CAPAC

Måske som et apropos til foregående indlæg dumpede dvd’en Brimstone and Treacle, som blogbestyreren havde købt for 0.99£ på Amazon, ind ad døren. Da jeg er en stor beundrer af den afdøde engelske forfatter Dennis Potter (der – en passant – også kan sin elementære psykoanalyse; se bare Den Syngende Detektiv!), så kunne jeg ikke lade være at investere i den. Og mindre interessant er det da heller ikke, når rollerne er besat af Sting (der faktisk er en udmærket filmskuespiller), Denholm Elliott (som altid kan løfte den mindste birolle), Joan Plowright og Suzanne Hamilton.

Min hukommelse spiller mig denne gang et puds. Jeg er faktisk ikke helt sikker på, at jeg har set den før, men har samtidig en svag erindring om filmens tema. Hm. Filmen handler, meget kort fortalt, om et ægtepar, hvis datter har været udsat for en trafikulykke og derfor ligger i en komalignende tilstand. Ved noget, der ligner en tilfældighed eller det modsatte, dukker en ung mand op i deres liv – og en masse mærkværdige hændelser forekommer.

En udførlig plotbeskrivelse levere her. Dennis Potter citeres for følgende appetitvækkende kommentar til stykket:

“I had written Brimstone and Treacle in difficult personal circumstances. Years of acute psoriatic arthropathy—unpleasantly affecting skin and joints—had not only taken their toll in physical damage but had also, and perhaps inevitably, mediated my view of the world and the people in it. I recall writing (and the words now make me shudder) that the only meaningful sacrament left to human beings was for them to gather in the streets in order to be sick together, splashing vomit on the paving stones as the final and most eloquent plea to an apparently deaf, dumb and blind God. [...] I was engaged in an extremely severe struggle not so much against the dull grind of a painful and debilitating illness but with unresolved, almost unacknowledged, ‘spiritual’ questions.”

En film med titlen Frozen Warning (Marble Index). Året er 1969. Nico i selskab med Warhol, Dylan etc. The Factory. Smukt, drømmerisk, drømmerisk smukt:

Gravhunden og jeg gik tur i det flotteste solskin. Fuglene kvidrede i buske og træer. Det duftede svagt grønt. Og midt i køligheden sporedes en varme, som jeg forbinder med forårets komme og sommerens. Det fik mig til at tænke tilbage til sensommeren 1970, hvor jeg lige var begyndt på gymnasiet. Vi sidder i det soloplyste klasseværelse på Fourfeldtskolen, hvor mit gymnasium midlertidigt havde til huse. Det er frikvarter, stemningen er let og nogle piger nynner og synger en af tidens ørehængere:
In the summertime when the weather is high You can stretch right up and touch the sky When the weather’s fine You got women, you got women on your mind Have a drink, have a drive Go out and see what you can find...

The Honeycombs, der gjorde sig bemærket ved at have en – og det var usædvanligt dengang i de tidlige tressere – kvindelig trommeslager, Honey Lantree fik ét gevaldigt hit med sangen Have I the Right (1964). En rigtig medrivende sang, der går lige lukt ind i hjernen med det samme. Gruppen blev opdaget af det dengang kendte sangskriverteam Ken Howard & Alan Blaikley, der også støbte omtalte hit til dem. Nummeret startede som det, man kalder en “sleeper”: Den slog ikke straks igennem, men først efter en vis indkøringsperiode. Men så kan det nok være, at der skete noget. I løbet af ingen tid fik den top 10-placeringer overalt og blev nr. 1 i England,  og den solgte et par millioner eksemplarer.

