CAPAC

På engelsk siger man “The Benefit of the Doubt”, når tvivlen skal komme en anklaget til gode. Det er et godt og sundt princip, fordi der i sager om skyld sjældent er enkle sandheder på spil.

I sagen om Penkowa kommer tvivlen ind på en anden led. Kammeradvokatens afgørelse om at frifinde rektor og universitetets ledelse i sagen om Milena Penkowa er allerede betvivlet. Kan én mand, oven i købet universitetets egen kammeradvokat, vurdere sagens mange aspekter grundigt nok?

dag rejses der allerede tvivl om denne grundig – til trods for redegørelsens 700 siders dokumentation. Politikere og fagpersoner har kritiseret, at nøglepersoner i sagen ikke er blevet hørt – blandt andet det bedømmelsesudvalg, der i sin tid forkastede Penkowas doktordisputats. Men kammeradvokaten afviser blot kritikken.

Selve det forhold, at redegørelsen allerede ved sin fremlæggelse betvivles fra mange sider understreger svagheden ved en sådan intern undersøgelse. Tvivlens skygge hænger som en atomsky over Københavns Universitet. Og man må også spørge, om det er rimeligt at se bort fra det forhold, at 400 anerkendte forskere i dette land har skrevet under på et krav om, at der foretages en uvildig, ekstern undersøgelse? Bør tvivlen ikke komme kritikerne – og offentligheden – til gode?

I går kunne man høre rektor udtale sig på tv. Han brugte en metafor. Han talte om, at universitetet og dets ledelse havde stået for et pres. Som om universitetet var en slags trygkoger. Billedet er ganske sigende for den autonomi og magtfuldkommenhed, der skabt på universitetsområdet. Men kan samfundet i længden leve med et universitet, der sådan kan lukke sig om sin egen eksklusivitet og ignorere den kritik, der kommer fra dens mange ansatte og fra verden udenfor?

PS. Læs også dette indlæg i Børsen og regeringens håndtering af DSB-cheffyringen og rektor Hemmingsen-sagen.

Som det allerede er omtalt i kommentarfeltet, har Københavns Universitets bestyrelse på grundlag af  Kammeradvokatens 700 sider store redegørelse om den såkaldte Penkowa-sag pure frifundet universitetets ledelse, der har været under anklage for ‘usaglig forvaltning’. Der er dog mindre skønhedsfejl, og universitetet skal forbedre sine rutiner og sit beredskab,bl.a. når det gælder dokumentation af sagsbehandling og sikring af studerendes retsstilling.

Med afgørelsen kan man sige, at ledelsen lukker sig omkring sin egen magtfuldkommenhed. Den ene hånd vasker den anden. Og nu kan vi så forvente at Videnskabsministeriet lige så forudsigeligt vil tage afgørelsen ad notam. Og så er den skid slået eller hvad?

Det, der er opnået ved denne handling er dels, at Milena Penkowa bliver reduceret til et enkelt råddent æble i kurven. Hendes adfærd separeres fra universitets fungeren og individualiseres. Penkowa bliver gjort til syndebuk. Den lille buk, der skal ofres for at rense ledelsen.

Dels vælger man at overhøre 400 forskeres krav om en uvildig undersøgelse. Og det kan man da kalde en desavouering af format. Vi alene vide. Uoplyst enevælde anno 2011. Og man ignorerer offentlighedens voldsomme kritik af sagen og dens forløb.

Men frifindelsen vil ikke kunne vaske den plet væk, som universitetet og dansk forskning er blevet forsynet med i kraft af denne spektakulære sag. Og mit gæt er, at den vil forfølge universitetet i fremtiden – og dukke op med jævne mellemrum som en ubehagelig påmindelse om, hvad universitet er blevet til i den aktuelle politiske konjunktur.

Hvad vil kunne ændre ved den situation, der er blevet skabt med denne afgørelse? Vil en ihærdig presse kunne grave ting frem, der vil fremtvinge en ekstern undersøgelse? Og vil pressen bruge tid, penge og energi på det? Eller vil oppositionen i Folketinget lytte til det videnskabelige samfund og offentligheden – og i demokratiets interesse – gennemtrumfe en sådan uvildig undersøgelse? Vi får se.

