Indlæg tagget med undervisning

Dansk eller engelsk?

26. januar 2007

Forleden skrev blogbestyreren et indlæg i anledning af dr.phil., universitetslektor Hans Hauges opsang til de danske universiteter på grund af deres ringe engelskkundskaber. Og i dagens udgave af Jyllands-Posten kan man så læse, at Dansk Sprognævn for første gang advarer politikerne og danskerne om, at det danske sprog er truet på grund af det engelske sprogs fremmarch. I følge formanden for Dansk Sprognævn, professor Niels Davidsen-Nielsen er det, fordi en stor del af uddannelserne i dag foregår på engelsk. I alt 130 ud af 329 videregående uddannelser tilbydes på engelsk… Er der grund til at tro, at niveauet for engelskundervisningen på disse videregående uddannelser generelt set skulle være bedre end den, man – ifølge Hauge – møder på universitetet? Og hvad stiller man op med et uddannelsessystem, hvor dagordenen på den ene side synes at være “mere internationalisering” og hvor mange læreres og ikke mindst studerendes engelskkundskaber – på den anden side – ikke svarer til de idealistiske aspirationer?

Integrationssnak – en anbefaling

22. januar 2007

Undertiden kan man godt få nok af mediernes og – ikke mindst – visse politikeres snak om integration. Vi tænker selvfølgelig på den såkaldte integration af mennesker med en fremmedkulturel baggrund i det danske samfund. Ofte har man fornemmelsen af, at dem, der udtaler sig, har yderst ringe kontakt med de mennesker, det drejer sig om. Derfor er det noget af en øjenåbner at se DR2 dokumentarserie om Nordgårdsskolen i Brabrand. Nordgårdsskolen er en dansk folkeskole med et massivt flertal af børn med såkaldt “anden etnisk baggrund”. Serien hedder Med kys og krav på Nordgårdsskolen og fortæller om skoleinspektør Rani Hørlycks imponerende arbejde med at få integrationen til at virke. Og – uden at sige for meget og dermed tage fornøjelsen fra seerne – det er øjenåbnende, tankevækkende og måske også lidt chokerende. I hvert fald et velkomment spark i den danske selvtilstrækkelighed og selvovervurdering… Gør dig selv den tjeneste at se programmerne – og bliv lidt klogere.

Udsendelserne genudsendes den 24. og 25. januar på DR2 om aftenen! Udsendelserne kommer senere i en digital udgave på DR2s hjemmeside.

Engelsk som symptom

21. januar 2007

Blandt dagens nyheder kan man læse, at universitetslektor Hans Hauge mener, at engelskkundskaberne er for ringe på universitetet. Undervisere og administratorer behersker ikke et engelsk, der er på universitetsniveau. Det afsløres blandt andet i universitets fagbeskrivelser, der både er på et for lavt niveau og er behæftet med sproglige fejl… Nu vil man forsøge at udbedre problemet med professionelle oversættere og oprettelse af et sproginstitut til forbedring af engelskkundskaberne.
De ringe engelskkundskaber udgør et paradoks, fordi de længerevarende uddannelser på efter-gymnasialt niveau i dag forstår sig selv som internationaliserings- og globaliseringsorienterede. Man vil internationalisering og globalisering. Derfor fusioneres der rundt omkring. Universiteter lægges sammen med andre forskningsinstitutioner, så man bedre kan klare sig i den internationale konkurrence. Og også på de kortere videregående uddannelser lægges der sammen og fusioneres, så det knager i alle furer. Seneste skud på stammen er de pågående professionshøjskoler, hvor lærer-, pædagogseminarier og andre såkaldte MVU’er skal lægges sammen, blandt andet i internationaliseringens hellige navn.
Men man må spørge sig selv om, hvorvidt man overhovedet kan tale om internationalisering, hvis man end ikke behersker et mådeligt engelsk?
Problemet med engelskkundskaberne afspejler, hvad man kunne kalde en krise i det danske uddannelsessystem. Det formår ikke længere at give børn og unge de forudsætninger, der skal til for at leve op til de udfordringer, den internationale konkurrence stiller os over for. Og diverse forsøg på at lappe på problemet vil være som at tisse i bukserne. Det varmer som bekendt kun lidt i en kort periode.

