Indlæg tagget med uddannelse

Tillid er godt, kontrol er bedre! Eller?

26. september 2008

Blandt dagens nyheder kan man læse, at regeringen og “partierne bag folkeskoleforliget” er enedes om at begrænse folkeskolens pÃ¥lagte bureaukrati. Med en udtalelse, der nærmest ligner en freudiansk fortalelse siger undervisningsminister Bertel Haarder: “Vi viser større tillid til skolelederne…”. Ja, men eftersom der kun er tale om marginale justeringer, kan man konkludere, at uddannelsespolitikken stadigvæk er styret af fundamental mistillid til skolelederne og de øvrige medarbejdere i folkeskolen… Og sÃ¥dan er det ogsÃ¥ i den øvrige offentlige sektor.
Og mistilliden siver som dioxin ned gennem systemet. Kommunerne vil følgelig gerne have folkeskolerne til at udøve social kontrol med brugerne. De skal helst indberette “socialt bedrageri“. Mistillid i det store, mistillid i det smÃ¥…

Verdens bedste uddannelsessystem?

24. september 2008

Var det ikke det hr. Fogh Rasmussen stillede danskerne i udsigt? Men virkeligheden er en anden. Besparelser pÃ¥ besparelser har fulgt hinanden, og alskens tal-hokus-pokus og statistisk magi i politikeretorikken kan ikke dække over de sørgerlige kendsgerninger. Nu kan man sÃ¥ læse, at kommunerne endnu engang mÃ¥ skære en skive af folkeskoleomrÃ¥det. Og de planlagte nedskæringer rammer dem, der har mest brug for undervisning, de ordblinde, autisterne, dem med adfærdsproblemer… En blodtud til den danske folkeskole, kalder Danmarks Lærerforenings formand det. Var det ikke pÃ¥ tide at give Fogh og hans regering et politisk blÃ¥t øje og en K.O.?!

Noget om klassekvotienter…

3. september 2008

Frøkenen er modstræbende begyndt pÃ¥ gymnasiet. Det er svært bÃ¥de at være i pubertetens vildrede og sÃ¥ holde fast i noget, der kunne ligne en fremtid. Lettere bliver det ikke af, at man pludselig har 28 nye kammerater. Det er mange. For den enkelte student og for lærerne. Hvordan mon bedrive undervisningsdifferentiering med sÃ¥ mange? Men hun er sÃ¥mæn heldig, pigebarnet, for i andre dele af landet er kvotienten højere. Helt oppe pÃ¥ 33-35, har jeg hørt. Derfor er det da glædeligt at læse, at socialdemokraten Christine Antorini vil have lavet et loft over klassekvotientens størrelse. ‘Vi er nødt til at lave et loft. Ellers vil vi se et øget frafald og færre unge, der gennemfører en ungdomsuddannelse’, argumenterer Antorini. Og det er da ogsÃ¥ et relevant argument, idet begge problemer er regeringens problemer. Den vil bÃ¥de reducere frafaldet pÃ¥ uddannelserne og – inden 2015 – have mere end 90% af en ungdomsÃ¥rgang igennem en ungdomsuddannelse.
Antorini vil derfor have Bertel Haarder i samråd, som det hedder på Christiansborgsk.
Men spørgsmÃ¥let er, om man bare kan lave et loft uden samtidig at se pÃ¥ de økonomiske realiteter. For ikke længe siden fik gymnasierne indført det sÃ¥kaldte taxametersystem, der indebærer en aflønning efter gennemførelsesgraden. Jo flere studenter, der kommer gennem de tre Ã¥r, jo flere penge i kassen. Og omvendt… Derfor giver det god mening, nÃ¥r gymnasierne forsøger at gardere sig økonomisk ved at tage rigeligt med studenter ind. Fordi man altid mÃ¥ kalkulere med et vist frafald. 10% er ikke unormalt. Hvis man sætter et loft over klassekvotienten risikerer man at forringe gymnasiernes økonomi – og kommer dermed til at forringe uddannelsen. Hvilket sÃ¥ igen kan betyde yderlige frafald og sÃ¥ videre… Follow the Money, Antorini. Det var bare det, jeg ville sige.

