CAPAC

Søndage kan være svære at komme igennem, især hvis man er fjorten, og der ikke er kammerater ved hånden, og man er kørt lidt træt i Sims 2. Derfor måtte jeg – fædre kan åbenbart altid bruges i sådan en situation – drage til det lokale videoudlejningssted med pigebarnet for at se, om de havde noget, man kunne fordrive sådan en søndag med. Vi havde første kigget biografprogrammerne igennem, men der var ikke noget, vi begge kunne gå ind for. Og det vil almindeligvis sige: En ungdommelig film med flotte unge mænd, gerne lidt sjov, og gerne lidt romantik (men ikke for meget)… Så vi endte i videoforretningen. Pirates of the Caribean II havde de ikke (kommer på fredag) og heller ikke Madagascar, som var udlånt. Og når man er fjorten, og ikke lige kan få det, man gerne vil have, så kan det hele være lige meget…
Og hvad gør man så? Overlader beslutningsprocessen til far – samtidig med, at man forbeholder sig ret til at kritisere og vrænge ad forslagene. Af erfaring ved jeg, at det godt kan lade sig gøre at finde noget, der vil falde i frøkenens smag, alligevel. Hvis man kan finde en film med en dejlig filmhelt, fx Johnny Depp eller Elijah Wood – en film, som hun ikke har set eller hørt om, så glider den som regel ned. Derfor faldt mit valg på den relativt nye Everything is illuminated (2005) af Liev Schreiber med Elijah Wood i hovedrollen. Læs mere »

Skal Huset i århus bevares? Skal Øst for Paradis i århus bevares? Skal Christiania bevares? Skal Ungdomshuset i København bevares? Skal…? Ja, lad os bevare mangfoldigheden, så vidt det er muligt og under ordnede forhold. Skriv under på underskriftindsamlingen vedr. Ungdomshuset her! (via Anja)

Opdatering d. 26/11: Men de unge skal #¤%%&§! opføre sig demokratisk og undlade at udøve hærværk – ellers må de sejle deres egen sø!

DR Nyhederne meddeler, at UNIoC og Copy-Dan-AVU har indgået en aftale, der giver folkeskolens elever mulighed for at arbejde – lovligt – med digitale medier, fx musik, film og tv. Og det er da vældig! I min datters skole er der hul i gulvene, der mangler tidssvarende landkort, rengøringen er en by i Rusland og for første gang i flere år har de fået udleveret en ny bog med besked om, at den skal holde i mange år. Dertil kommer, at timetal i nogle fag er beskåret. De plages af timeaflysninger, fordi vikarkontoen er brugt op. Valgfag ikke bliver oprettet pga. manglende ressourcer. Osv. Osv. Velkommen til den nye folkeskole! Vi må da håbe, at der vil være nye computere til de nye muligheder…

Tante Berlinger er fremme med Venstre-kvinden Britta Schall Holbergs forslag om, at der skal strammes op på de unge, universitetsstuderendes slendrian. Der skal indføres mødepligt, der skal stilles flere opgaver – i hvert fald i det første år. Med andre ord skal det 4.g indføres, som Lars-Henrik Schmidt, nuværende direktør for Danmarks Pædagogiske Universitet, allerede mente var indført dengang han forlod universitetsverden… Britta er godt klar over, hvad det går ud over, nemlig universitetets varemærke: de frie studium. Og bevæggrundene er også klare: Der skal mange unge gennem den universitære pølsefabrik. Derfor skal der strammes op.
Men flytter man ikke bare problemerme et år frem? Hvorfor ikke forvandle hele universitetstiden til en fjerde gymnasieklasse med mødepligt og opgaver en masse? Hvad skal vi i det hele taget med den universitære ånd? Med frie, tænkende ånder? Når nu der strammes til i den anden ende med kontraktforskning osv. Og så kan vi jo lige så godt fjerne navnet “universitet”, medens vi er i gang og kalde det: det udvidede gymnasium.
Problemet er nok, at mere kontrol og flere opgaver, vil kræve flere undervisere – og dermed flere ressourcer. Så det kommer nok ikke til at ske.

