Indlæg tagget med universitet

Punktum for Penkowa? – forhÃ¥bentlig ikke. En foreløbig dom i sagen foreligger.

29. juni 2012

Medens jeg var arbejde i gÃ¥r aftes, kom nyheden om, at Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU ) har truffet en afgørelse i sagen om den tidligere hjerneforsker Milena Penkowas pÃ¥stÃ¥ede ‘videnskabelige uredelighed’. Weekendavisens Poul Pilgaard Johnsen, der har fulgt sagen fra starten og skrevet udførligt om den, kommenterer i denne uges udgave af Weekendavisen UVVUs udkast til en dom i de to første sager, der er rejst.

Der er altså ikke tale om den endelige dom i den fulde sag og heller ikke i de to behandlede sager, for Milena Penkowa har mulighed for at komme med indvendinger. Men som Johnsen konstaterer, skal Penkowa hive en stor kanin (eller snarere en masse rotter) op at hatten for at ændre ret meget ved dommens utvetydige underkendelse af Penkowas forskningsindsats. Dommen er klar. I begge sager er der i følge udvalgene tale om »Alvorligt brud på god videnskabelig praksis«.

Johnsen gennemgÃ¥r i detaljer de to sager og udvalgenes granskning af dem og sandsynliggør, at undersøgelsen af dem blot understreger den formodning, man hele tiden har haft omkring Penkowas handlinger, at “Milena Penkowa har afgivet »vildledende og urigtige oplysninger« om de videnskabelige metoder, hun har anvendt, foretaget »konstruktion af data« og »handlet forsætligt«”.

Selv om der altsÃ¥ er et stykke vej til det endelige punktum i undersøgelsen af Penkowas forskningsmæssige uredelighed, sÃ¥ lader Johnsens gennemgang af den foreløbige dom ingen tvivl tilbage om, at Penkowa er blevet afsløret som en svindler og bedrager – og at dommen er af en sÃ¥dan karakter, at Penkowas forskningskarriere mÃ¥ siges ikke alene at være endegyldigt slut, men dommen kaster ogsÃ¥ en vanærende og diskvalificerende skygge over hele karrieren. Penkowa har forsætligt forbrudt sig mod den ‘gode videnskabelige praksis’, og prisen er – forstÃ¥eligt nok – at hun mÃ¥ forlade det videnskabelige samfund i vanære. Selv om Penkowa – der for nylig ogsÃ¥ rejste en fuldstændig perspektivløs injuriesag mod Johnson – vil slÃ¥ sig i tøjret og fortsætte sin don quixotske kamp mod det system, der havde frembragt hende, vil det mest af alt have karakter af teatertorden. Penkowa er færdig.

Men det er Penkowa-sagen (forhÃ¥bentlig) ikke. For som jeg tidligere har været inde pÃ¥, sÃ¥ er sagaen om frøken Penkowas storhed og fald ogsÃ¥ en fortælling om det sÃ¥kaldt ‘moderne’ universitets opstÃ¥en, udvikling og dysfunktionalitet – og om universitets- og uddannelsespolitiken i neoliberalismens konjunktur.

NÃ¥r man oplever en pÃ¥ enhver mÃ¥de – ikke mindst politisk – privilegeret eliteforsker, der pÃ¥ eksemplarisk vis skulle markedsføre det ‘moderne’, erhvervsrettede universitet og en liberalistisk forsknings- og universitetspolitik, blive afsløret som en gemen svindler, sÃ¥ mÃ¥ det nødvendigvis kaste et ubehageligt lys pÃ¥ de universitære og politiske institutioner, som hun er et produkt af. Hvor vigtigt det er at fastholde det kritiske lys’ projektør pÃ¥ universitetet og det politiske system understreges af, at formanden for Københavns Universitets bestyrelse, Nils Strandberg Pedersen, kategorisk afviser, at universitetet pÃ¥ nogen mÃ¥de har et medansvar for Penkowas uredelighed. Til Politiken udtaler Pedersen: »PÃ¥ et universitet stÃ¥r en forsker selv til ansvar for de ting, man laver«. Selv om ledelsen – med rektor i spidsen – tidligere er blevet frikendt af kammeradvokaten for at have begÃ¥et væsentlige formelle fejl i sagen, sÃ¥ viser hele sagsforløbet (læs Johnsons artikler og evt. mine skriverier), at rektor og ledelsen pÃ¥ ingen mÃ¥de kan kan fralægge sig i det mindste et moralsk medansvar for sagens udvikling. Sagt pÃ¥ en anden mÃ¥de, sÃ¥ sætter sagen store spørsmÃ¥lstegn ved den Ã¥nd, der hersker i universitetet som institution og i det politiske system.

