Indlæg tagget med uddannelse

Taxametersystem og fravær

26. juni 2009

I Berl. Tidende mistænker Socialdemokratiets Christine Antorini gymnasiernes nye status som selvejende institutioner med taxameter-finansiering for at være skyld i et øget elevfravær. En rapport fra Rambøll Management har nemlig afsløret at fraværet er steget efter gymnasiernes overgang til den ny status.

Jeg kan forestille mig, at mangen en underviser med kendskab til taxametersystemet og dets økonomiske konsekvenser vil trække lidt på skulderne – og måske også på smilebåndet – og tænke: Fortæl os noget vi ikke ved, Christine! For selvfølgelig vil der være et “økonomisk incitament” for uddannelsesinstitutionerne til at fastholde elever med et (for) højt fravær i uddannelsen, når institutionernes økonomi afhænger af det. Man skal være institutionsleder eller politiker for at benægte dette forhold offentligt.


En anden ting er, at eleverne og de studerende lynhurtigt finder ud af, at man ikke bliver smidt ud, fordi man har et fravær over 10%. Man kommer allerhøjest til en formanende samtale, hvor man modtager en løftet pegefinder. Problemet med fraværet er selvfølgelig, at uddannelserne forringes for dem, der har stort fravær. Og så gør fraværet de såkaldte “svage” elever endnu mere sårbare. Og det er dybt problematisk i et samfund, hvor vi er afhængige af, at de unge får en god uddannelse, og hvor regeringen har en vision om, at 90% af en ungdomsårgang skal have en (god) ungdomsuddannelse.


Løsningen er ikke at give institutionerne et skrappere regelsæt, der fx pålægger dem at relegere elever med et fravær over 10%, for det vil blot skærpe de økonomiske problemer. Uddannelsesinstitutioner er ikke pølsefabrikker. Og så længe man behandler dem som produktionsvirksomheder må man forvente, at de også handler som sådanne. Det vil sige: De vil forsøge at få alle elever (pølser) gennem maskinen for at sikre indtjeningen. Der vil ligge et uudtalt pres på hver enkelt lærer, der vil vide, at deres egen ansættelse hænger sammen med antallet af gennemførte uddannelser. Hvor en produktionsvirksomhed kan fyre medarbejdere, rationalisere og effektivisere uden at pølserne nødvendigvis bliver af ringere kvalitet, så forholder det sig anderledes med uddannelsesinstitutionerne. Hænger økonomien ikke sammen på grund af et for stor elevfrafald, så er der kun et sted besparelserne kan findes – på uddannelserne. Ved at fyre lærere og skære i undervisningsprogrammet. Og det er vist kun de færreste, der forestiller sig, at færre undervisere og mindre undervisning fører til bedre uddannelser. Man behøver ikke at være professor i pædagogik for at forstå, at det betyder forringelser af uddannelserne. Hverken e-læring eller andre moderne undervisningsformer kan ændre på dette banale faktum. Hvis politikere som Antorini vil gøre noget for uddannelserne i dette land, så må hun – og Socialdemokratiet – gøre noget ved taxametersystemet. Fx afskaffe det.. .

Ledighed, opkvalificering og efteruddannelse

2. maj 2009

“Heldigvis” kom finanskrisen den borgelige regerings arbejdsmarkedspolitiske indsats i forkøbet. De nåede ikke at reducere ledighedsperioden til to år. Til gengæld har de indrettet systemet på en måde, der slet ikke tager hånd om den aktuelle ledigheds problem. Masse vis af ufaglærte og folk fra byggefagene ryger ud i ledighed nu – med ringe udsigt til at kunne vende tilbage til lignende jobs. Derfor er der kun et svar: efteruddannelse. Når “vi” kan polere bankerne med guldstøv, kan vi så sandelig også sørge for, at de ledige bliver uddannet til andre jobs (så de kan komme til at betale den skat, der bl.a. skal finansiere bankpakkerne…). Hænderne op af lommen, Inger Støiberg!

Pastor Langballe om universitetet

22. april 2009

Det er ikke med min gode vilje, at jeg indrømmer det. Men det usandsynlige er faktisk sket, at jeg er blevet enig med Dansk Folkepartis nestor, Jesper Langballe, om noget. I dagens udgave af Berl. Tidende har han forfattet en kronik, hvor han leverer et frontalangreb på den borgerlige regerings universitetspolitik.
Han langer også kraftigt, demagogisk og ideologisk ud mod den vejrmølle, der går under navnet “68-bølgen”. Men lad det nu ligge. Det interessante er, at Langballe rejser spørgsmålet om, hvad en “borgerlig universitetspolitik” mon kunne tænkes at være? Underforstået: Hvis den ikke er som den, der aktuelt føres.
I Langballes optik tager regeringen – akkurat som det skete i halvfjerdserne – “samfundet” som gidsel for sin politik. Der skal forskes for “samfundets skyld”. Men, hvor samfundet i det vist nok venstresnoede halvfjerdsere var mere eller mindre synonymt med “arbejderklassen”, så er “samfundet” under Fogh-Løkke lig med “erhvervslivet”. Hvad der er godt for erhvervslivet – det private forstås – antages at være godt for alle andre. Tankegangen – i universitetssammenhæng – udmøntes af en af universitetslovens åndelige fædre, Helge Sander, der har skabt sloganet: Fra tanke til faktura. Og politiken er indrettet derefter. Hvis ikke der er en lige vej fra tanke til faktura, så skal man ikke forvente at pengene strømmer ind…
Langballe skriver: “Hvad der tæller for regeringen, er ikke grundforskningen, men den anvendte forskning. Og naturligvis skal forskningens resultater anvendes, når de foreligger, men hvis anvendelsesformålet på forhånd dikterer forskningen,vinder forskningen intet nyt land. Den bliver blot produktudvikling og ikke en fri og selvstændig kamp for at udvide menneskets erkendelse”
Og senere hedder det: “For videnskab søger sandhed, og retfærdiggør man sandheden med et nyttigt formål ophæver man den som sandhed”. Og Langballe kalder det aktuelle universitetsideal med dets nytteorientering og taxametertænkning for “slet og ret organiseret åndløshed”.
Jeg kan ikke andet end at være enig med Langballe i hans vurdering så langt – og i almindelighed.
Det interessante er imidlertid, at Langballe ikke er i stand til at sige noget om, hvordan fremtidens universitet kommer til at se ud. Med andre ord: Hvordan en anden form for borgerlig universitetspolitik kunne se ud. Måske, fordi den moderne borgerlighed ikke er i stand til at se op fra bundlinjen og ikke har andre “værdier” end dem, der kan gøres op i kroner og ører?! Dumhed kalder Langballe det. Og i den aktuelle politiske konjunktur er der åbenbart ingen ende på dumheden og dens konsekvenser….

