Indlæg tagget med videnskab

Virginia E. Johnson – pionersexforsker – er død, 88 Ã¥r

28. juli 2013

Længe før nogen som helst havde tænkt på Joan Ørting, ja, længe før nogen talte om Inge & Sten Hegeler, huserede William H. Master og Virginia E. Johnson i USA med deres forskning udi den menneskelige seksualitets natur.
I de amerikanske medier kan man i disse dage læse nekrologer over Virginia E. Johnson, der der døde i onsdags i en alder af 88 Ã¥r. Johnson var uddannet gynækolog i St. Louis, da hun blev forskningsassistent (og senere hustru) for Masters. Sammen fortsatte de en forskning i seksuallivets fysiologi, som Kinsey Ã¥rtierne før havde grundlagt. Men Masters og Johnson brugte helt andre ‘moderne’ videnskabelige metoder. Hvor Kinsey især kastede lys over seksuallivet gennem kvalitative interviews med mænd og kvinder, hentede Masters og Johnson personerne ind i laboratorierne og iagttog, hvad der sket uder i de seksuelle handlinger. Datidens svar pÃ¥ det, vi i dag betegner som ‘evidensforskning’. Empiriske studier i felten.
Forskningen resulterede i en række værker, som fx “Human sexual response”, “Human sexual inadequacy” og “The pleasure bond: a new look at sexuality and commitment”, bøger, der alle vakte stor opsigt og mødte massiv moralsk fordømmelse, fordi de gennem solid oplysningsarbejde gjorde op med vrangforestillinger og myter om seksuallivet. Fx myten om, at mennesker holder op med at dyrke sex, nÃ¥r de bliver ældre eller myten om, at penis’ størrelse eraltgørende for kvinders seksuelle nydelse. Blot for at nævne et par stykker, der stadigvæk cirkulerer (i sidste uges udgave af Weekendavisen mÃ¥tte Leonora Christine Skov tage endnu en holmggang med den første myte i en boganmeldelse).
Men Masters og Johnson hold sig ikke kun til den videnskabelige udforskning og beskrivelse af de seksuelle fysiologi, men iværksatte også fysiologisk baseret terapi til behandling af almindelige lidelser som impotens, for tidlig sædafgang, udeblivende orgasme osv.
Og med deres pionerarbejde lagde Masters, Johnson og forgængeren Kinsey grunden for hele det sexologiske felt, der siden har floreret over den vestlige verden og har resulteret i diverse selvhjælpsbøger, bladbrevkasser osv. Uden dem, ville nok aldrig have fået Inge og Sten Hegelers seksualoplysning eller Joan Ørtings kændisudgave af samme. Hvil i fred Virginia.

Milena Penkowa rør pÃ¥ sig…

11. november 2011

Hvis nogen troede, frk. Milena Penkowa ville lægge sig ned pÃ¥ ryggen og sige be-be efter at have været i mediemaskinen i mÃ¥nedsvis pÃ¥ grund af sin sag om forskningsfusk m.m., sÃ¥ tog man fejl. Efter at have sundet sig lidt har Penkowa taget handsken op og slÃ¥r tilbage. Først mod en tidligere samarbejdspartner inden for fagomrÃ¥det (se forrige indlæg i sagaen om Penkowa) og nu mod filosofiprofessor David Faurholt, der er blevet anmeldt for overtrædelse af navneforbuddet i sagen. Faurholt tager det med ophøjet – ja, man kunne sige stoisk – ro og udtaler til Weekendavisen:

»Folk, der har forstand på den slags, siger til mig, at jeg vil tabe retssagen, og det er så helt i orden. Jeg har aldrig før gjort noget kriminelt, men jeg får nok en bøde på 10.000 kroner eller noget i den retning, og jeg har ikke tænkt mig at appellere. Til gengæld får jeg så lejlighed til at skrive noget mere om Penkowa og rektor Ralf Hemmingsen, for de skal ikke dø i synden«

Nej, de skal ikke ‘dø i synden’. Det er vigtigt, at sagen om dens mange politiske, universitære, forskningsmæssige, videnskabelige osv. facetter bliver kulegravet og analyseret, sÃ¥ universitetets og forskningens værdighed kan blive genoprettet.