Strandberg Pedersens kategoriske tørren ansvaret af på den enkelte forsker er systemets immanente selvforsvar, der ikke kan eller vil se på sagen udefra med et systemkritisk blik. Penkowa-sagen er Københavns Universitets svar på Stein Bagger-sagen i det private erhvervsliv. Som Stein Bagger-sagen (han var også systemets kæledægge) sætter også Penkowa-sagen store spørgsmålstegn ved, hvordan systemet (det universitære og politiske) fungerer og hvilke interesser, det tjener. Lige som Bagger-sagen satte spørgsmåltegn ved, hvordan private virksomheder, bankerne og det politiske system fungerer.

Penkowasagen er historisk exceptionel. Og det er ikke tilfældigt, at den ikke opstod i det gamle universitet. Selv om forskere er mennesker og begÃ¥r fejl og ‘forbrydelser’ ud fra egoistiske og andre motiver, sÃ¥ er for mig at se ingen tvivl om, at Penkowas forbrydelser er børn  af en ‘moderne’ universitets-, uddannelses- og forskningsideologi. Hun repræsenterede dens idealer – og demonstrerede dens indre rÃ¥ddenskab.

[Kilder: Politiken, Weekendavisen, Universitetsavisen]

Penkowas kummefryser

19. maj 2012

Penkowa-sagen skal ikke glemmes. Og det skal sagen om den fyrede Linda Koldau heller ikke. Men lad mig begynde et andet sted, hvor jeg fik lyst til at tage tråden op igen.

I gÃ¥r kunne man langt nede i nyhedsstrømmen hos DR Nyhederne læse, at ‘uddannelser kvæles i administration’.

De uddannelser, der er tale om i nyheden, er de sÃ¥kaldt mellemlange videregÃ¥ende uddannelser – lærer-, pædagog-, socialrÃ¥dgiveruddannelsen osv. Uddannelser, hvoraf mange har haft stor politisk opmærksomhed gennem mange Ã¥r, fordi de har en vigtig betydning for samfundsudviklingen. Og med ca. 60.000 studerende udgør de mellemlange uddannelser en meget betydelig del af de videregÃ¥ende uddannelse. Men det er ogsÃ¥ uddannelser, der de seneste mange ogsÃ¥ har være præget af nedskæringer i undervisningen, fyrings- og sparerunder. Herom kan man fx læse i Magisterbladet.

Det skulle ellers have været sÃ¥ godt. For snart mange Ã¥r siden fik magthaverne den idé, at en lang række seminarier og andre uddannelseshøjskoler skulle lægges sammen i større enheder. En lang og problematisk proces, der foreløbigt er resulteret i etableringen af nogle store “professionshøjskoler”, der ideelt set skulle betyde en besparelse pÃ¥ og effektivisering af det administrative og bedre uddannelser i kraft af den synergi, sammenlægningen angiveligt skulle kunne medføre. Bedre udnyttelse af lærerkollegiet osv.

Læs mere »

Efter Milena Penkowa: Sagen om den tyske professor Linda Maria Koldau og aflivningen af universitetet

19. februar 2012

Selv om det efterhÃ¥nden er længe siden, jeg har omtalt den fhv. (?) hjerneforsker Milena Penkowa og hendes sag, sÃ¥ er hun ikke og vil ikke blive glemt i denne weblog. For mÃ¥ske skal vi almindelige samfundsborgere i sidste ende være taknemmelige over, at Penkowa-sagen opstod. Selv om sagen jo ikke er slut endnu, sÃ¥ har forløbet indtil videre ikke bare været en stærkt underholdende, kulørt fortælling om den tidligere eliteforskers storhed og fald – en fortælling, som enhver forfatter mÃ¥ misunde virkeligheden – men ogsÃ¥ et afslørende studie i det traditionelle universitets forfald og potentielle undergang i vor neo-liberalistisk-borgerlige politiske konjunktur.