Løsningen på problemet er komplekst. Det handler om bedre politisk styring af uddannelserne, flere ressourcer til alle niveauer i udddannelsessystemet, tilbundsgående, seriøse, forbedrende reformer af de enkelte uddannelser osv. Ingen af delene er der udsigt til lige nu. Den politiske styring er lemfældig og tilfældig, ressourcerne begrænses via mere eller mindre subtile nedskæringer (der ofte kaldes noget andet…) og de krævede kvalitative reformer lader vente på sig (seneste har såvel folkeskolelærer- og pædagoguddannelses været udsat for kritisable lappeløsningsreformer…). Spørgsmålet er om det er muligt, som tingene er? Men, hvad er perspektivet, hvis det ikke sker? Man kan frygte det værste…

Hans Hauge

PS. Vores filosof Carsten har leveret et læseværdigt, supplerende indlæg til ovenstående og efterfølgende indlæg. Læs det her!

Wolf Biermann – gymnasiale erindringer…

8. januar 2007

Sådan kan tingene falde sammen så pudsigt. Forleden skrev jeg om den store digter Paul Celan, som jeg havde fornøjelsen af at “komme op i” til studentereksamen i tysk, og i dag fandt jeg et tillæg fra Die Zeit, som jeg havde medbragt fra turen til Berlin, men ikke havde fået læst. Faktisk lå hele den to måneder gamle avis og ventede på, at jeg fik mig taget sammen til at nærlæse artiklerne. Heldigvis kan de fleste af dem godt tåle det.
I selvsamme avis var der et to sider langt interview med den tyske digter og sanger Wolf Biermann, der fyldte 70 år i november 2006. Og igen måtte jeg slentre en tur ned ad Erindringernes Boulevard… Og det er jo altid en behagelig adspredelse i disse i mere end en forstand forkølede tider.
I min grammofonpladesamling har jeg en LP med Wolf Biermann. Den hedder Vent ikke på bedre tider! (på tysk, forstås!). Den er fra 1973, det år, hvor jeg afsluttede min gymnasietids ørkenvandring og skulle tage hul på mit livs post-øgledage – og hvor Biermann endnu boede i DDR, nærmere bestemt i Berlin Øst. Indtil han blev Ausgebürgert – landsforvist af DDR-autoriteterne.
Biermann kom egentlig fra Hamborg, hvor han voksede op med sine kommunistiske forældre, og da han var ganske ung slog han sig frivilligt ned i DDR, fordi han troede på de socialistiske og kommunistiske ideer og ikke på kapitalismen i vest. Netop derfor blev han en torn i øjet på magthaverne i øst, der ikke brød sig om, at nogen mindede dem om det tankegods, som de helst så forvist til glemslen eller til tomme rituelle taler og handlinger, men på ingen måde ønskede at omsætte til virkelighed.
Det var min – ligeledes kommunistiske – tysklærerinde i gymnasiet, der inddrog Biermann i sin undervisning. Og det til trods for, at hun som KP’er principielt nærede sympati for det østtyske stalinistiske regime. Hvilket blot siger noget om min kære tysklærerindes alt andet end indoktrinerende undervisning. Som den gode, fagligt velfunderede, holdningsafklarede og humørspredende lærerinde, hun var, vidste hun nok godt, at studenterne var intelligente nok til selv kunne tage stilling til tingene. En god underviser undervurderer aldrig sine elever. Som underviser forblev hun et forbillede for mig, og et strålende eksempel på, at man sagtens kan have en klar holdning til sit fag og samfund og lære de unge noget. Spørgsmålet er, om det modsatte er tilfældet, når det kommer til stykket!?
Her gennemgik vi så – og lyttede til – Biermanns kritiske og humoristiske Lieder om fx nedskydningen af Rudi Dutschke og titelsangen om ikke at vente på bedre tider…
Når man læser interviewet med den nu aldrende poet (der er fader til en dreng på fem år…), så blive man slået af mandens usvækkede kritiske sans og hans uforlignelige håndtering af det smukke tyske sprog. Et virkeligt læseværdigt interview.
En af de anekdoter, Biermann fortæller, gjorde et stort indtryk. Biermanns far blev interneret i KZ-lejr på grund af sin indsats i modstandsbevægelsen (hvor han bl.a var med til at sabortere skibe i Hamborg havn), og derfor fik den lille Wolf kun sin fader at se to gange om året af en halv times varighed. Faderen døde i KZ-lejren. Alligevel formåede moderen at knytte faderen og drengen tæt til hinanden. Det gjorde hun ved, at hun hver morgen sørgede for at der lå et stykke slik eller lignende et bestemt sted i lejligheden. Hun fortalte Wolf, at det første han skulle om morgenen var at hente denne godbid, hvorpå hun fortalte om den møjsommelige vej, der havde ført godbidden fra fængslet over heden osv. og frem til den lille dreng. Sådan knytter man emotionelle bånd.