Redelighed og uredelighed – en note om Milena Penkowa

21. oktober 2011

Bedst som man gik og troede (selv om tvivlen gravede…), at sagen om Milena Penkowa var stillet i bero, medens politiet undersøger anklager om dokumentfalsk , og en kommission gransker hendes forskning for fusk, sÃ¥ har Penkowa indgivet en klage til Udvalgene for Videnskabelig Uredelighed. Klagen drejer sig om professor Elisabeth Bock, som har været Penkowas kollega og ven. Og klagen gælder Bocks pÃ¥stÃ¥ede videnskabelige uredelighed…

Konkret drejer anklagen sig om, at Penkowas navn angiveligt er blevet (mis)brugt i forbindelse med nogle offentliggjorte opslag, der er blevet brugt ved videnskabelige konferencer. Penkowas pÃ¥stand er, at hendes navn er blevet brugt uden hendes samtykke – og at navnet derved er blevet sat i forbindelse med “dÃ¥rlige forskning”.

I følge Weekendavisens og Universitetavisens artikler om den ny sag, sÃ¥ opfattes Penkowas klage af professor Bock og hendes medarbejdere som udtryk for revanchisme og chikane. Og man mener, at have dokumentation (emails m.m.), der modbeviser Penkowas pÃ¥stand om et misbrug. Samtidig – og det er mÃ¥ske det mest interessante ved den nye sag – sÃ¥ retter professor Bock en kritik af selve Udvalgene for Videnskabelig Uredelighed, idet hun siger:

»Det er et problem, at systemet kan bruges som chikane. UVVU er med rette blevet meget rost som en god opfindelse, men der vil altid være problemer, når folk kan gå og anmelde hinanden.«

Penkowa-sagen som sÃ¥dan har foreløbigt resulteret i, at hele ni klagesager ligger til behandling i UVVU. SÃ¥ sagen er ikke bare blevet en sensationel sag om videnskabelig uredelighed og fusk. Den har ogsÃ¥ kastet lys over et akademisk miljø, hvor det langt fra altid drejer sig om smukke videnskabelige idealer osv., men i allerhøjeste grad ogsÃ¥ om de alt for menneskelige egenskaber: hævntørst, misundelse, unfair konkurrence og personlige sym- og antipatier. Netop, fordi der er tale om videnskabelige idealer, sÃ¥ er anklager om uredelighed og fusk meget alvorlige for de anklagede forskere og kan i værste fald være ødelæggende for deres virke som forskere. Weekendavisen giver nogle eksempler pÃ¥, hvor skadende sÃ¥danne anklager er. Som professor Eske Willerslev antyder, sÃ¥ er det næsten umuligt at vaske en uredelighedsanklage af sig igen. Det er som med anklager af seksuel karakter – de har det med at blive sidden som sorte pletter…

UVVUs problematiske rolle forstærkes selvsagt af, at forskerne godt er bevidste om denne skadelige effekt, som en anklage har. Lige som det heller ikke er befordrende for systemets virkemÃ¥de, at det ikke har de store konsekvenser for klagerne, hvis anklagerne viser sig ikke at holde…

Hvor UVVU skulle være garanten og sikringen af idealernes fastholdelse, er udvalgene nu selv blevet kritik og tvivl. Fungerer systemet efter hensigten, som Weekendavisen spørger.

Penkowas seneste klage er ikke kun en lille note til en i forvejen omfangsrig sag. Den er en understregning af, at Penkowa-sagen som sådan ikke bare er historien om et lysende forskertalents storhed og fald, men også en kritisk prisme, hvorigennem man kan se de politiske, universitære og videnskabelige systemers sprækker og svagheder.

Tilbage til Penkowa-sagen: En ny sag om videnskabelig uredelighed

31. august 2011

Som lovet vil jeg vende tilbage til Penkowa-sagen, hvis der dukkede noget nyt og relevant op. Som bekendt har sagen ligget stille længe – i hvert fald i medierne. Men i dag kan Politiken sÃ¥ – med BT som kilde – afsløre, at en af Milena Penkowas nære medarbejdere, den anerkendte og fremtrædende sundhedsforsker, Bente Klarlund, er blevet anmeldt til Udvalget vedrørende uredelighed, anklaget for at have bedrevet systematisk fusk i sin forskning.

Anmelderen er en kollega, professor Henrik Galbo, som i en 23 sider lang anmeldelse gennemgår 21 artikler, Klarlund har lavet sammen med Milena Penkowa. 11 af de analyserede artikler står Klarlund som ansvarlig for. Og Galbos konklusion lader ingen tvivl om fuskeriets karakter:

»I betragtning af ikke blot de åbenlyse svigagtige manipulationer fra Penkowa, men også de mange uoverensstemmelser i andre dele af arbejdet, må man konkludere, at det er sandsynligt, at Bente Klarlund Pedersen valgte at lukke øjnene. At hendes uagtsomhed var bevidst. Man må også se på det indlysende motiv: Bevidst videnskabelig svindel«.

