CAPAC

Capac har altid været fascineret af videnskaberne om det uendelig små (atomfysikken) og det uendeligt store (astrofysikken). Når han går tur med Frøkenen og vejret tillader det, kan han ikke lade være med at kigge stjerner og snakke om lysår og afstande osv. Nogle af de stjerner, vi ser, er sandsynligvis udøde for mange år siden osv. Dét bryder Frøknen sig ikke om at høre. Hun vil ikke høre om det uendelige osv. Så efter en tid forstummer den del af samtalen.
Nu læser capac så i Frankfurter Allgemeine, at astronomer fra NASA har iagttaget (hvis det er det rette ord) endnu en massiv stjerneeksplosion. Den hidtil klareste, man har observeret. Supernovaen, der befinder sig små 240 millioner lysår borte, blev opdaget sidste efterår af røntgenteleskopet Chandra, og astronomerne har siden observeret den gennem to måneder – hvilket er usædvanligt lang tid for sådan et fænomen. Varigheden fortolkes som et udtryk for, at det er en meget stor stjerne – 150 gange større end vores egen sol – der er eksploderet.
SN 2006gy, som stjernen hedder, ligner en anden stjerne, der ligger meget nærmere jorden – 7500 lysår – nemlig Eta Carinae, der befinder sig i Mælkevejen. Og det lader astronomerne formode, at Eta Carinae også vil eksplodere på et tidspunkt og gøre det muligt at studere supernovadannelsen endnu mere. Spændende.

Den nye Spiderman-film har lige haft Danmarks-premiere, og selv om vi endnu ikke har haft fornøjelsen af at se på løjerne, så ser vi frem til at følge Edderkoppen springe fra gavl til gavl og tag til tag. Det er derfor heller ikke uden en vis interesse, vi læser i avisen, at det vil blive muligt for almindeligt dødelige at gøre Edderkoppen kunsten efter. Ved hjælp af den hypede nanoteknologi vil det “snart” være muligt at kravle op og ned ad vægge…

Hvis man – som capac – er fascineret af det uendeligt små (fx atomfysik) og det uendeligt store (fx astrofysik), så er der god grund til at stille ind på DR P1 og lytte til astrofysiker Anja C. Andersens Rosenkjær-foredrag. Da capac var ude og køre i sin næsten-veteranbil lyttede han til Anjas foredrag om galakserne – og det var svimlende at høre om ubegribelige lysårsafstande, mælkevejenes udformning, ufattelige “sorte huller” osv. Det gode ved sådan en radioudsendelse er, at det lige som sætter tingene – herunder de lokale, jordiske problemer – i perspektiv. Hvad er Jorden egenlig i denne sammenhæng andet end en lille planet i en lille afkrog af en lille galakse – når man lige bortser fra, at der altså – stadigvæk – er liv her?! Foredragene kan downloades som mp3. I øvrigt har Anja sin egen hjemmeside…

Som om det ikke var nok, at Faderhuset jordede Ungeren, så kan man nu læse, at ligesindede danske, kristne fundamentalister er begyndt at snakke om og prædike “intelligent design” som modvægt mod Darwins lære. Man har taget ved lære af de højresnoede, amerikanske trosfæller.
Vi vil hermed erklære blog capac for intelligent-design-frit-område. Her hersker Darwinismen uanfægtet.
Medens vi er ved den gode mand Darwin, så fortæller The Guardian, at fru Darwins dagbøger nu er lagt ud på nettet, så man kan få et indblik i det ganske almindelige hverdagsliv, hr. og fru Darwin levede, når Charles altså ikke var på rejse eller i videnskabelige sammenhænge… Man kan læse Emma Wedgewoods dagbøger her.

