CAPAC

Det er ikke med min gode vilje, at jeg indrømmer det. Men det usandsynlige er faktisk sket, at jeg er blevet enig med Dansk Folkepartis nestor, Jesper Langballe, om noget. I dagens udgave af Berl. Tidende har han forfattet en kronik, hvor han leverer et frontalangreb på den borgerlige regerings universitetspolitik.
Han langer også kraftigt, demagogisk og ideologisk ud mod den vejrmølle, der går under navnet “68-bølgen”. Men lad det nu ligge. Det interessante er, at Langballe rejser spørgsmålet om, hvad en “borgerlig universitetspolitik” mon kunne tænkes at være? Underforstået: Hvis den ikke er som den, der aktuelt føres.
I Langballes optik tager regeringen – akkurat som det skete i halvfjerdserne – “samfundet” som gidsel for sin politik. Der skal forskes for “samfundets skyld”. Men, hvor samfundet i det vist nok venstresnoede halvfjerdsere var mere eller mindre synonymt med “arbejderklassen”, så er “samfundet” under Fogh-Løkke lig med “erhvervslivet”. Hvad der er godt for erhvervslivet – det private forstås – antages at være godt for alle andre. Tankegangen – i universitetssammenhæng – udmøntes af en af universitetslovens åndelige fædre, Helge Sander, der har skabt sloganet: Fra tanke til faktura. Og politiken er indrettet derefter. Hvis ikke der er en lige vej fra tanke til faktura, så skal man ikke forvente at pengene strømmer ind…
Langballe skriver: “Hvad der tæller for regeringen, er ikke grundforskningen, men den anvendte forskning. Og naturligvis skal forskningens resultater anvendes, når de foreligger, men hvis anvendelsesformålet på forhånd dikterer forskningen,vinder forskningen intet nyt land. Den bliver blot produktudvikling og ikke en fri og selvstændig kamp for at udvide menneskets erkendelse”
Og senere hedder det: “For videnskab søger sandhed, og retfærdiggør man sandheden med et nyttigt formål ophæver man den som sandhed”. Og Langballe kalder det aktuelle universitetsideal med dets nytteorientering og taxametertænkning for “slet og ret organiseret åndløshed”.
Jeg kan ikke andet end at være enig med Langballe i hans vurdering så langt – og i almindelighed.
Det interessante er imidlertid, at Langballe ikke er i stand til at sige noget om, hvordan fremtidens universitet kommer til at se ud. Med andre ord: Hvordan en anden form for borgerlig universitetspolitik kunne se ud. Måske, fordi den moderne borgerlighed ikke er i stand til at se op fra bundlinjen og ikke har andre “værdier” end dem, der kan gøres op i kroner og ører?! Dumhed kalder Langballe det. Og i den aktuelle politiske konjunktur er der åbenbart ingen ende på dumheden og dens konsekvenser….

I dette land har vi en statsminister, der engang blev gået som skatteminister på grund af “kreativ bogføring”. Siden har “kreativ bogføring” været værktøj i den førte borgerlige politik. Et godt eksempel er uddannelsespolitikken. Men henvisning til økonomiske eksperters advarsler om økonomisk recession (økonomiske eksperter, som man lytter til, når det ellers lige passer ind i de politiske dagsordner – ellers ikke) har regeringen og dens tro allierede påført de videregående uddannelser en besparelse på hele 6%. Det beskrives som en slags bunden opsparing, idet uddannelserne angiveligt får pengene igen næste år (hvis ellers de politiske og økonomiske omstændigheder tillader det). Men en besparelse er en besparelse. Du kan ikke bruge penge, du ikke har. Og besparelsen vil få konsekvenser for uddannelsernes kvalitet i kraft af forringelser (fyringer, beskæring af undervisningstimer osv.). Dertil kommer, at de nye justeringer af reglerne for supplerende dagpenge vil ramme ikke mindst universiteterne hårdt. De har i årevis lukreret på håbefulde undervisningsassistenter og eksterne lektorer, der har overlevet på supplerende dagpenge. Men nu er det hul delvist lukket.
Seneste kreative tiltag rammer gymnasierne, der i den seneste tid har kæmpet en hård kamp for at få uigennemtænkte studieordninger implementeret. Dernæst fik de en besparelse i nakken 53 millioner. Regeringen opfatter ikke besparelse som en besparelse men som en administrativ omlægning. Hvordan man kan finansiere et fængselsforlig med noget, der kun er en administrativ omlægning, skal man vist være finansminister for at få mening i.
Regeringen har lovet vælgerne, at danskerne skulle have verdens bedste uddannelsessystem. Men virkeligheden er en ganske anden. Enten er regeringen fuld af løgn eller også må den diske op med nogle reformer, der gør denne kritik til skamme.