Animistisk uddannelsespolitik

30. juli 2008

Gamle Freud havde en teori om animismen. Det var i Totem og Tabu. Det gik blandt andet ud pÃ¥, at folk i gamle dage troede, at ord og tegn havde magisk virkning. Nu til dags kan man stadigvæk finde eksempler pÃ¥, at folk tror – eller i hvert fald foregiver at tro – at ord alene kan ændre pÃ¥ verdens gang. I dagens aviser kan man sÃ¥ledes læse, at Bertel Haarder vil ‘tale’ den mellemlange udddannelsers status ‘op’. Med ordenes kraft vil Haarder modvirke den fortsatte, store nedgang i søgning til uddannelser som folkeskolelærer, sygeplejersker og pædagoger. Haarder har, som bekendt, selv være med til at tale fx folkeskolelæreruddannelsen ned ved at tale nedsættende om lærerstanden og lærernes faglig organisation, Danmarks Lærerforening. SÃ¥ mÃ¥ske skulle det være muligt at tale dem op igen? Ved magisk kraft?
I hvert fald kan man sige, at Bertel Haarder og regeringen ikke har andet end ord at gøre godt med. Fx ordene: Verdens bedste uddannelsessystem. Hvis man nu gentager dem tilstrækkeligt mange gange, sÃ¥ kan det være, at det bliver en realitet eller – i det mindste – at nogen begynder at tro pÃ¥ det. Lige som man forsøgte at fÃ¥ folk til at tro pÃ¥, at Sadam Hussein havde masseudrydelsesvÃ¥ben nedgravet i Irakisk jord…
Efter i Ã¥revis at have udmagret uddannelsessystemet ved mere eller mindre slet skjulte besparelser og hoved- og halsløse fusioner – og ved at have gjort ondt værre med et hav af som regel uigennemtænkte reformer, sÃ¥ er det lidt svært at bevare den animistiske tro pÃ¥ ordets magiske kraft. MÃ¥ske man skulle hjælpe ordene lidt pÃ¥ vej med ressourcer og kompetent uddannelsesplanlægning!?

Om sprogrevseri

29. juli 2008

Da jeg læste pÃ¥ universitetet var der et vældigt opgør med sprogrevseriet. Mod alle dem, der ville have alle til at skrive dansk efter retskrivningens krøllede regler. Senere blev jeg – ved tilfældighedernes (u)gunst – dansklærer og oplevede, at sprogrevseriet, der jo er en indbygget del af danskundervisningen, havde ødelagt mange elevers glæde ved faget (og skolen i det hele taget) og hæmmet deres lyst til at udfolde sig i skrift og tale.

Jeg vil stadigvæk ikke forsvare det fluekneppende sprogrevseri. Men med alderen er det blevet klarere og klarere for mig, at retskrivningsregler handler om sproglig præcision. Jo bedre man håndterer disse regler, jo mere præcist kan man udtrykke sig.

Noget andet, der kan bekymre mig – og som ikke bekymrede mig det fjerneste dengang – er den sproglige slaphed, der gør sig gældende i min omverden. Især den snigende, ukritiske anglificering af det danske sprog er nedslÃ¥ende. I gÃ¥r var jeg inde i Ã…rhus by og købe mig en ny vindjakke, fordi den gamle efterhÃ¥nden hænger i laser. Og i en stor, centralt beliggende forretning averterede man med SALE og FINAL SALE. Nu kan jeg godt lidt engelsk og ved, hvad SALE og FINAL SALE betyder, men jeg begriber ikke, hvad der er galt med UDSALG og afledninger af dette ord?
Man vil sikkert sige, at det skyldes GLOBALISERINGEN. Og det er rigtigt, at vi lever i en verden, hvor vi bliver mere og mere internationalt orienterede, og hvor medierne af anglo-amerikansk oprindelse spiller en stor og tung rolle. Alligevel er det en falliterklæring for det danske uddannelsessystem, at det ikke er i stand til at give de opvoksende generationer sÃ¥ mange danskkundskaber, at de i det mindste har alternative udtryksmuligheder pÃ¥ modersmÃ¥let…