Tak til filoffen får det opbyggelige link til “Church of the Flying Spaghetti Monster” …

I The Big Apple har den politiske korretheds bannerførere fundet ud af, at man skal forbyde ordet “nigger”. Fra og med onsdag har myndighederne forbudt anvendelsen af ordet. Argumentet er, at forbuddet skal “modvirke racisme og historieløshed, da ordet er stærkt forbundet med slavetiden i USA”, skriver Berlingeren. Men fjerner man racisme ved at fjerne ordet? Bliver man mere historisk bevidste ved at fjerne et historisk belastet ord? Beslutningen sættes i relief af, at ordet i dag er blevet en almindelig betegnelse i hip-hop-miljøer og blandt sorte i USA. Nærmest et kælenavn. Når man nu er blevet kaldet nigger i så mange år, kan man lige så godt tage det på sig og bære det med værdighed. Kunne devisen være. Lad sprogene blomstre, også ukrudtsplanterne! Nigger, nigger, nigger…

Gårsdagens hotte nyhed var, at en 61-årig kvinde blev moder på Riget. I dag opregner Berlingske Tidende det antal mænd, der gennem de seneste år er blevet fædre, efter at de er blevet 60 år. Med in vitro-befrugtning, hormonbehandling, ægimplantation og andre teknikker er det blevet muligt. Og som en klog mand engang skrev: Det er en lovmæssighed, at hvad, der er teknisk muligt, vil blive gjort…

Frøknen og jeg diskuterer, hvad isslag og islag er. Diskuterer er måske så meget sagt, for inden jeg får mælet et eneste ord, kommer beskeden: Du skal ikke sige noget, jeg vil selv slå det op! Hun hader, når lærerfar vil forklare og uddybe i detaljer; og i øvrigt har hun lært (af samme lærerfar) at slå op i en ordbog. Men forklaringen erstatter et spørgsmålet med et andet: Hvad er underkøling? Jeg udfritter hende: hvad betyder det så, hva’? Det ender med, at jeg slår ordet op i en gammel udgave af Nudansk Ordbog, der giver en forståelig forklaring på godt gedigent dansk. Og så undrer lærerfar sig over ordbøgernes udvikling…

er af St. St. Blicher. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange, jeg har sunget (dengang: brummet) denne sang i folkeskolen, og hver gang sneen ligger som en dyne over landet, så dukker sangen op i mit hoved sammen med forklaringen på, hvad kyndelmisse var for en mis…:

Det er hvidt herude,
kyndelmisse slår sin knude
overmåde hvas og hård,
hvidt forneden, hvidt foroven,
pudret tykt står træ i skoven
som udi min abildgård.

Det er tyst herude,
kun med sagte pik på rude
melder sig den små musvit.
Der er ingen fugl, der synger,
finken kun på kvisten gynger,
ser sig om og hvipper lidt.

Det er koldt herude,
ravne skrige, ugler tude,
søge føde, søge læ.
Kragen spanker om med skaden
højt på rygningen af laden,
skeler til det tamme kræ.

Hanen sig opsvinger
på en snemand, sine vinger
klaskende han sammenslår.
Krummer halsen stolt og galer –
hvad monstro han vil, den praler?
Hvis endda om tø han spår!

Inderlig jeg længes
efter vår, men vintren strænges,
atter vinden om til nord!
Kom, sydvest, som frosten tvinger,
kom med dine tågevinger,
kom og løs den bundne jord!