Kammeradvokatens redegørelse kan nedhentes i sin fulde længe her.

I dag og i morgen holder Københavns Universitets bestyrelse møde om universitets håndtering af den famøse sag om Milena Penkowa. Og spørgsmålet er, om møderne vil resultere i den uvildige undersøgelse, som længe har været efterlyst fra mange sider, bl.a. fra en lang række forskere.

Til grund for møderne ligger Kammeradvokatens flere hundrede sider lange redegørelse for sagens forløb.

I dagens udgave af Politiken analyserer Jacob Fuglsang de mulige perspektiver af møderne. Vil møderne munde ud i 1. en opbakning til universitetsledelsen? (Fuglsang mener nej, på grund af rektors delvise indrømmelser og beklagelser…) eller vil bestyrelsen 2. afskedige rektor eller kræve radikale ændringer i universitetsledelsen organisation (nej, mener Fuglsang, for “det ville være et brud på det parløb, som bestyrelsesformand og rektor gennem hele forløbet har kørt”). 3. Bestyrelsen vil krybe til korset og imødekomme kravet om en uvildig undersøgelse, som mere end 400 forskere har krævet. Det må blive udfaldet, mener Fuglsang, for det er den eneste udvej, der findes, hvis tilliden til universitets ledelse skal genoprettes.

Men den sidste løsning er måske i virkeligheden den mest pinagtige. For en uvildig undersøgelse vil ikke alene blotlægge Milena Penkowas handlinger, men også universitets ledelsens – herunder rektors og bestyrelsens – adfærd og måske nok så interessant Helge Sanders og Videnskabsministeriets rolle. Det politiske perspektiv gør sagen til en meget varm kartoffel for den siddende videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K). Dels, fordi den trækker tråde ind i hendes ministerium, men også fordi – som Fuglsang rigtig påpeger – en uvildig undersøgelse vil være en dom over den borgerligt sanktionerede enstrengede universitetsstruktur. Den vil sandsynligvis afsløre, hvorfor ledelsen og bestyrelsen har været afmægtige i håndteringen af sagen og derfor har været nødsaget til at eksportere problemet til uvildige personer.

Fuglsangs udmærkede analyse er værd at læse, fordi den kredser om det virkeligt interessante i sagen om Penkowa. Og det er ikke Milena Penkowas svindel og humbug, for i det store spil er hun kun en lille ubetydelig detalje, men spørgsmålet om, hvordan man skal drive de vigtigste vidensinstitutioner i landet: universiteterne. En sober, gennemarbejdet, uvildig undersøgelse af sagens forløb vil kunne være en veritabel bombe under den universitets- og forskningspolitik, der har været ført siden 2001. Og i bedste fald være med til at retablere universitetet i sin egen ret.

Selv om dampen er gået lidt af Penkowa-sagen – i de nyhedshungrende medier, så kører den stadigvæk. DR Nyheder kan således fortælle – hvilket vel næppe kan siges at være overraskende – at rektor Hemmingsen og universitetets ledelse var bekendt med svindelanklagen mod Milena Penkowa, da de indstillede hende til EliteForsk-prisen. Rektor Hemmingsen har ellers hidtil benægtet et sådant kendskab på det tidspunkt. Det er ikke første gang, rektor Hemmingsen har haft problemer med hukommelsen. Vi husker sagen om Penkowas “døde” familiemedlemmer…

Penkowa selv ligger heller ikke på den lade side. Og det må vi lade hende: Det ville også ligne hende dårligt at gøre det! Sammen med sin advokat og repræsentanter for politiet har hun forsøgt at få adgang til de famøse rottebeviser på Panum Instituttet. I følge Universitetsavisen. Universitetet har nægtet at udlevere noget som helst. Man kan selvfølgelig godt undre sig over, at den svindel- og uredelighedsanklagede Penkowa ikke kan få udleveret logbøger og andre dokumenter, så hun kan få en chance for at fuske med dem endnu engang. Det er vel enhver anklagets ret at få mulighed for at destruere og forfalske beviserne mod en, ikke? Der er something rotte-n i denne sag…

