Indlæg tagget med universitet

“En skrue løs” pÃ¥ Milena Penkowa

12. marts 2011

Lemuren er et intelligent og udspekuleret dyr, der pÃ¥ trods af sin ringe størrelse formÃ¥r at fÃ¥ en hel park til at dreje sig om det pÃ¥ bekostning af de andre dyr” (Milena Penkowa)

Intelligens er et omstridt begreb i vores samfund. Tænk blot pÃ¥ debatten om Howard Gardners ’syv intelligenser’ eller pÃ¥ Helmuth Nyborgs forskning. Det er ogsÃ¥ noget, der er omgærdet af prestige, beundring og respekt.

I et portræt af Milena Penkowa i Weekendavisen fremhæves Penkowas intelligens og begavelse igen og igen. Samstemmende. Men begavelsen var ikke det eneste, hun fik med fra fødslen. Noget tyder på, at hun også fik en social arv fra ikke mindst sin far. En arv, der så at sige kom til at modarbejde begavelsen, for ikke at sige: modsige den.

Fra sin ligeledes velbegavede lektorfar arver hun en selvhævdelse, der sætter alt andet og alle andre til side, nÃ¥r det gælder om at nÃ¥ et bestemt mÃ¥l. Weekavisens Pilegaard citerer Penkowa for følgende “sandhed”: “Folk mÃ¥ tænke, hvad de vil. Du kan slet ikke forestille dig, hvor ligeglad jeg er”. Og denne ‘evne til at tænde og slukke for følelser efter behov og forgodtbefindende synes at være et gennemgÃ¥ende træk ved Milena Penkowas liv fra barndom til nu‘ , noterer Pilegaard, hvorefter han ud fra samtaler med venner, eks-kærester, rideskolekammerater, arbejdskolleger osv. opruller historien om pigebarnet, der imponerer ved sit engagement, sin viljestyrke og sin begavelse, men ogsÃ¥ bruger ethvert tænkeligt middel for at komme frem i verden.

Som sin fader, der idømmes to års fængsel i 1986 for omfattende sommerhusrøverier, ender Milena med en dom for kriminalitet, da hun for nylig accepterede byrettens dom for underslæb m.v. Hvordan kunne det komme så vidt?

Det var uforstÃ¥eligt for offentligheden, at hendes begavede, velsituerede akademikerfar kunne gribe til kriminalitet. Hvordan kunne en begavet mand med god indtægt være sÃ¥ “dum” (uintelligent…) at sætte det over styr ved bl.a. at bruge tyvekosterne i sine egne ejendomme? Og det kan forekomme uforstÃ¥eligt, at Penkowa med sin begavelse og sine muligheder ender med en alvorlig, karriereødelæggende dom for økonomisk kriminalitet m.m. Hvordan kunne Penkowa være sÃ¥ “dum”?

Pilegaards portrætskitse giver ikke noget endeligt svar, men tegner omridset af en person, hvis ekstreme, asociale, selvforblændende selvovervurdering og -hævdelse kommer pÃ¥ tværs af begavelsen og dens muligheder. Tendensen er der fra starten, hvor Milena fx stjæler de andre ridepigers udstyr efter forgodtbefindende, men den forstærkes sÃ¥ at sige med tiden. Jo større succes Milena Penkowa har, jo mere asocial og ‘grænseoverskridende’ bliver hendes adfærd. Hendes begavelse følges af en skygge af voldsom selvhævdelse og mangel pÃ¥ empati, som undergraver og modsiger begavelsen.

Hvor intelligent er det fx lige at gribe til de mange smÃ¥, Ã¥benbare “svinestreger”, som Penkowa har brugt pÃ¥ vej mod storhed og fald? Fx da hun forsøgte, at tørre underslæbsanklagen af pÃ¥ den unge mandlige studerende ved at forfalske hans kontoudskrifter?

Af flere af udtalelserne i artiklen fremgÃ¥r det, at Penkowas adfærd har socio- og/eller psykopatologisk karakter. Nu behøver man ikke at have læst meget Michel Foucault og andre for at tænke, at socio- og psykopatologisk adfærd er forankret i det samfund, de fungerer i. Og sÃ¥ er vi tilbage ved det spørgsmÃ¥l, jeg flere gange har berørt: Penkowa-sagen som symptom. – Vi vender tilbage…

Penkowa-sagen: Revanchisme, pay-back, vendekÃ¥beri…

11. marts 2011

Den førende pen i oprulningen af Penkowa-sagen, Povl Pilegaard Johnsen, tager i dagens udgave af Weekendavisen fat på endnu en underbelyst side af den spegede sag. Nemlig universitetets og ikke mindst forskningsmiljøets socialpsykologi.

