CAPAC

Her i bloggen vil vi gerne følge en sag til dørs. Og for ikke så længe siden rejste vi spørgsmålet: Hvad blev der af Rudy Frederiksen aka “Pikken fra Herning” (m. digteren Peter Laugesens malende betegnelse), der siden den famøse sexskandalesags opståen har taget et nyt navn.
Nu kan DR Nyhederne fortælle, at anklagemyndigheden omsider tiltaler den tidligere amtschatkonsulent for “at udbrede utugtige billeder af unge piger”. Af hensyn til læsere, der ikke er bekendt med ordet “utugtig” skal capac uddybe det sådan, at Rudy har gjort sig skyldig i at videofotografere unge piger under 18 år uden tøj på og i seksuelle situationer med selv samme Rudy. Billedmaterialet skulle derefter været blevet distribueret via internettet. Rudy sigtes også for underslæb i forbindelse med salg af fotoudstyr.
Det har taget anklagemyndigheden otte måneder at nå frem til anklageskriftet. Otte måneder.

Forleden læste jeg en artikel af Informations musikanmelder Klaus Lynggaard. Artiklen stod i en antologi om forfatteren Hans Jørgen Nielsen og handlede om den betydning, bogen Der Gror Ikke Mos På En Rullesten havde for den unge Lynggaards opvækst. Artiklen fik mig til at bladre lidt i omtalte pionerværk, og jeg faldt over omtalen af gruppen Quicksilver Messenger Service, som en af skribenterne ville have med i bunkeren, når atomkrigen brød ud…
The San Francisco Bay Area var en musikalsk smeltedigel og et vækstområde i de psykedeliske år omkring 1967 og 1968. Ikke alle bands og solister nåede national eller international berømmelse. Nogle måtte tage til takke med mindre hæder, fx at blive et kultband.

Quicksilver Messenger Service havde således ikke samme gennemslagskraft som fx Jefferson Airplane eller Grateful Dead. Men måske var gruppen i endnu højere grad end de to nævnte i pagt med den tids musikalske og eksistentielle filosofi? QMS var nemlig et udpræget jam-band, der dyrkede improvisations- og samspilskunsten i tressernes frie og kollektive ånd.
Bandet blev dannet omkring 1965 og bestod oprindeligt af John Cipollina (guitar), Gary Duncan (guitar, sng), David Freiberg (bas, sang), Greg Elmore (trommer), og Jim Murray (sang, guitar og harmonika). Helt i tidens ånd var gruppen i starten ikke specielt interesseret i at indspille en plade. De ville hellere spille live, hvilket de gjorde intenst på den amerikanske vestkyst frem til 1967, hvor de alligevel fik kontrakt med Capitol og indspillede de to første albums i hurtig rækkefølge i ’68 og ’69. De to plader er indbegrebet af QMSs spillestil i de tidlige år, hvor det handlede om at jamme og spille live og længe – og ikke om succes og penge…
Efter indspilningen blev den centrale figur Gary Duncan skiftet ud med den legendariske keyboardspiller Nicky Hopkins ,og den nye konstellation indspillede album nr. 3, Shady Grove, der bar tydelig præg af Hopkins’ virtuose pianospil. Gruppen holdt den kørende til 1975, men er – som så mange andre – blevet gendannet siden hen.

QMS med “Mona” anno 1969:

Fresh Air:

1967, Monterey Pop Festival:

Man kan rive Ungeren ned, men ikke drømmen om et ungdomshus. Man kan “normalisere” Christiania, men man kan ikke “normalisere” folks trang og lyst til mangfoldighed, forskellighed og andre livsformer end den gemene danske borgerlighed. Man kan rive en Berlinmur ned, men ikke forestillingen og drømmen om et andet samfund…
Politiken fortæller, at en gruppe unge, der kalder sig “Palazet – Ungeren lever” har besat et hus i København. De vil ikke sige hvor, for politiet skal ikke have det så let…

Opdatering: Inspireret af Ungerens skæbne er der kommet gang i de århusianske bz’ere. Læs her.

Opdatering, Søndag d. 8/4: I dag kan man så læse, at det besatte hus er blevet ryddet af politiet.

