Indlæg tagget med uddannelse

Uddannelse i neo-liberalismens tid

27. juni 2008

I forgÃ¥rs gensÃ¥ jeg filmen Bourne Ultimatum – det er anden del af Bourne-trilogien, som jeg er ved at genopleve – og en central scene foregÃ¥r pÃ¥ Berlin Alexanderplatz, hvor hovedpersonen Bourne har sat en af sine forfølgere i stævne. En demonstration bestÃ¥ende af uddannelsessøgende gør, at Bourne endnu engang kan snyde sine forfølgere og komme et skridt nærmere den sandhed, han søger… Men det var nu ikke filmen som sÃ¥dan, jeg ville kommenterer, selv om den godt kunne fortjene et par ekstra kommentarer. Men blandt de bannere, som de demonstrerende bar rundt pÃ¥, kunne man læse “Ausbildung ist keine Ware!“. Uddannelse er ingen vare!


SÃ¥dan burde det ikke være. Men sÃ¥dan er det. I vores neo-liberalistisk-styrede uddannelsespolitik. I det hele taget er uddannelse blevet produkt pÃ¥ linje med kødkonserves eller hygiejnebind. Et godt eksempel pÃ¥, hvordan den liberalistiske økonomi griber styrende ind i uddannelsestænkningen og -udformning i dette land, er det sÃ¥kaldte “taxameter-system”, der bruges i forskellige udgaver i uddannelsessystemet, og senest er blevet indført i selve hjertet af det videregÃ¥ende uddannelsesystem: gymnasierne.

Forenklet sagt, så drejer taxametersystemet sig om, at uddannelsesinstitutionernes økonomi reguleres ud fra fundamentale markedsprincipper. Det vil sige udbud og efterspørgsel. Jo flere elever, der kommer ind på en uddannelse og gennemfører denne, jo flere midler. Og omvendt: jo mindre søgning, jo større frafald, desto færre penge.
I dagens udgave af Politiken kan man læse, at en lang række gymnasier efter sommerferien opretter klasser med op til 36 elever. Og det sker udelukkende af økonomiske Ã¥rsager. PÃ¥ gymnasierne ved man godt, at der vil være et vist frafald af unge, der af forskellige Ã¥rsager dropper ud af uddannelsen, og derfor forsøger man at sikre sig ved at tage flere ind, end man ville gøre, hvis de økonomiske realiterer var anderledes skruet sammen. Nogle gymnasier vælger – af pædagogiske og faglige Ã¥rsager – at sætte et loft over klassekvotientens størrelse, fx 29, fordi man godt ved, at jo større kvotienten er, desto større er frafaldet, fordi man ganske enkelt fÃ¥r sværere ved at nÃ¥ den enkelte elev. Bagsiden ved denne modige prioritering er, at økonomien for alvor kan blive et problem, fordi man ikke kan undgÃ¥ frafald. Det viser alle erfaringer.

Gymnasierne er fanget i svært løseligt dilemma; enten forhøjer de klassekvotienten til et uacceptabelt omfang og kalkulerer med et vist stort frafald ( og hÃ¥ber mÃ¥ske pÃ¥, at den politik ikke pÃ¥ lidt længere sigt vil give bagslag i form af et dÃ¥rligt renommé blandt de uddannelsessøgende, sÃ¥ tilstrømningen vil falder og give andre lommesmerter…) eller ogsÃ¥ satser de pÃ¥ mindre hold, fÃ¥r alligevel et vist frafald, og økonomiske problemer, der kan betyde fyringer blandt de ansatte og forringelser af undervisningen og sÃ¥ videre.
Gymnasierne har været den sidste bastion, der manglede at blive indtaget af den hærgende markedsøkonomis betingelser. Det sker nu – og mit gæt er, at denne proces vil gøre regeringens floromvundne tale om, at vi skal have verdens bedste uddannelsessystem, grundigt til skamme…

Opdatering: Danske unge, hvis de er (u)heldige nok, kommer til at tilbringe tyve år af deres liv i uddannelsessystemet. Derfor er det måske ikke så underligt, at nogle af dem får lyst til en pause undervejs. I hvert fald drejer en af dagens nyheder sig om, at unge i stigende grad holder sabbatår lige efter gymnasiet (eller de tilsvarende ungdomsuddannelser). Og straks springer Dansk Industri ud som fuglen af kukuret og galer: Straf dem økonomisk! Reducér deres studiestøtte! DI inkarnerer den økonomiske tankegang, der råder i danske politik i disse år, som en karikatur! DI kan kun se sine egne medlemmers kortsigtede behov. Heri er der intet nyt. Men om jeg fatter, at medierne bliver ved med at lægge spalteplads til disse forudsigelige rygmarvsreaktioner!

