Indlæg tagget med undervisning

Folkeskolen og pengene

27. januar 2009

I Jyllands Posten har man sat sig for at undersøge, hvor de 16 milliarder kroner, som folkeskolen har fået tilført som ekstramidler i perioden 2001-2007, er blevet af. Er folkeskolen blevet bedre af de mange penge? Både ja og nej. Mest nej.

Størstedelen af pengene er gået til lønstigninger hos lærerne og til dækning af andre faste ydelser, som er steget i pris. Sagt på en anden måde, så er det misvisende at tale om ekstrabevilling, eftersom løn- og prisstigninger alligevel skulle være dækket for at bevare det eksisterende niveau! Udgifterne til lønninger osv. betyder, at der kun er tilført 0,7% mere pr. almindelig skoleelev. Medens der er tilført 9,2 % mere til specialundervisningselever. For i den forgangne periode er antallet af elever, der har behov for specialundervisning steget markant. Faglig specialundervisning er steget med hele 26%, og vidtgående specialundervisning med 19%. Det siger vel sig selv, at det kræver ekstra ressourcer. Og på flere skoler tages pengene fra normalområdet.

Forbedringerne pÃ¥ dette omrÃ¥de udebliver som følge heraf. Jyllands-Posten konkluderer følgende: “Men tilbage stÃ¥r alligevel et billede af en folkeskole, hvor
kerneydelsen – undervisningen – ikke for alvor er blevet forbedret pÃ¥ trods af flere penge. Det er skolelederne og lærerne godt klar over. De synes bare ikke, at de for alvor kan gøre noget ved det
“. Formanden for Danmarks Lærerforening peger pÃ¥ et sted, hvor ressourcerne kunne bruges bedre: Ved at afskaffe et unødvendigt bureaukrati, ville en masse penge kunne frigøres til folkeskolens egentlige arbejde, undervisningen.


Ansvaret for misèren ligger alene hos regeringen og folketingsflertallet. Man foregøgler vælgerne, at der tilføres ekstra midler, men i virkelighed tilføres der ikke tilstrækkeligt med midler i forhold til de reelle behov, der er i Folkeskolen.  At tale om ekstrabevilling er sproglig tilsløring af de faktiske økonomiske forhold. Og dertil skal lægges, at mange af pengene bruges uhensigtsmæssigt – til kvalitetsvurderinger og andet bureaukrati, der ikke flytter noget. Læs selv artiklen.

NÃ¥r taxameterfælden klapper i… Om naturfag og folkeskole

22. januar 2009

Vores sÃ¥kaldte undervisningsminister Bertel Haader er i følge Berl. Tidende bekymret over udviklingen i læreruddannelse. Efter indførelsen af en ny læreruddannelse i 2007 – en uddannelse, der angiveligt skulle styrke folkeskolelærernes uddannelse og dermed folkeskolens uddannelse af danske børn – er antallet af studerende med naturfag og teknik som linjefag faldet med 70%. Konsekvensen er, at skoleeleverne om fÃ¥ Ã¥r vil blive undervist af lærere med utilstrækkelige kvalifikationer inden for naturvidenskabelige og tekniske fag. Noget lignende gælder for fag som tysk og billedkunst, der heller ikke er tilløbsstykker blandt de studerende.

For at det ikke skal være løgn, sÃ¥ betyder den svigtende interesse ogsÃ¥, at seminarierne sandsynligvis mÃ¥ skille sig af med undervisere inden for de pÃ¥gældende fagomrÃ¥der for at fÃ¥ økonomien til at hænge sammen. For det er den indirekte, logiske konsekvens af det sÃ¥kaldte taxametersystem, der ikke muliggør fastholdelse af faglærere inden for omrÃ¥der, hvor der ikke er “kunder” nok. Markedets logik, kan man ogsÃ¥ kalde det.

Men ansvaret for udviklingen er hverken institutionerne eller de studerendes. Det er alene politikernes. Og det vil især sige undervisningsministerens. Når man dels holder fast i det tåbelige taxametersystem af ideologisk-økonomiske grunde, til trods for, at det ene eksempel efter det andet dokumenterer den destruktive effekt i forhold til uddannelsernes kvalitet, og dels indretter uddannelserne, så de bliver mere og mere specialiserede, så ligger man, som man selv har redt.