I relation til Penkowas sag er nyheden relevant på flere ledder.

1) Den understreger, hvad jeg flere gange har forsøgt at understrege, at Penkowas sag ikke kun kan anskues som en sag om en enkeltpersons – Penkowas – afsporing som forsker, sÃ¥dan som man tendentielt har gjort i pressen. Penkowa er ogsÃ¥ – forenklet formuleret – et “produkt” af en institutionelt og politisk system, der har muliggjort og mÃ¥ske endda fremmet bedrageriet. Penkowa er med andre ord ikke alene om at gÃ¥ pÃ¥ akkord med de videnskabelige idealer.

2) Nyheden peger pÃ¥ det politiske niveau – og dermed pÃ¥ det politiske ansvar for de skandaløse sager. Som Penkowa er Klarlund inde i varmen hos de magthavende Venstrepolitikere. Hun er udpeget til div. rÃ¥d af sÃ¥vel Lars Løkke Rasmussen, Bertel Haader og Helge Sander. Hun er en af regeringens eliteforskere…

3) Endelig peger nyheden også på et forhold, der måske har været lidt underbelyst indtil videre. Nemlig magtkampene i det videnskabelige mijø. Klarlund har taget til genmæle over for anklagerne og krævet, at blive renset for dem. Uanset om Klarlund har begået noget kritisabelt eller ej, så skal vi ikke være blinde over for det forhold, at videnskabelige konflikter, personlige karriereambitioner og andet godt spiller ind i sagerne. Det kan godt være, at videnskab er en ædel sag, men dens udøvere er ikke nødvendigvis drevet af ædle motiver.

Milena Penkowa slår igen..

27. maj 2011

»Det er som om, der slet ikke har været nogle grænser for, hvad man helt ukritisk har lagt til grund for, hvad jeg har gjort. Det undrer mig for eksempel meget, at videnskabsministeren i søndags på tv sammenligner mig med en forsker, der har svindlet for millioner af kroner« (Milene Penkowa til Politiken)

Milena Penkowa er som bekendt ikke en kvinde, der sætter sit lys under en skæppe. Og derfor har jeg også siddet her og ventet på, at hun ville ranke ryggen og slå igen over for alle de anklager, der har haglet ned over hende det seneste årstid.

Forleden blev hun nærmest pure frifundet for anklagerne om at have misbrugt forskningsmidler. Af selveste Rigsrevisionen, der konkluderede, at Penkowa ikke havde gjort andet end, hvad andre forskere har gjort i samme situation – mere eller mindre.

Frifindelsen giver selvfølgelig Penkowa en passende anledning til at slÃ¥ igen mod sine kritikere. Ikke mindst forskningsminister Charlotte Sahl-Madsen fra de konservative, som hun kalder et “skvat”. Samtidig undrer Penkowa sig over, at Sahl pÃ¥ nationalt tv kan sammenligne Penkowa med en anden forsker, der har svindlet for millioner af kroner (en sag med rod i Ã…rhus Universitet…).

Set i lyset af Rigsrevisionens frikendelse af Penkowa, så er det da også mildest talt pinligt, at ministeren for forskningsområdet demonsterer en så åbenlys mangel på viden om spillereglerne på universitet. Hun burde være den første til at kende dem. Hvis jeg var Penkowa ville jeg seriøst overveje at anlægge en injuriesag mod ministeren. Om ikke andet for at ydmyge hende som inkompetent minister.

Er der grund til at forsvare Penkowa. Ja. En ting er, hvad pressen har skrevet og antydet – og ikke alt har været lige vederhæftigt. Noget andet er, hvad de institutioner, som Penkowa er tilknyttet, gør. Universitetet, forskningsrÃ¥d, ministerier osv. Af dem mÃ¥ man kunne forvente, at de kender reglerne og ikke løber af sted med uvederhæftige pÃ¥stande og løsagtige anklager. Og ikke udøver magtmisbrug.