Regeringen lider af (bl.a.) udddannelsespolitisk elephantiasis eller megalomani (your pick!). Først lavede man Centre for Videregående Uddannelser (CVU’er), så slog man universiteterne sammen med en række andre uddannelses- og forskningsinstitutioner. Argumentet er blandt andet, at stordrift og de påståede synergieffekt ved organisatorisk og institutionel sammenlægning vil styrke kvaliteten af uddannelserne og forskningen. Nu er turen så igen kommet til de seminarier og andre mellemlange videregående uddannelser, der har brugt godt fire år på at lave mere eller mindre imponerende CVU’er.
Der har allerede været mange protester mod tanken om professionshøjskolerne. Blandt andet, at det vil stille alle institutionerne lige dårligt økonomisk, uanset om deres individuelle succes berettiger til det eller ej. De succesfulde, velfungerende institutioner vil blive trukket ned på niveau med de mindre succesfulde og dårligt fungerende. Men, det skal sandelig ske “frivilligt” ifølge undervisningsminister Bertel Haarder. Frivilligheden består i, at man sagtens kan holde sig uden for – men så holder man sig også uden for muligheden af at søge “visse bevillinger”, fx “midler til forskningstilknytning”, som er forbeholdt professionshøjskolerne. Og husk nu: Der er ikke tale om tvang…men om liberalistisk frihed.

Vi har tidligere været inde på nødvendigheden af at kunne sige Nej! og sætte grænser over for vores små og større efterkommere, børn og unge med andre ord. De ønsker det selv. Tiden for pædagogisk slaphed og servicerende forældregenerationer må være slut. Det viser sig nemlig også, at forældre bliver neurotiske af at skulle behage og servicere efterkommet i det uendelige! Læs selv!

Forleden læste jeg en artikel i DSBs magasin Ud & Se om magtmennesket Ritt Bjerregård. Rent bortset fra, at det var et læseværdigt portræt af denne homo politicus, så kom jeg til at tænke på hendes kærlighed til æbler. Hun har jo en æbleplantage på Fyn, hvor hun blandt andet dyrker gamle danske æblesorter. Et meget sympatisk projekt. I hvert fra set fra en æbleelskers synspunkt.

Artiklen fik mig til at tænke på min egen glæde ved denne frugt og på frustrationen over, at udvalget er så ringe i danske butikker. Hvor går man hen, hvis man vil have andet end Golden Delicious, Ingrid Marie, Cox Orange, Discovery og et par stykker til? Og ikke har sin egen have?

Men jeg kom også til at tænke på min barndoms æbleskud.

Den første tydelige erindring (eller måske snarere: tydeligt genfortalte erindring, for min mor elskede den historie!) var, da jeg sammen med naboens to drenge, Leif og Jørgen hentede æbler i Slagter Strands have. Strands have lå klos op af vores baggård, godt gemt bag en grim betonvæg. Så der var ikke andre veje til havens lyksaligheder end via indkørslen. Men det betød ikke det store for os. Vi var vel 4-5 år og havde fået smag for slagterens æbler fra de æbler, der hang på grenene over mod vores hus. Vi vidste jo ikke bedre, dengang.

Jeg havde en lille trævogn med fire solide hjul og en stang til at trække i. En nydelig, lille lakeret sag med en fint gelænder hele vejen rundt. Ideel til æbleskudstransport. Så med den på slæb gik vi stille og roligt om i slagterens have og fyldte vognen op. Vi blev først opdaget, da vi var på vej ud. Slagterfruen, der var hjemmegående, havde åbenbart befundet sig i stuen i den anden ende af huset, og var så gået tilbage til køkkenet, hvor hun havde udsigt til de fire “gerningsmænd”.

