Indlæg tagget med universitet

Penkowa-sagen – et politisk efterspil?

1. juni 2011

Jeg har lovet at vende tilbage til Penkowa-sagen, når der kommer vigtigt nyt.

Hvis man har fulgt med i mine skriverier om sagen, vil man vide, at jeg er af den opfattelse, at systemet – universitetet, ministeriet osv. – ikke er tilbøjeligt til at drage radikale konsekvenser af sagen. Hvis sagens mange perspektiver skal have konsekvenser for universitetsloven, forskningspolitiken osv., sÃ¥ skal forandringerne komme udefra – fra de politiske magthavere, dvs. folketinget.

Politiken kan i dag meddele, at der nu er et formelt flertal for en ‘kulegravning’ af hele sagen. Flertallet er opstÃ¥et ved, at den afgÃ¥ende Venstre-kandidat Malou Aamund har forladt tinge og er blevet erstattet af Liberal Alliances Niels Høiby. Og han er tilhænger af en sÃ¥dan undersøgelse. Liberal Alliance vil i dag fremsætte beslutningsforslag om at iværksætte en egentlig undersøgelseskommission.

Men, som der stÃ¥r i artiklen, ‘sÃ¥ vidt kommer det ikke’. Forslaget kommer ikke til afstemning: “I stedet vil der blive skrevet en sÃ¥kaldt beretning i Videnskabsudvalget, der dermed iværksætter en uvildig undersøgelse, som eksempelvis et advokatfirma eller en anden instans kan stÃ¥ for.” Forklaringen skulle angiveligt være, at man derved sparer en masse penge til en dyr kommissionsundersøgelse, samtidig med at man fÃ¥r en uvildig undersøgelse.

I betragtning af, at den siddende regering ellers ikke har været tilbageholdende med at nedsætte udvalg osv., kunne man ogsÃ¥ fÃ¥ den mistanke, at der kan være en politisk begrundelse for at køre sagen uden om en Folketingsbeslutning. Penkowa-skandalen er jo i den grad den siddende regerings skandale. Det er den siddende regering, der har ansvaret for den førte universitets- og forskningspolitik. Og det er ogsÃ¥ regeringen, der har gjort Penkowa til sin egen lille forskerdarling og mønsterforbillede for alle andre forskere. Behandlingen af et beslutningsforslag om en uvildig undersøgelse kunne blive en pÃ¥mindelse om regeringens meddelagtighed i sagen. Og regeringen har mest af alt brug for succeshistorier frem til det kommende valg. Resultatet af den uvildige undersøgelse vil først foreligge længe efter dette valgs afholdelse…

Milena Penkowa slår igen..

27. maj 2011

»Det er som om, der slet ikke har været nogle grænser for, hvad man helt ukritisk har lagt til grund for, hvad jeg har gjort. Det undrer mig for eksempel meget, at videnskabsministeren i søndags på tv sammenligner mig med en forsker, der har svindlet for millioner af kroner« (Milene Penkowa til Politiken)

Milena Penkowa er som bekendt ikke en kvinde, der sætter sit lys under en skæppe. Og derfor har jeg også siddet her og ventet på, at hun ville ranke ryggen og slå igen over for alle de anklager, der har haglet ned over hende det seneste årstid.

Forleden blev hun nærmest pure frifundet for anklagerne om at have misbrugt forskningsmidler. Af selveste Rigsrevisionen, der konkluderede, at Penkowa ikke havde gjort andet end, hvad andre forskere har gjort i samme situation – mere eller mindre.

Frifindelsen giver selvfølgelig Penkowa en passende anledning til at slÃ¥ igen mod sine kritikere. Ikke mindst forskningsminister Charlotte Sahl-Madsen fra de konservative, som hun kalder et “skvat”. Samtidig undrer Penkowa sig over, at Sahl pÃ¥ nationalt tv kan sammenligne Penkowa med en anden forsker, der har svindlet for millioner af kroner (en sag med rod i Ã…rhus Universitet…).

