Indlæg tagget med universitet

Milena Penkowa rør på sig…

11. november 2011

Hvis nogen troede, frk. Milena Penkowa ville lægge sig ned på ryggen og sige be-be efter at have været i mediemaskinen i månedsvis på grund af sin sag om forskningsfusk m.m., så tog man fejl. Efter at have sundet sig lidt har Penkowa taget handsken op og slår tilbage. Først mod en tidligere samarbejdspartner inden for fagområdet (se forrige indlæg i sagaen om Penkowa) og nu mod filosofiprofessor David Faurholt, der er blevet anmeldt for overtrædelse af navneforbuddet i sagen. Faurholt tager det med ophøjet – ja, man kunne sige stoisk – ro og udtaler til Weekendavisen:

»Folk, der har forstand på den slags, siger til mig, at jeg vil tabe retssagen, og det er så helt i orden. Jeg har aldrig før gjort noget kriminelt, men jeg får nok en bøde på 10.000 kroner eller noget i den retning, og jeg har ikke tænkt mig at appellere. Til gengæld får jeg så lejlighed til at skrive noget mere om Penkowa og rektor Ralf Hemmingsen, for de skal ikke dø i synden«

Nej, de skal ikke ‘dø i synden’. Det er vigtigt, at sagen om dens mange politiske, universitære, forskningsmæssige, videnskabelige osv. facetter bliver kulegravet og analyseret, så universitetets og forskningens værdighed kan blive genoprettet.

Redelighed og uredelighed – en note om Milena Penkowa

21. oktober 2011

Bedst som man gik og troede (selv om tvivlen gravede…), at sagen om Milena Penkowa var stillet i bero, medens politiet undersøger anklager om dokumentfalsk , og en kommission gransker hendes forskning for fusk, så har Penkowa indgivet en klage til Udvalgene for Videnskabelig Uredelighed. Klagen drejer sig om professor Elisabeth Bock, som har været Penkowas kollega og ven. Og klagen gælder Bocks påståede videnskabelige uredelighed…

Konkret drejer anklagen sig om, at Penkowas navn angiveligt er blevet (mis)brugt i forbindelse med nogle offentliggjorte opslag, der er blevet brugt ved videnskabelige konferencer. Penkowas påstand er, at hendes navn er blevet brugt uden hendes samtykke – og at navnet derved er blevet sat i forbindelse med “dårlige forskning”.

I følge Weekendavisens og Universitetavisens artikler om den ny sag, så opfattes Penkowas klage af professor Bock og hendes medarbejdere som udtryk for revanchisme og chikane. Og man mener, at have dokumentation (emails m.m.), der modbeviser Penkowas påstand om et misbrug. Samtidig – og det er måske det mest interessante ved den nye sag – så retter professor Bock en kritik af selve Udvalgene for Videnskabelig Uredelighed, idet hun siger:

»Det er et problem, at systemet kan bruges som chikane. UVVU er med rette blevet meget rost som en god opfindelse, men der vil altid være problemer, når folk kan gå og anmelde hinanden.«

Penkowa-sagen som sådan har foreløbigt resulteret i, at hele ni klagesager ligger til behandling i UVVU. Så sagen er ikke bare blevet en sensationel sag om videnskabelig uredelighed og fusk. Den har også kastet lys over et akademisk miljø, hvor det langt fra altid drejer sig om smukke videnskabelige idealer osv., men i allerhøjeste grad også om de alt for menneskelige egenskaber: hævntørst, misundelse, unfair konkurrence og personlige sym- og antipatier. Netop, fordi der er tale om videnskabelige idealer, så er anklager om uredelighed og fusk meget alvorlige for de anklagede forskere og kan i værste fald være ødelæggende for deres virke som forskere. Weekendavisen giver nogle eksempler på, hvor skadende sådanne anklager er. Som professor Eske Willerslev antyder, så er det næsten umuligt at vaske en uredelighedsanklage af sig igen. Det er som med anklager af seksuel karakter – de har det med at blive sidden som sorte pletter…

UVVUs problematiske rolle forstærkes selvsagt af, at forskerne godt er bevidste om denne skadelige effekt, som en anklage har. Lige som det heller ikke er befordrende for systemets virkemåde, at det ikke har de store konsekvenser for klagerne, hvis anklagerne viser sig ikke at holde…

Hvor UVVU skulle være garanten og sikringen af idealernes fastholdelse, er udvalgene nu selv blevet kritik og tvivl. Fungerer systemet efter hensigten, som Weekendavisen spørger.

