Indlæg tagget med universitet

Punktum for Penkowa? – forhÃ¥bentlig ikke. En foreløbig dom i sagen foreligger.

29. juni 2012

Medens jeg var arbejde i gÃ¥r aftes, kom nyheden om, at Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU ) har truffet en afgørelse i sagen om den tidligere hjerneforsker Milena Penkowas pÃ¥stÃ¥ede ‘videnskabelige uredelighed’. Weekendavisens Poul Pilgaard Johnsen, der har fulgt sagen fra starten og skrevet udførligt om den, kommenterer i denne uges udgave af Weekendavisen UVVUs udkast til en dom i de to første sager, der er rejst.

Der er altså ikke tale om den endelige dom i den fulde sag og heller ikke i de to behandlede sager, for Milena Penkowa har mulighed for at komme med indvendinger. Men som Johnsen konstaterer, skal Penkowa hive en stor kanin (eller snarere en masse rotter) op at hatten for at ændre ret meget ved dommens utvetydige underkendelse af Penkowas forskningsindsats. Dommen er klar. I begge sager er der i følge udvalgene tale om »Alvorligt brud på god videnskabelig praksis«.

Johnsen gennemgÃ¥r i detaljer de to sager og udvalgenes granskning af dem og sandsynliggør, at undersøgelsen af dem blot understreger den formodning, man hele tiden har haft omkring Penkowas handlinger, at “Milena Penkowa har afgivet »vildledende og urigtige oplysninger« om de videnskabelige metoder, hun har anvendt, foretaget »konstruktion af data« og »handlet forsætligt«”.

Selv om der altsÃ¥ er et stykke vej til det endelige punktum i undersøgelsen af Penkowas forskningsmæssige uredelighed, sÃ¥ lader Johnsens gennemgang af den foreløbige dom ingen tvivl tilbage om, at Penkowa er blevet afsløret som en svindler og bedrager – og at dommen er af en sÃ¥dan karakter, at Penkowas forskningskarriere mÃ¥ siges ikke alene at være endegyldigt slut, men dommen kaster ogsÃ¥ en vanærende og diskvalificerende skygge over hele karrieren. Penkowa har forsætligt forbrudt sig mod den ‘gode videnskabelige praksis’, og prisen er – forstÃ¥eligt nok – at hun mÃ¥ forlade det videnskabelige samfund i vanære. Selv om Penkowa – der for nylig ogsÃ¥ rejste en fuldstændig perspektivløs injuriesag mod Johnson – vil slÃ¥ sig i tøjret og fortsætte sin don quixotske kamp mod det system, der havde frembragt hende, vil det mest af alt have karakter af teatertorden. Penkowa er færdig.

Men det er Penkowa-sagen (forhÃ¥bentlig) ikke. For som jeg tidligere har været inde pÃ¥, sÃ¥ er sagaen om frøken Penkowas storhed og fald ogsÃ¥ en fortælling om det sÃ¥kaldt ‘moderne’ universitets opstÃ¥en, udvikling og dysfunktionalitet – og om universitets- og uddannelsespolitiken i neoliberalismens konjunktur.

NÃ¥r man oplever en pÃ¥ enhver mÃ¥de – ikke mindst politisk – privilegeret eliteforsker, der pÃ¥ eksemplarisk vis skulle markedsføre det ‘moderne’, erhvervsrettede universitet og en liberalistisk forsknings- og universitetspolitik, blive afsløret som en gemen svindler, sÃ¥ mÃ¥ det nødvendigvis kaste et ubehageligt lys pÃ¥ de universitære og politiske institutioner, som hun er et produkt af. Hvor vigtigt det er at fastholde det kritiske lys’ projektør pÃ¥ universitetet og det politiske system understreges af, at formanden for Københavns Universitets bestyrelse, Nils Strandberg Pedersen, kategorisk afviser, at universitetet pÃ¥ nogen mÃ¥de har et medansvar for Penkowas uredelighed. Til Politiken udtaler Pedersen: »PÃ¥ et universitet stÃ¥r en forsker selv til ansvar for de ting, man laver«. Selv om ledelsen – med rektor i spidsen – tidligere er blevet frikendt af kammeradvokaten for at have begÃ¥et væsentlige formelle fejl i sagen, sÃ¥ viser hele sagsforløbet (læs Johnsons artikler og evt. mine skriverier), at rektor og ledelsen pÃ¥ ingen mÃ¥de kan kan fralægge sig i det mindste et moralsk medansvar for sagens udvikling. Sagt pÃ¥ en anden mÃ¥de, sÃ¥ sætter sagen store spørsmÃ¥lstegn ved den Ã¥nd, der hersker i universitetet som institution og i det politiske system.