Set i lyset af Rigsrevisionens frikendelse af Penkowa, så er det da også mildest talt pinligt, at ministeren for forskningsområdet demonsterer en så åbenlys mangel på viden om spillereglerne på universitet. Hun burde være den første til at kende dem. Hvis jeg var Penkowa ville jeg seriøst overveje at anlægge en injuriesag mod ministeren. Om ikke andet for at ydmyge hende som inkompetent minister.

Er der grund til at forsvare Penkowa. Ja. En ting er, hvad pressen har skrevet og antydet – og ikke alt har været lige vederhæftigt. Noget andet er, hvad de institutioner, som Penkowa er tilknyttet, gør. Universitetet, forskningsrÃ¥d, ministerier osv. Af dem mÃ¥ man kunne forvente, at de kender reglerne og ikke løber af sted med uvederhæftige pÃ¥stande og løsagtige anklager. Og ikke udøver magtmisbrug.

Penkowa er dømt for dokumentfalsk osv. Hendes videnskabelige produktion granskes af folk, der er eksperter i videnskabelig uredelighed. Og det må vi vente og se, hvad fører frem til. Men med hensyn til anklagerne om økonomisk misbrug er der åbenbart ikke noget at komme efter. Sådan rent formelt. Moralsk kan man selvfølgelig altid have en anden mening, men det er sagen uvedkommende.

Netop, fordi sagen om Penkowa har vigtige perspektiver for universitets fremtid og forskningens, er det vigtigt, at Penkowa fÃ¥r en helt igennem fair behandling. Vi skal ikke være blinde for de politiske interesser, der er pÃ¥ spil i sagen. Interesser, der gerne ser Milena Penkowa gjort til syndebuk for ministerielt og universitært rod, elendig politisk styring osv. Som i tilfældet med forskningsministerens betændte sammenligning….

Penkowa og pengene

25. maj 2011

Hvis man har orket at følge med i mine skriverier om Milena Penkowa-sagen, vil man vide, at jeg ikke blot opfatter frk. Penkowa som et yderst ærgerrigt ungt menneske, der ikke skyer noget middel for at realisere sine ambitioner, men ogsÃ¥ – og mÃ¥ske ikke mindst – som symptomatisk udtryk for det universitære (og forskningspolitiske) system, som hendes karriere og den indbefattede ‘skandale’ i stort omfang er et produkt af. Og det er dette perspektiv, der er interessant. Set herfra.

I gÃ¥r havde Information en artikel af interesse for alle os, der interesserer os for Penkowa-sagen og dens perspektiver. Af artiklen fremgÃ¥r det, at Rigsrevisionen ‘stort set’ frikender Milene Penkowa for anklagen om misbrug af betroede forskningsmidler. Rigsrevisionen har gennemgÃ¥et en lang række forskningsprojekter – 12 ialt – som Penkowa har stÃ¥et i spidsen for – og ‘renser stort set’ den unge forsker for mistanken om misbrug.

Med det diskrete forbehold – ‘stort set‘ – sigtes til det forhold, at ogsÃ¥ andre forskere har haft mere end svært ved at holde styr pÃ¥ forskningsmidler fra private sponsorer. Information skriver: “Rapporten viser desuden, at andre forskere har store problemer med at holde styr pÃ¥ pengene. Rigsrevisionens stikprøver af regnskaberne i 23 andre forskningsprojekter pÃ¥ to sundhedsvidenskabelige institutter pÃ¥ KU viser, at journalerne og bilagene i forbindelse med de private bevillinger er mangelfulde. Heller ikke regnskaberne for de pÃ¥gældende forskningsprojekter er altid efter bogen. Rigsrevisionen slÃ¥r blandt andet fast i rapporten, at »(…)den interne kontrol med regnskabsrapporteringen til tilskudsgiver var begrænset. Det samme var kontrollen med, at bevillingerne blev anvendt i overensstemmelse med de konkrete bevillingsbetingelser eller budgettet i bevillingsansøgningen.«

Sagt på en anden og lidt enklere måde: Det er ikke primært Milena Penkowa, der har et problem. Det er universitetet. Rigsrevisionens rapport afslører, at universitetet har massive problemer med håndteringen af den mange private sponsorater, deres bevillingsbetingelser og almindeligt bogholderi i forbindelse med forbruget af midlerne.