Regeringens inkompetencer

17. juni 2008

Citat:

– Vi har de seneste tre Ã¥r oplevet, hvorledes bekendtgørelser og vejledninger samt senere udmeldinger fra ministeriet overhovedet ikke spiller sammen, men nærmest modsiger hinanden. Det skaber en sÃ¥dan usikkerhed, at en elev formentlig stÃ¥r med en god sag, hvis han eller hun vil indanke en dÃ¥rlig karakter med henvisning til mangelfuld orientering om rammer og indhold for eksamen

Lektor Henning Sørensen, Gladsaxe Gymnasium. Udtalelsen vedrører et nyt gymnasiefag – “Almen studieforstÃ¥else” – som for første gang gøres til genstand for eksamination. Men, hvis man har lidt kendskab til uddannelsessektoren, vil man nikke genkendende til lektorens frustrerede udmelding. Der er kun et ord, der dækker den uddannelsespolitik, der føres under den nuværende regering: inkompetence. For nylig hørte jeg et længere interview med den borgerlige økonom Christen Sørensen (Syddansk Universitet), der leverede et frontalangreb pÃ¥ Bertel Haarders ministerium. Et angreb, der – uden at bruge samme begreb – drejede sig om inkompetence. Forleden kunne man sÃ¥ læse chefredaktør Anne Knudsen angribe den sÃ¥kaldte forskningsminister Helge Sander og hans ministerium for det samme. Inkompetence. Undervisnings- og Forskningsministeriet er ikke ligegyldige ministerier. HÃ¥rdt sat op, sÃ¥ er det disse to ministeriers arbejde, der skal sikre vores fremtid. Uddannelse og forskning er de eneste rÃ¥stoffer, vi har i dette land. Bortset fra Bornholms granit og gnejs…
Men stopper inkompetencen i disse to ministerier? Tænk selv videre…

Om “svedere” – lidt erindringsstof

11. juni 2008

Da jeg gik i folkeskolen fik jeg to “svedere”. Den første pÃ¥ Vestre Skole i Esbjerg, fordi vi unger havde forlystet os med at smide nogle metalkamme fra øverste etage og ned pÃ¥ gulvet i stuen. Det larmede. Og det mÃ¥tte vi ikke. Vi blev idømt en kollektiv eftersidning.
Næste gang var det på Sædding Skole, hvor vi af kedsomhed i en formningstime forlystede os med at smide små kugler af ler op på en betonbjælke i loftet på lokalet. Kollektiv eftersidning var resultatet.
Og hvad lærte jeg så af det? Ingenting. Eller måske: At skolen har svært ved at gøre noget ved kedsomheden.
Siden er der sket meget med folkeskolen. De antiautoritære strømninger i efterkrigstiden har udviklet folkeskolen i en mere demokratisk og human retning. PÃ¥ godt og ondt. Børn er ikke længere at betragte som undersÃ¥tter, der kan tugtes efter behag, men som ligemænd og -kvinder. Den autoritære skoles bortgang har ogsÃ¥ resulteret i, hvad man kalder “en disciplinkrise”. Ungerne hører ikke bare efter. Og ofte bakkes de op af deres ligeledes antiautoritært opdragede forældre.
Nu vil vores revanchistiske sÃ¥kaldte undervisningsminister Bertel Haarder sÃ¥ genindføre fortidens disciplin med eftersidning og møder med “spækker”. Men idéen fÃ¥r fingeren af forældrene. Kun Dansk Folkeparti bakker forventeligt op om forslaget – og sÃ¥ regeringens ideologiske alibi i den pædagogiske verden professor Niels Egelund fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole.
Man kan ikke skrue tiden tilbage til halvtredserne som Haarder og andre drømmer om. Løsningen pÃ¥ problemet med de sÃ¥kaldt “urolige” børn (børn har altid været urolige…) skal findes med udgangspunkt i moderne pædagogiske tanker. Hvis man ønsker mere “disciplin”, sÃ¥ er der kun en farbar vej – nemlig at indrette skolen sÃ¥ledes, at ungerne fÃ¥r lyst til at lære noget – og derigennem selvdisciplin nok til at gøre det… Men det vil selvfølgelig koste nogle penge, og det er nok dybest set Haarder og Co.’s egentlige problem…

