CAPAC

En interessant artikel i dagens aviser. Såkaldte eksperter mener, at lektierne skal ud af skolen, hvis den uddannelsespolitiske målsætning om, at 95% af alle unge skal have en ungdomsuddannelse, skal nås. Grundtanken er, at lektier ødelægger læringens grundlag: lysten og interessen. Tankegangen, som blandt andet forfægtes af professor Per Fibæk Laursen fra Danmarks Pædagogiske Universitet, angribes da også straks af samme institutions forvalter af regeringens uddannelsesideologiske tanker, professor Niels Egelund, der mener, at danske børn går for lidt i skole og derfor skal terpe lektier for overhovedet at lære noget.

Tanken om at lyst og interesse driver læringen er ukorrekt politisk tale. Tænk, hvis nu eleverne fik den idé, at de kun ville lave det, de havde lyst og interesse for? Hvilket samfund ville vi så ikke ende med at få? I hvert fald ikke det nuværende…

Et andet spørgsmål, som er værd at overveje, er vel, om lektiernes afskaffelse ikke indebærer skolens afskaffelse? Som det fremgår af artiklen, så er lektier en så grundliggende aktivitet i skolen, at vi sjældent overvejer dens rimelighed. I øvrigt kommer ordet “lektie” af lat. legere, der betyder at læse…

Forleden skrev capac lidt om skuespillernes trængsler under de skærpede ledighedsregler. Skuespilfaget er et fagområde, hvor ikke alle er fastansat ret længe ad gangen, og derfor er der indbygget ledighedsperioder i de fleste skuespilleres virke. Under de nye regler må skuespillerne tage andre jobs. Samme vilkår gælder fx for musikere og folk i filmbranchen. Sagen fik nogle politikere til at ryste på hånden, for det var jo kunstnere, vi havde med at gøre. Dengang ville eller kunne den såkaldte beskæftigelsesminister Claus Hjorth Frederiksen ikke udtale sig. Det kan han så nu. Og Frederiksen ryster ikke på hånden. Arbejdskraft er arbejdskraft. Om der er tale om kunstnere, jurister, håndværkere, ufaglærte osv., så er det ét fedt: “Vi er nødt til at holde fast i, at arbejdsløshedsdagpenge er en ydelse til mennesker, der står til rådighed for arbejdsmarkedet…Det er jo ikke en straf at få job inden for et andet fagområde. Det er en mulighed for at klare sig selv, indtil man igen finder arbejde som for eksempel skuespiller. Man kan sagtens søge job inden for sit eget fag, selv om man i en periode arbejder med noget andet”, udtaler beskæftigelsesministeren. Arbejde er arbejde. Så enkelt er det. Enhver diskussion om rimeligheden af at bruge talentfulde skuespillere som Metro-kontrollanter eller andet er udelukket. Hvor må det være rart at kunne forenkle tingene sådan.

Dagbladet Politiken bringer endnu en historie om elendigheden i det danske uddannelsessystem under regeringen Fogh. Det er Landsorganisationens Ugebrevet A4, der står bag undersøgelsen, der viser, at mere end hver anden lærer på de tekniske skoler inden for det seneste år har overvejet at skifte job. Det omfatter også lærerene over 50. Årsagerne angives til at være: dårlig ledelse, stress og dårlige lønforhold. Som A4 påpeger, så harmonerer disse forhold meget dårligt med regeringens målsætning om at få 95% af ungdomsårgangene igennem en ungdomsuddannelse.
Det mest horrible er dog undervisningsminister Bertel Haarders reaktion. I Politiken citeres han for at sige følgende: “Danskerne har i gennemsnit haft deres nuværende job i seks år. Det vil sige, at det altså er almindeligt, at man skifter job i dagens Danmark, og der sker jo ikke noget ved en vis vandring frem og tilbage mellem den offentlige sektor og det private. Det er faktisk sundt, og man kan ikke forlange, at lærere skal fødes og dø på den samme skole. Problemet er, hvis der er flere, der vandrer ud end ind”.
Haarder forholder sig overhovedet ikke til årsagerne for den truende lærerflugt! Men alene til mobiliteten på dette område af arbejdsmarkedet. Det afslører en rystende mangel på forståelse for, hvad uddannelse drejer sig om. Man fristes til at tilføje: Man kunne godt ønske sig, at mobiliteten var meget større i det job, Haarder bestrider pt. Det ville sikkert være sundt.