Forbedringer af uddannelsessystemet – som regeringen jo har lovet os – fÃ¥r vi ikke, før man holder op med at tænke uddannelse som simple varer pÃ¥ linje med pølser og sodavand og forstÃ¥r, at uddannelse er en investering – i fremtiden.

Uddannelsessalami

22. december 2008

Dagens nyhed fra uddannelsessystemet. Universiteter skærer ned pÃ¥ undervisning og afkorter semestrene. For at fÃ¥ økonomien til at hænge sammen. Med faldende søgning til universiteterne, tvinger taxametersystemet universiteterne til at skære ned. Det er logik for perlehøns. Men Ã¥benbart ikke for de Ã¥h-sÃ¥-liberalistiske politikere, der tror, at alt kan drives som smÃ¥ private virksomheder. Pølsefabrikker. Hvem var det, der lovede os “verdens bedste uddannelsessystem”?

Java Blues

15. november 2008

For mere end ti Ã¥r siden var jeg pÃ¥ et af disse hersens ledighedskurser, der formodentlig skulle kvalificere en til job. Det var dengang, man endnu mente, at efteruddannelse og opkvalificering var noget at satse pÃ¥. Vi fik til opgave at lave en film. Udstyret med et uhÃ¥ndterligt, gammel vhs-filmkamera og et oldnordisk, analogt klippebord skulle vi skrue en film sammen pÃ¥ to dage. Da jeg i forvejen vidste en del om filmproduktion (havde undervist i det i flere Ã¥r…), sÃ¥ vidste jeg godt, at det galt om ikke at gøre det mere indviklet end nødvendigt. AltsÃ¥: En kort film med en enkel historie. Resultatet blev en stumfilm om kaffebrygning pÃ¥ en kaffemaskine. En tætklippet lille sag, der som underlægningsmusik havde Rick Dankos herlige Java Blues. Det lykkes pÃ¥ mirakuløs vis at fÃ¥ musik og klipning til at gÃ¥ hÃ¥nd i hÃ¥nd. Inspireret af Mel Brooks Silent Movie indlagde vi en enkelt kommentar. Til allersidst i filmen ser man en hÃ¥nd tage en kop kaffe, man hører personen drikke en tÃ¥r og sige: Ahh…
Jeg har filmen endnu – og har flere gange brugt den i undervisning som eksempel pÃ¥, hvordan man som begynder skruer en film sammen…

Rick Danko – Java Blues

Det er hvidt herude (eller: bare det var…)

11. marts 2008

Det er hvidt herude,
kyndelmisse slår sin knude
overmåde hvas og hård,
hvidt forneden, hvidt foroven,
pudret tykt står træ i skoven
som udi min abildgård.

Det er tyst herude,
kun med sagte pik på rude
melder sig den små musvit.
Der er ingen fugl, der synger,
finken kun på kvisten gynger,
ser sig om og hvipper lidt.

Det er koldt herude,
ravne skrige, ugler tude,
søge føde, søge læ.
Kragen spanker om med skaden
højt på rygningen af laden,
skeler til det tamme kræ.

Hanen sig opsvinger
på en snemand, sine vinger
klaskende han sammenslår.
Krummer halsen stolt og galer –
hvad monstro han vil, den praler?
Hvis endda om tø han spår!

Inderlig jeg længes
efter vår, men vintren strænges,
atter vinden om til nord!
Kom, sydvest, som frosten tvinger,
kom med dine tågevinger,
kom og løs den bundne jord!

St. St. Blichers “Det er hvidt herude” (1838) med Thomas Laubs musik (1914) var ogsÃ¥ en af de sange, vi ofte havde pÃ¥ tapet i folkeskolen. Tekster blev omhyggeligt forklaret og var med til at udvide ens sproglige horisont og bevidsthed.

