Indlæg tagget med viden

Laika – en rumhund

3. november 2007

Information fortæller mig i en lillebitte notits, at det i dag er 50 Ã¥r siden, den russiske rumhund Laika som det (vist nok) første levende væsen blev sendt i cirkulation omkring Jorden. Det fortælles andetsteds, at Laika var en gadehund fra Moskva, der ved skæbnens (u)gunst kom til at tjene rumfarten – og gav sit firbenede liv i samme farts tjeneste. Ved samme lejlighed skiftede den navn fra Kudryavka til Laika. Sammen med to andre hunde blev den trænet til opgaven og altsÃ¥ udvalgt til at være den eneste – og sidste – rejsende med Sputnik 2. Det skete den 3 November 1957. Samme Ã¥r som jeg fyldte 4.
Efter nogle få timers rejse døde Laika af stress og overophedning på grund af manglende eller ufuldstændig kontrol med temperaturerne. Denne kendsgerning blev dog først oplyst for offentligheden årtier senere.
Til Laikas fortjenester hører, at hun beviste, at levende væsner godt kan tåle vægtløshed og kunne overleve en flyvetur op i rummet.
Da jeg blev lidt større og i mine forældres indbunde årsskrifter læste og så billeder af den lille sort-hvide hund, undrede jeg mig altid over, hvad der dog blev af den. Cirklede den stadigvæk rundt derude og kiggede ned på den blå planet? Og hvad med mad og drikke? Hvordan klarede den det? Osv. Ren Spørge-Jørgen. Æret være Laikas minde.

Hul i det

24. august 2007

Sort hul

Da jeg var en purk og gik i Vestre skole, fik jeg at vide, at universet var uendeligt. Uden ende. Og straks satte det gang i den puerile fantasi. Jeg forestillede mig, at jeg rejste med et rumskib for at finde universets ende, der altså ikke fandtes. Men det var selvfølgelig ubegribeligt for en bette knægt. Der måtte være en ende, en væg. Problemet var blot, hvad der så gemte sig bag væggen, enden.
Med Big Bang og andre videnskabelige teorier er universet blevet mere kompleks, men ikke nødvendigvis mere forstÃ¥elig. Tidens krumning, sorte huller osv. Der er nok til en hovedpine. Og nu kan man sÃ¥ læse, at astronomerne har fundet det store ingenting derude. Et stort “hul” pÃ¥ næsten en milliard lysÃ¥r i tværsnit (tænk sig, at man kan mÃ¥le ingenting!). Hullet er tomt, der er ikke engang “mørkt stof”.

Shopping-genetik

22. august 2007

Her i husholdningen spøger vi nu og da med indkøbene. NÃ¥r fruen har forkøbt sig i det lokale supermarked og dÃ¥rligt kan slæbe varerne hjem selv, sÃ¥ taler vi om “shoppinggenet”. Lige som vi snakker om “chokolade- eller slikgenet”.
Nu mener videnskabsmænd ved University of California, at det faktisk er genetisk bestemt, at kvinder er forfaldne til shopaholicism. Fra tidernes morgen har det været kvinderne der sørgede for indsamling af frugt og grønt og anden mad. Derfor. Hm… Utroligt, hvad genomet dog indeholder!

Sindelagskontrol – sagen “Erik Haaest” 2

21. juli 2007

Erik Haaest sammen med medlemmer af The Baronets - i tresserne

I weekendens udgave af Information interviewes journalisten Claes Kastholm Hansen om Haaest-sagen. Kastholm Hansen var formand for det udvalg i Kunstrådet, der tildelte Erik Haaest 2 x 100.000 kr. til en fagbog om Anna Lund Lorentzsen, der under krigen arbejde for HIPO.

I artiklen forsvarer Kastholm Hansen, der selv betegner sig som “liberal”, legatet med, at udvalget udelukkende skulle tage stilling til selve det fremlagte projekt. Det fremgår også, at udvalget, der ud over Kastholm havde fire andre medlemmer, var helt enig om, at “det var et værdigt projekt”.

På et spørgsmål om betydningen af Haaests Holocaust-benægtelse, svarer Kastholm Hansen dog: “Hvis det var kommet frem i processen, at Erik Haaest så groft negligerer Holocaust, ville han ikke have fået pengene. Det er ikke en moralsk, men en rent faglig vurdering”. En mand, der kan sige noget så snotdumt, må have en meget lemfældig omgang med kilder og historiske fakta”. Underforstået: Hvis selve projektet havde afsløret en faglig inkompetence, så havde man vendt tommelfingeren nedad. At Haaest i andre sammenhænge har afvist eksistensen af krematorier i Auswitz og har forsvaret den danske nazist Søren Kam, skal ikke lægges ham til last i behandlingen af ansøgningen. For – med Kastholm Hansens ord – “vi øver ikke sindelagskontrol”.

