Indlæg tagget med undladelsessynd

Capac anbefaler: The Rentals – Lost in Alphaville

5. september 2014

Bag bandnavnet The Rentals gemmer sig Matt Sharp, der tidligere har slÃ¥et sine musikalske folder i Weezer. Under navnet The Rentals har Sharp og hans musikalske hjælpere skabt tre album. PÃ¥ det nyeste, Lost in Alphaville, der skal omtales og anbefales her, fÃ¥r han hjælp af Jess Wolfe, Holly Laessig, Ryan Slegr, Lauren Chipman og Patrick Carney. Et persongalleri, der har forbindelse til navne som Lucius, Ozma og The Black Keys. Derud over fÃ¥r  Rentals  iørefaldende hjælp fra The West Los Angeles Children’s Choir pÃ¥ et par numre pÃ¥ pladen.

Det umiddelbare indtryk af pladen er, at der er tale om en gennemproduceret og meget homogen plade. Dette indtryk understreges af oplysninger om, at pladen er blevet til ved at alle sporene er blevet indspillet separat og efterfølgende lagt sammen af Matt Sharp i hjemmestudiet. Det er har givet de ialt 10 sange en fælles homogent præg. Omkring Sharps lette, næsten transparente stemme i forgrunden danser Wolfe og Laessigs feminine, unisone backingvokaler, et luftigt lag af strygere og nu og da Sharps egne synthesizer. Det hele kunne lette og blive indiepopsæbebobler af fineste slags, hvis ikke Carneys trommer, Slegrs upolerede guitar og Sharps egen bas trak det hele i retning af rock. Så det endelige output bliver en omgang velsmagende indierock med klart mainstreamhitpotentiale. Lost in Alphaville er en understregning af, at indiepoprocken stadigvæk er vital og har noget at byde på. Og det ville være synd, hvis pladen hurtigt gik i g(l)emmebogen, så giv den en chance på din afspiller. Hermed anbefalet.

The Rentals. Lost in Alphaville. Producer: The Rentals. Polyvinylrecords. Er udkommet.

 

Capac anbefaler: Pillar Point

17. august 2014

00615_Pillar-Point-Pillar+Point+-+Album+Art

Skinnet bedrager måske lidt. Hvis det grå foto på forsiden af Pillar Points eponyme album med den unge mand på sengekanten signalerer en lidt søvning morgen med søvn i ansigtet og pudehår. For musikken der gemmer sig bag fotoet er alt andet end søvnig.

Pillar Point er Scott Reithermans projekt. Han har tidligere slået sine folder i det relativt ubemærkede indieband Throw Me The Statue, men er nu gået solo (med venners hjælp). Og vennerne er bl.a. James McAlister og Tylar Swan, der begge spiller rigtige analoge trommer, der er med til at skre musikken et energisk, levende rytmisk grundlag på hvilket de i alt ni indiepoprocksange rejser sig.

Albummet begynder med kærlighedssangen Diamond Mine, der er et pejlemærke for musikken på pladen. En momentant medrivende sang, der er popmelodiøs, men samtidig bærer en rockheftighed i sig i kraft af et insisterende spor af synth-riffs og -lyde. Og oven på det store lag af electronicapop ligger Scott Reithermanns klare stemme med prisværdig dechiffrerbarhed og gennemslagskraft.

Og Diamond Mine afslører, hvad PIllar Point har at byde på på dette fine album. To håndfulde poplækre sange i krydsfeltet mellem renlivet pop, dansant electronica og pulserende og pumpende rock.

Teksterne kredser om ungdommelige emner som kærlighed og drømme og er alt andet end simple lettilgængelige poptekster. Her er noget for pophovederne at læse og fordybe sig i. Men vigtigst af alt er, at sangtekster fungerer optimalt i forhold til musikken og smyger sig kærligt om rytmer og riffs.

Pillar Points debutalbum er sÃ¥dan et album, der let kunne forsvinde i strømmen af nye udgivelser. Men hvis man er til inciterende synth-pop-rock, der sagtens kan mÃ¥le sig med de bedste udøvere inden for det felt – Daft Punk, OMD, Petshop Boys osv. – sÃ¥ gÃ¥r man ikke galt i byen ved at tage Pillar Point til sig. Og det skal blive spændende at høre, hvad Scott Reithermann og Co. finder pÃ¥ fremover… Hermed anbefalet.

Pillar Point. Pillar Point. Polyvinyl Records / TAMBOURHINOCEROS. 2014 – Er udkommet.

 

 

Capac anbefaler: Hans Wehner – Country My Way

17. februar 2014

Som nævnt vil jeg bruge 2014 til at få rådet bod på nogle af mine undladelsessynder. Og i musikalsk sammenhæng er en af mine store undladelsessynder, at jeg ikke har fået omtalt og anbefalet Hans Wehners album Country My Way. Der var hele tiden noget, der kom i vejen. Om ikke andet så overspringshandlinger og almindelig dovenskab. Men nu er tiden så kommet. Skrivebordet er ryddet for presserende opgaver, der er ro i lejren, fred i sindet. For en stund.