Frøknen har tysk for til næste uge. Hun har fået til opgave at skrive sætninger med forholdsordsled. Og får at vide, at hun skal “analysere” sætningerne (“sætte kryds og bolle”). Tysklæreren forudsætter, at hun har lært det i dansk; men det har hun ikke – . Jeg spørger hende, om hun har lært noget om de forskellige forholdsord, og hvad de styrer? Det har hun heller ikke. Hm.
Tilføjelse: Efter manys replikker får jeg brug at tilføje, at mit ærinde ikke er at kritisere folkeskolelærerne i almindelighed. De har ikke de bedste arbejdsvilkår. Tænk blot på diskussionen om elevplanerne.

I dagens udgave af dagbladet Information har kontorchef, universitetslektor – og socialdemokratisk kredsformand for Hellerupkredsen, Michael Bjørn Hansen en yderst interessant kommentar til den politiske håndtering af “sagen” om Ungdomshuset. Bjørn Hansen påpeger, at den øverste ansvarlige, overborgmester Ritt Bjerregård, der som bekendt også er socialdemokrat, fravalgte en mulig fredelig juridisk løsning på konflikten om huset – og i stedet valgte den “løsning”, vi kender alt for godt. Kommentatoren betragter Ritts valg som et bevidst valg, som en taktisk manøvre, der ville få Ritt til at fremstå som urokkelig og give hende mange stemmer. Et højrefløjsstandpunkt, kalder Bjørn Hansen det. Hun kunne have valgt at bruge Planlovens mulighed for at definere, hvad formålet med Jagtvej 69 skulle være. Det forholder sig sådan, at det er kommunens gode ret at gøre det. Og hvis de havde gjort det, ville man – mod en passende erstatning, selvfølgelig – have kunnet frataget den religiøse sekt Faderhuset retten til at eje huset. Socialdemokraten Michael Bjørn Hansen anfægter ikke Ritts gode ret til at vælge anderledes – men angriber hende politisk, fordi hun undlod at informere Borgerrepræsentationen om de muligheder for en fredelig løsning, som Planloven gav adgang til. Bjørn Hansen har nærlæst Planloven og har haft aktindsigt i den juridiske orientering, som borgerrepræsentationens medlemmer fik, inden de traf deres beslutning. Den fredelige løsning er ikke indeholdt i denne juridiske orientering. Byplansfolkene i kommunen og overborgmester Ritt Bjerregård kendte godt til denne fredelig mulighed (og kunne man tilføje: Det burde hun selvfølgelig også som øverste politiske instans i kommunen), men de undlod altså at orientere borgerrepræsentationen om den. Bjørn Hansen kalder det – og det kan man opfatte som en diplomatisk formulering – “en krænkelse af de demokratiske spilleregler”.
Indlæggets skribent repræsenterer en gruppe socialdemokrater, der er bekymrede over den politik, som Ritt Bjerregård udmøntede i denne sag, fordi det er højreorienteret magtpolitik, der har splittet og polariseret københavnerne. Han savner “det socialdemokratiske frisind”, der giver “plads til alle – også de unge, de udstødte, de alternative, de kreative. Det gælder tolerancen over for vores egne børn, og her havde mange socialdemokrater håbet, at partiet ville gøre en forskel”. Samtidig påpeger skribenten, at Ritts hard-liner-politik har påført en masse mennesker unødvendig ulykke. Over 200 mennesker har været varetægtsfængslet og over 800 har været anholdt. Og et hav af retssager vil udspille sig de kommende år og sikre, at sagen om Ungdomshuset ikke går i glemmebogen foreløbig. Dertil kommer, at Ritt Bjerregård har skaffet sig et stor gruppe politiske fjender, der kun ser ét politisk mål: At få hende fjernet fra posten som overborgmester.

Læs artiklen. Det fortjener den. – Tidligere indlæg om Ungdomshuset her.

Dagens hårrejsende nyhed i Jyllands-Posten er, at de unge vil være fornuftige. Selv om det uofficielle regeringsorgan glæder sig over ungdommens realistiske uddannelses- og jobønsker (flertallet af piger vil være pædagoger; drengene vil oftest være ingeniører), så er der en bagside af medaljen: At de unge i deres målrettethed overser deres egentlige talenter og potentialer, som samfundet kunne have (mere) glæde af. Men det skal elevplaner, evalueringer og andre administrative indgreb nok sørge for at de bliver ved med…
Læs i den forbindelse et herligt ufornuftigt ungt menneskes overvejelser her.

