Indlæg tagget med video

Arthur Penn

15. december 2006

Pudsigt som tingene kan være sammenfaldende. For nylig omtalte jeg den amr. filminstruktør Arthur Penns kongeniale filmatisering af historien om Alice’s Restaurant, Arlo Guthries lange sangforedrag. Og nu vælger Berlin Filmfestival at uddele en ærespris den nu 84-årige filmskaber. AP fremhæver filmene Bonnie and Clyde og Night Moves. Men man kunne – ud over Alice’s Restaurant – også nævne fx Little Big Man med Dustin Hoffman eller den skammeligt oversete Four Friends (også kaldet: Georgia’s Friends) fra 1981, der med rette er blevet sammenlignet med Lawrence Kasdans The Big Chill og John Sayles’ The Return of the Secaucus Seven på grund af sit fine tidsbillede af tresserne. Filmen er ikke proppet med de mest kendte skuespillere, og det forklarer måske noget af dens manglende succes, men den gjorde et dybt indtryk på mig, da jeg så den i biografen i 1981-82.

Four Friends aka Georgia's Friends

De elektriske svesker

13. december 2006

Den forestående juleaften fik mig til at tænke på The Electric Prunes, da jeg rodede rundt i YouTubes gemmer. De tilhører den genre, man kalde psychedelic, i tresserne. Gruppen havde en omskiftelig karriere med en del udskiftninger. I 1966 kom de på hitlisten med singlen I had too much to dream (last night) (bemærk den syrede titel!). Den nåede helt op på en 11. plads i USA. De var også involveret i soundtracket til filmen Easy Rider, men det var på et tidspunkt, hvor de ikke havde meget at sige over deres egen musik. Gruppen blev gendannet i 2001 og turnerede i Staterne.

Jimi Hendrix “Purple Haze”

12. december 2006

Når man er fra før-MTV-tiden, ja, før-musikvideo-tiden i det hele taget, så forekommer www.youtube.com at være en ren guldgrube af optagelser af alskens musik fra tilforn. Min ungdoms musikprogram – den tyske Beat-Club og den senere Musikladen – er rigt repræsenteret, så der må være mange andre nostaligikere på spil derude i cyberspace.
Et af de bands, der gjorde et stort indtryk på mig, da de dukkede op i Beat-Club var The Jimi Hendrix Experience. Jeg mener, at det første, jeg så med dem, var optagelser af Hey Joe og Purple Haze, optaget et sted i London af de gæve tyskere. Når man ser denne video med Purple Haze fra dengang, så er det ikke svært at forstå, hvorfor indtrykket var så stort…:

The B52’s flyver igen, ja…

12. december 2006

Part I

Den illustrerede mand

11. december 2006

Jeg havde næsten helt glemt denne filmatisering af Ray Bradburys fortællinger. Men den gjorde et vist indtryk dengang for mange år siden. Ikke mindst på grund af Rod Steigers tatoverede mand – og så Claire Bloom…

Læs mere »

Torden på bjerget – ny Dylan-video

9. december 2006

Skynd jer om på www.slate.com og se den nye heftige video med Bob Dylan: Thunder on the Mountain. Eneste minus: Den indledes af en reklame for Mikroblød… Ellers er der ren fornøjelse. (Og er det ikke John Lennon, man ser siddende i bilen sammen med Bob!?).

I øvrigt løber rygterne allerede om en mulig koncert med Bob til april næste år. I hvert fald er den offentliggjorte turnéplan meget tæt på Danmark… Se Bob Dylans hjemmeside.