Så dumpede den omsider ind af brevsprækken, cd’en This Child med Susan Aglukark, som jeg havde vundet på Ebay-auktionen. Indtil for nogle få måneder siden havde jeg ikke hørt om Aglukark, men kom ved et tilfælde til at høre hende på en internetradio og faldt for hendes udgave af det, man kalder “verdensmusik”.
Susan Aglukark kommer fra Canada, hvor hun er en stor stjerne. Hun er inuk, dvs. tilhører den etniske minoritet, der kaldes inuit og som består af oprindelige folk fra områderne ved de arktiske kyster i Sibirien, Alaska, Nunavut, Quebec, Grønland m.fl. I sin musik blander hun vesterlandsk popmusik med elementer fra inuit-befolkningernes traditionelle musik. Hun er født i 1967 og udgav sin første plade – Arctic Rose – i 1992 på en lille uafhængigt plademærke. Det gav hende så megen omtale, at hun kunne lave en kontrakt med et stort internationalt pladeselskab, hvor hun i 1993 udsendte en juleplade, Christmas. This Child, der udkom i 1995, var hendes egentlige gennembrud til et større publikum. Med singlen O Siem fra pladen fik hun som den første inuit-musikeren et nummer 1 hit i Canada, og den blev fulgt op med singlerne “Hina Na Ho (Celebration)” og “Breakin’ Down”, som også kom på hitlisten. LP’en solgte tredobbelt platin. Siden har hun udsendt tre plader: Unsung Heroes (2000), Big Feeling (2004) og senest Blood Red Earth (2006).
Hendes stemme er en klar, fin pigerøst, der passer godt til popsangene, der blandt andet beskæftiger sig med alvorlige emner som selvmord og seksuelt misbrug. Aglukark har været fortaler for inuit-befolkningerne og modtog i 2005 The Order of Canada.
På hendes hjemmeside kan man høre uddrag af hendes plader. Blogbestyreren anbefaler! Læs mere »

I 2005 begik den tidligere trommeslager i Crowded House, Paul Hester, selvmord. Sangskriveren i bandet, Neil Finn, gav i den forbindelse udtryk for, at en gendannelse af det opløste band herefter ikke kunne komme på tale. En forståelig holdning – i situationen. Hester var en vital del af gruppen, og selvmordet var – som det altid er – ubærligt. Men tiden er gået, og nu skulle det være sikkert at Crowded House efter en pause på ti år skulle drage på koncertturné igen - med hvad deraf følger.
Det glæder blogbestyreren, der ellers er forbeholden over for gendannelser af gamle bands, for Crowded House har altid stået hans hjerte nær. Den australske konstellation med de to Finn-brødre, Neil og Tim, står som nogle af de fineste arvtagere til traditionen efter Lennon & Mccartney. Melodiøs, tænksom rockmusik, når det er allerbedst.
Gruppen besøgte faktisk Århus engang i forbindelse med en udendørskoncert, men blogbestyreren var forhindret i at deltage. Det er en af de ting, der kan ærgre i lang tid bagefter. Men måske kommer der nu en ny chance for at opleve disse fine musikere.

Meget apropos den påtænkte gendannelse så er gruppens afskedsturné for ti år siden nu udgivet som DVD:

Læs mere »

Her i bloggen – der pt. har udviklet sig til en musik(video)blog – har et tema været “singleplader fra gemmerne”. Og en af de sidste singleplader, blogbestyreren, investerede i var The Flying Lizards udgave af det gamle Eddie Cochran-nummer Summertime Blues. Singlepladen udkom i 1978 på Virgin Records. Og jeg kan huske, at jeg købte den hos Dandelion i Badstuegade i Århus. Flying Lizards særkende var, at de var avantgarde, eksperimenterende, ja, nærmest dekonstruerende i deres tilgang til popmusikken. Gruppens ankermand og skaber var David Cunningham og ellers var der forskellige medlemmer. Summertime Blues var gruppens første single, der blev fulgt op af endnu en postmodernistisk (!) coverversion af Barry Gordy Jr. og Janie Bradford-klassikeren “Money” (som bl.a. The Beatles har indspillet). Money blev Flying Lizards eneste rigtige hit. Til gengæld har nummeret hængt ved lige siden og er blevet brugt i forskellige film og tv-serier, fx The Wedding Singer og Nip Tuck. I 1979 kom også LP’en The Flying Lizards, hvor de første singler er med. LP’en blev fulgt op af Fourth Wall (UK Virgin) 1981 og Top Ten (UK Statik) 1984. Bandet fandt inspiration til de musikalske udfoldelser hos så forskellige navne som tyske Kraftwerk, Tangerine Dream og Terry Reilly, John Cage og Steve Reich. Nogle anmeldere opfattede gruppens eksperimenter som en joke, men jeg er ret sikker på, at de selv tog det meget alvorligt…

