Indlæg tagget med weblog

Midlertidig afbrydelse

13. april 2012

Ja, bloggen s̴ lidt anderledes ud for en stund. Katastofen indtraf Рhele bloggen blev slettet p̴ serveren. Nogen forklaring har jeg ikke f̴et, men jeg har arbejdet p̴ at genoprette den. .

Opdatering: Det lader til at tsunamien er afværget. Bortset fra et par detaljer skulle capac-bloggen ligne sig selv.

Opdatering nr. 2: Er der nogen lære af den sindsoprivende oplevelse? Ja, man skal sørge for regelmæssig at lave backup af sin database – og gemme den uden for serveren (pÃ¥ harddisken eller lign.).

Opdatering d. 16/4: Mit webhotel har med held genskabt både databasen og filerne fra den famøse dag. Så med lidt tålmodighed kan jeg få retableret de sidste mangler i løbet af et par dage.

CAPAC fylder 6 år

13. marts 2012

Da jeg var 6 Ã¥r gammel kom jeg i børnehave. Webloggen “capac” derimod mÃ¥ siges at være kommet over de første seks Ã¥rs børnesygdomme. Hvad der begyndte som en tilfældighed i en nysgerrig, skrivelysten internetbrugers liv, er gÃ¥et hen og blevet en fast foreteelse. Og heldigvis en foreteelse, der stadigvæk er stimulerende og tilfredsstillende for blogbestyreren.

Selv om bloggen aldrig har haft nogen masterplan, men alene har været – og fortsat er – en tumleplads for mine interesser og indfald, sÃ¥ har den alligevel fÃ¥et et vist renommé i og uden for blogverdenen. Fx er der mange, der opfattter den som en musikblog – og det er der selvfølgelig god grund til, fordi der skrives meget om det emne.

Bloggen har aldrig haft så mange læsere og så mange besøgende, som den har haft det forgangne år. Og specielt glæder det mig, at den får flere og flere faste læsere. Ja, faste læsere, der besøger bloggen stort set hver dag. Og det er jeg meget taknemmelig over. Tænk sig, at der er nogen, der i deres travle hverdag får tid til at kigge forbi og læse med. Større kan det ikke blive. Tak.

Udviklingen af bloggen er ikke til at forudse. Alene det netværk – med et buzz word – bloggen har kunnet opbygge er kommet helt bag pÃ¥ mig. Og det fortsætter. Heldigvis.

Jeg har ingen planer om at lægge blogskrivningen på hylden. Det er en daglig tilfredsstillelse at kunne skrive om løst og fast. Og så længe lysten driver værket, så længe bliver capac nok ved med at være der.

KODA og de “usolidariske”, musikelskende weblogs

1. oktober 2011

Under rubrikken “Koda-direktør: Musikbloggerne er usolidariske” (Politiken, d. 30. september 2001) bøjer KODA-direktør Anders Lassen i neon, hvad KODA er for en størrelse. Nemlig en non-profitorganisation, der har til formÃ¥l at sikre, at musikere fÃ¥r et afkast af den musik, de har lavet, nÃ¥r den afspilles i det offentlige rum.

Hvad Anders Lassen ogsÃ¥ fÃ¥r slÃ¥et fast med syvtommersøm  -med hoveder sÃ¥ store som CD-skiver – er, at KODA gÃ¥r ind for et principrytteri, der er fuldstændig immunt over for den verden i forandring, som musikken spiller i.

Lassen angriber de unge, musikglade bloggere, der sammen med unge musikere – hvoraf flere er organiseret i KODA – streamer musik pÃ¥ deres blogs, tillader downloads og lader tonerne fÃ¥ følgeskab af entusiatiske omtaler. Problemet – for Lassen – er ikke, at de unge entusiaster af egen drift og for egne penge gør et stykke formidlingsarbejde, for det betragter Lassen blot som en absurditet – sÃ¥ længe de unge ikke oven i købet betaler for at lade musikken spille. Uden i øvrigt at argumentere for, hvori det absurde bestÃ¥r.

For den principfastfrosne Lassen er forestillingen om kompromisser, der ville kunne tilgodese både de fremadstræbende unge musikere, de idealistiske, engagerede bloggere og KODAs fundamentale, økomiske interesse, ligger helt uden for Lassens horisont.

Men problemet er, at de digitale virkelighed på internettet for længst har overhalet det forretningsprincip, som KODA stædigt holder fast i. Forestillingen om, at musikafspilning i det offentlige rum altid og i enhver sammenhæng skal få kasseapparatet til at klinge, er for længst blevet overdøvet af de mere eller mindre legale musikstrømme.