Videnskab.dk forsøger at løfte en flip af det arbejde, som Udvalget vedr. Videnskabelig Uredelighed er sat til at foretage. Selv om de medvirkende forskere ønsker at være anonyme og ikke konkret og i detaljer vil komme ind på, hvor Penkowa har snydt, så skitseres et billede af en forsker, der har bevæget sig inden for et nichefelt, har draget tungere konklusioner end det sparsomme datamateriale kunne bære og metodologisk har ude i hampen. Artiklen understreger først og fremmest behovet for den tilbundsgående undersøgelse, som igen og igen har været efterlyst…

“Lemuren er et intelligent og udspekuleret dyr, der på trods af sin ringe størrelse formår at få en hel park til at dreje sig om det på bekostning af de andre dyr” (Milena Penkowa)

Intelligens er et omstridt begreb i vores samfund. Tænk blot på debatten om Howard Gardners ‘syv intelligenser’ eller på Helmuth Nyborgs forskning. Det er også noget, der er omgærdet af prestige, beundring og respekt.

I et portræt af Milena Penkowa i Weekendavisen fremhæves Penkowas intelligens og begavelse igen og igen. Samstemmende. Men begavelsen var ikke det eneste, hun fik med fra fødslen. Noget tyder på, at hun også fik en social arv fra ikke mindst sin far. En arv, der så at sige kom til at modarbejde begavelsen, for ikke at sige: modsige den.

Fra sin ligeledes velbegavede lektorfar arver hun en selvhævdelse, der sætter alt andet og alle andre til side, når det gælder om at nå et bestemt mål. Weekavisens Pilegaard citerer Penkowa for følgende “sandhed”: “Folk må tænke, hvad de vil. Du kan slet ikke forestille dig, hvor ligeglad jeg er”. Og denne ‘evne til at tænde og slukke for følelser efter behov og forgodtbefindende synes at være et gennemgående træk ved Milena Penkowas liv fra barndom til nu‘ , noterer Pilegaard, hvorefter han ud fra samtaler med venner, eks-kærester, rideskolekammerater, arbejdskolleger osv. opruller historien om pigebarnet, der imponerer ved sit engagement, sin viljestyrke og sin begavelse, men også bruger ethvert tænkeligt middel for at komme frem i verden.

Som sin fader, der idømmes to års fængsel i 1986 for omfattende sommerhusrøverier, ender Milena med en dom for kriminalitet, da hun for nylig accepterede byrettens dom for underslæb m.v. Hvordan kunne det komme så vidt?

Det var uforståeligt for offentligheden, at hendes begavede, velsituerede akademikerfar kunne gribe til kriminalitet. Hvordan kunne en begavet mand med god indtægt være så “dum” (uintelligent…) at sætte det over styr ved bl.a. at bruge tyvekosterne i sine egne ejendomme? Og det kan forekomme uforståeligt, at Penkowa med sin begavelse og sine muligheder ender med en alvorlig, karriereødelæggende dom for økonomisk kriminalitet m.m. Hvordan kunne Penkowa være så “dum”?

Pilegaards portrætskitse giver ikke noget endeligt svar, men tegner omridset af en person, hvis ekstreme, asociale, selvforblændende selvovervurdering og -hævdelse kommer på tværs af begavelsen og dens muligheder. Tendensen er der fra starten, hvor Milena fx stjæler de andre ridepigers udstyr efter forgodtbefindende, men den forstærkes så at sige med tiden. Jo større succes Milena Penkowa har, jo mere asocial og ‘grænseoverskridende’ bliver hendes adfærd. Hendes begavelse følges af en skygge af voldsom selvhævdelse og mangel på empati, som undergraver og modsiger begavelsen.

Hvor intelligent er det fx lige at gribe til de mange små, åbenbare “svinestreger”, som Penkowa har brugt på vej mod storhed og fald? Fx da hun forsøgte, at tørre underslæbsanklagen af på den unge mandlige studerende ved at forfalske hans kontoudskrifter?

