Indlæg tagget med universitet

Universitetet = 4.g

17. oktober 2006

Tante Berlinger er fremme med Venstre-kvinden Britta Schall Holbergs forslag om, at der skal strammes op pÃ¥ de unge, universitetsstuderendes slendrian. Der skal indføres mødepligt, der skal stilles flere opgaver – i hvert fald i det første Ã¥r. Med andre ord skal det 4.g indføres, som Lars-Henrik Schmidt, nuværende direktør for Danmarks Pædagogiske Universitet, allerede mente var indført dengang han forlod universitetsverden… Britta er godt klar over, hvad det gÃ¥r ud over, nemlig universitetets varemærke: de frie studium. Og bevæggrundene er ogsÃ¥ klare: Der skal mange unge gennem den universitære pølsefabrik. Derfor skal der strammes op.
Men flytter man ikke bare problemerme et Ã¥r frem? Hvorfor ikke forvandle hele universitetstiden til en fjerde gymnasieklasse med mødepligt og opgaver en masse? Hvad skal vi i det hele taget med den universitære Ã¥nd? Med frie, tænkende Ã¥nder? NÃ¥r nu der strammes til i den anden ende med kontraktforskning osv. Og sÃ¥ kan vi jo lige sÃ¥ godt fjerne navnet “universitet”, medens vi er i gang og kalde det: det udvidede gymnasium.
Problemet er nok, at mere kontrol og flere opgaver, vil kræve flere undervisere – og dermed flere ressourcer. SÃ¥ det kommer nok ikke til at ske.

Alfabetisme 2 – nogle strøtanker…

26. september 2006

Med-voksenblogger og -gamling Uffe har just skrevet et indlæg med titlen Alfabetisme. Ordet alfabetisme kan man ikke slÃ¥ op i ODS, sÃ¥ Uffe har nok ret i, at det er sproglig nydannelse pÃ¥ dansk, selv om det da findes pÃ¥ andre europæiske sprog. Indlægget handler om skriftkulturens – eller snarere: læsekulturens – forfald. Amerikansk fjernsyn har fÃ¥et Uffe til at mene, at selv veluddannede unge mennesker ikke længere læser bøger. Og det skyldes vel uddannelsessystemernes generelle elendighed og det visuelles dominans i medierne. Og Uffe argumenterer for, at læsekulturen jo ikke har ret lang tid pÃ¥ bagen, og at den nok skal ses som en glorværdig epoke i menneskenes historie. Men – en snart svunden epoke

Der er dog noget, der taler imod alfabetismens forsvinden. Dels er der flere undersøgelser, der har påvist, at mange unge stadigvæk læser bøger til trods for alt det moderne isenkram (var der nogen, der sagde Harry Potter?!). Dels er der ingen tvivl om, at mængden af skrift, som vi bombarderes med (tænk blot på gratisaviserne!) aldrig har været større end nu. Som analfabet er du virkelig på Herrens Mark i vor tid!

Alligevel har Uffe fat i noget. Jeg tror, at det handler om forholdene i Amerika – og mÃ¥ske om de europæiske uddannelsessystemers udvikling i almindelighed. For nogle Ã¥r siden – jeg mener, at det var i 1998 – var jeg i København i embeds medfør og havde der lejlighed til at spise morgenmad med en amerikansk litteraturprofessor – eller snarere: forhenværende litteraturprofessor. Det, der førte os sammen over kaffe og rundstykker, var vores fælles interesse for musik. Han ville snakke jazz. Det gjorde vi sÃ¥, men vi snakkede ogsÃ¥ – sÃ¥dan er det jo, nÃ¥r fagfæller mødes – litteratur, undervisning og lærdom.

Han fortalte mig, at han et par Ã¥r tidligere havde sagt farvel til et vellønnet universitetsjob med pension og hele molevitten, fordi han blev deprimeret over de unges mangel pÃ¥ (ud)dannelse. De vidste intet om amerikansk – eller europæisk litteratur, historie eller kultur. Derfor var det efterhÃ¥nden umuligt for ham at undervise i det, han gerne ville. Hver gang han skulle fortælle om et stykke amerikansk litteratur mÃ¥tte han begynde tilbage ved Adam og Eva, følte han.

Selvfølgelig var der nogle fÃ¥ undtagelser blandt de studerende – og det var lige præcis, hvad der var problemet. Han sÃ¥ en afgrund mellem en lille dannet elite, hvis forældre havde rÃ¥d til at give deres børn en uddannelse, og den store mere eller mindre uuddannede hob. Derfor valgte han at tage sit gode tøj og gÃ¥ – over til en karrière som freelance-skribent ved New York Times…

Jeg mener, at dette kulturelle gab mellem eliten og massen ogsÃ¥ findes i Danmark, og at det mÃ¥ske vokser. Symptomatisk er det, at de borgerlige med jævne mellemrum tager tanken om eliteuddannelser op. Som underviser i dansk m.m. gennem en del Ã¥r har jeg fx set, at vi fÃ¥r flere og flere unge med store stave- og læseproblemer. Man møder fx nyuddannede studenter, der enten er ordblinde eller har store staveproblemer – men det er aldrig blevet opdaget! Vi fÃ¥r flere og flere med dysleksi. Og der skal afsættes flere midler til kompensatorisk undervisning og vejledning (Ã…rhus universitet er i fuld gang med at uddanne et hold adjunkter til denne opgave…).

