Indlæg tagget med universitet

Penkowasagen: Bagmændene

18. februar 2011

Selvfølgelig, havde jeg nær sagt, er Penkowasagen ogsÃ¥ omtalt i denne uges udgave af Weekendavisen. Ikke pÃ¥ forsiden som sidst, men pÃ¥ side 3 – hele side 3. Og selv om der ikke er noget nyt at hente, sÃ¥ er Poul Pilgaard Johnsens helsidesartikel interessant læsning. Han tager udgangspunkt i det forhold, at sagens seneste udvikling har forskudt opmærksomheden fra den centrale person – Milena Penkowa – til henholdsvis rektor Hemmingsen og Helge Sander.
Pilegaard træder et skridt tilbage og prøver at se på de to herrer på afstand.
Det kommer rektor til gode. Som man siger, sÃ¥ skal tvivlen komme den anklagede til gode, og det gør Pilegaard, idet han prøver at forklare nogle af rektors fejlbedømmelser som udslag almindelig menneskelig adfærd. Det gælder fx historien om telefonopkaldet til Spanien, som skulle dokumentere, at Penkowa faktisk havde foretaget rotteforsøg dernede. Her hæfter Pilegaards sig ved, at rektors accept af forklaringen bygger pÃ¥ den tillid, vi som mennesker pr. definition udviser over for et andet menneske – indtil andet er bevist.
Pilegaards argumentation frikender ikke rektor i sagen, men gøre plads for en god portion almindelig menneskelig fejlen. Indirekte er det dog også en kritik af den måde, det universitære system fungerer på. Magtfuldkommenheden. Men det nævner Pilegaard ikke.
Langt værre ser det ud for ex-minister Sander, der i følge Pilegaard stÃ¥r med en regulær tilstÃ¥elsessag. Alt tyder pÃ¥, at de famøse spørgsmÃ¥l til FSS var fabrikeret af Milena Penkowa – og at Sander var det villige sendebud for spørgsmÃ¥lene. Nyligt udgivne dokumenter hos Forsknings- og Innovationsstyrelsen peger næsten entydigt pÃ¥, at Penkowa var forfatteren, og at Sander ikke alene gør sig skyldig i utilbørlig vennetjenesteri, men ogsÃ¥ i decideret embedsmisbrug. Pilegaard lægger ikke fingre imellem. Læs artiklen.

Flere artige afsløringer i Penkowa-sagen

18. februar 2011

Selv om jeg ikke har fået læst Weekendavisen endnu, så sover Penkowa-sagen ikke. Universitetsavisen beretter, at rektor Ralph Hemmingsen uderkendte sit eget fagudvalg i forbindelse med vurderingen af Penkowas doktorafhandling. Citat:

“Da Milena Penkowas første doktordisputats blev enstemmigt afvist af de tre professorer, som bedømte den, var det rutinemæ¦ssigt op til Det Forskningsstrategiske Udvalg (dengang hed det blot Forskningsudvalget) at afgøre, om disputatsbedømmelsen var foretaget korrekt. Det fandt udvalget, at den var, bekræfter udvalgets daværende formand, Elsebeth Lynge.

Derfor forbløffede det flere medlemmer, at dekan Ralf Hemmingsen uden kendt fortilfælde besluttede at sende den afviste doktorafhandling videre til ny bedømmelse hos en norsk og en svensk ekspert, der kvitterede med en begmand til de oprindelige bedømmere – og indirekte til medlemmerne af Det Forskningsstrategiske Udvalg.”. Læs mere om den magtfuldkomne rektors adfærd her.

Apropos Penkowa…

17. februar 2011

Omsider en dag, hvor pressen ikke producerer nyheder om Penkowa-sagen i en lind strøm. Men i morgen er det fredag, og vi får se, hvad Weekendavisen har at byde på. Og så alligevel. Helt Penkowa-fri-dag er det ikke. Berlingskes IT-kommentaro og blogger Dorte Toft har et indlæg, der prøver at perspektivere sagen i forhold til den lokale andedams universitetsmiljø.
For Penkowa-sagen er ikke den eneste svindel-og-snyd-sag, den danske universtetsverden kan prale af. Og ikke kun Københavns Universitet har den tvivlsomme ære. Toft henviser til Ã…rhus Universitet og sagerne om den karismatiske autismeforsker, der kassebedrøvede for 10 millioner, om Dandy-tyggegummifirmaet og den eksterne forskningsfinansiering og – endelig – sagen om den tidligere kontroversielle psykologiprofessor Helmuth Nyborgs problemer med data, metoder og konklusioner.
Selv om der er forskelle p̴ de forskellige sager Рog Penkowa-sagen skiller sig ud ved sin langvarighed og sine forgreninger til rektor og det politiske lag (Sander) Рs̴ er der ogs̴ mange paralleller. Og som Toft demonstrerer med sin gennemgang af Nyborg-sagen, s̴ tyder Penkowa- og Nyborgsagen p̴, at universiteterne Рs̴dan som de er struktureret nu om stunder Рikke er i stand til at kvalitetssikre forskningen.
Med andre ord så peger de nævnte sager på ikke alene universitetsledelsernes ansvar (og manglende vilje og evne) for sagernes forløb og udvikling; men de peger også på politikernes ansvar i og med, at det er dem, der har bestemt, at universiteternes skal ledes på udemokratis vis à la virksomheder. I bedste fald kan vi derfor håbe på, at Penkowa-sagen med tiden vil føre til en reform af universiteternes ledelse og struktur.