Pigen i cafeen

8. december 2006

Feel-good-film er efterhånden blevet et begreb, der dækker over en sammenkogt ret af romantik, humor, kvikke dialoger og gerne en håndfuld kendte eller – bedre – gode skuespillere. Amerikanerne kan godt lave dem, når de tager sig sammen og ikke forfalder til for meget af den ene eller anden ingrediens eller satser på tidligere tv-stjerner med et begrænset talent. Men, især englænderne kan det der med letbenede, lystspilagtige film, der kun er bagateller, og som alligevel tåler at blive set igen og igen og igen…
Sådan var det med Fire bryllupper og en begravelse, der mest af alt er en bunke, vellykkede filmiske episoder, der er knyttet sammen af de fem begivenheder. Og sådan var det med Love Actually, der også er en hoben små historier om kærlighedens væsen og uvæsen, udsat for uforskammet intelligent dialog og en flok af Englands bedste skuespillere – og som i de forkerte hænder ville være blevet en katastrofe…
Fælles for de to netop nævnte film er, at de er skrevet af den samme mand, nemlig Richard Curtis. Og han kan bare det der med at skrue dialoger sammen, så de både virker ganske dagligdags og alligevel ofte er fuldstændig overrumplende.
I går aftes havde man mulighed for at se endnu en film med Curtis som manuskriptforfatter, nemlig The Girl in the Cafe. Jeg havde overset den avisens programoversigt, men Fruen havde set den før og mente, at den måtte jeg se. Argumentet var, at jeg skulle se den engelske skuespiller Bill Nighy, som jeg sætter stor pris på. Alle, der har set Love Actually og har moret sig over den gale, halvgamle rockmusiker, der elsker sin tykke manager og vil smide kludene på tv, hvis blot hans skodplade bliver et hit, ved, hvem jeg taler om. I Pigen i cafeen spiller han en musegrå, desillusioneret embedsmand, der har fortrængt sine ungdomsdrømme om at blive rockmusiker så eftertrykkeligt, at de dukker op i hans natlige drømme som invitationer om at blive medlem af The Rolling Stones… En dag møder den kejtede, engelske embedsmand en ung studine – spillet af den unge, skønne, skotske skuespillerinde Kelly Macdonald (Trainspotting, The Cock and Bull Story m.fl.) – i en café, og så slår kærligheden ned som en forhammer i de to. Historien om rejsen til G8-mødet på Island og de emotionelle og politiske problemer, der følger med, er kun en bagatel, og det er også ret lige meget; for det er samspillet mellem de to, de skæve replikker – der ping-ponger frem og tilbage og fastholder tilskueren i spændt forventning om den næste returnering – der gør filmen værd at se. En film om en temmelig umulig kærlighed, der får lidt indflydelse på verdens skæve gang. Den egner sig perfekt til at skubbe den værste juleitis lidt i baggrunden et par timers tid…

Her kan man læse lidt om filmen og se en trailer.

The Girl in the Cafe

Neil Young & Crazy Horse – Live at the Fillmore

4. december 2006

Som tidligere nævnt er der gået hul på Neil Youngs arkiver (NYA) og ud er kommet en live-cd fra 1970 med de tunge drenge i den Skøre Hest. Nu kan man se en trailer om projektet i Neils Garage – og downloade den…

Connie Francis

10. november 2006

Connie Francis
Apropos mindeværdige stemmer: Da jeg skrev mit indlæg om Alma Cogan kom jeg uvægerligt til at tænke på den amerikanske sangstjerne, Connie Francis. Her giver hun Who’ Sorry Now:

Mine forældre havde en årrække en nabo, der var en stor fan af Connie Francis. Han havde arbejdet som smed på Thule Air Base, hvor han havde mulighed for at købe hendes samlede pladeproduktion for en slik. Hver gang jeg var i hans hjem, så hørte vi Connie Francis, som var den pige, han drømte om, da han var en ung mand. Han forblev i øvrigt ungkarl hele sit liv. Nogle forelskelser kommer man sig aldrig over…
Måske vender jeg tilbage til Connie Francis. Hør også hendes videoversion af hittet Everybody’s Somebodys Fool. Den sang er virkelig en ørehænger, som skal med på min liste over de bedste popsange fra den periode. Det kan godt være, at det er fra en periode før min tid, men jeg synes altså, at det holder. Desværre er der forbud mod at embedde den, så du må følge linket til YouTube og se den der.

Chris Isaak og Helena Christensen

30. oktober 2006

For at opfriske Uffes (og min egen) hukommelse må vi hellere lige se Chris Isaaks machosentimentale, sejt drivende opus “Wicked Game”… YouTube er lidt svært tilgængelig lige pt, så…vær lidt tålmodig.

Retro: John Phillips — The Mamas and the Papas

29. oktober 2006

John Phillips
året er 1970. John Phillips, der var sangskriveren i Mama’s and Papa’s udsender sin første sololp, der viser, hvor fin en sanger og sangskriver, han virkelig var. Desværre blev pladen ikke en storsælger, og Phillips gled ud i et narkotikamisbrug de efterfølgende år. Derefter fik han en karriere med mange ups og – især – downs. Et talent, der ikke fik lov til helt at komme til sin ret de sidste år. Phillips døde i 2001, 65 år gammel. Nu er debutpladen igen genudgivet og er et must for enhver, der holder af Mama’s and Papa’s iørefaldende hippiesange og Scott Mckenzies hippiehymne “San Francisco”… Læs mere »