Her er to udgaver af Money. Den første er en fin live-udgave: Læs mere »

Endnu et eksempel på en kunstner, der kun fik et hit. Den musikstuderende Norman Greenbaum fik et kæmpehit i 1969-70 med sangen “Spirit in the Sky”, en sang, der bevægede sig i feltet mellem eksperimenterende, “progressiv” rockmusik med el-guitaren i forgrunden og så den enkle popsang. Sangen finder man stadigvæk på div. compilations fra perioden, og den holder sig fint. Greenbaum fik ikke andre hits under sit eget navn, men var involveret i det hit, som Dr. West’s Medicine Show and Junk Band havde med “The Eggplant That Ate Chicago” i 1968.

Det allerførste indlæg i capacs smartlog drejede sig – selvfølgelig – om et nostalgisk emne, nemlig ungdomsfilmen “Some people”. Helt tilfældigt (!) faldt blogbestyreren på YouTube over et klip fra filmen med kendingsmelodien. Nedenfor kan man læse, hvad blogbestyreren skrev dengang. Og læg mærke til det markante keyboard – og så den ro der er over de unge (det gik nok ikke i dag…):

Læs mere »

Et ord falder og sætter gang i associationskæder og erindringsspor. Ordet er bubblegum. Bubblegum-pop, bubblegum-rock osv. Genren bestod af iørefaldende melodier, enkle akkordstrukturer, enkle harmonier, uforglemmelige “riffs” og “hooks” og så tekster, der drejede sig om det evigtunge teenageunivers: hjerte, smerte og hvordan får man fat i en pige/dreng… Den voksede som en lyserød tyggegummiboble fra en ungpigemund dengang i og omkring sidste halvdel af tresserne. Som andre genrer stjal bubblegum med arme og ben fra de foregående, dvs. halvtredserrocken, garagerocken, tex-mex-musikken, surfer-musikken osv. Tyggegummi-musikken var renlivet pop. Og navnet sagde alt om den primære målgruppe: tyggegummignaskende teenagere. Den havde absolut ingen “kunstneriske” eller “politiske” ambitioner, som ellers var en del af ungdomskulturen dengang; den ville kun underholde. Derfor var der mange, der så skævt til den. Men ikke alle. I hvert fald huserede dens udøvere på hitlisterne med mange irriterende iørefaldende sange. Til denne kategori hører The Ohio Express, der oprindeligt var et vaskeægte garagerockband, med deres klassiker “Yummy, yummy, yummy (I´ve got love in my tummy…)” fra 1968, hvor den blev #4 i USA. Et andet band var 1910 Fruitgum Company med deres “Simon Says”, som blev slidt på rejsegrammofonerne cirka på samme tid. Vi skal heller ikke glemme de allerede nævnte Lemon Pipers, der blev #1 i USA samme år med Green Tambourine. De fik følgeskab af The Archies, der med “Sugar, Sugar” blev den mest sælgende singleplade i USA året efter. Og så var der en underskov af bands, der forsøgte at gøre de nævnte kunsten efter. Der er udgivet adskillige compilations med tyggegummimusik, og de kan anbefales på det varmest, hvis man ellers er til renlivet, uforfalsket pop, der kun vil underholde (og så måske lige: score kassen…). Det har jo altid være poppens bestemmelse: at være uprætentiøs soundtrack til teenageres hverdagsliv og dagdrømme…
Tyggegummi-musikken satte sig tydelige spor i popmusikken i tiden efter og kan følges helt frem til i dag. Et af de store bands, der tog ved lære af genren, var designergruppen The Monkees, der dog også havde større musikalske ambitioner. Flere af deres hits har tydeligvis taget ved lære af tyggegummi-bandsene. Og hvad ville danske Aqua have været uden disse forløbere!?

Og her er de så som perler – eller måske snarere tyggegummikugler – på en snor:

Læs mere »