Indlæg tagget med ungdom

Ang. Bilal Philips, Islamisk Trossamfund og det verdslige Danmark

14. april 2011

I den forgangne uge har et af de kontroversielle emner i den hjemlige offentlighed været den muslimske prædikant Bilal Philips’ planlagte møde med herboende unge muslimer pÃ¥ Nørrebro. Bilal Philips har gjort sig bemærket med markante holdninger til fænomener som ’selvmordsbomber’, korporlig tugtelse af kvinder og homoseksualitet.
Bilals besøg har fÃ¥et danske politikere – fra Dansk Folkeparti – til at mene, at manden skulle forhindres i at komme ind i landet og i at tale. Emnet blev taget op pÃ¥ DR P1 i programmet P1 Debat, som jeg altid hører, nÃ¥r jeg kører fra arbejde. I debatten deltog talsmand for Islamiske Trossamfund, som stÃ¥r bag invitationen af Philips, Imran Shah og de Radikales Manu Sareen.
Det interessante ved debatten er ikke, at Philips kommer til landet og taler. Vi kan kun afvise folk, hvis de udgør en konkret trussel mod vort samfund. Problemet er heller ikke, at Bilal Philips har nogle holdninger, vi forbinder med et fundamentalistisk, religiøst livssyn. Det interessante er, hvad Islamisk Trossamfund forestiller sig en rabiat troende som Bilal Philips kan bidrage med i forhold til unge muslimers forståelse og accept af det samfund, de lever i.
I udsendelsen bliver Imran Shah spurgt direkte, om han – som repræsentant for Islamisk Trossamfund og som erklæret forbillede for de unge – gÃ¥r ind for Sharia-loven, som er indbegrebet af fundamentalistisk, islamisk tro. Hvortil han gentagne gange svarer, at han ikke mener, det er et relevant spørgsmÃ¥l, fordi vi lever i Danmark og her gælder Grundloven. Et retorisk snedigt svar, hvormed Shah tilsyneladende undgÃ¥r at tage stilling til den omstridte Sharia-lov ved at relativere Sharia-lovens gyldighed. Den gælder ikke i den aktuelle, historiske situation i Danmark, (men…).

Problemet er blot, at Shah med den retoriske manøvre kommer til at bekræfte Sharia-lovens gyldighed, fordi man ikke kan relativere denne gyldighed. Enten er du for Sharialoven eller ogsÃ¥ er man imod. Og eftersom Shah ikke udtrykkeligt tager afstand er han – og Islamisk Trossamfund – lønligt for loven, mÃ¥ man konkludere. Og dermed har Shah og hans trosfæller et problem i forhold til det verdslige, danske demokrati, hvor Grundloven stÃ¥r over enhver religiøs forordning og lov.

Det værste ved Shahs position er ikke, at han gÃ¥r ind for Sharia-loven, men at han ikke stÃ¥r ved det – offentligt. Det er ikke mindst uheldigt og dybt problematisk, nÃ¥r han skal agere forbillede og rollemodel for søgende og forvirrede unge mennesker i et miljø – Nørrebro – hvor der er store problemer med kriminalitet og andre sociale forhold. Set i det lys er invitationen af Bilal Philips ikke en tilfældighed. Det er en konsekvens af den tvetungede tale, der kommer til udtryk i den anførte holdning. Hør udsendelsen og døm selv.

Programmet kan høres her:her

Slacker!