Strandberg Pedersens kategoriske tørren ansvaret af på den enkelte forsker er systemets immanente selvforsvar, der ikke kan eller vil se på sagen udefra med et systemkritisk blik. Penkowa-sagen er Københavns Universitets svar på Stein Bagger-sagen i det private erhvervsliv. Som Stein Bagger-sagen (han var også systemets kæledægge) sætter også Penkowa-sagen store spørgsmålstegn ved, hvordan systemet (det universitære og politiske) fungerer og hvilke interesser, det tjener. Lige som Bagger-sagen satte spørgsmåltegn ved, hvordan private virksomheder, bankerne og det politiske system fungerer.

Penkowasagen er historisk exceptionel. Og det er ikke tilfældigt, at den ikke opstod i det gamle universitet. Selv om forskere er mennesker og begÃ¥r fejl og ‘forbrydelser’ ud fra egoistiske og andre motiver, sÃ¥ er for mig at se ingen tvivl om, at Penkowas forbrydelser er børn  af en ‘moderne’ universitets-, uddannelses- og forskningsideologi. Hun repræsenterede dens idealer – og demonstrerede dens indre rÃ¥ddenskab.

[Kilder: Politiken, Weekendavisen, Universitetsavisen]

Penkowas kummefryser

19. maj 2012

Penkowa-sagen skal ikke glemmes. Og det skal sagen om den fyrede Linda Koldau heller ikke. Men lad mig begynde et andet sted, hvor jeg fik lyst til at tage tråden op igen.

I gÃ¥r kunne man langt nede i nyhedsstrømmen hos DR Nyhederne læse, at ‘uddannelser kvæles i administration’.

De uddannelser, der er tale om i nyheden, er de sÃ¥kaldt mellemlange videregÃ¥ende uddannelser – lærer-, pædagog-, socialrÃ¥dgiveruddannelsen osv. Uddannelser, hvoraf mange har haft stor politisk opmærksomhed gennem mange Ã¥r, fordi de har en vigtig betydning for samfundsudviklingen. Og med ca. 60.000 studerende udgør de mellemlange uddannelser en meget betydelig del af de videregÃ¥ende uddannelse. Men det er ogsÃ¥ uddannelser, der de seneste mange ogsÃ¥ har være præget af nedskæringer i undervisningen, fyrings- og sparerunder. Herom kan man fx læse i Magisterbladet.

Det skulle ellers have været sÃ¥ godt. For snart mange Ã¥r siden fik magthaverne den idé, at en lang række seminarier og andre uddannelseshøjskoler skulle lægges sammen i større enheder. En lang og problematisk proces, der foreløbigt er resulteret i etableringen af nogle store “professionshøjskoler”, der ideelt set skulle betyde en besparelse pÃ¥ og effektivisering af det administrative og bedre uddannelser i kraft af den synergi, sammenlægningen angiveligt skulle kunne medføre. Bedre udnyttelse af lærerkollegiet osv.

Læs mere »

Efter Milena Penkowa: Sagen om den tyske professor Linda Maria Koldau og aflivningen af universitetet

19. februar 2012

Selv om det efterhÃ¥nden er længe siden, jeg har omtalt den fhv. (?) hjerneforsker Milena Penkowa og hendes sag, sÃ¥ er hun ikke og vil ikke blive glemt i denne weblog. For mÃ¥ske skal vi almindelige samfundsborgere i sidste ende være taknemmelige over, at Penkowa-sagen opstod. Selv om sagen jo ikke er slut endnu, sÃ¥ har forløbet indtil videre ikke bare været en stærkt underholdende, kulørt fortælling om den tidligere eliteforskers storhed og fald – en fortælling, som enhver forfatter mÃ¥ misunde virkeligheden – men ogsÃ¥ et afslørende studie i det traditionelle universitets forfald og potentielle undergang i vor neo-liberalistisk-borgerlige politiske konjunktur.

