Hentet fra Ullas blog:
“En mand får den kvinde, han fortjener, hvis han ikke forstår at trække sin grænse over for hende. Og jo mere vattet og skvattet en mand er, jo mere monsteragtig bliver hans kone“.
“Det vidste vi godt, piger. Nu ved mændene det også. åh nej.”
For lang tid siden snakkede jeg med vores vicevært. Det var efterår, og vi kom omkring emnet forkølelse. Jeg havde lige haft en uge med ondt i halsen, stoppet næse osv. Du skal drikke et glas appelsinjuice hver dag, sagde han så. Siden jeg begyndte at drikke appelsinjuice, har jeg ikke været forkølet en eneste gang! Den slags kategoriske udsagn gør jo indtryk, selv på en skeptiker som mig. Nu kan jeg vældig godt lige appelsinjuice (på dansk: appelsinsaft), så jeg tænkte: Lad os prøve. Siden den dag har jeg nedsvælget et glas til min morgenmad. Og jeg har ikke været forkølet, siden jeg begyndte. Hvad kan man så lære af det? At troen flytter bjerge? At jeg lever sundere eller – i det mindste – får flere C-vitaminer? Jeg ved det ikke. Er i det hele taget skeptisk over for alle de forskningsbaserede sundhedsråd, medier fyldes med. Det eneste råd, jeg forsøger at følge er: Lad være med at bekymre dig så meget. Og jeg er sikker på, at det har en gunstig virkning – i hvert fald på humøret.
Jeg kom i tanke om ovenstående, da jeg læste BBC News, hvor en af dagens nyheder er, at man nok kan undgå Alzheimer, hvis man drikker frugt- og grønsagssaft. Vi får se…
Nederst til højre finder man dagens citat. Denne gang af Milton. Det lyder: “Hvad har natten med søvn at gøre?”. Det er det, man kalder, et godt spørgsmål!
Kvinderne i mit liv har nogle favorit-tv-serier, som de hengiver sig til i ulvetimen efter arbejdsdagens slutning og senere. En af dem hedder Dharma & Greg (jeg husker ikke den danske titel…sorry). På vej forbi skærmen ser jeg på underteksterne, at den let overgearede kvindelig hovedperson (det må være Dharma…) siger noget om at gå uden trusser. Jeg fanger ikke lige det amerikanske ord. Men ordet trusser bliver hængende i hovedet. Og jeg kommer straks til at tænke på – som det sprogmenneske, jeg nu engang er – hvad det var, det kom af, og hvad det betød. Hen og slå det op i ordbogen. Trusser af fransk trousser (vist nok…), beslægtet med engelsk trousers: underbukser uden ben. – Det er er ingen ben i…
I gymnasiet havde jeg en engelsklærer Hans, der gik i knickers, lange uldne strømper og slag. En mand med stil, altså. Han havde også en klar holdning til det med at lære noget. Enhver kan tage en universitetsgrad, sagde han. Det eneste, der kræves, er røvkultur. Det, han mente, var, at man lærer noget, hvis man sætter sig ned og studerer. Man skal boge den, som de unge siger, og være flittig. Jeg kom i tanke om denne visdom, da jeg læste dagens Berlingske Tidende, hvor en af nyhedener går på, at de studerende ved universiteterne får alt for lidt ud af forelæsningerne. Kun hver femte får lidt ud af det. Men, der er intet nyt i nyheden. Pædagogiske forskere har i mange år vidst, at det forholdt sig sådan. Når man på Handelshøjskolen vil lave en særlig enhed, der skal forske i problemet, så vil jeg mene, at det er spild af ressourcer. De kan bare samarbejde med den eksisterende pædagogiske forsknings repræsentanter…
Der er ikke noget galt med forelæsninger i sig selv. De er også en del af universitetets identitet og kultur. Men, hvis det er den eneste form for vidensformidling, man møder som studerende, så er der noget helt galt. Forelæsninger fungerer bedst, når de vil formidle et vidende overblik og som inspiration. Det er dog de færreste, der får det hele med i timelange foredrag. Koncentrationen begynder, som bekendt, at svigte efter en lille times tid. Det er gammel viden. Og nogle af os er ikke så auditivt lærende, så det gør noget. Jeg erindrer, at Johannes Sløk, den gamle teolog og idéhistoriker m.m., i sine memoirer Mig og Godot blankt indrømmede, at han aldrig fik noget ud af forelæsninger og derfor helst holdt sig væk.
Kravet om nye undervisningsformer er logisk, men man skal tage rammebetingelserne i betragtning. Det koster at indføre nye undervisningsformer. Forelæsningen er en billig undervisningform, fordi antallet af tilhørere alene afhænger af rummets størrelse og de akustiske forhold (er der en god højtaler osv.). Mange andre undervisningsformer er langt dyrere i undervisertimer, og tiden – eller rettere: den politiske dagsorden - er ikke til flere udgifter på det område. Faktisk kan man se en tendens til flere forelæsninger på de længere varende uddannelser. Den store interesse for digital fjernundervisning og e-læring har også klare økonomiske incitamenter…
Tante Berlingerens artikel er, kort sagt, gammel vin på en gammel flaske…