Interessant er det ogsÃ¥, at Rigsrevisionen ikke udtaler ‘nogen alvorlig kritik’ af de herskende tilstande, men beskriver de administrative rod og peger pÃ¥ nødvendigheden af at oprette en særlig økonomisk afdeling, der kan tage sig af det administrative. En økonomisk afdeling, der vil være en yderligere administrativ belastning af det i forvejen betrængte universitære styre.

Professor Peter Skærbæk fra Copenhagen Business School har læst Rigsrevisionens rapport og undrer sig over, hvad den skal gøre godt for, når den ikke vil munde ud i en kritik af systemet. Han går endda så vidt som til at betvivle Rigsrevisionens uafhængighed af det politiske system.

Siden Penkowa-sagen begyndte at rulle har det været tydeligt for enhver, der kan læse, at det universitære og politiske system har forsøgt at afværge sagens systemkritiske implikationer. Penkowasagen sætter store spørgsmålstegn ved den måde, universitetet ledes på. Den sætter også store spørgsmålstegn ved den universitets- og forskningspolitik, som den siddende regering har ført gennem mere end et årti. Men i stedet for at besinde sig på den implicite kritik og give plads for selvkritik, eftertanke og måske reformer af universitetets styreform og forskningspolitikken, så vælger man at skåne tidligere forskningsministre, universitetets ledelse og det eksisterende system. Og så ofrer man Penkowa som syndebuk.

At Rigsrevisionens rapport ikke får nogle dybtgående konsekvenser for universitetet, men blot medfører yderligere oprustning af universitetets i forvejen økonomisk belastende administration, ja, det er måske ikke så overraskende endda. Rigsrevisionen er vel, når alt kommer til alt, en instans, der bekræfter det bestående.

Hvis Penkowa-sagens kritiske perspektiver nogensinde skal få betydning, så skal de omsættes til politisk handling. Det er fra det politiske system en evt. forandring skal komme.

Tak til Torben for tilskyndelsen…

Tilbagespoling: Mine skriverier om Penkowa-sagen kan man læse, hvis man følger dette spor (med der er mange…).

Penkowa – en enlig svale eller et symptom?

13. maj 2011

“Penkowa’er vil der komme mange flere af i fremtiden.”

Efter at kammeradvokatens redegørelse i den sÃ¥kaldte Penkowa-sag kom for en dag, har pressen tilsyneladende tabt pusten og skriver ikke stolpe op og stolpe ned om “skandalen”. Selv om man kunne mene, at redegørelsens overordnede pointer ikke er er overraskende. Pressens inaktivitet kan være udtryk for, at man ikke mener, der er mere suppe at koge pÃ¥ den pind (i hvert fald indtil undersøgelsen af Penkowas forskningsartikler kommer…), eller at pressen bare er sprunget til den næste nyhedstue. For sÃ¥dan er det. Selv en tsunami og en atomar katastrofe taber pÃ¥ et tidspunkt nyhedens interesse…

Men Penkowa-sagen rummer sÃ¥ mange problemstillinger, at den burde kunne holde mange nysgerrige journalister beskæftiget i lang tid frem. Først og fremmest er der spørgsmÃ¥let om, hvorvidt Milena Penkowa blot har været forskningens svar pÃ¥ Stein Bagger – en person med en kriminel personlighedsbrist – eller om hun ogsÃ¥ er et produkt af det uddannelses- og universitetssystem, hun har kørt om hjørner med.

Lektor Bo Beier Thorup er ikke i tvivl. I en artikel i gÃ¥rsdagens udgave af Politiken ser lektoren en direkte Ã¥rsags-virknings-sammenhæng mellem de sÃ¥kaldte ‘papirløse’, digitale eksamensformer, hvor gymnasieelever og universitetsstuderende kan bruge (og misbruge) internettets muligheder for fildeling (“afskrift”, “plagiat” osv.), og opkomstens af fremtidige Penkowaer.