Ralph Hemmingsen i DR TV-Avisen d. 14. februar kl. 21

15. februar 2011

I TV-Avisen kræver flere forskere rektor Ralph Hemmingsens afgang efter afsløringerne af hans rolle i det, vi kender som Penkowa-sagen. Hemmingen svarer pÃ¥ spørgmÃ¥l om Syddansk Universitet tidlige advarsel om svindel i forbindelse med doktordisputatsen, sagen om den opdukkende døde moder, om bagklogskabens lys og om sagens betydning for forskningens og universitetets pris og – ikke mindst – rektors ansvar. Rektor Hemmingsen svarer egentlig ganske godt for sig, men det er – i mine øjene – tydeligt, at en væsentlig del af forklaringen pÃ¥ sagens langtrukne udvikling ligger i magtens centrering om rektor og ledelsen. Det kommer bl.a. til udtryk, nÃ¥r Hemmingsen dels forklarer, hvordan han selv har forsøgt at fÃ¥ svar pÃ¥ nogle af de mange spørgsmÃ¥l tidligt i forløbet, medens han pÃ¥ den anden side ikke han huske flere ting, fx et brev, hvor Penkowa omtaler sin moders begravelse. Hemmingsen mener ikke, at sagen ‘skal lægge universitet og forskningen ned’, fordi den slags sager kan opstÃ¥ i store virksomheder, og han har ingen planer om at gÃ¥ af, men vil følge sagen til dørs. Sagen fortsætter altsÃ¥.. Se klippet her (indslaget begyder ca. halvvejs inde i programmet).

Statsministeren ind i Penkowa-sagen

14. februar 2011

Socialdemokraterne sender nu sorteper videre til statsminister Lars Løkke Rasmussen, der skal svare på, om Helge Sander havde loven på sin side, da han nægtede at afsløre sin(e) kilde(r) til de famøse spørgsmål til Forskningsrådet for Sundhed og Sygdomme . Professor og ekspert i forvaltningsret Rasmus Prehn ved CBS mener, at Sander ikke kan hemmeligholde kilden, fordi det omhandler det tjenestelige område.

Helge Sanders politiske blamage

13. februar 2011

Der er ikke noget nyt i, at politikere kan være drevet af andre end politisk-idealistiske motiver. Der er heller ikke noget nyt i, at politikere kan bilde sig selv ind, at de kan slippe godt fra at forlade den politiske dyd smalle sti. Alligevel kan det godt undre en, at de fristes til at gøre det. For – især i de alvorligste sager sker der oftest det, at de før eller siden bliver trævlet op. Jeg forudser, at det vil ske med Birthe Rønn og den “glemte” konvention. Før eller siden vil det stÃ¥ lysende klart, hvilke bureaukratiske og politiske motiver, der lÃ¥ bag “glemsomheden”. Det samme gælder for den tidligere videnskabsminister Helge Sanders famøse, anonyme anklager i Penkowa-sagen.
I Politiken i dag kan man læse, at formanden for Det Frie ForskningsrÃ¥d for Sundhed og Sygdomme (FSS), professor Jens Christian Djurhuus, nu i en idrekte henvendelse til den ferierende Sander opfordrer ham til at afsløre, hvem der stÃ¥r bag anklagerne. Og det er en yderst pinligt dilemma, Sander befinder sig i. Afslører han ikke, om det var Penkowa, sÃ¥ vil mistanken om magtmisbrug hænge som en tung sky over hans hoved i lang, lang tid fremover og hans troværdighed som politiker vil have lidt et alvorligt knæk. Afslører han, hvem der stod bag – og at det mÃ¥ske og sandsynligvis, som rygterne vil vide, er Penkowa – sÃ¥ er han lige vidt. Han har sat dansk sundhedsvidenskabelig forsknings fremtid og arbejdsvilkÃ¥r pÃ¥ spil for at promovere sin ‘veninde’ og har dermed blameret sig selv om seriøs politiker. Det bedste Sander kan hÃ¥be pÃ¥, er – ved at lægge kortene pÃ¥ bordet – at sagen hurtigere vil blive klarlagt, og at han derfor hurtigere vil kunne komme videre med sit liv…

Milena Penkowa: hjerneforskningens mytomane svar på Stein Bagger?

