CAPAC

Et ord falder og sætter gang i associationskæder og erindringsspor. Ordet er bubblegum. Bubblegum-pop, bubblegum-rock osv. Genren bestod af iørefaldende melodier, enkle akkordstrukturer, enkle harmonier, uforglemmelige “riffs” og “hooks” og så tekster, der drejede sig om det evigtunge teenageunivers: hjerte, smerte og hvordan får man fat i en pige/dreng… Den voksede som en lyserød tyggegummiboble fra en ungpigemund dengang i og omkring sidste halvdel af tresserne. Som andre genrer stjal bubblegum med arme og ben fra de foregående, dvs. halvtredserrocken, garagerocken, tex-mex-musikken, surfer-musikken osv. Tyggegummi-musikken var renlivet pop. Og navnet sagde alt om den primære målgruppe: tyggegummignaskende teenagere. Den havde absolut ingen “kunstneriske” eller “politiske” ambitioner, som ellers var en del af ungdomskulturen dengang; den ville kun underholde. Derfor var der mange, der så skævt til den. Men ikke alle. I hvert fald huserede dens udøvere på hitlisterne med mange irriterende iørefaldende sange. Til denne kategori hører The Ohio Express, der oprindeligt var et vaskeægte garagerockband, med deres klassiker “Yummy, yummy, yummy (I´ve got love in my tummy…)” fra 1968, hvor den blev #4 i USA. Et andet band var 1910 Fruitgum Company med deres “Simon Says”, som blev slidt på rejsegrammofonerne cirka på samme tid. Vi skal heller ikke glemme de allerede nævnte Lemon Pipers, der blev #1 i USA samme år med Green Tambourine. De fik følgeskab af The Archies, der med “Sugar, Sugar” blev den mest sælgende singleplade i USA året efter. Og så var der en underskov af bands, der forsøgte at gøre de nævnte kunsten efter. Der er udgivet adskillige compilations med tyggegummimusik, og de kan anbefales på det varmest, hvis man ellers er til renlivet, uforfalsket pop, der kun vil underholde (og så måske lige: score kassen…). Det har jo altid være poppens bestemmelse: at være uprætentiøs soundtrack til teenageres hverdagsliv og dagdrømme…
Tyggegummi-musikken satte sig tydelige spor i popmusikken i tiden efter og kan følges helt frem til i dag. Et af de store bands, der tog ved lære af genren, var designergruppen The Monkees, der dog også havde større musikalske ambitioner. Flere af deres hits har tydeligvis taget ved lære af tyggegummi-bandsene. Og hvad ville danske Aqua have været uden disse forløbere!?

Og her er de så som perler – eller måske snarere tyggegummikugler – på en snor:

Læs mere »

Apropos 1-hit-kunstnere, så har jeg tidligere været inde på Leadbelly-sangen Black Betty, der har det med at blive hængende i ens indre øre, ikke mindst i det amerikanske band Ram Jams version. Ram Jam var et halvfjerdserband, der udgav to LP’er: Ram Jam (1977) og Portrait of the Artist as a Young Ram (1978). Deres ene-stående hit røg op på hitlisten i 1977. Gruppen bestod af Bill Bartlett (guitar), der tidligere havde spillet i bubblegum-pop-bandet The Lemon Pipers(dem med “Green Tambourine”), Pete Charles (trommer) Myke Scavone (forsanger) and Howey Arthur Blauvett, der havde en fortid hos Billy Joel. Gruppens indspilning af Black Betty var i øvrigt en genindspilning, fordi Bartletts gamle band Starstruck havde lavet en udgave, uden at det gav anledning til den store opmærksomhed. Gruppens to plader er siden udgivet på en tysk cd med den herlige titel: The Very Best of Ram Jam….

