CAPAC

Jeg har lovet at vende tilbage til Penkowa-sagen, når der kommer vigtigt nyt.

Hvis man har fulgt med i mine skriverier om sagen, vil man vide, at jeg er af den opfattelse, at systemet – universitetet, ministeriet osv. – ikke er tilbøjeligt til at drage radikale konsekvenser af sagen. Hvis sagens mange perspektiver skal have konsekvenser for universitetsloven, forskningspolitiken osv., så skal forandringerne komme udefra – fra de politiske magthavere, dvs. folketinget.

Politiken kan i dag meddele, at der nu er et formelt flertal for en ‘kulegravning’ af hele sagen. Flertallet er opstået ved, at den afgående Venstre-kandidat Malou Aamund har forladt tinge og er blevet erstattet af Liberal Alliances Niels Høiby. Og han er tilhænger af en sådan undersøgelse. Liberal Alliance vil i dag fremsætte beslutningsforslag om at iværksætte en egentlig undersøgelseskommission.

Men, som der står i artiklen, ‘så vidt kommer det ikke’. Forslaget kommer ikke til afstemning: “I stedet vil der blive skrevet en såkaldt beretning i Videnskabsudvalget, der dermed iværksætter en uvildig undersøgelse, som eksempelvis et advokatfirma eller en anden instans kan stå for.” Forklaringen skulle angiveligt være, at man derved sparer en masse penge til en dyr kommissionsundersøgelse, samtidig med at man får en uvildig undersøgelse.

I betragtning af, at den siddende regering ellers ikke har været tilbageholdende med at nedsætte udvalg osv., kunne man også få den mistanke, at der kan være en politisk begrundelse for at køre sagen uden om en Folketingsbeslutning. Penkowa-skandalen er jo i den grad den siddende regerings skandale. Det er den siddende regering, der har ansvaret for den førte universitets- og forskningspolitik. Og det er også regeringen, der har gjort Penkowa til sin egen lille forskerdarling og mønsterforbillede for alle andre forskere. Behandlingen af et beslutningsforslag om en uvildig undersøgelse kunne blive en påmindelse om regeringens meddelagtighed i sagen. Og regeringen har mest af alt brug for succeshistorier frem til det kommende valg. Resultatet af den uvildige undersøgelse vil først foreligge længe efter dette valgs afholdelse…

»Det er som om, der slet ikke har været nogle grænser for, hvad man helt ukritisk har lagt til grund for, hvad jeg har gjort. Det undrer mig for eksempel meget, at videnskabsministeren i søndags på tv sammenligner mig med en forsker, der har svindlet for millioner af kroner« (Milene Penkowa til Politiken)

Milena Penkowa er som bekendt ikke en kvinde, der sætter sit lys under en skæppe. Og derfor har jeg også siddet her og ventet på, at hun ville ranke ryggen og slå igen over for alle de anklager, der har haglet ned over hende det seneste årstid.

Forleden blev hun nærmest pure frifundet for anklagerne om at have misbrugt forskningsmidler. Af selveste Rigsrevisionen, der konkluderede, at Penkowa ikke havde gjort andet end, hvad andre forskere har gjort i samme situation – mere eller mindre.

Frifindelsen giver selvfølgelig Penkowa en passende anledning til at slå igen mod sine kritikere. Ikke mindst forskningsminister Charlotte Sahl-Madsen fra de konservative, som hun kalder et “skvat”. Samtidig undrer Penkowa sig over, at Sahl på nationalt tv kan sammenligne Penkowa med en anden forsker, der har svindlet for millioner af kroner (en sag med rod i Århus Universitet…).

Set i lyset af Rigsrevisionens frikendelse af Penkowa, så er det da også mildest talt pinligt, at ministeren for forskningsområdet demonsterer en så åbenlys mangel på viden om spillereglerne på universitet. Hun burde være den første til at kende dem. Hvis jeg var Penkowa ville jeg seriøst overveje at anlægge en injuriesag mod ministeren. Om ikke andet for at ydmyge hende som inkompetent minister.