Uddannelse i neo-liberalismens tid

27. juni 2008

I forgÃ¥rs gensÃ¥ jeg filmen Bourne Ultimatum – det er anden del af Bourne-trilogien, som jeg er ved at genopleve – og en central scene foregÃ¥r pÃ¥ Berlin Alexanderplatz, hvor hovedpersonen Bourne har sat en af sine forfølgere i stævne. En demonstration bestÃ¥ende af uddannelsessøgende gør, at Bourne endnu engang kan snyde sine forfølgere og komme et skridt nærmere den sandhed, han søger… Men det var nu ikke filmen som sÃ¥dan, jeg ville kommenterer, selv om den godt kunne fortjene et par ekstra kommentarer. Men blandt de bannere, som de demonstrerende bar rundt pÃ¥, kunne man læse “Ausbildung ist keine Ware!“. Uddannelse er ingen vare!


SÃ¥dan burde det ikke være. Men sÃ¥dan er det. I vores neo-liberalistisk-styrede uddannelsespolitik. I det hele taget er uddannelse blevet produkt pÃ¥ linje med kødkonserves eller hygiejnebind. Et godt eksempel pÃ¥, hvordan den liberalistiske økonomi griber styrende ind i uddannelsestænkningen og -udformning i dette land, er det sÃ¥kaldte “taxameter-system”, der bruges i forskellige udgaver i uddannelsessystemet, og senest er blevet indført i selve hjertet af det videregÃ¥ende uddannelsesystem: gymnasierne.

Forenklet sagt, så drejer taxametersystemet sig om, at uddannelsesinstitutionernes økonomi reguleres ud fra fundamentale markedsprincipper. Det vil sige udbud og efterspørgsel. Jo flere elever, der kommer ind på en uddannelse og gennemfører denne, jo flere midler. Og omvendt: jo mindre søgning, jo større frafald, desto færre penge.
I dagens udgave af Politiken kan man læse, at en lang række gymnasier efter sommerferien opretter klasser med op til 36 elever. Og det sker udelukkende af økonomiske Ã¥rsager. PÃ¥ gymnasierne ved man godt, at der vil være et vist frafald af unge, der af forskellige Ã¥rsager dropper ud af uddannelsen, og derfor forsøger man at sikre sig ved at tage flere ind, end man ville gøre, hvis de økonomiske realiterer var anderledes skruet sammen. Nogle gymnasier vælger – af pædagogiske og faglige Ã¥rsager – at sætte et loft over klassekvotientens størrelse, fx 29, fordi man godt ved, at jo større kvotienten er, desto større er frafaldet, fordi man ganske enkelt fÃ¥r sværere ved at nÃ¥ den enkelte elev. Bagsiden ved denne modige prioritering er, at økonomien for alvor kan blive et problem, fordi man ikke kan undgÃ¥ frafald. Det viser alle erfaringer.

Gymnasierne er fanget i svært løseligt dilemma; enten forhøjer de klassekvotienten til et uacceptabelt omfang og kalkulerer med et vist stort frafald ( og hÃ¥ber mÃ¥ske pÃ¥, at den politik ikke pÃ¥ lidt længere sigt vil give bagslag i form af et dÃ¥rligt renommé blandt de uddannelsessøgende, sÃ¥ tilstrømningen vil falder og give andre lommesmerter…) eller ogsÃ¥ satser de pÃ¥ mindre hold, fÃ¥r alligevel et vist frafald, og økonomiske problemer, der kan betyde fyringer blandt de ansatte og forringelser af undervisningen og sÃ¥ videre.
Gymnasierne har været den sidste bastion, der manglede at blive indtaget af den hærgende markedsøkonomis betingelser. Det sker nu – og mit gæt er, at denne proces vil gøre regeringens floromvundne tale om, at vi skal have verdens bedste uddannelsessystem, grundigt til skamme…

Opdatering: Danske unge, hvis de er (u)heldige nok, kommer til at tilbringe tyve år af deres liv i uddannelsessystemet. Derfor er det måske ikke så underligt, at nogle af dem får lyst til en pause undervejs. I hvert fald drejer en af dagens nyheder sig om, at unge i stigende grad holder sabbatår lige efter gymnasiet (eller de tilsvarende ungdomsuddannelser). Og straks springer Dansk Industri ud som fuglen af kukuret og galer: Straf dem økonomisk! Reducér deres studiestøtte! DI inkarnerer den økonomiske tankegang, der råder i danske politik i disse år, som en karikatur! DI kan kun se sine egne medlemmers kortsigtede behov. Heri er der intet nyt. Men om jeg fatter, at medierne bliver ved med at lægge spalteplads til disse forudsigelige rygmarvsreaktioner!