Af flere af udtalelserne i artiklen fremgår det, at Penkowas adfærd har socio- og/eller psykopatologisk karakter. Nu behøver man ikke at have læst meget Michel Foucault og andre for at tænke, at socio- og psykopatologisk adfærd er forankret i det samfund, de fungerer i. Og så er vi tilbage ved det spørgsmål, jeg flere gange har berørt: Penkowa-sagen som symptom. – Vi vender tilbage…

Den førende pen i oprulningen af Penkowa-sagen, Povl Pilegaard Johnsen, tager i dagens udgave af Weekendavisen fat på endnu en underbelyst side af den spegede sag. Nemlig universitetets og ikke mindst forskningsmiljøets socialpsykologi.

I mediernes ulideligt lette håndtering af sagen er der skabt helte og skurke. Skurkene kender vi – Milena, Ralph og Helge (og deres sammensvorne). Og heltene har især været de mange akademikere, der har krævet en uvildig undersøgelse af sagen.

Den historiske hukommelse er kort som en barneskjorte. I hvert fald i medierne. Og Pilegaard går lidt tilbage i tiden for at grave gamle udsagn fra nutidens kritikere frem i lyset. Og dengang så de – bl.a. Elisabeth Bock, som har været aktiv i kravet om en uvildig undersøgelse – noget anderledes og mildere på universitetsledelsen, navnlig rektor Hemmingsens, håndtering af sagen. Vendekåberiet er åbenbart.

Andre forskere – bl.a. formanden for FSS, Niels Borregaard (ham, som efter sigende blev forbigået af Helge Sander…) – afstår i dag fra at kræve en undersøgelse af rektors gøren og laden, fordi de mener medierne har indledt en heksejagt på manden.

Pilegaards artikel er interessant, fordi den sætter fokus på et notorisk betændt miljø, hvor forskningsinteresse går hånd i hånd med andre alt andet end prisværdige og ædle motiver som personlig avancement, hævn og deslige. Og man får let det indtryk, at offentlighedens voldsomme interesse kommer lidt på tværs af de mere eller mindre eksplicit udtalte interesser, der konkurrerer på Bjerget.

At det forholder sig sådan på universitetsniveau bør komme bag på nogen med blot et minimalt kendskab til universitetsverdenen eller den menneskelige sociale adfærd i almindelighed. Men det er et vigtigt aspekt at få med i vurderingen af sagen.

Det ændrer dog ikke ved, at de sidste mange ugers beskrivelse af rektors og universitetsledelsens handlen i den grad råber på en kritisk granskning og et opgør med den magtfuldkommenhed, der er blevet etableret på universitet i nyere tid. Som professor emeritus Peter Kemp har været inde, så er det nødvendigt, at universitetet finder en demokratisk styreform, der kan modvirke, at sager som denne udarter sig…

Claus Emmeche, lektor ved Center for Naturfilosofi og Videnskabsstudier ved København Universitet har set på Penkowa-sagen fra en videnskabssociologisk vinkel. Sammenfattende skriver han: “uanset historiens dom og dommene fra de udvalg, der nu skal undersøge, om Penkowas videnskab er sand, fusk eller gråzone, er det svært ikke at forsøge at begribe hele Penkowa-fænomenet som en legemliggørelse af videnskabens forvandling til forskning, og forskningens forvandling til management, strategisk topledelse og branding under tidligere videnskabsminister Helge Sander (V).” Penkowas videnskabelige fusk kan ikke kun forstås immanent som en personlig betinget afsporing af en videnskabelig proces (selv om det også er det), men også som “legemliggørelse” af den videnskabsideologi, der hersker i disse år. Læs med her.

I Jyllands-Posten drager Peter Kemp professor emeritus dr. theol. & phil. og Asger Sørensen, lektor, ph.d., begge DPU, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet en lære af Penkowa-sagen. De to skriver indledningsvist:
“Universiteternes øverste ledelse bør vælges af forskere og studerende og stå til ansvar over for disse, så man kan sikre, at den tvinges til at lade fagligheden veje tungere end bevillingerne.

Skeletterne vælter ud af skabet i sagen om ledelsen af Københavns Universitet. 423 forskere har nu i et brev til universitetets bestyrelse bedt om en uvildig undersøgelse af ledelsens håndtering af Penkowa-sagen.