Wolf Biermann - dengang......og nu

Dødsfuga – endnu et erindringsglimt

6. januar 2007

Paul Celan – Dødsfuga

Gryets sorte mælk vi drikker den om aftenen
vi drikker den om middagen og om morgenen vi drikker den om natten
vi drikker og drikker
vi graver en grav i luften der ligger man ej tæt
En mand bor i huset han leger med slangerne som skriver
som skriver når det skumrer til Tyskland dit gyldne hår Margarete
han skriver det og træder udenfor huset og der blitzer stjernerne han fløjter
efter sine hunde
han fløjter sine jøder frem lader dem grave en grav i jorden
han befaler os spil op nu til dans

Gryets sorte mælk vi drikker dig om nætten
vi drikker dig om morgenen og om middagen vi drikker dig om aftenen
vi drikker og drikker
En mand bor i huset og leger med slangerne som skriver
som skriver når det skumrer til Tyskland dit gyldne hår Margarete
Dit askehår Sulamith vi graver en grav i luften der ligger man ej tæt

Han råber stik dybere i jorden I dér I andre syng og spil
han griber efter jernet i remmen han svinger det hans øjne er blå
stik dybere med spaden I dér I andre spil op til dans

Gryets sorte mælk vi drikker dig om natten
vi drikker dig om morgenen og om middagen vi drikker dig om aftenen
vi drikker og drikker
en mand bor i huset dit gyldne hår Margarete
dit askehår Sulamith han leger med slangerne
Han råber spil Døden sødere Døden er en mester fra Tyskland
han råber stryg violinen dunklere så stiger I som røg i luften
så får I en grav i skyerne der ligger man ej tæt

Gryets sorte mælk vi drikker dig om natten
vi drikker dig om middagen Døden er en mester fra Tyskland
vi drikker dig om aftenen og om morgenen vi drikker og drikker
Døden er en mester fra Tyskland blåt er hans øje
han træffer dig med en kugle af bly han træffer dig nøje
en mand bor i huset dit gyldne hår Margarete
han jager sine hunde efter os han skænker os en grav i luften
han leger med slangerne og drømmer Døden er en mester fra Tyskland

dit gyldne hår Margarete
dit askehår Sulamith

Takket være Henning kan vi høre et fragment af digtet, oplæst af celan selv:

[audio:tf.mp3]
—————

Ovenstående digt af den store tyske poet Paul Celan er oversat af 1.p fra Vesthimmerlands HF & VUC, Ranum, Danmark (årg. 2002), og det er at finde på en side, der er helliget poeten. Her kan man også læse originaldigtet og flere andre oversættelsesforsøg m.m.
Det er herligt at se, at man stadigvæk knokler med Celan rundt omkring på de danske gymnasier. Jeg var for mange år siden oppe i Todefuga til studentereksamen i tysk. Og det var en ønsketrækning, fordi jeg havde fået smag for denne stærke lyriker. Og det gik godt. Siden har fragmenter af digtet været lagret i mit hovede og dukker med mellemrum op i bevidstheden.
Celan, der var af jødisk afstamning og var mærket af erfaringerne fra Shoah (Holocaust), begik selvmord ved at drukne sig i Seinen i 1970. Han blev 50 år gammel. Og sit forhold til sproget/digtningen efter Auswitz sagde han: “Only one thing remained reachable, close and secure amid all losses: language. Yes, language. In spite of everything, it remained secure against loss. But it had to go through its own lack of answers, through terrifying silence, through the thousand darknesses of murderous speech. It went through. It gave me no words for what was happening, but went through it. Went through and could resurface, ‘enriched’ by it all.” (Rosemary Waldrops oversættelse fra tysk).

Paul Celan læser...

PS. En del af Celans digte er oversat til dansk af andre digtere, fx Paul Celan: Du behøver hvert strå, udvalgte digte oversat af Peter Nielsen.