Regeringens inkompetencer

17. juni 2008

Citat:

– Vi har de seneste tre Ã¥r oplevet, hvorledes bekendtgørelser og vejledninger samt senere udmeldinger fra ministeriet overhovedet ikke spiller sammen, men nærmest modsiger hinanden. Det skaber en sÃ¥dan usikkerhed, at en elev formentlig stÃ¥r med en god sag, hvis han eller hun vil indanke en dÃ¥rlig karakter med henvisning til mangelfuld orientering om rammer og indhold for eksamen

Lektor Henning Sørensen, Gladsaxe Gymnasium. Udtalelsen vedrører et nyt gymnasiefag – “Almen studieforstÃ¥else” – som for første gang gøres til genstand for eksamination. Men, hvis man har lidt kendskab til uddannelsessektoren, vil man nikke genkendende til lektorens frustrerede udmelding. Der er kun et ord, der dækker den uddannelsespolitik, der føres under den nuværende regering: inkompetence. For nylig hørte jeg et længere interview med den borgerlige økonom Christen Sørensen (Syddansk Universitet), der leverede et frontalangreb pÃ¥ Bertel Haarders ministerium. Et angreb, der – uden at bruge samme begreb – drejede sig om inkompetence. Forleden kunne man sÃ¥ læse chefredaktør Anne Knudsen angribe den sÃ¥kaldte forskningsminister Helge Sander og hans ministerium for det samme. Inkompetence. Undervisnings- og Forskningsministeriet er ikke ligegyldige ministerier. HÃ¥rdt sat op, sÃ¥ er det disse to ministeriers arbejde, der skal sikre vores fremtid. Uddannelse og forskning er de eneste rÃ¥stoffer, vi har i dette land. Bortset fra Bornholms granit og gnejs…
Men stopper inkompetencen i disse to ministerier? Tænk selv videre…

Om “svedere” – lidt erindringsstof

11. juni 2008

Da jeg gik i folkeskolen fik jeg to “svedere”. Den første pÃ¥ Vestre Skole i Esbjerg, fordi vi unger havde forlystet os med at smide nogle metalkamme fra øverste etage og ned pÃ¥ gulvet i stuen. Det larmede. Og det mÃ¥tte vi ikke. Vi blev idømt en kollektiv eftersidning.
Næste gang var det på Sædding Skole, hvor vi af kedsomhed i en formningstime forlystede os med at smide små kugler af ler op på en betonbjælke i loftet på lokalet. Kollektiv eftersidning var resultatet.
Og hvad lærte jeg så af det? Ingenting. Eller måske: At skolen har svært ved at gøre noget ved kedsomheden.
Siden er der sket meget med folkeskolen. De antiautoritære strømninger i efterkrigstiden har udviklet folkeskolen i en mere demokratisk og human retning. PÃ¥ godt og ondt. Børn er ikke længere at betragte som undersÃ¥tter, der kan tugtes efter behag, men som ligemænd og -kvinder. Den autoritære skoles bortgang har ogsÃ¥ resulteret i, hvad man kalder “en disciplinkrise”. Ungerne hører ikke bare efter. Og ofte bakkes de op af deres ligeledes antiautoritært opdragede forældre.
Nu vil vores revanchistiske sÃ¥kaldte undervisningsminister Bertel Haarder sÃ¥ genindføre fortidens disciplin med eftersidning og møder med “spækker”. Men idéen fÃ¥r fingeren af forældrene. Kun Dansk Folkeparti bakker forventeligt op om forslaget – og sÃ¥ regeringens ideologiske alibi i den pædagogiske verden professor Niels Egelund fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole.
Man kan ikke skrue tiden tilbage til halvtredserne som Haarder og andre drømmer om. Løsningen pÃ¥ problemet med de sÃ¥kaldt “urolige” børn (børn har altid været urolige…) skal findes med udgangspunkt i moderne pædagogiske tanker. Hvis man ønsker mere “disciplin”, sÃ¥ er der kun en farbar vej – nemlig at indrette skolen sÃ¥ledes, at ungerne fÃ¥r lyst til at lære noget – og derigennem selvdisciplin nok til at gøre det… Men det vil selvfølgelig koste nogle penge, og det er nok dybest set Haarder og Co.’s egentlige problem…