Regeringen har pålagt folkeskolelærerne at lave skriftlige elevplaner. Skolelærerne har beregnet at arbejdet vil tage to uger af deres tid. Men Bertel Haarder, undervisningsministeren, mener, at det kan klares med “prioriteringer” i forberedelsestiden. Nu nægter 90% af folkeskolelærerne på Frederiksberg at følge ministeren.
Om arbejdet tager to uger er sådan set underordnet. Problemet er, at der i forvejen ikke er for megen tid til de centrale opgaver – undervisnings, vejledning osv. Og de bureaukratiske opgaver stjæler endnu mere tid fra kerneydelserne. Det forstår hr. Haarder åbenbart ikke.
Opdatering fredag: I dagens aviser kan man også læse, at protesterne – der oven i købet har bredt sig lidt – heller ikke møder forståelse hos statsministeren. Til gengæld forsvares lærerne af den tidligere undervisningsminister Margrete Vestager og af overborgmester Ritt Bjerregård, der mener, at bureaukratiet er gået alt for vidt.

De sidste nætter har jeg som godnatlæsning læst Klaus Rifbjergs oversættelse af J. D. Sallingers Catcher in the Rye – Griberen i rugen (der i den gamle udgave hed: Forbandet Ungdom). Den har en hel del år på bagen, men det slog mig, at den sin alder til trods har meget at fortælle læseren om det at befinde sig i de skelsår, der udgør den forlængede pubertet. En fortælling om emotionel forvirring, identitets- og livsmeningssøgen, rastløshed, kærlighedshunger, selvhad osv.

Og det slår mig, at der midt i al balladen om de unge og deres desperate kamp for at beholde Ungeren, ikke har været megen forståelse for, hvad det vil sige at være ung. Og med to af slagsen i familien skal jeg hilse at sige, at det sandelig ikke er blevet nemmere, end da jeg selv var ung i tresserne og halvfjerdserne. Jo, materielt set. Men ellers ikke.

Valgmulighederne er store – men det samme er forventninger og kravene til de unge, der allerede nede i Folkeskolens mindste klasser skal lave planer for, hvad de vil med deres liv…

Noget andet, som omtalen af sagen om Ungdomshuset har manglet i udpræget grad, er humor. Ganske vist er forløbet med nedrivningen af Ungdomshuset dybt tragisk, men selv i de største tragedier skal der være plads til humoren i en eller anden for som modvægt, modgift, lindring…

Klaus Rifbjerg er inde på det i sin debatartikel Brobizz eller brosten i dagens udgave af Politiken. Hjemvendt fra det store udland oplever han, at han kommer til en by i krigstilstand. Med helikoptorer svævende i timevis over folks hoveder og talrige politibetjente dressed to kill. Han skriver til slut: “Desværre kan hverken Ritt Bjerregaard eller andre besindige mennesker for øjeblikket se, at der er noget som helst komisk i situationen -samtidig med at den er tragisk. At det tragiske element beror på Københavns rådhus og i ministerierne og hos politiet, der ellers ikke længe har haft det så sjovt og brugt så mange som lige nu, er en anden historie, men måske alligevel den væsentligste. Demokrati er dialog og bestemt for mit vedkommende uden brosten og bilafbrændinger. Modenhed og intelligens er evnen til at bruge fantasien ved løsning af situationer, der er gået i knude. Generøsitet og venlighed, også når blodtrykket stiger, er en forudsætning for, at vi alle sammen kan komme videre. Lad derfor de unge være tossede, men tal med dem … og kom så i gang, så det hele kan glide, og den livsform, der er mere profetisk end profitorienteret, kan få lov til at leve videre og slå vingerne ud til glæde for alle os fantasiforladte, udtørrede, stamtandede og forbenede gamle nokkehoveder. – Ellers vil jeg mene, at vi faktisk kun fortjener at få den brosten i nakken. Efterhånden med risiko for, at vi slet ikke kan mærke den.”

Rifbjerg, der med dette debatindlæg skriver sig ud af rækken af “gamle nokkehoveder” og indskriver andre (fx den af alder unge Martin Geertsen), taler om dialogen som demokratisk princip, men gør samtidig opmærksom på, at principper i sig selv ikke er noget værd. Der kræves også intelligens, fantasi, generøsitet og venlighed, når problemer skal løses. Uden menneskelighed går det ikke, hvad enten det drejer sig om Ungdomshuset, irakiske flygtninge eller andre problemer. Læs Ribjergs tankevækker. Der er brug for den slags.