En af mine tilbagevendende vinkler pÃ¥ Penkowa-sagen har været, at hendes karriereforløb og den efterfølgende sag er symptomatisk for sÃ¥vel universitetet i dets nye form som for for det underliggende politisk-ideologiske magtsystem. Min pÃ¥stand er, at selv om akademisk svindel og humbug kan forekomme til alle tider, sÃ¥ er Milena Penkowa og hendes sag i høj grad et produkt af det eksisterende system, der ideologisk og materielt har fremelsket og været katalysator for Penkowa. Penkowa blev oprindeligt fremhævet som mønstereksempel pÃ¥, hvad det ‘moderne’ universitet og den ‘moderne’ videnskab skulle kunne, men endte med at være en afslørende karikatur af hele den polito-ideologiske tænkning, der ligger under videnskabs- og universitetspolitiken i dag…

At Penkowa-sagen er et symptom understreges indirekte af en anden celeber sag, der er kommet i mediernes søgelys. Jeg tænker pÃ¥ den tyske professor Linda Maria Koldau kritik af dansk humaniora – og det efterfølgende forsøg pÃ¥ at knægte hendes ytringsfrihed som offentlig ansat.

Koldaus brøde var, at hun i en artikel i Politiken d. 12. juni 2011 (Professor: Dansk humaniora er en skandale) formaster sig til at angribe dansk humaniora pÃ¥ dens mest sÃ¥rbare flanke: det videnskabelige niveau. Det interessante ved Koldaus artikel er, at den – læst med de rette briller – ikke kun leverer en kritik af den mÃ¥de, der bedrives humaniora pÃ¥ anno 2011, men indirekte er en kritik af et universitetsstyre, der i bund og grund er inkompetent i forhold til universitetets primære, ideale opgave i forhold til uddannelsen af de studerende: at give dem faglighed, viden og evnen til at tænke selv. Med Koldaus ord har vi at gøre med “en top-down-styret uddannelsesstrategi, der allerede har berøvet flere generationer af studerende den uddannelse, de har ret til.” Koldau lægger ikke fingrene imellem.

I artiklen angriber Koldau de herskende tilstand ud fra fem punkter: kreativiteten, overfladiskheden, folkeskoleniveauet, ‘teorier i stedet for viden’ og kompetencer.

Derefter bedriver hun, hvad jeg fristes til at kalde et stykke renlivet ideologikritik. Med sine fem argumenter dekonstruerer hun sÃ¥ at sige den forløjede selvforstÃ¥else, som universitets arbejder ud fra og afslører den som værende kejserens nye klæder. Hendes kritik er skarp, fordi den er formel. Hun pÃ¥viser fx, hvordan de humanistiske “studieordninger” gennem produktstandardisering af opgaver med hensyn til omfang, form og indhold de facto kvæler ethvert tilløb til selvstændig tænkning og hæmmer udfoldelsen af fagligheden. I den forbindelse gÃ¥r hun ogsÃ¥ i clinch med hulheden i den retorik, der som en flom af ideologiske markører og pseudo-begreber skal fÃ¥ det hele til at se tilforladeligt ud: ‘kreativitet’, ’komplekse sammenhænge’, ’nye former for viden’, ’tværfaglighed’. En retorik, der skal sløre den barske kendsgerning, at fagligheden lades i stikken i det universitære system. Og Koldau sætter det kritiske spyd lige ind der, hvor det gør mest ondt, nÃ¥r hun pÃ¥peger, at begreberne ‘faglighed’ og ‘viden’ er blevet ‘skældsord’ – og er blevet erstattet af buzz-words omkring det diffuse begreb ‘kompetence’.

Ikke alene dræber studieordningerne faglighed og selvstændig tænkning, men kulturen pÃ¥ humaniora pulveriseres ogsÃ¥ af en lind strøm af nye studieordninger, der i “deres indhold følger en ideologi, hvor varm luft klædes i store business-ord“. Under pÃ¥skud af at gøre uddannelserne ‘tidssvarende’ og ‘rettet mod det moderne arbejdsmarked’ gør man uddannelserne til nogle bolsjeposer uden egentlig faglig substans. De unge smager lidt pÃ¥ dit og dat, men fÃ¥r aldrig faglig dybde.