Artiklen kan let opfattes som en computerukyndig lektors maskinstormeri, fordi den er reduktiv. Den beror pÃ¥ den banale forestilling, at man ved at fastholde ‘gammeldags’ papirbaserede eksamensformer, sÃ¥ kan man dæmme op for svindel og humbug i uddannelsessystemet. Men – hvis det er rigtigt læst – sÃ¥ er det en nærsynet kritik, der giver de moderne teknologiske muligheder skylden for den moralske skoling, som uddannelsessystemet giver de unge.

Hvis vi i fremtiden fÃ¥r flere Penkowaer, sÃ¥ hænger det sammen med, at uddannelsessystemet (og det omkringliggende samfund…) fremmer umoralsk adfærd ved fx at tilskynde til hensynsløs konkurrence, elitedyrkelse osv. Et lille eksempel understreger denne moralske opløsningstendens, som er systemet iboende. For et par uger siden kunne man læse, at Roskilde Universitets Center, ville gradbøje sanktionerne for snyd med eksamensopgaver osv. Fx skulle førsteÃ¥rsstuderende slippe billigere end ældre studerende. Argumentet var, at sÃ¥dan gjorde man i udlandet.

Jeg tror ikke et øjeblik pÃ¥, at man helt kan undgÃ¥ fænomener som Penkowa-sagen. Men jeg er ogsÃ¥ overbevist om, at et system, der fremmer konkurrence (ikke at forveksle med kappestrid), kvantitativ meritering, egoisme, dyrker eliten osv., ogsÃ¥ fremmer og producerer Penkowaer. At skyde skylden pÃ¥ digitale eksamensformer er at sætte kikkerten for det blinde øje. Problemet stikker meget dybere end som sÃ¥…

Læren af Penkowasagen

19. april 2011

For et stykke tid siden pÃ¥lagde jeg mig selv ikke at skrive om Penkowasagen, før der kom nyt og væsentligt frem om sagen. Det sker i dag, hvor rektor Ralf Hemmingsen har et kronik i Politiken med titlen: “Det kan vi lære af Penkowasagen”. Eftersom rektor Hemmingsen har været en af de centrale figurer i sagen,  mÃ¥ kronikken ses som et vigtigt partsindlæg i udlægningen af den celebre sag og dens betydning for universitetet, forskningen og samfundet i det hele taget.

Det interessante ved Hemmingsens kronik er ikke så meget, hvad den faktisk fremlægger, men måske snarere de spørgsmål, den ikke stiller eller svarer på. Forenklet sagt bygger Hemmingsen sin vurdering på det forhold, at kammeradvokaten som bekendt i sin 700 sider store, skriftbaserede redegørelse nok har fremført alvorlig kritik, men ikke fundamentalt har problematiseret rektors eller bestyrelsens rolle.

Hemmingsen bruger dette grundlag til at fremføre nogle beklagelser (som i følge Hemmingsen er synonyme med: undskyldninger) for en række fejl, han har begået undervejs. Fx at lægge mere vægt på Penkowas stjernestatus end på hendes formelle cv, håndteringen af Penkowas oprindelige disputats og negligeringen af den student, der fik lavinen til at rulle. Derefter opregner Hemmingsen en række tiltag, der er iværksat for at forebygge tilsvarende problemer i fremtiden. Oprettelsen af en ombudsmand for studerende, forbedret skoling af forskerspirer i forskningsetik etc. Med mere.
Rektor Hemmingsen er af den formening, at Penkowasagen kun har skadet universitetets internationale anerkendelse pÃ¥ kort sigt – og at man kan retablere omdømmet gennem hurtig damage control. Det kan man sÃ¥ tro eller lade være.
Hvad, rektor ikke fÃ¥r sat spørgsmÃ¥lstegn ved, er, om det aktuelle, centraliserede ledelse af universitet overhovedet er kompetent til at forebygge og imødegÃ¥ problemer som dem, der er opstÃ¥et med Penkowa? Denne fundamentale problematisering ligger mellem linjerne, nÃ¥r Hemmingsen fx perspektiverer Penkowasagens pÃ¥stÃ¥ede undtagelseskarakter med følgende bemærkninger: “Alene pÃ¥ Københavns Universitet publicerer 4.000 forskere Ã¥rligt mere end 12.000 videnskabelige artikler i danske og internationale tidsskrifter. Til sammenligning er Penkowas samlede forfatterskab pÃ¥ omkring 150 artikler skrevet over ca. ti Ã¥r.