I mine foregående indlæg om Ungdomshuset har jeg bevidst forsøgt at undgå at forholde mig til den kristent-religiøse sekt Faderhuset og dens leder Ruth Evensen. Fra starten af har jeg haft det indtryk, at Evensen og sekten har brugt sagen om ungdomshuset som en enestestående chance til at missionere til en større kreds af danskere, end de ellers ville få mulighed for. Og en fornemmelse af, at problemet vedrørende de unge brugeres fremtid ragede dem en høstblomst. Nu har Jeppe Kabell, studerende ved RUC, afsløret, at Evensen og co. lige præcis opfatter deres rolle i de foregående døgn som et regulært korstog med det Onde.
Udadtil har Evensen forsøgt at tale i diplomatiske toner, indadtil – på prædikestolen – tordner hun mod de unge som værende djævleyngel. Altså tvetunget tale, sådan som vi har set blandt andre religiøse fundamentalister. Efter min mening gør Evensen og hendes hellige flok mere skade end gavn med deres religiøse vanvid. Var der nogen, der sagde “næstekærlighed”? Læs Jeppes beretning på www.mrkab.com .

Læs i øvrigt Bo og Carstens meningsudvekslinger, der kredser om blandt andet Faderhuset.

“Hello darkness, my old friend, I’ve come to talk with you again, Because a vision softly creeping, Left its seeds while I was sleeping, And the vision that was planted in my brain Still remains Within the sound of silence…”.
I søndags fik fruen den fruelige idé, at der skulle flyttes rundt på indboet i stuen. Reolen skulle flyttes et par meter, så der kunne blive plads til andre rokeringer. Som sagt så gjort.
Medens bøger osv. blev taget ned af reolen, kørte tv i baggrunden. Og pludselige fanger ordene And here’s to you, Mrs. Robinson Jesus loves you more than you wil know mine ører, og jeg ved, at det er The Graduate – Fagre Voksne Verden – der ruller over skærmen med Simon & Garfunkels fantastiske soundtrack.
Mike Nichols fødte klassiker og debut, der katapulterede Dustin Hoffman helt op på stjernehimlen, har en særlig plads i min cineastiske erindring. Jeg var lige kommet godt i gang med gymnasiet i Esbjerg, da den daværende rektor Poul Rasmussen fik den brillante idé at lade de unge mennesker se biograffilm. Det foregik på den måde, at en busfuld gymnasiaster en gang om ugen blev sendt til Brørup, hvor Brørup Bio lå. De viste kvalitetsfilm.
Den aften, hvor vi så The Graduate står som mejslet ind i hjernebarken. Filmen om den nyuddannede unge mand, der ikke kan finde meningen med livet og bestemt ikke kan genkende denne mening i de voksnes liv med dobbeltmoral og materialisme – inkarneret i hundyret fru Robinson, der spilles uovertruffent, suverænt af afdøde Anne Bancroft – ramte som en forhammer en streng i mit unge, gymnasiesind. Identifikationseffekten var optimal. Den næsten klaustrofobiske indespærrethed (som genialt bliver fremstillet i den vidunderlige swimmingpoolscene, hvor Dustin Hoffman iført sin nye dykkerudstyr har sat sig ubevægelig på bunden af bassinet), man kan føle i de år, hvor man er ramt af almindelig skoletræthed, forældreforstoppelse og udlængsel, grænsende til desperation og livslede, gik rent ind i den unge capac. Og bagefter havde jeg en tydelig fornemmelse af, at verden og capac havde forandret sig i løbet af den halvanden time, som filmen varede. Hvis jeg nogensinde havde tvivlet på kunstens diskrete evne til at bevæge og forandre livet, så blev jeg overbevist i den biografsal.
Det hjalp selvfølgelig også til, at Dustin Hoffmans hjerterdame blev spillet af den underskønne Katherine Ross, der var som skabt til sætte drengehjerter i brand. Eller i hvert fald sætte gang i drengelængsler…
Med denne film sikrede Brørup Bio – der stadigvæk eksisterer i bedste velgående – sig en varig plads blandt “mine biografer”. Og den sikrede også Simon & Garfunkel en plads blandt mine varige favoritter.
Siden har jeg set filmen nogle gange med længere mellemrum. Og hvert gang har jeg syntes, at den holdt som en tidløs fortælling om den der forfærdelige tid, hvor man “skal blive voksen”, men hverken er fugl eller fisk. En filmisk udgave af Sallingers Griberen i rugen (Forbandet ungdom) eller Ribjergs Den Kroniske Uskyld. Men afdøde Anne Bancroft som en suveræn forførerisk hunedderkop i borgerskabets kvælende net – en fin pendant til Rifbjergs Fru. Juncker-figur.
Nu må jeg se at få den anskaffet i en god dvd-udgave.