I mediernes ulideligt lette hÃ¥ndtering af sagen er der skabt helte og skurke. Skurkene kender vi – Milena, Ralph og Helge (og deres sammensvorne). Og heltene har især været de mange akademikere, der har krævet en uvildig undersøgelse af sagen.

Den historiske hukommelse er kort som en barneskjorte. I hvert fald i medierne. Og Pilegaard gÃ¥r lidt tilbage i tiden for at grave gamle udsagn fra nutidens kritikere frem i lyset. Og dengang sÃ¥ de – bl.a. Elisabeth Bock, som har været aktiv i kravet om en uvildig undersøgelse – noget anderledes og mildere pÃ¥ universitetsledelsen, navnlig rektor Hemmingsens, hÃ¥ndtering af sagen. VendekÃ¥beriet er Ã¥benbart.

Andre forskere – bl.a. formanden for FSS, Niels Borregaard (ham, som efter sigende blev forbigÃ¥et af Helge Sander…) – afstÃ¥r i dag fra at kræve en undersøgelse af rektors gøren og laden, fordi de mener medierne har indledt en heksejagt pÃ¥ manden.

Pilegaards artikel er interessant, fordi den sætter fokus på et notorisk betændt miljø, hvor forskningsinteresse går hånd i hånd med andre alt andet end prisværdige og ædle motiver som personlig avancement, hævn og deslige. Og man får let det indtryk, at offentlighedens voldsomme interesse kommer lidt på tværs af de mere eller mindre eksplicit udtalte interesser, der konkurrerer på Bjerget.

At det forholder sig sådan på universitetsniveau bør komme bag på nogen med blot et minimalt kendskab til universitetsverdenen eller den menneskelige sociale adfærd i almindelighed. Men det er et vigtigt aspekt at få med i vurderingen af sagen.

Det ændrer dog ikke ved, at de sidste mange ugers beskrivelse af rektors og universitetsledelsens handlen i den grad rÃ¥ber pÃ¥ en kritisk granskning og et opgør med den magtfuldkommenhed, der er blevet etableret pÃ¥ universitet i nyere tid. Som professor emeritus Peter Kemp har været inde, sÃ¥ er det nødvendigt, at universitetet finder en demokratisk styreform, der kan modvirke, at sager som denne udarter sig…

Penkowa-sagen: Videnskab og samfund

10. marts 2011

Claus Emmeche, lektor ved Center for Naturfilosofi og Videnskabsstudier ved København Universitet har set pÃ¥ Penkowa-sagen fra en videnskabssociologisk vinkel. Sammenfattende skriver han: “uanset historiens dom og dommene fra de udvalg, der nu skal undersøge, om Penkowas videnskab er sand, fusk eller grÃ¥zone, er det svært ikke at forsøge at begribe hele Penkowa-fænomenet som en legemliggørelse af videnskabens forvandling til forskning, og forskningens forvandling til management, strategisk topledelse og branding under tidligere videnskabsminister Helge Sander (V).” Penkowas videnskabelige fusk kan ikke kun forstÃ¥s immanent som en personlig betinget afsporing af en videnskabelig proces (selv om det ogsÃ¥ er det), men ogsÃ¥ som “legemliggørelse” af den videnskabsideologi, der hersker i disse Ã¥r. Læs med her.

Læren af Penkowa-sagen

10. marts 2011

I Jyllands-Posten drager Peter Kemp professor emeritus dr. theol. & phil. og Asger Sørensen, lektor, ph.d., begge DPU, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet en lære af Penkowa-sagen. De to skriver indledningsvist:
“Universiteternes øverste ledelse bør vælges af forskere og studerende og stÃ¥ til ansvar over for disse, sÃ¥ man kan sikre, at den tvinges til at lade fagligheden veje tungere end bevillingerne.

Skeletterne vælter ud af skabet i sagen om ledelsen af Københavns Universitet. 423 forskere har nu i et brev til universitetets bestyrelse bedt om en uvildig undersøgelse af ledelsens håndtering af Penkowa-sagen.