Penkowa er dømt for dokumentfalsk osv. Hendes videnskabelige produktion granskes af folk, der er eksperter i videnskabelig uredelighed. Og det må vi vente og se, hvad fører frem til. Men med hensyn til anklagerne om økonomisk misbrug er der åbenbart ikke noget at komme efter. Sådan rent formelt. Moralsk kan man selvfølgelig altid have en anden mening, men det er sagen uvedkommende.

Netop, fordi sagen om Penkowa har vigtige perspektiver for universitets fremtid og forskningens, er det vigtigt, at Penkowa fÃ¥r en helt igennem fair behandling. Vi skal ikke være blinde for de politiske interesser, der er pÃ¥ spil i sagen. Interesser, der gerne ser Milena Penkowa gjort til syndebuk for ministerielt og universitært rod, elendig politisk styring osv. Som i tilfældet med forskningsministerens betændte sammenligning….

Penkowa – en enlig svale eller et symptom?

13. maj 2011

“Penkowa’er vil der komme mange flere af i fremtiden.”

Efter at kammeradvokatens redegørelse i den sÃ¥kaldte Penkowa-sag kom for en dag, har pressen tilsyneladende tabt pusten og skriver ikke stolpe op og stolpe ned om “skandalen”. Selv om man kunne mene, at redegørelsens overordnede pointer ikke er er overraskende. Pressens inaktivitet kan være udtryk for, at man ikke mener, der er mere suppe at koge pÃ¥ den pind (i hvert fald indtil undersøgelsen af Penkowas forskningsartikler kommer…), eller at pressen bare er sprunget til den næste nyhedstue. For sÃ¥dan er det. Selv en tsunami og en atomar katastrofe taber pÃ¥ et tidspunkt nyhedens interesse…

Men Penkowa-sagen rummer sÃ¥ mange problemstillinger, at den burde kunne holde mange nysgerrige journalister beskæftiget i lang tid frem. Først og fremmest er der spørgsmÃ¥let om, hvorvidt Milena Penkowa blot har været forskningens svar pÃ¥ Stein Bagger – en person med en kriminel personlighedsbrist – eller om hun ogsÃ¥ er et produkt af det uddannelses- og universitetssystem, hun har kørt om hjørner med.

Lektor Bo Beier Thorup er ikke i tvivl. I en artikel i gÃ¥rsdagens udgave af Politiken ser lektoren en direkte Ã¥rsags-virknings-sammenhæng mellem de sÃ¥kaldte ‘papirløse’, digitale eksamensformer, hvor gymnasieelever og universitetsstuderende kan bruge (og misbruge) internettets muligheder for fildeling (“afskrift”, “plagiat” osv.), og opkomstens af fremtidige Penkowaer.

Artiklen kan let opfattes som en computerukyndig lektors maskinstormeri, fordi den er reduktiv. Den beror pÃ¥ den banale forestilling, at man ved at fastholde ‘gammeldags’ papirbaserede eksamensformer, sÃ¥ kan man dæmme op for svindel og humbug i uddannelsessystemet. Men – hvis det er rigtigt læst – sÃ¥ er det en nærsynet kritik, der giver de moderne teknologiske muligheder skylden for den moralske skoling, som uddannelsessystemet giver de unge.

Hvis vi i fremtiden fÃ¥r flere Penkowaer, sÃ¥ hænger det sammen med, at uddannelsessystemet (og det omkringliggende samfund…) fremmer umoralsk adfærd ved fx at tilskynde til hensynsløs konkurrence, elitedyrkelse osv. Et lille eksempel understreger denne moralske opløsningstendens, som er systemet iboende. For et par uger siden kunne man læse, at Roskilde Universitets Center, ville gradbøje sanktionerne for snyd med eksamensopgaver osv. Fx skulle førsteÃ¥rsstuderende slippe billigere end ældre studerende. Argumentet var, at sÃ¥dan gjorde man i udlandet.

Jeg tror ikke et øjeblik pÃ¥, at man helt kan undgÃ¥ fænomener som Penkowa-sagen. Men jeg er ogsÃ¥ overbevist om, at et system, der fremmer konkurrence (ikke at forveksle med kappestrid), kvantitativ meritering, egoisme, dyrker eliten osv., ogsÃ¥ fremmer og producerer Penkowaer. At skyde skylden pÃ¥ digitale eksamensformer er at sætte kikkerten for det blinde øje. Problemet stikker meget dybere end som sÃ¥…

Penkowa-sagen ruller videre…

24. marts 2011

Lige sÃ¥ forudsigeligt, det var, at universitetets bestyrelse og kammeradvokatens redegørelse frikendte rektor og den samlede ledelse for anklagen om ‘usaglig forvaltning’ i Penkowa-sagen, lige sÃ¥ forudsigeligt er det, at den 700 sider lange redegørelse vil blive gransket nøje og flere detaljer i sagen vil komme for offentlighedens lys.