Penkowas seneste klage er ikke kun en lille note til en i forvejen omfangsrig sag. Den er en understregning af, at Penkowa-sagen som sådan ikke bare er historien om et lysende forskertalents storhed og fald, men også en kritisk prisme, hvorigennem man kan se de politiske, universitære og videnskabelige systemers sprækker og svagheder.

Tilbage til Penkowa-sagen: En ny sag om videnskabelig uredelighed

31. august 2011

Som lovet vil jeg vende tilbage til Penkowa-sagen, hvis der dukkede noget nyt og relevant op. Som bekendt har sagen ligget stille længe – i hvert fald i medierne. Men i dag kan Politiken så – med BT som kilde – afsløre, at en af Milena Penkowas nære medarbejdere, den anerkendte og fremtrædende sundhedsforsker, Bente Klarlund, er blevet anmeldt til Udvalget vedrørende uredelighed, anklaget for at have bedrevet systematisk fusk i sin forskning.

Anmelderen er en kollega, professor Henrik Galbo, som i en 23 sider lang anmeldelse gennemgår 21 artikler, Klarlund har lavet sammen med Milena Penkowa. 11 af de analyserede artikler står Klarlund som ansvarlig for. Og Galbos konklusion lader ingen tvivl om fuskeriets karakter:

»I betragtning af ikke blot de åbenlyse svigagtige manipulationer fra Penkowa, men også de mange uoverensstemmelser i andre dele af arbejdet, må man konkludere, at det er sandsynligt, at Bente Klarlund Pedersen valgte at lukke øjnene. At hendes uagtsomhed var bevidst. Man må også se på det indlysende motiv: Bevidst videnskabelig svindel«.

I relation til Penkowas sag er nyheden relevant på flere ledder.

1) Den understreger, hvad jeg flere gange har forsøgt at understrege, at Penkowas sag ikke kun kan anskues som en sag om en enkeltpersons – Penkowas – afsporing som forsker, sådan som man tendentielt har gjort i pressen. Penkowa er også – forenklet formuleret – et “produkt” af en institutionelt og politisk system, der har muliggjort og måske endda fremmet bedrageriet. Penkowa er med andre ord ikke alene om at gå på akkord med de videnskabelige idealer.

2) Nyheden peger på det politiske niveau – og dermed på det politiske ansvar for de skandaløse sager. Som Penkowa er Klarlund inde i varmen hos de magthavende Venstrepolitikere. Hun er udpeget til div. råd af såvel Lars Løkke Rasmussen, Bertel Haader og Helge Sander. Hun er en af regeringens eliteforskere…

3) Endelig peger nyheden også på et forhold, der måske har været lidt underbelyst indtil videre. Nemlig magtkampene i det videnskabelige mijø. Klarlund har taget til genmæle over for anklagerne og krævet, at blive renset for dem. Uanset om Klarlund har begået noget kritisabelt eller ej, så skal vi ikke være blinde over for det forhold, at videnskabelige konflikter, personlige karriereambitioner og andet godt spiller ind i sagerne. Det kan godt være, at videnskab er en ædel sag, men dens udøvere er ikke nødvendigvis drevet af ædle motiver.

Studenterrådet støtter rektor i Penkowa-sagen

23. juni 2011

En interessant nyhed. Studenterrådet ved Københavns Universitet bakker rektor op i sagen om Milena Penkowa. Dermed er Studenterrådet, som formelt repræsenterer 35.000 studerende, i opposition til den store gruppe af forskere – 8 ud af 10 – som ikke har tillid til rektor.

Studenterrådets argument er, at rektors afgang kun vil føre til en handlingslammelse af universitetet. Og at universitetet har mange andre alvorlige problemer end Penkowa-sagen.

Udmeldingen er interessant, fordi den netop – indirekte – rejser debatten om de institutionelle konsekvenser af Penkowa-sagen. Vil en fjernelse af universitetets kransekagefigur løse universitetets problemer – herunder Penkowasagens problemer? Næ, det vil den ikke.