Er der grund til at forsvare Penkowa. Ja. En ting er, hvad pressen har skrevet og antydet – og ikke alt har været lige vederhæftigt. Noget andet er, hvad de institutioner, som Penkowa er tilknyttet, gør. Universitetet, forskningsråd, ministerier osv. Af dem må man kunne forvente, at de kender reglerne og ikke løber af sted med uvederhæftige påstande og løsagtige anklager. Og ikke udøver magtmisbrug.

Penkowa er dømt for dokumentfalsk osv. Hendes videnskabelige produktion granskes af folk, der er eksperter i videnskabelig uredelighed. Og det må vi vente og se, hvad fører frem til. Men med hensyn til anklagerne om økonomisk misbrug er der åbenbart ikke noget at komme efter. Sådan rent formelt. Moralsk kan man selvfølgelig altid have en anden mening, men det er sagen uvedkommende.

Netop, fordi sagen om Penkowa har vigtige perspektiver for universitets fremtid og forskningens, er det vigtigt, at Penkowa får en helt igennem fair behandling. Vi skal ikke være blinde for de politiske interesser, der er på spil i sagen. Interesser, der gerne ser Milena Penkowa gjort til syndebuk for ministerielt og universitært rod, elendig politisk styring osv. Som i tilfældet med forskningsministerens betændte sammenligning….

Hvis man har orket at følge med i mine skriverier om Milena Penkowa-sagen, vil man vide, at jeg ikke blot opfatter frk. Penkowa som et yderst ærgerrigt ungt menneske, der ikke skyer noget middel for at realisere sine ambitioner, men også – og måske ikke mindst – som symptomatisk udtryk for det universitære (og forskningspolitiske) system, som hendes karriere og den indbefattede ‘skandale’ i stort omfang er et produkt af. Og det er dette perspektiv, der er interessant. Set herfra.

I går havde Information en artikel af interesse for alle os, der interesserer os for Penkowa-sagen og dens perspektiver. Af artiklen fremgår det, at Rigsrevisionen ‘stort set’ frikender Milene Penkowa for anklagen om misbrug af betroede forskningsmidler. Rigsrevisionen har gennemgået en lang række forskningsprojekter – 12 ialt – som Penkowa har stået i spidsen for – og ‘renser stort set’ den unge forsker for mistanken om misbrug.

Med det diskrete forbehold – ‘stort set‘ – sigtes til det forhold, at også andre forskere har haft mere end svært ved at holde styr på forskningsmidler fra private sponsorer. Information skriver: “Rapporten viser desuden, at andre forskere har store problemer med at holde styr på pengene. Rigsrevisionens stikprøver af regnskaberne i 23 andre forskningsprojekter på to sundhedsvidenskabelige institutter på KU viser, at journalerne og bilagene i forbindelse med de private bevillinger er mangelfulde. Heller ikke regnskaberne for de pågældende forskningsprojekter er altid efter bogen. Rigsrevisionen slår blandt andet fast i rapporten, at »(…)den interne kontrol med regnskabsrapporteringen til tilskudsgiver var begrænset. Det samme var kontrollen med, at bevillingerne blev anvendt i overensstemmelse med de konkrete bevillingsbetingelser eller budgettet i bevillingsansøgningen.«

Sagt på en anden og lidt enklere måde: Det er ikke primært Milena Penkowa, der har et problem. Det er universitetet. Rigsrevisionens rapport afslører, at universitetet har massive problemer med håndteringen af den mange private sponsorater, deres bevillingsbetingelser og almindeligt bogholderi i forbindelse med forbruget af midlerne.

Interessant er det også, at Rigsrevisionen ikke udtaler ‘nogen alvorlig kritik’ af de herskende tilstande, men beskriver de administrative rod og peger på nødvendigheden af at oprette en særlig økonomisk afdeling, der kan tage sig af det administrative. En økonomisk afdeling, der vil være en yderligere administrativ belastning af det i forvejen betrængte universitære styre.

Professor Peter Skærbæk fra Copenhagen Business School har læst Rigsrevisionens rapport og undrer sig over, hvad den skal gøre godt for, når den ikke vil munde ud i en kritik af systemet. Han går endda så vidt som til at betvivle Rigsrevisionens uafhængighed af det politiske system.