En af de ting, der – efter min mening – har været tydelig i det lange sagsforløb har været, at universitetsledelsen hverken har haft tilstrækkeligt overblik over sagen eller tilstrækkelig indsigt i dens detaljer, medens den udviklede sig. Det var takket være pressens research og dybdeboringer, sagen for alvor tog fart. Og fraværet af tilstrækkeligt overblik og indsigt er netop et kritisk signalement af en centralistisk, enerÃ¥dig universitetsledelse.

I modsætning til Hemmingsen tror jeg ikke, at en sag som Penkowasagen ville have udviklet sig så imposant, som tilfældet er, hvis vi havde haft at gøre med en mere demokratisk ledelsesform, hvor decentralisering af beslutningsprocesser og ansvar var på dagsordenen. Jeg tror ikke, det er tilfældigt, at vi får Penkowasagen under den aktuelle styrelseslov.

Rektor Hemmingsens kronik er samlet set et systembekræftende partsindlæg, der ikke formÃ¥r at rejse de egentlige, tungtvejende spørgsmÃ¥l om universitetets og dansk forsknings fremtid. Hemmingsen vil sige undskyld, lappe pÃ¥ skaderne og foretage nogle udbedringer – men ikke betvivle institutionens habitus som sÃ¥dan. Derfor er det sidste ord ikke sagt om sagen og den fulde lære langtfra draget endnu…

Penkowa-sagen: Syndebuk eller forfulgt uskyldighed?

7. april 2011

Hvor stÃ¥r Penkowa-sagen i dag? Som bekendt valgte universitetets bestyrelse ud fra kammeradvokatens redegørelse at konkludere, at forløbet ikke skulle have større konsekvenser for universitetets ledelse – selv om der var begÃ¥et procedurefejl undervejs. Og forskningsministeren forsøgte at imødekomme kritikerne ved at pÃ¥lægge universitet et ‘skærpet tilsyn’.

Hvad man ikke opnÃ¥ede med disse to handlinger var dels at fÃ¥ iværksat en ekstern, uvildig, tilbundsgÃ¥ende undersøgelse af sagen, sÃ¥dan som mange forskere, medier og politikere har krævet, og dels en cementering af det bestÃ¥ende system. Der er ikke blevet sat spørgsmÃ¥lstegn ved hverken den politiske styring af universiteterne eller forskningen – og universitetets styreform er heller ikke blevet betvivlet. En bieffekt af denne situation er, at ansvaret for misèren nu tynger endnu mere pÃ¥ sagens hovedperson, Milena Penkowa. Man kunne kalde det en syndebukeffekt.

Det er lige netop denne syndebukeffekt, Milena Penkowa tematiserer, nÃ¥r hun over for Ekstrabladet hævder, at der ‘er et komplot i gang’ mod hendes person og hendes forskning. Inden vi skynder os og stemple Penkowa som paranoid, sÃ¥ skal vi lige huske pÃ¥, at selv en paranoiker godt kan have ret i sin pÃ¥stand om, at nogen forfølger hende. Selv om der er kommet artige ting frem om Penkowas adfærd – senest den famøse sag om manipulation af fotos i en videnskabelig artikel og om de ph.d-studerende, der er kommet i klemme pÃ¥ grund af Penkowas problemer – sÃ¥ skal vi huske pÃ¥, at sagen om hendes pÃ¥stÃ¥ede ‘videnskabelige uredelighed’ endnu ikke er afsluttet.

Og selv om det – med den viden, vi har indtil videre om hendes handlinger – er svært kun at se hende som en forfulgt uskyldighed, sÃ¥ skal vi ikke være blinde for, at systemet dels kan have behov for en syndebuk, og at andre forskere kan have en alt andet end faglig interesse i at fÃ¥ Penkowa ‘ned med nakken’, som hun selv formulerer det.

