CAPAC

I den forgangne uge har et af de kontroversielle emner i den hjemlige offentlighed været den muslimske prædikant Bilal Philips’ planlagte møde med herboende unge muslimer pÃ¥ Nørrebro. Bilal Philips har gjort sig bemærket med markante holdninger til fænomener som ‘selvmordsbomber’, korporlig tugtelse af kvinder og homoseksualitet.
Bilals besøg har fÃ¥et danske politikere – fra Dansk Folkeparti – til at mene, at manden skulle forhindres i at komme ind i landet og i at tale. Emnet blev taget op pÃ¥ DR P1 i programmet P1 Debat, som jeg altid hører, nÃ¥r jeg kører fra arbejde. I debatten deltog talsmand for Islamiske Trossamfund, som stÃ¥r bag invitationen af Philips, Imran Shah og de Radikales Manu Sareen.
Det interessante ved debatten er ikke, at Philips kommer til landet og taler. Vi kan kun afvise folk, hvis de udgør en konkret trussel mod vort samfund. Problemet er heller ikke, at Bilal Philips har nogle holdninger, vi forbinder med et fundamentalistisk, religiøst livssyn. Det interessante er, hvad Islamisk Trossamfund forestiller sig en rabiat troende som Bilal Philips kan bidrage med i forhold til unge muslimers forståelse og accept af det samfund, de lever i.
I udsendelsen bliver Imran Shah spurgt direkte, om han – som repræsentant for Islamisk Trossamfund og som erklæret forbillede for de unge – gÃ¥r ind for Sharia-loven, som er indbegrebet af fundamentalistisk, islamisk tro. Hvortil han gentagne gange svarer, at han ikke mener, det er et relevant spørgsmÃ¥l, fordi vi lever i Danmark og her gælder Grundloven. Et retorisk snedigt svar, hvormed Shah tilsyneladende undgÃ¥r at tage stilling til den omstridte Sharia-lov ved at relativere Sharia-lovens gyldighed. Den gælder ikke i den aktuelle, historiske situation i Danmark, (men…).

Problemet er blot, at Shah med den retoriske manøvre kommer til at bekræfte Sharia-lovens gyldighed, fordi man ikke kan relativere denne gyldighed. Enten er du for Sharialoven eller ogsÃ¥ er man imod. Og eftersom Shah ikke udtrykkeligt tager afstand er han – og Islamisk Trossamfund – lønligt for loven, mÃ¥ man konkludere. Og dermed har Shah og hans trosfæller et problem i forhold til det verdslige, danske demokrati, hvor Grundloven stÃ¥r over enhver religiøs forordning og lov.

Det værste ved Shahs position er ikke, at han gÃ¥r ind for Sharia-loven, men at han ikke stÃ¥r ved det – offentligt. Det er ikke mindst uheldigt og dybt problematisk, nÃ¥r han skal agere forbillede og rollemodel for søgende og forvirrede unge mennesker i et miljø – Nørrebro – hvor der er store problemer med kriminalitet og andre sociale forhold. Set i det lys er invitationen af Bilal Philips ikke en tilfældighed. Det er en konsekvens af den tvetungede tale, der kommer til udtryk i den anførte holdning. Hør udsendelsen og døm selv.

Programmet kan høres her:her

Ethvert fremskridt rummer ogsÃ¥ tilbageskridt. Ungdomsoprøret og den antiautoritære bevægelse i sentresserne og halvfjerdserne befriede os – i hvert fald for en tid – for en række autoritære forhold, der havde strammet og hæmmet os i de foregÃ¥ende Ã¥rtier. Vi kom af med den sorte skole og professorvældet. Kampen for kvinders ligestilling fik ny vind i sejlene. Og ogsÃ¥ i familien blev der gjort op med gammeldags opdragelsesformer og samlivsformer. Ungdomsoprørerne og deres børn blev antiautoritære forældre, der ikke “opdragede” deres børn. En af omkostningerne ved den antiautoritære bevægelse, som i øvrigt allerede var begyndt i halvtredserne – fx under det pædagogiske slogan “fri opdragelse” – var, at man berøvede eller i hvert vanskeliggjorde de unges “naturlige” mulighed for at gøre oprør mod forældregenerationen. Pubertetsoprøret, som er en “naturlig” del af de unges fri- og selvstændiggørelse, har aldrig været vanskeligere end i dag. Med mindre du tilfældigvis er af “anden etnisk oprindelse” og involveret i kriminalitet og/eller bandekrige, sÃ¥ mødes du som ung af overbærenhed, forstÃ¥else, “selvforvaltningspædagogik” eller i værste fald ligegyldighed.