15. april 2010

Ethvert fremskridt rummer ogsÃ¥ tilbageskridt. Ungdomsoprøret og den antiautoritære bevægelse i sentresserne og halvfjerdserne befriede os – i hvert fald for en tid – for en række autoritære forhold, der havde strammet og hæmmet os i de foregÃ¥ende Ã¥rtier. Vi kom af med den sorte skole og professorvældet. Kampen for kvinders ligestilling fik ny vind i sejlene. Og ogsÃ¥ i familien blev der gjort op med gammeldags opdragelsesformer og samlivsformer. Ungdomsoprørerne og deres børn blev antiautoritære forældre, der ikke “opdragede” deres børn. En af omkostningerne ved den antiautoritære bevægelse, som i øvrigt allerede var begyndt i halvtredserne – fx under det pædagogiske slogan “fri opdragelse” – var, at man berøvede eller i hvert vanskeliggjorde de unges “naturlige” mulighed for at gøre oprør mod forældregenerationen. Pubertetsoprøret, som er en “naturlig” del af de unges fri- og selvstændiggørelse, har aldrig været vanskeligere end i dag. Med mindre du tilfældigvis er af “anden etnisk oprindelse” og involveret i kriminalitet og/eller bandekrige, sÃ¥ mødes du som ung af overbærenhed, forstÃ¥else, “selvforvaltningspædagogik” eller i værste fald ligegyldighed.

Selv om den ovenstÃ¥ende beskrivelse selvfølgelig er meget kursorisk og unuanceret, sÃ¥ mener jeg, at der er noget om snakken. Vi lever i en tid, hvor der ikke er megen forstÃ¥else for oprøret som personlighedsdannende faktor. I halvtredserne havde vi Elvis “the Pelvis” og motorcykelungdom med Marlon Brando pÃ¥ væggen, i tresserne hippier, provoer og et generelt ungdoms- og studenteroprør – selv om meget af det holdt sig inden for et bestemt samfundslag og i medierne, i halvfjerdserne fik vi som et sidste desperat forsøg pÃ¥ at skille sig ud i tøjstil og musik med punken. Men sidenhen?

I P1s udsendelsesrække “Klubværelset” kan man høre om de sÃ¥kaldte “slackere”. Slackerkulturen er et moderne ungdomsoprør, der gÃ¥r tilbage til halvfemserne, men ogsÃ¥ har pendanter helt tilbage til førkrigstiden. Der er tale om unge, der i tidens Ã¥nd pÃ¥ individualistisk vis gør oprør mod vor tids stress, jag, karrierefiksering, forbrugerisme osv. Oprøret bestÃ¥r i at slacke, at slappe af, lænen sig tilbage i sofaen og se B-film, spille computerspil, lytte til sær rockmusik eller lignende, læse tegneserier – og ellers give fanden i alt, hvad der ligner et voksent liv med karriere, penge og – ikke mindst – fast arbejde. MÃ¥ske er slackerne ikke sÃ¥ spektakulære som hippierne med deres bare fødder og blomster i hÃ¥ret eller punkerne med deres rotter, sikkerhedsnÃ¥le og sorte tøjstil, men de er der og gør oprør pÃ¥ deres egen individualistiske facon. Selv om det er svært. Lyt med her.

Slacker

My Generation – The Who

Erindringsglimt: Ford Capri Mk I 1600 GT anno 1968

13. juni 2009

Frk. Hvass hed hun. Hun var min latin- og fransk-lærerinde i Realskolen. En nydelig, mørkhåret dame, der koketterede med sin karakteristiske, store næse. Lattermild, som jeg husker det. Og altid i godt humør. Også til den lille latinprøve, da jeg på grund af overmåde eksamensnervøsitet fik bragt hende helt ud af fatning.. Hun grundlagde mit kendskab til latin og fransk, hvilket jeg er hende usigeligt taknemmelig for den dag i dag.
En dag fortalte hun så stolt om sin nyanskaffelse. En bil. Ikke hvilken som helst bil, men derimod en Ford Capri. State of the Art anno 1968. Efter sigende inspireret af den udødelige Mustang. Hvid var den. Og jeg kan huske, at det stod parkeret uden for hendes hoveddør. Jeg kunne nemlig se den, når jeg kørte forbi hendes bopæl med bus nr. 22 eller 24 langs Hjertingvej i retning mod Esbjerg centrum. Så stod den dér i indkørslen og skinnede flot i sollyset. Frk. Hvass var single, længe før dette begreb opstod. En enlig dame, der åbenbart levede livet.
Bilen gjorde indtryk. Den havde en formgivning, som man ikke havde set før. I dagens udgave af Jyllands-Posten stødte jeg igen på den. Og kunne læse om dens storhed og fald. Som så ofte set forsøgte bilfabrikken at forbedre på det oprindelige koncept, med det resultat, at man fik skabt en tungere og langt mindre elegant model.