Verdens bedste uddannelsessystem? Universiteterne

1. februar 2009

I dagens udgave af Politiken kan man læse om den danske mønsterstudent Bo Henriksen, der er ved at gennemføre sit universitetsstudium i historie og samfundsfag på normeret tid. Oven i købet er Bo mønsterbryder, da ingen af hans forældre har en akademisk baggrund. Altså på flere måder en student, som politikerne gerne så flere af.
Men det er slet ikke det, artiklen handler om. Den handler om de miserable forhold, som universiteterne – og det vil indirekte sige: uddannelsespolitiken i dette land – byder unge mennesker, der vælger at studere humanistiske eller samfundsvidenskabelige fag. I løbet af sine fem studieår har Bo kun modtaget, hvad der svarer til fire måneders fuldtidsundervisning. Resten har været selvstudie. Og nu hvor han er i specialefasen, der varer et halvt års tid, kan han se frem til sølle 6-8 vejledningsmøder. Disse ringe forhold, der kun bliver ringere, efterhånden som taxametersystemet tvinger universiteterne til flere besparelser, når antallet af studerende falder, rammer 70% af universitetskandidaterne. Nemlig alle dem, der læser enten humaniora eller samfundsvidenskab. Kun på de teknisk-naturvidenskabelige og lægevidenskabelige uddannelser ser det anderledes ud, fordi taxametertilskuddenen her er tre gange så store pr. studerende. Bo peger på konsekvenserne af denne uddannelsespolitik. For det første får den mangelfulde undervisning mange til at falde fra studierne. Noget andet og måske værre er, at de få undervisningstimer betyder, at de studerende får indlagt faglige begrænsninger i deres studie. Studierne bliver med andre ord ringere, end de ellers ville være…
Forståeligt nok har otte store fagforeninger og interesseorganisationer – blandt andet Dansk Industri og Dansk Erhverv – skrevet til den såkaldte videnskabsminister Helge Sander for at klage over de elendige forhold. Men ministeren vil sikkert sige, at universiteterne aldrig har fået så mange penge som nu – og at regeringen agter at lave verdens bedste uddannelsessystem…

Link

Folkeskolen og pengene

27. januar 2009

I Jyllands Posten har man sat sig for at undersøge, hvor de 16 milliarder kroner, som folkeskolen har fået tilført som ekstramidler i perioden 2001-2007, er blevet af. Er folkeskolen blevet bedre af de mange penge? Både ja og nej. Mest nej.

Størstedelen af pengene er gået til lønstigninger hos lærerne og til dækning af andre faste ydelser, som er steget i pris. Sagt på en anden måde, så er det misvisende at tale om ekstrabevilling, eftersom løn- og prisstigninger alligevel skulle være dækket for at bevare det eksisterende niveau! Udgifterne til lønninger osv. betyder, at der kun er tilført 0,7% mere pr. almindelig skoleelev. Medens der er tilført 9,2 % mere til specialundervisningselever. For i den forgangne periode er antallet af elever, der har behov for specialundervisning steget markant. Faglig specialundervisning er steget med hele 26%, og vidtgående specialundervisning med 19%. Det siger vel sig selv, at det kræver ekstra ressourcer. Og på flere skoler tages pengene fra normalområdet.

Forbedringerne på dette område udebliver som følge heraf. Jyllands-Posten konkluderer følgende: “Men tilbage står alligevel et billede af en folkeskole, hvor
kerneydelsen – undervisningen – ikke for alvor er blevet forbedret på trods af flere penge. Det er skolelederne og lærerne godt klar over. De synes bare ikke, at de for alvor kan gøre noget ved det
“. Formanden for Danmarks Lærerforening peger på et sted, hvor ressourcerne kunne bruges bedre: Ved at afskaffe et unødvendigt bureaukrati, ville en masse penge kunne frigøres til folkeskolens egentlige arbejde, undervisningen.


Ansvaret for misèren ligger alene hos regeringen og folketingsflertallet. Man foregøgler vælgerne, at der tilføres ekstra midler, men i virkelighed tilføres der ikke tilstrækkeligt med midler i forhold til de reelle behov, der er i Folkeskolen.  At tale om ekstrabevilling er sproglig tilsløring af de faktiske økonomiske forhold. Og dertil skal lægges, at mange af pengene bruges uhensigtsmæssigt – til kvalitetsvurderinger og andet bureaukrati, der ikke flytter noget. Læs selv artiklen.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Side 3 af 1512345678910...Sidste »