Selv om den ovenstÃ¥ende beskrivelse selvfølgelig er meget kursorisk og unuanceret, sÃ¥ mener jeg, at der er noget om snakken. Vi lever i en tid, hvor der ikke er megen forstÃ¥else for oprøret som personlighedsdannende faktor. I halvtredserne havde vi Elvis “the Pelvis” og motorcykelungdom med Marlon Brando pÃ¥ væggen, i tresserne hippier, provoer og et generelt ungdoms- og studenteroprør – selv om meget af det holdt sig inden for et bestemt samfundslag og i medierne, i halvfjerdserne fik vi som et sidste desperat forsøg pÃ¥ at skille sig ud i tøjstil og musik med punken. Men sidenhen?

I P1s udsendelsesrække “Klubværelset” kan man høre om de sÃ¥kaldte “slackere”. Slackerkulturen er et moderne ungdomsoprør, der gÃ¥r tilbage til halvfemserne, men ogsÃ¥ har pendanter helt tilbage til førkrigstiden. Der er tale om unge, der i tidens Ã¥nd pÃ¥ individualistisk vis gør oprør mod vor tids stress, jag, karrierefiksering, forbrugerisme osv. Oprøret bestÃ¥r i at slacke, at slappe af, lænen sig tilbage i sofaen og se B-film, spille computerspil, lytte til sær rockmusik eller lignende, læse tegneserier – og ellers give fanden i alt, hvad der ligner et voksent liv med karriere, penge og – ikke mindst – fast arbejde. MÃ¥ske er slackerne ikke sÃ¥ spektakulære som hippierne med deres bare fødder og blomster i hÃ¥ret eller punkerne med deres rotter, sikkerhedsnÃ¥le og sorte tøjstil, men de er der og gør oprør pÃ¥ deres egen individualistiske facon. Selv om det er svært. Lyt med her.

Slacker

My Generation – The Who

Frk. Hvass hed hun. Hun var min latin- og fransk-lærerinde i Realskolen. En nydelig, mørkhåret dame, der koketterede med sin karakteristiske, store næse. Lattermild, som jeg husker det. Og altid i godt humør. Også til den lille latinprøve, da jeg på grund af overmåde eksamensnervøsitet fik bragt hende helt ud af fatning.. Hun grundlagde mit kendskab til latin og fransk, hvilket jeg er hende usigeligt taknemmelig for den dag i dag.
En dag fortalte hun så stolt om sin nyanskaffelse. En bil. Ikke hvilken som helst bil, men derimod en Ford Capri. State of the Art anno 1968. Efter sigende inspireret af den udødelige Mustang. Hvid var den. Og jeg kan huske, at det stod parkeret uden for hendes hoveddør. Jeg kunne nemlig se den, når jeg kørte forbi hendes bopæl med bus nr. 22 eller 24 langs Hjertingvej i retning mod Esbjerg centrum. Så stod den dér i indkørslen og skinnede flot i sollyset. Frk. Hvass var single, længe før dette begreb opstod. En enlig dame, der åbenbart levede livet.
Bilen gjorde indtryk. Den havde en formgivning, som man ikke havde set før. I dagens udgave af Jyllands-Posten stødte jeg igen på den. Og kunne læse om dens storhed og fald. Som så ofte set forsøgte bilfabrikken at forbedre på det oprindelige koncept, med det resultat, at man fik skabt en tungere og langt mindre elegant model.

Omtalen af Hannes Wader fik mine tanker til at glide tilbage til gymnasieskolens tysk-timer, hvor vi bl.a. dyrkede tyske Liedermacher som Wolf Bierman – tidligere omtalt – og Franz-Josef Degenhart. Et sted mellem mine bøger stÃ¥r bogen Spiel nicht mit den Schmuddelkindern Balladen, Chansons, Grotesken, Lieder, der udkom pÃ¥ Rowolt Verlag i 1969 og indholder teksterne fra albummet af samme navn. Degenhardt var ogsÃ¥ en samfundskritisk sangskriver, men til forskel fra fx Bierman og Wader var hans tekster mere subtile, grænsende til det surrealistiske. I titelsangen forholder Degenhardt sig kritisk til den arrogance, der ofte følger med social opstigen i samfundet. Og udtrykket Spielt nicht mit den Schmuddelkindern (Leg ikke med ungerne i rendestenen – cirka-oversættelse) er siden blevet et almindeligt udtryk pÃ¥ tysk.