Dagens tekst

30. november 2006

Så et interview med lederen af Faderhuset (dem, der ejer Ungdomhuset). Det var en lidt surrealistisk oplevelse. Meningen var vist, at seerne skulle have et indtryk af den frimenighed, der har slået hælene i jorden og står fast på deres ejendomsret. Men man fik det indtryk, at det gjaldt for lederen om at undgå at svare på noget som helst. Det ville have været ulige mere interessant at få en kritisk udsendelse om baggrunden for, at Ungdomshuset, der har været i de unges vold (undskyld!) i 25 år, blev solgt in the first place!
Medens jeg sad og så på interviewet og endnu engang måtte undre mig over, hvad journalister dog bruger deres egen og – ikke mindst – seernes tid på, kom jeg i tanke om, at jeg selv gennem hele min folkeskoletid frem til sjette klasse, var tvangsindlagt til morgenbøn og danske salmer. Dag efter dag blev vi pålagt at lære salmevers udenad. Jeg har ikke tal på, hvor mange det var, men mange var det. Abraham sad i Mamrelund… Siden fortrængte jeg det godt og grundigt, og det er først inden for de seneste år, at jeg har kunnet forholde mig til salmer som den digtekunst, de også er – nogle af dem, i hvert fald. Mest af alt husker jeg min lærer, der akkompagnerede salmesangen på en gammel violin eller et lille grønt elektrisk klaver. Violinen var en prøvelse. Den lød som et dørhængsel, der trængte til at blive smurt, som flamingo, der bliver gnedet mod en rude, som et godstog, der standser langsom op på en perron… Det lille grønne klaver derimod lød som om læreren var gået i barndom igen.
Tilføjelse: Jeg havde på et tidspunkt en skoleinspektør (ved Sædding Skole), som var af den mening, at udenadslære – i princippet enhver form for udenadslære, hvad enten det var salmevers, byerne på Fyn, kongerække osv. – var godt for den personlige dannelse og udvikling. Når jeg tænker på mit – engang – så forkvaklede forhold til salmerne, så er jeg ikke helt så sikker på, at han havde ret. Noget udenadslære kan have sin berettigelse, fx matematiske formler, grammatiske regler og andet nyttigt, men at kunne alle Kingos eller Brorsons salmer udenad – oven i købet uden at forstå dem – giver ikke mening.

Nye medier til folkeskolen

27. oktober 2006

DR Nyhederne meddeler, at UNIoC og Copy-Dan-AVU har indgået en aftale, der giver folkeskolens elever mulighed for at arbejde – lovligt – med digitale medier, fx musik, film og tv. Og det er da vældig! I min datters skole er der hul i gulvene, der mangler tidssvarende landkort, rengøringen er en by i Rusland og for første gang i flere år har de fået udleveret en ny bog med besked om, at den skal holde i mange år. Dertil kommer, at timetal i nogle fag er beskåret. De plages af timeaflysninger, fordi vikarkontoen er brugt op. Valgfag ikke bliver oprettet pga. manglende ressourcer. Osv. Osv. Velkommen til den nye folkeskole! Vi må da håbe, at der vil være nye computere til de nye muligheder…

Hvor svært kan det være?

23. oktober 2006

Tante Berlinger bringer opsigtsvækkende forskningsresultater fra ålborg Universitet. Et stort psykologisk skoleforskningsprojekt er kommet frem til, at jo flere børn, der er i en skoleklasse, jo mere uro er der, jo flere børn er ukoncentrerede osv. Forskningsresultaterne, der kaldes “interessante” og “originale” er blevet fremlagt på en stor konference i Athen. – Undskyld mig, men er det ikke indlysende, er det ikke ‘logik for perlehøns’? Hvordan kan man seriøst tro, at klasser med 25 elever og derover kan være befordrende for undervisning?

Charles Darwin – on-line!