Det seksuelle er interessant, hvis nogen skulle være i tvivl. Tag et hvilket som helst kulørt ugeblad, og du vil se, at der bruges megen spalteplads på spekulationer om kendte menneskers seksualliv. Hvem kommer sammen med hvem? Hvem er blevet skilt fra hvem og hvorfor? En hel industri af nyfigne journalister og paparazzifotografer lever af at levere den slags sladder til læserne (for en ordens skyld: jeg læser dem også…). Og måske er det ikke så underligt. Kærlighedslivet fylder på godt og ondt meget i menneskenes liv. Hvad enten de vil erkende det eller ej.
En af de store forskere udi det menneskelige seksualliv var den kendte østrigske læge Sigmund Freud, der i starten af forrige århundrede udkastede en række teorier om det seksuelle; teorier, der lige siden deres formulering har været kontroversielle og uafrystelige. Freud var godt klar over, at det felt, han kastede sig over, ville møde modstand. Og sådan blev det. Der blev gjort ihærdige forsøg på at miskreditere hans person og hans forskning. En af de kendteste karikaturtegninger af Freud viser hans hoved formet af nøgne kvinder – og titlen er: What’s on a Man’s Mind? Freud som en gammel gris. Han må pr. definition være en gammel lidderbuk, når han hver dag beskæftigede sig med andre menneskers seksualliv og dets mentale skæbner. Denne tendentielt miskrediterende tanke er interessant. For man må spørge: Hvorfor skulle det være diskvalificerede for en mands forskning, at han havde et aktivt seksualliv, eller  for den sags skyld, at han var seksuelt afsporet i forhold til samtidens seksualmoral?
Det er en kendt sag, at Freud var godt og borgerligt gift og fik en masse børn. Det er også nogenlunde veldokumenteret, at fru Freud ikke var specielt interesseret i kønsakten, når den ikke lige stod i forplantningens tjeneste. Og det er også velkendt, at Freud i lange perioder havde Fru Freuds yngre søster, Minna Bernays boende i sit hjem. Derfor har tanken ikke ligget fjernt: Har Freud muntret sig på lagnerne sammen med den yngre Minna? Mistanken har ligget og luret i årtier. Freuds tidligere væbner og senere konkurrent Carl Gustav Jung mere end antydede, at frk. Bernays havde indrømmet en affære med Sigmund, hvilket Freud afviste som en jungiansk ondskabsfuldhed.
Nu mener en tysk sociolog at have fundet et “bevis”. I følge Franz Maciejewski skulle Freud og Minna den 13. august 1898 have indlogeret sig som ægtepar i en kro i de svejtsiske alper for at holde to ugers ferie. I kroens gæstebog står der, at “Dr. Sigmund Freud og frue” bebor rum nr. 11. Det er bevis nok, mener sociologen, på, at der var tale om en affære.
Mit ærinde her er ikke at kæmpe for Freuds ærbarhed eller forsøge at postulere, at Freud da sagtens kunne sove ved siden af sin 11 år yngre svigerinde uden at forgribe sig på hende. Næh, men som den kendte Freud-biograf, Peter Gay, udtrykker det: “Det er meget muligt at det sov sammen…men det gør hverken ham eller psykoanalyse mere eller mindre korrekt”. Det kan da ikke udelukkes, at Sigmund – oven i købet med Fruens velsignelse eller i hvert fald tavse samtykke – lod Sigmund og Minna dyrke kødets lyst i alpehytten. Freud studerede omkring 1900 de mentale skæbner, der kom ud af et borgerligt samfund, hvor det seksuelle blev dæmoniseret og fortrængt, og indså, at det seksuelle – drifterne – under alle omstændigheder ville komme til udtryk. Fx i mange borgerlige kvinders hysterier, altså alvorlige, belastende sindslidelser.
Problemet med denne såkaldte afsløring er, at mange af Freuds efterfølgere og elever har set en interesse i at fremstille ham som et ideal, en verdslig helgen, ja, en slags messias, der – med Freuds eget begreb – sublimeredesine seksuelle drifter til videnskabelig produktion. Freud kunne have gode grunde til at gå stille med dørene. Han kendte alt for vel Wienerborgerskabets tykke dobbeltmoral og dens vogter, fordømmelsen, og vidste sikkert, hvordan man både skulle holde facaden i orden og uplettet og samtidig finde afløb for sine seksuelle lyster. At han trådte ved siden af dydens smalle sti ændrer ikke i sig selv ved hans projekt, men viser blot at han var et menneske. Det gjorde vel heller ikke H. C. Andersen til en mindre digter, at han onanerede flittigt og registrerede hyppigheden i sine dagbøger? Mere om sagen kan læses i The Herald Tribune her.