Det er tydeligt, at denne sag ikke blot er en isoleret sag. Det drejer sig om, hvordan en ledelse af et universitet har misrøgtet den videnskabelighed, som er universitetets eksistensberettigelse og forudsætningen for dets renommé.

Vi ser ikke blot en rektor, der ser ud til at have fejlet i vurderingen af den faglige kritik af Milena Penkowas forskning. Vi ser, at hele ledelsen for et universitet mangler dømmekraft i håndteringen af sådanne sager.

Man kan f.eks. nævne en prorektor, Thomas Bjørnholm, der er så ivrig efter at bakke sin rektor op i et indlæg i Politiken 15/2, at han helt overser det kritisable i et system, hvor man kan indstille forskere til akademisk hæder uden vurdering af et sagkyndigt udvalg.

Men det var det, som Københavns Universitet gjorde med indstillingen af Penkowa til eliteforskerprisen.” Læs videre her. Som jeg for længe siden skrev, sÃ¥ er det rimeligt at tænke Milena Penkowas adfærd som et symptom pÃ¥ systemdefekter i sÃ¥vel det universitære sÃ¥vel som det politiske. Og vi kan hÃ¥be pÃ¥, at den ubønhørlige blotlæggelse af sagens detaljer kan medvirke til, at der gøres op med de borgerlige magthaveres universitetskoncept og dets politiske overbygning. Det er ikke nok, at sagen fÃ¥r konsekvenser for rektor og for politikeren Sander – den skal ogsÃ¥ have strukturelle effekter…

Penkowa-sagen: Et ikke-journaliseret dokument…

9. marts 2011

Penkowa-sagen falder ikke til ro, før hvert eneste blad er vendt. Det er min fornemmelse. Og det er godt sådan, for sagen er et ret enestående lærestykket i, ikke bare, hvor galt det kan gå, når en forskerspire vælger at snyde og bedrage, men også i hvordan universitetet og den politiske ledelse omkring forskningen fungerer eller snarere: ikke fungerer.

Som nævnt er fokus blevet flyttet fra Penkowa selv til rektor Hemmingsen og politikeren Helge Sander. I dag kan Kristeligt Dagblad fortælle en artig historie om den ministerielle hÃ¥ndtering af et dokument, som siden har fÃ¥et stor betydning for sagens forløb. Det drejer sig om det brev, hvori Helge Sander fremfører en række sÃ¥kaldt “anonyme” anklager mod Det Frie ForskningsrÃ¥d for Sundhed og Sygdom. Et brev, som førte til radikale ændringer af forskningsrÃ¥dssystemets bevillingspraksis og pÃ¥førte rÃ¥dene nogle bureaukratiske og lidet befordrende praksisser.

Mod gældende praksis bliver Sanders brev ikke journaliseret i Forsknings- og Innovationsstyrelsen, efter at direktør Inge Mærkedahl har modtaget det. Brevet bliver lagt væk. Selv om Mærkedahl godt vidst, at brevet var udtryk for en ‘usædvanlig’ praksis, vælger hun altsÃ¥ at lægge det til side – og dermed at mørkelægge det i forhold til offentligheden. Mærkedahl spørger ikke ministeren om de “anonyme” anklagers ophav, fordi ministeren tydeligvis ikke er til sinds at afsløre den/dem, men vælger i stedet at iværksætte en undersøgelse af rÃ¥denes bevillingspraksis. Direktøren tager med andre ord de ‘anonyme’ anklager – som jo af flere rÃ¥dsmedlemmer tilskrives Penkowa selv – alvorligt. Det 14 sider lange brev fører som sagt til en lovændring af bevillingssystemet.

PÃ¥ journalistens spørgsmÃ¥l om, hvorfor man valgte ikke at journalisere det lange brev fra ministere svarer Mærkedahl: “Vi fik ikke journaliseret det. PÃ¥ det tidspunkt foranstaltede vi en undersøgelse i stedet for. Men det burde have været journaliseret, det blev det ikke”. Diplomatisk sagt, sÃ¥ vælger direktøren at gÃ¥ mod gængs, god forvaltningsskik ved at undlade en journalisering af et vigtigt brev for i stedet at iværksætte en undersøgelse, der begrunder sig i brevets ‘anonyme’ anklager. Det er ikke kun Sander, der har et problem i denne sag. Det har de alt for loyale embedsmænd, bl.a. direktør Mærkedahl, ogsÃ¥, nÃ¥r de for at tækkes ministeren gradbøjer forvaltningsloven…