Jeg har ogsÃ¥ oplevet, at kundskabsniveauet – generelt set – er faldet. Hundredvis af unge mennesker har ingen anelse om den danske grammatiks elementære opbygning. Bare som eksempel.

Ud af en klasse på 28-30 stykker på en mellemlang videregående uddannelse er der måske 5, der læser bøger, aviser osv. jævnligt. Resten læser kun, når de skal. Fx læse lektier. For flertallet gælder det, at de godt kan læse, men uddannelsessystemet har ikke formået at give dem lysten og vanen til at læse jævnligt.

Jeg hælder mere og mere til den opfattelse, at uddannelsessystemet ikke formår at klare den opgave, den på papiret skal klare: at uddanne alle børn og unge godt. Næsten dagligt kan man læse om store problemer med store frafald (fx i erhvervsskolerne), indlæringsproblemer, unge, der ikke kommer i gang med videreuddannelse efter folkeskolen (selv om den officielle politik siger, at 90% skal) osv.

Lige som Uffe er jeg kulturoptimist. Jeg tror ikke pÃ¥, at boglæsningen slet og ret forsvinder ud af vores kultur. Men vores uddannelsessystemer er ikke – pt. – i stand til at gøre det store flertal til boglæsere. Og det, synes jeg, er et problem …

Aristoteles – selvovervindelse – dagens citat

14. september 2006

MÃ¥ jeg henvise til dagens citat, nederst i bjælken til højre. Ophavsmanden er den gæve filosof Aristoteles, der minder os alle om, at den kamp, der er allersværest at vinde, er kampen mod en selv. Selvovervindelse, med et godt dansk ord, er det sværeste. Vi ved det godt. Spørg en, der er gÃ¥et pÃ¥ slankekur, forsøger at holde op med at ryge, skal sige undskyld for en dum handling, skal køre pænt i trafikken, skal “holde sig pÃ¥ mÃ¥tten”, skal finde en fredelig løsning pÃ¥ en konflikt – her og hisset osv. Vi ved det godt.

Som tidligere studerende og underviser har det altid undret mig, at udviklingen ilærdommens rige ofte er så præget af det nye. Modestrømninger skyller ind over universiteterne og læreanstalterne for siden at stå og støve til på institutbiblioteker osv. Nye filosoffer, nye psykologer osv. formodes at være bedre end de gamle, selv om de står på skuldrene af dem. Fremskridtstro. Men gode gamle Aristoteles minder os om, at det ikke nødvendigvis er sådan.

Røvkultur

23. august 2006

I gymnasiet havde jeg en engelsklærer Hans, der gik i knickers, lange uldne strømper og slag. En mand med stil, altsÃ¥. Han havde ogsÃ¥ en klar holdning til det med at lære noget. Enhver kan tage en universitetsgrad, sagde han. Det eneste, der kræves, er røvkultur. Det, han mente, var, at man lærer noget, hvis man sætter sig ned og studerer. Man skal boge den, som de unge siger, og være flittig. Jeg kom i tanke om denne visdom, da jeg læste dagens Berlingske Tidende, hvor en af nyhedener gÃ¥r pÃ¥, at de studerende ved universiteterne fÃ¥r alt for lidt ud af forelæsningerne. Kun hver femte fÃ¥r lidt ud af det. Men, der er intet nyt i nyheden. Pædagogiske forskere har i mange Ã¥r vidst, at det forholdt sig sÃ¥dan. NÃ¥r man pÃ¥ Handelshøjskolen vil lave en særlig enhed, der skal forske i problemet, sÃ¥ vil jeg mene, at det er spild af ressourcer. De kan bare samarbejde med den eksisterende pædagogiske forsknings repræsentanter…

Der er ikke noget galt med forelæsninger i sig selv. De er også en del af universitetets identitet og kultur. Men, hvis det er den eneste form for vidensformidling, man møder som studerende, så er der noget helt galt. Forelæsninger fungerer bedst, når de vil formidle et vidende overblik og som inspiration. Det er dog de færreste, der får det hele med i timelange foredrag. Koncentrationen begynder, som bekendt, at svigte efter en lille times tid. Det er gammel viden. Og nogle af os er ikke så auditivt lærende, så det gør noget. Jeg erindrer, at Johannes Sløk, den gamle teolog og idéhistoriker m.m., i sine memoirer Mig og Godot blankt indrømmede, at han aldrig fik noget ud af forelæsninger og derfor helst holdt sig væk.

Kravet om nye undervisningsformer er logisk, men man skal tage rammebetingelserne i betragtning. Det koster at indføre nye undervisningsformer. Forelæsningen er en billig undervisningform, fordi antallet af tilhørere alene afhænger af rummets størrelse og de akustiske forhold (er der en god højtaler osv.). Mange andre undervisningsformer er langt dyrere i undervisertimer, og tiden – eller rettere: den politiske dagsorden - er ikke til flere udgifter pÃ¥ det omrÃ¥de. Faktisk kan man se en tendens til flere forelæsninger pÃ¥ de længere varende uddannelser. Den store interesse for digital fjernundervisning og e-læring har ogsÃ¥ klare økonomiske incitamenter…

Tante Berlingerens artikel er, kort sagt, gammel vin pÃ¥ en gammel flaske…