Donald bringer emnet på bane: Lussinger. Ikke just noget der er i centrum for nostalgikken. Men, når man er fra før revselsrettens afskaffelse (hvilket for lærernes vedkommende skete så sent som 1967!), så hører endefulde og lussinger jo med til historieskrivningen.
Jeg har aldrig fået en lussing, hverken af mine forældre eller af de skolelærere, jeg har mødt på min vej. Det skyldes nok mest, at jeg ikke var den store ballademager. Snarere det modsatte. Bortset fra en enkelt bemærkning i min første karakterbog om, at jeg havde svært ved at sidde stille i timerne, så var det mest flinkeskole over hele linjen.
I femte klasse skiftede jeg skole fra den lille, gamle byskole i Esbjergs hjerte – Vestre Skole – til den meget store forstadsskole i Sædding. Her var der tre skolegårde og – så vidt jeg husker – op mod 1400 elever, da tilstrømningen var størst. Det var “nybygger”-tider i midten af tresserne. Mange forlod de små lejligheder i den indre by og etablerede sig som husejere i de efterhånden enorme parcelhusområder, der bredte sig rundt om byen som ringe i vandet.
På Sædding Skole var de nye tider med moderne pædagogiske ideer på vej, men endnu var der i første halvdel af tresserne autoritære elementer.
Når vi mødte om morgene skulle hver klasse stille sig op to og to i rækker i skolegården og vente på, at læreren kom, hentede os og førte os op i klasseværelset, hvor vi så skulle stå skoleret bag vores stole, indtil vi fik besked om at sætte os. Nogle gange skulle vi også gennem en gang morgensang i aulaen, inden turen gik til klasseværelset.
Det var i skolegården, lussingerne kom ind. For mellem de mange rækker af skoleelever gik et par gårdvagter og holdt orden. Jeg husker specielt den ene. Han havde en -sen-navn, havde sort fuldskæg og var i vinterhalvåret iført en mørkeblå duffelcoat og store strikvanter. Med stor nidkærhed sørgede han for, at der var ro i rækkerne. Han havde det med at snige sig ind på de urolige elementer bagfra. Som en høg slog han ned på dem og langede dem en lussing med sin store hånd, så de trimlede omkuld. Taktikken var effektiv. Jeg kan endnu i min krop mærke den ængstelse, der var forbundet med situationen, og den lettelse, der lå i at blive hentet af sin klasselærer.

Donalds lussing.

Blandt statsministerens ideer til at skaffe mere arbejdskraft til det hungrende arbejdsmarked er et forslag om, at studerende skal have lov til at arbejde mere ved siden af studierne uden at blive trukket i SU. Som det er nu må en studerende tjene op til 74.064 kr. inden hammeren falder.
Forslaget modarbejder direkte regeringens egne uddannelsespolitiske ønsker om at få de unge igennem studierne på normeret tid. Dertil kommer at forlængede studietider også vil belaste uddannelsesinstitutionernes økonomi – med forringelser af uddannelserne som konsekvens. Det er kun forståeligt at Rektorforeningen og Danske Studerendes Fællesråd vender tommelfingeren nedad.

Det må vel snart stå klart for enhver, at regeringens satsning på uddannelsesområdet er forblevet ved tomme ord og nedskæringer. I dag går gymnasieelever fra 13 gymnasier på gaden – godt bakket op af deres lærere – i protest mod millionnedskæringer (90 millioner). Undervisningsministeren snakker udenom og dækker sig ind med, at der har været et folketingsflertal bag sparekniven, hvilket jo mere har karakter af en bortforklaring. Nedskæringer kan antage mange former. Blandt andet kan man læse følgende: “Og endelig skal et beløb på 20 mio. kr. til at tage flere unge ind på pædagogikum findes af gymnasierne selv fra den lønbesparelse, der er ved at erstatte ældre lærere med yngre”. Hvordan var det nu med regeringens seniorpolitik? Man skulle sørge for, at de ældre medarbejdere blev på arbejdsmarkedet i længere tid? Etc. Hvordan mon det vil gå de “ældre lærere”, der efter den nye gymnasiereform er så uheldige at sidde med en fagkombination, der ikke tiltrækker de unge? Og så lader regeringen oven i købet gymnasieledelserne om at føre kniven. Hm.