I dag kan man læse, at Milena Penkowa aktivt har pÃ¥virket valget af medlemmer til det ekspertudvalg, der skulle gennemgÃ¥ Penkowas doktorafhandling, efter at det var blevet forkastet pÃ¥ grund af sit videnskabelige niveau (i.e. videnskabelig uredelighed). Professor Albert Gjedde, nuværende institutleder pÃ¥ universitetet og en af kræfterne bag den verserende sag om Penkowa, blev sÃ¥ledes vraget, fordi Penkowa mente, at han var inhabil. En pÃ¥stand, der ikke blev begrundet. Og universitetets akter vedr. denne inhabilitetserklæring er siden forsvundet…
En anden norsk fhv. professor blev godkendt, men først efter at Penkowa havde sat spørgsmålstegn ved hans habilitet.

Denne lille afsløring føjer endnu en lille brik til det nuancerede billede, vi efterhÃ¥nden har kunnet danne os af Penkowa og hendes sagskompleks. Det bekræfter billedet af Penkowa som en person, der bestemt ikke sætter sit lys under en skæppe, for nu at formulere det diplomatisk. Samtidig fÃ¥r vi endnu et element til belysning af universitetsledelsens Ã¥benlyse vanskeligheder i hÃ¥ndteringen af denne sag. Hvis ledelsen, som kammeradvokatens redegørelse Ã¥benbart indikerer, formelt set har handlet korrekt – omend ikke uproblematisk eller ukritisabelt – sÃ¥ reflekterer en lille episode som denne, hvorfor der er al mulig grund til at spørge, om den autonomi og den virksomhedsstruktur, som universitetet, er defineret af, er i stand til at forvalte det videnskabelige arbejde pÃ¥ en forsvarlig mÃ¥de? Hvis en enkelt forskerspire – oven i købet svindelanklaget – kan køre rundt med ledelsen pÃ¥ denne mÃ¥de, sÃ¥ er det et klart svaghedstegn hos en centralistisk, enevældig universitetsstyreform. [kilder: Politiken, DR]

Mere mystik: Hvem ringede rektor Hemmingsen til i Spanien (om nogen)?

Penkowa-sagen: Videnskab og samfund

10. marts 2011

Claus Emmeche, lektor ved Center for Naturfilosofi og Videnskabsstudier ved København Universitet har set pÃ¥ Penkowa-sagen fra en videnskabssociologisk vinkel. Sammenfattende skriver han: “uanset historiens dom og dommene fra de udvalg, der nu skal undersøge, om Penkowas videnskab er sand, fusk eller grÃ¥zone, er det svært ikke at forsøge at begribe hele Penkowa-fænomenet som en legemliggørelse af videnskabens forvandling til forskning, og forskningens forvandling til management, strategisk topledelse og branding under tidligere videnskabsminister Helge Sander (V).” Penkowas videnskabelige fusk kan ikke kun forstÃ¥s immanent som en personlig betinget afsporing af en videnskabelig proces (selv om det ogsÃ¥ er det), men ogsÃ¥ som “legemliggørelse” af den videnskabsideologi, der hersker i disse Ã¥r. Læs med her.

Er Helge Sander “dum” eller?

24. februar 2011

“Jeg er helt rystet. Man skal næsten ikke tro, at det her var Danmark. Man mÃ¥ snart spørge, hvor dum kan Helge Sander være? Hvis regeringen ikke selv vil søsætte en uafhængig undersøgelse, sÃ¥ mÃ¥ vi gøre det, nÃ¥r en ny regering kommer til. Bare sÃ¥ vi kan fÃ¥ ryddet op i det her, siger Marianne Jelved.
Men måske er det for let blot at afskrive Sanders rolle i Milliona Pengekowa-sagen som dumhed. Et andet godt bud ville være: kynisme.
Sagen ruller videre – og selv rektor Hemmingsen synes at Sanders rolle mÃ¥ vække undren: Sander truede universitetet i Penkowa-sagen. Sagen kører ufortrødent videre…

Hulemanden i det moderne menneske

24. februar 2011

Siden 1997, hvor vi havde “Hjerneåret”, har forskningen i hjernen og i kognition udviklet sig voldsomt og – ikke mindst takket være nye scanningsteknologier – vi har fået et mere detaljeret billede af hjernens funktioner, dens udvikling og betydning. Vi har også været vidne til, at den nye forskning tendentielt har været en disciplin, der ville forklare ALT – ikke alene på det medicinske felt, men også på det felt, vi tidligere har opfattet som det humanistiske.