I mange herrens år har vi i det danske uddannelsessystem haft et udskillelsessystem, der byggede på: karakterer. Adgangen til gymnasieuddannelser og længerevarende uddannelser har været reguleret af karaktergennemsnit. Når man ser bort fra perioder, hvor der har været fri adgang. I dagens avis kan man så læse, at det ikke længere skal være tilstrækkeligt at have gode karakterer for at blive  – for eksempel – lægestuderende. Nu skal der skeles til ansøgerens personlighed, fx dennes evne til “empati” (altså en psykologisk vurdering) eller evne til at træffe beslutninger og lede.
Umiddelbart lyder det jo besnærende. For hvem vil ikke helst have en læge, der kan sætte sig ind i patientens situation? Eller for den sags skyld: En advokat, en dyrlæge eller en jordmoder?
Karaktersystemets fordel er, når vi ser bort fra de ofte påpegede svagheder et sådan system indebærer, at det i en eller anden forstand er en målestok for den enkeltes faglige kvalifikationer. Gennem uddannelsessystemet tilegner den enkelte sig en sum af faglige kvalifikationer, der bliver en nøgle til den videre færd i systemet. Spørgsmålet er, om man ikke  med det nye tiltag underminerer det gamle system ved at indføre et element af vilkårlighed og dermed uretfærdighed? For hvem kan med sikkerhed vurdere om det unge menneske, der sidder over for en med gode karakterer, men måske også med ungdommelig usikkerhed osv., engang vil kunne blive en fremragende læge? Og kan vi udelukke, at tilfældige personlige anti- og sympatier vil kunne komme på spil, når et sådant udvælgelsessystem iværksættes? Man kan frygte, at ideen vil bane vejen for den form for fordomsfuldhed, man også ser i rekrutteringen af arbejdskraft på arbejdsmarkedet. I nyhedsbrevet kan man læse følgende: “Et skævt ansøgningsmønster har fået den veterinære uddannelse til atændre optagelsesproceduren, så det bliver nemmere at vurdere ansøgerne ud fra de unges interesser og arbejdsmarkedets behov.I dag er 90 procent af de studerende kvinder, og samtidig er der mangel på dyrlæger til produktionsdyr og fødevaresikkerhedsområdet.” Vil det være rimeligt at afvise en veluddannet kvinde, blot fordi hun fx vil være dyrlæge på et dyrehospital? 

Lektor Hans Hauge, som tidligere har været diskuteret i denne blog, skriver i dagens Kristelig Dagblad om litteraturens forsvinden på landets universitære danskstudier. I dag vil man ikke beskæftige sig med dansk skønlitteratur og da slet ikke, hvis den er skrevet før 1900. Exit Søren Kierkegaard. Exit Holberg. Exit H.C. Andersen. Exit…
Næ, i dag handler det om kommunikation (for det kan jo bruges til noget ude i det store erhvervsliv), om formidling (for det kan jo…) osv.
På nordiskstudiet i København kan man mønstre to skaldede kurser i nordisk litteratur. To. Og lederen af danskstudiet, Klaus Kjøller (der ikke er litteraturmand, men kommunikator), mener ikke, at det er et problem. Hans Hauge nedsabler Kjøllers holdning med vanlig skarphed. Kjøller er de facto med til at nedlægge litteraturstudiet.
Med hvad skal vi også med det gamle lort? Litteraturen kan vi jo ikke lære noget af, vel? I hvert fald ikke noget, vi kan bruge til noget her og nu (på bundlinjen), vel?
Hans Hauge kalder det en tendens. Og han har ret. Tendensen mod en stadig udvanding af beskæftigelsen med litteratur på landets uddannelser har været tydelig og klar i flere år. Andre “vigtige” fag har skubbet til tendensen: IT, medier, pædagogik osv. Kravet om mere erhvervsretning har banket på igen og igen. Dannelsen og almendannelsen er jo allerede gået down the drain. Æret være litteraturstudiets minde.

Det er mere end 30 år siden, capac påbegyndte en universitetsuddannelse. Og siden dengang har han igen og igen hørt klagesange om de studerendes langsommelighed, deres springen fra studie til studie og irrationelle drop-outs. Dengang kunne man læse i mange år uden de store problemer. Jeg kan huske, at jeg som nystartet læste en oversigt over gennemførselstider på de forskellige studier, og på teologi lå den på 13 år. Altså gennemsnittet…
Siden er studietiderne blevet reduceret, der indført SU-stramninger, stop-prøver og Fanden og hans pumpestok for at holde de unge til ilden. Og alligevel kan man i dagens avis læse, at de unge mennesker fortsat fjumrer rundt og springer fra en ene studietue til den næste efter forgodtbefindende. Og i den nuværende regerings regeringsperiode – fra 2000 til 2005 – er gennemførselstiden blevet forlænget med syv måneder. Gennemsnitligt.
Det har – forventeligt – fået undervisningsminister Bertel Haarder til at skyde skylden på universiteterne. De er ikke gode nok til at overføre merit. Universiteterne udøver “institutionel protektionisme”, fordi de ikke vil anerkende anden uddannelse, end den de selv repræsenterer. Påstår Haarder. Endnu engang er man vidne til, at undervisningsministeren tørrer problemerne af på de institutioner, han burde tjene. Endnu engang hænger han en uddannelsesinstitution ud i medierne, i stedet for at give plads for eftertanke og selvkritik. Selvkritik er åbenlyst ikke en egenskab, den mand besidder.
Så er det jo godt, at ungdommen selv kan fremføre kritikken. Næstformand for DSF, danske studerende fællesråd, Rune Møller Stahl peger på, at den uddannelsespolitiske strategi – der kort fortalt går ud på at piske de unge til at makke ret – ikke virker. Måske man skulle tage denne strategi op til overvejelse i regeringen?! Måske flere ressourcer til universiteterne, bedre studieforhold, bedre vejledning osv. kunne afhjælpe problemet lidt!? Det ville selvfølgelig forudsætte, at undervisningsministeren og hans regering korrigerede sit menneskesyn. Opfattelsen af mennesket som et æsel.