Enden på historien blev, at vi måttet tømme vognen. Æblerne blev lagt i kælderen i de dertil indrettede kasser. Men, da vi var så små og “uskyldige” fik vi lov til at fylde lommerne.

Måske ikke et pædagogisk lærestykke! For vi fortsatte vores “æbleskud” de kommende år – med større og større bevidsthed om, at der var tale om en “forbrydelse”, en krænkelse af ejendomsretten. Drengestreger!

Jeg kan ikke præcist huske, hvor tit det gik ud over slagterens have, men på den modsatte side af vejen lå et andet hus, hvor der via garagens tag var adgang til et stort æbletræ. Sidst på eftermiddagen, hvor det ikke var for lyst, kravlede vi op via porten og lå på maven og plukkede æbler. Citronæbler. Et æble, der bærer sit navn med rette. Bag et citrongult, kraftigt skind, gemte der sig et æblekød med en meget aromatisk, syrlig og sødlig smag, som jeg ikke vil glemme, før alderdommens demens eventuelt fjerner den hukommelsesrest…

Flere år senere, efter jeg havde forladt barndommens gade og ungdommens paracelhuskvarter og var godt inde i mine studieår, havde jeg, på en af mine utallige togrejser mellem Esbjerg og Århus, lejlighed til at dele kupé med en ældre dame fra Sjælland. En lille, nydelig dame i sort. Lidt en Miss Marple-type, sådan staturmæssigt. Medens vi sidder dér og snakker om vind og vejr, studenter- og pensionistliv, så spørger hun mig pludselig, om jeg ikke vil have et æble. Jo, tak. Og fra sin taske tager hun et par – citronæbler. Det er nok 25 år siden, men jeg kan huske dette gensyn, denne gensmag, hvis man kan sige det, ganske klart. Og jeg er ikke siden stødt på denne herlige frugt. Desværre.

Pometologisk efterskrift: Der findes i hvert fald to sorter af citronæbler: den alsiske og Bøghs.

Blandt dagens lette nyheder kan man få at vide, at foretagendet Børns Vilkårs formand Peter Albæk er forarget– det må vist være det rette ord – over, at unge mennesker bruger det særdeles almindelige skælsord fuck i DRs ungdomsprogram Boogie. DRs redaktør på området, Rasmus Gejl (passende navn i den sammenhæng!) afviser kritikken og siger, at man sender grove gloser, fordi programmets kerneseere, de unge selv, ønsker det. Hvem har så ret? Børns Vilkår, der åbenbart mener, at de skal være formyndere på de unges og deres forældres vegne? Eller DRs redaktør, der åbenbart mener, at hvad seerne vil have må være godt nok? Formynderi eller populisme? Jeg synes hellere, man skulle se på indholdet i de der programmer? Er det godt nok til de svovlende, bandede unge (= unge slet og ret).

Uffe startede debatten og nu følger Tante Berlinger trop: børn og unge vil opdrages. Slut med blødsødne pædagogiske ideer og servicerende forældre!

Medens sagen om den tidl. chatkonsulent Rudy Frederiksen langsomt, men sikkert, svinder ind, dukker emnet “unge piger og gamle mænd” igen op i medierne. For ganske nylig omtalte jeg Weekendavisens Anna Libaks overvejelser omkring de unge pigers adfærd. Og nu er Politikens Lene Andersen på banen med artiklen “Gamle mænd og 10-årige piger”. Jeg vil undlade at kommentere den denne gang, men prøv at læse den – tankevækkende i mere end en forstand…

Med-voksenblogger og -gamling Uffe har just skrevet et indlæg med titlen Alfabetisme. Ordet alfabetisme kan man ikke slå op i ODS, så Uffe har nok ret i, at det er sproglig nydannelse på dansk, selv om det da findes på andre europæiske sprog. Indlægget handler om skriftkulturens – eller snarere: læsekulturens – forfald. Amerikansk fjernsyn har fået Uffe til at mene, at selv veluddannede unge mennesker ikke længere læser bøger. Og det skyldes vel uddannelsessystemernes generelle elendighed og det visuelles dominans i medierne. Og Uffe argumenterer for, at læsekulturen jo ikke har ret lang tid på bagen, og at den nok skal ses som en glorværdig epoke i menneskenes historie. Men – en snart svunden epoke