Når skolelærere bliver tyveknægte

5. marts 2008

I gÃ¥rsdagens aviser kunne man læse om kopiering af copyright-beskyttede tekster i folkeskolen. Forbruget – eller mÃ¥ske skulle man sige: misbruget – har antaget astronomiske dimensioner. I DR2s ellers seriøse tv-avis Deadlines eftermiddagsudgave var vinklen pÃ¥ lærernes misbrug og skoleledernes mangelfulde tilsyn med samme skolelærere. Men ikke et eneste ord om, hvorfor skolelærerne mon gad at stÃ¥ i timevis ved en Ã¥ndsvag kopimaskine! Nemlig det forhold, at skolerne er sÃ¥ økonomisk trængte, at der ikke længere er rÃ¥d til elementære undervisningsmateriale som fx nye lærebøger. Sidste Ã¥r fik min datter én ny lærebog, og det var en sensation, der blev talt meget om. Regeringen vil skabe verdens bedste uddannelsessystem. SÃ¥ nytte det ikke noget, at forarme folkeskolen, gøre lærerne til tyveknægte, der af nød stjæler fra forlag og forfattere, og ellers mÃ¥ klare sig med det tvivlsomme internet… Det bliver mere og mere tydeligt, at regeringen ikke kan (og mÃ¥ske heller ikke vil) satse pÃ¥ det viden(s)samfund, den ellers snakker sÃ¥ meget om ved hver eneste festlig lejlighed.

Gymnasium

4. marts 2008

De sidste mÃ¥neder har jeg sammen med Frøkenen arbejdet hÃ¥rdt pÃ¥ at finde et gymnasium i lokalomrÃ¥det, som kunne imødekomme hendes faglige ønsker. Det har været svært. En meget lidt logisk opbygget studieordning (sikkert lavet af Djøffer i undervisningsministeriet) gør det til lidt af et puslespil at fÃ¥ de ønskede fag. Og ofte afhænger det af, om der bliver oprettet “valgfag”. Indtil videre har det heddet sig, at der skal 10 elever til oprettelse af en “valgfag”, og at det som regel kunne lade sig gøre.
Efter at have besøgt en række gymnasier og snakket med repræsentanter fra dem og diverse uddannelsesvejledere i folkeskolen, så er Frøkenen og jeg nået frem til et par gymnasier, der burde kunne imødekomme hendes ønsker. I store træk.
Men så kom regeringen ind over med sine kreative økonomiske tryllekunster. Citat:

Det der egentligt sker er, at vi får færre penge til at uddanne den
enkelte elev. For år tilbage var der kun 24 i en klasse. Der står i
gymnasieloven, at der skal være 2.470 timer på de tre år gymnasiet
varer. Så det kan vi ikke ændre ved, vi kan kun øge klassekvotienten og
fjerne nogle valghold ved at sige, at der skal være 30 elever på et
hold, for at det kan blive til noget


Peter Kuhlman, formand for Gymnasierektorerne. SÃ¥ stÃ¥r man der med hÃ¥ret i postkassen, nÃ¥r man skal forklare sin datter, at hun – nu hvor ansøgningen er sendt af sted – mÃ¥ske alligevel ikke kan være sikker pÃ¥ at fÃ¥ musik… Jeg ønsker den regering hen hvor peberet gror!
PS. I øvrigt kunne man i sidste uge læse om – veluddannede, økonomisk velstillede – forældre, der forsøger at bestikke rektorer for at fÃ¥ et bestemt gymnasium til deres børn. Jo, den sociale arv arbejder sandelig ufortrødent videre i uddannelsessystemet…

