Indlæg tagget med viden

Efter Milena Penkowa: Sagen om den tyske professor Linda Maria Koldau og aflivningen af universitetet

19. februar 2012

Selv om det efterhÃ¥nden er længe siden, jeg har omtalt den fhv. (?) hjerneforsker Milena Penkowa og hendes sag, sÃ¥ er hun ikke og vil ikke blive glemt i denne weblog. For mÃ¥ske skal vi almindelige samfundsborgere i sidste ende være taknemmelige over, at Penkowa-sagen opstod. Selv om sagen jo ikke er slut endnu, sÃ¥ har forløbet indtil videre ikke bare været en stærkt underholdende, kulørt fortælling om den tidligere eliteforskers storhed og fald – en fortælling, som enhver forfatter mÃ¥ misunde virkeligheden – men ogsÃ¥ et afslørende studie i det traditionelle universitets forfald og potentielle undergang i vor neo-liberalistisk-borgerlige politiske konjunktur.

En af mine tilbagevendende vinkler pÃ¥ Penkowa-sagen har været, at hendes karriereforløb og den efterfølgende sag er symptomatisk for sÃ¥vel universitetet i dets nye form som for for det underliggende politisk-ideologiske magtsystem. Min pÃ¥stand er, at selv om akademisk svindel og humbug kan forekomme til alle tider, sÃ¥ er Milena Penkowa og hendes sag i høj grad et produkt af det eksisterende system, der ideologisk og materielt har fremelsket og været katalysator for Penkowa. Penkowa blev oprindeligt fremhævet som mønstereksempel pÃ¥, hvad det ‘moderne’ universitet og den ‘moderne’ videnskab skulle kunne, men endte med at være en afslørende karikatur af hele den polito-ideologiske tænkning, der ligger under videnskabs- og universitetspolitiken i dag…

At Penkowa-sagen er et symptom understreges indirekte af en anden celeber sag, der er kommet i mediernes søgelys. Jeg tænker pÃ¥ den tyske professor Linda Maria Koldau kritik af dansk humaniora – og det efterfølgende forsøg pÃ¥ at knægte hendes ytringsfrihed som offentlig ansat.

Koldaus brøde var, at hun i en artikel i Politiken d. 12. juni 2011 (Professor: Dansk humaniora er en skandale) formaster sig til at angribe dansk humaniora pÃ¥ dens mest sÃ¥rbare flanke: det videnskabelige niveau. Det interessante ved Koldaus artikel er, at den – læst med de rette briller – ikke kun leverer en kritik af den mÃ¥de, der bedrives humaniora pÃ¥ anno 2011, men indirekte er en kritik af et universitetsstyre, der i bund og grund er inkompetent i forhold til universitetets primære, ideale opgave i forhold til uddannelsen af de studerende: at give dem faglighed, viden og evnen til at tænke selv. Med Koldaus ord har vi at gøre med “en top-down-styret uddannelsesstrategi, der allerede har berøvet flere generationer af studerende den uddannelse, de har ret til.” Koldau lægger ikke fingrene imellem.

I artiklen angriber Koldau de herskende tilstand ud fra fem punkter: kreativiteten, overfladiskheden, folkeskoleniveauet, ‘teorier i stedet for viden’ og kompetencer.

Derefter bedriver hun, hvad jeg fristes til at kalde et stykke renlivet ideologikritik. Med sine fem argumenter dekonstruerer hun sÃ¥ at sige den forløjede selvforstÃ¥else, som universitets arbejder ud fra og afslører den som værende kejserens nye klæder. Hendes kritik er skarp, fordi den er formel. Hun pÃ¥viser fx, hvordan de humanistiske “studieordninger” gennem produktstandardisering af opgaver med hensyn til omfang, form og indhold de facto kvæler ethvert tilløb til selvstændig tænkning og hæmmer udfoldelsen af fagligheden. I den forbindelse gÃ¥r hun ogsÃ¥ i clinch med hulheden i den retorik, der som en flom af ideologiske markører og pseudo-begreber skal fÃ¥ det hele til at se tilforladeligt ud: ‘kreativitet’, ’komplekse sammenhænge’, ’nye former for viden’, ’tværfaglighed’. En retorik, der skal sløre den barske kendsgerning, at fagligheden lades i stikken i det universitære system. Og Koldau sætter det kritiske spyd lige ind der, hvor det gør mest ondt, nÃ¥r hun pÃ¥peger, at begreberne ‘faglighed’ og ‘viden’ er blevet ‘skældsord’ – og er blevet erstattet af buzz-words omkring det diffuse begreb ‘kompetence’.