Selvfølgelig ikke hos alle den nye forsknings repræsentanter. Der er undtagelser (fx Oliver Sacks). Men det er en markant tendens. Og neurologien og kognitionsforskningen er ikke ene om denne tendens. Vi genfinder den fx også i genetikken.

Symptomatisk for denne mono-videnskabelige tendens har været diskvalifikationen af psykoanalysen. Og det er ikke tilfældigt, eftersom psykoanalysen har været en privilegeret tænkning i det 20. århundrede, hvor freudianske begreber er blevet almindelige i hverdagssproget. Sigmund Freuds lære om det ubevidste og om de seksuelle drifters betydning henvises til historiens køkkenmødding. Et illustrativt eksempel på psykoanalysens fortrængning fra humaniora kunne man se i går eftermiddags på DR2, hvor videnskabsjournalisten Lone Frank – som har specialiseret sig i formidling af netop de nye naturvidenskabelige opdagelser på de nævnte områder – debatterede fænomener som Gyserfilm og Horror-bøger. Temaet for udsendelsen var netop naturvidenskabens påståede indtog i de humanistiske videnskaber. På DR hjemmeside kan man læse følgende forskræp: “Dracula skræmmer os, fordi han minder om et rovdyr. Ikke fordi vi har fortrængte seksuelle lyster eller lider af penismisundelse. Vores hjerner er nemlig udviklet til et stenalderliv på den afrikanske savanne, så litteraturforskerne skal erstatte Freud med Darwin.

Videnskabsjournalisten Lone Frank ser på, hvordan naturvidenskaben baner sig vej ind de humanistiske videnskaber.”En ting er, at man vil forholde sig kritisk til psykoanalysen – heri er ikke noget nyt, for den har været til debat fra første færd – noget andet er, at de to diskuterende åbenlyst ikke havde styr på den freudianske teori, der blev reduceret til en karikatur. Til stor morskab for de to, åbenbart. Hvor svag kritikken var fremstod af den reduktive påstand om, at fx Dracula-figuren blot var uhyggelig eller skræmmende, fordi vores forfædre engang var blevet skræmt af vilde dyr med tænder. Illustreret med et klip fra teenageserien Buffy The Vampire Slayer. Dybest set bestod påstanden i at sige, at Dracula var det, man så, og det var skræmmende, fordi det mindede os om de rovdyr, vores forfædre løbe væk fra for mere end 20.000 år siden.

At Dracula skulle være et mytisk, fiktivt og litterært fænomen, som kalder på en fortolkning – lå helt uden for de to videnskabsnørders horisont. Det var en næsten eksemplarisk illustration af en positivistisk videnskabelig tilgangs åbenlyse begrænsninger. At der ikke kan være mere mellem himmel og jord end det, vi ser. Hvad Sigmund Freud bl.a. belærte os om, var ikke en simpel symboltænkning (et sværd er lig en fallos, en mund med skarpe tænder er et symbol på en kastrerende kusse osv.), men at tegn og symboler skulle læses og fortolkes i relation til den specifikke kontekst, de indgik i. Det var fx det, han viste med sit store værk om Drømmetydningen. Det vigtigste var ikke symbolerne, sådan som det så ofte er blevet misforstået. Men symbolernes indplacering – ikke alene i den enkelte konfuse drøm, men i det, Freud kaldte drømmearbejdet. Det ville have klædt udsendelsens tilrettelæggere, hvis de havde givet plads til nogen, der faktisk havde indblik i ikke bare Freuds teori og skrifter men også humanioras videnskabelighed.

Jeg mener faktisk, at det er en almindeligt journalistisk princip, at man lader modparten komme til orde. Og gør man det ikke, så er det dårlig journalistik…Alternativet er: videnskabelig enøjethed. Det er fint nok med kritik af de gamle mestre, men her er der virkelige brug for nogen, der kan prikke øjet ud på den ny videnskabeligheds Kyklop… Om igen.[udsendelsen kan genses på DR2s hjemmeside, men er pt. ikke tilgængelig på grund af tekniske problemer]