Indlæg tagget med undervisning

Professionshøjskoler – tvang eller frihed?

9. oktober 2006

Regeringen lider af (bl.a.) udddannelsespolitisk elephantiasis eller megalomani (your pick!). Først lavede man Centre for VideregÃ¥ende Uddannelser (CVU’er), sÃ¥ slog man universiteterne sammen med en række andre uddannelses- og forskningsinstitutioner. Argumentet er blandt andet, at stordrift og de pÃ¥stÃ¥ede synergieffekt ved organisatorisk og institutionel sammenlægning vil styrke kvaliteten af uddannelserne og forskningen. Nu er turen sÃ¥ igen kommet til de seminarier og andre mellemlange videregÃ¥ende uddannelser, der har brugt godt fire Ã¥r pÃ¥ at lave mere eller mindre imponerende CVU’er.
Der har allerede været mange protester mod tanken om professionshøjskolerne. Blandt andet, at det vil stille alle institutionerne lige dÃ¥rligt økonomisk, uanset om deres individuelle succes berettiger til det eller ej. De succesfulde, velfungerende institutioner vil blive trukket ned pÃ¥ niveau med de mindre succesfulde og dÃ¥rligt fungerende. Men, det skal sandelig ske “frivilligt” ifølge undervisningsminister Bertel Haarder. Frivilligheden bestÃ¥r i, at man sagtens kan holde sig uden for – men sÃ¥ holder man sig ogsÃ¥ uden for muligheden af at søge “visse bevillinger”, fx “midler til forskningstilknytning”, som er forbeholdt professionshøjskolerne. Og husk nu: Der er ikke tale om tvang…men om liberalistisk frihed.

Alfabetisme 2 – nogle strøtanker…

26. september 2006

Med-voksenblogger og -gamling Uffe har just skrevet et indlæg med titlen Alfabetisme. Ordet alfabetisme kan man ikke slÃ¥ op i ODS, sÃ¥ Uffe har nok ret i, at det er sproglig nydannelse pÃ¥ dansk, selv om det da findes pÃ¥ andre europæiske sprog. Indlægget handler om skriftkulturens – eller snarere: læsekulturens – forfald. Amerikansk fjernsyn har fÃ¥et Uffe til at mene, at selv veluddannede unge mennesker ikke længere læser bøger. Og det skyldes vel uddannelsessystemernes generelle elendighed og det visuelles dominans i medierne. Og Uffe argumenterer for, at læsekulturen jo ikke har ret lang tid pÃ¥ bagen, og at den nok skal ses som en glorværdig epoke i menneskenes historie. Men – en snart svunden epoke

Der er dog noget, der taler imod alfabetismens forsvinden. Dels er der flere undersøgelser, der har påvist, at mange unge stadigvæk læser bøger til trods for alt det moderne isenkram (var der nogen, der sagde Harry Potter?!). Dels er der ingen tvivl om, at mængden af skrift, som vi bombarderes med (tænk blot på gratisaviserne!) aldrig har været større end nu. Som analfabet er du virkelig på Herrens Mark i vor tid!

Alligevel har Uffe fat i noget. Jeg tror, at det handler om forholdene i Amerika – og mÃ¥ske om de europæiske uddannelsessystemers udvikling i almindelighed. For nogle Ã¥r siden – jeg mener, at det var i 1998 – var jeg i København i embeds medfør og havde der lejlighed til at spise morgenmad med en amerikansk litteraturprofessor – eller snarere: forhenværende litteraturprofessor. Det, der førte os sammen over kaffe og rundstykker, var vores fælles interesse for musik. Han ville snakke jazz. Det gjorde vi sÃ¥, men vi snakkede ogsÃ¥ – sÃ¥dan er det jo, nÃ¥r fagfæller mødes – litteratur, undervisning og lærdom.