Ikke alene dræber studieordningerne faglighed og selvstændig tænkning, men kulturen pÃ¥ humaniora pulveriseres ogsÃ¥ af en lind strøm af nye studieordninger, der i “deres indhold følger en ideologi, hvor varm luft klædes i store business-ord“. Under pÃ¥skud af at gøre uddannelserne ‘tidssvarende’ og ‘rettet mod det moderne arbejdsmarked’ gør man uddannelserne til nogle bolsjeposer uden egentlig faglig substans. De unge smager lidt pÃ¥ dit og dat, men fÃ¥r aldrig faglig dybde.

Skridt for skridt afslører Koldau et humaniora – og i videre perspektiv et universitet – der forrÃ¥der alt det, et universitet skulle stÃ¥ for. Faglighed, viden, kritisk og selvstændig tænkning. I stedet fÃ¥r man en overbygning pÃ¥ det skolesystem, der begynder i folkeskolen og hidtil blev afsluttet i gymnasiet. Allerede for flere Ã¥r siden gjorde idéhistorikeren Lars-Henrik Schmidt opmærksom pÃ¥, at man havde forvandlet universitetets forskoleÃ¥r til “4. g” – og siden er skoleficeringen af universitetet som uddannelsesinstitution fortsat. Med ledelsens samtykke. Og med de studerende som umyndiggjorte “skoleelever”.

Universitetet er blevet forvandlet til et vrængbillede af en moderne privat produktionsvirksomhed. Og konsekvensen er bl.a. at det, de unge sættes til at lære, har karakter af præfabrikerede produkter. I stedet for fx at give de unge en solid viden om musik eller litteratur, sÃ¥ spiser man den af med teorier om musik og litteratur. Med Koldaus ideologikritiske ord: “Teorier er videnskabelige værktøjer, som er ekstraheret fra en bred viden om en vis genstand. Hvis de studerende lærer dem, uden at de kender til genstanden – om det er musikalsk repertoire, kunstværker eller litterære tekster – bliver teorierne varm luft. Og nÃ¥r teorierne stiltiende fremstilles som dogmatisk sandhed, er videnskab blevet forvandlet til ideologi.” Det paradoksale er – som Koldau ogsÃ¥ gør opmærksom pÃ¥ – at uddannelserne pÃ¥ den mÃ¥de kommer til at diskvalificere de unge til det arbejdsmarked, som uddannelserne angiveligt retter sig mod! Hvad virksomhederne har brug for er kreative, selvstændigt og kritisk tænkende unge. Ikke unge, der bare kan lire en lektie af…

Selvfølgelig er der unge, der på trods af disse forhold kommer til at indfri de universitære idealer. Men Koldaus artikel slår fast, at det netop kun sker på trods.

Universitetets første reaktion pÃ¥ artiklen er tankevækkende. Koldau modtager en sÃ¥kaldt “pÃ¥tænkt advarsel” fra Ã…rhus Universitets dekan for humaniora, Mette Thunø. Advarslen er ‘pÃ¥tænkt’ i den forstand, at den først realiseres, nÃ¥r Koldau skriftligt har kommenteret det. Men samtidig følger nogle instrukser, der til sammen har karakter af at disciplinere professor Koldau. Fx mÃ¥ hun ikke ‘bryde fortroligheden’ (fx ved at gÃ¥ til pressen med sig kritik?), hun skal undskylde over for kolleger, som har følt sig ‘mobbet’ og sÃ¥ videre.