13th Floor Elevators var ikke de eneste, der banede vejen for punkrocken. Et andet lysende band i så henseende var The MC5s (a.k.a. The Motor City Fives…), der blev dannet i 1964 af John Sinclair (der senere grundlagde det ekstremistiske politiske gruppering White Panther Party), sangeren Rob Tyner, guitaristen Fred “Sonic” Smith (senere gift med Patti Smith), guitaristen Wayne Cramer, bassisten Pat Burrows og trommeslageren Bob Gaspar. Bandet blev berømt/berygtet for en anarkistisk live-optræden, hvor der blev spillet øreskadende højt, og hvor de to guitarister eksperimenterede med feed-back og forvrængning af guitarlyden. En vigtig del af gruppens image var dens rebelske mod-kultur-politiseren, der var rettet mod det bestående samfund.
Som andre bands – fx Velvet Underground og The Mothers of Invention – stod MC5s i modsætning til hippiernes naivistiske peace-and-love-samfundsfilosofi. Det borgerlige amerikanske samfund, repræsenteret af radiostationer, pladeselskaber osv., vendte – hvad andet kunne man forvente? – ryggen til dette uregerlige band, men de fik en entusiastisk fanskare og fik stor betydning for mange efterfølgende bands med interesse for eksperimenterende og støjende rockmusik. Der er ingen tvivl om, at de var med til at ændre rockens lyd. Deres første album med den malende titel Kick out the Jams blev optaget live i The Grande Ballroom i Detroit (the Motor City…) den 30. og 31. oktober 1968 og er siden blevet stående som en af tressernes væsentligste rockudgivelser. Pladen kom på den amerikanske hitlistes top 30, selv om adskillige pladeforhandlere o.a. boykottede skiven, fordi man kunne høre John Sinclairs slogan Kick out the Jams – Motherfuckers!

Her er et par videoer med gruppen fra min yndlingsside YouTube. Læg mærke til den coole kvindelige tv-værtindes vejledning i, hvordan man får udbytte af sin nymodens stereoradio , alternativt bilradio, i forbindelse med optagelsen, og hvordan forsangeren tydeligvis har lært af afdøde James Browns benarbejde i sin sceneoptræden.

“Ramblin’ Rose”:

“Kick out the Jams – Brothers and Sisters” i farve og – ikke mindst – lyd…:

En af gårsdagens nyheder var meddelelsen om, at en hængning i Irak var resulteret i (?) afrivningen af den hængtes hoved. Som der stod et sted, så var det en “blodig oplevelse” for de involverede. Det siger vel sig selv! Andre medier gjorde meget ud af detaljeret at fortælle om de hængtes egne modbydelige gerninger. Englebørn var de ikke.
Men – vi er (vist nok endnu) et civiliseret, europæisk samfund og burde bruge mere krudt på at protestere mod det barbariske retssystem, der er indført i det nye Irak og mod brugen af henrettelser som acceptabel straffemåde. Var det måske ikke demokratiske tilstande, der skulle indføres dernede i kraft af “vores” krigsførelse? Hvor er ramaskriget? Hvor er politikernes højlydte protester over for amerikanerne og irakerne? Det ene barbari afløser det andet. Jeg græmmes…

PS. Nu mangler det bare, at videoen af hovedafrivningen bliver tilgængelig for alle på det store net. Hvorfor skulle hængningen egentlig optages? Dokumentationstrang?!

– kun et lille klip med Nico, men hvilket!

Tilegnet de nye ikke-rygere Regitze, Anja -og hvem der ellers kæmper en brav kamp mod nikotindæmonen! Let the Force be with you…

Apropos Sex Pistols, The Seeds, The Stooges, så faldt jeg over ovenstående videoklip med det arketypiske garagerockband 13th Floor Elevators med syrehovedet Rocky Erickson i spidsen. Gruppen, der blev dannet i 1965 og indspillede deres sidste plade i 1968, fik aldrig den store kommercielle succes og løb ind i store problemer på grund af omgang med euforiserende, illegale stoffer (is. Erickson, der blev skør i hovedet af det…). Men de fik efterfølgende status af at være punkens foregangsmænd og pionerer for den psykedeliske rock. Sangen i videoen – “You’re Gonna Miss Me” er deres kendteste sang.

PS. Hvis man er til den slags “grimme” rockmusik, så kan det være en god idé at besøge www.garagepunk.com, hvor man dyrker den – og blandt andet udsender podcasts med musik o.lign.

Svensk TV 1 sender i aften kl. 22.50 og 1½ time frem programmet Willie Nelson and Freinds – Outlaws and Angels. Blandt de lovløse og englene finder man fx Bob Dylan, Merle Haggard, Keith Richards, Kid Rock, Al Green, Jerry Lee Lewis og Lucinda Williams. Hvis man ikke har SV1, ikke har tid, ikke kender nogen, der skal se programmet, så kan det også købes på DVD for et mindre beløb…

Det var helt tilfældigt, at Frøknen gjorde mig opmærksom på det. “Faaar, de viser en musikvideo af Tim Burton”. Frøknen så DR1s Boogie Listen, som jeg ellers helst undgår at kigge med på. Og jeg nåede at se videoen med gruppen The Killers’ nummer Bones og høre Burton lufte sin begejstring for gruppens nummer. Den musikalske begejstring deler jeg nu ikke helt, men som ungmøen på tv sagde, så er videoen “godt tænkt”. Ja, mere end det; den er faktisk ganske underholdende og morsom, som man kun kan forvente af manden bag Mars Attacks!, et par Batman-film og mange andre drengeuniverselle film… Og læg så mærke til, hvordan filmfreak Burton citerer Kubrics “Lolita” og halvtredsergysere og…