Dyscalculia – talblindhed…

9. juni 2008

Ulam-primtalsspiral

I min tid som underviser har jeg mødt rigtig mange, der havde problemer med bogstaverne. Læse- og skrivevanskeligheder, “ordblindhed” (dysleksi) og sÃ¥dan. For eksempel husker jeg en pige, der lige var blevet student og ville læse til pædagog. Og jeg havde en mistanke om, at hun havde nogle problemer med at læse og skrive. En test pÃ¥ det lokale center for folk med læsevanskeligheder afslørede, at hun var dyslektisk. Hvordan var hun nu lige kommet igennem det danske skolesystem, uden at nogen havde opdaget det, før bolden trillede hen til mig? Hm.
Denne lille personlige erindring udspringer af læsningen af en artikel om en anden overset gruppe af medmennesker. Dem, der er dyscalculiske. “Talblinde”. Man mener at vide, at mellem 3-6% af alle børn har problemer med tal. Kognitive problemer. De mangler “talsansen”, sÃ¥ at sige. Og fÃ¥r derfor ikke noget ud af matematikundervisningen. MÃ¥ske har vi her forklaringen pÃ¥, hvorfor jeg aldrig drev det sÃ¥ vidt i matematik!? Dengang i folkeskolen, hvor min rare matematik- og regningslærer Helligsøe kløede sig i det tynde hÃ¥r, nÃ¥r han sÃ¥ mine matematikopgaver, der bÃ¥de viste tegn pÃ¥ matematiske forstÃ¥else og hÃ¥bløse udregninger…
Uddannelsessystemet står over for en ny udfordring, hvis vi skal være verdens bedste, som regeringen ønsker!

Uddannelse: At vælge med hjernen og hjertet

22. maj 2008

Vi nærmer os sommerferien, og medierne går snart agurk. Nogle er allerede på forkant med udviklingen, som man siger på forfærdeligt nydansk.

I går kunne man således læse i aviserne, at interesseorganisationen Dansk Industri opfordrer de unge til at vælge uddannelse med hjernen. Ganske vist siger DI, at de unge skal vælge med hjernen og hjertet, men det er ikke det, DI mener. Derfor fremlægger DI ledighedstallene for de forskellige faggrupper, naturvidenskabelige, humanistiske osv. Hensigten er klar nok: De unge skal tænke over, hvilke jobmuligheder, der er, når de engang er færdige. Så hvorfor ikke allerede nu vælge at blive ingeniør, når nu humanisterne fylder godt op i ledighedskøen!? Det kan godt være, at du elsker tysk sprog og litteratur, men hvis et job som finstrømsingeniør giver brød på bordet, så!?

Samme dag kunne man på forsiden af en af gratisaviserne – som capac læste i en pause på sit arbejde – læse, at hver anden fortryder sit uddannelsesvalg. Og en af forklaringerne er, at de unge er blevet presset af gode råd og formaninger til at vælge netop den karrieregivende uddannelse, de har valgt…

Det får mig til at tænke på dengang for mange år siden, hvor den nuværende undervisningsminister Bertel Haarder gik ud og fortalte de unge, at der var efterspørgsel på og fremtid i at være bankansat. Et par år efter startede de store banker en rationaliserings- og effektiviseringsbølge, der sendte mange ud i ledighedskøerne…

Det er en gammel, men ikke desto mindre aktuel sandhed, at man ikke kan spå om fremtiden. Og det gælder ikke mindst på jobområdet. DI er en interesseorganisation, og derfor meler den sine egne interesser. Det er ikke spor overraskende. Derimod kunne man godt ønske sig, at journalisterne gik dem lidt mere på klingen…
Det bedste råd, man kan give de unge er, at de skal vælge med hjertet. Det er der godt fornuft i (altså: hjerne).