Reaktionen er forventeligt blevet opfattet som et forsøg pÃ¥ at indskrænke Koldaus ytringsfrihed som offentlig ansat, men det har sÃ¥vel dekanen som universitetets rektor, Lauritz B. Holm Nielsen, afvist. Og dekan Mette Thunø har oven i købet afskærmet sig fra kritik ved at hævde, at der er tale om en ‘personalesag’ (som hun af samme grund ikke kan udtale sig om til offentligheden…). Men akkurat som man taler med to tunger i udøvelsen af uddannelsespolitiken pÃ¥ humaniora, sÃ¥ er der ogsÃ¥ tale om tvetunget tale. En ting er, hvad man siger. Noget andet er, hvad man gør. Reaktionen over for Koldau kan kun forstÃ¥s som en magtbestræbelse pÃ¥ at ville definere de betingelser, som debatten om og kritikken af universitetet, skal foregÃ¥ pÃ¥. Men som formanden for studenterrÃ¥det allerede har pÃ¥peget, sÃ¥ er det vigtigt at fÃ¥ debatten og kritikken ud i det offentlige rum. Som i tilfældet med Penkowa-sagen, hvor man ogsÃ¥ forsøgte at holde debatten inden for institutionens mure i det omfang, det var muligt, sÃ¥ handler den offentlige debat og kritik om, at man her ogsÃ¥ kan sætte spørgsmÃ¥lstegn ved selve det institutionelle, ideologiske og politiske grundlag, som universitetet i almindelige og humaniora i særdeleshed fungerer pÃ¥. Og det er vigtigt.

Læs også Studenterrådsformand Thea P. Frederiksens indlæg Det er så skidt, at det ikke er godt for noget, Politiken d. 16/2-2012

Opdatering: Da jeg skrev ovenstÃ¥ende havde jeg endnu ikke fÃ¥et læst Weekendavisen fra i fredags. Men her kan man læse nedenstÃ¥ende debatindlæg fra en række forskere og universitetsansatte, der bakker op om Koldau. Holdningen i indlægget er pÃ¥ mange mÃ¥der den samme, som den jeg fremfører ovenfor: Læs mere »

Danskernes Akademi: Billy Cross om Bob Dylan

9. oktober 2010

DR2s programserie “Danskernes Akademi” er et bevis pÃ¥, at tv-mediet godt kan bruges til noget fornuftigt. Nogle af indslagene er sÃ¥ enkle, at de vækker mindelser om forne tiders skole-tv. Ofte er det blot en foredragsholder, der stÃ¥r ved overhead-projektoren og fortæller om det, der optager ham eller hende. Og det kommer der  fremragende tv ud af. Ganske simpelt, fordi de involverede har noget pÃ¥ hjerte og hjerne. Noget, de brænder for og vil dele med os andre. Og sÃ¥ er det sikkert ogsÃ¥ “billigt” tv, der ikke kræver en formue at sætte iscene. MÃ¥ske DR skulle lave noget mere af det i disse sparetider!?

I dag viste “Danskernes Akademi” et foredrag af den herboende newyorker og musiker, Billy Cross, som bloggens læsere vil kende. En del af Cross’ image er, at han er en af de fÃ¥ herhjemme (mÃ¥ske i virkeligheden den eneste?), der har arbejdet sammen med Bob Dylan og lært ham at kende. Og med det udgangspunkt fortæller Cross om kunstneren Dylan. Som mange af os andre er Cross fuld af beundring for Dylan som musiker og kunstner. Men ogsÃ¥ som menneske. Det menneske, vi andre af gode grunde er afskÃ¥ret fra at vide ret meget om.

Men foredraget er langt fra at være en fans fortælling om sit idol. Cross’ greb om fremstillingen er, at han indskriver Dylan i den amerikanske kulturelle – og herunder: økonomisk, politiske, sociale osv. – situation i tresserne, som var en unik klangbund for Dylans traditionsbundne musik. Hvis Dylan var kommet 30 Ã¥r senere, ville hans enorme gennemslagskraft ikke have været den samme – selv om kvaliteterne havde været det. Kombinationen af en høj traditionsbevidsthed, en stort og alsidigt talent og en “tidsÃ¥nd”, der var modtagelig for netop den genoplivning af den folkelige musik (folk, rock, blues osv.) – udgjorde den baggrund, der muliggjorde Dylan-effekten. I øvrigt er der mange paralleller til Beatles’ situation i England, selv om konteksten er en anden.