Samlersind har været ude og købe et nyt gaskomfur. Og gas er en del af min barn- og ungdom. Som tidligere omtalt voksede jeg op i gasgadelygternes skær; og hjemme i den 2-værelses var der to gasblus og en lille gavovn i køkkenet, hvor maden blev lavet.
Det var også på gasblusset, der blev varmet vand, når man skulle have et bad i den store margarinezinkbalje. Til erindringerne om gassen hører en episode, hvor min mor havde sat to æg over at koge, skruet ned for blusset – og siden glemt det. Vi sad inde i stuen, min mor, en legekammerat og mig selv, og pludselig lød der to smæld ude fra køkkenet. Da vi kom derud var gryden kogt tør og var næsten gloende, og æggene var pist væk. Det vil sige: Der sad nogle rester af æggeskaller på loftet over gryden. Da min mor var kommet sig over forskrækkelsen gjorde hun, hvad der var typisk for hende: Lo højlydt så tårerne trillede ned af kinderne.
Til de mindre behagelige oplevelser hører, at en underbo, der var af italiensk oprindelse, døde af gasforgiftning. Beboerne i opgangen mente, at der var tale om selvmord.
Mange år senere, da jeg studerede i århus, kom jeg til at bo i Skejby hos en tidligere murersvend. Han havde et par små huse, som han udlejede til studerende og andre boligsøgende. Her var der flaskegasanlæg. Det var efter, at bygassen i århus var blevet nedlagt.

Sådan kan tingene falde sammen så pudsigt. Forleden skrev jeg om den store digter Paul Celan, som jeg havde fornøjelsen af at “komme op i” til studentereksamen i tysk, og i dag fandt jeg et tillæg fra Die Zeit, som jeg havde medbragt fra turen til Berlin, men ikke havde fået læst. Faktisk lå hele den to måneder gamle avis og ventede på, at jeg fik mig taget sammen til at nærlæse artiklerne. Heldigvis kan de fleste af dem godt tåle det.
I selvsamme avis var der et to sider langt interview med den tyske digter og sanger Wolf Biermann, der fyldte 70 år i november 2006. Og igen måtte jeg slentre en tur ned ad Erindringernes Boulevard… Og det er jo altid en behagelig adspredelse i disse i mere end en forstand forkølede tider.
I min grammofonpladesamling har jeg en LP med Wolf Biermann. Den hedder Vent ikke på bedre tider! (på tysk, forstås!). Den er fra 1973, det år, hvor jeg afsluttede min gymnasietids ørkenvandring og skulle tage hul på mit livs post-øgledage – og hvor Biermann endnu boede i DDR, nærmere bestemt i Berlin Øst. Indtil han blev Ausgebürgert – landsforvist af DDR-autoriteterne.
Biermann kom egentlig fra Hamborg, hvor han voksede op med sine kommunistiske forældre, og da han var ganske ung slog han sig frivilligt ned i DDR, fordi han troede på de socialistiske og kommunistiske ideer og ikke på kapitalismen i vest. Netop derfor blev han en torn i øjet på magthaverne i øst, der ikke brød sig om, at nogen mindede dem om det tankegods, som de helst så forvist til glemslen eller til tomme rituelle taler og handlinger, men på ingen måde ønskede at omsætte til virkelighed.
Det var min – ligeledes kommunistiske – tysklærerinde i gymnasiet, der inddrog Biermann i sin undervisning. Og det til trods for, at hun som KP’er principielt nærede sympati for det østtyske stalinistiske regime. Hvilket blot siger noget om min kære tysklærerindes alt andet end indoktrinerende undervisning. Som den gode, fagligt velfunderede, holdningsafklarede og humørspredende lærerinde, hun var, vidste hun nok godt, at studenterne var intelligente nok til selv kunne tage stilling til tingene. En god underviser undervurderer aldrig sine elever. Som underviser forblev hun et forbillede for mig, og et strålende eksempel på, at man sagtens kan have en klar holdning til sit fag og samfund og lære de unge noget. Spørgsmålet er, om det modsatte er tilfældet, når det kommer til stykket!?
Her gennemgik vi så – og lyttede til – Biermanns kritiske og humoristiske Lieder om fx nedskydningen af Rudi Dutschke og titelsangen om ikke at vente på bedre tider…
Når man læser interviewet med den nu aldrende poet (der er fader til en dreng på fem år…), så blive man slået af mandens usvækkede kritiske sans og hans uforlignelige håndtering af det smukke tyske sprog. Et virkeligt læseværdigt interview.
En af de anekdoter, Biermann fortæller, gjorde et stort indtryk. Biermanns far blev interneret i KZ-lejr på grund af sin indsats i modstandsbevægelsen (hvor han bl.a var med til at sabortere skibe i Hamborg havn), og derfor fik den lille Wolf kun sin fader at se to gange om året af en halv times varighed. Faderen døde i KZ-lejren. Alligevel formåede moderen at knytte faderen og drengen tæt til hinanden. Det gjorde hun ved, at hun hver morgen sørgede for at der lå et stykke slik eller lignende et bestemt sted i lejligheden. Hun fortalte Wolf, at det første han skulle om morgenen var at hente denne godbid, hvorpå hun fortalte om den møjsommelige vej, der havde ført godbidden fra fængslet over heden osv. og frem til den lille dreng. Sådan knytter man emotionelle bånd.