Tildelingen af pengene er som omtalt blevet mødt med massiv kritik. Til koret af kritikere hører journalisterne Poul Smidt og Erik Jensen, der fortolker kulturministerens udnævnelse af Claes Kastholm Hansen som udtryk for en politisk højredrejning i Kunstrådet. Underforstået: At kun med en højresnoet formand ville et “nazistisk” projekt finde støtte. Hvilket Kastholm Hansen opfatter som injurierende.

Sagen om Erik Haaest og skattekronerne er på mange måder interessant. For det første afspejler den den pågående kulturkamp mellem de borgerlig magthavere og venstrefløjen. For det andet siger den måske også noget om, hvor omtålelig vores forhold til besættelsestiden endnu er. Selv om nyere historisk forskning på området har tydeliggjort, at forholdet mellem besættelsesmagten og det danske samfund langt fra var så sort-hvidt, som vi lærte i skolen, så er det stadigvæk ubehageligt, når nogen piller ved det mytologiske stof. Hvad enten de gør det på historisk videnskabelig vis eller ikke. Det er nærliggende at se en parallel til denne tematik i hele diskussionen om professor Bent Jensen og forskningen i “den kolde krig”, hvor kampen også går om, hvem der skal have mulighed og ret til at fortolke, hvad der skete i de år.

Sindelagskontrol er en grim ting, der ikke bør forekomme i et demokratisk samfund som det danske. Vi så i halvfjerdsernes Tyskland, hvad det kunne føre til, når venstreorienterede blev udsat for sindelagskontrol: Berufsverbot.

Jeg mener ikke, at der – med det vi ved – er basis for at sætte spørgsmålstegn ved Claes Kastholm Hansens og udvalgets disposition i sagen. Afvisningen af Erik Haaest skal ikke ske ved projektet men ved læsningen af bogen, der udkommer, når hovedpersonen er død. Anna Lund Lorentzen er 97 år gammel, bor og lever i Tyskland, hvor hun har arbejdet med velgørende formål. Og hun har ønsket, at bogen først udkommer, når hun ikke er mere. Lad os vente med kritikken, til bogen ser dagens lys. Det værste, der kan ske, er vel, at bogens udlægning af hovedpersonens gerninger og bevæggrunde vil føre til en frugtbar modsigelse, der vil kunne gøre os alle lidt klogere på besættelsestiden. Og i så fald er de 200.000 kroner givet godt ud.

Alkohol er sundt!

15. juli 2007

Eller er det? I strømmen af livsstilsnyheder og -råd, der bliver vendt 180 grader i luften, er turen kommet til alkoholen.

Enhver dansker over 10 år har fået ørerne tudet fulde af rigtige alkoholvaner (14-21 genstande pr. uge – hvis man ellers kan nå det), advarsler om alkoholens skadelige virkninger på sjæl og krop, løftede pegefingre over for en festende, drikfældig ungdom (og deres forældre rødvinsafhængighed) osv. osv.

Men nu vil en professor, Morten Grønbæk, for Statens Institut for Folkesundhed (intet mindre!) slå et slag for alkoholens fysiologiske fordele. Problemet er ikke, at danskerne drikker for meget alkohol (ca. 12 liter pr. person pr. år), men at forbruget er skævt fordelt. Rigtigt fordelt ville det være godt, hvis vi drak 16 liter ren sprit om året, svarende til tre genstande pr. dag. Det er videnskabeligt bevist.

Professoren siger blandt andet: »De gode virkninger af alkoholen får man også, hvis man kun drikker en genstand om dagen. Der er sikkert et minimum – det er højst sandsynligt ikke nok kun at drikke en genstand om måneden. Noget tyder på, at alkohols positive effekt kun er der, hvis man indtager det relativt hyppigt. I virkeligheden er det nok mere hyppigheden end mængden, der har betydning«. Måske man skulle slå et slag forbi vinreolen. Klokken er jo allerede lidt i 12… Læs mere her.

Og en musikalsk kommentar fra Lou Reed – The Power of Positive Drinking: Læs mere »