Forleden aften kunne man på dansk tv se et interview med psykologen Helmuth Nyborg i anledning af hans afsked med århus Universitet. I den forbindelse skulle han selvfølgelig udtale sig om sine kontroversielle forskningsresultater, fx den med, at mænd er mere intelligente end kvinder. Og han konstaterede tørt, at den slags forskningsresultater ikke stod til at diskutere. De viser, hvad de viser. Punktum. Finale. Og nu henviser Bo midt i sit og Anes flytterod til en artikel, hvori de seneste resultater fra Nyborgs forskning offentliggøres. Og de afslører, at ateister er mere intelligente end religiøse mennesker.
På en måde er jeg misundelig på Nyborg. Hvor ville det dog være dejligt, hvis man kunne komme med den slags indiskutable videnskabelige udsagn om verden. Hvis man havde den der urokkelige tro på den naturvidenskabelige ufejlbarlighed. Sådan ser verden slet ikke ud, når man er fra humanvidenskaberne.
Egentlig kan jeg umiddelbart godt lide manden. Jeg havde endda medlidenhed med ham, da han blev genstand for ballade på universitetet på grund af nogle publicerede, ufærdige forskningsresultater. Og jeg vil til enhver tid forsvare mandens ret til at have det videnskabssyn, han nu engang har. På den anden side bekymrer det mig et eller andet sted, at man endnu kan have højtplacerede forskere med et så simpelt syn på virkeligheden…
Nyborg har i øvrigt i sinde at fortsætte sin forskning, selv om han er fyldt 70. Han har 20-25 projekter, som han håber at nå at gennemføre. Så vi er nok ikke færdige med at høre fra ham…

Opdatering: Paw har en fin kommentar til Nyborgs seneste videnskabelige “fund”. Når en mand som Nyborg og den andetsteds omtalte Nørmark får spalteplads og mediedækning af deres forsimplede videnskabsopfattelse og naive realisme, så er det måske også et symptom på, at de danske universiteter bør genindføre filosofikum eller i hvert fald forbedre den almene filosofiske, idéhistoriske, videnskabsteoretiske osv. skoling af kommende forskere. Så vidt jeg er informeret er der netop planer om noget sådant på Københavns Universitet.

Forleden skrev blogbestyreren et indlæg i anledning af dr.phil., universitetslektor Hans Hauges opsang til de danske universiteter på grund af deres ringe engelskkundskaber. Og i dagens udgave af Jyllands-Posten kan man så læse, at Dansk Sprognævn for første gang advarer politikerne og danskerne om, at det danske sprog er truet på grund af det engelske sprogs fremmarch. I følge formanden for Dansk Sprognævn, professor Niels Davidsen-Nielsen er det, fordi en stor del af uddannelserne i dag foregår på engelsk. I alt 130 ud af 329 videregående uddannelser tilbydes på engelsk… Er der grund til at tro, at niveauet for engelskundervisningen på disse videregående uddannelser generelt set skulle være bedre end den, man – ifølge Hauge – møder på universitetet? Og hvad stiller man op med et uddannelsessystem, hvor dagordenen på den ene side synes at være “mere internationalisering” og hvor mange læreres og ikke mindst studerendes engelskkundskaber – på den anden side – ikke svarer til de idealistiske aspirationer?

I mediestormen kan det let ske, at man overser en interessant nyhed. I sidste uge kunne DR Nyhederne således fortælle, at danske forlæggere ikke ønsker at ændre på ældre kontroversielle danske børnebøger for at gøre dem “politisk korrekte”. Det gælder fx bogen Lille Sorte Sambo om den lille negerdreng, der oplever en masse herlige ting med tigersmør osv. Det gælder også Tintin i Congo, en af de mest udskældte tegneserie i den forbindelse. De nye oversættelser er foretaget i respekt for værkernes oprindelige form, ikke af hensyn til aktuelle politiske strømninger. I modsætning til Norge, hvor man fx ikke vil have, at Pippis far er negerhøvding…

Ovre hos Anja i Lige her og nu diskuteres der madpakkeri det offentlige rum. Og det gav anledning til et par erindringer af ældre og nyere dato.