Uanset, hvad man ellers vil mene om rektors alt andet end glorværdige rolle i sagen, så er sagen vel, at han langt hen ad vejen har handlet inden for rammerne af universitetsloven. Og fejlene ufortalt, så har bl.a. kammeradvokatens redegørelse jo understreget, at godt nok har deres været kritisable forhold, men i bund og grund har der ikke været tale om embedsmisbrug eller andet kriminelt. Dertil skal lægges, at rektor faktisk har forholdt sig til kritikken og udvist, hvad Studenterrådet kalder “tilpas handlekraft”.

At gøre rektor til syndebuk for Penkowa-sagen og dens mange implikationer vil måske mest af alt være et tegn på, at man ikke har forstået det perspektiv, som Penkowa-sagen har for universitetsloven og -politiken som sådan. Derfor er det berettiget, at de studerendes råd finder det ‘klart problematisk’, at forskerne i vid omfang ikke bakker rektor op. Det kan man jo sagtens gøre, selv om man udøver kritik af manden.

Milena Penkowa og den ‘uvildige undersøgelse’, der blev tabt på gulvet

14. juni 2011

Som bekendt forhindrede Liberal Alliance, at der bliver iværksat en såkaldt ‘uvildig undersøgelse’ af sagen omkring Milena Penkowa. Dermed er der meget, der tyder på, at vi må nøjes med at få resultatet af den allerede igangsatte undersøgelse af hendes påståede videnskabelige fusk.

Der er al mulig grund til at beklage, at den uvildige undersøgelse ikke bliver til noget. Foreløbigt må vi konstatere, at systemet – universitetet og ministeriet – har hyttet sine egne interesser, idet Kammeradvokatens redegørelse for det første frifandt rektor og universitet for anklagen om at have begået væsentlige formelle fejl i håndteringen af sagen, – og ministeriet for det andet ved ikke at forfølge anklagerne mod tidligere forskningsminister Helge Sander og ved fratage Penkowas hendes Elite-Forsker-pris har forsøgt at lægge et slør over egne fejltagelser.

Men hvad med Milena Penkowa selv? Ganske vist har jeg ikke lagt fingre mellem i min omtale af Penkowa i mine tidligere indlæg, men det ændrer ikke ved, at jeg vil insistere på, at hun er uskyldig, indtil andet er bevist. Hun fik en dom for dokumentfalsk etc. Det står ikke til diskussion. Hun blev frifundet af Rigsrevisionen for at have misbrugt forskningsmidler (selv om hun havde tilbagebetalt nogle af dem). Den afgørelse står heller ikke til diskussion, men sender sorteper videre til universitetet og donatorerne, som åbenlyst ikke har haft styr på administrationen af forskningsmidler og -projekter.

Men hvad med den efterlyste ‘uvildige undersøgelse’? Eftersom Milena Penkowa hele vejen igennem har forsvaret sig mod diverse anklager og med rank ryg har insisteret på sin uskyld, så må det siges at være et ekstra nederlag for hende, at det politiske flertal afviser en sådan uvildig granskning.

For det, som en ekstern undersøgelse kunne være med til at belyse, er ikke alene om Systemet har begået formelle fejl undervejs, men også hvorvidt Systemet – det politiske og universitære – fungerer hensigtsmæssigt set ud fra en overordnet samfundsmæssig interesses synspunkt…

I Berlingske siger Milene Penkowa selv: “Jeg er meget ærgerlig over at høre, at der ikke bliver indledt hverken kommissionsundersøgelse eller en uvildig undersøgelse af hele sagen og dens aktører. På trods af nogle åbenlyst selvmodsigende og utilfredsstillende forhold hos de involverede parter, så får vi aldrig kendskab til det fulde omfang af sagen, idet lørdagens politiske beslutning endegyldigt udelukker en uvildig og dybdeborende granskning [...] Når jeg hidtil har forholdt mig tavs og ikke er hoppet med på de seneste måneders mediecirkus, der udspringer fra køen ved håndvasken, så er det fordi, jeg hele tiden har håbet på, at vi en dag ville se en ægte, dybdeborende, upartisk, og altomfattende ransagelse af alle sagens deltagere. Ingen, ej heller Københavns Universitet, kan være tjent med udeblivelsen af en uvildig undersøgelse. Konsekvensen er, at offentligheden må nøjes med et ensidigt og utilstrækkeligt kendskab til sagen”
Udeblivelsen af en uvildig undersøgelse tjener kun – og måske kun på kort sigt – Systemet. Men ikke samfundets, forskningens eller Penkowas. Fanden hytter sine og lader de andre sejle deres egen sø.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Side 2 af 1712345678910...Sidste »