Indlæg tagget med ungdom

Meld din lærer

27. august 2006

BÃ¥de Ulla og Klaus har været inde og besøge Dansk Folkepartis Ungdoms nye side Meld din lærer. Siden ligger i lige linje fra Erhard Jacobsens kritik af skolelærerne (og journalisterne i DR) i halvfjerserne, hvor anklagen gik pÃ¥, at der var tale om venstreorienteret indoktrinering. Det er samme suppepind, der koges suppe pÃ¥ hos de unge medlemmer af DFU. Jeg vil, som Ulla, opfordre læserne til at læse de indkomne eksempler – og dømme selv om rimeligheden i projektet. Studér ogsÃ¥ den plakat, der følger med siden (nedenfor), og spørg dig selv, hvad den afbildede underviser fortæller om – projektet og dets bagmænd.

Generelt kunne man også spørge, hvorfor lærerne netop jages i en tid, hvor klagemulighederne for elever og studerende aldrig har været bedre, både i forhold til den enkelte lærer, men også undervisningsinstitutionen som sådan, og hvor lærerne evalueres i begge ender. Kunne man i øvrigt forestille sig en side, der hed: Meld din elev eller studerende?

Opdatering: Følg med i diskussionen hos Klaus og Carsten, der har et længere indlæg om indoktrinering.

Røvkultur

23. august 2006

I gymnasiet havde jeg en engelsklærer Hans, der gik i knickers, lange uldne strømper og slag. En mand med stil, altsÃ¥. Han havde ogsÃ¥ en klar holdning til det med at lære noget. Enhver kan tage en universitetsgrad, sagde han. Det eneste, der kræves, er røvkultur. Det, han mente, var, at man lærer noget, hvis man sætter sig ned og studerer. Man skal boge den, som de unge siger, og være flittig. Jeg kom i tanke om denne visdom, da jeg læste dagens Berlingske Tidende, hvor en af nyhedener gÃ¥r pÃ¥, at de studerende ved universiteterne fÃ¥r alt for lidt ud af forelæsningerne. Kun hver femte fÃ¥r lidt ud af det. Men, der er intet nyt i nyheden. Pædagogiske forskere har i mange Ã¥r vidst, at det forholdt sig sÃ¥dan. NÃ¥r man pÃ¥ Handelshøjskolen vil lave en særlig enhed, der skal forske i problemet, sÃ¥ vil jeg mene, at det er spild af ressourcer. De kan bare samarbejde med den eksisterende pædagogiske forsknings repræsentanter…

Der er ikke noget galt med forelæsninger i sig selv. De er også en del af universitetets identitet og kultur. Men, hvis det er den eneste form for vidensformidling, man møder som studerende, så er der noget helt galt. Forelæsninger fungerer bedst, når de vil formidle et vidende overblik og som inspiration. Det er dog de færreste, der får det hele med i timelange foredrag. Koncentrationen begynder, som bekendt, at svigte efter en lille times tid. Det er gammel viden. Og nogle af os er ikke så auditivt lærende, så det gør noget. Jeg erindrer, at Johannes Sløk, den gamle teolog og idéhistoriker m.m., i sine memoirer Mig og Godot blankt indrømmede, at han aldrig fik noget ud af forelæsninger og derfor helst holdt sig væk.

Kravet om nye undervisningsformer er logisk, men man skal tage rammebetingelserne i betragtning. Det koster at indføre nye undervisningsformer. Forelæsningen er en billig undervisningform, fordi antallet af tilhørere alene afhænger af rummets størrelse og de akustiske forhold (er der en god højtaler osv.). Mange andre undervisningsformer er langt dyrere i undervisertimer, og tiden – eller rettere: den politiske dagsorden - er ikke til flere udgifter pÃ¥ det omrÃ¥de. Faktisk kan man se en tendens til flere forelæsninger pÃ¥ de længere varende uddannelser. Den store interesse for digital fjernundervisning og e-læring har ogsÃ¥ klare økonomiske incitamenter…

Tante Berlingerens artikel er, kort sagt, gammel vin pÃ¥ en gammel flaske…

Solvognen

22. august 2006

Dagens bogindkøb er Nina Rasmussens bog Solvognen. Fortællinger fra vores ungdom. Jeg fandt den billigt i Kvicly Extra, men ville nok have købt den alligevel. Dette er jo en nostalgisk blog, og titlen fik billederne til at storme gennem min bevidsthed. Billeder af Solvognens medlemmer udklædt som indianere ved dansk-amerikanernes Ã¥rlige møde i Rebild Bakker, billeder af medlemmerne udklædt som julemænd i Magasin og Illum, uddelende gaver til de forbipasserende osv. Solvognen forbinder jeg med den kulturelle og kunstneriske frodighed, som den venstresnoede ungdom stod for i 1970’erne med folk som Clausen og Petersens gadecirkus, Jomfru Ane Teater og Band, pladeforlaget Demos, Røde Mors kunstnerkollektiv og band m.fl. Den galskab, vildskab og humor, de stod for, kan jeg virkelig godt savne i disse konforme tider…

Nu er 1970’erne historie og mange af deltagerne i den tids bevægelser skriver nu erindringer. Og det er godt, for sÃ¥ kan vi fÃ¥ et andet og mere nuanceret billedet end det, medierne ofte leverer. Nina Rasmussen er en af dem (og du kan læse et uddrag af bogen her). Ole Grünbaum, den tidligere provo, er en anden (Bar røv i 60’erne).

Nina Rasmussen er nok mest kendt for sine populære rejsebøger, som hun skrev de fleste af sammen med Hjalte Tin (se Ninas og Hjaltes hjemmeside).