13. februar 2011

Information følger op pÃ¥ Weekendavisens dybdeboringer i Penkowa-sagen og forsøger i artiklen “NÃ¥r mÃ¥let hærger midlet” at spore oprindelsen til bedrageriet, løgnene og forfalskningerne. Det bliver en rejse tilbage til folkeskolen. Billedet af en dygtig, ambitiøs pige, der tidligt gÃ¥r sine egne veje og gør konkurrencementaliteten til drivkraften i sit liv. Allerede som ponyrytter – og vinder af sølv- og guldmedaljer – stÃ¥r det klart, at hun ikke interesserer sig for hestene som andre hestepiger. Det er at vinde, der interesserer hende.
Den kendte psykolog Jørn Beckmann, som har beskæftiget sig med at udfærdige psykologiske profiler af kriminelle har fulgt sagen nøje og giver et bud på, hvad der er galt med Penkowa. Hun er mytoman. Citat:

“»Det er startet med en pige, der er knaldgodt begavet og vil spæne frem sÃ¥ stærkt, at det er umuligt. Og sÃ¥ har hun løjet lidt hist og her. Men i længden er hun blevet spundet ind i sin egen historie pÃ¥ en mÃ¥de, hvor den ene løgn efterfølger den anden i jagten pÃ¥ at gøre alting perfekt.«

Penkowas fantastiske priser, kunne hun måske have fået uden at kriminalisere sig, men det var ikke nok.

Tilbage står et smuldret billede af en kvinde, hvis ambitioner måske korrumperede hendes faglige stolthed. Måske har Milena Penkowa været exceptionelt kynisk, eller måske har hendes fuskeri været for nemt.

»Den, der har ordet i sin magt, kan jo være en kolossal magtfaktor i vores samfund. Det gjorde sig gældende for Stein Bagger og Anna Castberg, og det gør sig gældende for Milena Penkowa. Folk på deres vej har lagt sig ned over for deres farverige facon.«

Hvis anklagerne mod den tidligere forsker holder, har hun ikke bare været kriminel for at skaffe sig penge, vurderer Jørn Beckmann.

»Den her sag ligner Bagger eller Castbergs på den måde, at hun reklamerer med sine fornemme resultater, selv om de reelt set ikke eksisterer. Det er den slags mytomaner, der ikke tænker på andet end at være fejlfri. Perfektion er målet, og midlet kan være alt mellem himmel og jord.«

Man kan sige, »at Penkowa er blevet offer for det konkurrencesamfund, som hun ellers har været så begejstret for,.« vurderer Beckmann.

Tanken om at være fejlfri har altid været mÃ¥let i Milena Penkowas karriere. MÃ¥ske er selv samme karriere nu dræbt af den selv samme tanke.”

Læs artiklen her.