Frøkenen er modstræbende begyndt pÃ¥ gymnasiet. Det er svært bÃ¥de at være i pubertetens vildrede og sÃ¥ holde fast i noget, der kunne ligne en fremtid. Lettere bliver det ikke af, at man pludselig har 28 nye kammerater. Det er mange. For den enkelte student og for lærerne. Hvordan mon bedrive undervisningsdifferentiering med sÃ¥ mange? Men hun er sÃ¥mæn heldig, pigebarnet, for i andre dele af landet er kvotienten højere. Helt oppe pÃ¥ 33-35, har jeg hørt. Derfor er det da glædeligt at læse, at socialdemokraten Christine Antorini vil have lavet et loft over klassekvotientens størrelse. ‘Vi er nødt til at lave et loft. Ellers vil vi se et øget frafald og færre unge, der gennemfører en ungdomsuddannelse’, argumenterer Antorini. Og det er da ogsÃ¥ et relevant argument, idet begge problemer er regeringens problemer. Den vil bÃ¥de reducere frafaldet pÃ¥ uddannelserne og – inden 2015 – have mere end 90% af en ungdomsÃ¥rgang igennem en ungdomsuddannelse.
Antorini vil derfor have Bertel Haarder i samråd, som det hedder på Christiansborgsk.
Men spørgsmÃ¥let er, om man bare kan lave et loft uden samtidig at se pÃ¥ de økonomiske realiteter. For ikke længe siden fik gymnasierne indført det sÃ¥kaldte taxametersystem, der indebærer en aflønning efter gennemførelsesgraden. Jo flere studenter, der kommer gennem de tre Ã¥r, jo flere penge i kassen. Og omvendt… Derfor giver det god mening, nÃ¥r gymnasierne forsøger at gardere sig økonomisk ved at tage rigeligt med studenter ind. Fordi man altid mÃ¥ kalkulere med et vist frafald. 10% er ikke unormalt. Hvis man sætter et loft over klassekvotienten risikerer man at forringe gymnasiernes økonomi – og kommer dermed til at forringe uddannelsen. Hvilket sÃ¥ igen kan betyde yderlige frafald og sÃ¥ videre… Follow the Money, Antorini. Det var bare det, jeg ville sige.

Da jeg læste pÃ¥ universitetet var der et vældigt opgør med sprogrevseriet. Mod alle dem, der ville have alle til at skrive dansk efter retskrivningens krøllede regler. Senere blev jeg – ved tilfældighedernes (u)gunst – dansklærer og oplevede, at sprogrevseriet, der jo er en indbygget del af danskundervisningen, havde ødelagt mange elevers glæde ved faget (og skolen i det hele taget) og hæmmet deres lyst til at udfolde sig i skrift og tale.

Jeg vil stadigvæk ikke forsvare det fluekneppende sprogrevseri. Men med alderen er det blevet klarere og klarere for mig, at retskrivningsregler handler om sproglig præcision. Jo bedre man håndterer disse regler, jo mere præcist kan man udtrykke sig.

Noget andet, der kan bekymre mig – og som ikke bekymrede mig det fjerneste dengang – er den sproglige slaphed, der gør sig gældende i min omverden. Især den snigende, ukritiske anglificering af det danske sprog er nedslÃ¥ende. I gÃ¥r var jeg inde i Ã…rhus by og købe mig en ny vindjakke, fordi den gamle efterhÃ¥nden hænger i laser. Og i en stor, centralt beliggende forretning averterede man med SALE og FINAL SALE. Nu kan jeg godt lidt engelsk og ved, hvad SALE og FINAL SALE betyder, men jeg begriber ikke, hvad der er galt med UDSALG og afledninger af dette ord?
Man vil sikkert sige, at det skyldes GLOBALISERINGEN. Og det er rigtigt, at vi lever i en verden, hvor vi bliver mere og mere internationalt orienterede, og hvor medierne af anglo-amerikansk oprindelse spiller en stor og tung rolle. Alligevel er det en falliterklæring for det danske uddannelsessystem, at det ikke er i stand til at give de opvoksende generationer sÃ¥ mange danskkundskaber, at de i det mindste har alternative udtryksmuligheder pÃ¥ modersmÃ¥let…

“En tysk undersøgelse viser, at folk med rynket røv, lille pik og slap mave, Ã¥bner deres sms’er med tommelfingeren. – Ja, det er for sent at skifte finger nu, smarte!“

Det er ikke altid let at leve sammen med en teenager!