I min egen skoletid i halvtredserne og begyndelsen af tresserne kunne man få skolemadpakker. De såkaldte Oslo-frokost-pakker. Begrebet Oslo-Frokost kom fra Norge, hvor man dengang efter krigens slutning mente, at der var flere vitaminer i et koldt måltid end i varm mad. Dengang var det sundhedspolitisk tiltag, der skulle sikre at også de fattigste skoleelever, som der var mange af dengang, kunne få  2-4-6 eller 8 klemmer og en flaske mælk med en kvart liter oven i købet. Det var frit, om man ville være med eller ej. I perioder fik jeg også den madpakke. Jeg husker ikke, om det var efter eget ønske, eller om økonomien derhjemme var så sløj, at det var nødvendigt (det var det nok…). I hvert fald kunne jeg godt lide de madpakker, der var omhyggeligt pakket i kraftigt lysegråt madpakkepapir.

De bestod af rugbrødsmadder med salami, leverpostej m. rødbede, råkostsalt (hvid- og rødkål, gulerødder) med rosiner, æg, sylte med rødbede, “gummiost”, cervelatpølse og rullepølse. Mellem pålægget og brødet var der smurt et lag margarine. Ikke plantemargarine, for det var før den tid…

Når jeg lukker øjnene kan jeg næsten smage madpakken og dens underlæggende margarinesmag endnu. I dag ville jeg nok frabede mig margarinen, men dengang kunne jeg godt lide det.

Min skolemadpakke står for mig på linje med skoletandplejen og tuberkuløseundersøgelsen som et billede på efterkrigsårenes bestræbelser på at højne folkesundheden. Det var en periode, hvor der endnu var rigtig reformvilje blandt politikerne. Esbjerg var dengang en socialdemokratisk kommune, hvor man tænkte skolevæsen og socialpolitik sammen. Man ville noget mere med politiken end blot fastholde skattestop og håndtere udlandsgæld. Tja.

Madpakkerne – Oslo-Frokosterne – blev indført til afløsning af den tidligere varme mad, som de esbjergensiske børn fik serveret.

Da jeg selv fik børn kastede jeg mig over det utaknemmelige arbejde, det er at være medlem af diverse forældreråd og -bestyrelser. Blandt andet var jeg formand for forældrerådet i min datters børnehave. Det er cirka 10 år siden.

Medens datteren gik der kom der flere og flere børn med “anden etnisk baggrund” ind i børnehaven. Og på et tidspunkt blev institutionsmaden taget op til debat af pædagogerne. En af pædagogerne, en sous-chef, mente, at man i respekt for de nye islamiske kulturer skulle fjerne alt med svinekød. Røde pølser, leverpostej, spegepølse, medister, frikadeller osv. osv. Ja, selv vingummi, der indeholder gelatine fra svineproduktionen, skulle forbydes i institutionens søde indslag. Forslaget, der blev fremført med politisk ildhu og styrke, gav anledning til stor opstandelse og meningsbrydning. For at finde frem til en løsning gav jeg mig til at snakke med de forældre, jeg mødte i børnehaven, og med personalet, blandt andet den ansatte kok.

Den første jeg fik i tale var en parkistansk far med muslimsk baggrund. Han kiggede på mig og sagde: Min datter skal leve i Danmark. Derfor skal hun lære, hvad dansk kultur er. Og Danmark er et landbrugsland, hvor man spiser grisekød.

Løsningen fandt jeg ude i køkkenet hos den store mandlige kok, Kurt. Han sagde: Prøv at se, hvor varieret den mad er, som vi serverer for børnene. Der er alt mellem himmel og jord. Oksekød, svinekød, brød, salater, frugt osv. De behøver jo ikke at spise frikadeller, fordi de er på bordet, der er jo så meget andet.

Og sådan blev det. Vi holdt fast i maden som den var. Og opbakningen var massiv blandt forældrene – både de “danske” og dem “med anden etniske baggrund”. Kurts pragmatik vandt.