Skridt for skridt afslører Koldau et humaniora – og i videre perspektiv et universitet – der forrÃ¥der alt det, et universitet skulle stÃ¥ for. Faglighed, viden, kritisk og selvstændig tænkning. I stedet fÃ¥r man en overbygning pÃ¥ det skolesystem, der begynder i folkeskolen og hidtil blev afsluttet i gymnasiet. Allerede for flere Ã¥r siden gjorde idéhistorikeren Lars-Henrik Schmidt opmærksom pÃ¥, at man havde forvandlet universitetets forskoleÃ¥r til “4. g” – og siden er skoleficeringen af universitetet som uddannelsesinstitution fortsat. Med ledelsens samtykke. Og med de studerende som umyndiggjorte “skoleelever”.

Universitetet er blevet forvandlet til et vrængbillede af en moderne privat produktionsvirksomhed. Og konsekvensen er bl.a. at det, de unge sættes til at lære, har karakter af præfabrikerede produkter. I stedet for fx at give de unge en solid viden om musik eller litteratur, sÃ¥ spiser man den af med teorier om musik og litteratur. Med Koldaus ideologikritiske ord: “Teorier er videnskabelige værktøjer, som er ekstraheret fra en bred viden om en vis genstand. Hvis de studerende lærer dem, uden at de kender til genstanden – om det er musikalsk repertoire, kunstværker eller litterære tekster – bliver teorierne varm luft. Og nÃ¥r teorierne stiltiende fremstilles som dogmatisk sandhed, er videnskab blevet forvandlet til ideologi.” Det paradoksale er – som Koldau ogsÃ¥ gør opmærksom pÃ¥ – at uddannelserne pÃ¥ den mÃ¥de kommer til at diskvalificere de unge til det arbejdsmarked, som uddannelserne angiveligt retter sig mod! Hvad virksomhederne har brug for er kreative, selvstændigt og kritisk tænkende unge. Ikke unge, der bare kan lire en lektie af…

Selvfølgelig er der unge, der på trods af disse forhold kommer til at indfri de universitære idealer. Men Koldaus artikel slår fast, at det netop kun sker på trods.

Universitetets første reaktion pÃ¥ artiklen er tankevækkende. Koldau modtager en sÃ¥kaldt “pÃ¥tænkt advarsel” fra Ã…rhus Universitets dekan for humaniora, Mette Thunø. Advarslen er ‘pÃ¥tænkt’ i den forstand, at den først realiseres, nÃ¥r Koldau skriftligt har kommenteret det. Men samtidig følger nogle instrukser, der til sammen har karakter af at disciplinere professor Koldau. Fx mÃ¥ hun ikke ‘bryde fortroligheden’ (fx ved at gÃ¥ til pressen med sig kritik?), hun skal undskylde over for kolleger, som har følt sig ‘mobbet’ og sÃ¥ videre.

Reaktionen er forventeligt blevet opfattet som et forsøg pÃ¥ at indskrænke Koldaus ytringsfrihed som offentlig ansat, men det har sÃ¥vel dekanen som universitetets rektor, Lauritz B. Holm Nielsen, afvist. Og dekan Mette Thunø har oven i købet afskærmet sig fra kritik ved at hævde, at der er tale om en ‘personalesag’ (som hun af samme grund ikke kan udtale sig om til offentligheden…). Men akkurat som man taler med to tunger i udøvelsen af uddannelsespolitiken pÃ¥ humaniora, sÃ¥ er der ogsÃ¥ tale om tvetunget tale. En ting er, hvad man siger. Noget andet er, hvad man gør. Reaktionen over for Koldau kan kun forstÃ¥s som en magtbestræbelse pÃ¥ at ville definere de betingelser, som debatten om og kritikken af universitetet, skal foregÃ¥ pÃ¥. Men som formanden for studenterrÃ¥det allerede har pÃ¥peget, sÃ¥ er det vigtigt at fÃ¥ debatten og kritikken ud i det offentlige rum. Som i tilfældet med Penkowa-sagen, hvor man ogsÃ¥ forsøgte at holde debatten inden for institutionens mure i det omfang, det var muligt, sÃ¥ handler den offentlige debat og kritik om, at man her ogsÃ¥ kan sætte spørgsmÃ¥lstegn ved selve det institutionelle, ideologiske og politiske grundlag, som universitetet i almindelige og humaniora i særdeleshed fungerer pÃ¥. Og det er vigtigt.