Der er dog noget, der taler imod alfabetismens forsvinden. Dels er der flere undersøgelser, der har påvist, at mange unge stadigvæk læser bøger til trods for alt det moderne isenkram (var der nogen, der sagde Harry Potter?!). Dels er der ingen tvivl om, at mængden af skrift, som vi bombarderes med (tænk blot på gratisaviserne!) aldrig har været større end nu. Som analfabet er du virkelig på Herrens Mark i vor tid!

Alligevel har Uffe fat i noget. Jeg tror, at det handler om forholdene i Amerika – og måske om de europæiske uddannelsessystemers udvikling i almindelighed. For nogle år siden – jeg mener, at det var i 1998 – var jeg i København i embeds medfør og havde der lejlighed til at spise morgenmad med en amerikansk litteraturprofessor – eller snarere: forhenværende litteraturprofessor. Det, der førte os sammen over kaffe og rundstykker, var vores fælles interesse for musik. Han ville snakke jazz. Det gjorde vi så, men vi snakkede også – sådan er det jo, når fagfæller mødes – litteratur, undervisning og lærdom.

Han fortalte mig, at han et par år tidligere havde sagt farvel til et vellønnet universitetsjob med pension og hele molevitten, fordi han blev deprimeret over de unges mangel på (ud)dannelse. De vidste intet om amerikansk – eller europæisk litteratur, historie eller kultur. Derfor var det efterhånden umuligt for ham at undervise i det, han gerne ville. Hver gang han skulle fortælle om et stykke amerikansk litteratur måtte han begynde tilbage ved Adam og Eva, følte han.

Selvfølgelig var der nogle få undtagelser blandt de studerende – og det var lige præcis, hvad der var problemet. Han så en afgrund mellem en lille dannet elite, hvis forældre havde råd til at give deres børn en uddannelse, og den store mere eller mindre uuddannede hob. Derfor valgte han at tage sit gode tøj og gå – over til en karrière som freelance-skribent ved New York Times…

Jeg mener, at dette kulturelle gab mellem eliten og massen også findes i Danmark, og at det måske vokser. Symptomatisk er det, at de borgerlige med jævne mellemrum tager tanken om eliteuddannelser op. Som underviser i dansk m.m. gennem en del år har jeg fx set, at vi får flere og flere unge med store stave- og læseproblemer. Man møder fx nyuddannede studenter, der enten er ordblinde eller har store staveproblemer – men det er aldrig blevet opdaget! Vi får flere og flere med dysleksi. Og der skal afsættes flere midler til kompensatorisk undervisning og vejledning (århus universitet er i fuld gang med at uddanne et hold adjunkter til denne opgave…).

Jeg har også oplevet, at kundskabsniveauet – generelt set – er faldet. Hundredvis af unge mennesker har ingen anelse om den danske grammatiks elementære opbygning. Bare som eksempel.

Ud af en klasse på 28-30 stykker på en mellemlang videregående uddannelse er der måske 5, der læser bøger, aviser osv. jævnligt. Resten læser kun, når de skal. Fx læse lektier. For flertallet gælder det, at de godt kan læse, men uddannelsessystemet har ikke formået at give dem lysten og vanen til at læse jævnligt.

Jeg hælder mere og mere til den opfattelse, at uddannelsessystemet ikke formår at klare den opgave, den på papiret skal klare: at uddanne alle børn og unge godt. Næsten dagligt kan man læse om store problemer med store frafald (fx i erhvervsskolerne), indlæringsproblemer, unge, der ikke kommer i gang med videreuddannelse efter folkeskolen (selv om den officielle politik siger, at 90% skal) osv.