En af mine tilbagevendende vinkler pÃ¥ Penkowa-sagen har været, at hendes karriereforløb og den efterfølgende sag er symptomatisk for sÃ¥vel universitetet i dets nye form som for for det underliggende politisk-ideologiske magtsystem. Min pÃ¥stand er, at selv om akademisk svindel og humbug kan forekomme til alle tider, sÃ¥ er Milena Penkowa og hendes sag i høj grad et produkt af det eksisterende system, der ideologisk og materielt har fremelsket og været katalysator for Penkowa. Penkowa blev oprindeligt fremhævet som mønstereksempel pÃ¥, hvad det ‘moderne’ universitet og den ‘moderne’ videnskab skulle kunne, men endte med at være en afslørende karikatur af hele den polito-ideologiske tænkning, der ligger under videnskabs- og universitetspolitiken i dag…

At Penkowa-sagen er et symptom understreges indirekte af en anden celeber sag, der er kommet i mediernes søgelys. Jeg tænker pÃ¥ den tyske professor Linda Maria Koldau kritik af dansk humaniora – og det efterfølgende forsøg pÃ¥ at knægte hendes ytringsfrihed som offentlig ansat.

Koldaus brøde var, at hun i en artikel i Politiken d. 12. juni 2011 (Professor: Dansk humaniora er en skandale) formaster sig til at angribe dansk humaniora pÃ¥ dens mest sÃ¥rbare flanke: det videnskabelige niveau. Det interessante ved Koldaus artikel er, at den – læst med de rette briller – ikke kun leverer en kritik af den mÃ¥de, der bedrives humaniora pÃ¥ anno 2011, men indirekte er en kritik af et universitetsstyre, der i bund og grund er inkompetent i forhold til universitetets primære, ideale opgave i forhold til uddannelsen af de studerende: at give dem faglighed, viden og evnen til at tænke selv. Med Koldaus ord har vi at gøre med “en top-down-styret uddannelsesstrategi, der allerede har berøvet flere generationer af studerende den uddannelse, de har ret til.” Koldau lægger ikke fingrene imellem.

I artiklen angriber Koldau de herskende tilstand ud fra fem punkter: kreativiteten, overfladiskheden, folkeskoleniveauet, ‘teorier i stedet for viden’ og kompetencer.

Derefter bedriver hun, hvad jeg fristes til at kalde et stykke renlivet ideologikritik. Med sine fem argumenter dekonstruerer hun sÃ¥ at sige den forløjede selvforstÃ¥else, som universitets arbejder ud fra og afslører den som værende kejserens nye klæder. Hendes kritik er skarp, fordi den er formel. Hun pÃ¥viser fx, hvordan de humanistiske “studieordninger” gennem produktstandardisering af opgaver med hensyn til omfang, form og indhold de facto kvæler ethvert tilløb til selvstændig tænkning og hæmmer udfoldelsen af fagligheden. I den forbindelse gÃ¥r hun ogsÃ¥ i clinch med hulheden i den retorik, der som en flom af ideologiske markører og pseudo-begreber skal fÃ¥ det hele til at se tilforladeligt ud: ‘kreativitet’, ’komplekse sammenhænge’, ’nye former for viden’, ’tværfaglighed’. En retorik, der skal sløre den barske kendsgerning, at fagligheden lades i stikken i det universitære system. Og Koldau sætter det kritiske spyd lige ind der, hvor det gør mest ondt, nÃ¥r hun pÃ¥peger, at begreberne ‘faglighed’ og ‘viden’ er blevet ’skældsord’ – og er blevet erstattet af buzz-words omkring det diffuse begreb ‘kompetence’.