 

Hans Wehner er fra Esbjerg og har dyrket musik siden barndommen. Jeg hÃ¥ber, at jeg kan vende tilbage med en mere udførlig præsentation af Wehner ved lejlighed. Men albummet Country My Way har været et con amore-projekt, som Wehner har været længe undervejs med og har mÃ¥ske været et af hans undladelsessynder, der først blev rÃ¥det bod pÃ¥ i perioden 2009 til 2011, hvor Hans ene mand realiserede sin drøm og indspillede et helt album med country. Det specielle ved pladen er ogsÃ¥, at Hans stÃ¥r for det hele selv – fra komposition af musik over hÃ¥ndtering af instrumenterne – og det vil primært sige Hammond B3- og Tyros 3-keyboards, der gør det ud for mange andre instrumenter – og sang til indspilning, mixning osv. Et one-man-band-projekt med andre ord.

Det mest imponerende er mÃ¥ske i virkeligheden ikke den kraftpræstation, det er, at stÃ¥ for det hele selv – men derimod, at det endelige resultat ikke fremtræder som sÃ¥dan. Hvis man ikke lige vidste det – fra Wehners egne tekstnoter i pladehæftet – sÃ¥ kunne man sagtens forledes til at tro, at det var et kollektivt projekt.

Titlen pÃ¥ pladen Country pÃ¥ min mÃ¥de angiver klart pladens karakter af egensindigt con amore-projekt. Wehner brænder tydeligvis for countryen. Eller skulle man sige countryrocken. For det er tydeligt nok for mig, at Wehner blandt andet henter megen inspiration i netop den countryrock, der strømmede til os i halvfjerdserne fra den californiske vestkyst. Det understreges bl.a. et par covernumre, der sÃ¥ at sige viser, hvor højt kvalitetsoverliggeren ligger i Wehners projekt. Vi finder sÃ¥ledes en fortolkning af Crosby, Stills, Nash & Youngs klassiker ”Teach you children” (fra albummet Deja Vu). Og Wehner kommer meget tæt pÃ¥ originalen. Udgaven er mere tilbagelænet, originalens fremtrædende pedal steel lige sÃ¥ og de vokale harmonier er ogsÃ¥ – helt forstÃ¥eligt – et stykke fra originalens unisone skønsang. En anden udfordring Wehner kaster sig over er Allman Brothers’ største hit ”Ramblin Man” (fra albummet Brothers & Sisters). En af sydstats-countryrockens milepæle, beundret for sit fængende kor og sangskriver Dickie Betts sang og – ikke mindst – guitarspil, der fÃ¥r lov til at strække helt ud sidst i sangen. I Wehners udgave er musikken trukket mere i baggrunden og vægten lægges pÃ¥ solistens sang og pÃ¥ den tilbagelænede tilgang til sangen. Man kan mÃ¥ske udtrykke det sÃ¥ledes, at Wehner sætter sin streg under country i countryrock. Eller snarere er det sÃ¥dan, at det er Wehner inspiration fra den traditionelle country, der skinner igennem i disse to nedtonede countryrockere, der har mere med forbindelse til en Bobby Bare end til vestkystrockerne. Og mÃ¥ske finder vi i denne kompromisdannelse mellem det traditionelle og det moderne den my Way albumtitlen sigter til. Dybest set er Wehner traditionalist, selv om han elsker countryrocken…

Traditionalismen afslører sig også i sangskredsens kredsen om den traditionelle countrymytologi med hverdagsnære tekster om at sidde med fødderne i vand,slappe af og drikke en øl (”Toes”) – eller sange til hende den særligt udvalgte blandt det smukke køns repræsentanter (”Love of a woman”). Ja helt ud i coveret, hvor Wehner poserer iført cowboyhat og -skjorte skinner traditionalismen igennem.

Som sagt har Hans Wehner hjertet med i projektet. Og det gør indtryk, at musikken kommer lige fra hjertet og udføres med sans for countrymusikkens særlige æstetik. Musikalsk er der ikke noget at sætte sin kritiske finger på, men man kan godt tage sig i at drømme om et album, hvor Hans fik lov til at gøre det på sin måde med et hold countrymusikere fra det store land derovre, hvor musikken kommer fra. Måske sker det – i hvert fald er Wehner vist allerede i gang med projekt nr. 2.

Hermed varmt anbefalet alle med smag for country.

Hans Wehner. Country My Way. Produceret m.m af Hans Wehner. Wehner Records. (dobbeltcd m. mp3-filer)

 

 

 

Babyshambles – Up the Shambles

9. februar 2014

NytÃ¥rsforsæt her jeg ingen af. Som sædvanligt. Men jeg har en lille Ã¥rstalsoverskridende plan, der gÃ¥r ud pÃ¥ at fÃ¥ gjort noget ved nogle af mine undladelsessynder. Noget jeg  – af uforklarlige grunde ofte – ikke har fÃ¥et gjort, lyttet til osv. Og det giver anledning til et nyt tag her i webloggen – “undladelsessynder” – der med mellemrum vil dukke op.

En af undladelsessynderne er, at jeg aldrig rigtig har fÃ¥et mig lyttet ind pÃ¥ bandet Babyshambles, der blev dannet i 2004 af Pete Doherty efter opløsningen af Libertines. Derfor har jeg lÃ¥nt alt, hvad jeg kunne finde med bandet pÃ¥ biblioteket. Albums, EPer, videoer. SÃ¥dan. Og lad os sÃ¥ fÃ¥ den ged barberet. Her er Babyshambles i en optagelse fra dvd’en Up the Shambles fra 2007.