Læs også Studenterrådsformand Thea P. Frederiksens indlæg Det er så skidt, at det ikke er godt for noget, Politiken d. 16/2-2012

Opdatering: Da jeg skrev ovenstÃ¥ende havde jeg endnu ikke fÃ¥et læst Weekendavisen fra i fredags. Men her kan man læse nedenstÃ¥ende debatindlæg fra en række forskere og universitetsansatte, der bakker op om Koldau. Holdningen i indlægget er pÃ¥ mange mÃ¥der den samme, som den jeg fremfører ovenfor: Læs mere »

Milena Penkowa interviewes

13. november 2011

Jeg har pÃ¥ intet tidspunkt lavet det fusk, som jeg bliver anklaget for – det gør, at min situation er en anden. Jeg ved, at jeg har ikke gjort de ting, som jeg bliver beskyldt for. Og jeg bliver hængt ud, sÃ¥ alle tror, at det er sandhed. Ingen i den offentlige bevidsthed tænker, at der ligger ikke nogen dom og afgørelse. Men det bliver fremstillet, som om det er sandt“, Milena Penkowa.

Læs interviewet med Milena Penkowa her. Sagen har uden diskussion haft store personlige omkostninger for Penkowa. Ingen kan være tjent med, at sagen trækkes i langdrag. Allermindst Penkowa selv. Jo før den afsluttes, jo før kan der blive draget en lære i det videnskabelige og universitære miljø. Og jo før kan det politiske regnskab gøres op.

Penkowa-sagen: Helge Sander-sporet er igen varmt

13. november 2011

Som nævnt er Milena Penkowa begyndt at røre pÃ¥ sig igen – og slÃ¥ igen. Og vi skal jo ikke glemme, at der er flere skurke i sagen om frk. Penkowa. Hvad blev der fx at Helge Sander-sporet? Kom han ikke lidt let ud af mediernes søgelys, sidst han var der? Noget kunne tyde pÃ¥ det.

I hvert fald kan BTs Lars Fogt i lørdagens udgave af avisen fortælle, at Sander var vidende om, at Penkowa var under anklage for svindel – underslæb, dokumentfalsk og falske anklager mod studerende – dengang han tildelte hende den prestigefyldte Elite-forskpris. Sander skulle i følge Penkowa selv have siddet inde med den viden, der siden hen – under Sanders afløser, Charlotte Sahl-Madsen – begrundede fratagelsen af prisen. Men ikke kun Helge Sander skulle angiveligt have siddet inde med den viden. OgsÃ¥ medlemmerne af det forskningsrÃ¥d, der stod bag prisen. Bl.a. rektor Ralf Hemmingsen.

Hvis Penkowa har ret (og der ikke er tale om de rene revanchisme fra hendes side…), sÃ¥ kaster det et ubehageligt lys over Helge Sanders politisk-ideologiske promovering af Penkowa som ideal for den borgerlige forskningspolitik og forbillede for andre unge forskere. Og dermed over den VKO-regeringens forskningspolitik som sÃ¥dan. Og Københavns Universitets i forvejen stærkt ramponerede omdømme og prestige vil være endnu mere skadet.

Milena Penkowa rør pÃ¥ sig…

11. november 2011

Hvis nogen troede, frk. Milena Penkowa ville lægge sig ned pÃ¥ ryggen og sige be-be efter at have været i mediemaskinen i mÃ¥nedsvis pÃ¥ grund af sin sag om forskningsfusk m.m., sÃ¥ tog man fejl. Efter at have sundet sig lidt har Penkowa taget handsken op og slÃ¥r tilbage. Først mod en tidligere samarbejdspartner inden for fagomrÃ¥det (se forrige indlæg i sagaen om Penkowa) og nu mod filosofiprofessor David Faurholt, der er blevet anmeldt for overtrædelse af navneforbuddet i sagen. Faurholt tager det med ophøjet – ja, man kunne sige stoisk – ro og udtaler til Weekendavisen:

»Folk, der har forstand på den slags, siger til mig, at jeg vil tabe retssagen, og det er så helt i orden. Jeg har aldrig før gjort noget kriminelt, men jeg får nok en bøde på 10.000 kroner eller noget i den retning, og jeg har ikke tænkt mig at appellere. Til gengæld får jeg så lejlighed til at skrive noget mere om Penkowa og rektor Ralf Hemmingsen, for de skal ikke dø i synden«

Nej, de skal ikke ‘dø i synden’. Det er vigtigt, at sagen om dens mange politiske, universitære, forskningsmæssige, videnskabelige osv. facetter bliver kulegravet og analyseret, sÃ¥ universitetets og forskningens værdighed kan blive genoprettet.