Rottenettet strammes om Helge Sander

11. februar 2011

Efter at have luftet Gravhunden kastede jeg mig med appetit over Weekendavisens forsidehistorie “Venindens vendetta” om den tidl. forskningsminister Helge Sanders alliance med den skandaliserede “hjerneforsker” Milena Penkowa. Og jeg satte mig for at læse artiklen som djævelens advokat, fordi jeg i den forløbne uge havde bemærket, at Sander med hans egne ord ‘var i sin gode ret’ til at stille spørgsmÃ¥l til ForskningsrÃ¥det for Sundhed og Sygdomme. SpørgsmÃ¥l, som var fabrikeret af en anden mand eller kvinde. SpørgsmÃ¥l, der havde injurierende, ærekrænkende og bagvaskende karakter.
Men efter læsningen af Poul Pilegaard Johnsens artikel fÃ¥r djævelens advokat ikke et ben til jorden. Helge Sander har muligvis været i sin gode ret – i sin egenskab af minister – til at stille spørgsmÃ¥l. Men artiklens detaljerede dokumentation viser, at det slet ikke er legitimitetens af selve handlingen, der er til debat. Det er det overordnede formÃ¥l – at promovere veninden Penkowa.
Inden de famøse anklager bliver fremført har rÃ¥det i alt ni gange afslÃ¥et bevillinger, som Penkowa har ansøgt om. Hver gang med faglige argumenter. Mistankerne om rÃ¥dets sammenspisthed og indavl afvises blankt af to større undersøgelser. Den sidste gennemført af Sanders egen departementschef Inge Thygesen, som konkluderer sin undersøgelse med, at der ikke er noget at komme efter for kritikerne. En konklusion, som hun de facto ikke skulle gøre…
Alligevel ignorerer Sander frifindelsen af rådet og bruger sine egne mistanker til at ændre lovgivningen på området, så rådets arbejde med bevillinger nu er hæmmet af en dyrt og tidskrævende bureaukrati.
Af Johnsens fremstilling er det tydeligt, at Sander er drevet af andre motiver end de rent fagligt-videnskabelige. Og man kan næsten ikke fritage sig fra at tænke at anklagerne om nepotisme, sammenspisthed osv. mest af alt ligner en projektion…
Til sidst i artiklen sætter Johnsen trumf pÃ¥ med endnu en afsløring. Denne gang drejer det sig om forbigÃ¥elsen af en af de mest fremtrædende forskere pÃ¥ de medicinske omrÃ¥de, professor Niels Borregaard. Borregaard er indstillet til – to gange – til ledige pladser i ForskningsrÃ¥det for Sundhed og Sygdomme (FSS) og Det Strategiske ForskningsrÃ¥d, men Sander underkender indstillingerne – i strid med gængs praksis pÃ¥ omrÃ¥det. Først da Sander afløses pÃ¥ ministerpladsen tildeles Borregaard straks pladserne og bliver oven i købet formand for FSS.
Det er muligt, at Sander ikke har begÃ¥et nogen formel fejl, strengt taget, men tilbage stÃ¥r man med indtrykket af en minister, der er korrumperet af sin egen ‘personlige relation’ til en ung dame, hvis forsknings seriøsitet i dag er mere end tvivlsom.

Penkowasagen fortsat: Rektors rolle skal undersøges

10. februar 2011

Det politiske systems langsommelighed i Penkowasagen har længe undret mig. Medens sagen og dens saftige detaljer har bredt sig i alle afkroge af medieverdenen – selv her i blogland – sÃ¥ har de magthavende politikere været pÃ¥faldende tavse og handlingslammede. Og det kan jo godt undre, nÃ¥r man tager Penkowas status som eliteforskningsdarling i regeringspartiet Venstre og regeringens ansvar for universitetets nuværende ledelsesform i betragtning.

Men nu kommer Charlotte Sahl-Madsen (K) sÃ¥ omsider ud af sit musehul (jeg havde nær skrevet: rottehul…) med et formelt ønske om at fÃ¥ rektor Hemmingsens rolle undersøgt. Man kunne mene, at hun pÃ¥ nuværende tidspunkt heller ikke har noget valg længere. Rektor har selv sørget for at gøre sin person interessant ved sin særlige indsat i sagen. Den konkrete anledning til ministerens udmelding er, at universitet netop har afleveret en redegørelse til ministeriet om, hvordan man vil tackle sagen. Og i den omtales rektors rolle ikke…

Sahl-Madsen udtaler: “Alle har en interesse i, at vi fÃ¥r belyst denne sag, sÃ¥ der ikke bagefter stÃ¥r ubesvarede spørgsmÃ¥l. Jeg har imidlertid ikke fundet Københavns Universitets beskrivelse af, hvordan de vil hÃ¥ndtere det videre forløb dækkende”. Man kan kun bifalde det første. SpørgsmÃ¥let er sÃ¥, om vi kommer helt til bunds i sagen, hvis det er universitetets bestyrelse, der skal forestÃ¥ gennemtrevlingen af sagens detaljer? Jeg mener, at det tidligere krav fra de 58 forskere om en uvildig tilbundsgÃ¥ende undersøgelse er ufravigelig…

Og Helge Sander forsøger stadigvæk at holde skæg (politik) for sig og snot (‘personlige relationer’) for sig. Jeg vil ikke vædde en 50 ører pÃ¥, at den taktik holder ret længe…

Helge Sander på vej ind i rottefælden

8. februar 2011

I Penkowa-sagen overgÃ¥r virkeligheden næsten ens værste fantasier. Hvad skal det ikke ende med? I dag kan man – som “forbipasserende” allerede har pÃ¥peget i en kommentar – læse, at Helge Sanders hÃ¥ndvaskeri forleden ikke har hjulpet. Han trækkes langsomt men sikkert ind i sagen. I følge Weekeavisens Poul Pilegaard Johnsen har Sander – angiveligt for at promovere Penkowa – indirekte insinueret, at ForskningsrÃ¥det for Sundhed og Sygdomme var styret af nepotisme. Weekendaviser skriver mere i weekenden. Foreløbigt kan man læse Berlingske og Politiken.