Fra gemmerne: Franz-Josef Degenhart

1. maj 2009

Omtalen af Hannes Wader fik mine tanker til at glide tilbage til gymnasieskolens tysk-timer, hvor vi bl.a. dyrkede tyske Liedermacher som Wolf Bierman – tidligere omtalt – og Franz-Josef Degenhart. Et sted mellem mine bøger stÃ¥r bogen Spiel nicht mit den Schmuddelkindern Balladen, Chansons, Grotesken, Lieder, der udkom pÃ¥ Rowolt Verlag i 1969 og indholder teksterne fra albummet af samme navn. Degenhardt var ogsÃ¥ en samfundskritisk sangskriver, men til forskel fra fx Bierman og Wader var hans tekster mere subtile, grænsende til det surrealistiske. I titelsangen forholder Degenhardt sig kritisk til den arrogance, der ofte følger med social opstigen i samfundet. Og udtrykket Spielt nicht mit den Schmuddelkindern (Leg ikke med ungerne i rendestenen – cirka-oversættelse) er siden blevet et almindeligt udtryk pÃ¥ tysk.

Noget om klassekvotienter…

3. september 2008

Frøkenen er modstræbende begyndt pÃ¥ gymnasiet. Det er svært bÃ¥de at være i pubertetens vildrede og sÃ¥ holde fast i noget, der kunne ligne en fremtid. Lettere bliver det ikke af, at man pludselig har 28 nye kammerater. Det er mange. For den enkelte student og for lærerne. Hvordan mon bedrive undervisningsdifferentiering med sÃ¥ mange? Men hun er sÃ¥mæn heldig, pigebarnet, for i andre dele af landet er kvotienten højere. Helt oppe pÃ¥ 33-35, har jeg hørt. Derfor er det da glædeligt at læse, at socialdemokraten Christine Antorini vil have lavet et loft over klassekvotientens størrelse. ‘Vi er nødt til at lave et loft. Ellers vil vi se et øget frafald og færre unge, der gennemfører en ungdomsuddannelse’, argumenterer Antorini. Og det er da ogsÃ¥ et relevant argument, idet begge problemer er regeringens problemer. Den vil bÃ¥de reducere frafaldet pÃ¥ uddannelserne og – inden 2015 – have mere end 90% af en ungdomsÃ¥rgang igennem en ungdomsuddannelse.
Antorini vil derfor have Bertel Haarder i samråd, som det hedder på Christiansborgsk.
Men spørgsmÃ¥let er, om man bare kan lave et loft uden samtidig at se pÃ¥ de økonomiske realiteter. For ikke længe siden fik gymnasierne indført det sÃ¥kaldte taxametersystem, der indebærer en aflønning efter gennemførelsesgraden. Jo flere studenter, der kommer gennem de tre Ã¥r, jo flere penge i kassen. Og omvendt… Derfor giver det god mening, nÃ¥r gymnasierne forsøger at gardere sig økonomisk ved at tage rigeligt med studenter ind. Fordi man altid mÃ¥ kalkulere med et vist frafald. 10% er ikke unormalt. Hvis man sætter et loft over klassekvotienten risikerer man at forringe gymnasiernes økonomi – og kommer dermed til at forringe uddannelsen. Hvilket sÃ¥ igen kan betyde yderlige frafald og sÃ¥ videre… Follow the Money, Antorini. Det var bare det, jeg ville sige.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...