Redelighed og uredelighed – en note om Milena Penkowa

21. oktober 2011

Bedst som man gik og troede (selv om tvivlen gravede…), at sagen om Milena Penkowa var stillet i bero, medens politiet undersøger anklager om dokumentfalsk , og en kommission gransker hendes forskning for fusk, sÃ¥ har Penkowa indgivet en klage til Udvalgene for Videnskabelig Uredelighed. Klagen drejer sig om professor Elisabeth Bock, som har været Penkowas kollega og ven. Og klagen gælder Bocks pÃ¥stÃ¥ede videnskabelige uredelighed…

Konkret drejer anklagen sig om, at Penkowas navn angiveligt er blevet (mis)brugt i forbindelse med nogle offentliggjorte opslag, der er blevet brugt ved videnskabelige konferencer. Penkowas pÃ¥stand er, at hendes navn er blevet brugt uden hendes samtykke – og at navnet derved er blevet sat i forbindelse med “dÃ¥rlige forskning”.

I følge Weekendavisens og Universitetavisens artikler om den ny sag, sÃ¥ opfattes Penkowas klage af professor Bock og hendes medarbejdere som udtryk for revanchisme og chikane. Og man mener, at have dokumentation (emails m.m.), der modbeviser Penkowas pÃ¥stand om et misbrug. Samtidig – og det er mÃ¥ske det mest interessante ved den nye sag – sÃ¥ retter professor Bock en kritik af selve Udvalgene for Videnskabelig Uredelighed, idet hun siger:

»Det er et problem, at systemet kan bruges som chikane. UVVU er med rette blevet meget rost som en god opfindelse, men der vil altid være problemer, når folk kan gå og anmelde hinanden.«

Penkowa-sagen som sÃ¥dan har foreløbigt resulteret i, at hele ni klagesager ligger til behandling i UVVU. SÃ¥ sagen er ikke bare blevet en sensationel sag om videnskabelig uredelighed og fusk. Den har ogsÃ¥ kastet lys over et akademisk miljø, hvor det langt fra altid drejer sig om smukke videnskabelige idealer osv., men i allerhøjeste grad ogsÃ¥ om de alt for menneskelige egenskaber: hævntørst, misundelse, unfair konkurrence og personlige sym- og antipatier. Netop, fordi der er tale om videnskabelige idealer, sÃ¥ er anklager om uredelighed og fusk meget alvorlige for de anklagede forskere og kan i værste fald være ødelæggende for deres virke som forskere. Weekendavisen giver nogle eksempler pÃ¥, hvor skadende sÃ¥danne anklager er. Som professor Eske Willerslev antyder, sÃ¥ er det næsten umuligt at vaske en uredelighedsanklage af sig igen. Det er som med anklager af seksuel karakter – de har det med at blive sidden som sorte pletter…

UVVUs problematiske rolle forstærkes selvsagt af, at forskerne godt er bevidste om denne skadelige effekt, som en anklage har. Lige som det heller ikke er befordrende for systemets virkemÃ¥de, at det ikke har de store konsekvenser for klagerne, hvis anklagerne viser sig ikke at holde…

Hvor UVVU skulle være garanten og sikringen af idealernes fastholdelse, er udvalgene nu selv blevet kritik og tvivl. Fungerer systemet efter hensigten, som Weekendavisen spørger.

Penkowas seneste klage er ikke kun en lille note til en i forvejen omfangsrig sag. Den er en understregning af, at Penkowa-sagen som sådan ikke bare er historien om et lysende forskertalents storhed og fald, men også en kritisk prisme, hvorigennem man kan se de politiske, universitære og videnskabelige systemers sprækker og svagheder.

Tilbage til Penkowa-sagen: En ny sag om videnskabelig uredelighed

31. august 2011

Som lovet vil jeg vende tilbage til Penkowa-sagen, hvis der dukkede noget nyt og relevant op. Som bekendt har sagen ligget stille længe – i hvert fald i medierne. Men i dag kan Politiken sÃ¥ – med BT som kilde – afsløre, at en af Milena Penkowas nære medarbejdere, den anerkendte og fremtrædende sundhedsforsker, Bente Klarlund, er blevet anmeldt til Udvalget vedrørende uredelighed, anklaget for at have bedrevet systematisk fusk i sin forskning.