Billy Cross’ forelæsning er drevet af begejstring og inspirerende analyse og fortolkning – og fortjener at blive set og hørt af enhver med interesse i deres samtidig i almindelighed og Dylans kunst i særdeleshed. Du kan se den lige her. PS. Den kan ogsÃ¥ pÃ¥tkastes…

En begivenhed: Den Store Danske Encyklopædi – pÃ¥ nettet

26. februar 2009

I disse wiki-tider (og al respekt for denne nyskabelse pÃ¥ nettet), sÃ¥ er det intet mindre end en STOR begivenhed, at Gyldendal har stillet Den Store Danske Encyklopædi til rÃ¥dighed for internetbrugerne. Jeg noterer mig, at Ã¥ret 2009 har bragt endnu noget godt…. Du finder siden her.

Havregryn kan give kræft

3. april 2008

Jeg var lige ved at fÃ¥ morgenkaffen ned i den gale hals, da jeg læste de seneste forskningsresultater fra videnskabens frontlinjer: Havregryn kan give kræft! SÃ¥ er mine dage snart talte, for jeg har spist havregryn lige sÃ¥ længe, jeg kan huske. Og det er, som man vil vide, længe. Problemet med havregrynene skulle efter sigende være, at producenterne koger grynene for at fremkalde en nøddeagtig smag (som især er fremherskende i Solgryn). Nøddesmagen kommer fra karamellisering af stivelse i grynene – og det er den, der er skurken. For i karamellen er der noget acrylamid, der er – eller kan være – kræftfremkaldende. NÃ¥, hvad nu? Tja, løbet er nok kørt for mit vedkommende, de mange tons taget i betragtning. SÃ¥ jeg fortsætter med at spise, som jeg plejer. Dog ikke Solgryn (der er billigere og fuldt lige sÃ¥ gode alternativer). Og økologisk (selv om det i denne sammenhæng ikke gør nogen forskel). Og sÃ¥ skal det nok vise sig, at en anden forsker nÃ¥r frem til en anden konklusion inden længe…

Forskerbeskyttelse

31. januar 2008

I går kunne man læse i medierne af op mod 700.000 danskere har tilmeldt sig en forskerbeskyttelsesordning via folkeregisteret. Ved hjælp af skemaet til flytteanmeldelse kan man vinge forskerbeskyttelse af og bliver derfor fri for at blive ringet op af Danmarks Statistik. Fx. På samme måde kan man frabede sig telemarkedsføring. Antallet af tilmeldte er støt stigende og forventes at nå op på en million om få år. Og det har givet anledning til bekymring blandt statistiske forskere.
Oplyst af denne nyhed har jeg straks kontaktet den lokale afdeling af folkeregisteret i Århus med henblik på en tilmelding. For jeg hader at blive ringet op midt i aftensmaden eller på et andet upassende tidspunkt og få stukket en række spørgsmål op i snotten. Dybest set er det en krænkelse af privatlivets fred.
Når jeg får sådan en opringning, så er jeg ikke en venlig mand. Og der kan godt falde knubbede ord. Fx måtte jeg fortælle sælgeren af en lokal avis, hvad jeg mente om det organ, da jeg for 117. gang var blevet ringet op.
Jeg har fuld forståelse for, at der kan være behov for statistiske undersøgelser. Men det behøver jo ikke at foregå telefonisk. Danmarks Statistik og andre forskningsinstitutioner kunne fx sende et pænt brev og spørge, om man er interesseret i at deltage. Det skal jo ske frivilligt.
PS. I Ã…rhus – hvor man altid skal gøre ting anderledes – skal man (blot) sende en email til Folkeregisteret med sine ønsker om diverse beskyttelser. Andre kommuner – fx København – har en særlige skemaer pÃ¥ nettet.