“Kreativ bogføring” og uddannelsespolitik

3. marts 2008

I dette land har vi en statsminister, der engang blev gÃ¥et som skatteminister pÃ¥ grund af “kreativ bogføring”. Siden har “kreativ bogføring” været værktøj i den førte borgerlige politik. Et godt eksempel er uddannelsespolitikken. Men henvisning til økonomiske eksperters advarsler om økonomisk recession (økonomiske eksperter, som man lytter til, nÃ¥r det ellers lige passer ind i de politiske dagsordner – ellers ikke) har regeringen og dens tro allierede pÃ¥ført de videregÃ¥ende uddannelser en besparelse pÃ¥ hele 6%. Det beskrives som en slags bunden opsparing, idet uddannelserne angiveligt fÃ¥r pengene igen næste Ã¥r (hvis ellers de politiske og økonomiske omstændigheder tillader det). Men en besparelse er en besparelse. Du kan ikke bruge penge, du ikke har. Og besparelsen vil fÃ¥ konsekvenser for uddannelsernes kvalitet i kraft af forringelser (fyringer, beskæring af undervisningstimer osv.). Dertil kommer, at de nye justeringer af reglerne for supplerende dagpenge vil ramme ikke mindst universiteterne hÃ¥rdt. De har i Ã¥revis lukreret pÃ¥ hÃ¥befulde undervisningsassistenter og eksterne lektorer, der har overlevet pÃ¥ supplerende dagpenge. Men nu er det hul delvist lukket.
Seneste kreative tiltag rammer gymnasierne, der i den seneste tid har kæmpet en hård kamp for at få uigennemtænkte studieordninger implementeret. Dernæst fik de en besparelse i nakken 53 millioner. Regeringen opfatter ikke besparelse som en besparelse men som en administrativ omlægning. Hvordan man kan finansiere et fængselsforlig med noget, der kun er en administrativ omlægning, skal man vist være finansminister for at få mening i.
Regeringen har lovet vælgerne, at danskerne skulle have verdens bedste uddannelsessystem. Men virkeligheden er en ganske anden. Enten er regeringen fuld af løgn eller også må den diske op med nogle reformer, der gør denne kritik til skamme.

Personlighed som kvalifikation

20. januar 2008

I mange herrens Ã¥r har vi i det danske uddannelsessystem haft et udskillelsessystem, der byggede pÃ¥: karakterer. Adgangen til gymnasieuddannelser og længerevarende uddannelser har været reguleret af karaktergennemsnit. NÃ¥r man ser bort fra perioder, hvor der har været fri adgang. I dagens avis kan man sÃ¥ læse, at det ikke længere skal være tilstrækkeligt at have gode karakterer for at blive  – for eksempel – lægestuderende. Nu skal der skeles til ansøgerens personlighed, fx dennes evne til “empati” (altsÃ¥ en psykologisk vurdering) eller evne til at træffe beslutninger og lede.
Umiddelbart lyder det jo besnærende. For hvem vil ikke helst have en læge, der kan sætte sig ind i patientens situation? Eller for den sags skyld: En advokat, en dyrlæge eller en jordmoder?
Karaktersystemets fordel er, nÃ¥r vi ser bort fra de ofte pÃ¥pegede svagheder et sÃ¥dan system indebærer, at det i en eller anden forstand er en mÃ¥lestok for den enkeltes faglige kvalifikationer. Gennem uddannelsessystemet tilegner den enkelte sig en sum af faglige kvalifikationer, der bliver en nøgle til den videre færd i systemet. SpørgsmÃ¥let er, om man ikke  med det nye tiltag underminerer det gamle system ved at indføre et element af vilkÃ¥rlighed og dermed uretfærdighed? For hvem kan med sikkerhed vurdere om det unge menneske, der sidder over for en med gode karakterer, men mÃ¥ske ogsÃ¥ med ungdommelig usikkerhed osv., engang vil kunne blive en fremragende læge? Og kan vi udelukke, at tilfældige personlige anti- og sympatier vil kunne komme pÃ¥ spil, nÃ¥r et sÃ¥dant udvælgelsessystem iværksættes? Man kan frygte, at ideen vil bane vejen for den form for fordomsfuldhed, man ogsÃ¥ ser i rekrutteringen af arbejdskraft pÃ¥ arbejdsmarkedet. I nyhedsbrevet kan man læse følgende: “Et skævt ansøgningsmønster har fÃ¥et den veterinære uddannelse til atændre optagelsesproceduren, sÃ¥ det bliver nemmere at vurdere ansøgerne ud fra de unges interesser og arbejdsmarkedets behov.I dag er 90 procent af de studerende kvinder, og samtidig er der mangel pÃ¥ dyrlæger til produktionsdyr og fødevaresikkerhedsomrÃ¥det.” Vil det være rimeligt at afvise en veluddannet kvinde, blot fordi hun fx vil være dyrlæge pÃ¥ et dyrehospital? 