Anmelderen er en kollega, professor Henrik Galbo, som i en 23 sider lang anmeldelse gennemgår 21 artikler, Klarlund har lavet sammen med Milena Penkowa. 11 af de analyserede artikler står Klarlund som ansvarlig for. Og Galbos konklusion lader ingen tvivl om fuskeriets karakter:

»I betragtning af ikke blot de åbenlyse svigagtige manipulationer fra Penkowa, men også de mange uoverensstemmelser i andre dele af arbejdet, må man konkludere, at det er sandsynligt, at Bente Klarlund Pedersen valgte at lukke øjnene. At hendes uagtsomhed var bevidst. Man må også se på det indlysende motiv: Bevidst videnskabelig svindel«.

I relation til Penkowas sag er nyheden relevant på flere ledder.

1) Den understreger, hvad jeg flere gange har forsøgt at understrege, at Penkowas sag ikke kun kan anskues som en sag om en enkeltpersons – Penkowas – afsporing som forsker, sÃ¥dan som man tendentielt har gjort i pressen. Penkowa er ogsÃ¥ – forenklet formuleret – et “produkt” af en institutionelt og politisk system, der har muliggjort og mÃ¥ske endda fremmet bedrageriet. Penkowa er med andre ord ikke alene om at gÃ¥ pÃ¥ akkord med de videnskabelige idealer.

2) Nyheden peger pÃ¥ det politiske niveau – og dermed pÃ¥ det politiske ansvar for de skandaløse sager. Som Penkowa er Klarlund inde i varmen hos de magthavende Venstrepolitikere. Hun er udpeget til div. rÃ¥d af sÃ¥vel Lars Løkke Rasmussen, Bertel Haader og Helge Sander. Hun er en af regeringens eliteforskere…

3) Endelig peger nyheden også på et forhold, der måske har været lidt underbelyst indtil videre. Nemlig magtkampene i det videnskabelige mijø. Klarlund har taget til genmæle over for anklagerne og krævet, at blive renset for dem. Uanset om Klarlund har begået noget kritisabelt eller ej, så skal vi ikke være blinde over for det forhold, at videnskabelige konflikter, personlige karriereambitioner og andet godt spiller ind i sagerne. Det kan godt være, at videnskab er en ædel sag, men dens udøvere er ikke nødvendigvis drevet af ædle motiver.

Studenterrådet støtter rektor i Penkowa-sagen

23. juni 2011

En interessant nyhed. StudenterrÃ¥det ved Københavns Universitet bakker rektor op i sagen om Milena Penkowa. Dermed er StudenterrÃ¥det, som formelt repræsenterer 35.000 studerende, i opposition til den store gruppe af forskere – 8 ud af 10 – som ikke har tillid til rektor.

Studenterrådets argument er, at rektors afgang kun vil føre til en handlingslammelse af universitetet. Og at universitetet har mange andre alvorlige problemer end Penkowa-sagen.

Udmeldingen er interessant, fordi den netop – indirekte – rejser debatten om de institutionelle konsekvenser af Penkowa-sagen. Vil en fjernelse af universitetets kransekagefigur løse universitetets problemer – herunder Penkowasagens problemer? Næ, det vil den ikke.

Uanset, hvad man ellers vil mene om rektors alt andet end glorværdige rolle i sagen, sÃ¥ er sagen vel, at han langt hen ad vejen har handlet inden for rammerne af universitetsloven. Og fejlene ufortalt, sÃ¥ har bl.a. kammeradvokatens redegørelse jo understreget, at godt nok har deres været kritisable forhold, men i bund og grund har der ikke været tale om embedsmisbrug eller andet kriminelt. Dertil skal lægges, at rektor faktisk har forholdt sig til kritikken og udvist, hvad StudenterrÃ¥det kalder “tilpas handlekraft”.