Laika – en rumhund

3. november 2007

Information fortæller mig i en lillebitte notits, at det i dag er 50 Ã¥r siden, den russiske rumhund Laika som det (vist nok) første levende væsen blev sendt i cirkulation omkring Jorden. Det fortælles andetsteds, at Laika var en gadehund fra Moskva, der ved skæbnens (u)gunst kom til at tjene rumfarten – og gav sit firbenede liv i samme farts tjeneste. Ved samme lejlighed skiftede den navn fra Kudryavka til Laika. Sammen med to andre hunde blev den trænet til opgaven og altsÃ¥ udvalgt til at være den eneste – og sidste – rejsende med Sputnik 2. Det skete den 3 November 1957. Samme Ã¥r som jeg fyldte 4.
Efter nogle få timers rejse døde Laika af stress og overophedning på grund af manglende eller ufuldstændig kontrol med temperaturerne. Denne kendsgerning blev dog først oplyst for offentligheden årtier senere.
Til Laikas fortjenester hører, at hun beviste, at levende væsner godt kan tåle vægtløshed og kunne overleve en flyvetur op i rummet.
Da jeg blev lidt større og i mine forældres indbunde årsskrifter læste og så billeder af den lille sort-hvide hund, undrede jeg mig altid over, hvad der dog blev af den. Cirklede den stadigvæk rundt derude og kiggede ned på den blå planet? Og hvad med mad og drikke? Hvordan klarede den det? Osv. Ren Spørge-Jørgen. Æret være Laikas minde.

Hul i det

24. august 2007

Sort hul

Da jeg var en purk og gik i Vestre skole, fik jeg at vide, at universet var uendeligt. Uden ende. Og straks satte det gang i den puerile fantasi. Jeg forestillede mig, at jeg rejste med et rumskib for at finde universets ende, der altså ikke fandtes. Men det var selvfølgelig ubegribeligt for en bette knægt. Der måtte være en ende, en væg. Problemet var blot, hvad der så gemte sig bag væggen, enden.
Med Big Bang og andre videnskabelige teorier er universet blevet mere kompleks, men ikke nødvendigvis mere forstÃ¥elig. Tidens krumning, sorte huller osv. Der er nok til en hovedpine. Og nu kan man sÃ¥ læse, at astronomerne har fundet det store ingenting derude. Et stort “hul” pÃ¥ næsten en milliard lysÃ¥r i tværsnit (tænk sig, at man kan mÃ¥le ingenting!). Hullet er tomt, der er ikke engang “mørkt stof”.

Shopping-genetik

22. august 2007

Her i husholdningen spøger vi nu og da med indkøbene. NÃ¥r fruen har forkøbt sig i det lokale supermarked og dÃ¥rligt kan slæbe varerne hjem selv, sÃ¥ taler vi om “shoppinggenet”. Lige som vi snakker om “chokolade- eller slikgenet”.
Nu mener videnskabsmænd ved University of California, at det faktisk er genetisk bestemt, at kvinder er forfaldne til shopaholicism. Fra tidernes morgen har det været kvinderne der sørgede for indsamling af frugt og grønt og anden mad. Derfor. Hm… Utroligt, hvad genomet dog indeholder!

Sindelagskontrol – sagen “Erik Haaest” 2

21. juli 2007

Erik Haaest sammen med medlemmer af The Baronets - i tresserne

I weekendens udgave af Information interviewes journalisten Claes Kastholm Hansen om Haaest-sagen. Kastholm Hansen var formand for det udvalg i Kunstrådet, der tildelte Erik Haaest 2 x 100.000 kr. til en fagbog om Anna Lund Lorentzsen, der under krigen arbejde for HIPO.

I artiklen forsvarer Kastholm Hansen, der selv betegner sig som “liberal”, legatet med, at udvalget udelukkende skulle tage stilling til selve det fremlagte projekt. Det fremgår også, at udvalget, der ud over Kastholm havde fire andre medlemmer, var helt enig om, at “det var et værdigt projekt”.

På et spørgsmål om betydningen af Haaests Holocaust-benægtelse, svarer Kastholm Hansen dog: “Hvis det var kommet frem i processen, at Erik Haaest så groft negligerer Holocaust, ville han ikke have fået pengene. Det er ikke en moralsk, men en rent faglig vurdering”. En mand, der kan sige noget så snotdumt, må have en meget lemfældig omgang med kilder og historiske fakta”. Underforstået: Hvis selve projektet havde afsløret en faglig inkompetence, så havde man vendt tommelfingeren nedad. At Haaest i andre sammenhænge har afvist eksistensen af krematorier i Auswitz og har forsvaret den danske nazist Søren Kam, skal ikke lægges ham til last i behandlingen af ansøgningen. For – med Kastholm Hansens ord – “vi øver ikke sindelagskontrol”.

