Med-voksenblogger og -gamling Uffe har just skrevet et indlæg med titlen Alfabetisme. Ordet alfabetisme kan man ikke slå op i ODS, så Uffe har nok ret i, at det er sproglig nydannelse på dansk, selv om det da findes på andre europæiske sprog. Indlægget handler om skriftkulturens – eller snarere: læsekulturens – forfald. Amerikansk fjernsyn har fået Uffe til at mene, at selv veluddannede unge mennesker ikke længere læser bøger. Og det skyldes vel uddannelsessystemernes generelle elendighed og det visuelles dominans i medierne. Og Uffe argumenterer for, at læsekulturen jo ikke har ret lang tid på bagen, og at den nok skal ses som en glorværdig epoke i menneskenes historie. Men – en snart svunden epoke
Der er dog noget, der taler imod alfabetismens forsvinden. Dels er der flere undersøgelser, der har påvist, at mange unge stadigvæk læser bøger til trods for alt det moderne isenkram (var der nogen, der sagde Harry Potter?!). Dels er der ingen tvivl om, at mængden af skrift, som vi bombarderes med (tænk blot på gratisaviserne!) aldrig har været større end nu. Som analfabet er du virkelig på Herrens Mark i vor tid!
Alligevel har Uffe fat i noget. Jeg tror, at det handler om forholdene i Amerika – og måske om de europæiske uddannelsessystemers udvikling i almindelighed. For nogle år siden – jeg mener, at det var i 1998 – var jeg i København i embeds medfør og havde der lejlighed til at spise morgenmad med en amerikansk litteraturprofessor – eller snarere: forhenværende litteraturprofessor. Det, der førte os sammen over kaffe og rundstykker, var vores fælles interesse for musik. Han ville snakke jazz. Det gjorde vi så, men vi snakkede også – sådan er det jo, når fagfæller mødes – litteratur, undervisning og lærdom.
Han fortalte mig, at han et par år tidligere havde sagt farvel til et vellønnet universitetsjob med pension og hele molevitten, fordi han blev deprimeret over de unges mangel på (ud)dannelse. De vidste intet om amerikansk – eller europæisk litteratur, historie eller kultur. Derfor var det efterhånden umuligt for ham at undervise i det, han gerne ville. Hver gang han skulle fortælle om et stykke amerikansk litteratur måtte han begynde tilbage ved Adam og Eva, følte han.
Selvfølgelig var der nogle få undtagelser blandt de studerende – og det var lige præcis, hvad der var problemet. Han så en afgrund mellem en lille dannet elite, hvis forældre havde råd til at give deres børn en uddannelse, og den store mere eller mindre uuddannede hob. Derfor valgte han at tage sit gode tøj og gå – over til en karrière som freelance-skribent ved New York Times…
Jeg mener, at dette kulturelle gab mellem eliten og massen også findes i Danmark, og at det måske vokser. Symptomatisk er det, at de borgerlige med jævne mellemrum tager tanken om eliteuddannelser op. Som underviser i dansk m.m. gennem en del år har jeg fx set, at vi får flere og flere unge med store stave- og læseproblemer. Man møder fx nyuddannede studenter, der enten er ordblinde eller har store staveproblemer – men det er aldrig blevet opdaget! Vi får flere og flere med dysleksi. Og der skal afsættes flere midler til kompensatorisk undervisning og vejledning (århus universitet er i fuld gang med at uddanne et hold adjunkter til denne opgave…).
Jeg har også oplevet, at kundskabsniveauet – generelt set – er faldet. Hundredvis af unge mennesker har ingen anelse om den danske grammatiks elementære opbygning. Bare som eksempel.
Ud af en klasse på 28-30 stykker på en mellemlang videregående uddannelse er der måske 5, der læser bøger, aviser osv. jævnligt. Resten læser kun, når de skal. Fx læse lektier. For flertallet gælder det, at de godt kan læse, men uddannelsessystemet har ikke formået at give dem lysten og vanen til at læse jævnligt.
Jeg hælder mere og mere til den opfattelse, at uddannelsessystemet ikke formår at klare den opgave, den på papiret skal klare: at uddanne alle børn og unge godt. Næsten dagligt kan man læse om store problemer med store frafald (fx i erhvervsskolerne), indlæringsproblemer, unge, der ikke kommer i gang med videreuddannelse efter folkeskolen (selv om den officielle politik siger, at 90% skal) osv.
Lige som Uffe er jeg kulturoptimist. Jeg tror ikke på, at boglæsningen slet og ret forsvinder ud af vores kultur. Men vores uddannelsessystemer er ikke – pt. – i stand til at gøre det store flertal til boglæsere. Og det, synes jeg, er et problem …