Ikke alene dræber studieordningerne faglighed og selvstændig tænkning, men kulturen pÃ¥ humaniora pulveriseres ogsÃ¥ af en lind strøm af nye studieordninger, der i “deres indhold følger en ideologi, hvor varm luft klædes i store business-ord“. Under pÃ¥skud af at gøre uddannelserne ‘tidssvarende’ og ‘rettet mod det moderne arbejdsmarked’ gør man uddannelserne til nogle bolsjeposer uden egentlig faglig substans. De unge smager lidt pÃ¥ dit og dat, men fÃ¥r aldrig faglig dybde.

Skridt for skridt afslører Koldau et humaniora – og i videre perspektiv et universitet – der forrÃ¥der alt det, et universitet skulle stÃ¥ for. Faglighed, viden, kritisk og selvstændig tænkning. I stedet fÃ¥r man en overbygning pÃ¥ det skolesystem, der begynder i folkeskolen og hidtil blev afsluttet i gymnasiet. Allerede for flere Ã¥r siden gjorde idéhistorikeren Lars-Henrik Schmidt opmærksom pÃ¥, at man havde forvandlet universitetets forskoleÃ¥r til “4. g” – og siden er skoleficeringen af universitetet som uddannelsesinstitution fortsat. Med ledelsens samtykke. Og med de studerende som umyndiggjorte “skoleelever”.

Universitetet er blevet forvandlet til et vrængbillede af en moderne privat produktionsvirksomhed. Og konsekvensen er bl.a. at det, de unge sættes til at lære, har karakter af præfabrikerede produkter. I stedet for fx at give de unge en solid viden om musik eller litteratur, sÃ¥ spiser man den af med teorier om musik og litteratur. Med Koldaus ideologikritiske ord: “Teorier er videnskabelige værktøjer, som er ekstraheret fra en bred viden om en vis genstand. Hvis de studerende lærer dem, uden at de kender til genstanden – om det er musikalsk repertoire, kunstværker eller litterære tekster – bliver teorierne varm luft. Og nÃ¥r teorierne stiltiende fremstilles som dogmatisk sandhed, er videnskab blevet forvandlet til ideologi.” Det paradoksale er – som Koldau ogsÃ¥ gør opmærksom pÃ¥ – at uddannelserne pÃ¥ den mÃ¥de kommer til at diskvalificere de unge til det arbejdsmarked, som uddannelserne angiveligt retter sig mod! Hvad virksomhederne har brug for er kreative, selvstændigt og kritisk tænkende unge. Ikke unge, der bare kan lire en lektie af…

Selvfølgelig er der unge, der på trods af disse forhold kommer til at indfri de universitære idealer. Men Koldaus artikel slår fast, at det netop kun sker på trods.

Universitetets første reaktion pÃ¥ artiklen er tankevækkende. Koldau modtager en sÃ¥kaldt “pÃ¥tænkt advarsel” fra Ã…rhus Universitets dekan for humaniora, Mette Thunø. Advarslen er ‘pÃ¥tænkt’ i den forstand, at den først realiseres, nÃ¥r Koldau skriftligt har kommenteret det. Men samtidig følger nogle instrukser, der til sammen har karakter af at disciplinere professor Koldau. Fx mÃ¥ hun ikke ‘bryde fortroligheden’ (fx ved at gÃ¥ til pressen med sig kritik?), hun skal undskylde over for kolleger, som har følt sig ‘mobbet’ og sÃ¥ videre.