NÃ¥r Lassen angriber de unge musikbloggere – vi taler vist om ca. 70 blogs i dansk regi – for at være “usolidariske“, viser han ikke alene, at han ikke ved, hvad ordet solidaritet indebærer – bl.a. en gensidighedsrelation – men glemmer ogsÃ¥, at der slet ikke er konsensus omkring KODAs mÃ¥lsætning, heller ikke blandt organisationens egne medlemmer. Lassens position er lige sÃ¥ konservativ og rigid, som den vi i Ã¥revis har kunnet iagttage hos den kriseramte pladebranche, der kun vil tænke i “forretningsmodeller” og bundlinjer, hvor det der allermest er brug for, er at tænke internettet og digitaliseringen som en kulturel revolution, man gør klogt i at tilpasse sig og ikke modarbejde.

Du unge musikbloggere repræsenterer ikke bare et mediemæssigt supplement til de kommercielle medier – aviser, radioer, tv – men er en ny, autonom, singulær, subjektiv og ikke mindst non-kommerciel form for medieformidling, der allerede har bevist sin betydning. Og hvis KODA vil udvikle sig med tidsÃ¥nden, kunne man passende begynde med at vise de unge musikbloggere en smule anerkendelse og respekt…

Lukas Kaldan – Er du tilfreds, Kodamedlem?

5 ̴r i blogland Рcapac

13. marts 2011

I dag er det nøjagtig 5 år siden, webloggen ved navn CAPAC søsattes ved en tilfældighed. Som så meget andet i denne blogskrivers liv. Tilfældigheden er stadigvæk en styrende princip i bloggen. Jeg ved aldrig, hvad dagen vil bringe, når jeg sætter mig til tastaturet. Kun sjældent har jeg en færdigbagt idé med. Men det er heller ikke nødvendigt, for ideer har der altid været nok af. Resten bestemmes af skriftens veje og vildveje. Alligevel er det ikke den rene tilfældighed længere. Bloggen sejler af sted med næsten daglige indlæg. De dage, hvor der ikke har været et eller flere indlæg kan nemt optælles.
MÃ¥lt pÃ¥ besøgstal og antal læsere sÃ¥ er bloggen en større succes end den nogensinde har været. Antallet af unikke besøgende og – ikke mindst – (tro)faste læsere, som vender tilbage jævnligt (nogle dagligt) er vokset stødt, stille og roligt. Og denne rolige udvikling passer helt til mit temperament.
Jeg har ingen planer om at oplægge bloggen. Den er blevet en del af min hverdags puls – et sted, hvor jeg kan fÃ¥ lov til det, jeg har allermest lyst til: at skrive og tænke, tænkeskrive… Vi fÃ¥r se, hvad den kommende tid bringer. God søndag til alle, der kommer forbi.

Michael Jeppesen og webloggen

5. maj 2010

I gÃ¥r aftes havde jeg opportun lejlighed til at lytte til P1 hele aftenen, og et af de programmer jeg lyttede til, var “Krause pÃ¥ tværs”, som bestyres af journalisten og politisk kommentator Niels Krause-Kjær. I studiet havde han Michael Jeppesen, der har slÃ¥et sig op som kunstanmelder (senest i Information) og forfatter til en bog om klimatopmødet. SÃ¥ vidt jeg har forstÃ¥et er Michael Jeppesen autodidakt i enhver henseende. Og man kan godt mærke pÃ¥ hans tilgang til politik og medier, at han ikke har gÃ¥et i nogen formel journalistisk skole. Og det skal forstÃ¥s i positiv forstand. Med en selviscenesættelse, der minder en om den lille dreng i H. C. Andersens “Kejserens nye klæder”, forsøger Michael Jeppesen, hvad enten han ser pÃ¥ ny kunst eller gÃ¥r rundt pÃ¥ klimatopmødet at bilde sig selv og os andre ind, at han som en anden nar kan være med til at fjerne det slør af spin, skjulte dagsordener, skamridte kæpheste osv., der præger vores politiske og kulturelle tid. Og det kan han mÃ¥ske ogsÃ¥ i et vist omfang.

I hvert fald var det forfriskende at høre hans skrÃ¥sikre forsvar for sin egen weblog over for Krause Kjærs diskrete , men for mange journalister typiske, nedladenhed over for blogfænomenet. I sin blog pÃ¥ Politiken har Jeppesen blandt andet dokumenteret, hvordan bl.a. TV2 pÃ¥ uheldig vis har været fedtet ind i den sÃ¥kaldte “Lækagesag”. I Krause Kjærs spørgsmÃ¥l og i TV2-journalisten Jes Dorph-Petersens kritik af Michael Jeppesens blog lÃ¥ et latent  forsøg pÃ¥ at kastrere og bagatellisere dette sociale og demokratiske medie. Men Jeppesen holdt fanen højt og angreb de to journalister pÃ¥ deres svage flanke: Han bad dem dokumentere deres pÃ¥stande om, at bloggens dokumentation ikke holdt, og at debatniveauet var under avisstandard. Det var kosteligt at høre, hvordan den ellers meget forstÃ¥ende og lyttende Krause Kjær for en gangs skyld var trængt og pÃ¥ hælene. Og Jes Dorph Petersen fik et forklaringsproblem. Hør udsendelsen her.