Vi har hermed fornøjelsen af at bringe en video med bloggens politiske kæledægge, Johanne Schmidt Nielsen fra Enhedslisten. Hun skal nok blive til noget….

I den forgangne uge har der været opstandelse omkring brugerbetaling på visse videregående uddannelser i dette land. Hvad mon regeringens politik er – som hidden agenda ? Se den små Johanne fange Bertel på det forkerte ben (venstrebenet må det vel være). Her.

Læs også denne artikel om Haarders tvetungede tale…

Blandt statsministerens ideer til at skaffe mere arbejdskraft til det hungrende arbejdsmarked er et forslag om, at studerende skal have lov til at arbejde mere ved siden af studierne uden at blive trukket i SU. Som det er nu må en studerende tjene op til 74.064 kr. inden hammeren falder.
Forslaget modarbejder direkte regeringens egne uddannelsespolitiske ønsker om at få de unge igennem studierne på normeret tid. Dertil kommer at forlængede studietider også vil belaste uddannelsesinstitutionernes økonomi – med forringelser af uddannelserne som konsekvens. Det er kun forståeligt at Rektorforeningen og Danske Studerendes Fællesråd vender tommelfingeren nedad.

Lærerseminarierne lider under, at de unge i stigende grad har fravalgt læreruddannelsen, når de skulle søge en levevej. Samtidig springer en tredjedel fra inden de er færdige. Enten for at læse på Danmarks Pædagogiske Universitet eller for at lave noget helt andet. Nu vil undervisningsminister Bertel Haarder gøre det endnu lettere for lærerstuderende at læse videre på universitetet. Og det skal gøres lettere for universitetsstuderende at læse til lærer. Forslaget lyder jo vældig smart. Det smager af synergi-effekt af samarbejdet mellem universiteter og de såkaldte professionshøjskoler. Men, spørgsmålet er, om ikke undervisningsministeren blot forstærker den negative udvikling, der har vist sig de seneste år inden for læreruddannelsen. Så længe seminarieuddannelserne udsættes for økonomisk udpining er der ikke grund til at tro, at unge vil opfatte den som særlig attraktiv – eller at universitetsuddannede skulle få lyst til at søge den vej…

I den fortsatte strøm af informationer om læreruddannelsen og problemet med at rekruttere nok lærere til den betrængte folkeskole, kommer det nu frem, at mange lærerstuderende – mere end 30% - bruger uddannelsen som springbræt til noget andet, fx en universitetsuddannelse. Hvad enten de færdiggør uddannelsen eller dropper den i utide, så ender de i hvert fald ikke bag katederet i folkeskolen. Tallene kommer fra Danmarks Pædagogiske Universitet, der optager mange af de tidligere lærerstuderende.
Problemet er, mener Martin Bayer, at frafaldet skyldes indførelsen af de såkaldte professionsbachelor-uddannelser på de mellemlange videregående uddannelser (lærer-, pædagoguddannelse m.v.), der giver de unge direkte adgang til universiteterne. Med Beyers formulering “uddanner de sig ud af faget lige med det samme”. De bruger altså læreruddannelsen som en genvej i et uddannelsessystem, der sorterer fra på grund af karakterer. Men det afspejler også et andet forhold, som Jens Rasmussen fra DPU berører i en kommentar, nemlig at læreruddannelsen ikke er attraktiv nok, ikke er god nok.

I den forgangne uge, medens capac var draget i eksil i det nordvestjyske, blev Helmuth Nyborg renset for anklagen om videnskabelig fusk. Det er glædeligt, at manden er rehabiliteret som videnskabsmand. At han så har mistet sit job ved Aarhus Universitet er en anden sag.
Men, som udvalget bag rensningen fastslår, så drejer frikendelsen sig udelukkende om videnskabeligheden (dens metodik og spilleregler), ikke om indholdet af mandens forskning. Nyborgs videnskab, dens præmisser, metoder og argumenter, står fortsat til troende og – ikke mindst – til diskussion.