Tildelingen af pengene er som omtalt blevet mødt med massiv kritik. Til koret af kritikere hører journalisterne Poul Smidt og Erik Jensen, der fortolker kulturministerens udnævnelse af Claes Kastholm Hansen som udtryk for en politisk højredrejning i Kunstrådet. Underforstået: At kun med en højresnoet formand ville et “nazistisk” projekt finde støtte. Hvilket Kastholm Hansen opfatter som injurierende.

Sagen om Erik Haaest og skattekronerne er på mange måder interessant. For det første afspejler den den pågående kulturkamp mellem de borgerlig magthavere og venstrefløjen. For det andet siger den måske også noget om, hvor omtålelig vores forhold til besættelsestiden endnu er. Selv om nyere historisk forskning på området har tydeliggjort, at forholdet mellem besættelsesmagten og det danske samfund langt fra var så sort-hvidt, som vi lærte i skolen, så er det stadigvæk ubehageligt, når nogen piller ved det mytologiske stof. Hvad enten de gør det på historisk videnskabelig vis eller ikke. Det er nærliggende at se en parallel til denne tematik i hele diskussionen om professor Bent Jensen og forskningen i “den kolde krig”, hvor kampen også går om, hvem der skal have mulighed og ret til at fortolke, hvad der skete i de år.

Sindelagskontrol er en grim ting, der ikke bør forekomme i et demokratisk samfund som det danske. Vi så i halvfjerdsernes Tyskland, hvad det kunne føre til, når venstreorienterede blev udsat for sindelagskontrol: Berufsverbot.

Jeg mener ikke, at der – med det vi ved – er basis for at sætte spørgsmålstegn ved Claes Kastholm Hansens og udvalgets disposition i sagen. Afvisningen af Erik Haaest skal ikke ske ved projektet men ved læsningen af bogen, der udkommer, når hovedpersonen er død. Anna Lund Lorentzen er 97 år gammel, bor og lever i Tyskland, hvor hun har arbejdet med velgørende formål. Og hun har ønsket, at bogen først udkommer, når hun ikke er mere. Lad os vente med kritikken, til bogen ser dagens lys. Det værste, der kan ske, er vel, at bogens udlægning af hovedpersonens gerninger og bevæggrunde vil føre til en frugtbar modsigelse, der vil kunne gøre os alle lidt klogere på besættelsestiden. Og i så fald er de 200.000 kroner givet godt ud.

Alkohol er sundt!

15. juli 2007

Eller er det? I strømmen af livsstilsnyheder og -råd, der bliver vendt 180 grader i luften, er turen kommet til alkoholen.

Enhver dansker over 10 år har fået ørerne tudet fulde af rigtige alkoholvaner (14-21 genstande pr. uge – hvis man ellers kan nå det), advarsler om alkoholens skadelige virkninger på sjæl og krop, løftede pegefingre over for en festende, drikfældig ungdom (og deres forældre rødvinsafhængighed) osv. osv.

Men nu vil en professor, Morten Grønbæk, for Statens Institut for Folkesundhed (intet mindre!) slå et slag for alkoholens fysiologiske fordele. Problemet er ikke, at danskerne drikker for meget alkohol (ca. 12 liter pr. person pr. år), men at forbruget er skævt fordelt. Rigtigt fordelt ville det være godt, hvis vi drak 16 liter ren sprit om året, svarende til tre genstande pr. dag. Det er videnskabeligt bevist.

Professoren siger blandt andet: »De gode virkninger af alkoholen får man også, hvis man kun drikker en genstand om dagen. Der er sikkert et minimum – det er højst sandsynligt ikke nok kun at drikke en genstand om måneden. Noget tyder på, at alkohols positive effekt kun er der, hvis man indtager det relativt hyppigt. I virkeligheden er det nok mere hyppigheden end mængden, der har betydning«. Måske man skulle slå et slag forbi vinreolen. Klokken er jo allerede lidt i 12… Læs mere her.

Og en musikalsk kommentar fra Lou Reed – The Power of Positive Drinking: Læs mere »