Det er muligt, at den efterlyste uvildige, eksterne, tilbundsgående undersøgelse af hele forløbet ikke vil kunne få juridiske konsekvenser, som det har været påpeget bl.a. i Weekendavisen. Men den vil kunne få politiske konsekvenser. Og det er sådan set sagens humle. Som jeg for længe siden pointerede, så er Penkowa-sagen især interessant som et symptom.

[kilder: Børsen, Politiken, Ekstrabladet]

Penkowa-sagen: Oppositionen gør klar til storvask?

29. marts 2011

Balladen om Milena Penkowa og universitetets – og forskningsministeriets hÃ¥ndtering af sagen fortsætter. Hvad men i øvrigt vil mene om sagens foreløbige udvikling med universitetsbestyrelsens og forskningsministerens reaktioner pÃ¥ kammeradvokatens redegørelse, sÃ¥ er en ting i hvert fald nogenlunde indiskutabel: At det ikke ændrer noget ved det bestÃ¥ende. SpørgsmÃ¥let er sÃ¥, om oppositionen vil gøre noget ved tingenes tilstand. I følge Universitetsavisen gør oppositionen klar til storvask i kulisserne. Her i bloggen vil vi se det, før vi tror pÃ¥ det…

Dagens Pengekowa: andre 79.000 kr. (mis)brugt

28. marts 2011

Selv om bestyrelsen for Københavns Universitet har frikendt sig selv og universitetsledelsen for urent trav, sÃ¥ kører sagen roligt videre. Hørslev-fonden har kontaktet Københavns Universitet for at fÃ¥ en forklaring pÃ¥, at Penkowa har brugt 79.000 kr ud af et bevilliget beløb pÃ¥ 100.000 kr til andre formÃ¥l end til indkøb af forskningsmaterialer (rotter?), som pengene var øremærket til. Penkowa har – i følge Price Waterhouse Coopers, som har gennemgÃ¥et bilagene – brugt pengene pÃ¥ personale og rejser.

Det overrasker selvfølgelig ikke denne blogs læsere, at Penkowa har (mis)brugt midlerne. Men den lille sag kaster endnu engang et beskæmmende lys pÃ¥ Københavns Universitet og dets administration. Eftersom universitetet jo har frikendt sig selv, og forskningsministeren har sat universitet ‘under skærpet overvÃ¥gning’, sÃ¥ sker der nok ikke umiddelbart mere ved denne afsløring. Men ormen gnaver videre i det rÃ¥dne æble…. [kilde: Politiken]

Penkowa-sagen: Hvad forskningsministeren ikke ville

25. marts 2011

Den førende pen i sagen om Milena Penkowa, Weekendavisens journalist, Poul Pilgaard Johnsen bruger det meste af denne weekends første sektions side 2 til at opsumere, hvad der er sket den forløbne uge. Og det er artig læsning for alle, der følger denne spegede, underholdende og lærerige sag. Som jeg tidligere har været inde pÃ¥, sÃ¥ var det ganske forudsigeligt, at universitetets bestyrelse pÃ¥ grundlag af kammeradvokatens – og dvs. universitets egen advokats – skriftlige redegørelse for forløbet ville bakke op om rektor og universitetets ledelse. Det var ogsÃ¥ forudsigeligt, at forskningsminister Sahl-Madsen i en eller anden forstand ville tage frifindelsen ad notam.

Med et vist held lykkedes det for forskningsministeren at fÃ¥ store dele af pressen overbevist om sin handlekraftighed, da hun meldte ud, at universitetet og dets ledelse havde begÃ¥et proceduremæssige fejl og derfor ville blive sat under “skærpet opsyn”. Men Johnsen lader sig ikke imponere af denne tilsyneladende handlekraft. I stedet konstaterer han tørt, at dette opsyn – som vi ellers kun kender fra de islamiske frisskoler – i bund og grund handler om, at universitet skal følge de forvaltningsregler, der er, nøje. Fx huske at lave notater, nÃ¥r rektor gennemfører en telefonsamtale med en forsker i Spanien osv. Det interessante ved ministerens store armbevægelser og slÃ¥en i bolledejen er, hvad hun ikke vil: Nemlig at gennemføre den uvildige undersøgelse, som flere hundrede forskere, medier og politikere har krævet. Med sit stunt formÃ¥ede ministeren – for en kort tid i hvert fald – at bortlede interessen fra dette væsentlige punkt. Men ogsÃ¥ kun i kort tid…

Spørgsmålet er, som situationen er lige nu, om den uvildige undersøgelse kommer. Det afhænger helt af den parlamentariske situation. Kan oppositionen i tide mønstre et flertal for det? Er Liberal Alliance, som har krævet undersøgelsen, til at stole på eller kan en udsigt til at få del af magtkagen efter et kommende valg få dem til at ændre holdning? Det er ikke til at vide.