Flere forskere i pædagogik mener. Og så må det jo være sandt, ikke? Det er Jyllands-Posten, der refererer en artikel fra Kristelig Dagblad, hvor blandt andre professor ved Danmarks Pædagogiske Universitet, Niels Egelund, angriber folkeskolelæreres, forældres og politikeres modstand mod øgning af klassekvotienterne. Det er en myte, mener professoren, med henvisning til en OECD-rapport, der påviser, at det danske folkeskolesystem er blandt verdens dyreste, og at forklaringen blandt andet er de små klassestørrelser.
Det man med rette må stille spørgsmålstegn ved over for Kloge Åger som Niels Egelund er, om rapporter fra OECD eller PISA-undersøgelser blot kan overføres til danske forhold. Er en folkeskole i det autoritære, indlæringsdominerede Frankrig sammenlignelig med den danske folkeskole, hvor børnene behandles som vores ligemænd – og opfører sig derefter? For eksempel. Vi kan ikke enøjet se bort fra, at der er store historiske og kulturelle forskelle på de forskellige skolesystemer i Europa, og at disse forskelle må tages i betragtning, når vi sammenligner. Og det er et stort problem, at det ikke sker.

I denne blog har vi holdt øje med diskussionen om folkeskolen og folkeskolelærerne, der af den siddende undervisningsminister og regeringen nærmest er blevet gjort til ondets rødder, når diskussionen faldt på folkeskolen og den uddannelse, børnene får.

Den massive, dårlige omtale af folkeskolen og dens lærere har blandt andet haft den effekt at søgningen til lærerseminarierne er faldet dramatisk. For at ændre på dette forhold – og dermed på længere sigt ændre på folkeskolens status – har regeringen indført en ny bekendtgørelse for læreruddannelsen.

Meningerne om den nye uddannelse er delte, men det er da prisværdigt, at man vil højne uddannelsens indholdsmæssige kvalitet.

Problemet er blot, at ingenting vil ændre sig til det bedre, hvis man ikke sørger for, at de nødvendige ressourcer er tilstede. I dagens aviser kan man således læse, at 11 ud af landets ialt 19 lærerseminarier skranter på grund af dårlig økonomi. Årsagen er, at man finansierer seminarierne (som en række andre uddannelser) gennem det såkaldte taxametersystem, der betyder, at uddannelsesinstitutionen bliver betalt pr. gennemført studium. Indtægtsgrundlaget svinger altså med antallet af studerende. Falder antallet og er der mange, der springer fra undervejs, så forringes økonomien, og uddannelsesinstitutionen må spare, hvilket som oftest betyder: fyre undervisere.

Det betyder igen en forringelse af uddannelsen, hvilket så medfører, at søgningen til uddannelsen påvirkes negativt. Hertil skal lægges, at de overenskomstsmæssige lønstigninger, som lærerne får, ikke kompenseres ved ekstra bevillinger fra staten.

Man behøver ikke at have studeret økonomi ved en højere læreanstalt for at forstå at disse vilkår indebærer en forringelse af uddannelsen – og at nok så mange gode hensigter og nye uddannelsesbekendtgørelser ikke vil kunne ændre på dette forhold.

Tilbagespoling: 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9, med flere…

Lærerseminarierne lider under, at de unge i stigende grad har fravalgt læreruddannelsen, når de skulle søge en levevej. Samtidig springer en tredjedel fra inden de er færdige. Enten for at læse på Danmarks Pædagogiske Universitet eller for at lave noget helt andet. Nu vil undervisningsminister Bertel Haarder gøre det endnu lettere for lærerstuderende at læse videre på universitetet. Og det skal gøres lettere for universitetsstuderende at læse til lærer. Forslaget lyder jo vældig smart. Det smager af synergi-effekt af samarbejdet mellem universiteter og de såkaldte professionshøjskoler. Men, spørgsmålet er, om ikke undervisningsministeren blot forstærker den negative udvikling, der har vist sig de seneste år inden for læreruddannelsen. Så længe seminarieuddannelserne udsættes for økonomisk udpining er der ikke grund til at tro, at unge vil opfatte den som særlig attraktiv – eller at universitetsuddannede skulle få lyst til at søge den vej…

I efteråret afsatte Folketinget 35 millioner kroner, så underviserne på landets lærer- og pædagogseminarier kunne blive efteruddannet. Efteruddannelsen skulle gavne de betrængte uddannelser af lærere og pædagoger. Men – pengene ligger stadigvæk hos Bertel Haarder, selv om seminarierne har rykket flere gange. Igen må man spørger: Hvor meget ligger disse uddannelser egentlig undervisningsministeren på sinde?