Lige som Uffe er jeg kulturoptimist. Jeg tror ikke på, at boglæsningen slet og ret forsvinder ud af vores kultur. Men vores uddannelsessystemer er ikke – pt. – i stand til at gøre det store flertal til boglæsere. Og det, synes jeg, er et problem …

Bloggen har tidligere kommenteret sagen om amtschatkonsulenten Rudy Frederiksen – Pikken fra Herning (Peter Laugesen) – der blev taget med bukserne nede i TV2’s dokumentarudsendelse i færd med at overtale nogle unge damer over den seksuelle lavalder til pornografiske optagelser og seksuelt samkvem. Vi hører ikke så meget til “sagen” for tiden. Så vidt jeg kan forstå, sidder Rudy stadig bag tremmer, medens politiet anstrenger sig voldsomt for at finde mere belastende materiale. Og det kniber gevaldigt. Især har det været svært at få unge damer, der har været i kløerne på den lumre Rudy, til at melde sig og bidrage med belastende vidnesbyrd. Man kan da også med rette spørge, hvorfor de er så tilbageholdende, når de ikke var tilbageholdende over for Randy Rudy? Er de bange for, at kæresten, far og mor osv. skal opdage det? Eller hvad? Læs mere »

Så lykkedes det heller ikke i dag at komme ind på Accord-marked i århus. Det er nok straffen for at lokke andre i økonomisk fordærv med oplysninger om slige markeder med masser af bøger, cd’er osv. Måske i morgen, hvis der da ellers er åbent (jo, det er der, indtil d. 30/9!). Men – et par bøger fik jeg dog med fra staden, hvor jeg kiggede ind i Aabenhus Antikvariat ved åen. Ellers var jeg måske endt med en alt for dyr fadøl på den anden side, og det har min lever – i følge min ret bekymrede datter – ikke godt af.

Spøg til side. Jeg vidste på forhånd, at Aabenhus havde et par titler, som jeg manglede i min bestand af bøger.

Ikke uden en vis påvirkning fra Bos Ole Sarvig-renæssance tog jeg mig sammen til at købe forfatterens “prosaværk” Midtvejs i det tyvende aarhundrede (1950), hvor forfatteren gør status i den desillusionerede, kaotiske efterkrigstid og fremlægger sin kristne livsanskuelse. Da jeg gik på gymnasiet var bogen lidt af en sællert som en af Gyldendals berømte Ugle-bøger. Jeg kan huske, at min dansklærer på gymnasiet fremhævede den som idéhistorisk obligatorisk læsning for os unge poder, sammen med De europæiske ideers historie af Johs. Sløk m.fl. Men jeg har nu omsider fået fat i den originale udgave fra Forlaget Schulz, første udgave.

The Guardian fortæller, at Harry Potters forfattermor, J.K. Rowling, næsten blev stoppet i New Yorks lufthavn af sikkerhedsfolkene, fordi hun formastede sig til at tage noterne til bind syv i serien om helten Harry Potter med i flyet i stedet for at putte dem ned i sin check-in bagage… På sin hjemmeside forklarer Rowling sine læsere, at hun ikke ville “skilles fra sine noter”, da de er den eneste, håndskrevne kopi af det nye værk, som eksisterer.

Blogbestyreren er sikker på, at alle Harry Potter-fans holder med forfatterinden i hendes kamp for Potters fremtid…

Tankevækkende læsning! Min yndlingsaversion blandt boulevardblade, The Daily Mail, der er mest kendt for slibrige historier om dit og dat, bringer for en gang skyld en seriøs artikel. Anledningen er genudsendelsen af August Kubizeks bog The Young Hitler I Knew. Kubizek var en nær ven af der Führer i ungdomsårene, dvs. tiden fra 1904-1908. Og hans erindringer har været nærmest autoritative med hensyn til de oplysninger, der er videregivet om Hitlers liv og færden dengang. Bogen blev skrevet for 70 år siden, men det er først nu, at den udkommer i den fulde version. Læs mere »