Sagen: AllofMP3

25. oktober 2006

I denne blog følger vi nøje med i udviklingen vedr. deling af musik-filer på internettet. Som bloggens læsere vil vide går den nyeste tendens i retning af reklamefinansiering af gratis downloading af fx mp3-filer eller – som det seneste eksempel YouTubes alliance med Warner – videoer.
Derfor er det lidt beskæmmende at læse, at Fogedretten i dag har pålagt Tele2 (og i princippet alle andre internetudbydere) at spærre for den meget omtalte russiske site AllofMP3, der distribuerer musik næsten gratis og i øvrigt lader hånt om royalties osv. Musikindustrien, der ikke har udmærket sig ved den store fremsynethed og mest har brugt penge og kræfter på at kæmpe for det bestående, glæder sig forudsigeligt nok. Men Fogedrettens afgørelse afslører allermest samme juridiske myndigheds totale mangel på forståelse for det medium, vi har at gøre med: internettet. Det vil praktisk taget være umuligt for internetudbyderne at sætte en stopper for de tusindvis af sider, hvor der ulovligt distribueres filer. Og “banditterne” vil blot flytte sig, lige så hurtigt som en side lukkes. Det viser sagen om Pirate Bay i Sverige. Og hvordan skal internetudbyderne dog kunne skelne mellem de tusindvis af sider, der helt legalt distribuerer musik (fx mange pladeselskaber) og så de sider, der distribuerer ulovlig musik? Internetudbyderne vil skulle ansætte mange mennesker til at “stoppe huller” i internettet, uden at det for alvor vil virke. Distributørerne vil blot finde andre veje…
Selvfølgelig skal musikerne have royalties og pladeselskaberne penge for deres arbejde. Men der skal findes andre løsninger end forbud.

Lily Alen – poptøsen på video

24. oktober 2006


Den 5. august skrev blogbestyreren i den gamle blog:
“Bliv i godt humør med Lily Alen og hendes hit Smile! Læs om hende på DRs hjemmeside. Og besøg hendes hjemmeside (med free download – en såkaldt teaser). Godt gået af det 17-årige engelske poptalent… Pigebarnet er blevet rost for sine kvikke tekster, og jeg synes: Med rette. Vi er langt fra megen mailstream-lyrik…”. Her er så hendes video til sangen “Littlest Things”. Pop, ja. Men i den gode ende.

Flygtningen – en tv-serie (1963-67)

22. oktober 2006

Kimble og co.
I går kom Fruen hjem med to DVD’er. Billigt indkøbt i den lokale Kvickly. Den ene var Greystoke om Tarzan; og den anden Flygtningen med Harrison Ford i hovedrollen. Sidstnævnte er en solid action-film, hvor Harrison Ford spiller en af sine bedre roller; måske fordi han får modspil fra Tommy Lee Jones, der altid er (mindst) seværdig.
Filmen bygger på tv-serien The Fugitive, der løb over skærmene i USA i perioden 1963-67. Historien var som skabt til en (i princippet uendelig) tv-serie: Lægen Dr. Richard Kimble – spillet af David Janssen – bliver uskyldigt dømt til den elektriske stol for drabet på sin hustru. Det lykkes Kimble at flygte og derefter følger episode efter episode, hvor Kimble i jagten på den enarmede morder må skifte identitet og lokalitet for at undslippe politiet, som til stadighed er på sporet af ham. 120 episoder blev det til, og 42 afsnit udkom på VHS. Båndene kan man endnu være heldig at købe på nettet, men så vidt jeg ved er der ikke kommet en DVD-udgave. I 1993 blev den udnævnt til at være den bedste tv-serie i tresserne af TV-Guide.
Flygtningen var en af de første tv-serier, som jeg fulgte med i, hver gang den blev sendt. Den havde, som nævnt, et plot, der gjorde den velegnet til serieformatet. Dertil kom, at man sagtens kunne springe et afsnit over, fordi hvert afsnit havde en skabelonagtig opbygning omkring Kimbles nye identitet og nye opholdssted. Inden for den ramme kunne manuskriptforfatterne så lave små variationer og små indbyggede historier.
Serien blev udsat for et ny versionering i 2000 af CBS, men holdt kun en sæson. Måske var tiden løbet fra denne type tv-serie.

Links: fanside med mange andre links; Homepage of the Hunted med komplet episodeguide og meget mere; dertil kommer IMDB og Wikipedia, der også skriver om serien.

Opdatering :Serien er nu på dvd – se her.

Husarerne har allerede været der – www.bubblare.dk

13. oktober 2006

Youtube har fået en dansk pendant, hvor man kan finde filmklip. Det måtte jo komme… Se: www.bubblare.dk. Kigger man på listen over de mest sete film, vil man erfare, at husarerne allerede har været der (hvad ellers…). Bloggen her vil indtil videre holde sig til “gamle” Youtube…