Udenadslære

17. november 2007

Da capac var en lille purk, der gik i Vestre Skole i Esbjerg, var udenadslære en del af indlæringsmetodikken. Jeg husker især alle de salmevers, vi fra dag til dag skulle repetere som smÃ¥ robotter. Abraham sad i Mamrelund… Og sÃ¥ var der kongerækken og købstæderne pÃ¥ Fyn. I dag kan jeg ikke huske mange af de salmevers, jeg memorerede dengang.
Udenadslære kan være en god ting i visse sammenhænge. Fx kan det være endog særdeles befordrende for sprogindlæring, at man har styr på grammatiske regler, eller matematikindlæring, at man kan huske formler og læresætninger. Men udenadslære for udenadslærens egen skyld er ufrugtbar.
Noget tyder pÃ¥, at udenadslæren i dens ufrugtbare form er ved at vende tilbage til folkeskolen. Regeringen har indført de sÃ¥kaldte “nationale tests”, hvis formÃ¥l er at højne det faglige niveau. Effekten af sÃ¥danne obligatoriske tests er Ã¥benlys.

Skolelærerne indretter deres undervisning efter testen. I min datters klasse har det blandt andet medført at anden undervisning – oven i købet obligatorisk sÃ¥dan – er blevet droppet, fordi der ikke er timer til det hele… Hvad, der derimod ikke er evident, er, om disse test overhovedet virker efter hensigten, dvs. om de overhovedet højner det faglige niveau.
Professor Sven Erik Nordbo, der har været med til at undersøge testen og dens faglige betydning siger til Jyllands-Posten:
Jeg hører fra mange lærere, at de lægger meget stor vægt pÃ¥ testene, fordi resultaterne bliver sendt videre til skoleledelsen, forældrene og kommunalbestyrelsen. Og vi ved fra udlandet, at sÃ¥dan et pres ofte fÃ¥r den konsekvens, at lærerne begynder at indrette undervisningen direkte efter testene. SÃ¥ bliver det klassisk udenadslære, uden at eleverne fÃ¥r den selvstændighed og kreativitet med, som vi ellers er sÃ¥ berømte for. Noget kunne tyde pÃ¥, at det ogsÃ¥ er ved at ske i Danmark, og i det mindste burde vi undersøge det“.
Selvfølgelig indretter lærerne sig på kravene. Ellers ville de hurtigt få ørerne i maskinen. Og derfor undervises der med henblik på test. Og hele det pædagogiske arbejde i undervisningen kommer i anden række.
Hvad,  tests kan, er at skabe målbarhed, evidens, transparens og konkurrence. Skolerne kan (skal!) fremlægge deres testresultater på nettet og bryste sig af at have de bedste testresultater. Men det siger ikke noget om, hvad ungerne har lært. Eller om, hvilke færdigheder og kundskaber, du får med sig ud i den såkaldt virkelige verden.
Den nuværende regering – og, ikke at forglemme, den foregÃ¥ende – tror, at test, mÃ¥ling, kontrol, evaluering, rapportering, dokumentation osv. sikrer kvalitet, ja, endda højner kvalitet. Men er der noget, der tyder pÃ¥ det? Er ældreomsorgen blevet bedre, fordi de ansatte bruger tid pÃ¥ at registrere sig selv i hoved og røv? Er jobcentrenes arbejde blevet bedre (kommer der flere i arbejde?), fordi de ansatte bruger 75% af tiden pÃ¥ papirarbejde? Og hvad med socialrÃ¥dgivernes arbejde? Er kvaliteten vokset, fordi de bruger trefjerdedele af deres arbejdsdag pÃ¥ kontorarbejde? Osv.
Abraham sad i Mamrelund…