Dyscalculia – talblindhed…

9. juni 2008

Ulam-primtalsspiral

I min tid som underviser har jeg mødt rigtig mange, der havde problemer med bogstaverne. Læse- og skrivevanskeligheder, “ordblindhed” (dysleksi) og sÃ¥dan. For eksempel husker jeg en pige, der lige var blevet student og ville læse til pædagog. Og jeg havde en mistanke om, at hun havde nogle problemer med at læse og skrive. En test pÃ¥ det lokale center for folk med læsevanskeligheder afslørede, at hun var dyslektisk. Hvordan var hun nu lige kommet igennem det danske skolesystem, uden at nogen havde opdaget det, før bolden trillede hen til mig? Hm.
Denne lille personlige erindring udspringer af læsningen af en artikel om en anden overset gruppe af medmennesker. Dem, der er dyscalculiske. “Talblinde”. Man mener at vide, at mellem 3-6% af alle børn har problemer med tal. Kognitive problemer. De mangler “talsansen”, sÃ¥ at sige. Og fÃ¥r derfor ikke noget ud af matematikundervisningen. MÃ¥ske har vi her forklaringen pÃ¥, hvorfor jeg aldrig drev det sÃ¥ vidt i matematik!? Dengang i folkeskolen, hvor min rare matematik- og regningslærer Helligsøe kløede sig i det tynde hÃ¥r, nÃ¥r han sÃ¥ mine matematikopgaver, der bÃ¥de viste tegn pÃ¥ matematiske forstÃ¥else og hÃ¥bløse udregninger…
Uddannelsessystemet står over for en ny udfordring, hvis vi skal være verdens bedste, som regeringen ønsker!

Uddannelse: At vælge med hjernen og hjertet

22. maj 2008

Vi nærmer os sommerferien, og medierne går snart agurk. Nogle er allerede på forkant med udviklingen, som man siger på forfærdeligt nydansk. I går kunne man således læse i aviserne, at interesseorganisationen Dansk Industri opfordrer de unge til at vælge uddannelse med hjernen. Ganske vist siger DI, at de unge skal vælge med hjernen og hjertet, men det er ikke det, DI mener. Derfor fremlægger DI ledighedstallene for de forskellige faggrupper, naturvidenskabelige, humanistiske osv. Hensigten er klar nok: De unge skal tænke over, hvilke jobmuligheder, der er, når de engang er færdige. Så hvorfor ikke allerede nu vælge at blive ingeniør, når nu humanisterne fylder godt op i ledighedskøen!? Det kan godt være, at du elsker tysk sprog og litteratur, men hvis et job som finstrømsingeniør giver brød på bordet, så!?
Samme dag kunne man pÃ¥ forsiden af en af gratisaviserne – som capac læste i en pause pÃ¥ sit arbejde – læse, at hver anden fortryder sit uddannelsesvalg. Og en af forklaringerne er, at de unge er blevet presset af gode rÃ¥d og formaninger til at vælge netop den karrieregivende uddannelse, de har valgt…
Det fÃ¥r mig til at tænke pÃ¥ dengang for mange Ã¥r siden, hvor den nuværende undervisningsminister Bertel Haarder gik ud og fortalte de unge, at der var efterspørgsel pÃ¥ og fremtid i at være bankansat. Et par Ã¥r efter startede de store banker en rationaliserings- og effektiviseringsbølge, der sendte mange ud i ledighedskøerne…
Det er en gammel, men ikke desto mindre aktuel sandhed, at man ikke kan spÃ¥ om fremtiden. Og det gælder ikke mindst pÃ¥ jobomrÃ¥det. DI er en interesseorganisation, og derfor meler den sine egne interesser. Det er ikke spor overraskende. Derimod kunne man godt ønske sig, at journalisterne gik dem lidt mere pÃ¥ klingen…
Det bedste råd, man kan give de unge er, at de skal vælge med hjertet. Det er der godt fornuft i (altså: hjerne).