19. oktober 2006

Medens højresnoede, kristne amerikanere og danske frikirkekristne med alle kunstens midler forsøger at fortynde, underminere, relativere osv. darwinismen, så kommer det glade budskab om, at videnskabsmænd fra Cambridge University lægger hele Charles Darwins skriftlige produktion ud på nettet til almindelig oplysning for evt. interesserede. 50.000 sider søgbar tekst, tusindvis af billeder og en mængde ikke tidligere offentliggjorte skrifter, blandt andet Darwins notesbøger, dagbøger m.m. bliver tilgængelige. Det bliver også muligt at downloade audio-udgaver af de kendte værker. Offentliggørelsen sker efter Darwin-familiens ønske om at gøre mandens værk tilgængelig for alle. Og da ingen tidligere har besiddet Darwins samlede produktion må det siges at være et fremragende og forbilledligt projekt. Tænk hvis alle store tænkere blev alment tilgængelige… Projektets hjemmeside finder man her. Omtale af projektet i The Guardian.
Karikatur af Charles Darwin Læs mere »

Universitetet = 4.g

17. oktober 2006

Tante Berlinger er fremme med Venstre-kvinden Britta Schall Holbergs forslag om, at der skal strammes op på de unge, universitetsstuderendes slendrian. Der skal indføres mødepligt, der skal stilles flere opgaver – i hvert fald i det første år. Med andre ord skal det 4.g indføres, som Lars-Henrik Schmidt, nuværende direktør for Danmarks Pædagogiske Universitet, allerede mente var indført dengang han forlod universitetsverden… Britta er godt klar over, hvad det går ud over, nemlig universitetets varemærke: de frie studium. Og bevæggrundene er også klare: Der skal mange unge gennem den universitære pølsefabrik. Derfor skal der strammes op.
Men flytter man ikke bare problemerme et år frem? Hvorfor ikke forvandle hele universitetstiden til en fjerde gymnasieklasse med mødepligt og opgaver en masse? Hvad skal vi i det hele taget med den universitære ånd? Med frie, tænkende ånder? Når nu der strammes til i den anden ende med kontraktforskning osv. Og så kan vi jo lige så godt fjerne navnet “universitet”, medens vi er i gang og kalde det: det udvidede gymnasium.
Problemet er nok, at mere kontrol og flere opgaver, vil kræve flere undervisere – og dermed flere ressourcer. Så det kommer nok ikke til at ske.

Professionshøjskoler – tvang eller frihed?

9. oktober 2006

Regeringen lider af (bl.a.) udddannelsespolitisk elephantiasis eller megalomani (your pick!). Først lavede man Centre for Videregående Uddannelser (CVU’er), så slog man universiteterne sammen med en række andre uddannelses- og forskningsinstitutioner. Argumentet er blandt andet, at stordrift og de påståede synergieffekt ved organisatorisk og institutionel sammenlægning vil styrke kvaliteten af uddannelserne og forskningen. Nu er turen så igen kommet til de seminarier og andre mellemlange videregående uddannelser, der har brugt godt fire år på at lave mere eller mindre imponerende CVU’er.
Der har allerede været mange protester mod tanken om professionshøjskolerne. Blandt andet, at det vil stille alle institutionerne lige dårligt økonomisk, uanset om deres individuelle succes berettiger til det eller ej. De succesfulde, velfungerende institutioner vil blive trukket ned på niveau med de mindre succesfulde og dårligt fungerende. Men, det skal sandelig ske “frivilligt” ifølge undervisningsminister Bertel Haarder. Frivilligheden består i, at man sagtens kan holde sig uden for – men så holder man sig også uden for muligheden af at søge “visse bevillinger”, fx “midler til forskningstilknytning”, som er forbeholdt professionshøjskolerne. Og husk nu: Der er ikke tale om tvang…men om liberalistisk frihed.

Alfabetisme 2 – nogle strøtanker…

26. september 2006

Med-voksenblogger og -gamling Uffe har just skrevet et indlæg med titlen Alfabetisme. Ordet alfabetisme kan man ikke slå op i ODS, så Uffe har nok ret i, at det er sproglig nydannelse på dansk, selv om det da findes på andre europæiske sprog. Indlægget handler om skriftkulturens – eller snarere: læsekulturens – forfald. Amerikansk fjernsyn har fået Uffe til at mene, at selv veluddannede unge mennesker ikke længere læser bøger. Og det skyldes vel uddannelsessystemernes generelle elendighed og det visuelles dominans i medierne. Og Uffe argumenterer for, at læsekulturen jo ikke har ret lang tid på bagen, og at den nok skal ses som en glorværdig epoke i menneskenes historie. Men – en snart svunden epoke

Der er dog noget, der taler imod alfabetismens forsvinden. Dels er der flere undersøgelser, der har påvist, at mange unge stadigvæk læser bøger til trods for alt det moderne isenkram (var der nogen, der sagde Harry Potter?!). Dels er der ingen tvivl om, at mængden af skrift, som vi bombarderes med (tænk blot på gratisaviserne!) aldrig har været større end nu. Som analfabet er du virkelig på Herrens Mark i vor tid!