Den gode mand Henrik er skyld i, at jeg må ned af Memory Lane igen. Og det skal han ikke høre noget ondt for. For Memory Lane er min Penny Lane…
I det år, hvor The Buggles udsendte deres singlehit Video killed the Radio Star havde jeg forladt Danmark for at opholde mig i en længere periode i Italien. Det var i april måned, det var dejligt varmt, og alt var endnu grønt og smukt, inden sommerens tørke satte ind. Italienerne holder af en god melodi, en iørefaldende popsang, og de er mestre udi kunsten at skrive ørehængere. Og overalt, hvor jeg kom, var der den sommer to sange, der blev spillet igen og igen. Den ene var L’unica donna per me (den eneste kvinde for mig..) med Alan Sorrenti og den anden The Buggles meget iørefaldende sang om videoen, der dræbte radiostjernen… Oh-ah-oh-ah…
Når jeg hører denne sang, sidder jeg en lys sommerdag uden for en lille kiosk ved havnen i i Civitaveccia og venter på færgen til Sardinien. Danmark er langt væk fysisk såvel som i tankerne, det lange hår blæser i den sagte vind og oplevelserne ligger lige om hjørnet og venter…O-a-o-a…

Og hvorfor ikke også tage den der italienske landeplage anno 1979:

NB! Du skal nok starte den et par gange for at få den til at køre…

Video killed the Radio Star er i øvrigt en rigtig nostalgisk tekst:
Læs mere »

Som allerede omtalt flere steder, bl.a. hos filoffen, så fylder David Bowie tres år og DR2 sender en temaaften – hele to timer om manden, der også var The Thin White Duke og A Lad Insane… Det er fra kl. 20.30-22.30 og der er spændende ting at skue, blandt andet noget om Bowie amourøse forbindelser i Berlins Cabaret-liv… VHS-optageren er indstillet!

Da jeg i går var inde på YouTube for at finde en video med Dave Dee og Co. (se foregående indlæg), så faldt jeg tilfældigt over et par videoer med tresserbandet The Seeds. Det fik mig igen til at tænke på den for en samler generende oplevelse, man kunne kalde “den forpassede chance” eller “den forpassede mulighed”. En gang for en hel del år siden – det var omkring 1980 – kunne man rundt omkring i stormagasiner og pladeforretninger finde bunker af LP’er, der var indkøbt fra amerikanske og engelske restlagre. Pladerne havde en større eller mindre hak i coveret, men var ellers splinternye. Det meste af det var mainstream-compilations med en bikini-pige på forsiden (Whisky-a-go-go coll. nr. 47) eller soloplader fra kunstnere, som man aldrig havde hørt om og ikke kom til at høre om igen. Men, der var guldklumper isprængt alle pladeindustriens affaldsprodukter. Fx fandt jeg der Grateful Dead-medlemmet Bob Weir først soloplade “Ace”, der på den tid var lidt svær at opdrive i Danmark.
Og så var det, at jeg en dag stod i Salling i århus med en LP med netop The Seeds, men ikke købte den. For jeg havde i forvejen favnen fuld. Dagen efter skulle jeg lige tjekke om den stadig væk var der, men det var den selvfølgelig ikke. For det er samleriets lov: Du skal slå til første gang, ellers forpasser du chancen og må vente og tro på, at den melder sig igen engang. I dette tilfælde skete det ikke igen….
The Seeds var et spændende tresserband inden for den bredde genre, man kalder garagerock og som i rockleksika og tidsskrifter altid forbindes med gruppen 13th Floor Elevator. Det vil sige upoleret, rå, energisk rockmusik. I dette tilfælde med dybe rødder i den amerikanske blues. Gruppen blev anført af den legendarisk sanger og bassist Sky Saxon, der havde taget ved lære af de flamboyante engelske forsangere som fx Mick Jagger, Eric Burdon m.fl.
The Seeds blev ikke den store succes, hverken i hjemlandet eller internationalt. De havde nogle lokale hits i Los Angeles-området, hvor de kom fra, og et enkelt nationalt top 40 hit med “Pushin’ too hard”. Det var i 1966. Efter fem LP-udgivelser (The Seeds 1966, A Web of Sound 1966, A Full Spoon of Seedy Blues (under navnet: the Sky Saxon Blues Band) 1967, Future 1967, Raw & Alive in Concert at Merlin’s Music Box 1968) opløstes bandet i 1970 for siden at blive gendannet i 1980’erne…