Postscriptum: Billederne ovenfor er lånt i Esbjerg Kommunes Billedarkiv og fotografen er ukendt. Ordet eller begrebet “Oslo-frokost” dukkede op i min bevidsthed, medens jeg skrev ovenstående indlæg. Det var en del af min hverdag dengang omkring 1960, men sank så efterhånden ned i erindringens latente lag. Billedresearchen fik det til at dukke op igen. Det var ligesom at komme hjem…

Som man kan læse ovre hos søvnløse Bo, så dokumenterer en af gratisaviserne i dag, at det står sløjt til med det danske frisind. Over halvdelen af de unge mænd mellem 15 og 24 år tager afstand fra homoseksualitet (sex mellem mænd). Endnu et tegn på, at oplysningen ikke har mistet sin aktualitet og at frigørelse er et vanskeligt projekt, der tager lang, lang tid…

Opdatering, onsdag d. 24/1: Den mildest talt rystende undersøgelse gøres i dag til genstand for kritik af medieeksperter m.fl. Problemet synes, at være, at man ikke kan gennemskue, hvad der spørges om. Og der er forskel på, hvordan man stiller spørgsmålet, om unge mænds forhold til homoseksualitet. Er der tale om et spørgsmål om generel accept af homoseksualitet eller om den enkeltes eget, kropligt-seksuelle-følelsesmæssige forhold til homoseksualitet?

Blandt dagens nyheder kan man læse, at universitetslektor Hans Hauge mener, at engelskkundskaberne er for ringe på universitetet. Undervisere og administratorer behersker ikke et engelsk, der er på universitetsniveau. Det afsløres blandt andet i universitets fagbeskrivelser, der både er på et for lavt niveau og er behæftet med sproglige fejl… Nu vil man forsøge at udbedre problemet med professionelle oversættere og oprettelse af et sproginstitut til forbedring af engelskkundskaberne.
De ringe engelskkundskaber udgør et paradoks, fordi de længerevarende uddannelser på efter-gymnasialt niveau i dag forstår sig selv som internationaliserings- og globaliseringsorienterede. Man vil internationalisering og globalisering. Derfor fusioneres der rundt omkring. Universiteter lægges sammen med andre forskningsinstitutioner, så man bedre kan klare sig i den internationale konkurrence. Og også på de kortere videregående uddannelser lægges der sammen og fusioneres, så det knager i alle furer. Seneste skud på stammen er de pågående professionshøjskoler, hvor lærer-, pædagogseminarier og andre såkaldte MVU’er skal lægges sammen, blandt andet i internationaliseringens hellige navn.
Men man må spørge sig selv om, hvorvidt man overhovedet kan tale om internationalisering, hvis man end ikke behersker et mådeligt engelsk?
Problemet med engelskkundskaberne afspejler, hvad man kunne kalde en krise i det danske uddannelsessystem. Det formår ikke længere at give børn og unge de forudsætninger, der skal til for at leve op til de udfordringer, den internationale konkurrence stiller os over for. Og diverse forsøg på at lappe på problemet vil være som at tisse i bukserne. Det varmer som bekendt kun lidt i en kort periode.

Løsningen på problemet er komplekst. Det handler om bedre politisk styring af uddannelserne, flere ressourcer til alle niveauer i udddannelsessystemet, tilbundsgående, seriøse, forbedrende reformer af de enkelte uddannelser osv. Ingen af delene er der udsigt til lige nu. Den politiske styring er lemfældig og tilfældig, ressourcerne begrænses via mere eller mindre subtile nedskæringer (der ofte kaldes noget andet…) og de krævede kvalitative reformer lader vente på sig (seneste har såvel folkeskolelærer- og pædagoguddannelses været udsat for kritisable lappeløsningsreformer…). Spørgsmålet er om det er muligt, som tingene er? Men, hvad er perspektivet, hvis det ikke sker? Man kan frygte det værste…

PS. Vores filosof Carsten har leveret et læseværdigt, supplerende indlæg til ovenstående og efterfølgende indlæg. Læs det her!