Alligevel har Uffe fat i noget. Jeg tror, at det handler om forholdene i Amerika – og måske om de europæiske uddannelsessystemers udvikling i almindelighed. For nogle år siden – jeg mener, at det var i 1998 – var jeg i København i embeds medfør og havde der lejlighed til at spise morgenmad med en amerikansk litteraturprofessor – eller snarere: forhenværende litteraturprofessor. Det, der førte os sammen over kaffe og rundstykker, var vores fælles interesse for musik. Han ville snakke jazz. Det gjorde vi så, men vi snakkede også – sådan er det jo, når fagfæller mødes – litteratur, undervisning og lærdom.

Han fortalte mig, at han et par år tidligere havde sagt farvel til et vellønnet universitetsjob med pension og hele molevitten, fordi han blev deprimeret over de unges mangel på (ud)dannelse. De vidste intet om amerikansk – eller europæisk litteratur, historie eller kultur. Derfor var det efterhånden umuligt for ham at undervise i det, han gerne ville. Hver gang han skulle fortælle om et stykke amerikansk litteratur måtte han begynde tilbage ved Adam og Eva, følte han.

Selvfølgelig var der nogle få undtagelser blandt de studerende – og det var lige præcis, hvad der var problemet. Han så en afgrund mellem en lille dannet elite, hvis forældre havde råd til at give deres børn en uddannelse, og den store mere eller mindre uuddannede hob. Derfor valgte han at tage sit gode tøj og gå – over til en karrière som freelance-skribent ved New York Times…

Jeg mener, at dette kulturelle gab mellem eliten og massen også findes i Danmark, og at det måske vokser. Symptomatisk er det, at de borgerlige med jævne mellemrum tager tanken om eliteuddannelser op. Som underviser i dansk m.m. gennem en del år har jeg fx set, at vi får flere og flere unge med store stave- og læseproblemer. Man møder fx nyuddannede studenter, der enten er ordblinde eller har store staveproblemer – men det er aldrig blevet opdaget! Vi får flere og flere med dysleksi. Og der skal afsættes flere midler til kompensatorisk undervisning og vejledning (århus universitet er i fuld gang med at uddanne et hold adjunkter til denne opgave…).

Jeg har også oplevet, at kundskabsniveauet – generelt set – er faldet. Hundredvis af unge mennesker har ingen anelse om den danske grammatiks elementære opbygning. Bare som eksempel.

Ud af en klasse på 28-30 stykker på en mellemlang videregående uddannelse er der måske 5, der læser bøger, aviser osv. jævnligt. Resten læser kun, når de skal. Fx læse lektier. For flertallet gælder det, at de godt kan læse, men uddannelsessystemet har ikke formået at give dem lysten og vanen til at læse jævnligt.

Jeg hælder mere og mere til den opfattelse, at uddannelsessystemet ikke formår at klare den opgave, den på papiret skal klare: at uddanne alle børn og unge godt. Næsten dagligt kan man læse om store problemer med store frafald (fx i erhvervsskolerne), indlæringsproblemer, unge, der ikke kommer i gang med videreuddannelse efter folkeskolen (selv om den officielle politik siger, at 90% skal) osv.

Lige som Uffe er jeg kulturoptimist. Jeg tror ikke på, at boglæsningen slet og ret forsvinder ud af vores kultur. Men vores uddannelsessystemer er ikke – pt. – i stand til at gøre det store flertal til boglæsere. Og det, synes jeg, er et problem …

Aristoteles – selvovervindelse – dagens citat

14. september 2006

Må jeg henvise til dagens citat, nederst i bjælken til højre. Ophavsmanden er den gæve filosof Aristoteles, der minder os alle om, at den kamp, der er allersværest at vinde, er kampen mod en selv. Selvovervindelse, med et godt dansk ord, er det sværeste. Vi ved det godt. Spørg en, der er gået på slankekur, forsøger at holde op med at ryge, skal sige undskyld for en dum handling, skal køre pænt i trafikken, skal “holde sig på måtten”, skal finde en fredelig løsning på en konflikt – her og hisset osv. Vi ved det godt.