PS. Jeg har ikke en slap mave, tværtom.

Ã…rhus Universitet har lavet en undersøgelse af de studerendes studiemiljø og har fundet ud af, at de unge gennensnitligt bruger 29 timer pÃ¥ deres studier. PÃ¥ Humaniora kun 23,5 timer. Pro-rektor Nina Schmidt pÃ¥peger, at studier er fuldtidsstudier, der kræver 37 timer om ugen. Det vil sige, at de studerende kun studerer 3-4 ud af 5 dage om ugen. Uha-Uha. Forklaringen er ikke, at de forkælede studenter bruger tiden pÃ¥ byens cafér og barer ved Ã¥en, men at universitetet pÃ¥ grund af anstrengt økonomi ikke kan tilbyde de unge tilstrækkeligt med undervisningstimer etc. For at fÃ¥ økonomien til at hænge sammen tilbyder man især de humaniora- og samfundsfagsstuderende forelæsninger for kæmpestore hold. Det kunne gÃ¥ an i de “gode, gamle dage”, hvor studerende kunne læse i mange, mange Ã¥r og pÃ¥ den mÃ¥de nÃ¥ at indhente forsømmelserne. Men den gÃ¥r ikke rigtig i dag, hvor de studerende skal presses gennem pølsemaskinen pÃ¥ normeret tid. Selv om det studerende generelt er tilfredse med deres studier (de har jo valgt med hjertet, ikke?), sÃ¥ viser undersøgelsen, at regeringens uddannelsespolitik ikke hænger sammen. Man vil bÃ¥de blæse og have mel i munden. Og det kan man som bekendt ikke…

Vi nærmer os sommerferien, og medierne går snart agurk. Nogle er allerede på forkant med udviklingen, som man siger på forfærdeligt nydansk.

I går kunne man således læse i aviserne, at interesseorganisationen Dansk Industri opfordrer de unge til at vælge uddannelse med hjernen. Ganske vist siger DI, at de unge skal vælge med hjernen og hjertet, men det er ikke det, DI mener. Derfor fremlægger DI ledighedstallene for de forskellige faggrupper, naturvidenskabelige, humanistiske osv. Hensigten er klar nok: De unge skal tænke over, hvilke jobmuligheder, der er, når de engang er færdige. Så hvorfor ikke allerede nu vælge at blive ingeniør, når nu humanisterne fylder godt op i ledighedskøen!? Det kan godt være, at du elsker tysk sprog og litteratur, men hvis et job som finstrømsingeniør giver brød på bordet, så!?

Samme dag kunne man på forsiden af en af gratisaviserne – som capac læste i en pause på sit arbejde – læse, at hver anden fortryder sit uddannelsesvalg. Og en af forklaringerne er, at de unge er blevet presset af gode råd og formaninger til at vælge netop den karrieregivende uddannelse, de har valgt…

Det får mig til at tænke på dengang for mange år siden, hvor den nuværende undervisningsminister Bertel Haarder gik ud og fortalte de unge, at der var efterspørgsel på og fremtid i at være bankansat. Et par år efter startede de store banker en rationaliserings- og effektiviseringsbølge, der sendte mange ud i ledighedskøerne…

Det er en gammel, men ikke desto mindre aktuel sandhed, at man ikke kan spå om fremtiden. Og det gælder ikke mindst på jobområdet. DI er en interesseorganisation, og derfor meler den sine egne interesser. Det er ikke spor overraskende. Derimod kunne man godt ønske sig, at journalisterne gik dem lidt mere på klingen…
Det bedste råd, man kan give de unge er, at de skal vælge med hjertet. Det er der godt fornuft i (altså: hjerne).

Far – i den orange pÃ¥ vej mod staden: “Hvad tænker du pÃ¥?“

Tavshed.