Reaktionen er forventeligt blevet opfattet som et forsøg pÃ¥ at indskrænke Koldaus ytringsfrihed som offentlig ansat, men det har sÃ¥vel dekanen som universitetets rektor, Lauritz B. Holm Nielsen, afvist. Og dekan Mette Thunø har oven i købet afskærmet sig fra kritik ved at hævde, at der er tale om en ‘personalesag’ (som hun af samme grund ikke kan udtale sig om til offentligheden…). Men akkurat som man taler med to tunger i udøvelsen af uddannelsespolitiken pÃ¥ humaniora, sÃ¥ er der ogsÃ¥ tale om tvetunget tale. En ting er, hvad man siger. Noget andet er, hvad man gør. Reaktionen over for Koldau kan kun forstÃ¥s som en magtbestræbelse pÃ¥ at ville definere de betingelser, som debatten om og kritikken af universitetet, skal foregÃ¥ pÃ¥. Men som formanden for studenterrÃ¥det allerede har pÃ¥peget, sÃ¥ er det vigtigt at fÃ¥ debatten og kritikken ud i det offentlige rum. Som i tilfældet med Penkowa-sagen, hvor man ogsÃ¥ forsøgte at holde debatten inden for institutionens mure i det omfang, det var muligt, sÃ¥ handler den offentlige debat og kritik om, at man her ogsÃ¥ kan sætte spørgsmÃ¥lstegn ved selve det institutionelle, ideologiske og politiske grundlag, som universitetet i almindelige og humaniora i særdeleshed fungerer pÃ¥. Og det er vigtigt.

Læs også Studenterrådsformand Thea P. Frederiksens indlæg Det er så skidt, at det ikke er godt for noget, Politiken d. 16/2-2012

Opdatering: Da jeg skrev ovenstÃ¥ende havde jeg endnu ikke fÃ¥et læst Weekendavisen fra i fredags. Men her kan man læse nedenstÃ¥ende debatindlæg fra en række forskere og universitetsansatte, der bakker op om Koldau. Holdningen i indlægget er pÃ¥ mange mÃ¥der den samme, som den jeg fremfører ovenfor: Læs mere »

Milena Penkowa interviewes

13. november 2011

Jeg har pÃ¥ intet tidspunkt lavet det fusk, som jeg bliver anklaget for – det gør, at min situation er en anden. Jeg ved, at jeg har ikke gjort de ting, som jeg bliver beskyldt for. Og jeg bliver hængt ud, sÃ¥ alle tror, at det er sandhed. Ingen i den offentlige bevidsthed tænker, at der ligger ikke nogen dom og afgørelse. Men det bliver fremstillet, som om det er sandt“, Milena Penkowa.

Læs interviewet med Milena Penkowa her. Sagen har uden diskussion haft store personlige omkostninger for Penkowa. Ingen kan være tjent med, at sagen trækkes i langdrag. Allermindst Penkowa selv. Jo før den afsluttes, jo før kan der blive draget en lære i det videnskabelige og universitære miljø. Og jo før kan det politiske regnskab gøres op.

Penkowa-sagen: Helge Sander-sporet er igen varmt

13. november 2011

Som nævnt er Milena Penkowa begyndt at røre pÃ¥ sig igen – og slÃ¥ igen. Og vi skal jo ikke glemme, at der er flere skurke i sagen om frk. Penkowa. Hvad blev der fx at Helge Sander-sporet? Kom han ikke lidt let ud af mediernes søgelys, sidst han var der? Noget kunne tyde pÃ¥ det.

I hvert fald kan BTs Lars Fogt i lørdagens udgave af avisen fortælle, at Sander var vidende om, at Penkowa var under anklage for svindel – underslæb, dokumentfalsk og falske anklager mod studerende – dengang han tildelte hende den prestigefyldte Elite-forskpris. Sander skulle i følge Penkowa selv have siddet inde med den viden, der siden hen – under Sanders afløser, Charlotte Sahl-Madsen – begrundede fratagelsen af prisen. Men ikke kun Helge Sander skulle angiveligt have siddet inde med den viden. OgsÃ¥ medlemmerne af det forskningsrÃ¥d, der stod bag prisen. Bl.a. rektor Ralf Hemmingsen.

Hvis Penkowa har ret (og der ikke er tale om de rene revanchisme fra hendes side…), sÃ¥ kaster det et ubehageligt lys over Helge Sanders politisk-ideologiske promovering af Penkowa som ideal for den borgerlige forskningspolitik og forbillede for andre unge forskere. Og dermed over den VKO-regeringens forskningspolitik som sÃ¥dan. Og Københavns Universitets i forvejen stærkt ramponerede omdømme og prestige vil være endnu mere skadet.