Det er tydeligt, at denne sag ikke blot er en isoleret sag. Det drejer sig om, hvordan en ledelse af et universitet har misrøgtet den videnskabelighed, som er universitetets eksistensberettigelse og forudsætningen for dets renommé.

Vi ser ikke blot en rektor, der ser ud til at have fejlet i vurderingen af den faglige kritik af Milena Penkowas forskning. Vi ser, at hele ledelsen for et universitet mangler dømmekraft i håndteringen af sådanne sager.

Man kan f.eks. nævne en prorektor, Thomas Bjørnholm, der er så ivrig efter at bakke sin rektor op i et indlæg i Politiken 15/2, at han helt overser det kritisable i et system, hvor man kan indstille forskere til akademisk hæder uden vurdering af et sagkyndigt udvalg.

Men det var det, som Københavns Universitet gjorde med indstillingen af Penkowa til eliteforskerprisen.” Læs videre her. Som jeg for længe siden skrev, så er det rimeligt at tænke Milena Penkowas adfærd som et symptom på systemdefekter i såvel det universitære såvel som det politiske. Og vi kan håbe på, at den ubønhørlige blotlæggelse af sagens detaljer kan medvirke til, at der gøres op med de borgerlige magthaveres universitetskoncept og dets politiske overbygning. Det er ikke nok, at sagen får konsekvenser for rektor og for politikeren Sander – den skal også have strukturelle effekter…

Penkowa-sagen falder ikke til ro, før hvert eneste blad er vendt. Det er min fornemmelse. Og det er godt sådan, for sagen er et ret enestående lærestykket i, ikke bare, hvor galt det kan gå, når en forskerspire vælger at snyde og bedrage, men også i hvordan universitetet og den politiske ledelse omkring forskningen fungerer eller snarere: ikke fungerer.

Som nævnt er fokus blevet flyttet fra Penkowa selv til rektor Hemmingsen og politikeren Helge Sander. I dag kan Kristeligt Dagblad fortælle en artig historie om den ministerielle håndtering af et dokument, som siden har fået stor betydning for sagens forløb. Det drejer sig om det brev, hvori Helge Sander fremfører en række såkaldt “anonyme” anklager mod Det Frie Forskningsråd for Sundhed og Sygdom. Et brev, som førte til radikale ændringer af forskningsrådssystemets bevillingspraksis og påførte rådene nogle bureaukratiske og lidet befordrende praksisser.

Mod gældende praksis bliver Sanders brev ikke journaliseret i Forsknings- og Innovationsstyrelsen, efter at direktør Inge Mærkedahl har modtaget det. Brevet bliver lagt væk. Selv om Mærkedahl godt vidst, at brevet var udtryk for en ‘usædvanlig’ praksis, vælger hun altså at lægge det til side – og dermed at mørkelægge det i forhold til offentligheden. Mærkedahl spørger ikke ministeren om de “anonyme” anklagers ophav, fordi ministeren tydeligvis ikke er til sinds at afsløre den/dem, men vælger i stedet at iværksætte en undersøgelse af rådenes bevillingspraksis. Direktøren tager med andre ord de ‘anonyme’ anklager – som jo af flere rådsmedlemmer tilskrives Penkowa selv – alvorligt. Det 14 sider lange brev fører som sagt til en lovændring af bevillingssystemet.

På journalistens spørgsmål om, hvorfor man valgte ikke at journalisere det lange brev fra ministere svarer Mærkedahl: “Vi fik ikke journaliseret det. På det tidspunkt foranstaltede vi en undersøgelse i stedet for. Men det burde have været journaliseret, det blev det ikke”. Diplomatisk sagt, så vælger direktøren at gå mod gængs, god forvaltningsskik ved at undlade en journalisering af et vigtigt brev for i stedet at iværksætte en undersøgelse, der begrunder sig i brevets ‘anonyme’ anklager. Det er ikke kun Sander, der har et problem i denne sag. Det har de alt for loyale embedsmænd, bl.a. direktør Mærkedahl, også, når de for at tækkes ministeren gradbøjer forvaltningsloven…