Som tidligere studerende og underviser har det altid undret mig, at udviklingen ilærdommens rige ofte er så præget af det nye. Modestrømninger skyller ind over universiteterne og læreanstalterne for siden at stå og støve til på institutbiblioteker osv. Nye filosoffer, nye psykologer osv. formodes at være bedre end de gamle, selv om de står på skuldrene af dem. Fremskridtstro. Men gode gamle Aristoteles minder os om, at det ikke nødvendigvis er sådan.

Meld din lærer

27. august 2006

Både Ulla og Klaus har været inde og besøge Dansk Folkepartis Ungdoms nye side Meld din lærer. Siden ligger i lige linje fra Erhard Jacobsens kritik af skolelærerne (og journalisterne i DR) i halvfjerserne, hvor anklagen gik på, at der var tale om venstreorienteret indoktrinering. Det er samme suppepind, der koges suppe på hos de unge medlemmer af DFU. Jeg vil, som Ulla, opfordre læserne til at læse de indkomne eksempler – og dømme selv om rimeligheden i projektet. Studér også den plakat, der følger med siden (nedenfor), og spørg dig selv, hvad den afbildede underviser fortæller om – projektet og dets bagmænd.

Generelt kunne man også spørge, hvorfor lærerne netop jages i en tid, hvor klagemulighederne for elever og studerende aldrig har været bedre, både i forhold til den enkelte lærer, men også undervisningsinstitutionen som sådan, og hvor lærerne evalueres i begge ender. Kunne man i øvrigt forestille sig en side, der hed: Meld din elev eller studerende?

Opdatering: Følg med i diskussionen hos Klaus og Carsten, der har et længere indlæg om indoktrinering.

Røvkultur

23. august 2006

I gymnasiet havde jeg en engelsklærer Hans, der gik i knickers, lange uldne strømper og slag. En mand med stil, altså. Han havde også en klar holdning til det med at lære noget. Enhver kan tage en universitetsgrad, sagde han. Det eneste, der kræves, er røvkultur. Det, han mente, var, at man lærer noget, hvis man sætter sig ned og studerer. Man skal boge den, som de unge siger, og være flittig. Jeg kom i tanke om denne visdom, da jeg læste dagens Berlingske Tidende, hvor en af nyhedener går på, at de studerende ved universiteterne får alt for lidt ud af forelæsningerne. Kun hver femte får lidt ud af det. Men, der er intet nyt i nyheden. Pædagogiske forskere har i mange år vidst, at det forholdt sig sådan. Når man på Handelshøjskolen vil lave en særlig enhed, der skal forske i problemet, så vil jeg mene, at det er spild af ressourcer. De kan bare samarbejde med den eksisterende pædagogiske forsknings repræsentanter…

Der er ikke noget galt med forelæsninger i sig selv. De er også en del af universitetets identitet og kultur. Men, hvis det er den eneste form for vidensformidling, man møder som studerende, så er der noget helt galt. Forelæsninger fungerer bedst, når de vil formidle et vidende overblik og som inspiration. Det er dog de færreste, der får det hele med i timelange foredrag. Koncentrationen begynder, som bekendt, at svigte efter en lille times tid. Det er gammel viden. Og nogle af os er ikke så auditivt lærende, så det gør noget. Jeg erindrer, at Johannes Sløk, den gamle teolog og idéhistoriker m.m., i sine memoirer Mig og Godot blankt indrømmede, at han aldrig fik noget ud af forelæsninger og derfor helst holdt sig væk.

Kravet om nye undervisningsformer er logisk, men man skal tage rammebetingelserne i betragtning. Det koster at indføre nye undervisningsformer. Forelæsningen er en billig undervisningform, fordi antallet af tilhørere alene afhænger af rummets størrelse og de akustiske forhold (er der en god højtaler osv.). Mange andre undervisningsformer er langt dyrere i undervisertimer, og tiden – eller rettere: den politiske dagsorden - er ikke til flere udgifter på det område. Faktisk kan man se en tendens til flere forelæsninger på de længere varende uddannelser. Den store interesse for digital fjernundervisning og e-læring har også klare økonomiske incitamenter…

Tante Berlingerens artikel er, kort sagt, gammel vin på en gammel flaske…