn. Manden har jo haft held i sprøjten med sin karriere. Har både været formand for de konservative, minister og nu EU-politiker. Skulle sådan en handelsskolestudenterhue gøre den store forskel? Og er det i grunden ikke lige meget, om en politiker har en hue eller ej? Hvis bare han eller hun kan sit politiske håndværk? Det er jo ikke første gang en politiker gribes i fusk med cv’et. Som Politiken bemærker, så gjorde den radikale udviklingsminister Anita Bay Bundegaard noget lignende.

I det hele taget er fusk omkring uddannelser ikke et nyt fænomen, hverken i politik eller uden for. Hvem husker ikke sagen om SF’eren Kamal Qureshi og eksamensopgavesnyderiet?

Uden at det skal forstås som et forsvar for Bendtsen, så er der grund til at pege på, at fifleri med cv’et ikke er noget ukendt fænomen. Jeg har selv deltaget i to-tre jobsøgningskurser i offentligt regi, hvor det i høj grad gjaldt om at få cv’et til at tage sig ud af mere, end der egentlig var belæg for. Og jeg ved også, at det er en ganske almindelig praksis blandt dimitterede studerende at lade den digteriske fantasi spille, når cv’et skal opstilles. Vi husker alle sagen om Anna Kastberg, der forførte gud og hvermand med sin kvindelige ynde og et forfalsket cv. Det gav anledning til mange moralske opstød og skandale i pressen.

Men spørgsmålet er bare, om ikke Kastberg-sagen og nu den betydeligt mindre Bendtsen-sag blot er symptomer på et karriere- og konkurrencesystem, der langt hen ad vejen fungerer på basis af billige tricks, snyd, bluff, nepotisme, misforstået faglig solidaritet m.m. og kun i mindre grad på dokumenterbare kvalifikationer? Jeg er ret sikker på, at hvis man gik folks cv’er igennem med et tættekam, så ville man finde mange eksempler på, at der er pyntet på virkeligheden.

Bendtsensagen viser blandt andet, at der på den ene side eksisterer et snobberi omkring boglige uddannelser og på den anden side en form for kynisme med hensyn til uddannelsernes reelle indhold. Det er denne dobbelthed, der forklarer, hvorfor man på visse hjemmesider kan købe universitetsdiplomer for dollars. Og hvorfor eksamens- og opgavesnyderi er så udbredt. I konkurrencesamfundet handler det ikke om at tage en uddannelse med slid og slæb, men om at en uddannelse. Koste hvad det vil.

Kvantitet og læring

20. november 2009

I disse tider lider man – dvs. politiske myndigheder, arbejdsgivere m.fl. – af den vildfarelse, at kvalitet kan måles. Der registreres, dokumenteres, beregnes osv. i en uendelighed. Regnearkene gløder. Dokumentationsfilerne hobe sig op. Rapporterne fylder op i skrivebordsskufferne. Al den energi, der bruges på den slags opmåling, evaluering og kontrol kunne bruges anderledes. Fx er det netop blevet dokumenteret (!), at kommunerne kunne frigøre flere tusind årsværk til andet arbejde, hvis man ikke lige skulle dokumentere osv.

I dag kom så et lille sigende eksempel på denne ørkesløse kvantitetstænkning. En skoleleder har løst et problem med elevers og læreres slendrian med hensyn til fremmøde til tiden. For at sikre sig, at lærere og elever er på plads i klasseværelset, er man begyndt at ringe ind kl. 07:58 – altså to minutter før tid – og igen kl. 08:00. Skolelederen har foretaget en opmåling af, hvor megen tid, der gik tabt ved den tidligere slendrian, hvor timen typisk startede med fire minutters forsinkelse. “På årlig basis er det blevet til, hvad der svarer til 14 dages ekstra undervisning”, udtaler skolelederen.

Og det skal nok passe. Og det er selvfølgelig også helt i orden at stramme op omkring fremmødet. Lærerne er lønarbejdere og skal komme til tiden og passe deres arbejde. Eleverne skal have den tid, som deres forældre betaler skat for, og som politikene har bestemt, de skal have. Osv. Problemet er bare, at man ikke kan sige, at eleverne ville lære mere, fordi de fik de fire minutter tilbage. Læring er en kvalitativ proces. Det ved enhver, der har kedet sig i folkeskolens timer uden at lære noget. Udbyttet er aldrig 100%. Antallet af timer er ikke i sig selv nogen garanti for kvaliteten af undervisningen eller læringen. Selvfølgelig skal der være timer nok, men i sig selv er det ikke det, der skaber kvaliteten.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...