Paul Celan – Dødsfuga

Gryets sorte mælk vi drikker den om aftenen
vi drikker den om middagen og om morgenen vi drikker den om natten
vi drikker og drikker
vi graver en grav i luften der ligger man ej tæt
En mand bor i huset han leger med slangerne som skriver
som skriver når det skumrer til Tyskland dit gyldne hår Margarete
han skriver det og træder udenfor huset og der blitzer stjernerne han fløjter
efter sine hunde
han fløjter sine jøder frem lader dem grave en grav i jorden
han befaler os spil op nu til dans

Gryets sorte mælk vi drikker dig om nætten
vi drikker dig om morgenen og om middagen vi drikker dig om aftenen
vi drikker og drikker
En mand bor i huset og leger med slangerne som skriver
som skriver når det skumrer til Tyskland dit gyldne hår Margarete
Dit askehår Sulamith vi graver en grav i luften der ligger man ej tæt

Han råber stik dybere i jorden I dér I andre syng og spil
han griber efter jernet i remmen han svinger det hans øjne er blå
stik dybere med spaden I dér I andre spil op til dans

Gryets sorte mælk vi drikker dig om natten
vi drikker dig om morgenen og om middagen vi drikker dig om aftenen
vi drikker og drikker
en mand bor i huset dit gyldne hår Margarete
dit askehår Sulamith han leger med slangerne
Han råber spil Døden sødere Døden er en mester fra Tyskland
han råber stryg violinen dunklere så stiger I som røg i luften
så får I en grav i skyerne der ligger man ej tæt

Gryets sorte mælk vi drikker dig om natten
vi drikker dig om middagen Døden er en mester fra Tyskland
vi drikker dig om aftenen og om morgenen vi drikker og drikker
Døden er en mester fra Tyskland blåt er hans øje
han træffer dig med en kugle af bly han træffer dig nøje
en mand bor i huset dit gyldne hår Margarete
han jager sine hunde efter os han skænker os en grav i luften
han leger med slangerne og drømmer Døden er en mester fra Tyskland

dit gyldne hår Margarete
dit askehår Sulamith

Takket være Henning kan vi høre et fragment af digtet, oplæst af celan selv:

[audio:tf.mp3]
—————

Ovenstående digt af den store tyske poet Paul Celan er oversat af 1.p fra Vesthimmerlands HF & VUC, Ranum, Danmark (årg. 2002), og det er at finde på en side, der er helliget poeten. Her kan man også læse originaldigtet og flere andre oversættelsesforsøg m.m.
Det er herligt at se, at man stadigvæk knokler med Celan rundt omkring på de danske gymnasier. Jeg var for mange år siden oppe i Todefuga til studentereksamen i tysk. Og det var en ønsketrækning, fordi jeg havde fået smag for denne stærke lyriker. Og det gik godt. Siden har fragmenter af digtet været lagret i mit hovede og dukker med mellemrum op i bevidstheden.
Celan, der var af jødisk afstamning og var mærket af erfaringerne fra Shoah (Holocaust), begik selvmord ved at drukne sig i Seinen i 1970. Han blev 50 år gammel. Og sit forhold til sproget/digtningen efter Auswitz sagde han: “Only one thing remained reachable, close and secure amid all losses: language. Yes, language. In spite of everything, it remained secure against loss. But it had to go through its own lack of answers, through terrifying silence, through the thousand darknesses of murderous speech. It went through. It gave me no words for what was happening, but went through it. Went through and could resurface, ‘enriched’ by it all.” (Rosemary Waldrops oversættelse fra tysk).

PS. En del af Celans digte er oversat til dansk af andre digtere, fx Paul Celan: Du behøver hvert strå, udvalgte digte oversat af Peter Nielsen.

Som sagt er det tanken, der tæller. Frøknen er i den alder, hvor man tænker meget – over livet, døden, kærligheden, meningen med livet osv. Det er i den alder, det rigtig begynder. Og det holder nok aldrig op, tror jeg. Til tankerne hører handlinger som fx den at støtte gode formål. Farvede armbånd (der ikke er for allergikere…) til støtte for kampen mod brystkræft. Eller en dåse til støtte for AIDS-fondens arbejde. En dåse med et lille frø, der blot skal vandes, så vokser det. Men der står ikke noget om, at frøet vokser op til himlen og kræver alskens hensyn som bambuspinde til at støtte gevæksten (og dåsen). Og der står ikke noget om, hvad man gør, hvis man er bortrejst nogle dage (skal den så stå i badekarret i vand til halsen?). Måske er det bare en smart måde at få os til at tænke på de AIDS-ramte! Det må være forklaringen. Genialt!

Fruen overtalte mig til, at vi skulle gense Grumpier old Men (1995) med Walther Matthau, Jack Lemmon, Sophia Loren, Ann Margaret m.fl. Det var lige, hvad jeg trængte til, efter at have set den københavnske kulturborgmester m.m. Martin Gertsen for gud-ved-hvilken-gang i løbet af de sidste to dage fremstå med sit enøjede synspunkt, at 1) Ungdomshuset ejes af Faderhuset, og ejendomsretten er ukrænkelig, og derfor er der ikke mere at snakke om, og 2) der skal være lighed for loven og 3) alt andet er “sort tale”. Så kan vi glemme alt om forhistorien, om politikernes brudte løfter over for de unge, om politikernes moralske ansvar, om liberale forestillinger om plads til mangfoldighed, forskellighed og skæve unge, om at demokrati handler om meget andet end “bærende principper”, blandt andet om dialog, om nødvendigheden af at nå frem til en fælles forståelse og løsning på konflikten – og så lade helvede bryde løs på Nørrebro, lade politifolk og unge aktivister slå hinanden til lirekassemænd, terrorisere et københavnsk kvarter, der blot ønsker fred og fordragelighed, håne alle de mennesker, der vil det bedste – og efterlade København med et stort problem, nemlig hundredvis af utilpassede unge, der ikke ved, hvor de så skal gå hen. Hvor går de mon så hen?
Så har man brug for en film, der i al sin enkelhed viser, at kærlighed, venskab, forståelse, tolerance, eftergivenhed, tilgivelse, overbærenhed osv. er bedre en stædighed, principrytteri og andet idioti. Og i en af scenerne i filmen viser Sophia Loren, at konflikter kan løses med kvindelig snilde. Hun ifører sig et dullet outfit og går hen i den bar, hvor de to gnavne, stridslystne mænd holder til, og fordrejer så eftertrykkeligt hovedet på den tilbageværende ungkarl, spillet af Walther Matthau, at han efterfølgende er solgt til stanglakrids. – Og da hun træder i baren sker det til tonerne af Venus med Shocking Blue…