Johnsen kommer også ind på en uvildig undersøgelses status. Den vil ikke have nogen juridisk retsvirkning. Og en undersøgelseskomité vil uden tvivl blive genstand for kritik fra Milena Penkowa, der jo ikke har holdt sig tilbage med inhabilitetsanklager over for andre bedømmere.

Hvilken interesse har offentligheden sÃ¥ i en sÃ¥dan uvildig undersøgelse? Dens rationalitet er lige præcis, at den vil kunne se pÃ¥ sagens aspekter udefra, kritisk granske den mÃ¥de universitetet fungerer pÃ¥, herunder ledelsens evne til at sikre dansk forskings redelighed osv. I modsætning til den interne undersøgelse og ministeriets opsyn, vil kun en ekstern undersøgelse kunne hævde den tvivl, der er skabt om universitetets kompetence, og være med til at retablere universitetets omdømme – nationalt og internationalt. En ekstern uvildig undersøgelse vil have betydning politisk og kulturelt.

Penkowa-sagen ruller videre…

24. marts 2011

Lige sÃ¥ forudsigeligt, det var, at universitetets bestyrelse og kammeradvokatens redegørelse frikendte rektor og den samlede ledelse for anklagen om ‘usaglig forvaltning’ i Penkowa-sagen, lige sÃ¥ forudsigeligt er det, at den 700 sider lange redegørelse vil blive gransket nøje og flere detaljer i sagen vil komme for offentlighedens lys.

I dag kan man læse, at Milena Penkowa aktivt har pÃ¥virket valget af medlemmer til det ekspertudvalg, der skulle gennemgÃ¥ Penkowas doktorafhandling, efter at det var blevet forkastet pÃ¥ grund af sit videnskabelige niveau (i.e. videnskabelig uredelighed). Professor Albert Gjedde, nuværende institutleder pÃ¥ universitetet og en af kræfterne bag den verserende sag om Penkowa, blev sÃ¥ledes vraget, fordi Penkowa mente, at han var inhabil. En pÃ¥stand, der ikke blev begrundet. Og universitetets akter vedr. denne inhabilitetserklæring er siden forsvundet…
En anden norsk fhv. professor blev godkendt, men først efter at Penkowa havde sat spørgsmålstegn ved hans habilitet.

Denne lille afsløring føjer endnu en lille brik til det nuancerede billede, vi efterhÃ¥nden har kunnet danne os af Penkowa og hendes sagskompleks. Det bekræfter billedet af Penkowa som en person, der bestemt ikke sætter sit lys under en skæppe, for nu at formulere det diplomatisk. Samtidig fÃ¥r vi endnu et element til belysning af universitetsledelsens Ã¥benlyse vanskeligheder i hÃ¥ndteringen af denne sag. Hvis ledelsen, som kammeradvokatens redegørelse Ã¥benbart indikerer, formelt set har handlet korrekt – omend ikke uproblematisk eller ukritisabelt – sÃ¥ reflekterer en lille episode som denne, hvorfor der er al mulig grund til at spørge, om den autonomi og den virksomhedsstruktur, som universitetet, er defineret af, er i stand til at forvalte det videnskabelige arbejde pÃ¥ en forsvarlig mÃ¥de? Hvis en enkelt forskerspire – oven i købet svindelanklaget – kan køre rundt med ledelsen pÃ¥ denne mÃ¥de, sÃ¥ er det et klart svaghedstegn hos en centralistisk, enevældig universitetsstyreform. [kilder: Politiken, DR]

Mere mystik: Hvem ringede rektor Hemmingsen til i Spanien (om nogen)?