Han fortalte mig, at han et par Ã¥r tidligere havde sagt farvel til et vellønnet universitetsjob med pension og hele molevitten, fordi han blev deprimeret over de unges mangel pÃ¥ (ud)dannelse. De vidste intet om amerikansk – eller europæisk litteratur, historie eller kultur. Derfor var det efterhÃ¥nden umuligt for ham at undervise i det, han gerne ville. Hver gang han skulle fortælle om et stykke amerikansk litteratur mÃ¥tte han begynde tilbage ved Adam og Eva, følte han.

Selvfølgelig var der nogle fÃ¥ undtagelser blandt de studerende – og det var lige præcis, hvad der var problemet. Han sÃ¥ en afgrund mellem en lille dannet elite, hvis forældre havde rÃ¥d til at give deres børn en uddannelse, og den store mere eller mindre uuddannede hob. Derfor valgte han at tage sit gode tøj og gÃ¥ – over til en karrière som freelance-skribent ved New York Times…

Jeg mener, at dette kulturelle gab mellem eliten og massen ogsÃ¥ findes i Danmark, og at det mÃ¥ske vokser. Symptomatisk er det, at de borgerlige med jævne mellemrum tager tanken om eliteuddannelser op. Som underviser i dansk m.m. gennem en del Ã¥r har jeg fx set, at vi fÃ¥r flere og flere unge med store stave- og læseproblemer. Man møder fx nyuddannede studenter, der enten er ordblinde eller har store staveproblemer – men det er aldrig blevet opdaget! Vi fÃ¥r flere og flere med dysleksi. Og der skal afsættes flere midler til kompensatorisk undervisning og vejledning (Ã…rhus universitet er i fuld gang med at uddanne et hold adjunkter til denne opgave…).

Jeg har ogsÃ¥ oplevet, at kundskabsniveauet – generelt set – er faldet. Hundredvis af unge mennesker har ingen anelse om den danske grammatiks elementære opbygning. Bare som eksempel.

Ud af en klasse på 28-30 stykker på en mellemlang videregående uddannelse er der måske 5, der læser bøger, aviser osv. jævnligt. Resten læser kun, når de skal. Fx læse lektier. For flertallet gælder det, at de godt kan læse, men uddannelsessystemet har ikke formået at give dem lysten og vanen til at læse jævnligt.

Jeg hælder mere og mere til den opfattelse, at uddannelsessystemet ikke formår at klare den opgave, den på papiret skal klare: at uddanne alle børn og unge godt. Næsten dagligt kan man læse om store problemer med store frafald (fx i erhvervsskolerne), indlæringsproblemer, unge, der ikke kommer i gang med videreuddannelse efter folkeskolen (selv om den officielle politik siger, at 90% skal) osv.

Lige som Uffe er jeg kulturoptimist. Jeg tror ikke pÃ¥, at boglæsningen slet og ret forsvinder ud af vores kultur. Men vores uddannelsessystemer er ikke – pt. – i stand til at gøre det store flertal til boglæsere. Og det, synes jeg, er et problem …

Aristoteles – selvovervindelse – dagens citat

14. september 2006

MÃ¥ jeg henvise til dagens citat, nederst i bjælken til højre. Ophavsmanden er den gæve filosof Aristoteles, der minder os alle om, at den kamp, der er allersværest at vinde, er kampen mod en selv. Selvovervindelse, med et godt dansk ord, er det sværeste. Vi ved det godt. Spørg en, der er gÃ¥et pÃ¥ slankekur, forsøger at holde op med at ryge, skal sige undskyld for en dum handling, skal køre pænt i trafikken, skal “holde sig pÃ¥ mÃ¥tten”, skal finde en fredelig løsning pÃ¥ en konflikt – her og hisset osv. Vi ved det godt.

Som tidligere studerende og underviser har det altid undret mig, at udviklingen ilærdommens rige ofte er så præget af det nye. Modestrømninger skyller ind over universiteterne og læreanstalterne for siden at stå og støve til på institutbiblioteker osv. Nye filosoffer, nye psykologer osv. formodes at være bedre end de gamle, selv om de står på skuldrene af dem. Fremskridtstro. Men gode gamle Aristoteles minder os om, at det ikke nødvendigvis er sådan.