PUshin’ too Hard:

Mr. Farmer:

Og som bonus en “sjælden Super 8 optagelse”:

De tog prisen som bandet med det mest umulige navn: DAVE DEE, DOZY, BEAKY, MICK & TICH. Og måske var det derfor, de var til at huske. De var en af de utallige engelske popgrupper, der ofte besøgte den tidl. omtalte tyske udsendelsesrække Beat-Club på tysk tv. Jeg så dem mange gange, uden dog på noget tidspunkt at blive fristet til at købe plader med dem. Men nogle af de iørefaldende popsange, de fik lavet, har åbenbart sat sig fast i mit indre univers (for nu at citere Marquis de Sade), for pludselig midt i noget skriveri dukkede melodien Legend of Xanadu op for mit indre øre. Out of Nowhere. Eller måske igangsat af noget, jeg skrev…
Gruppen havde deres storhedstid i perioden 1965-69, hvor de havde en lang række hits, der ud over de nedenfor nævnte omfattede fx Hideaway og Last Night in Soho.
Sjovt nok forlod forsangeren Dave Dee (aka David Harman), der egl. var politibetjent i Salisbury, gruppen for at bliver tv-vært i…Beat-Club. Deres største succes var da også i Tyskland. I 1980’erne blev gruppen gendannet – uden Dave Dee – og deltog i diverse tresser-revival-arrangementer.

Her er “Bend it”:

og “Zabadak”:

og “Xanadu”, der ikke må embeddes. Derfor dette link.

Så er det lige, at man – for sent altså – opdager at broderlandets tv har sendt hele to film af den uforlignede franske filminstruktør og komiker, Jacques Tati. Argh! Det er, hvad man har ud af alle de tv-kanaler! Godt at DVD og VHS er opfundet. Som et plaster på såret bringer vi et billede af manden – og et link til wiki.

Clint Eastwood er en interessant skikkelse i amerikansk filmkunst. Hvor andre begynder som interessante, eksperimenterende, fantasifulde kunstnere og ender i kedelig mainstream, har Eastwoods udvikling – som skuespiller og instruktør – gået den modsatte vej. Især som filminstruktør er han vokset. Så det var med visse forventninger, jeg omsider fik taget mig samme til at se hans berømmede boksefilm Million Dollar Baby. Og jeg blev en lille smule skuffet, må jeg sige.
Filmen er uden tvivl veldrejet. Clint kan sit kram. Og valget af Hilary Swank til rollen som den lille dame, der vil være bokser og vil fighte sig bort fra sit elendige liv og sin deprimerende baggrund (mage til egoistisk og kuldslået familie skal man lede længe efter…), er godt tænkt. Lige som det er et fint fortælletrick at lade altmuligmanden i boksestudiet, spillet af Morgan Freeman, være fortælleren. Den mand og ikke mindst den stemme forlener filmens fortæller (hvilken som helst film…) med et naturlig autoritet. Man tror på den mand.
Og der skal heller ikke herske tvivl om, at filmen virker. Man bliver rørt over den varme, der langsomt bliver skabt mellem de to i bund og grund ensomme mennesker, boksetræneren, der savner sin datter og skriver breve til hende hver uge, blot for at få dem i nakken igen, og den kvindelige bokser, der ikke har andet at gå op i end boksningen og den frigørelse, der ligger i dens succes. Og samspillet mellem Freeman, Eastwood og Swank er lydefrit. Ren fornøjelse.
Men, jeg bryder mig ikke meget om filmens slutning (af hensyn til bloglæsere, der har den til gode, vil jeg ikke afsløre noget…). Jeg synes, at Eastwoods svaghed som filminstruktør er hans fornemmelse for det sentimentale. Han kan ikke ( i denne film i det mindste ) lade være med at kalde på publikums tårer. Dertil kommer, at slutningen indeholder en regulær urimelighed. I virkeligheden ville Eastwoods træner ikke slippe af med sine sidste handlinger. Det interessant ved denne film er ikke boksetemaet, men skildringen af forholdet mellem de tre hovedpersoner. Og denne kvalitet har filmen – også uden det indbyggede tåreperseri. Hermed anbefalet – med det lille forbehold…

Apropos dette indlæg hos Uffe og det tilbagevendende tema: musik på hjernen:

Skift selv Bird ud med Børd… ;-)