Siden Penkowa-sagen begyndte at rulle har det været tydeligt for enhver, der kan læse, at det universitære og politiske system har forsøgt at afværge sagens systemkritiske implikationer. Penkowasagen sætter store spørgsmålstegn ved den måde, universitetet ledes på. Den sætter også store spørgsmålstegn ved den universitets- og forskningspolitik, som den siddende regering har ført gennem mere end et årti. Men i stedet for at besinde sig på den implicite kritik og give plads for selvkritik, eftertanke og måske reformer af universitetets styreform og forskningspolitikken, så vælger man at skåne tidligere forskningsministre, universitetets ledelse og det eksisterende system. Og så ofrer man Penkowa som syndebuk.

At Rigsrevisionens rapport ikke får nogle dybtgående konsekvenser for universitetet, men blot medfører yderligere oprustning af universitetets i forvejen økonomisk belastende administration, ja, det er måske ikke så overraskende endda. Rigsrevisionen er vel, når alt kommer til alt, en instans, der bekræfter det bestående.

Hvis Penkowa-sagens kritiske perspektiver nogensinde skal få betydning, så skal de omsættes til politisk handling. Det er fra det politiske system en evt. forandring skal komme.

Tak til Torben for tilskyndelsen…

Tilbagespoling: Mine skriverier om Penkowa-sagen kan man læse, hvis man følger dette spor (med der er mange…).

“Penkowa’er vil der komme mange flere af i fremtiden.”

Efter at kammeradvokatens redegørelse i den såkaldte Penkowa-sag kom for en dag, har pressen tilsyneladende tabt pusten og skriver ikke stolpe op og stolpe ned om “skandalen”. Selv om man kunne mene, at redegørelsens overordnede pointer ikke er er overraskende. Pressens inaktivitet kan være udtryk for, at man ikke mener, der er mere suppe at koge på den pind (i hvert fald indtil undersøgelsen af Penkowas forskningsartikler kommer…), eller at pressen bare er sprunget til den næste nyhedstue. For sådan er det. Selv en tsunami og en atomar katastrofe taber på et tidspunkt nyhedens interesse…

Men Penkowa-sagen rummer så mange problemstillinger, at den burde kunne holde mange nysgerrige journalister beskæftiget i lang tid frem. Først og fremmest er der spørgsmålet om, hvorvidt Milena Penkowa blot har været forskningens svar på Stein Bagger – en person med en kriminel personlighedsbrist – eller om hun også er et produkt af det uddannelses- og universitetssystem, hun har kørt om hjørner med.

Lektor Bo Beier Thorup er ikke i tvivl. I en artikel i gårsdagens udgave af Politiken ser lektoren en direkte årsags-virknings-sammenhæng mellem de såkaldte ‘papirløse’, digitale eksamensformer, hvor gymnasieelever og universitetsstuderende kan bruge (og misbruge) internettets muligheder for fildeling (“afskrift”, “plagiat” osv.), og opkomstens af fremtidige Penkowaer.

Artiklen kan let opfattes som en computerukyndig lektors maskinstormeri, fordi den er reduktiv. Den beror på den banale forestilling, at man ved at fastholde ‘gammeldags’ papirbaserede eksamensformer, så kan man dæmme op for svindel og humbug i uddannelsessystemet. Men – hvis det er rigtigt læst – så er det en nærsynet kritik, der giver de moderne teknologiske muligheder skylden for den moralske skoling, som uddannelsessystemet giver de unge.

Hvis vi i fremtiden får flere Penkowaer, så hænger det sammen med, at uddannelsessystemet (og det omkringliggende samfund…) fremmer umoralsk adfærd ved fx at tilskynde til hensynsløs konkurrence, elitedyrkelse osv. Et lille eksempel understreger denne moralske opløsningstendens, som er systemet iboende. For et par uger siden kunne man læse, at Roskilde Universitets Center, ville gradbøje sanktionerne for snyd med eksamensopgaver osv. Fx skulle førsteårsstuderende slippe billigere end ældre studerende. Argumentet var, at sådan gjorde man i udlandet.