At gøre rektor til syndebuk for Penkowa-sagen og dens mange implikationer vil mÃ¥ske mest af alt være et tegn pÃ¥, at man ikke har forstÃ¥et det perspektiv, som Penkowa-sagen har for universitetsloven og -politiken som sÃ¥dan. Derfor er det berettiget, at de studerendes rÃ¥d finder det ‘klart problematisk’, at forskerne i vid omfang ikke bakker rektor op. Det kan man jo sagtens gøre, selv om man udøver kritik af manden.

Milena Penkowa og den ‘uvildige undersøgelse’, der blev tabt pÃ¥ gulvet

14. juni 2011

Som bekendt forhindrede Liberal Alliance, at der bliver iværksat en sÃ¥kaldt ‘uvildig undersøgelse’ af sagen omkring Milena Penkowa. Dermed er der meget, der tyder pÃ¥, at vi mÃ¥ nøjes med at fÃ¥ resultatet af den allerede igangsatte undersøgelse af hendes pÃ¥stÃ¥ede videnskabelige fusk.

Der er al mulig grund til at beklage, at den uvildige undersøgelse ikke bliver til noget. Foreløbigt mÃ¥ vi konstatere, at systemet – universitetet og ministeriet – har hyttet sine egne interesser, idet Kammeradvokatens redegørelse for det første frifandt rektor og universitet for anklagen om at have begÃ¥et væsentlige formelle fejl i hÃ¥ndteringen af sagen, – og ministeriet for det andet ved ikke at forfølge anklagerne mod tidligere forskningsminister Helge Sander og ved fratage Penkowas hendes Elite-Forsker-pris har forsøgt at lægge et slør over egne fejltagelser.

Men hvad med Milena Penkowa selv? Ganske vist har jeg ikke lagt fingre mellem i min omtale af Penkowa i mine tidligere indlæg, men det ændrer ikke ved, at jeg vil insistere på, at hun er uskyldig, indtil andet er bevist. Hun fik en dom for dokumentfalsk etc. Det står ikke til diskussion. Hun blev frifundet af Rigsrevisionen for at have misbrugt forskningsmidler (selv om hun havde tilbagebetalt nogle af dem). Den afgørelse står heller ikke til diskussion, men sender sorteper videre til universitetet og donatorerne, som åbenlyst ikke har haft styr på administrationen af forskningsmidler og -projekter.

Men hvad med den efterlyste ‘uvildige undersøgelse’? Eftersom Milena Penkowa hele vejen igennem har forsvaret sig mod diverse anklager og med rank ryg har insisteret pÃ¥ sin uskyld, sÃ¥ mÃ¥ det siges at være et ekstra nederlag for hende, at det politiske flertal afviser en sÃ¥dan uvildig granskning.

For det, som en ekstern undersøgelse kunne være med til at belyse, er ikke alene om Systemet har begÃ¥et formelle fejl undervejs, men ogsÃ¥ hvorvidt Systemet – det politiske og universitære – fungerer hensigtsmæssigt set ud fra en overordnet samfundsmæssig interesses synspunkt…

I Berlingske siger Milene Penkowa selv: “Jeg er meget ærgerlig over at høre, at der ikke bliver indledt hverken kommissionsundersøgelse eller en uvildig undersøgelse af hele sagen og dens aktører. PÃ¥ trods af nogle Ã¥benlyst selvmodsigende og utilfredsstillende forhold hos de involverede parter, sÃ¥ fÃ¥r vi aldrig kendskab til det fulde omfang af sagen, idet lørdagens politiske beslutning endegyldigt udelukker en uvildig og dybdeborende granskning […] NÃ¥r jeg hidtil har forholdt mig tavs og ikke er hoppet med pÃ¥ de seneste mÃ¥neders mediecirkus, der udspringer fra køen ved hÃ¥ndvasken, sÃ¥ er det fordi, jeg hele tiden har hÃ¥bet pÃ¥, at vi en dag ville se en ægte, dybdeborende, upartisk, og altomfattende ransagelse af alle sagens deltagere. Ingen, ej heller Københavns Universitet, kan være tjent med udeblivelsen af en uvildig undersøgelse. Konsekvensen er, at offentligheden mÃ¥ nøjes med et ensidigt og utilstrækkeligt kendskab til sagen”
Udeblivelsen af en uvildig undersøgelse tjener kun – og mÃ¥ske kun pÃ¥ kort sigt – Systemet. Men ikke samfundets, forskningens eller Penkowas. Fanden hytter sine og lader de andre sejle deres egen sø.