Meld din lærer

27. august 2006

BÃ¥de Ulla og Klaus har været inde og besøge Dansk Folkepartis Ungdoms nye side Meld din lærer. Siden ligger i lige linje fra Erhard Jacobsens kritik af skolelærerne (og journalisterne i DR) i halvfjerserne, hvor anklagen gik pÃ¥, at der var tale om venstreorienteret indoktrinering. Det er samme suppepind, der koges suppe pÃ¥ hos de unge medlemmer af DFU. Jeg vil, som Ulla, opfordre læserne til at læse de indkomne eksempler – og dømme selv om rimeligheden i projektet. Studér ogsÃ¥ den plakat, der følger med siden (nedenfor), og spørg dig selv, hvad den afbildede underviser fortæller om – projektet og dets bagmænd.

Generelt kunne man også spørge, hvorfor lærerne netop jages i en tid, hvor klagemulighederne for elever og studerende aldrig har været bedre, både i forhold til den enkelte lærer, men også undervisningsinstitutionen som sådan, og hvor lærerne evalueres i begge ender. Kunne man i øvrigt forestille sig en side, der hed: Meld din elev eller studerende?

Opdatering: Følg med i diskussionen hos Klaus og Carsten, der har et længere indlæg om indoktrinering.

Røvkultur

23. august 2006

I gymnasiet havde jeg en engelsklærer Hans, der gik i knickers, lange uldne strømper og slag. En mand med stil, altsÃ¥. Han havde ogsÃ¥ en klar holdning til det med at lære noget. Enhver kan tage en universitetsgrad, sagde han. Det eneste, der kræves, er røvkultur. Det, han mente, var, at man lærer noget, hvis man sætter sig ned og studerer. Man skal boge den, som de unge siger, og være flittig. Jeg kom i tanke om denne visdom, da jeg læste dagens Berlingske Tidende, hvor en af nyhedener gÃ¥r pÃ¥, at de studerende ved universiteterne fÃ¥r alt for lidt ud af forelæsningerne. Kun hver femte fÃ¥r lidt ud af det. Men, der er intet nyt i nyheden. Pædagogiske forskere har i mange Ã¥r vidst, at det forholdt sig sÃ¥dan. NÃ¥r man pÃ¥ Handelshøjskolen vil lave en særlig enhed, der skal forske i problemet, sÃ¥ vil jeg mene, at det er spild af ressourcer. De kan bare samarbejde med den eksisterende pædagogiske forsknings repræsentanter…

Der er ikke noget galt med forelæsninger i sig selv. De er også en del af universitetets identitet og kultur. Men, hvis det er den eneste form for vidensformidling, man møder som studerende, så er der noget helt galt. Forelæsninger fungerer bedst, når de vil formidle et vidende overblik og som inspiration. Det er dog de færreste, der får det hele med i timelange foredrag. Koncentrationen begynder, som bekendt, at svigte efter en lille times tid. Det er gammel viden. Og nogle af os er ikke så auditivt lærende, så det gør noget. Jeg erindrer, at Johannes Sløk, den gamle teolog og idéhistoriker m.m., i sine memoirer Mig og Godot blankt indrømmede, at han aldrig fik noget ud af forelæsninger og derfor helst holdt sig væk.

Kravet om nye undervisningsformer er logisk, men man skal tage rammebetingelserne i betragtning. Det koster at indføre nye undervisningsformer. Forelæsningen er en billig undervisningform, fordi antallet af tilhørere alene afhænger af rummets størrelse og de akustiske forhold (er der en god højtaler osv.). Mange andre undervisningsformer er langt dyrere i undervisertimer, og tiden – eller rettere: den politiske dagsorden - er ikke til flere udgifter pÃ¥ det omrÃ¥de. Faktisk kan man se en tendens til flere forelæsninger pÃ¥ de længere varende uddannelser. Den store interesse for digital fjernundervisning og e-læring har ogsÃ¥ klare økonomiske incitamenter…

Tante Berlingerens artikel er, kort sagt, gammel vin pÃ¥ en gammel flaske…