Jeg tror ikke et øjeblik på, at man helt kan undgå fænomener som Penkowa-sagen. Men jeg er også overbevist om, at et system, der fremmer konkurrence (ikke at forveksle med kappestrid), kvantitativ meritering, egoisme, dyrker eliten osv., også fremmer og producerer Penkowaer. At skyde skylden på digitale eksamensformer er at sætte kikkerten for det blinde øje. Problemet stikker meget dybere end som så…

For et stykke tid siden pålagde jeg mig selv ikke at skrive om Penkowasagen, før der kom nyt og væsentligt frem om sagen. Det sker i dag, hvor rektor Ralf Hemmingsen har et kronik i Politiken med titlen: “Det kan vi lære af Penkowasagen”. Eftersom rektor Hemmingsen har været en af de centrale figurer i sagen,  må kronikken ses som et vigtigt partsindlæg i udlægningen af den celebre sag og dens betydning for universitetet, forskningen og samfundet i det hele taget.

Det interessante ved Hemmingsens kronik er ikke så meget, hvad den faktisk fremlægger, men måske snarere de spørgsmål, den ikke stiller eller svarer på. Forenklet sagt bygger Hemmingsen sin vurdering på det forhold, at kammeradvokaten som bekendt i sin 700 sider store, skriftbaserede redegørelse nok har fremført alvorlig kritik, men ikke fundamentalt har problematiseret rektors eller bestyrelsens rolle.

Hemmingsen bruger dette grundlag til at fremføre nogle beklagelser (som i følge Hemmingsen er synonyme med: undskyldninger) for en række fejl, han har begået undervejs. Fx at lægge mere vægt på Penkowas stjernestatus end på hendes formelle cv, håndteringen af Penkowas oprindelige disputats og negligeringen af den student, der fik lavinen til at rulle. Derefter opregner Hemmingsen en række tiltag, der er iværksat for at forebygge tilsvarende problemer i fremtiden. Oprettelsen af en ombudsmand for studerende, forbedret skoling af forskerspirer i forskningsetik etc. Med mere.
Rektor Hemmingsen er af den formening, at Penkowasagen kun har skadet universitetets internationale anerkendelse på kort sigt – og at man kan retablere omdømmet gennem hurtig damage control. Det kan man så tro eller lade være.
Hvad, rektor ikke får sat spørgsmålstegn ved, er, om det aktuelle, centraliserede ledelse af universitet overhovedet er kompetent til at forebygge og imødegå problemer som dem, der er opstået med Penkowa? Denne fundamentale problematisering ligger mellem linjerne, når Hemmingsen fx perspektiverer Penkowasagens påståede undtagelseskarakter med følgende bemærkninger: “Alene på Københavns Universitet publicerer 4.000 forskere årligt mere end 12.000 videnskabelige artikler i danske og internationale tidsskrifter. Til sammenligning er Penkowas samlede forfatterskab på omkring 150 artikler skrevet over ca. ti år.”

En af de ting, der – efter min mening – har været tydelig i det lange sagsforløb har været, at universitetsledelsen hverken har haft tilstrækkeligt overblik over sagen eller tilstrækkelig indsigt i dens detaljer, medens den udviklede sig. Det var takket være pressens research og dybdeboringer, sagen for alvor tog fart. Og fraværet af tilstrækkeligt overblik og indsigt er netop et kritisk signalement af en centralistisk, enerådig universitetsledelse.

I modsætning til Hemmingsen tror jeg ikke, at en sag som Penkowasagen ville have udviklet sig så imposant, som tilfældet er, hvis vi havde haft at gøre med en mere demokratisk ledelsesform, hvor decentralisering af beslutningsprocesser og ansvar var på dagsordenen. Jeg tror ikke, det er tilfældigt, at vi får Penkowasagen under den aktuelle styrelseslov.

Rektor Hemmingsens kronik er samlet set et systembekræftende partsindlæg, der ikke formår at rejse de egentlige, tungtvejende spørgsmål om universitetets og dansk forsknings fremtid. Hemmingsen vil sige undskyld, lappe på skaderne og foretage nogle udbedringer – men ikke betvivle institutionens habitus som sådan. Derfor er det sidste ord ikke sagt om sagen og den fulde lære langtfra draget endnu…